Kendelse af 02-12-2014 - indlagt i TaxCons database den 06-03-2015

Faktiske oplysninger

Klageren er direktør og hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...1]. [virksomhed1] ApS er moderselskab for selskaberne [virksomhed2] ApS (stiftet 1. august 2002) og [virksomhed3] ApS (stiftet 1. marts 2008).

Aktiviteten i de tre selskaber omfatter drift af 4 detailhandelsbutikker med ure, smykker og guld- og

sølvvarer. De to detailhandelsbutikker i [by1] ejes af [virksomhed1] ApS.

Moderselskabet [virksomhed1] ApS har med virkning fra 10. april 2007 leaset en Toyota RAV, årgang 2007, med registrerings nr. [reg.nr.1], hvor bilen også er indregistreret første gang. Selskabet er registreret som bruger af køretøjet. Bilen er indregistreret til privat personkørsel (hvide plader).

På tidspunktet for selskabets anskaffelse af den omhandlede bil har klageren underskrevet en erklæring, hvori han fraskriver sig retten til at anvende den omhandlede bil til privat brug.

De fire butikkers drift er organiseret således, at klageren ikke er involveret i den daglige drift i nogen af de af de fire butikker. Der er i hver af de fire butikker ansat en forretningsfører samt ekspedienter.

Klageren arbejder fra adressen [adresse1], [by1], hvor han har sit kontor med tilhørende computer, og hvorfra hans arbejde med den overordnede ledelse af koncernen udføres. Der er udelukkende kontorfaciliteter til stede på adressen [adresse1], [by1]. Der er kun ganske små depotrum knyttet til de øvrige butikker i [...], [...] og [by2] butikken. Der findes således ikke kontorfaciliteter (skriveborde, computere m.v.) på sidstnævnte tre adresser.

Klageren forestår storindkøb af varer, leverandørbesøg og lign. i relation til større leverancer som foretages for hele koncernen. I forbindelse hermed foretager klageren 2-4 gange månedligt kørsel til butikkerne i [by2] og [by3] i forbindelse med bl.a. levering af varer, som er indkøbt via [virksomhed1] ApS, og som efterfølgende videreleveres og viderefaktureres til de enkelte butikker.

I hele sagsperioden (10. april 2007 – 1. marts.2010) har klageren haft bopæl i en lejlighed beliggende på 1. sal i den ejendom, hvor forretningen befinder sig i stueetagen ([adresse1], [by1]).

Klagerens samlever, [person1], var og er ansat som forretningsbestyrer i forretningen i [...] i [by1]. Begge adresser befinder sig i gågadeområdet med mange ensrettede veje i [by1]s gamle bycentrum.

Klagerens hustand bestod i perioden 2007 - 2009 af to voksne og et barn, som gik i daginstitution i

gåafstand fra privatadressen [adresse1], [by1].

Klageren har pr. 1. februar 2010 købt ejendommen [adresse2], [by1], som efter en større istandsættelse udgør den fremtidige private bolig, og pr. 1. marts 2010 har klageren selvangivet værdi af fri bil.

I samme forbindelse er der udfærdiget ny ansættelseskontrakt for klageren, hvoraf det fremgår, at klageren har fri bil til rådighed for privat anvendelse.

Bilen har pr. 29. maj 2009 kørt 29.475 km.

Der er enighed om at et eventuelt beskatningsgrundlag udgør 270.568 kr.

SKAT har udsendt varsel den 1. november 2012.

SKATs afgørelse

Den skattepligtige indkomst er forhøjet med værdi af fri bil i perioden april 2007 – februar 2010, beregnet til henholdsvis 65.363 kr., 87.151 kr., 87.151 kr. og 13.418 kr.

Det er SKATs opfattelse, at [virksomhed1] ApS allerede fra leasingperiodens start har stillet køretøjet til rådighed for klageren til også privat kørsel, og at klageren er skattepligtig af værdien heraf fra 10. april 2007 i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4.

Der er lagt vægt på følgende:

Endelig henledes opmærksomheden på, at der er tale om et personmotorkøretøj og ikke et varemotorkøretøj. Det er SKATs opfattelse, at hvis køretøjet alene skulle anvendes til varetransport, jf. det oplyste - og ikke også til privat persontransport – så ville det have været mere relevant for selskabet, jf. formålet for anvendelsen/varetransport at anskaffe/lease et varemotorkøretøj til dette formål.

Der er ved SKATs afgørelse om også at foretage ændring af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2007 og 2008, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, lagt til grund, at klageren i egenskab af direktør og anpartshaver har en bestemmende indflydelse i [virksomhed1] ApS.

Der er ved fastlæggelse af køretøjets nyvognspris og dermed grundlaget for opgørelse af den skattepligtige værdi af fri bil i indkomstårene 2007-2009, lagt vægt på, at den skattepligtige værdi af fri bil i 2011 er opgjort til/selvangivet med 67.642 kr., som således er opgjort på grundlag af et beskatningsgrundlag på 270.568 kr.(67.642/25 x 100).

Køretøjets nyvognspris og dermed beskatningsgrundlag for 2007 – 2009 kan på grundlag heraf opgøres til 360.757 kr. (270.568/75 x 100).

Klagerens opfattelse

Forhøjelsen af den skattepligtige indkomst med værdi af fri bil skal nedsættes til 0 kr. i alle årene.

Til støtte herfor kan det anføres, at klageren på tidspunktet for selskabets anskaffelse af den omhandlede bil har underskrevet erklæring, hvori han fraskriver sig retten til at anvende den omhandlede bil til privat brug.

Det forhold, at klageren får et ændret kørselsbehov i forbindelse med erhvervelse af ejendommen beliggende [adresse2], [by1], og at klageren i forbindelse hermed selvangiver skattepligt af værdi af fri bil er ikke ensbetydende med, at bilen er anvendt privat i perioden forud herfor.

Dette underbygges videre ved, at der i samme forbindelse er udfærdiget ny ansættelseskontrakt for

klageren.

Det bemærkes videre, at den ændrede selvangivelse sker på klagerens initiativ og ikke på skattemyndighedernes initiativ. Det skal tillige fremhæves, at SKAT aldrig har observeret, at klageren eller samleveren, [person1], har kørt privat i den omhandlede bil i perioden 10. april 2007 – 1. marts 2010.

Det bestrides derfor, at det ændrede behov og valg omkring benyttelse af bilen med virkning fra 1. marts 2010 udgør et bevis for, at bilen har været anvendt til privat kørsel i tiden forud herfor. Det forhold, at klageren selvangiver værdi af fri bil fra 1. marts 2010 udgør tværtimod et bevis for, at klageren har overholdt reglerne om beskatning af fri bil.

Selskabets domicil er sammenfaldende med den private bopælsadresse

Det er ikke afgørende, at klageren havde bopæl på samme adresse, hvorfra virksomheden drives i relation til spørgsmålet om beskatning af fri bil.

Til støtte herfor påberåbes Landsskatterettens afgørelse af 5. december 2012 (j.nr. 12-0189410) i en sag, hvor en hovedaktionær i et A/S har samme adresse som selskabet. Den pågældende ejendom var endog en landejendom (beliggende udenfor bycentrum). Der forelå ikke en frasigelseserklæring omkring retten til at benytte køretøjet til privat brug. Ikke desto mindre fastslog Landsskatteretten i den pågældende afgørelse, at der ikke var belæg for beskatning af hovedaktionæren af værdien af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, som følge af den i 2009 indførte særlige formodningsregel, hvorefter der ikke skal føres kørselsregnskab, hvis brugeren har et kørselsmønster, der ikke indikerer andet end erhvervsmæssig kørsel.

Denne regel fandt Landsskatteretten tillige var gældende for en hovedaktionær og en hvidpladebil.

I den omhandlede landsskatteretsafgørelse gjorde SKAT desuden gældende, at formodningsreglen ikke kunne anvendes af hovedaktionærer, fordi disse har en skærpet bevisbyrde. Dette var og er der imidlertid hverken støtte for i lovens ordlyd eller forarbejder, hvilket Landsskatteretten tiltrådte med sin kendelse af 5. december 2012.

Med denne afgørelse er der ændret på beskatningen af fri bil for hovedaktionærer og selvstændige, der driver virksomhed fra samme adresse som privatadressen. Dette moment har derfor ikke betydning ved vurderingen af, om [person2] skal beskattes af fri bil.

I SKATs egne notater i mødereferatet af 24. oktober 2012 fremgår det, at den omhandlede bil pr.

29. maj 2009 har kørt 29.475 km. I perioden 12. april 2007 – 29. maj 2009 har bilen altså kørt mindre end 15.000 km årligt. Det kørte antal km skal sammenholdes med, at afstanden [by1] – [by3] udgør ca.140 km tur/retur og afstanden [by1] – [by2] udgør ca. 200 km tur/retur. Dertil kommer, at bilen anvendes til leverandørbesøg forskellige steder i landet og har været anvendt til kørsel til messer, herunder bl.a. flere messebesøg udlandet i form af en større messe i [by4], Schweiz.

Det gøres således gældende, at der i moderselskabets regi er et kørselsmønster, der ikke indikerer andet end erhvervsmæssig kørsel. Opmærksomhed henledes endvidere på, at der i den tidligere omtalte landsskatteretsafgørelse af 5. december 2012 (j.nr. 12-0189410) var tale om en hovedaktionær i et aktieselskab, som tillige ejede kapitalandele i tre øvrige selskaber. Det forhold, at der tillige var udført arbejde og kørsel i relation til disse datterselskaber, blev ikke anset for at udgøre privat benyttelse af den pågældende hvidpladebil. Se tillige Skatterådets afgørelse i SKM 2011.397, hvor der også var tale om kørsel til datterselskabs adresser uden, at kørslen blev anset for at ikke-erhvervsmæssig kørsel.

Så meget desto mere kan den i den foreliggende sag omtalte kørsel i forbindelse med levering af varer fra moderselskabet til datterselskaberne ikke anses for at være privatkørsel. Kørslen er med andre ord sket i [virksomhed1] ApS’ regi, herunder dette selskabs interesse i at varetage sine ejerinteresser i de omhandlede datterselskaber. Det gøres i den forbindelse gældende, at det er udtryk for erhvervsmæssig anvendelse af et køretøj, når direktøren i moderselskabet varetager moderselskabets interesser i datterselskaberne.

Klagerens kørselsbehov

Adressen [adresse1], [by1], er en strøggade / gågade, hvorfor kørsel i bil fra denne adresse til børnenes daginstitution beliggende i gåafstand er mere besværlig og tidskrævende, end en gå- eller cykeltur til daginstitutionen er.

Dertil kommer, at klagerens samlever, [person1], var og er ansat som forretningsbestyrer i forretningen i [...] i [by1], som ligeledes ligger i gågadeområdet i [by1] Centrum. Også her gælder det, at det vil tage længere tid at køre i bil til [...] fra [adresse1], [by1], end det vil tage at gå dertil via gågaden. Familiens indkøb foregår i forretninger beliggende i gågade området i [by1]. [person1] indkøber f.eks. dagligvarer i [...] forretningen beliggende i [...]. Klagerens forældre bor på adressen [adresse3], som ligger i en afstand af ca. 1-2 km fra adresse [adresse1], [by1].

Klageren er ikke involveret i den daglige drift af nogen af de af de fire butikker.

Det ovenstående bekræfter, at familien alene har et meget begrænset transportbehov.

Kørselsregnskab

Det er korrekt, at der ikke foreligger kørselsregnskab.

Det bemærkes herved, at der heller ikke kan stilles krav, om at der skal foreligge et kørselsregnskab, når der foreligger en erklæring om fraskrivelse af retten til at anvende bilen til privat kørsel. Der henvises til Landsskatterettens afgørelse af 5. december 2012 i sagen med j.nr. 12-0189410, hvori det fastslås, at formodningsreglen også gælder for hovedaktionærer og hvidpladebiler i en situation, hvor der ikke foreligger et kørselsregnskab.

Det gøres derfor gældende, at SKAT alene med fremadrettet virkning efter perioden 12. april 2007 – 1. marts.2010 kan pålægge klageren at føre kørselsregnskab.

Anbringender vedrørende indkomstårene 2007 og 2008

SKAT anfører til støtte for genoptagelse af [person2]s indkomstopgørelser for 2007 og 2008, at det forhold, at [person2] er hovedanpartshaver og direktør i [virksomhed1] ApS er tilstrækkeligt til, at den seksårige genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, finder anvendelse.

Det gøres gældende, at skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, ikke er anvendelig i den foreliggende sag, jf. Landsskatterettens afgørelse i SKM.2013.61. I denne afgørelse har Landsskatteretten fastslået, at det er en betingelse for at kunne anvende skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, at der er tale om et forhold, der er knyttet til relationen hovedanpartshaver-/ selskabsforhold, jf. skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 2.

Et forhold, der er knyttet til relationen direktør-/arbejdsgiverforhold, falder uden for anvendelsesområdet for skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Såfremt Landsskatteretten i den foreliggende sag – mod forventning måtte finde – at klageren har fået stillet den omhandlede Toyota til fri rådighed af [virksomhed1] ApS, må dette anses for at være sket i kraft af klagerens ansættelse som direktør i selskabet.

Der er med andre ord ikke tale om en handelsmæssig eller økonomisk transaktion i skattekontrollovens § 3B’s forstand, hvorfor skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, ikke finder anvendelse i den foreliggende situation. Fristen for varsling om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat er senest den 1. maj 2011 for indkomståret 2007 henholdsvis 1. maj 2012 for indkomståret 2002.

SKATs varsling om ændring af ansættelse af indkomstskat for indkomstår 2007 og 2008 er derfor sket efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist.

Da der ikke er grundlag for at fravige den ordinære ansættelsesfrist efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, skal de af SKAT foretagne forhøjelser for perioden 10. april 2007- 31. december 2007 og hele indkomståret 2008 herefter anses for ugyldige.

Retsmøde den 17. november 2014

For Landsskatteretten er fremlagt tro og love erklæringer af 1. september 2014 fra seks medarbejdere, hvoraf det fremgår, at de har anvendte bilen Toyota RAV til kørsel fra [by1] til butikkerne i [by3] og [by2]. Samlet har de foretaget henholdsvis 9, 47, 25 og 14 kørsler i indkomstårene 2007 (fra den 14. april), 2008, 2009 og 2010 (til den 28. februar).

Det er endvidere anført, at klageren selv har kørt mellem 1 – 3 gange i måneden til butikkerne i [by2] og [by3].

Landsskatterettens afgørelse

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens § 4, når godet modtages som led i et ansættelsesforhold. Dette følger af ligningslovens § 16, stk. 1, 1. pkt. Værdien af rådigheden over en bil stillet til rådighed for privat anvendelse fastsættes efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Råder en ansat over en firmabil på hvide plader til udelukkende erhvervsmæssig kørsel er der en formodning for, at bilen tillige anvendes privat, hvis bilen efter arbejdstids ophør holder ved den private bopæl. Denne formodning gælder tillige, når den private bopæl og den faste arbejdsplads er sammenfaldende, jf. TfS 2000, 622 ØLD, SKM 2008.617.ØLR samt SKM 2009.629.VLR.

Formodningen kan afkræftes, jf. ligningslovens § 9B, stk. 3, såfremt den ansatte har et kørselsmønsterder indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser under sådanne vilkår, at det er usandsynligt, at der mellem hjemmet og den enkelte arbejdsplads køres mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, hvis man talte efter. Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 1337 af 19. december 2008 med virkning fra den 1. januar 2009.

Ved samme lov blev perioden indenfor hvilke der maksimalt kunne køres 60 gange mellem bopælen og en arbejdsplads, for at anse kørslen for erhvervsmæssigt, reduceret fra 24 måneder til 12 måneder, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a.

Hvis en hovedaktionær råder over en firmabil til udelukkende erhvervsmæssig anvendelse er der endvidere en skærpet formodning for, at bilen tillige er til rådighed for privat kørsel, idet der er tale om interesse forbundne partner.

Det følger af Højesterets dom, SKM 2009.239, at der kræves et konkret bevis for, at bilen aldrig er anvendt til privat kørsel, og at et sådant bevis i realiteten alene kan føres ved, at der udarbejdes et kørselsregnskab. Se endvidere Østre Landsrets dom af 15. juni 2012, SKM 2012.464.

Frem til 1. januar 2009 kunne der alene køres 60 gange mellem bopælen og en arbejdsplads indenfor en 24 måneders periode, hvorefter kørslen ville være at anse for privat kørsel.

Klageren har siden 2002 haft butik i [by3].

Det oplyste på retsmødet om antal ture til [by3] og [by2] adskiller sig fra det oplyste i klageskrivelsen og kan, i lighed med de fremlagte erklæringer, ikke uden andet bevis lægges til grund for afgørelsen.

Det må herefter anses som usikkert, om klageren har kørt mere end 60 gange mellem bopælen og butikken i [by3] inden for en 24 måneders periode, hvorefter denne kørsel på et eller andet tidspunkt efter åbningen i 2002 er blevet privat. Det lægges til grund, at der ikke på noget tidspunkt er påbegyndt en ny 60-dages periode, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 2.

Klageren har endvidere ikke godtgjort, at han har været afskåret fra at råde over bilen til privat kørsel. Erklæringen om fraskrivelse af råderetten over bilen til privat anvendelse samt det anførte vedrørende det private kørselsbehov kan ikke afkræfte den bestående formodning for privat rådighed over bilen, når bilen holder på den private bopæl efter arbejdstids ophør. Der er herved også lagt vægt på, at bevisbyrden er skærpet som følge af klagerens status af hovedaktionær.

For så vidt angår indkomstårene 2007 og 2008 følger det af Højesteret i dom af 30. juni 2014, SKM2014.504, at der ikke skal foretages en indskrænkende fortolkning af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Der skal således ikke foretages en subjektiv vurdering af om bilen er stillet til rådighed for dig i din egenskab af direktør eller hovedaktionær.

Det forhold, at klageren som hovedaktionær er omfattet af skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 2, er tilstrækkelig til, at der kan foretages en ansættelsesændring efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, for så vidt angår de kontrollerede transaktioner.

Højesteret har anset det forhold, at et selskab stiller en bil til rådighed for sin hovedaktionær for en kontrolleret transaktion.

Da SKAT har udsendt varsel den 1. november 2012, er varsel sket rettidig for 2007 og 2008, som forældes henholdsvis den 1. maj 2013 og den 1. maj 2014, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

Landsskatteretten stadfæster således SKATs afgørelse.