Kendelse af 02-07-2014 - indlagt i TaxCons database den 09-08-2014

Faktiske oplysninger

Klageren, der er fra Litauen, har siden den 6. juni 2006 været ansat ved [virksomhed1] v/ [person1], [adresse1], [by1], på forskellige midlertidige ansættelseskontrakter. Første periode var i indkomståret 2006.

SKAT har anset den første periode i 2006 for at være en midlertidig arbejdsplads. Klageren har i dette indkomstår været berettiget til at tage fradrag for kost og logi.

[person1] har over for SKAT forklaret, at han har en ”skoventreprenørvirksomhed”, hvor han er entreprenør for diverse gartnerier og skovbrug. [person1] har afholdt lønomkostningerne, men har fået dem dækket ved at udleje klageren til arbejde på andre gartnerier/skovbrug. [person1] har ikke nogen skov m.v., hvor klageren har arbejdet.

Der foreligger følgende erklæring af 7. september 2012 fra [person2], [adresse2] , [by2]:

”Til Skat.

På forespørgsel fra [person1], skal jeg hermed bekræfte, at [person3] (...) i årene, 08, 09 og 10 har udført fuldtidsarbejde på mit gartneri. Arbejdet har været sæconarbejde og har for alle årene ligget i perioden 1 april til 1. september.

De har været ansat af [person1] eller hans kone ([person4]), og arbejdet er udført for mig (Gartneriejer).

Arbejdet har været udført på adressen [adresse3], [by3]”

Der foreligger følgende erklæring af 18. september 2012 fra [person5], [adresse4], [by4]:

”Til Skat

På forespørgsel fra [person1], skal jeg hermed bekræfte at [person3] i årene, 08, 09 og 10 har udført fuldtidsarbejde som sæconarbejder i forbindelse med pyntegrøntsoparbejdning.

Arbejdet har for alle årene ligget i perioden fra ca. 1 oktober til 10. december

Hun har været ansat af [person1] (skoventreprenør) eller hans kone ([person4]), og arbejdet er udført for mig (pyntegrøntsgrossist).

Hvert af årene, har hun bl.a. udført arbejde i [virksomhed2], [by4].

Derudover har hun arbejdet i andre skovdistrikter.”

SKAT har den 8. november 2012 skrevet til klageren, at hun skulle indsende dokumentation for sine bopæls- og familieforhold i Litauen.

Der foreligger følgende erklæring af 4. februar 2010 fra klagerens arbejdsgiver i Litauen [person6]:

”Hereby, we certify that the citizen [person3], personal ID number ..., worked in the Personal Enterprise of [person6] in the position of a saleswoman from 7 January 2010 to 4 February 2010.”

SKAT´s afgørelse

SKAT har ikke anset klageren for berettiget til fradrag for rejseudgifter (kost og logi) for indkomstårene 2008 og 2009 med henholdsvis 156.621 kr. og 157.000 kr.

SKAT har for indkomståret 2010 anset klageren for skattepligtig af rejse- og befordringsgodtgørelse udbetalt som skattefri med 87.240 kr.

SKAT kan ikke genoptage klagerens skatteansættelse for indkomståret 2008 på grund af forældelse.

SKAT kan genoptage klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2009 – 2010, men mener ikke, at der skal ske nogen ændringer, da klageren ikke er berettiget til fradrag efter rejsereglerne på grund af afstanden mellem hendes sædvanlige bopæl, som SKAT anser for at være på adressen [adresse5], [by1], og de midlertidige arbejdspladser.

Det fremgår af ligningslovens § 9 A, at skatteydere, der er på rejse, kan få fradrag for udgifter til kost og logi.

At være på rejse betyder, at man på grund af afstanden mellem den sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, men må overnatte på en ”midlertidig bopæl” nær det midlertidige arbejdssted. Som følge heraf bliver man som lønmodtager påført udgifter til kost og logi af erhvervsmæssige årsager.

Rejsebegrebet forudsætter derfor to ”bopæle”.

SKAT har bedt klageren indsende dokumentation for, at hun har opretholdt sædvanlig bopæl i Litauen. Hun har ikke indsendt dokumentationen.

SKAT anser det derfor ikke for at være dokumenteret, at klageren har opretholdt en sædvanlig bopæl i Litauen. SKAT mener, at klagerens sædvanlige bopæl er i Danmark på adressen [adresse5], [by1].

SKAT finder herefter, at klageren ikke er berettiget til fradrag i henhold til ligningslovens § 9 A, da hun har mulighed for at tage hjem og overnatte på sin sædvanlige bopæl i forbindelse med arbejdet på de midlertidige ansættelsessteder.

SKAT har desuden lagt vægt på, at klageren har været i Danmark siden 2006. Klageren har hvert år boet her siden starten af marts til midt i december. SKAT anser derfor klagerens ophold i Litauen for at være ferie.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren for indkomstårene 2008 – 2009 anses for berettiget til fradrag for rejseudgifter (kost og logi) med henholdsvis 156.621 kr. og 157.000 kr.

Endvidere har klagerens repræsentant nedlagt påstand om, at klageren for indkomståret 2010 ikke anses for skattepligtig af rejse- og befordringsgodtgørelse udbetalt som skattefri med 87.240 kr.

Problemet er, at klagerens repræsentant ikke fik påklaget SKAT´s afgørelse rettidigt.

De fik ikke mulighed for at dokumentere hendes boligforhold, før afgørelsen var truffet.

Det beklages, at de ikke fik reageret rettidigt. Hvorfor de ser sig nødsaget til at rette henvendelse til Skatteankestyrelsen, så sagen kan genoptages. Dog mener repræsentanten at kunne begrunde, hvorfor de ikke fik reageret rettidigt.

Klageren har været ansat på midlertidige kontrakter i årene 2008 – 2010.

Klageren har haft sæsonarbejde, der for forår / sommer har drejet sig om arbejde i agurkegartneri.

Her har perioderne været, som det fremgår af skrivelsen fra [person2], fra 1. april til ca. 1. september i de nævnte år.

Derudover har klageren haft andet sæsonarbejde om efteråret i forbindelse med oparbejdelse af pyntegrønt, jf. skrivelsen fra [person5]. Dette er i perioden ca. 10. oktober til 10. december.

Altså har klageren haft skiftende adresser med hensyn til arbejdsplads.

SKAT´s afgørelse med hensyn til midlertidighed vedrører, at hun anses for havende fast bopæl på adressen [adresse5], [by1].

Klageren har på denne adresse haft et værelse, men på ingen måde haft fast adresse her. Huset er ikke lejet i hendes navn, og hun står heller ikke på lejekontrakten. Hun har til gengæld lejet sig ind på et værelse i de perioder, hun har arbejdet i Danmark. Hun har delt køkken og toiletforhold med de øvrige beboere.

De havde tidligere fremsendt diverse dokumentation med hensyn til arbejdssteder m.m. og havde egentlig troet, at det var i orden med hendes fradrag med hensyn til skiftende arbejdssted.

Sagen drejer sig hovedsageligt om, hvor klageren er tilknyttet eller har fast adresse.

Desværre er de flere gange rendt ind i nogle forældelsesfrister. Nogle gange synes de at overlappe hinanden.

Repræsentanten kan ikke helt overskue sagsforløbet med de dokumenter, han har, men her er, hvad repræsentanten har.

10. september 2012: SKAT: 2008 er forældet vedrørende klageren.

7. – 10. september 2012: Repræsentanten ønsker at søge om genoptagelse. Mailkorrespondance med SKAT.

8. november 2012: SKAT beder om materiale for 2008 – 2010, frist 3. december 2012.

13. december 2012: SKAT: Forslag om ikke at ændre skat og afslag på genoptagelse.

16. januar 2013: SKAT: Vi har ikke ændret din skat.

Af SKAT´s mail af 10. september 2012 havde repræsentanten også forstået, at det var Sagscenter Erhverv og ikke SKAT, der skulle afgøre, om 2008 kunne genoptages.

Problemet er, at repræsentanten gik og ventede på svar fra Sagscenter Erhverv (og ikke SKAT) om, at sagen skulle genoptages vedrørende 2008. Repræsentanten valgte derfor at se bort fra brevet af 8. november 2012. Her efterspørges der materiale, men repræsentanten har ikke hørt, at sagen skulle være genoptaget. Den 13. december 2012 meddeles det så, at sagen ikke kan genoptages på grund af forældelse.

Repræsentanten kan ikke helt gennemskue, at det er den samme person, der først spørger om materiale for 2008 og så senere underkender samme periode.

Repræsentanten er også lidt uforstående over for argumentet med forældelse, da de netop søgte om genoptagelse, fordi de pludselig var rendt ind i denne forældelse.

Repræsentanten har først fået nys om sagen umiddelbart omkring forældelsesfristen. De ønsker den genoptaget, bl.a. fordi klageren ikke selv kan forstå de breve, der er sendt til hende, og fordi der er afsagt dom i en lignende sag, repræsentanten har kørt for en anden skatteyder.

Repræsentanten begår den fejl, at han tror, at brevet af 13. december 2012 udelukkende omhandler 2008 og ikke også 2009 – 2010.

Repræsentanten havde troet, at denne dokumentation var på plads.

Om ikke andet er repræsentanten forvirret over, hvilke breve han skal rette sig efter, da han går ud fra, at han skal se bort fra skrivelsen af 8. november 2012. Da han jo først skal have godkendt genoptagelsen.

Det korte af det lange er, at når nu 2008 alligevel ikke kunne genoptages, vil de naturligvis gerne have mulighed for at dokumentere, at klageren i 2009 – 2010 ikke har haft sædvanlig bopæl i Danmark.

Klageren har som sagt udelukkende lejet et værelse i arbejdsperioderne og har hele tiden beholdt sin bopæl i Litauen. Hun har hele sin familie i Litauen, inklusive hendes store søn.

2008: Klageren er skattepligtig 1. juni – 31. december.

2009: Klageren er skattepligtig 15. marts – 10. december.

2010: Klageren er skattepligtig 1. april – 12. december.

I disse perioder har klageren også været hjemme i Litauen.

På alle klagerens skatteopgørelser for de indeværende år opgives klagerens adresse som værende i Litauen.

Der vedlægges dokumentation på bolig i Litauen. Det er klagerens bopælsdeklarationer vedrørende 2008 og 2010.

Disse er også tidligere fremsendt til SKAT i forbindelse med, at der skulle laves skattekort.

Klageren har også i de perioder, hun ikke har arbejdet i Danmark, haft arbejdsforhold i Litauen i 2009 og 2010.

Klagerens ophold i Litauen betragtes af SKAT som ferie, endvidere at klageren ikke har opretholdt en sædvanlig bopæl i Litauen, jf. skrivelse af 13. december 2012.

Det er dette forhold, de naturligvis gerne vil have op til genovervejelse, da klageren netop har beholdt sin sædvanlige bopæl i Litauen.

Også fordi klageren udelukkende har haft sæsonarbejde, har hun naturligvis beholdt bopæl i Litauen. Det ville være anderledes, hvis der var tale om et fast arbejdsforhold.

Det beklages, at de litauiske bilag ikke er oversat, men repræsentanten tror, at SKAT er bekendt med i hvert fald bopælsdeklarationen.

SKAT har givet udtryk for, at det eventuelt er muligt, at de kan se på sagen igen, hvis hun blev bedt om det af Landsskatteretten (nu Skatteankestyrelsen). Den mulighed forekommer umiddelbart som en god løsning, men kræver altså styrelsens accept.

Skatteankestyrelsen er i sin sagsfremstilling kommet frem til konklusionen:

”I nærværende sag må det lægges til grund, at klagerens ansættelse hos [virksomhed1] v/[person1] efter udgangen af 2006 ikke anses for midlertidig.”

Klagerens repræsentant har efterfølgende fra Skatteankestyrelsen modtaget nogle afgørelser, der viser retspraksis på området.

Skatteankestyrelsen har henvist til, at SKAT i Meddelelse af 28. oktober 2009, offentliggjort i SKM2008.853,SKAT, side 4 midtpå har anført følgende:

”Det er ikke muligt at gøre et arbejdssted, hvor arbejdet normalt kan udføres det samme sted år efter år, til et midlertidigt arbejdssted i relation til LL § 9 A, stk. 1, ved at ansætte en medarbejder på tidsbegrænsede kontrakter af f.eks. 12 måneders varighed den ene gang efter den anden.”

Dertil skal det siges, at klageren ikke har haft samme arbejdssted år efter år. Det er netop dokumenteret, at hun har haft skiftende arbejdssteder.

Endvidere har hendes kontrakter ikke været af varighed på 12 måneder, der blev forlænget den ene gang efter den anden.

Klageren har endvidere også haft arbejde i Litauen.

I det konkrete eksempel i SKM.2008.853.SKAT der henvises til, kan man om de forhold, der tages udgangspunkt i, læse på side 2 midtfor:

”Der er tale om tidsbegrænset ansættelse til et arbejde, der dag efter dag udføres på den samme arbejdsplads, og som normalt udføres af fastansatte, f.eks. arbejde på en fabrik.

Ved afslutningen af den udenlandske medarbejders ansættelsesperiode forlænges ansættelsen med 12 måneder med den begrundelse, at virksomheden er tilfreds med medarbejderens arbejdsindsats, og at man regner med, at der vil være arbejde nok til den pågældende medarbejder i yderligere 12 måneder.”

Det er altså i relation til dette arbejdsforhold, at man skal se konklusionen på side 4.

Her er der altså tale om arbejde på et fast arbejdssted. Kontrakten bliver også forlænget umiddelbart efter udløb af 12 måneder og forlænges yderligere 12 måneder.

Det er altså klart, at bestemmelserne i ligningslovens § 9 A ikke er opfyldt.

Der fremgår nemlig af ligningslovens § 9 A, stk. 5, 3. pkt., følgende:

En ny 12-måneders-periode påbegyndes, når der foretages et arbejdsstedsskifte. Et arbejdsstedsskifte anses for foretaget,

Endvidere henvises til SKM2001.188.TSS, der siger:

Normalt vil et arbejdssted, som en person arbejder på i en periode på under 12 måneder, blive anset for et midlertidigt.”

Formuleringen i SKM2008.853.SKAT gør det altså ikke muligt at se bort fra bestemmelserne i ligningslovens § 9 A.

Det er også derfor repræsentantens klare opfattelse, at dette tværtimod er en præcisering og ikke en mulighed for at omgå loven.

Det gøres derfor gældende, at klageren netop opfylder kriterierne. I modsætning til det givne eksempel.

Hvorfor altså nægtelse af fradrag for rejseudgifter ikke kan retfærdiggøres med henvisning til SKM.2008.853.SKAT i klagerens tilfælde.

Med hensyn til de fremsendte kendelser/praksisser dokumenteres det hermed, at de alle, i væsentlig grad, adskiller sig fra forholdene i klagerens sag.

1. Sag journalnr. ....

Her godkendes rejsefradragene, hvorimod der bliver nægtet ægtefællefradrag.

Da denne sag understøtter repræsentantens påstand om rejsefradrag, bliver den ikke yderligere kommenteret. Der er ikke fremført noget krav om ægtefællefradrag.

2. Sag journalnr. ....

Ikke berettiget til fradrag for rejseudgifter (kost og logi).

Her er der tale om en kontrakt, der bliver forlænget år efter år, og arbejdsstedet flyttes heller ikke.

Første kontrakt er fra 25. maj 2006 – 1. december 2007.

At andet arbejdsforhold løber fra 14. april 2008 – 12. marts 2009 og videre: 16. marts 2009 – 16. marts 2010.

Her anses det altså for, at kontrakterne løber år efter år, forlænges på samme arbejdssted.

Begrundelsen i Landsskatterettens afgørelse er netop, at for fortsat at kunne betragtes som midlertidigt arbejdssted (efter 12 måneder) skal bestemmelserne i ligningslovens § 9 A, stk. 5, 3. pkt. (ovenfor refereret) være opfyldt (hvad de altså ikke var).

I klagerens tilfælde er disse forhold derimod opfyldt, bl.a. mht. skift af arbejdsplads.

3. Sag journalnr. ...

Her har ansættelsen i 2008 været hele året.

2009: 1. januar – 1. august.

Her fremfører Landsskatteretten, at den midlertidige kontrakt ikke kan forlænges den ene gang efter den anden. Der henvises til SKM2008.853.SKAT.

Repræsentanten har tidligere beskrevet, hvorfor han ikke anser SKM2008.853.SKAT for gældende i klagerens tilfælde.

Sagen er nemlig, at hun skifter arbejdssted, at kontrakten ikke forlænges samtidig, samtidig med at varigheden på det enkelte arbejdssted er langt under 12 måneder.

Faktisk fortsættes der ikke på en midlertidig arbejdsplads èn eneste gang og derfor heller ikke den ene gang efter den anden.

4. Sag journalnr. ...

Personen er ansat 18.04.2006 til 18.04.2007 og 19.04.2007 til 19.04.2008.

Der er ikke godkendt fradrag for perioden 19.04.2007 til 18.10.2007.

Der har i realiteten været tale om forlængelse, uden arbejdsstedsskifte.

Dette forhold gør sig altså heller ikke gældende i klagerens tilfælde. Hun har netop haft dokumenteret arbejde i Litauen, samtidig med at hun har skiftet arbejdssted i Danmark (ligningslovens § 9 A, stk. 5, 3. pkt.).

5. Sag journalnr. ...

Ansættelse: 18. februar 2008 til 31. december 2008 og 1. januar 2009 til 7. februar 2010.

Arbejdet udføres på samme adresse.

Der er altså her tale om et forhold, hvor ligningslovens § 9 ikke kan komme på tale.

Samtidig er kontrakterne blot en forlængelse, uden at der er ophør.

Igen skal repræsentanten pointere, at klageren derimod opfylder disse kriterier.

6. Sag journalnr. ...

Personen har siden august 2008 udført arbejde for samme arbejdsgiver og haft arbejdssted på samme adresse.

Som følge heraf mener SKAT, at hun for indkomstårene 2009 og 2010 ikke opfylder kriterierne i ligningslovens § 9 A, endvidere henvises der til SKM2008.853.SKAT, hvor der omtales, at det ikke er muligt at gøre et arbejdssted midlertidigt ved at lave nye midlertidige kontrakter år efter år.

Igen er det altså tilfældet, at arbejdet udføres på samme adresse, der gør sig gældende.

Der er i denne sag (...) ikke ført nogen dokumentation for skiftende arbejdssted efter august 2008.

7. Sag journalnr. ...

Klageren får godkendt fradrag for 2007 på 37.710 kr. og 2008 på 151.032 kr.

Derimod godkendes fradrag for 2009 ikke.

Arbejde i 2007, samt perioderne 18. juni 2008 til 17. juni 2009 og 20. juli 2009 til 19. juli 2010.

Det, der lægges til grund, er at til trods for at personen har haft et arbejdsforhold i Tyskland af en varighed på ca. 30 dage 18.06 – 19.07, anses det ikke som en tilbagevending til et midlertidigt arbejdssted i 2009, fordi kontrakten allerede var indgået før dennes ophold i Tyskland.

Det anføres også, at selv om der evt. skulle være tale om et arbejdsstedsskifte pga. opholdet i Tyskland, kræves det, at der er tale om en tilbagevending til midlertidigt arbejdssted.

Fra 18. juni 2008 mener Landsskatteretten, at der ikke længere er tale om et midlertidigt arbejdssted.

Arbejdsstedet er altså blevet erklæret som fast fra denne dato, da det har overskredet 12 måneders-perioden.

I klagerens tilfælde har der ikke foreligget kontrakter på en senere ansættelse.

Ligeledes har hun på intet tidspunkt haft i nærheden af 12 måneder på samme arbejdssted.

Sammenfattende kommentar angående retskendelserne:

Repræsentanten synes ikke, at nogen af journalerne er dækkende for klagerens forhold.

Repræsentanten mener derimod at kunne henvise til sager, der er mere sammenlignelige, og hvor udfaldet netop har været, at rejsefradraget er blevet godkendt.

Repræsentanten henviser i den sammenhæng til to afgørelser i Landsskatteretten, nemlig 10-03540 og 11-02867.

I begge sager er der tale om forhold, hvor personen har bevaret sædvanlig bopæl i hjemlandet og har haft skiftende arbejdssted i Danmark. Ydermere er der i j.nr. 10-03540 tale om, at personen har arbejdet i hjemlandet. Der er tale om kontrakter, der er under et års varighed.

Angående høring/bindende svar SKM2008.949.SR:

Her er der tale om en konkret situation, som repræsentanten heller ikke mener er sammenlignelig med den foreliggende sag. Han finder på ingen måde, at sagen er tilsvarende.

I SKM2008.849 står der: Det er således en betingelse for at anse en påregnelig tilbagevenden til et tidligere, midlertidigt arbejdssted for et arbejdsstedsskifte, at lønmodtageren har arbejdet i mindst 20 arbejdsdage på et andet arbejdssted inden sin tilbagevenden.

Personen har i modsætning til klageren i den foreliggende sag ikke opfyldt dette kriterium.

Derudover kan der henvises til et bindende svar, som repræsentanten har modtaget. Her gøres det klart, at der godt kan udbetales diæter efter en 12 måneders periode, når arbejdsstedet flyttes.

Der henvises til j.nr. ...

Ydermere er det betænkeligt, at klageren i sin forskudsopgørelse har fået godkendt disse fradrag og således har disponeret derfra.

Der står således i den juridiske vejledning 2014-1:

”A.A.4.3. Betingelser for at støtte ret på en forhåndstilkendegivelse

Indflydelse på den skattepligtiges dispositioner

Retspraksis viser, at tilkendegivelsen skal være egnet til at have indflydelse på den skattepligtiges efterfølgende dispositioner, således at den skattepligtige ville lide tab, hvis tilkendegivelsen ikke lægges til grund.”

Og videre:

”Hvis tilkendegivelsen er afgivet før, der disponeres, er den egnet til at have indflydelse på den skattepligtiges dispositioner. Skal borgeren/virksomheden undtagelsesvis støtte ret på tilkendegivelsen, skal tilkendegivelsen samtidig være afgørende for borgerens/virksomhedens dispositioner, og der skal bestå en reel valgmulighed. I retspraksis formuleres det ofte således, at borgeren/virksomheden skal have indrettet sig på forhåndstilkendegivelsen.”

Klageren har netop disponeret ud fra forhåndstilkendegivelsen, som man i dette tilfælde godt kan kalde forskudsopgørelsen, og har valgt job, samt disponeret ud fra, hvilke udgifter og indtægter hun havde som følge deraf.

Altså igen et forhold, der også kunne tages i betragtning, selv om repræsentanten ikke mener, at det skulle være nødvendigt at påberåbe sig denne mulighed.

Konklusion:

Repræsentanten mener at have argumenteret for, at der ikke ligger retspraksis til grund for, at der kan ses bort fra bestemmelserne i ligningslovens § 9 A, med henvisning til hverken SKM2008.853.SKAT eller SKM2008.849.SR.

Repræsentanten er af den overbevisning, at ifølge loven har klageren krav på fradrag, da hun netop opfylder betingelserne herfor.

Sædvanlig bolig:

For god ordens skyld er de nu oversatte dokumenter vedrørende arbejde i Litauen nu fremsendt. Det drejer sig om klagerens opgørelse for skat betalt i 2009 og hendes arbejdsperiode i 2010, der er fra 7. januar 2010 til 4. februar 2010.

I ankenævnets oprindelige begrundelse for afslag var det anset, at hendes sædvanlige bopæl var på adressen [adresse5], [by1].

I nærværende fremstilling gøres det ikke længere gældende fra Skatteankestyrelsens side.

Det må derfor formodes, at den nu fremsendte dokumentation slår fast, at det skønnes, at hendes sædvanlige bopæl er i Litauen.

Som det fremgår af sagsfremstillingen, har hun netop hele sin familie i Litauen inkl. sin store søn.

Hun har for nyligt erhvervet eget hus på samme vej, som hun hele tiden har boet. Der henvises her til bopælsattesterne for 2008, 2009 og 2014.

I de perioder hun har arbejdet i Danmark, har hun lejet sig ind på et værelse og har måttet dele køkken og bad med andre lejere.

Fra 2011 har klageren ikke længere været ansat hos repræsentanten.

Dokumentationen skulle være på plads.

Landsskatterettens afgørelse

Med hensyn til indkomståret 2008 bemærkes, at ifølge skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb fremlægge nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. For så vidt angår indkomståret 2008, skulle en anmodning om genoptagelse således fremsættes senest den 1. maj 2012.

En genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2008 forudsætter derfor, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt. Efter skatteforvaltningslovens § 27 er det kun muligt at genoptage en skatteansættelse, hvis der foreligger en situation omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 – 8.

Du opfylder ikke nogen af de konkret angivne betingelser i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 – 7.

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan en skatteansættelse genoptages, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Baggrunden for bestemmelsen var ønsket om at have en bestemmelse, der kunne opsamle eventuelle tilfælde, hvor forholdene i særlig grad talte for, at ansættelsen blev ændret, selv om betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 – 7, ikke var opfyldt.

Ifølge bestemmelsens forarbejder (L 175, fremsat den 12. marts 2003) tænkes bestemmelsen f.eks. anvendt, hvis der er begået fejl af skattemyndighederne, der har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen. Bestemmelsen tænkes endvidere anvendt, hvis den forkerte ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige. Bestemmelsen giver derimod ikke grundlag for genoptagelse i tilfælde, hvor den skattepligtige har glemt et fradrag.

Mulighederne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er således snævre. Det er skatteyderen, der skal godtgøre, at betingelserne for genoptagelse er opfyldt.

I den foreliggende sag er SKAT´s afgørelse ikke påklaget rettidigt, og der foreligger ikke oplysninger, der giver grundlag for at antage, at SKAT har begået fejl i forbindelse med udarbejdelsen af klagerens skatteansættelser.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKAT´s afgørelse om, at der ikke er grundlag for genoptagelse af din skatteansættelse for indkomståret 2008.

For så vidt angår indkomstårene 2009 – 2010, bemærkes, at godtgørelse for rejseudgifter, der påføres en lønmodtager som følge af, at vedkommende ikke kan overnatte på sin sædvanlige bopæl på grund af afstanden mellem bopælen og et midlertidigt arbejdssted, kan modtages skattefrit, forudsat godtgørelsen holder sig inden for visse satser. Dette fremgår af bestemmelsen i ligningslovens § 9 A, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Skattemæssigt anses en lønmodtager for at være på rejse, når den pågældende på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen.

Det skattemæssige rejsebegreb forudsætter således for det første, at den pågældende lønmodtager har en sædvanlig bopæl og er så langt hjemmefra, at det er nødvendigt at overnatte i nærheden af arbejdsstedet i stedet for i eget hjem.

En skatteyder anses for at have sædvanlig bopæl på det sted, som er centrum for den pågældendes livsinteresser. Hvor dette er, beror på en konkret, individuel vurdering.

Rejsebegrebet forudsætter for det andet, at der arbejdes på et midlertidigt arbejdssted.

Ud over at der skal være tale om et midlertidigt arbejdssted, er det en betingelse for, at bestemmelsen kan anvendes, at rejsen varer mindst 24 timer. I forhold til standardsatserne for kost og småfornødenheder kan et arbejdssted som udgangspunkt højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder. Denne begrænsning finder dog ikke anvendelse, når arbejdsstedet i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flyttes over en strækning på mindst 8 km. Endvidere påbegyndes en ny 12-måneders-periode ved arbejdsstedsskifte. Et arbejdsstedsskifte forudsætter,

Dette følger af ligningslovens § 9 A, stk. 5 (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Når tilbagevenden til et arbejdssted ikke var upåregnelig, er det en betingelse for arbejdsstedsskifte, at der er forløbet 20 arbejdsdage, siden den pågældende sidst har været på arbejdsstedet.

Dette følger af ligningslovens § 9 A, stk. 6 (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Med virkning fra og med indkomståret 2010 er ligningslovens § 9 A, stk. 5 og 6, ændret ved lov nr. 519 af 12. juni 2009, jf. lovbekendtgørelse nr. 1365 af 29. november 2010.

Ifølge det nye stk. 5 finder 12-måneders-begrænsningen ikke anvendelse, når arbejdsstedet er mobilt eller i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flytter sig over en strækning på mindst 8 km.

Ifølge det nye stk. 6 påbegyndes en ny 12-måneders-periode, når lønmodtageren skifter til et nyt midlertidigt arbejdssted, der ligger mindst 8 km ad normal transportvej fra det tidligere arbejdssted, eller når lønmodtageren har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted før tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted.

Er der ikke udbetalt godtgørelse for rejseudgifter, har lønmodtageren mulighed for at foretage fradrag for rejseudgifterne efter standardsatserne i ligningslovens § 9 A, stk. 2, eller med de faktiske udgifter. Udgifterne kan dog ikke fradrages, i det omfang de er godtgjort efter ligningslovens § 9 A, stk. 1 – 4.

Dette følger af ligningslovens § 9 A, stk. 7 (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Med virkning fra og med indkomståret 2010 er ligningslovens § 9 A, stk. 7, ændret ved lov nr. 519 af 12. juni 2009, jf. lovbekendtgørelse nr. 1365 af 29. november 2010. Udgifterne kan herefter ikke fradrages, i det omfang de overstiger et grundbeløb på 50.000 kr. (2010-niveau).

Klageren må anses for at have bevaret sin sædvanlige bopæl i Litauen, ligesom hun må anses for at have haft midlertidige ansættelser, hvilket er tiltrådt af SKAT.

Klageren må derfor anses for berettiget til fradrag for rejseudgifter (kost og logi) i henhold til ligningslovens § 9 A, stk. 7, for indkomståret 2009 med 157.000 kr.

Endvidere må klageren anses for berettiget til at modtage skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse i henhold til ligningslovens § 9 A, stk. 1, for indkomståret 2010, med 87.240 kr.

SKAT´s afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.