Kendelse af 15-12-2014 - indlagt i TaxCons database den 27-03-2015

Sagen drejer sig om, hvorvidt klageren kan fratrække tab på valutaswap i sin indkomstopgørelse.

SKAT har forhøjet virksomhedens indkomst med 663.551 kr.

vedrørende ikke godkendt fradrag for tab på valutaswap.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren driver landbrug med salg af mælk, planteprodukter og kvæg. Virksomheden havde i 2010 indtægter ved salg af mælk, planteprodukter og kvæg på hhv. 3.579.921 kr., 289.918 kr. og 496.528 kr. Til sammenligning udgjorde indtægterne fra salg af mælk, planteprodukter og kvæg i 2007 hhv. 3.684 t.kr., 3.684 t.kr. og 519 t. kr.

Den 12. juli 2007 indgik klageren en 5-årig valutaswapaftale med [finans1] A/S jf. herom nærmere nedenfor. [finans1] lukkede swappen den 6. oktober 2010. Ved lukningen af swappen realiserede klageren et tab på 2.113.060 kr.

I skatteregnskabet for 2010 for klagerens virksomhed er der i ”kapitalindkomsten” fratrukket nettotab på valutaswappen på 663.551 kr. Beløbet er fremkommet således:

Ifølge virksomhedens skatteregnskaber for 2008 og 2009 gav swappen følgende resultater:

Der er ifølge skatteregnskabet for 2007 ikke resultatført indtægter/udgifter på swappen, men der er under tilgodehavender m.v. medtaget værdi af finansiel kontrakt på 238.777 kr. Der er som anden kapitalindkomst medtaget en ”kursgevinst/tab virksomhed” på 303.298 kr. Under sagens behandling i Landsskatteretten er det oplyst, at indtægten hidrører fra valutaswappen.

I Skatteregnskabet for 2008 er der under gæld medtaget en markedsværdi på swap pr. 31. december 2008 på -1.144.565 kr. ”Kurstabet” på 1.380.342 kr., der er fratrukket i indkomstopgørelsen i 2008, er fremkommet som forskellen mellem 238.777 kr. og -1.144.565 kr.

”Kursgevinsten” i 2009 er fremkommet som forskellen mellem en værdi primo på -1.141.565 kr. og en værdi pr. 31. december 2009 på -1.082.605 kr.

Valutaswapaftalen er beskrevet ved en handelsbekræftelse af 12. juli 2007. Det fremgår af aftalen, at [finans1] fra 16. juli 2007 til 28. december 2012 til klageren skal betale en variabel rente på 4,7114 % af en teknisk hovedstol på 8.600.000 kr. til klageren. Der er intet oplyst om grundlaget for beregning af den variable rente. Klageren skal i samme periode til [finans1] betale en 3 måneders variabel rente fastsat efter ”CHF-LIBOR-BBA” af en teknisk hovedstol på 1.915.794,16 schweizerfranc (CHF). Det er bestemt, at klageren skal erlægge betalingerne i danske kroner. Betalingerne skal ske via klagerens konto i konto nr. [...03].

Samtidig med indgåelse af valutaswapaftalen indgik klageren en rammeaftale vedrørende valutaterminsforretninger.

Den 31. december 2007 var der ifølge skatteregnskabet følgende prioritets- og bankgæld i virksomheden:

Den samlede gæld i virksomheden udgjorde ifølge skatteregnskabet for 2007 pr. 31. december 2007 11.504,454 kr. Virksomheden havde ingen gæld i schweizerfranc, men alene gæld i danske kroner og euro.

Ifølge klagerens private skatteregnskab for 2007 havde klageren i 2007 privat gæld i schweizerfranc på 705.000 schweizerfranc.

I 2008 optog klageren et lån på 213.000 schweizerfranc, som er medtaget i virksomheden.

Det fremgår af skatteregnskabet for virksomheden for 2009, at klageren i 2009 optog fire F1 lån i euro på hhv. 1.302.100 euro, 536.800 euro, 268.400 euro og 134.300 euro. I 2010 indfriede klageren DLR 2 % 2035-lånet og DLR euro RT-lånet 5F samt F1 lånet på 1.320.000 euro, som han havde optaget i 2009. Klageren optog i 2010 et nyt F1 lån på 168.000 euro samt et F1 lån på 1.312.700 euro. Klageren optog i 2010 endvidere et udlandslån på 753.000 euro. Klageren indfriede udlandslånet på oprindeligt 213.000 CHF i 2010.

Det fremgår af skatteregnskabet for virksomheden for 2010, at klageren pr. 31. december 2009 og 2010 havde følgende prioritets- og bankgæld i virksomheden:

SKATs afgørelse

Adgangen til fradrag for tab på finansielle kontrakter er som udgangspunkt kildeartsbegrænset. Kildeartsbegrænsningen gælder ikke tab på kontrakter, der har tilknytning til en erhvervsmæssig virksomhed, jf. kursgevinstlovens § 32, stk. 1.

Hvad der skal forstås ved ”tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed” er ikke nærmere bestemt i lovens forarbejder til kursgevinstlovens § 32 udover, at dette beror på en konkret vurdering af hver enkelt kontrakt, idet der herved kan tages udgangspunkt i praksis vedrørende den tidligere gældende kursgevinstlovs § 6, stk. 1.

Det tidligere TSS-cirkulære 2000-32, som er ophævet og indarbejdet i Ligningsvejledningens afsnit A.D.2.1.8.4 og nu overflyttet til den Juridiske Vejlednings afsnit C.B.1.8.4.2, er en del af den praksis efter den tidligere gældende kursgevinstlovs § 6, stk. 1. Heri har Skatteministeriet opstillet de forudsætninger, der gør sig gældende for om valutaterminsforretninger har en erhvervsmæssig tilknytning. Følgende betingelser skal efter cirkulæret være opfyldt:

Af den Juridiske vejlednings afsnit C.B.1.8.4.2 fremgår blandt andet følgende om praksis for, hvornår en finansiel kontrakt har en erhvervsmæssig tilknytning:

”Kontrakter kan f.eks. have erhvervsmæssig tilknytning, hvis kontrakten er indgået for at

Kontrakter kan f.eks. i følgende tilfælde have erhvervsmæssig tilknytning

Ved vurderingen af, om kontrakten har den fornødne erhvervsmæssige tilknytning, er det blandt andet relevant at se på følgende elementer

Hvis kontrakten lyder på et beløb svarende til virksomhedens leverancer eller de bagvedliggende låns restgæld, og løbetiden svarer til løbetiden på de bagvedliggende aftaler/lån, taler det for, at kontrakten er erhvervsmæssig. Se SKM2010.841 SR.

Kontrakten kan kun anses for erhvervsmæssig, hvis kontrakten afdækker en reel, underliggende risiko i forbindelse med virksomhedens tilgodehavender eller betalingsforpligtelser. Hvis den valuta, den bagvedliggende kontrakt/lånet er udstedt i, ikke indgår i kontrakten, taler det imod, at kontrakten er erhvervsmæssig.”

Ved afdækning af valutarisici i forbindelse med omlægning af lån skal den ene af valutakontraktens to valutaer være den valuta, som valutalånet er optaget i. Den anden valuta skal være den valuta, lånet fremover skal være i. Desuden skal kontraktens løbetid og beløbsstørrelser til enhver tid være holdt inden for det erhvervsmæssige valutalåns næste rentetermin og restgæld. Se f.eks. SKM2009.357 SR og SKM2009.152 SR.

På baggrund af ovenstående kan det udledes, at hvis finansielle kontrakter skal have en erhvervsmæssig tilknytning, skal kontrakterne være indgået til sikring mod risiko på valuta, pris eller rente på virksomhedens leverancer, fordringer eller gæld.

Det skal bemærkes, at den danske krone ikke kan sidestilles med euroen, idet euroen i relation til kursgevinstlovens bestemmelser er en fremmed valuta og dette til trods for den relative beskedne kursrisiko, der er mellem de to valutaer.

SKAT skal pointere, at der ifølge kursgevinstloven ikke er tale om et definitivt krav om, at der skal være sammenhæng mellem den erhvervsmæssige gælds valuta og den finansielle kontrakts valuta. Praksis går dog på, at der normalvis skal være overensstemmelse mellem valutaerne.

I SKM2007.573. SR blev der taget stilling til spørgsmålet og der fremgår følgende:

”Det er SKATs opfattelse, at en renteswap mellem to fremmede valutaer, der ikke synes at have nogen forbindelse med det oprindelige erhvervsmæssige lån, ikke kan anses for at have en tilstrækkelig tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed.

Til støtte herfor kan nævnes, at Skatteministeriet i TSS-cirkulære 2000-32, der er udsendt efter et forlig i Vestre Landsret, har taget stilling til en lignende situation. Det fremgår af cirkulæret, at det er Skatteministeriets opfattelse, at der er fradragsret for tab på valutaterminskontrakter under forudsætning af, at den ene af valutaterminskontraktens to valutaer er den valuta, valutalånet er optaget i, at den anden valuta er den, som valutalånet fremover skal være i, og at terminskontrakten i relation til løbetid og beløbsstørrelser til enhver tid svarer til en afdækning af fremtidige betalinger af renter og/eller omlægning af restgæld.”

Klageren har til SKAT oplyst, at swapaftalen skulle afdække lån i danske kroner med en restgæld 31. december 2007 på henholdsvis 425.793 kr. og 1.969.000 kr. samt et lån i euro med hovedstol på oprindeligt 807.400 euro med en restgæld pr. 31. december 2007 i danske kroner på 6.205.207 kr.

Det er oplyst, at swapaftalen bl.a. er indgået med henblik på at opnå en lavere renteudgift. Ved at indgå swapaftalen flyttede klageren risikoen på 8.600.000 kr. over i en risiko på 1.915.794,16 schweizerfranc.

Klageren havde på indgåelsestidspunktet to lån i danske kroner på i alt 2.394.793 kr. Da danske kroner ikke kan sidestilles med euroen i relation til kursgevinstloven, kan valutaswappen ikke afdække lånet i euro.

Valutaswappens hovedstol på 8.600.000 kr. oversteg således væsentligt gældens hovedstol i samme valuta, hvorved valutaswappen i relation til kursgevinstlovens § 32, ikke kan anses at være erhvervsmæssig.

Med udgangspunkt i ovenstående praksis har SKAT ikke anset swappen for at have erhvervsmæssig tilknytning, da valutaswappens hovedstol er henholdsvis DKK/CHF, mens de bagvedliggende erhvervsmæssige lån er i euro og kun i mindre grad danske kroner. Der er således ikke sammenhæng mellem valutaerne og de respektive hovedstole.

Nettoresultatet af valutaswappen på -663.551 kr. er således omfattet af tabsfradragsbegrænsningsreglerne efter kursgevinstlovens § 32, stk. 2 og 3.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har nedlagt påstand om, at forhøjelsen af virksomhedens indkomst nedsættes med 663.551 kr.

Den valutaswap på 8.600.000 kr./1.915.794,16 CHF, som klageren den 12. juli 2007 indgik med havde erhvervsmæssig tilknytning på indgåelsestidspunktet. Denne status skal opretholdes i hele swappens løbetid.

Såfremt det lægges til grund, at swappen ikke var erhvervsmæssig på indgåelsestidspunktet, gør klageren gældende, at beskatningen af swappen gennemføres som for en ikke erhvervsmæssig valutaswap for hele valutaswappens tidsmæssige forløb, hvilket skal ske under iagtagelse af de begrænsninger, der findes i skatteforvaltningsloven.

På indgåelsestidspunktet havde klageren gæld i virksomheden på 1.608.846 euro svarende til 11.995.555 kr. samt gæld i danske kroner på 7.042.224 kr. Klageren havde derudover nogle mindre låne- og gældsforhold på ca. 1 mio. kr.

I forbindelse med indgåelse af valutaswappen indfriede klageren et lån på 3.170.000 kr. Klageren optog et lån på 705.000 CHF.

Swapaftalen blev efter aftale med [finans1] indgået med danske kroner som den ene valuta og med schweizerfrancen som den anden valuta.

Aftalen blev indgået for at stabilisere rentebetalingen på et lavere niveau, idet renteniveaet i schweizerfranc var væsentligt lavere en i danske kroner. På indgåelsestidspunktet blev schweizerfrancen anset som en stabil valuta med begrænsede udsving i valutakursen. Aftalen blev indgået medio 2007, og i 2007 indkasserede klageren en gevinst på 303.298 kr., som han medtog ved opgørelse af virksomhedsindkomsten, idet klageren anså swappen som erhvervsmæssig.

I forbindelse med finanskrisens indtræden i 2008 ændrede markedsvilkårene sig væsentligt, og klageren indkasserede et tab på 1.240.685 kr., som i lighed med gevinsten i 2007, blev medtaget i virksomheden.

Det indgåede lån på 705.000 schweizerfranc blev opretholdt uforandret i 2008 og suppleret med et nyt lån på 213.000 schweizerfranc, som klageren medtog i virksomheden.

I 2009 skete der en mindre justering på 58.960 kr. af kursen på valutaswappen, og nettoudbetalingerne udgjorde 393.541 kr.

På grund af fortsat ustabilitet omkring kursen på schweizerfranc valgte klageren i 2010 at realisere swappen. Realisationen medførte en nettotab på 663.551 kr., som blev fratrukket i virksomheden. Klageren valgte også i 2010 at skille sig af med sine lån i schweizerfranc og erstattede dem med lån i euro.

Det samlede resultat af swappen har udgjort:

Swappen er erhvervsmæssig fordi renten i schweizerfranc på indgåelsestidspunktet var lavere end renten i danske kroner. Schweizerfrancen blev anset for en stabil valuta. I forbindelse med indgåelse af valutaswappen optog klageren et betydeligt lån i schweizerfranc, og efterfølgende blev låneengagementet i schweizerfranc udvidet.

Ved en ændring af swappens skattemæssige status skal reglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, iagtages, således at der ikke efterfølgende ændres på kontrakter indgået i indkomstår, der ligger længere tilbage i tiden end beskrevet i lovbestemmelsen.

SKAT kunne have ændret på swappens skattemæssige status tilbage fra 2009, idet dette indkomstår ikke var forældet, da SKAT gennemførte ændringen for 2010. En regulering af swappens skattemæssige status i 2009 ville have ført til, at klagerens indkomst i 2010 alene skulle forhøjes med 211.050 kr.

SKAT har valgt ikke at ændre skatteansættelserne for 2007 – 2009 inkl. SKAT har derved placeret sig mellem to stole.

SKAT kan ikke ændre indkomsten i 2007 – 2009 på grund af fristreglerne. Af tabet i 2008 på 1.240.685 kr. kan fremføres 937.405 kr. Af gevinsten i 2009 kan fradrages en overførsel på 484.904 kr. I 2010 kan beløbet på 663.551 kr. ikke fradrages, men der kan fremføres 1.148.455 kr.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af § 32, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 1002 af 26. oktober 2009 af kursgevinstloven, at skattepligtige omfattet af § 12 kan fradrage tab på kontrakter i det omfang, det angives i stk. 2 og 3. 1. pkt. gælder dog ikke tab på kontrakter, der har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 32, stk. 2, at tab på en kontrakt som nævnt i stk. 1, 1. pkt., kan fradrages, i det omfang tabet ikke overstiger forudgående indkomstårs skattepligtige nettogevinster på kontrakter, dog ikke et tidligere indkomstår end 2002.

Generel og symmetrisk beskatning af finansielle kontrakter efter kursgevinstloven blev indført ved lov nr. 394 af 6. juni 1991 med indsættelse af § 8 C – 8 G inkl. i dagældende kursgevinstlov. (Lovforslag L 5, fremsat den 2. oktober 1990).

I ny § 8 G blev det bl.a. bestemt, at skattepligtige personers tab på kontrakter for hvilke det ikke kunne godtgøres, at kontrakten har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, er kildeartsbegrænset.

Følgende fremgår af de specielle bemærkninger til ændringsloven:

”Det beror på en konkret bedømmelse, om kontrakten har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. Ved vurderingen heraf kan der tages udgangspunkt i den hidtidige praksis vedrørende afgrænsningen i den gældende § 6, stk. 1, i kursgevinstloven. Efter denne bestemmelse er gevinst og tab på personers ikke-erhvervsmæssige fordringer og gæld i fremmed valuta indkomstopgørelsen uvedkommende, for så vidt fordringernes pålydende rente på erhvervelsestidspunktet opfylder mindsterentekravet.”

Det fremgår af § 6 i lov nr. 532 af 13. december 1985 (kursgevinstloven), at gevinst og tab på fordringer og gæld i fremmed valuta for fysiske personer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis det godtgøres, at fordringen eller gælden har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 532 af 13. december 1985 (L 19, fremsat den 2. oktober 1985), at praksis vedrørende ligningslovens § 8 D kan anvendes ved afgørelsen af, om en gæld havde erhvervsmæssig tilknytning. Følgende fremgår af Ligningsvejledningen for 1985:

”Der må foretages en konkret bedømmelse af, om fordringen eller gælden har tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed. For denne vurdering er det uden betydning, om fordringen eller gælden vedrører driften eller anlægsformuen.”

Ligningslovens § 8 D blev ophævet ved § 11 i lov nr. 532 af 13. december 1985 om skattemæssig behandling af gevinst og tab på fordringer og gæld (kursgevinstloven).

Følgende fremgår af pkt. 60 i cirkulære nr. 120 af 9. oktober 1986 til kursgevinstloven, jf. lov nr. 532 af 13. december 1985:

”Ministeren for skatter og afgifter har besvaret et spørgsmål fra Folketingets skatte- og afgiftsudvalg om den skattemæssige behandling af gevinster og tab på terminshandler med udenlandsk valuta, når sådanne handler foretages af privatpersoner i enkeltstående tilfælde, på følgende måde (Folketinget 1985-1986, spørgsmål nr. 53 (alm. del – bilag 12)):

Privatpersoners valutaterminsforretninger indgås med pengeinstitutter eller andre autoriserede valutahandlere. Valutaterminsforretningerne går ud på, at en bestemt udenlandsk valuta købes eller sælges til en bestemt kurs til levering på et fastsat fremtidigt tidspunkt. Kursen på dette tidspunkt vil være afgørende for, om den pågældende har haft en gevinst eller et tab på terminsforretningen.

I praksis anser ligningsmyndighederne sådanne valutaterminsforretninger for en art væddemålskontrakter. Dette indebærer, at en eventuel kursgevinst er indkomstskattepligtig efter statsskattelovens § 4, litra f, mens et tab ikke er fradragsberettiget. Synspunktet væddemålskontrakt vil antageligt ikke kunne gøres gældende i de tilfælde, hvor valutaterminsforretningen er indgået for at dække en valutakursrisiko, som den pågældende er udsat for i anden sammenhæng. Dette vil således kunne bevirke, at valutaterminsforretningen skatteretligt set må bedømmes i sammenhæng med det arrangement, som terminsforretningen dækker. Den skatteretlige bedømmelse af valutaterminsforretningen må da følge af de skatteretlige regler, som gælder for arrangementet. Det afhænger af den enkelte valutaterminsforretnings karakter, om der foreligger en sådan sammenhæng.”

Ved lov nr. 439 af 10. juni 1997 (L 194, fremsat den 13. marts 1997) blev der vedtaget en ny kursgevinstlov, og reglerne om beskatning af finansielle kontrakter i § 8 C – 8 G i lovbekendtgørelse nr. 660 af 4. juli 1996 blev stort set uændret overført til §§ 29 – 32.

I forbindelse med behandling af lovforslaget blev der stillet spørgsmål til Folketingets Skatteudvalg om kursgevinstlovens § 32, stk. 1, sidste led, tidligere kursgevinstlovens § 8 G, om personers tab på kontrakter, der har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed (bilag 17 til L 194).

Følgende fremgår af Skatteministerens svar til Skatteudvalget:

”Hvorvidt en finansiel kontrakt kan anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, må bero på en konkret vurdering foretaget med udgangspunkt i den gældende praksis på området. Da det er umuligt på forhånd at fastlægge alle de tænkelige situationer, finansielle kontrakter kan indgå i, er det heller ikke hverken muligt eller hensigtsmæssigt at opstille sort-hvide regler for, hvornår en kontrakt kan anses for at have erhvervsmæssig tilknytning, og hvornår der ikke kan anses for at foreligge erhvervsmæssig tilknytning. For så vidt angår valutaterminskontrakter, der vedrører valutalån, har Landsskatteretten i en række kendelser fastslået, at valutaterminskontrakter indgået til afdækning af kursrisikoen på erhvervsmæssige valutalån, hvor den danske krone ikke er en af valutaerne, men hvor der inddrages en tredje valuta, ikke kan anses for kontrakter, der har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. På den baggrund må det rimeligt klart kunne fastslås, at valutaterminskontrakter, der indgås til afdækning af kursrisikoen på erhvervsmæssige valutalån, efter praksis kun kan anerkendes som erhvervsmæssige, såfremt de valutaer, der indgår, er den danske krone og lånets valuta. Dette er der heller ikke noget urimeligt i. Hvis man inddrager en tredje valuta i stedet for danske kroner, er der ikke tale om kursikring af den valuta, der er nødvendig til at betale renter og afdrag på valutalånet, men derimod om indgåelse af en ny finansiel kontrakt med henholdsvis yderligere risiko for tab og med mulighed for gevinst. Endvidere ses denne praksis ikke at være i modstrid med det omtalte eksempel i pkt. 157 i det nuværende cirkulære til kursgevinstloven, idet pointen i eksemplet netop er, at kontrakten indgås med henblik på at sikre virksomhedens tilgodehavender m.m.”

Følgende fremgår af pkt. 157 i cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992 til kursgevinstloven:

”Efter § 8 G gælder der begrænsninger i retten til at fradrage tab på personers ikke-erhvervsmæssige kontrakter. Hvorvidt der foreligger erhvervsmæssig tilknytning må afgøres ud fra en konkret vurdering. Ved vurderingen kan der tages udgangspunkt i praksis vedrørende den tidligere affattelse af § 6, stk. 1, hvorefter personers gevinst og tab på fordringer i fremmed valuta indgik i indkomstopgørelsen, såfremt fordringen eller gælden havde tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. Eksempelvis anses en valutaterminskontrakt, der indgås med henblik på at sikre en virksomheds tilgodehavender og leverancer, for at have erhvervsmæssig tilknytning.”

Det fremgår bl.a. af TS-cirkulære 2000-32, at kontrakter, der er indgået til afdækning af kursrisikoen på erhvervsmæssige valutalån, kun kan anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, såfremt kontrakten afdækker en reel, underliggende risiko i forbindelse med en betalingsforpligtelse i relation til lånet. Det forudsættes, at den ene af kontraktens to valutaer er den valuta, som lånet er optaget i, og den anden valuta er den valuta, som lånet fremover skal være i. Endelig skal kontraktens løbetid og beløbsstørrelser til enhver tid være holdt inden for det erhvervsmæssige låns næste rentetermin og restgæld. Cirkulæret er ophævet, men retningslinjerne er indskrevet i ligningsvejledningen og fremgår af LV 2010, afsnit A.D.2.18.4.

Klageren har oplyst, at han indgik valutaswappen for at stabilisere sine rentebetalinger på et lavere niveau ved at få en lavere rente i schweizerfranc.

Det fremgår af forarbejderne til kursgevinstloven, at det beror på en konkret vurdering, om en finansiel kontrakt har tilknytning til erhvervsvirksomheden, som krævet i lovbestemmelsens ordlyd. Det fremgår ikke af kursgevinstlovens forarbejder eller af de cirkulærer, der blev udstedt i tilknytning til loven, at et ”formål om at stabilisere rentebetalingerne på et lavere niveau” kan bevirke, at en finansiel kontrakt har erhvervsmæssig tilknytning. Derimod omtales risikoafdækning som en formål, der kan begrunde, at en finansiel kontrakt har erhvervsmæssig tilknytning.

Bestemmelsen i kursgevinstlovens § 32, stk. 1, 2. pkt. om fradrag for tab på finansielle kontrakter, der har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, må efter bestemmelsens forarbejder, fortolkes således, at bestemmelsen hjemler fradrag for kontrakter, der afdækker/sikrer virksomhedens indtægter/udgifter eller finansielle grundlag. Denne fortolkning af lovbestemmelsens anvendelsesområde er stedse og vedvarende kommet til udtryk i Landsskatterettens praksis.

Den Juridiske Vejledning, som SKAT har henvist til, gjaldt ikke i 2010, idet version 1.1 og 1.2, som var tilgængelig i 2010, ikke indeholdt regler og praksis vedrørende beskatning af finansielle kontrakter.

Ligningsvejledningen for 2010, afsnit A.D.2.18.4, refererer 4 konkrete afgørelser fra Skatterådet vedrørende renteswaps, men indeholder ikke herudover nogen generel stillingtagen til, om finansielle kontrakter, der påstås indgået for at reducere en virksomheds finansielle omkostninger eller stabilisere rentebetalingerne, generelt har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. Det er præciseret, at bedømmelsen af, om en finansiel kontrakt har erhvervsmæssig tilknytning, skal afgøres konkret i hvert enkelt tilfælde. Der er henvist til praksis vedrørende kursgevinstlovens tidligere § 6, stk. 1, nævnt ovenfor.

I 2010 eksisterede der således ikke en fast administrativ praksis for at godkende tabsfradrag af de grunde, som klageren har påberåbt sig. Under alle omstændigheder har den påberåbte praksis ikke støtte i lovbestemmelsens forarbejder og Landsskatterettens praksis.

Bevisbyrden for at swappen har erhvervsmæssig tilknytning påhviler klageren.

Indgåelse af den omhandlede renteswapaftale betød ikke, at klageren omlagde en del af sine lån. Den tekniske hovedstol i swapaftalen indebærer ikke udlån af et lånebeløb, jf. Højesterets dom, gengivet i TfS 1999,845 HR. De periodiske betalinger er derfor ikke rentebetalinger, men indtægter og udgifter på et finansielt produkt. Swapaftalen sikrede derfor ikke klageren en lavere rente på sine lån.

På tidspunktet for indgåelse af valutaswappen havde klageren ingen lån i virksomheden i schweizerfranc. Lånet på 705.000 schweizerfranc, som klageren optog i tilknytning til indgåelse af valutaswappen er ifølge klagerens egne oplysninger i skatteregnskabet et privat lån.

Klageren har i øvrigt ikke godtgjort, at der er sammenhæng mellem betalingerne i swappen og betalingerne (afdrag og renter) på klagerens lån i virksomheden, og Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs forhøjelse af klagerens indkomst med 663.551 kr. Der er ikke i medfør af kursgevinstlovens § 32, stk. 2, grundlag for at nedsætte forhøjelsen.