Kendelse af 02-06-2014 - indlagt i TaxCons database den 11-07-2014

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Din opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Aktieindkomst 2008 - Maskeret udlodning

95.000 kr.

0 kr.

0 kr.

Faktiske oplysninger

Du ejer selskabet [virksomhed1] ApS 100 % (herefter Selskabet). Selskabet ejede en udlejningsejendom i [by1]. Ejendommen blev solgt til lejer i marts 2008, med overtagelse 1. oktober 2008. Den 8. juni 2008 købte Selskabet en havetraktor af mærket John Deere (GX 355 diesel) for en pris at 95.000 kr.

Din repræsentant har fremlagt regning af 8. juni 2008 på 95.000 kr. udstedt af [person1] for en John-Deere 355 havetraktor med stelnummeret [...].

Der er endvidere fremlagt kvittering af 9. juni 2008 for udbetaling af 95.000 kr. fra Selskabets konto i [finans1].

Af bekræftelse af 22. april 2013 fremgår, at [person2], broder til [person1], bekræfter at have afhentet 95.000 kr. ved Selskabet på vegne af sin bror. Beløbet var til dækning for salg af John Deere havetraktor, som broderen har solgt til Selskabet.

SKATs afgørelse

SKAT har ændret grundlaget for din skat for 2008 og beskattet dig af maskeret udlodning fra [virksomhed1] ApS med 95.000 kr.

Selskabet ejede ejendommen [adresse1] i [by1]. Ejendommen blev udlejet til [virksomhed2] A/S for en månedlig leje på kr. 42.600 eksklusiv moms. Ejendommen blev 3. marts 2008 solgt til lejer som benyttede en købsoption i lejeaftalen.

Ved købsbilag dateret 8. juni 2008 købte selskabet havetraktor John Deere GX 355 diesel årgang 2002 stelnummer [...], pris kr. 95.000. Sælger af havetraktor var [person1], [adresse2], [by2], Tyskland. Betaling af havetraktor blev foretaget ved kontant hævning på selskabets bankkonto i [finans1] den 9. juni 2008.

I 2003 solgte Kammeradvokaten den omtalte havetraktor for direktør [person3]s søns konkursbo til [person1]. Handelsprisen fremgår ikke, da der udover havetraktor er solgt designerstol ægget, B & O Beovision, flere B & O TV, 2 B & O stereoanlæg, motorbåd, motorcykel og meget andet for en samlet pris af 476.875 kr. inkl. moms. (priser ikke specificeret på de enkelte aktiver).

Nedenfor er gengivet revisors svar på spørgsmål fra SKAT vedrørende havetraktor:

Det er oplyst, at traktoren har været anvendt til græsslåning på [person1]s danske ejendomme. Traktoren har formentlig ikke været udenfor Danmark.

[virksomhed1] ApS købte traktoren den 8. juni 2008. I regnskabsåret 2005/06 blev [virksomhed1] ApS’s traktor stjålet. På daværende tidspunkt indgik selskabet en aftale med [person1] om at låne den pågældende traktor i en periode. Samtidig indgik selskabet ifølge [person3] en aftale om køb af traktoren. Dette skete således i 2008.

Handelsprisen blev formentlig fastsat efter forhandling med sælger. Det formodes, at maskinen er købt af en privatperson.

Det skal bemærkes, at [virksomhed1] ApS havde pligt til at slå græs m.v. indtil købers overtagelse af ejendommen den 1. oktober 2008, og at der var tale om et græsareal på ca. 12.000 m2.

[person3] har oplyst, at havetraktoren efterfølgende er søgt solgt, men til dato uden held.

Ved skrivelse dateret 19. februar 2013 oplyste revisor, at han fastholdt, at der ikke er foretaget maskeret udlodning for [virksomhed1] ApS til [person3] i 2009 og 2010. Revisor anførte som argumenter:

Vi har tidligere oplyst [person1]s adresse og at [person1] gerne er til rådighed med en bekræftelse på, at han har modtaget beløbet på 95.000 kr.

Da SKAT ikke har ønsket at forfølge sagen, vedlægger vi en udtalelse fra [person1] hvori han bekræfter at have modtaget beløbet. Vi henviser i øvrigt til de tidligere fremsendte argumenter.

På det tidspunkt (30. januar 2013) hvor SKAT afsendte afgørelse til [virksomhed1] ApS, var SKAT bekendt med [person1]s adresse i Tyskland. At [person1] bekræfter at have modtaget pengene, dokumenterer efter SKATs opfattelse ikke påstanden.

På grundlag af en samlet vurdering er det fundet, at bevisbyrden ikke er løftet for, at der er købt en havetraktor til erhvervsmæssig brug på selskabets ejendom, hvorfor skattemæssige afskrivninger ikke er godkendt. Den kontante hævning på selskabets bankkonto anses for at være maskeret udlodning jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1. Der er lagt vægt på:

at prisen 95.000 kr. for en havetraktor fra 2002 forekommer høj, samt at der ikke foreligger uvildig vurdering af handelsprisen.
i at det ikke er dokumenteret, at kontant hævning 95.000 kr. foretaget på selskabets bankkonto i [finans1] den 9. juni 2008 er anvendt som betaling for traktor. Det er ikke muligt at følge betalingsstrømmen.
at sælgers navn på faktura er stavet forkert, hvilket formodes at skyldes, at det er køber som har skrevet bilag. Normalt er det sælger som udsteder faktura.
at køb af traktor til brug for græsslåning på selskabets ejendom er sket efter der er indgået aftale om salg af ejendommen. Traktoren er købt 8. juni 2008, ejendommen er solgt 3. marts 2008 med overtagelse 1. oktober 2008.
at det har formodningen imod sig, at selskabet investerer 95.000 kr. den 8. juni 2008 i en traktor til græsslåning, dels fordi traktoren har været lånt i cirka 2 år, dels fordi selskabets ejendom på samme tidspunkt er solgt, med overtagelse 1. oktober 2008 og selskabet derfor ikke har behov for traktor til græsslåning.
at havetraktoren efterfølgende er søgt solgt, men til dato uden held.

Din opfattelse

Din repræsentant har nedlagt påstand om, at du ikke har modtaget nogen maskeret udlodning på 95.000 kr. for indkomståret 2008.

Baggrund

[person3] ejer selskabet [virksomhed1] ApS 100 %. Selskabet ejede en udlejningsejendom i [by1]. Ejendommen blev solgt til lejer i marts 2008, med overtagelse 1. oktober 2008. Den 8. juni 2008 købte Selskabet en havetraktor at mærket John Deere (GX 355 diesel) for en pris af 95.000 kr. Havetraktoren blev købt af [person1], [adresse2], Tyskland. Betalingen af havetraktoren skete kontant efter hævning på Selskabets bankkonto i [finans1]. [person1] købte havetraktoren fra et dansk konkursbo i 2003. Havetraktoren har været anvendt til pasning af hans danske ejendomme, hvorfor det formodes, at havetraktoren siden 2002 har opholdt sig i Danmark. Selskabet har haft lånt havetraktoren til pasning at ejendommen i [by1]. Der blev indgået aftale mellem [person1] og Selskabet om selskabets overtagelse at havetraktoren, idet Selskabet var forpligtet til at passe ejendommen i [by1] for lejer frem til ejers overtagelse at ejendommen 1. oktober 2008. Havetraktoren er bogført som aktiv i Selskabet. Selskabets revisor har ved udførelsen af revision i selskabet konstateret aktivets tilstedeværelse.

Selskabet har i indkomståret 2008 erhvervet en havetraktor til en pris af 95.000 kr. Havetraktoren er erhvervet med henblik på benyttelse på Selskabets ejendom, som afhændes med overtagelse 1. oktober 2008. Havetraktoren er fortsat i selskabets besiddelse og indgår som aktiv i Selskabets regnskab. De 95.000 kr. er, som dokumenteret ved den indgåede aftale, anvendt til købet af havetraktoren. [person3] er ikke blevet tilgodeset økonomisk ved Selskabets erhvervelse af denne havetraktor, hvorfor der ikke kan foretages beskatning af maskeret udlodning.

Maskeret udlodning kan altså alene foretages, hvis der er ført midler eller aktiver fra selskabet til hovedaktionæren, sådan at hovedaktionæren er blevet beriget ved transaktionen. Den civilretlige aftale er her indgået mellem selskabet og 3. mand. Midlerne er anvendt til anskaffelse af et aktiv, hvor selskabet er ejer. Selskabets balancesum er uændret. Likvider er blot udskiftet med et anlægsaktiv. Hovedaktionæren er altså ikke blevet beriget. Der er i den forbindelse henvist til SKM 2012.621 ØLR. I denne sag var der tale om selskabets køb at en dressurhest til 1,8 mio. kr., som skulle anvendes privat af hovedaktionærens datter. Det var SKATs opfattelse, at anskaffelsen af denne dressurhest var en maskeret udlodning til hovedaktionæren. Som man kan udlede af afgørelsen, fik SKAT ikke medhold i sit synspunkt om maskeret udlodning, da selskabet jo havde ejendomsretten til hesten. Det samme gør sig gældende i [person3]s situation - selskabet har ejendomsretten til havetraktoren.

Landsskatterettens afgørelse

Alt hvad der udloddes til hovedanpartshaveren henregnes til dennes skattepligtige indkomst. Det fremgår af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2. Maskeret udlodning foreligger, når et selskab har afholdt en privat udgift i hovedanpartshaverens interesse. Udlodninger fra et selskab betragtes som udbytte, uanset under hvilken betegnelse og uanset i hvilke form, udlodningen finder sted.

Henset til posteringsteksten ved hævningen, regningen til selskabet, samt bekræftelse fra [person2], anses det for dokumenteret, at de 95.000 kr. er anvendt til Selskabets køb af en havetraktor. Der er herved også henset til, at du efter det foreliggende ikke har privat interesse i havetraktoren.

Der er herefter ikke grundlag for beskatning af dig med maskeret udlodning.

Landsskatteretten ændrer derfor SKATs afgørelse i overensstemmelse hermed.