Kendelse af 10-04-2015 - indlagt i TaxCons database den 15-05-2015

Faktiske oplysninger

Klageren har fratrukket 100.000 kr. som tab på en fordring i sin indkomstopgørelse for indkomståret 2010. Der er tale om en fordring på [virksomhed1] ApS, i hvilket selskab [person1] er hovedanpartshaver. [person1] var klagerens ægtefælle i 2010. Ægteparret blev separeret den 5. februar 2013.

Klageren har haft følgende navne:

Klagerens ægtefælle, nu [person3], har haft følgende navne:

Om [virksomhed1] ApS er oplyst, at selskabet blev stiftet den 10. november 2003 med [person1] og [person2] som stiftere. Selskabet blev tvangsopløst den 14. juni 2011.

[person3] er i perioden 2003-2010 registreret hos SKAT som hovedanpartshaver i selskabet.

SKAT anmodede den 17. august 2012 klageren om dokumentation og redegørelse for fradrag i anden kapitalindkomst på 100.000 kr. for indkomståret 2010.

Den 10. september 2012 oplyste klageren, at hun for så vidt angår indkomståret 2010 var omfattet af reglerne om kort ligningsfrist.

SKAT fastholdt anmodningen om dokumentation, idet SKAT i medfør af skattekontrollovens § 6 B, uanset bestemmelserne om den korte ligningsfrist, kan indkalde materiale. Klageren fremsendte ikke den ønskede dokumentation inden den fastsatte frist, hvorfor SKAT den 1. oktober 2012 udsendte forslag til afgørelse. SKAT foreslog, at klagerens skatteansættelse blev genoptaget, idet SKAT henviste til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Den 12. oktober 2012 fremkom klageren med bemærkninger til SKATs forslag. Klageren oplyste bl.a., at hun ikke var klar over, om hun kunne finde det ønskede materiale. Den ejendom, hun beboede var angrebet af skimmelsvamp, og kommunen havde nu kondemneret ejendommen. Hun anmodede om udsættelse af fristen i 2-3 måneder med henblik på at kommentere SKATs forslag.

Den 8. november 2012 meddelte klageren til SKAT, at det ikke var lykkedes hende at finde materiale for indkomståret 2010. Klageren fremsendte i stedet en redegørelse for tabet på fordringen.

Den 20. november 2012 anmodede SKAT om yderligere materiale, herunder bl.a. dokumentation fra klagerens bank i form af bankoverførsel/kontoudtog til selskabet.

Ved brev af 29. november 2012 meddelte klageren til SKAT, at hun var uforstående over, at SKAT bad om mere materiale.

Efter at have gennemgået klagerens bemærkninger fremsendte SKAT den 5. december 2012 et nyt forslag. SKAT henviste på ny til, at sagen blev genoptaget i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. SKAT kunne som følge af manglende dokumentation ikke godkende fradrag på 100.000 kr. i anden kapitalindkomst. SKAT henviste til skattekontrollovens § 6 B, stk. 3, og § 5.

Efter en henvendelse fra klageren den 21. januar 2013 svarede SKAT samme dato, at man ønskede bemærkninger eller dokumentation til brug for sagen. SKAT gav udtryk for, at den umiddelbare vurdering var, at klageren ikke havde økonomi til at indbetale 100.000 kr.

Den 28. januar 2013 oplyste klageren, at hun havde optaget et lån hos [finans1], samt at hun ikke var i besiddelse af det originale dokument vedrørende fordringen, idet hun henviste til sin redegørelse af 8. november 2012.

SKAT traf den 29. januar 2013 afgørelse i sagen. SKAT var, uanset klagerens indsigelse, bl.a. af den opfattelse, at klagerens oplysning om lånet hos [finans1] ikke ændrede noget, idet lånet var optaget i 2008.

Den 27. februar 2013 oplyste klageren SKAT om, at hun var i gang med at indhente bankoplysninger. Hun ville vende tilbage snarest, når hun havde alle relevante oplysninger til sagen.

Ligeledes den 27. februar 2013 meddelte SKAT klageren en frist til 4. marts 2013 til at komme med dokumentation. SKAT oplyste, at såfremt man ikke havde modtaget dokumentation inden da, ville sagen blive afsluttet på det foreliggende grundlag.

Klageren henviste pr. e-mail herefter den 5. marts 2013 til en vedhæftet fil, der skulle indeholde et gældsbrev vedrørende fordringen.

Den 8. marts 2013 oplyste SKAT klageren om, at der ikke var modtaget nogen fil. SKAT oplyste, at sagsbehandlingen ville fortsætte.

Den 24. april 2013 sendte klageren en klage til [Skatteankenævnet] med følgende fire bilag:

Den 18. juni 2013 sendte klageren en supplerende udtalelse, og den 9. februar 2014 fremsendte klageren en erklæring af 7. februar 2014 fra selskabets tidligere direktør [person3], der bekræftede, at klageren havde en fordring mod selskabet på 100.000 kr., og at selskabet i februar 2010 udstedte et gældsbrev som sikkerhed for fordringen.

SKATs afgørelse

SKAT har i forslag af henholdsvis den 1. oktober 2012 og 5. december 2012 foreslået at genoptage grundlaget for klagerens skatteansættelse for indkomståret 2010, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

SKAT har herefter i afgørelse den 29. januar 2013 nægtet at godkende fradrag for 100.000 kr. i anden kapitalindkomst, da klageren ikke har fremsendt dokumentation for fradraget. SKAT har henvist til skattekontrollovens § 6 B, stk. 3, og § 5, stk. 3.

I afgørelsen er anført, at SKAT har behandlet klagerens indsigelse af 28. januar 2013, og at man ikke finder anledning til at ændre de tidligere fremsendte forslag.

SKAT har tillige anført, at oplysningen om, at pengene stammer fra et lån i [finans1] ikke ændrer SKATs opfattelse, idet lånet er optaget i 2008.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at skatteansættelsen skal nedsættes til det selvangivne.

Til støtte herfor har klageren henvist til følgende punkter:

Punkt 1:

Skatteansættelsen for indkomståret 2010 er forældet efter bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 om kort ligningsfrist og skatteforvaltningslovens § 26.

Det fremgår ikke af afgørelsen, med hvilken lovhjemmel SKAT har ændret skatteansættelsen for indkomståret 2010. Det er klagerens opfattelse, at den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26 er overskredet. SKAT har ikke angivet lovhenvisning eller begrundelse for suspension af skatteforvaltningslovens § 26 i afgørelsen, så ændringen af skatteansættelsen er forældet og dermed ugyldig.

Klageren har henvist til Landskatterettens afgørelser j.nr. 08-02450, 10-03150, 10-03119 og j.nr. 10-03150.

Klageren har lagt til grund, at hun er omfattet af bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 om kort ligningsfrist, idet hun har enkle økonomiske forhold og samtlige selvangivne beløb er dækket af rubrikker på den fortrykte selvangivelse.

Ændringen af skatteansættelsen for indkomståret 2010 skulle have været varslet senest den 1. juli 2012, jf. bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 og skatteforvaltningslovens § 26.

SKAT har sendt sine forslag om ændring af skatteansættelsen for indkomståret 2010 henholdsvis den 1. oktober 2012 og 5. december 2012, hvorfor tidspunktet for varsling af ændring i henhold til den korte ligningsfrist er overskredet, og skatteansættelsen er dermed ugyldig.

Punkt 2:

Klageren har anført, at skatteansættelsen for indkomståret 2010 er forældet, idet begrundelseskravet for at suspendere skatteforvaltningslovens § 26 og dermed de ordinære frister ikke er opfyldt efter forvaltningslovens bestemmelser herom.

Under visse betingelser kan skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, bringes i anvendelse. SKAT skal foretage en vurdering for anvendelsen af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, som suspenderer den korte ligningsfrist.

Klageren har anført, at begrundelseskravet til agterskrivelsen fremgår af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1:

”Underretningen skal opfylde de krav til begrundelse af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven.”

Ifølge forvaltningslovens kapitel 6, §§ 22-24 er begrundelseskravet helt grundlæggende og gælder enhver forvaltningsafgørelse.

Det er et helt grundlæggende forvaltningsprincip, at hvis en forvaltning fraviger hovedreglen, skal det begrundes, hvorfor undtagelsen bringes i anvendelse.

Det fremgår ikke af nogen af SKATs to forslag, hvad der har ført til, at SKAT har anvendt skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. SKAT har hverken vurderet eller begrundet, hvad der gør, at hovedreglen i skatteforvaltningslovens § 26 kan suspenderes, og hvorfor undtagelsen i skatteforvaltningslovens § 27 i stedet kan anvendes.

Begrundelseskravet er efter klagerens opfattelse ikke opfyldt, og den foretagne ændring af skatteansættelsen er derfor ugyldig.

Punkt 3:

Skatteansættelsen for indkomståret 2010 mangler begrundelse og korrekt lovhenvisning. Der mangler desuden refleksion over klagerens redegørelse, som SKAT krævede fremsendt.

SKAT har i afgørelsen af 29. januar 2013 ikke henvist til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, hvorfor afgørelsen både mangler lovhenvisning og begrundelse for den foretagne ændring af skatteansættelsen.

Lovhenvisning til skattekontrollovens §§ 5, stk. 3, og 6 B, stk. 3, er ikke korrekt. Lovhenvisningerne har hverken noget at gøre med fradrag for tab på fordring eller suspension af hovedreglen.

Klageren er af den opfattelse, at SKAT ikke har belyst sagen objektivt.

SKAT lever ikke op til officialprincippet, idet SKAT i afgørelsen undlader at beskrive klagerens påstand om fradrag for tab på fordring, jf. kursgevinstlovens § 14, stk. 1. SKAT har pligt til at inddrage alle relevante oplysninger i sagen, jf. Processuelle regler 2012, afsnit A.A.7.4.3. Der nægtes alene fradrag med lovhenvisning til helt andre bestemmelser, dvs. skattekontrollovens §§ 5, stk. 3, og 6 B, stk. 3.

Klageren har anført, at SKAT ikke har reflekteret over hendes redegørelse, hverken i breve eller i sagsnotat, som klageren har modtaget via anmodning om aktindsigt. Dette forekommer klageren helt uforståeligt.

SKAT har fremsat påstand om klagerens manglende økonomi til at stifte en fordring i 2010. SKAT har ikke begrundet sin påstand med nogen form for talmæssig opstilling. SKAT har pligt til at begrunde en sådan påstand, der er et skøn. Klageren har henvist til forvaltningslovens § 24 og Processuelle regler 2012, afsnit A.A.7.4.7.

Klageren har til SKAT oplyst, at økonomien til at have en fordring stammer fra et lån i [finans1]. Den eneste refleksion i SKATs afgørelse er: ” Din oplysning om, at pengene stammer fra et lån i [finans1], ændrer ikke SKATs holdning, da lånet er optaget år 2008.” Det fremgår ikke, i hvilken sammenhæng udsagnet skal forstås.

Efter princippet om god forvaltningsskik bør SKAT spørge mere ind til forholdene omkring lån og fordring.

Klageren har oplyst, at hun på baggrund af midlerne fra lånet fra [finans1] har haft et mellemværende med selskabet. Som sikringsakt blev der i foråret 2010 udstedt et gældsbrev på 100.000 kr. Selskabet underskrev gældsbrevet og erkendte gælden til klageren, hvorfor klageren mener, at hun dermed erhvervede en fordring omfattet af kursgevinstloven.

Klageren har anført:

SKAT er ved at undlade at tage stilling til klagerens redegørelse samt undlade at acceptere, at der ikke kan fremskaffes yderligere dokumentation som følge af skimmelsvamp og deraf følgende udsmidning af indbo nået frem til et urigtigt og helt urimeligt resultat.

Den foretagne ændring af skatteansættelsen er derfor ugyldig, idet SKAT ikke har givet korrekt lovhenvisning og begrundelse.

Punkt 4:

Skatteansættelsen for indkomståret 2010 er selvangivet korrekt, idet det er klagerens opfattelse, at hun fuldt ud er berettiget til at fradrage tabet på fordringen, jf. kursgevinstlovens § 14, stk. 1.

Klageren har siden foråret 2010 haft en fordring mod selskabet på 100.000 kr. Selskabet underskrev et gældsbrev til klageren på samme tidspunkt, jf. elektronisk udgave af gældsbrevet. Det kunne i slutningen af 2010 konstateres, at der ikke var udsigt til at få fordringen indfriet, hverken helt eller delvist. Hele fordringen var derfor tabt.

Som følge af ændringen i kursgevinstloven kan fordringer stiftet den 27. januar 2010 eller senere fradrages. Klageren har i medfør af kursgevinstlovens § 14, stk. 1, selvangivet tab på fordringen.

Der er henvist til lovbemærkningerne til lov nr. 724 af 25. juni 2010 om ændring af kursgevinstloven og forskellige andre love. Endvidere er henvist til Skatterådets afgørelser jr. nr. 11-195635 og 13-0023098.

Klageren har efterfølgende gjort gældende, at det påhviler SKAT at godtgøre, at fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er overholdt.

Endvidere er anført, at der er et skærpet begrundelseskrav i en bebyrdende afgørelse, hvor den ordinære ansættelsesfrist er overskredet, og afgørelserne foretages ekstraordinært.

Der er henvist til Østre Landsrets dom i SKM2003.248.ØLR, hvor manglende begrundelse allerede af den grund førte til afgørelsens ugyldighed.

Klageren har efter anmodning oplyst følgende den 16. oktober 2014:

”Formålet med at stifte fordringen og beskrivelse af gældsbrevet og dets opståen

...

Det kan dokumenteres at der har været overført kr. 160.000 til selskabet [virksomhed1] ApS:

Oveført fra tjenestemændenes låneforening 160.000,- vedhæftet som bilag

Beløbet kr. 160.000 var til dækning af flere fakturerede a’conto beløb fra selskabet [virksomhed1] ApS. Nærmere specifikt drejede det sig om en udlejningsejendom som skulle ombygges med henblik på erhvervsudlejning (liberalt erhverv).

Selskabet [virksomhed1] ApS ville ikke give et bindende tilbud på projektet, herunder underentrepriseforhold samt de egentlige arbejder og tilladelser som skulle indhentes fra de offentlige myndigheder til brug for godkendelse til liberalt erhverv. Derfor var der alene afgivet et overslag på prisen og derfor blev der faktureret a’conto.

Ejendommen var beliggende på en gade i [by2] bymidte. Flere af de omkringliggende ejendomme blev ligeledes anvendt til liberalt erhverv. Ligesom denne ejendom tidligere har været anvendt erhvervsmæssigt.

Hensigten fra min side var, at drive liberalt erhverv med en uopsigelig erhvervslejekontrakt på 10 år.

Inden arbejderne var færdiggjort måtte [virksomhed1] ApS opgive at fuldføre arbejdet på grund af selskabets driftssituation.

Det blev herefter aftalt at undertegnede for egen regning måtte entrere med andre leverandører for at få færdiggjort arbejdet på ejendommen. Som kompensation for denne situation blev der oprettet et gældsbrev mellem selskabet [virksomhed1] ApS og mig således at selskabet [virksomhed1] ApS på et senere tidspunkt skulle betale det skyldige beløb tilbage eller lave en modregning i de kommende lejeindtægter fra erhvervslejekontakten.

I foråret 2010 opnås der således, på grund af selskabet [virksomhed1] ApS’s driftssituation, enighed om, at der blev udstedt et gældsbrev på kr. 100.000, dvs. en akkordordning/forlig.

Jeg havde herefter en reel fordring mod selskabet [virksomhed1] ApS da selskabet ikke var i stand til at honorere de tidligere indgåede aftaler vedrørende div. entrepriseaftaler og godkendelse til liberalt erhverv på udlejningsejendommen.

I efteråret 2010 stod det klart, at fordringen var tabt efter at jeg forgæves havde forsøgt at inddrive mit krav. Selskabet blev senere opløst.

...

I efteråret 2010 har jeg pr. anbefalet post opsagt gældsforholdet og bad selskabet [virksomhed1] ApS om at indfri sin gæld inkl. forfaldne renter. Der blev flere gange rykket for indfrielsen af gældsforholdet og ligeledes blev det forsøgt at etablere et frivilligt forlig og en eventuel afdragsordning. Da sagen herefter var ved at blive overdraget til fogedretten blev tvangsopløsning af selskabet påbegyndt ultimo 2010. Herefter stod det klart at min fordring mod selskabet var endelig tabt.

Desværre blev mange mapper, indbo m.m. destrueret i sommeren 2012 grundet omfattende skimmelsvamp i min tidligere bolig hvorfor jeg ikke har det originale underskrevne gældsbrev og den øvrige korrespondance med selskabet [virksomhed1] ApS. Brevene kan alene evt. rekonstrueres.”

I forbindelse med anmodning om fakturaer for arbejde på ejendommen i [by2] beliggende [adresse1], har klageren oplyst, at [virksomhed1] ApS var ejer af ejendommen i perioden 2004-2011.

Klageren har tillige oplyst:

”Selskabet [virksomhed1] ApS skulle forestå arbejderne på ejendommen og ansøgning om tilladelse til at anvende den erhvervsmæssigt. Fakturaerne vedrørende arbejderne blev således tilstillet/tilsendt ejeren af ejendommen [virksomhed1] ApS. Det kan oplyses at arbejderne bestod i udskiftning af vinduer på 1. sal (med redningsåbning) og indretning til mødelokaler med nye gulve, malerarbejder m.m.

Jeg har således ikke modtaget fakturaer fra håndværkere m.m. som skulle forestå arbejderne. Jeg har alene modtaget a’conto fakturaer fra selskabet [virksomhed1] ApS til dækning af arbejderne.

Inden arbejderne blev færdiggjort måtte selskabet [virksomhed1] ApS opgive disse pga. dets driftsmæssige situation og jeg fik således ikke den ydelse som jeg havde betalt for, hvorfor der i foråret 2010 blev indgået akkordordning/forlig, jf. mit svar af 16. oktober 2014.

...”.

Repræsentanten har efterfølgende gjort ugyldighedsindsigelse gældende som følge af, at 3 måneders fristen ikke er overholdt. SKAT udsendte varsel om forhøjelse den 1. oktober 2012, og der blev først truffet afgørelse den 29. januar 2013.

Repræsentanten har anført, at der ifølge lovmotiver til skatteforvaltningslovens § 27 gælder en absolut frist på 3 måneder, hvilken frist tillige må gælde for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 26.

Repræsentanten har henvist til Vestre Landsrets dom af 4. juni 2013 (SKM2013.493.VLR) samt til Højesterets dom af 25. oktober 1999 (U.2000.179H).

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår bl.a. af kursgevinstlovens § 14, stk. 1, at gevinst og tab på fordringer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Bestemmelsen har virkning fra den 27. januar 2010.

Af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, fremgår bl.a., at skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel om ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, fremgår bl.a., at uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse ændres, hvis den skattepligtige forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Det fremgår af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold:

”Uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt. skal told- og skatteforvaltningen afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- og ejendomsværdiskat for fysiske personer inden den 1. juli i det andet kalenderår efter indkomståret udløb. Dog gælder fristen i skatteforvaltningslovens § 26 stk. 1, 1. pkt., i følgende tilfælde (...)”

Af bekendtgørelsens § 2, nr. 3, fremgår at en skattepligtig ikke anses for at have enkle økonomiske forhold, hvis den pågældende har status som hovedaktionær efter aktieavancebeskatningsloven.

Endvidere fremgår af bekendtgørelsens § 3, at fristerne i stk. 1, ikke gælder, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.

Af aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1, fremgår bl.a., at som hovedaktionæraktier anses aktier eller anparter, der ejes af skattepligtige, der ejer eller på noget tidspunkt inden for den seneste 5 år har ejet 25 % eller mere af aktiekapitalen, eller som råder eller i den ovennævnte periode har rådet over mere end 50 % af stemmeværdien.

Af aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2, fremgår bl.a., at ved afgørelsen af, om den skattepligtige har ejet aktier som nævnt i stk. 1 medregnes aktier, der samtidig tilhører eller har tilhørt den skattepligtiges ægtefælle.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke anses for berettiget til fradrag for kurstab på 100.000 kr. Der er lagt vægt på, at det ikke kan anses for tilstrækkelig dokumenteret, at klageren har lidt et tab, der er omfattet af kursgevinstlovens § 14, stk. 1. Ifølge klagerens oplysninger har hun ydet et lån til [virksomhed1] ApS ved overførsel til selskabet af 160.000 kr. den 25. juli 2008. Klageren har imidlertid ikke fremlagt dokumentation for, at det overførte beløb er et lån, idet der ikke er fremlagt tilstrækkelig dokumentation herfor. Det af klageren efterfølgende fremlagte gældsbrev ses ikke at opfylde dokumentationskravet. Klageren har endvidere ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at hun har forsøgt at inddrive sit krav opgjort til 100.000 kr., idet de efterfølgende fremlagte rekonstruerede skrivelser, hvori klageren gør sit krav gældende, ikke kan anses at opfylde dokumentationskravet. Det bemærkes endvidere, såfremt det af klageren oplyste lægges til grund, at der ikke synes at være nogen forretningsmæssig begrundelse for at yde et lån på 160.000 kr. ved overførsel af et sådant beløb den 25. juli 2008 og herefter udstede et gældsbrev den 22. februar 2010 på 100.000 kr., når der efter det oplyste ikke er sket nogen tilbagebetaling på lånet. Der antages derfor ikke at være etableret en fordring, der opfylder betingelsen om tabsfradrag i kursgevinstlovens § 14, stk. 1, pr. ikrafttrædelsesdatoen den 27. januar 2010.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke er omfattet af § 2, nr. 3, i bekendtgørelse om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold. Klageren kan således ikke under henvisning til aktieavancebeskatningslovens § 4 om definitionen om hovedaktionæraktier, anses at have status som hovedaktionær efter aktieavancebeskatningsloven.

Det er imidlertid rettens opfattelse, at klageren ikke er omfattet af bekendtgørelsen om kort frist for skatteansættelse, idet betingelserne for ekstraordinær ansættelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, må anses for opfyldt. Det må således henregnes klageren som mindst groft uagtsomt, at hun har medtaget omhandlede fradrag for tab for fordring, som hun ikke kan dokumentere at være berettiget til. Klageren er derfor omfattet af de almindelige fristregler i skatteforvaltningsloven, og da SKAT har truffet afgørelse den 29. januar 2013, er afgørelsen truffet inden for fristen for ordinær ansættelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

For så vidt angår det af repræsentanten anførte om, at afgørelse skal træffes senest 3 måneder efter varsel om forhøjelse er udsendt, bemærker retten, at der ikke foreligger en absolut frist herom, når der er tale om ordinær ansættelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, hvorefter det er et krav, at varsel er udsendt senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, og afgørelse er udsendt senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Retten finder, da varsel er afsendt den 1. oktober 2012 og afgørelse truffet den 29. januar 2013, at der er udsendt varsel og truffet afgørelse inden den 1. maj og 1. august 2014 i det fjerde år efter indkomstårets udløb, hvorfor fristerne i skatteforvaltningslovens § 26 er overholdt. Der er henvist til SKM2013.493.VLR, hvoraf bl.a. fremgår, at forarbejderne til § 26 i lovforslag nr. L 104 1995/1996 ikke giver grundlag for at forstå bestemmelsen på den måde, at der gælder en absolut frist for ansættelse senest 3 måneder efter varsling. Forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 27, der vedrører ekstraordinær ansættelse, i lovforslag nr. L 43 af 2008/2009 kan heller ikke tages til indtægt for en sådan forståelse af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. og 2. pkt. Det angivne i bemærkningerne til nr. 14 og 15, om at ”fristen på 3 måneder svarer til den frist, der gælder efter varsling af en ordinær skatte- eller afgiftsansætte eller - ansættelsesændring, jf. henholdsvis § 26, stk. 1, 2. pkt. (...)” må antages at hentyde til, at der mellem varslingsfristen den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb og ansættelsesfristen den 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb, er 3 måneder.

Vedrørende forslag til afgørelse af 1. oktober 2012 og 5. december 2012 samt afgørelse af 29. januar 2013 bemærker retten, at der i forslaget er henvist til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og at den manglende godkendelse af fradrag skyldes, at klageren ikke har indsendt dokumentation for fradraget. Det er herefter rettens opfattelse, at der ikke er grundlag for at anse afgørelsen for ugyldig på grund af begrundelsesmangler eller hjemmelsmangler. SKAT har desuden ved gentagne anmodninger til klageren bedt om dokumentation for det omhandlede tabsfradrag, og SKAT kan ikke anses for at have tilsidesat officialprincippet.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.