Kendelse af 15-10-2014 - indlagt i TaxCons database den 02-01-2015

Klagepunkt

Skatteankenævnets afgørelse

Din opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2008

Værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4,

124.876 kr.

0 kr.

124.876 kr.

Indkomståret 2009

Værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4,

124.876 kr.

0 kr.

124.876 kr.

Faktiske oplysninger

Du er hovedaktionær i selskabet [virksomhed1] A/S (herefter ”selskabet”). Du har været direktør i selskabet i perioden 1993 – 2003. Herefter er din ægtefælle indtrådt som direktør. Du har været bestyrelsesformand siden 2003. Bestyrelsen består af dig, din ægtefælle og søn.

Selskabet er holdingselskab for hele koncernen, og selskabet udbetaler løn for alle selskaberne, da det ikke er muligt at fordele timerne ud på de forskellige selskaber.

Selskabet ejer aktier i [virksomhed2] A/S og [virksomhed3] ApS. Derudover foretager selskabet udlån af midler til andre og til koncernen.

Selskabet [virksomhed2] A/S er momsregistreret og beskæftiger sig med virksomhedshandel.

Selskabet [virksomhed3] ApS beskæftiger sig med bloktrading af aktier.

Der er kontor i [adresse1], [by1], og på privatadressen [adresse2], [by2].

Selskabet har i marts 2007 købt en VW Passat, 3,2, årgang 2007, for 565.000 kr. Selskabet har tidligere ejet en Mazda 6, 2,3 Sedan, årgang 2005, og før det en Mazda 6, 2,0 Sedan, årgang 2002.

Bilen er ifølge oplysning fra dig parkeret på adressen [adresse2], [by2], uden for arbejdstiden.

Der fremgår følgende af referat af bestyrelsesmøde i selskabet den 16. december 2007:

”Selskabets automobil af mærket VW Passat har hidtil været benyttet af [person1] til såvel privat – som til erhvervsmæssig kørsel. Da [person1]s private kørselsbehov er meget begrænset, ønsker [person1] ikke fremadrettet at have retten til at benytte det pågældende automobil til privat kørsel, hvorfor automobilet fra den 1. januar 2008 og fremadrettet alene vil blive benyttet til erhvervsmæssig kørsel.”

Din ægtefælle har indtil august 2006 ejet en Ford Ka og herefter en Ford Fiesta.

Til og med indkomståret 2007 har du medregnet værdi af fri bil fra selskabet.

For 2008 og 2009 er der ikke medregnet værdi af fri bil, da bestyrelsen i selskabet besluttede, at den private kørsel var så begrænset, at bilen fremover kun skulle benyttes erhvervsmæssigt. Der er fra den 1. januar 2008 ført kørselsregnskab for bilen.

Fra og med indkomståret 2010 er der igen medregnet værdi af fri bil fra selskabet.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har anset dig for skattepligtig af værdi af fri bil med 124.876 kr. for hvert af indkomstårene 2008 og 2009.

Værdi af fri bil er skattepligtig, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Det er kun rådigheden over firmabil til privat kørsel, der udløser beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Kørsel i firmabil fra bopælen til et arbejdssted eller omvendt er privat kørsel. Kørsel i firmabil mellem bopælen og en midlertidig arbejdsplads er derimod erhvervsmæssig kørsel.

En midlertidig arbejdsplads er defineret som en arbejdsplads, hvor den ansatte højst kører til i 60 arbejdsdage inden for de foregående 12 måneder (før 2009 24 måneder), jf. ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a.

Afgrænsningen mellem privat og erhvervsmæssig befordring i relation til ligningslovens § 16, stk. 4, er den samme som i ligningslovens § 9 B. Det betyder, at hvis virksomhedens adresse er den samme som den ansattes bopæl, så anses bopælen ikke for en arbejdsplads, selv om der udføres arbejde der.

Hvis der er sammenfald mellem virksomhedsadressen og privatadressen, er kørsel mellem denne adresse og et andet arbejdssted derfor ikke erhvervsmæssig kørsel mellem skiftende arbejdssteder, men omfattet af 60-dages reglen.

Det er kun den direkte kørsel mellem sædvanlig bopæl og den enkelte arbejdsplads, der tæller med i de 60 dage, hvorimod kørslen til arbejdspladsen i løbet af dagen som følge af kørsel mellem arbejdspladser ikke tæller med.

Ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a, blev ændret med virkning fra indkomståret 2009 således, at befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder anses for erhvervsmæssig kørsel. Indtil 2009 skulle det måles inden for de forudgående 24 måneder.

Der henvises til Skatterådsafgørelse af 26. oktober 2010, offentliggjort i TfS2010.270.

Du er hovedaktionær og bestyrelsesformand i selskabet, som har kontor i [adresse1], [by1]. Derudover er der indrettet kontor på privatadressen [adresse2], [by2].

Du gør opmærksom på, at du ikke som oplyst af SKAT er direktør i selskabet, men bestyrelsesformand.

Der er ikke i SKATs afgørelse lagt vægt på stillingsbetegnelsen, idet du også i tidligere år har haft bil til rådighed, hvor du var bestyrelsesformand.

Du har i en årrække fået stillet bil til rådighed for privat benyttelse af selskabet. I marts 2007 har selskabet anskaffet en VW Passat, 3,2, årgang 2007, for 565.000 kr. Selskabet har tidligere ejet en Mazda 6, 2,3 Sedan, årgang 2005, og før det en Mazda 6, 2,0 Sedan, årgang 2002.

Efter oplysning fra dig blev denne ordning ændret af bestyrelsen i selskabet fra og med 2008, da bestyrelsen fandt, at den private kørsel var så begrænset, at bilen fremover kun skulle benyttes erhvervsmæssigt. Der er fra den 1. januar 2008 ført et kørselsregnskab for bilen.

Bestyrelsen består af dig, din ægtefælle og søn.

Selskabet har fra og med 2010 besluttet, at du igen skal beskattes af værdi af bil til rådighed.

Selskabets bil har uden for arbejdstiden været parkeret på selskabets adresse, der også var din bopæl.

Du har oplyst, at du kun få gange i 2008 og 2009 har kørt fra selskabets kontor i [by2] til selskabets kontor i [adresse1] i [by1], uden at kørslen har haft andre destinationer. Årsagen til transporten har været, at der blev afholdt eksterne møder på kontoret, hvor din tilstedeværelse var påkrævet.

Efter en gennemgang af dine kørselsregnskaber for indkomstårene 2008 og 2009 har skatteankenævnet konstateret følgende antal dage, hvor du har kørt direkte fra bopælen på [adresse2], [by2], og til kontoradressen i [adresse1], [by1]. Der kan godt samme dag efterfølgende have været kørsel til andre skiftende destinationer.

2008

Januar

15 gange

Februar

8 gange

Marts

7 gange

April

12 gange

Maj

6 gange

Juni

7 gange

Juli

3 gange

August

9 gange

September

5 gange

Oktober

12 gange

November

7 gange

December

6 gange

I alt

97 gange

2009

Januar

8 gange

Februar

6 gange

Marts

8 gange

April

9 gange

Maj

9 gange

Juni

3 gange

Juli

7 gange

August

13 gange

September

13 gange

Oktober

8 gange

November

7 gange

December

10 gange

I alt

101 gange

Du har således både i 2008 og 2009 kørt direkte mellem den sædvanlige bopæl og selskabets kontor i mere end 60 dage pr. år. Kørslen anses derfor at være privat kørsel, der udløser beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Der henvises til Østre Landsrets dom af 29. januar 2009, offentliggjort i SKM2009.126, hvoraf det fremgår, at afgrænsningen mellem erhvervsmæssig og privat befordring i relation til ligningslovens § 16, stk. 4, fastlægges svarende til reglerne i ligningslovens § 9 B. Det forhold, at der på bopælen er indrettet særligt kontor til brug for virksomheden, medfører ikke, at bopælen kan anses som arbejdsplads i relation til ligningslovens § 16, stk. 4.

Der henvises ligeledes til Højesterets dom af 27. juni 2003, offentliggjort i SKM2003.336, hvor Højesteret stadfæstede, at der ikke var kørt direkte mellem bopælen og samme arbejdsplads i Norge mere end 60 arbejdsdage inden for en forudgående periode på 24 måneder. Kørslen mellem bopælen og de forskellige arbejdspladser i Norge måtte derfor anses for erhvervsmæssig, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a.

Nævnet finder derfor, at det er korrekt, at du er blevet beskattet af værdi af fri bil i indkomstårene 2008 og 2009.

Din opfattelse

Du har nedlagt påstand om, at du ikke anses for skattepligtig af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, for indkomstårene 2008 og 2009.

Du har ikke i årene 2008 og 2009 haft fri bil til rådighed, hvorfor du ikke kan acceptere skatteankenævnets afgørelse.

Nævnet har tilsyneladende ikke læst den førte kørebog igennem, da nævnet lægger urigtige informationer til grund for afgørelsen. De urigtige informationer er gengivet nedenfor.

Selskabet er ejer af et automobil, dette automobil har været parkeret på selskabets adresse i [by2].

Det pågældende automobil har jf. den førte kørebog alene været anvendt til erhvervsmæssigt formål.

I år 2008 har selskabets automobil på intet tidspunkt alene været anvendt til transport mellem selskabets adresse i [by2] og selskabets kontor i [adresse1], desuagtet opgiver nævnet, at automobilet har været benyttet 97 gange til denne form for transport.

I år 2009 har automobilet været benyttet til transport fra selskabets adresse i [by2] til selskabet [virksomhed2] A/S´ kontor i [adresse3] gange, desuagtet skriver skatteankenævnet, at automobilet har været benyttet 101 gange til denne form for transport.

Af praktiske årsager har du ofte haft trekantskørsler, såfremt der derved blev sparet tid etc. til transport.

En trekantskørsel kan være:

[by2] – kundebesøg – [adresse1] – [by2], eller omvendt.

Du har aldrig tidligere påklaget værdi af fri bil. Ultimo 2007 blev det vedtaget, at den omhandlede bil ikke skulle benyttes som privat bil. Du cykler i [by2]. Familien har en lille bil, der er rigelig til privat bil. Familien har aldrig været på ferie i bil. Du har tidligere undervist på [...] og har skrevet bøger. Skriftlige kommentarer skal være læselige. Du har haft et skema i bilen, som du har skrevet rent en gang om måneden. Du har aldrig fået kritik for ulæselighed.

Med hensyn til den 3. januar 2008 har du anført, at du havde det første møde vedrørende virksomheden [virksomhed4]. Du skulle formidle salg. Den 4. januar 2008 var der møde hos virksomheden [virksomhed5], der lejer sundhedspersonale ud. En norsk kunde ville gerne købe op i Danmark. Den 6. januar 2008 blev der vasket bil på [adresse4]. Kørsel kan således påvises møde for møde. Mødet den 10. januar 2008 var på hovedgaden i [by2]. 25 fakturaer på ét år er et dårligt år. 5 fakturaer på ét år er bedre, da de vedrører større transaktioner. Vedrørende [virksomhed4] var omsætningen 45 mio. kr. Du ved meget om turisme generelt og om hoteller og grænseoverskridende forretninger. Du solgte [virksomhed6] i [Tyskland] til en norsk erhvervsmand for 3 – 4 år siden. Du skal helst skrive fakturaer af passende størrelse, over 500.000 kr. Du skal helst ikke skrive små fakturaer, da du ikke har kontorkapacitet til det.

Bilen har naturligt været parkeret på selskabets adresse i [by2], fra du startede din virksomhed. Selskabet [virksomhed2] A/S har adresse i [adresse1] i [by1]. Denne adresse opretholdes alene, fordi udenlandske kunder ikke kan pålægges at tage til [by2]. De to andre selskaber, [virksomhed1] A/S og [virksomhed3] ApS, har adresse på din bopæl i [by2]. Pengene tjenes i disse to sidstnævnte selskaber. 2 rum på bopælen i [by2] er indrettet til kontorer. I [by2] planlægges transaktionerne, hvorimod møder holdes i [by1]. Du overvejede sidste år at nedlægge kontoret i [by1], men det går ikke over for kunder, der ikke kan pålægges at tage til [by2].

Det er ikke korrekt, at du i indkomståret 2008 har kørt 97 gange direkte fra bopælen på [adresse2] i [by2] til kontoradressen i [adresse1] i [by1]. Der har været andre møder andre steder i løbet af dagen. Din ægtefælle har egne kunder. Hun har en teknisk baggrund fra [virksomhed7]. Navnet [virksomhed2] er formuleret af hensyn til ingeniører, der er konsulenter.

Med hensyn til indkomståret 2009 har du kørt to gange direkte fra [by2] til [adresse1]. Den ene gang blev en computer leveret i [by2], men skulle derefter til [by1]. Den anden gang drejede det sig om en printer og en scanner. Udstyret skulle installeres i [adresse1], men der skulle installeres programmer som i [by2]. Hovedudstyret i [by2] og biudstyret i [by1] skal være ens. Den i sagen omhandlede bil er anvendt til denne transport to gange i 2009.

Fra indkomståret 2010 besluttede du at selvangive værdi af fri bil for ikke at skulle føre kørebøger. En virksomhed som din betyder, at man driver det hele selv. Du har dog en statsautoriseret revisor tilknyttet. Du arbejder meget med atypiske sager.

De to erhvervsmæssigt anvendte rum på bopælen i [by2] er på 16 og 22 m2. Boligen er på ca. 180 m2. Boligen er ikke opdelt i en erhvervsdel og en privatdel. Bilen har ikke været benyttet privat. Den nuværende bil, der er anskaffet i april 2012, kører nu 18.000 – 19.000 km om året. Dit kørselsbehov er blevet noget mindre, da du har færre møder på grund af større sager.

Der henvises til fraskrivelseserklæring i referat af bestyrelsesmøde i selskabet den 16. december 2007.

Du er uforstående over for, at du er anset for skattepligtig af værdi af fri bil for indkomstårene 2008 og 2009, idet du i det forelagte referat af bestyrelsesmøde har fraskrevet dig rådighedsretten. Din kørebog er renskrevet, når måneden er slut. Du har henvist til den på retsmødet udleverede oversigt over din kørsel og bemærket, at du af tidsmæssige grunde har forsøgt at kombinere møder hos kunder og derefter er kørt til [adresse1] og tilbage til [by2] eller omvendt for at spare tid. Du måtte efter 2009 opgive at føre kørebog, da det er pinligt at føre kørebog med udenlandske kunder fra lufthavnen til stede i bilen.

Du kører i dag mindre end i 2008 og 2009 og betaler skat af værdi af fri bil. Du har ikke haft problemer med at angive den konkrete kørsel. Du har ikke flere biler, mens din ægtefælle har egen bil. Du cykler meget især i [by2]. Der har aldrig været tale om feriekørsel. Du og din ægtefælle flyver på ferie og lejer bil på feriestedet. I har ikke sommerhus.

Fraskrivelsen er besluttet på et bestyrelsesmøde. Revisionen får kopi af referatet. Hvilken dokumentation ville man ellers forlange. Bilen blev ikke brugt privat i 2007. Spørgsmålet blev diskuteret i efteråret 2007 og protokolført på bestyrelsesmødet. Du opgav fri bil til rådighed. Det er helt almindeligt, at du har flere personer i bilen, f.eks. til hoteller i [by1]. Virksomheden er valutaskabende. Du har kunder i udlandet, primært i Norge. Bilen holder permanent på selskabets adresse i [by2], hvor der er to parkeringspladser. I [adresse1] holder bilen 3 – 5 timer under møder. Du er ikke kørt direkte fra [by2] til [adresse1]. Det er nemmere at tage toget fra [by2] til [adresse1] og tilbage til [by2]. Oversigten illustrerer to forskellige typer kørsel. I 2008 og 2009 var det din ægtefælle, der kørte i tilfælde af privatkørsel. Din ægtefælle er natteblind, så ved kørsel i mørke har det været dig, der kørte. Du har ikke noget privatkørselsbehov.

Landsskatterettens afgørelse

Den skattepligtige værdi af bl.a. fri bil skal ved skatteansættelsen, medmindre andet følger af ligningslovens § 16, stk. 4 – 13, fastsættes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig fri handel.

Dette følger af ligningslovens § 16, stk. 3, 1. pkt. (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten.

Dette følger af ligningslovens § 16, stk. 4, 1. pkt. (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

En hovedaktionær som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 4, der modtager udbytte fra selskabet i form af, at der stilles en bil, en sommerbolig, en lystbåd eller en helårsbolig til rådighed, skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne værdien af godet tillagt eventuelt sparet privatforbrug i relation til godet. Godernes værdi ansættes efter reglerne i henholdsvis ligningslovens § 16, stk. 4, 5, 6 og 9.

Dette følger af ligningslovens § 16 A, stk. 9, 1. og 2. pkt. (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Du er hovedaktionær, og det påhviler derfor dig at afkræfte den formodning, der er for, at bilen har stået til rådighed for privat kørsel, jf. herved Højesterets dom af 1. marts 2005, offentliggjort i SKM2005.138.HR, og Skatteministerens svar af 13. juni 1997, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1997.584.

Det er rådigheden over den fri bil, der beskattes. Det skattepligtige beløb fastsættes derfor uafhængigt af privatkørslens omfang.

Hensigten med at indføre § 16, stk. 4, i ligningsloven om beskatning af fri bil var bl.a. at undgå tvister mellem skatteyderne og skattemyndighederne om omfanget af skatteyderens konkrete brug af disse goder. Hvis der blot køres privat i en firmabil en gang om året, udløser det beskatning for fri firmabil for hele året. Dog maksimalt for den periode, hvor bilen har været til rådighed for erhvervsmæssig brug. Eller med andre ord for den periode, hvor bilen anses for at være til rådighed for privat anvendelse.

Din kørsel fra hjemmet i [by2] til [adresse1] må anses for privat kørsel, og kørslen fra [by2] må anses for at være kørsel fra hjemmet, selv om der er kontor i [by2].

Efter de foreliggende oplysninger kan du således ikke anses for at have afkræftet formodningen for, at den omhandlede bil har været til rådighed for dig til privat kørsel.

Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes derfor.