Kendelse af 29-07-2014 - indlagt i TaxCons database den 06-09-2014

Sagen er indbragt for domstolene. Der er afsagt dom i sagen af Østre Landsret den 3. juni 2016. Domme i skattesager offentliggøres løbende på SKATs hjemmeside. Bemærk, at der kan gå op til nogle måneder, før en dom offentliggøres.

Sagen er indbragt for domstolene. Der er afsagt dom i sagen af Retten i Lyngby den 7. juli 2015. Domme i skattesager offentliggøres løbende på SKATs hjemmeside. Bemærk, at der kan gå op til nogle måneder, før en dom offentliggøres.

SKAT har fastsat momstilsvar for perioden 1. august 2011 –

31. maj 2012 til 439.748 kr.

Landsskatterettenstadfæster afgørelsen.


SKAT har forhøjet virksomhedens tilsvar vedrørende A-skat

med 890.050 kr.

Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen med 890.050 kr. til 0.


SKAT har forhøjet AM-bidraget med 140.719 kr.

Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen med 140.719 kr. til 0.


Faktiske oplysninger

På foranledning af SKAT har [...] politi gennem en periode foretaget undersøgelser af dig og [person1] samt dennes nærmeste familie vedrørende moms- og skattesvig.

SKAT har efter det oplyste konstateret, at der på din private konto i [finans1] med reg. nr. ..., konto nr. [...41] er indgået større beløb fra først og fremmest [virksomhed1] ApS. Der er desuden indgået større beløb på reg. nr. ..., konto nr. [...00] tilhørende [virksomhed2] Ltd., Gibraltar, hvortil du har fuldmagt. Beløbene på denne konto stammer efter det oplyste fra [virksomhed3] ApS v/[person2].

Du har ikke været momsregistreret eller drevet virksomhed i den periode, som indbetalingerne vedrører. Det samme gælder for [virksomhed2] Ltd.

På baggrund af de nævnte bankkontoudtog samt modtagne oplysninger har SKAT konkluderet, at du sammen med [person1] skal opkræves moms, A-skat og AM-bidrag. Oplysningerne er indgået i en samlet politimæssig undersøgelse omkring dig og [person1] vedrørende skatte- og momssvig. Straffesagen er afsluttet med dom fra retten i [by1] den 29. maj 2013.

Der er i alt indgået 2.198.741 kr. for rengøringsydelser på kontoen, og SKAT har på den baggrund beregnet moms med 439.748 kr. Beløbene er fordelt således:

Periode

Indsat beløb

Moms

3. kvartal 2011

898.975 kr.

179.795 kr.

4. kvartal 2011

311.525 kr.

62.305 kr.

1. kvartal 2012

430.116 kr.

86.023 kr.

2. kvartal 2012

358.125 kr.

71.625 kr.

1. kvartal 2012

200.000 kr.

40.000 kr.

I alt

2.198.741 kr.

439.748 kr.

Du har i perioden fra den 4. november 1987 til den 31. maj 2011 været momsregistreret med personlig virksomhed under cvr-nr. [...1].

Du har ikke været momsregistreret i den periode, hvor der er indgået store beløb fra [virksomhed1] ApS og [virksomhed3] ApS samt enkelte beløb med ukendt afsender på de ovenfor nævnte bankkonti. [person1] har heller ikke været momsregistreret i denne periode.

Ud fra indsætningerne på bankkontiene har SKAT antaget, at virksomheden har fungeret som underleverandør til [virksomhed1] ApS, [virksomhed3] ApS og enkelte andre.

SKAT har konstateret vedrørende konto nr. [...41], at der er indgået 1.998.740 kr. af erhvervsmæssig art, og heraf er i alt 1.523.624 kr. indgået fra [virksomhed1] ApS. Virksomheden fremstår dermed som underleverandør af rengøringsydelser til [virksomhed1] ApS.

SKAT har formodet, at betalingerne er sket på baggrund af udstedte fakturaer, men SKAT har ikke set disse fakturaer.

Alle indgåede beløb er efter det oplyste efterfølgende hævet af dig, og du har forklaret politiet, at pengene er overdraget til [person1], som må have anvendt dem til afregning af sort løn.

På konto nr. [...00] i Gibraltar er der indgået 3 beløb, i alt 200.000 kr., af erhvervsmæssig art, som stammer fra [virksomhed3] ApS.

Forholdet omkring bankindsætningerne har været genstand for en politimæssig efterforskning, og du har været anklaget for overtrædelse af blandt andet momsloven, lov om arbejdsmarkedsbidrag og kildeskatteloven.

Retten i [by1] har den 29. maj 2013 afsagt dom over disse forhold.

Det fremgår af dommen blandt andet, at du er frifundet for overtrædelse af arbejdsmarkedsbidragsloven og kildeskatteloven. For forholdet vedrørende overtrædelse af momsloven fremgår det af dommen, at retten har fundet det

ud over enhver rimelig tvivl bevist, at tiltalte [person3] ved den beskrevne fremgangsmåde forsætligt har medvirket til at overtræde momsloven eller selvstændigt har overtrådt straffelovens § 290, stk. 2.

Tiltalte [person1] og tiltalte [person3]s forsæt til medvirken til den tilsigtede eller begåede momssvig i [virksomhed1] ApS eller [person3]s overtrædelse af straffelovens § 290, stk. 2, er imidlertid ikke beskrevet i tiltalen i forhold 5 i denne sag. Retten finder ikke, at det ved en tiltale for momssvig, som i den foreliggende situation, kan betragtes som en biomstændighed, jf. retsplejelovens § 883, stk. 4, i regi af hvilke selskaber eller under hvilke nærmere omstændigheder momssvigen i øvrigt er begået. I forhold 5 er der slet ikke rejst en tiltale, der omfatter straffelovens § 290.

På den baggrund må retten jf. retsplejelovens § 883, stk. 3, henset til tiltalens formulering, frifinde tiltalte [person1] og tiltalte [person3] også i forhold 5a.

Du er således blevet frifundet for overtrædelse af momsloven på baggrund af tiltalens formulering.

SKATs afgørelse

SKAT har på baggrund af modtagne bankkontoudtog vedrørende bankkonti tilhørende henholdsvis dig og [virksomhed2] Ltd. udarbejdet en opgørelse over virksomhedens omsætning.

Betalingerne fra [virksomhed1] ApS og [virksomhed3] ApS er sket på baggrund af udstedte fakturaer, formentlig i navnet [virksomhed4] ApS.

Der har ikke været erhvervsrelaterede udbetalinger fra kontoen til f.eks. underleverandører. Beløb svarende til indtægterne er derimod hævet igen kontant. SKAT har ikke foretaget skøn over driftsomkostninger i nærværende uregistrerede virksomhed, da der er fratrukket driftsomkostninger i andre gennemgåede virksomheder, blandt andet [virksomhed4] ApS.

A-skat og AM-bidrag

Virksomheden har ikke været registreret som indeholdelsespligtig af A-skat og AM-bidrag. Den samlede omsætning er opgjort til 1.758.992 kr. for perioden 1. august 2011 – 31. august 2012.

Da virksomheden har leveret rengøringsydelser, har SKAT skønnet, at virksomheden har leveret underleverandørydelser i form af arbejdskraft. Den genererede omsætning på 1.758.992 kr. anses ikke at kunne effektueres uden brug af ansatte.

Der er ikke poster på virksomhedens bankkonti, der indikerer betaling til underleverandører.

Det er anset, at den benyttede arbejdskraft har fået udbetalt løn, hvoraf der skal indeholdes A-skat og AM-bidrag. Der er beregnet 55 pct. i A-skat, da lønnen er udbetalt til en ukendt kreds af personer, og der således ikke er fremlagt skattekort.

SKATs udtalelse

Efter byrettens dom den 29. maj 2013 har SKAT udarbejdet en fornyet udtalelse til sagen. Det fremgår heraf, at spørgsmålet omkring efterbetaling af A-skat og AM-bidrag bør frafaldes i Landsskatteretten til trods for, at du i din forklaring over for Landsskatteretten har udtalt, at baggrunden for indsætninger/hævninger på din bankkonto er erhvervsmæssige aktiviteter, dvs. at der ikke er tale om fiktive fakturaer.

Din opfattelse

Din repræsentant har fremsat påstand om, at forhøjelsen af henholdsvis moms, A-skat og AM-bidrag nedsættes til 0.

Du har tidligere drevet momspligtig virksomhed med køb og opstilling af spilleautomater, herunder morskabsautomater, men ikke anden erhvervsaktivitet.

På grund af alder ophørte erhvervsaktiviteten så vidt du erindrer formentlig i 2010, men afmelding fandt først sted med udgangen af maj 2011.

Du har haft konto i [finans1], [by2] afd., konto nr. [...41] og har tillige haft adgang til bankkonto i [finans1], [by3] afd., konto nr. [...00], hvilken konto blev oprettet i forbindelse med [finans1]s overtagelse af engagementer fra den nødlidende bank, [finans2] A/S, [by4].

Vedrørende den i SKATs skrivelse nævnte [person1] har du kendt den pågældende igennem flere år, men der har ikke bestået noget egentligt forretningsmæssigt samarbejde mellem dig og [person1] igennem de seneste mange år.

Du og [person1] mødtes dog lejlighedsvis i forbindelse med din virksomhed som opstiller af spilleautomater.

I sommeren 2011 forespurgte [person1] dig, om han kunne få lov at indsætte penge på din bankkonto. Du undrede dig umiddelbart over dette, men fik på forespørgsel oplyst, at [person1], der arbejdede indenfor rengøringsbranchen, ikke umiddelbart selv kunne få nogen bankkonto, på grund af at han ikke havde fast bopæl.

Du gav [person1] tilladelse hertil, og der blev igennem ca. en 10 måneders periode indsat beløb af ikke helt ubetydelig størrelse, svarende til de talstørrelser, som fremgår af foreliggende kontoudtog.

Du var bekendt med, at beløbene hidrørte fra erhvervsaktivitet udført af [person1], dels i form af traditionel virksomhedsdrift (rengøring), dels i form af lånevirksomhed.

Beløbene, der indgik på din konto, blev successivt tilbagebetalt til [person1].

Det bestrides således, at der fra din side har været tale om, at du har drevet uregistreret momspligtig virksomhed i den pågældende periode, og burde have foretaget momsindberetning, ligesom det bestrides, at du har haft ansatte med en forpligtelse til indeholdelse af A-skat og AM-bidrag.

Det bestrides tillige, at du sammen med [person1] skulle have drevet ikke momsregistreret rengøringsvirksomhed, hvorved skal bemærkes, at du ikke har haft kendskab til, at [person1] skulle have drevet ikke momsregistreret virksomhed i den pågældende periode.

Der er således ikke belæg for at pålægge dig efterbetaling af moms og efterbetaling af A-skat og AM-bidrag, og det synes at fremgå, at beregningen af det ”konstruerede” momstilsvar og ”A-skat” m.v. ikke bygger på nogen konkret bilagsgennemgang, men alene er talstørrelser indlagt i regneark.

Det fremgår ikke af afgørelsen, at der i forbindelse med opgørelsen af momstilsvaret er taget højde for købsmoms.

Det fremgår ikke af afgørelsen, med hvilke individuelle trækprocenter A-skatten er beregnet.

Det er en betingelse for at en person eller et selskab kan pådrage sig momsforpligtelser, at personen/selskabet har drevet momspligtig virksomhed, også selv om den momspligtige virksomhed ikke har været registreret.

Som tidligere nævnt har du tidligere været registreret med cvr-nr. [...1], men afmelding af cvr-nr. fandt sted ifølge dig med udgangen af maj 2011.

Ifølge SKATs afgørelse bygger den på det forhold, at der på en dig tilhørende privat konto og anden konto, hvor du har haft fuldmagt til at disponere over, er indgået 2.198.741 kr., hvor SKAT har lagt til grund, at der er tale om beløb hidrørende fra momspligtig omsætning, og herefter har beregnet momsen til 20 pct. af 2.198.741 kr. eller i alt 439.748 kr.

Beløbene skulle hidrøre fra selskaberne [virksomhed1] ApS og [virksomhed3] ApS, selskaber som du ikke har haft ejerandele i, eller har haft indflydelse på. Der er ikke fremlagt bilagsmateriale, der dokumenterer omsætningen i selskaberne.

Du har i perioden fra den 1. august 2011 til den 31. maj 2012 hverken drevet registreret eller ikke registreret virksomhed omfattet af momslovens bestemmelse, og det forhold, at du har stillet konti til rådighed for en person, der dig ubekendt har drevet registreringspligtig virksomhed uden at være registreret eller har udstedt fiktive fakturaer, statuerer ikke, at du også har drevet selvstændig uregistreret virksomhed.

Af den af Retten i [by1] den 29. maj 2013 afsagte dom er der i relation til nærværende sag rejst tiltale mod dig for at have drevet momspligtig virksomhed, men ved den af retten afsagte dom er du blevet frifundet for forholdet, og retten har ved præmisserne for frifindelsen ikke lagt til grund, at du har drevet momspligtig virksomhed.

Den afsagte dom er fra din side upåanket, hvilket tillige gør sig gældende fra anklagemyndighedens side i forhold til dig.

Der er derfor tale om en endelig dom, og dommen er retskraftig i relation til det krav, som er rejst fra SKATs side.

Der foreligger i sagen ikke fakturaer, der underbygger eller dokumenterer momspligtige ydelser, hvilket må være et minimumskrav.

Landsskatterettens afgørelse

Momsregistrerede virksomheder skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse og kontrol af afgiften. Det fremgår af momslovens § 55.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab.

Kravene til regnskabet fremgår af kapitel 12 i momsbekendtgørelsen, bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 647 af 15. juni 2006).

Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan afgiften fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Virksomheden har ikke udarbejdet regnskabsmateriale, herunder kassekladder. Virksomheden kan derfor ikke dokumentere eller i tilstrækkelig grad sandsynliggøre, at der er foretaget effektive, daglige kasseafstemninger.

Da kravene til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt, kan virksomhedens regnskabsmateriale ikke danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af momstilsvaret. SKAT har derfor været berettiget til at fastsætte afgiftstilsvaret skønsmæssigt.

SKAT har indstillet afgørelsen vedrørende A-skat og AM-bidrag frafaldet som følge af dommen i straffesagen mod klageren. Landsskatteretten kan tiltræde dette.

Landsskatteretten nedsætter på den baggrund forhøjelsen af A-skat med 890.050 kr. til 0 og AM-bidrag med 140.719 kr. til 0.

Du er ved Retten i [by1] frifundet for straf vedrørende overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2. Retten har dog fundet det bevist ud over enhver rimelig tvivl, at du har været skyldig i medvirken til at overtræde momsloven.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, lægger til grund, at det på baggrund af indsætningerne på dine bankkonti anses for godtgjort, at du har erhvervet ret til disse beløb, som du har hævet, og som du har påstået videregivet til 3. mand. De omhandlede beløb er indsat på din konto, og det påhviler herefter dig at godtgøre, at indtægterne ikke tilhører dig, jf. præmisserne i Østre Landsrets dom af 23. august 2013 (SKM2013.613.ØLR).

Du har disponeret over kontoen, og hævningerne er foretaget af dig, og det har dermed formodningen for sig, at indtægterne tilhører dig.

Indtægterne stammer fra en virksomhed og det anses for godtgjort, at beløbene vedrører rengøring. Der er ikke fremlagt bilag vedrørende det udførte arbejde eller på anden måde nogen opgørelse af indtjeningen, men da beløbene er indsat på din konto, anses du for at have erhvervet ret til beløbene.

Et retsmedlem har anført, at virksomheden er afmeldt før den relevante periode, og den konto, der er benyttet, er din private. Der er således ikke bevis for erhvervsvirksomhed, og dermed heller ikke for at opkræve moms.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Da SKAT herefter har været berettiget til at ansætte momstilsvaret ud fra de foretagne bankindsætninger, stadfæster Landsskatteretten afgørelsen vedrørende forhøjelsen af momstilsvaret med i alt 439.748 kr.