Kendelse af 21-11-2014 - indlagt i TaxCons database den 14-02-2015

SKAT har ikke anset klagerens gæld til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Miljø for forældet.

Skatteankestyrelsen stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Den 5. juli 2010 sendte Forsknings- og Innovationsstyrelsen et krav mod klageren vedrørende statslån til inddrivelse hos SKAT.

Det fremgår af ”Skema til overgivelse af restancer”, at klageren anerkendte at have modtaget lånet, men bestred, at han var forpligtet til at betale det tilbage. Forsknings- og Innovationsstyrelsen oversendte sagen til inddrivelse, da klagerens indsigelser blev afvist.

Forsknings- og Innovationsstyrelsen medsendte følgende bilag:

Anmodningen om eftergivelse er et udfyldt ”Skema til anmodning om gældseftergivelse hos [virksomhed1] A/S”. Skemaet er underskrevet, men udateret. I skemaet oplyses lånets hovedstol til 125.000 kr. og som årsag til anmodning er anført følgende:

”Da vi i forbindelse med opstart var blevet gjort bekendt med retten til, jævnfør innovationslovens bestemmelser, at overdrage ejerskabet til innovationsselskabet for derigennem at blive eftergivet lån og støttekapital såfremt projektet ikke kunne realiseres med positivt afkast. Uvist at hvilken årsag er sagen aldrig blevet behandlet og derfor er vedlagt følgende anmodning og bilag fra 2002

Bilag nr. 1. – anmodning om gældseftergivelse af d. 24. juni 2002

Bilag nr. 2. – anmodning om gældseftergivelse af d. 1. aug. 2002

Bilag nr. 3. – anmodning om gældseftergivelse af d. 19. okt. 2002”

Anmodningen om gældseftergivelse af 1. august 2002 er et brev fra klageren til [virksomhed1] A/S. Af brevet fremgår blandt andet følgende:

”...

Svar.: Dette er ingenlunde tilfældet, jeg har hele tiden vedstået at der blev udstedt et personligt lån til både min bror og mig. Lånene skulle alene bruges til stiftelse af holdingselskaber som ifølge [virksomhed1] ville være den bedste løsning. Samtidig skulle pengene kun vende på vores konto for derefter at gå direkte ind i driftsselskabet [virksomhed2] ApS. og således var lånene alene kontoflytninger for at sikre den juridiske proces...

Omkring forespørgslen den 27. juni, så var det allerede ved forhandlingerne en helt klar aftale, at lånet og det øvrige arrangement omkring projektkapital ville blive eftergivet såfremt projektet ikke blev kommercialiseret – eneste krav fra [virksomhed1] side var at anmodningen om eftergivelse skulle ske skriftligt og det fik I.

...

6.I dit sidste afsnit refererer du endnu engang til at I kan eftergive lån såfremt jeg fremsender et skema til anmodning om eftergivelse...

Svar.: Jeg står lidt uforstående overfor dette – jeg har tidligere overfor jeg (som du selv refererer til) skrevet til Jer og anmodet om eftergivelse, som I krævede!

Såfremt I ønsker endnu engang at modtage en anmodning, så er den hermed indstillet ...

”Da vores fælles forprojekt ”[virksomhed2] ApS” som bekendt er erklæret konkurs med det resultat, at hele projektkapitalen må anses for tabt og hele projektet således har været uden vinding for nogen parter, tværtimod har jeg personligt måtte kautionerer for selskabet overfor eksterne leveraner – så vil jeg gerne anmode om en gældseftergivelse på det lånedokument hvor jeg, til stiftelse af et personligt selskabet, af den godkendte forprojektkapital på kr. 750.000,- fik tildelt en personlig andel på kr. 125.000,- som i henhold til aftalen udelukkende skulle forestå til indskudskapital i driftsselskabet.”

...”

Ved brev til [virksomhed1] A/S af 19. oktober 2002 fremsendte klageren yderligere dokumentation for indgåede forlig med øvrige kreditorer.

Den 23. juli 2010 orienterede Forsknings- og Innovationsstyrelsen klageren om, at sagen vedrørende personligt lån hos [virksomhed1] A/S den 5. juli 2010 var videregivet til SKATs Inddrivelsescenter.

I en mail af 24. juli 2010 svarede klageren Forsknings- og Innovationsstyrelsen således:

”Jeg har d.d. modtaget et anbefalet brev hvori det fremgår at Forsknings- og Innovationsstyrelsen har overdraget ovenstående sagsnr. [...] til inddrivelse hos Told og Skat!

Du skriver i brevet at det er sket i forlængelse af brev af d. 5 november og igen af d. 18 januar 2010 - Men jeg har aldrig modtaget et brev af d. 18 januar og vil hermed anmode om at dette brev fremsendes igen.

Med baggrund i telefonsamtale med [navn udeladt] tilbage i januar måned 2010, så har jeg allerede har fremsendt og svaret fyldestgørende på Jeres anmodning, om bilag og ansøgning om eftergivelse jævnfør innovationsloven (se bilag), uden dog at have modtaget yderligere respons. Så derfor står jeg temmelig uforstående overfor at sagen ikke er afsluttet men nu overdrages på trods af Jeres egen tilsagn om det modsatte!

Af hensyn til det videre forløb, så er dokumentation – jævnfør tidligere fremsendt – vedhæftet denne mail og ligeledes er denne mail sendt til både Skat, [navn udeladt] og min juridiske rådgiver.”

I en mail af 3. august 2010 skrev Forsknings- og innovationsstyrelsen blandt andet følgende til klageren:

”...

For så vidt angår din udtalelse i mailen om, at vi eller andre skulle have givet tilsagn om, at sagen skulle være afsluttet må dette desværre bero på en misforståelse.

[Navn udeladt], [virksomhed1] skrev i en mail den 13. januar 2010 til dig: ”Vedlagt som aftalt skema til anmodning om gældseftergivelse, som du venligst bedes udfylde så godt det lader sig gøre. Herefter vil sagen blive behandlet og forhåbentlig afsluttet til alles tilfredshed.”

De oplysninger, som du har fremsendt sammen med anmodningen om gældseftergivelse, herunder årsopgørelse fra 2001, er efter [virksomhed1]s og Forsknings- og Innovationsstyrelsens vurderinger ikke er tilstrækkelig til at danne grundlag for gældseftergivelse. Derfor har Forsknings- og Innovationsstyrelsen sendt din sag videre til SKAT med henblik på inddrivelse af gælden

...”

Ved brev af 18. november 2010 meddelt klageren SKAT, at han ikke mente at have gæld til Forsknings- og Innovationsstyrelsen og henviste til brev af 24. juni 2002 til [virksomhed1] A/S.

Den 1. februar 2011 videresendte SKAT klagerens henvendelse til Forsknings- og Innovationsstyrelsen med anmodning om, at de tog stilling til klagen.

Ved brev af 10. juni 2011 fastholdt Forsknings- og Innovationsstyrelsen kravet. Styrelsen oplyste, at de havde forelagt sagen for Kammeradvokaten, som vurderede, at styrelsens krav (både mod klageren og mod andre tilsvarende låntagere) var retskraftige og måtte følge de almindelige principper og regler for inddrivelse af gæld til staten. Der var vedhæftet et uddrag af Kammeradvokatens vurdering af 25. maj 2011 vedrørende klageren, hvoraf blandt andet fremgår følgende:

”2.2.Sagens retlige grundlag og min vurdering

I første omgang er spørgsmålet, om styrelsens krav mod [person1] om tilbagebetaling af lånet er forældet.

Lånet til [person1] er udstedt den 14. august 2000. Forældelse efter de tidligere forældelsesregler ville indtræde 20 år efter stiftelsen, dvs. den 14. august 2020, jf. Danske Lov 5-14-4. Forfaldne renter af lånet ville imidlertid – uanset hovedstolen – forælde selvstændigt 5 år efter forfaldstidspunktet, jf. § 1, stk. 1, nr. 2, i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.

Ved brev af 13. juni 2002, hvorved [virksomhed1] påmindede [person1] om gælden i henhold til det personlige lån, blev forældelsesfristen afbrudt i overensstemmelse med Danske Lov 5-14-4. Retsvirkningen af afbrydelsen var, at der begyndte en ny 20-års forældelsesfrist fra afbrydelsestidspunktet, dvs. en frist, der efter de tidligere regler ville løbe til den 13. juni 2022.

Som nærmere beskrevet ovenfor i afsnit 1.2, trådte lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer (forældelsesloven) i kraft den 1. januar 2008, om forældelsesloven gælder for kravet mod [person1], jf. lovens § 30, stk. 1, 1. pkt.

Af lovens § 30, stk. 3, fremgår, at afbrydelsen i overensstemmelse med DL 5-14-4,der skete ved påmindelsen til [person1] den 13. juni 2002, har virkning efter forældelsesloven.

På den baggrund indtræder forældelse af lånet til [person1] efter de nye forældelsesregler 10 år efter afbrydelsen den 13. juni 2002, dvs. den 13. juni 2012, jf. forældelseslovens § 30, stk. 3, jf. § 6, stk. 1. Kravet mod [person1] er således ikke forældet.

På den baggrund er det min vurdering, at styrelsen – som har samme ret som [virksomhed1], jf. gældsbrevslovens § 27 – som udgangspunkt har et retskraftigt krav om [person1] på 125.000 kr. ekskl. renter, som kan inddrives via SKAT, herunder reglerne om eftergivelse efter lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det bemærkes afslutningsvis, at den tidligere praksis ved [virksomhed1] med hensyn til gældseftergivelse, indgåelse af forlig m.v. ikke kan føre til et andet resultat.”

Den 19. september 2011 sendte klageren en mail til Innovationsstyrelsen med følgende indhold:

”Vedr. sags nr. [...] – Med henvisning til dit brev af d. 13. september 2011 til min advokat [navn udeladt] som svar på dennes brev af d. 16. august 2011, så vil jeg med dette anmode om at sagen genovervejes med henblik på at der kan findes en mindelig ordning på denne ulykkelige sag!

Det er med stor beklagelse at hele sagen om opstart og udvikling af en banebrydende ide – nu står overfor at ende i et spørgsmål om manglende bevisbyrde grundet en del åbenlyse misforståelser...

Du tilkendegav i afslutningen af Dit brev af d. 13. september at sagen kan afsluttes ved at jeg indbetaler hovedstolen på kr. 125.000 – Men, da jeg ikke i skrivende stund er i stand til at løfte et så stort beløb, så vil jeg anmode om at Styrelsen genovervejer mit tilsagn om at kunne erlægge kr. 50.000 kontant mod at der tilskrives renter i perioden siden forligstidspunktet 2002 og alternativt, at den resterende andel på kr. 75.000 evt. tilskrives som renter og at vi indgår en afdragsordning på rentebeløbet...

Afslutningsvis skal det bemærkes at jeg aldrig har udnyttet rentefradraget overfor skat – i en overbevisning om at sagen ville blive gældseftergivet grundet manglende kommercialisering som også stod skrevet i Innovationsloven af 2002.

...”

Den 15. juli 2012 sendte klageren et brev til SKAT Inddrivelsescentret med følgende indhold:

”Med henvisning til Deres svar skrift af den 9. juli 2012 hvor der henvises til en orientering fremsendt til inddrivelsescentret hvoraf det skulle fremgå, at der tilbage d. 20. juni 2011 er faldet afgørelse om at kravet opretholdes, så fremgår det ligeledes klart af samme redegørelse udarbejdet af statsadvokaten d. 25. maj 2011 at sagen – uanset om kravet er retsgyldigt eller ej og jævnfør forældelseslovens § 30, stk. 3, jf. 6, stk. 1 – vil falde for forældelse d. 13. juni 2012.

Da det samtidig nu kan bevises, jævnfør sagens akter, at der i hele sagens forløb, fra styrelsen og/eller inddrivelsescentret, er tilbageholdt vigtig information som dokumenterer at undertegnede har handlet i god tro, så vil jeg naturligvis forbeholde mig retten til at indgive en klage til ombudsmanden med netop fokus på det faktum at der i sagens forløb, beviseligt, er tilbageholdt vigtige information overfor både undertegnede og min juridiske rådgiver.

Med baggrund i ovenstående og det faktum, at der jævnfør statsadvokatens egen redegørelse om forældelse, ikke længere er grundlag for at opretholde kravet, så anser jeg sagen som afsluttet.”

Den 14. december 2012 meddelt SKAT klageren, at de ville trække i hans indkomst som betaling på gælden til Forsknings- og Innovationsstyrelsen.

Skatteankestyrelsen har under sagens behandling anmodet SKAT om dokumentation for, at forældelsen blev afbrudt ved påmindelse om gælden den 13. juni 2002. SKAT har oplyst, at der ikke er yderligere materiale, dvs. ingen årsopgørelse for 2002.

SKATs afgørelse

Klagerens gæld til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Miljø er ikke anset for forældet.

Klageren erkendte gælden i mail af 19. september 2011. Forældelse af kravet løber fra erkendelsesdatoen den 19. september 2011, jf. forældelseslovens § 15.

SKAT har i en udtalelse i anledning af klagen oplyst, at afgørelsen efter en fornyet gennemgang af sagen fastholdes.

Efter reglerne i forældelseslovens § 5 forældes fordringer med særligt retsgrundlag, som f.eks. en dom eller et underskrevet gældsbrev efter 10 år. Forældelse der er afbrudt efter en tidligere gældende regel, har samme virkning som en afbrydelse efter den nye forældelseslov.

Forældelsen blev afbrudt ved kreditors påmindelse om gælden den 13. juni 2002.

Efter forældelseslovens § 15 kan forældelse også afbrydes af skyldner.

Klageren har ved sine gentagne henvendelser til Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser om eftergivelse af gælden ved sin handlemåde erkendt hovedstolen på gælden. Klageren mener, at gælden skal eftergives, men han erkender ved flere lejligheder at have lånt beløbet.

I mail af 24. juli 2010 bekræfter klageren, at han har indsendt en ansøgning om eftergivelse af gælden. Ansøgningsskemaet er udateret, men er underskrevet af klageren, og hovedstolen på 125.000 kr. er oplyst i skemaet. Klageren har med sin underskrift på skemaet erkendt hovedstolen, hvilket har afbrudt forældelsen.

Efterfølgende er forældelsen afbrudt ved SKATs afgørelse om lønindeholdelse af 14. december 2012.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, klagerens gæld til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Miljø er forældet.

Det fremgår af Kammeradvokatens redegørelse af 25. maj 2011, at fordringen på det tidspunkt ikke var forældet, men at der ville indtræde forældelse efter de nye forældelsesregler 10 år efter afbrydelsen den 13. juni 2002, dvs. den 13. juni 2012.

Klageren har ikke erkendt sine forpligtelser efter den 13. juni 2012. Forældelsen er ikke afbrudt efter forældelseslovens § 15, da klageren hverken i ord eller gerning har givet udtryk for, at gælden skulle eksistere – hverken udtrykkelig eller i mere uforpligtende vendinger. Klageren har tværtimod stædigt og vedholdende argumenteret for, at der ikke var noget skyldforhold, og at han blev behandlet uretfærdigt og afvigende fra hans medskyldner og andre tilsvarende sager.

Det offentlige har derfor som kreditor ikke haft føje til at antage, at der ikke skulle være nogen tvist om kravet. Det afspejler sig også i, at man i maj 2011 lod Kammeradvokaten arbejde med sagen. Sagens omfang og de mange skrivelser om indhold og jura afspejler også, at kravet uden afbrydelse har været bestridt fra første færd. Det gælder både før fristens udløb den 13. juni 2012 og efter fristens udløb.

I den meget omfangsrige korrespondance findes der ikke nogen udtrykkelig skriftlig skylderkendelse. Sagen har selvfølgelig været nævnt og omtalt på kryds og tværs, men det kan ikke tages som udtryk for en erkendelse. Det kan ikke være sådan, at den tavse skyldner, der lader hånt om alle henvendelser fra det offentlige, skal opnå en bedre retsstilling end den pæne borger, som argumenterer for sit synspunkt og besvarer henvendelser fra det offentlige med en afvisning af kravet.

Det afgørende må være, hvorvidt det offentlige kan tage brevvekslingen som udtryk for en egentlig skylderkendelse, hvilket ikke er tilfældet.

Det bestrides, at klageren anerkendte skylden ved mail af 19. september 2011. Det fremgår udtrykkeligt af såvel mailen som den bagvedliggende korrespondance, at klageren bestrider kravet.

Klageren har heller ikke som led i korrespondancen efter forældelsesfristens udløb indledt forhandlinger med kreditor om en afdragsordning. SKAT har tilkendegivet, at man ville foretage lønindeholdelse, men klageren har hverken tilbudt og indgået nogen betalingsordning. Omtalen i brev af 9. juli om, at der skulle være indgået en afdragsordning den 31. maj, er direkte misvisende.

Klageren konstaterede allerede den 15. juli 2012, at kravet var forældet.

Forældelseslovens § 15 kan ikke fortolkes så vidtgående, at enhver kommunikation med fordringshaveren og enhver tilkendegivelse fra kreditor om en afdragsordning kan validere en ”udtrykkelig” erkendelse eller en sådan ”handlemåde” fra klagerens side, at den genopliver skyldforholdet, efter at forældelse er indtrådt.

Der påhviler den offentlige myndighed en skærpet forpligtigelse til ikke at snigløbe borgeren med at holde konversationen i gang med den tilslørede hensigt, at man efterfølgende kan påberåbe sig dette som en afbrydelse af forældelsen.

Det er særligt belastende for det offentlige, at Kammeradvokaten året før har konstateret, at der ville indtræde forældelse pr. 13. juni 2012. SKAT har haft al mulig grund til at sørge for, at sagen blev indbragt for en retlig instans inden forældelsesfristens udløb.

Domstolene vil helt sikkert skærpe kravene til agtpågivenhed, klarhed og præcision fra det offentliges side, hvis man vil påberåbe sig, at dialogen med borgeren i den kritiske periode har opbygget en sådan situation, hvor man kan sparke benene væk under borgeren og påberåbe sig afbrydelse af den forældelse, som man selv har fået Kammeradvokaten til at redegøre for.

Bevisbyrden påhviler alene det offentlige, og sagsforløbet kan ikke betegnes som et pragtstykke af god adfærd fra det offentlige. Mange væsentlige sagsakter blev således ikke udleveret til klageren på rette tid og måde, men dukkede først op langt senere, da klageren forfulgte sit synspunkt om, at der ikke var belæg for at gøre fordringen gældende.

Renter og gebyr er underlagt en 3 års forældelse, også selv om der er tale om sager med længere forældelsesforløb.

Skatteankestyrelsens afgørelse

§ 30, stk. 1, i lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer (forældelsesloven), som trådte i kraft den 1. januar 2008, har følgende ordlyd:

”Loven finder anvendelse også på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden ikrafttrædelsesdagen er forældet efter de hidtil gældende regler, jf. dog stk. 2 og 4. Forældelse indtræder dog tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet såvel efter denne lovs bestemmelser som efter de hidtil gældende bestemmelser. I det sidstnævnte tilfælde anvendes det seneste tidspunkt for forældelsens indtræden.”

Indtil den 1. januar 2008 var spørgsmålet om forældelse af gælden til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Miljø for så vidt angår hovedstolen reguleret i Danske Lov 5-14-4, da der er udstedt gældsbrev for gælden. Efter Danske Lov 5-14-4 gjaldt en forældelsesfrist på 20 år, der blev regnet fra fordringens stiftelse, og som blandt andet kunne afbrydes ved, at fordringshaveren påmindede skyldneren om gælden, og ved skyldnerens erkendelse af gælden.

Ifølge låneaftalen er fordringen stiftet den 14. august 2000. Den 20 årige forældelsesfrist skal således regnes derfra.

Det fremgår af sagens oplysninger, at [virksomhed1] A/S den 13. juni 2002 sendte klageren en påmindelse om gælden. SKAT har oplyst, at det ikke er muligt at fremlægge dokumentation for påmindelsen. Det er imidlertid ikke bestridt, at klageren har modtaget en påmindelse om gælden af 13. juni 2002 – og det lægges derfor til grund, at forældelsesfristen blev afbrudt ved, at fordringshaveren sendte en påmindelse om gælden til klageren den 13. juni 2002. Der løber herefter en ny 20-årig forældelsesfrist.

Efter Danske Lov 5-14-4 ville gælden derfor tidligst forælde den 13. juni 2022. Gælden var således ikke forældet efter Danske Lov 5-14-4 inden ikrafttrædelse af forældelsesloven. Forældelsesloven finder derfor anvendelse, og forældelse af gælden indtrådte tidligst den 1. januar 2011, jf. forældelseslovens § 30, stk. 1.

Af forældelseslovens § 2, stk. 1, § 3, stk. 1, § 5, stk. 1, nr. 1, § 15, § 18, stk. 4, § 19, stk. 1 og § 30, stk. 3, fremgår følgende:

”§ 2. Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

§ 3. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

§ 5. Forældelsesfristen er 10 år,

1) når der er udstedt gældsbrev for fordringen,

§ 15. Forældelsen afbrydes, når skyldneren over for fordringshaveren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin forpligtelse.

§ 18. (...)

Stk. 4.Forældelsen afbrydes ved restanceinddrivelsesmyndighedens underretning til skyldneren om afgørelse om indeholdelse i løn m.v.

§ 19. Når forældelsen afbrydes, løber fra det i stk. 2-6 fastsatte tidspunkt en ny forældelsesfrist, hvis længde bestemmes efter reglerne i denne lov.

§ 30. (...)

Stk. 3. Afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, har virkning som afbrydelse efter denne lov, selv om den ikke er sket på den i loven foreskrevne måde.”

Forældelsesfristen for klagerens gæld Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Miljø er efter forældelsesloven 10 år, da klageren har underskrevet låneaftalen.

De forældelsesafbrydende skridt, som SKAT har foretaget forud for forældelseslovens ikrafttræden den 1. januar 2008, har også virkning som forældelsesafbrydende skridt efter forældelsesloven, jf. § 30, stk. 3.

Forældelsesfristen for den omhandlede gæld udløb således efter forældelsesloven den 13. juni 2012 og den 13. juni 2022 efter Danske Lov 5-14-4. Gælden er derfor forældet den 13. juni 2012, med mindre forældelsen blev afbrudt inden dette tidspunkt.

Efter forældelseslovens § 15 afbrydes forældelsen, når skyldneren over for fordringshaveren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin forpligtelse.

Af forarbejderne til forældelseslovens § 15 fremgår blandt andet følgende:

“Det foreslås i § 15, at forældelsesfristen på samme måde som efter gældende ret afbrydes, når skyldneren erkender sin forpligtelse over for fordringshaveren.

I forhold til reglen i 1908-lovens § 2, 2. pkt., 1. led, foreslås en vis præcisering, idet det i bestemmelsen angives, at skyldneren kan erkende forpligtelsen ”udtrykkeligt eller ved sin handlemåde”.

Der tilsigtes dog ikke ændringer af gældende retspraksis med hensyn til, hvad der ligger i erkendelsesbegrebet.

Det følger heraf, at en fristafbrydende erkendelse af gælden bl.a. foreligger ved skyldnerens indrømmelse af forpligtelsens eksistens. Erkendelsen skal angå en gældspost af en bestemt størrelse, men det kan ikke kræves, at skyldneren skriftligt og udtrykkeligt anerkender gældens tilblivelse og størrelse, således at der etableres et særligt retsgrundlag efter § 5. På samme måde som efter 1908-loven stilles der således lempeligere krav til skyldnerens indrømmelse af forpligtelsen ved afbrydelse end ved etableringen af et særligt retsgrundlag.

Skyldnerens omtale af eller henvisning til gælden i forbindelse med brevveksling med fordringshaveren vil udgøre en fristafbrydende erkendelse, hvis der ikke er tvivl om, hvilken gæld skyldneren henviser til.

(...)

Det er ikke et krav, at skyldneren udtrykkeligt indrømmer at have en forpligtelse også i skyldnerens handlinger kan der ligge en fristafbrydende erkendelse, jf. formuleringen ”udtrykkeligt eller ved sin handlemåde”.”

Ifølge gældende retspraksis kan en erkendelse ved skyldnerens handlemåde (stiltiende erkendelse) bestå i skyldnerens henvisning til kreditors opgørelse af gælden, når der ikke i forbindelse hermed fremsættes indsigelser mod den eller i øvrigt rejses tvivl om den.

Endvidere er det ifølge litteraturen afgørende for, om der foreligger en skylderkendelse, om skyldneren i ord eller gerning har givet kreditor føje til at antage, at der ikke bestod nogen tvist om kravet, således at kreditor af den grund kunne gå ud fra, at det ikke ville være nødvendigt at iværksætte retsforfølgning, jf. f.eks. Bo von Eyben, Forældelse I, 2003, side 631 ff.

Klageren har gentagne gange anerkendt låneforholdt, men bestridt at være forpligtet til at tilbagebetale lånet.

Klagerens mail til Innovationsstyrelsen af 19. september 2011 må imidlertid efter sit indhold anses for at være en sådan erkendelse af gælden, som har afbrudt forældelsen. Der er herved henset til, at klageren i mailen henviser til låneaftalen og hovedstolen. Klageren anmoder om, at sagen genovervejes med henblik på at der findes en mindelig ordning og klageren foreslår selv en afdragsordning.

Klageren anses med mailen for at have givet kreditor føje til at antage, der ikke bestod nogen tvist om kravet.

Gælden forælder herefter først den 19. september 2021.

Der er efterfølgende truffet afgørelse om lønindeholdelse, hvilket yderligere forlænger forældelsesfristen, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4.

For så vidt angår spørgsmålet om forældelse af de påløbne renter var dette indtil den 1. januar 2008 reguleret i 1908-loven, jf. 1908-lovens § 1, nr. 2. Efter 1908-lovens § 1 gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, og efter 1908-lovens § 2, 2. punktum, gik fordringen fortabt, medmindre fordringshaveren inden fristens udløb enten erhvervede skyldnerens erkendelse af gælden eller foretog retslige skridt mod ham og uden ufornødent ophold forfulgte disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.

Efter forældelsesloven er forældelsesfristen for de påløbne renter 3 år, jf. forældelseslovens § 3.

Sagen indeholder ikke oplysninger om rentespørgsmålet og SKAT har ikke truffet afgørelse vedrørende forældelse for så vidt angår renter.

Det overlades derfor til SKAT som 1. instans at træffe afgørelse om forældelse af renter.

Vi stadfæster herefter SKATs afgørelse om, at klagerens gæld til Ministeret for Videnskab, Teknologi og Miljø - for så vidt angår hovedstolen - ikke er forældet.