Kendelse af 05-11-2014 - indlagt i TaxCons database den 10-01-2015

Klagepunkt

Skatteankenævnets afgørelse

Din opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Ligningsmæssige fradrag

Indkomståret 2008

Fradrag for befordring bopæl/arbejdsplads i henhold

til ligningslovens § 9 C

0 kr.

26.169 kr.

0 kr.

Indkomståret 2009

Fradrag for befordring bo-

pæl/arbejdsplads i henhold

til ligningslovens § 9 C

0 kr.

27.444 kr.

0 kr.

Indkomståret 2010

Fradrag for befordring bo-

pæl/arbejdsplads i henhold

til ligningslovens § 9 C

0 kr.

27.182 kr.

0 kr.

Faktiske oplysninger

Du er tilmeldt folkeregisteret på dine forældres adresse [adresse1], [by1].

Du er ansat som agrarøkonom hos [virksomhed1] I/S, [adresse2], [ø1]. Virksomhedens branche er dyrkning af etårige afgrøder.

Du er ejer af en helårsbolig på [ø1] beliggende [adresse3], [ø1]. Ejendommen er fredet. Du har købt ejendommen i 2002 af din mor. Ejendommen har oprindelig tilhørt dine bedsteforældre.

Vandforbruget på ejendommen har været 68 m3 pr. år i årene 2006 – 2009.

Du har fra købet af ejendommen i 2002 og frem til og med 2010 fratrukket befordringsudgifter mellem [adresse1], [by1], og arbejdspladsen på [ø1].

Du har oplyst, at du bor hos dine forældre i en lejet lejlighed i [by1], men arbejder på [ø1], hvor du bor 5 dage pr. uge. Lejligheden er på 100 m2 med en stor overbygget altan. Du har et værelse i lejligheden.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har ikke anset dig for berettiget til fradrag for befordring bopæl/arbejdsplads i henhold til ligningslovens § 9 C med henholdsvis 26.169 kr., 27.444 kr. og 27.182 kr. for indkomstårene 2008 – 2010 inkl.

Ligningslovens § 9 C omhandler fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads.

Begrebet sædvanlig bopæl er fastlagt gennem en lang praksis. I tvivlstilfælde foretages fastlæggelse af den sædvanlige bopæl ud fra en vurdering af, hvor personen har centrum for sine livsinteresser. Fastsættelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregisteret.

Du har gjort gældende, at din sædvanlige bopæl er dit værelse hos forældrene i [by1].

Din folkeregisteradresse er [by1], og din bolig på [ø1] er en helårsbolig.

Ud fra dit arbejde og boligforhold, herunder

at du har arbejdet hos [virksomhed1] I/S på [ø1] ikke alene i 2008 – 2010, men også tidligere,
at du alle ugens hverdage, bortset fra ferie og lignende, arbejder på [ø1],
at din bolig på [ø1] er en helårsbolig med et normalt forbrug af vand og varme,

er din sædvanlige bolig ejendommen på [ø1], som også er centrum for dine livsinteresser.

Du kan alene af den grund ikke fratrække befordring mellem [by1] og dit arbejde på [ø1].

Det bemærkes i øvrigt, at afstanden mellem [by1] og dit arbejde på [ø1] er en ekstraordinær lang afstand, hvorfor der må stilles skærpede krav til sandsynliggørelse af antallet af gange med befordring, herunder for dine udgifter til brændstof og færge. Du har ikke gemt kvitteringer til sandsynliggørelse af dette.

Din opfattelse

Din repræsentant har nedlagt påstand om, at du anses for berettiget til fradrag for befordring bopæl/arbejdsplads i henhold til ligningslovens § 9 C med henholdsvis 26.169 kr., 27.444 kr. og 27.182 kr. for indkomstårene 2008 – 2010 inkl.

Du arbejder på [ø1] og bor hos dine forældre i weekender og nogle gange også i noget af ferien. Det er muligt, at boligen efter skatteankenævnets mening er din sædvanlige bolig og centrum for dine livsinteresser, hvilket imidlertid ikke er rigtigt, idet dine livsinteresser er i [by1]. Du interesserer dig meget for musik og går til mange koncerter, hvilket du ikke kan gøre på [ø1], hvorfor du går til så mange som muligt, når du er i [by1]. Du lægger endvidere ferie efter mange af disse koncerter.

Du bor hos dine forældre og arbejder på [ø1]. Du har et helårshus på [ø1]. Du hjælper dine forældre meget. Din mor har været syg to gange i de omhandlede år og har været syg igen i 2014. Din far har i 2014 opholdt sig ca. 140 dage på [ø1]. Der er tale om et fredet bondehus med stråtag beliggende i [by2]. Du arbejder også i [by2].

Du er agrarøkonom inden for landbrug. [virksomhed1] I/S, som du er ansat hos, driver landbrug, entreprenørvirksomhed, redningskorps m.v. Der er ca. 120 ansatte. Da du blev ansat, var der 10.

Med hensyn til kvitteringer er det din repræsentants fejl, at disse ikke er gemt. Når man køber, får man et lille papkort (I køber det i fællesskab og rejser alle på det), man taster nummeret ind og får en kassebon, hvor skriften forsvinder efter kort tid.

Din repræsentant har haft det med til skattekontoret lokalt, når hun har fået hjælp, men har smidt det ud, når det var godkendt, hvilket jo nu viser sig at være dumt.

Alle andre papirer havde din repræsentant også destrueret, men måtte få dem via bank m.v., det kunne jo ikke lade sig gøre med billetter m.v.

Det bemærkes, at din repræsentant nu indbetaler 2.000 kr. pr. måned, så du stadig kan komme ind til dine forældre, hvilket jo ellers er meget dyrt.

Det bemærkes endvidere, at du fortsat søger inden for dit fag, men at det er meget svært, idet man jo benytter sig af udenlandsk arbejdskraft, idet disse er billigere. Man opfordrer til at tage en dyr uddannelse, men vil ikke lønne efter den. Derfor er du nødsaget til at blive i dit job på [ø1], men du har søgt i alle årene. Efterhånden er uddannelsen måske nok forældet.

Du tog dig meget af din mormor på [ø1], indtil hun døde i 2011. Du har først måttet tage dig af dine bedsteforældre og nu af dine forældre. Byfo, Foreningen for ejere af private fredede ejendomme i Danmark, der er beliggende bag [...], tager sig nu af ejendommen på [ø1], der er fredet. Det værste er, at forholdene ikke kan bevises. Billetter til færger og tog er smidt for tidligt ud. Skriften på sådanne billetter forsvinder efter nogen tid.

Sagen står og falder med bevismulighederne. Man kan ikke få kopier af billetter. Det er udelukkende befordringsspørgsmålet, der er påklaget til Landsskatteretten. Du har købt ejendommen på [ø1] af din mor som sommerhus, men huset har helårsstatus. Det er billigere for dig end at leje noget andet. Det er svært at få noget andet arbejde inden for landbruget.

Du tager til Sjælland fredag eftermiddag og tilbage til [ø1] søndag aften. Du bor i huset på [ø1] de fem hverdage (arbejdsdage) hver uge. Du går til mange ting i [by3], koncerter og lignende. Somme tider arbejder du på [ø1] i weekenden og har derefter fri 1 – 2 hverdage, der tilbringes i [by3]. Du har ingen fritidsinteresser på [ø1]. Der ville være 15 – 20 km´s kørsel til nogle fritidsinteresser på [ø1], hvilket udelukker brug heraf på [ø1]. Din far bor i [by1], men opholder sig somme tider på [ø1], da han får stærk medicin. Han er aldrig blevet rigtig rask. Det er weekendtransport med tog eller bil, der er trukket fra.

Din far, der nu er 75, kunne ikke køre bil i 2009, da han fik stærk medicin. Du har kørt både i din egen bil og i din mors bil og har garage i [by1]. Din mor har ikke kørekort. Din far kan ikke køre bil nu. De måtte sige nej til et tilbud om et rækkehus i [by1], da din far var syg. Du har et værelse i lejligheden i [by1] og forældrene et værelse i huset på [ø1]. Du køber ind for dine forældre. Din mor kan ikke købe ind på grund af sygdom.

Du har først overtaget en bil i 2009, idet din mor forsøgte at sælge den, idet der blev købt en ny i 2008, hvori din far kunne have en kørestol. Han kom hjem i kørestol, men ved ihærdig træning er han heldigvis i stand til selv at gå enten med rollator eller krykkestokke. Dog meget korte distancer. I denne periode er det dig, der har kørt i bilerne, idet de jo helst skulle køre begge to. Du har dog ligeså ofte taget toget frem og tilbage.

Både du og din mor har stået på registreringsattesten.

Problemet er, at når du har lavet selvangivelsen, har din mor været ved skattevæsenet i [by1] og fået den godkendt, og du har derfor troet, at alt var i orden. Alle papirer blev derfor smidt væk. Alt har kunnet fremskaffes i kopi, dog ikke billetter, selv om det er forsøgt.

Du troede, at når det var godkendt, var det i orden, hvilket jo så ikke er tilfældet.

Det beløb, du trak fra i transport, blev altid forhøjet fra skattevæsenets side, hvorfor ved du ikke.

Du kan kun endnu engang fremkomme med, at du kun arbejder på [ø1] og ellers er i [by1]. Du har søgt og søger stadig arbejde på Sjælland, men det er ikke til at få noget. Man bruger og har i mange år brugt billig arbejdskraft fra udlandet.

Efter din fars mange operationer har han flere perioder, hvor han må tage stærk medicin. I de perioder kan han ikke køre bil (hvilket jo er ulovligt), og i de perioder hjælper du jo yderligere, når du er hjemme. Din mor kan grundet tidligere kræftsygdom ikke selv bære ret meget, så det hænger jo på dig. Derfor er du utrolig frustreret over, at man ikke tror, at du er i [by1] hver uge, hvilket jo er tilfældet. Kunne du få job på Sjælland, ville det jo være nemmere for dig, men det er fuldstændig umuligt, og man vil jo gerne bestille noget.

Endvidere kan du oplyse (selv om det jo ikke direkte har noget med sagen at gøre), at du i 2011 arbejdede på en anden måde, idet der dels var en lang frostperiode, og din mormor døde i det forår. Du rejste ikke så meget i den periode (din far var på [ø1] flere måneder for at støtte dig).

Normalt har du set en del efter din mormor. En gang om ugen handlede du for hende, og søndag aften, når du kom hjem, kørte du ind til hende for at se, om der var noget, der skulle gøres.

Du kontaktede SKAT for at høre, hvordan du skulle forholde dig vedrørende transport, da det ville blive færre gange. Du har forsøgt at ringe, uden at nogen kunne hjælpe. Du har skrevet uden at få svar, og du har sendt mails uden svar. Din mor tilbød derfor at betale 2.000 kr. pr. måned, idet du jo havde svært ved at klare dig uden fradrag, så det er hende, der betaler for din transport. Det er ordnet på den måde, da I ikke kunne få svar.

Du arbejder på [ø1] og er hjemme så meget som muligt. Med hensyn til vand- og varmeforbrug er det meget svingende, idet din far i lange perioder er hos dig, hvor det så vil være større.

Din livsinteresser er ikke på [ø1], hvis det er det, som du har interesse for.

Du hører meget musik og samler plader (kan overhovedet ikke købe plader på [ø1]), går meget til koncerter, der er næsten aldrig en på [ø1]. Endvidere går du en del til opera, det er der heller ikke på [ø1]. Du går meget til udstillinger med kunst m.v., det er der heller ikke. Herudover læser du meget og køber derfor mange bøger (der er ikke en boghandel på [ø1]), og du køber næsten aldrig på nettet, du vil se, hvad det er.

Du arbejder godt nok på [ø1], idet du ikke har kunnet få job på Sjælland, men søger stadig. Alternativet er offentlig forsørgelse, som du ikke vil.

Huset er sommerhus med helårsstatus (det har næsten samtlige huse på [ø1]).

Spørgsmålet om brændstofudgifter har ikke været nævnt før. Der henvises til de indsendte kontoudtog. Det er dem, du har kunnet få fat i. Du har en fælleskonto med din mor i Forbrugsforeningen, hvor du også køber tøj, bøger, plader og meget andet med procenter. De køb, der ikke er dine, er streget over. Der er tale om en fælles konto og to forskellige kortnumre.

Ellers køber du benzin på dit mastercard. Det ved du, at din mor også gør, men i de omhandlede år kørte dine forældre næsten ikke på grund af din fars sygdom. Du har også rejst meget med tog, men dokumentation kan ikke fremskaffes. Du har før haft dokumentation med til skattevæsenet i [by1].

Du forstår ikke meget af det, det offentlige skriver. Derfor har din mor hjulpet med fradrag for hus, det andet kan du godt selv klare. Nu tager Byfo sig af huset. Så nu skal din mor kun skrive dine kladder rene. De kan være næsten umulige at læse.

Landsskatterettens afgørelse

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Ved fastsættelsen af denne takst lægges udgiften til befordring med bil til grund.

Fradrag kan dog kun foretages for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km.

Udgør befordringen pr. arbejdsdag til og med 100 km, beregnes fradraget med den kilometertakst, Skatterådet fastsætter. For befordring herudover beregnes fradraget med 50 pct. af den fastsatte kilometertakst.

Dette følger af ligningslovens § 9 C, stk. 1, stk. 2 og stk. 3, 1. pkt. (lovbekendtgørelse nr. 1365 af 29. november 2010).

Efter praksis gives der kun fradrag i det omfang, hvor befordringen rent faktisk foretages. Der kan således ikke beregnes fradrag for fridage, sygedage og helligdage.

Er afstanden mellem bopæl og arbejdsplads usædvanlig lang, påhviler det efter praksis skatteyderen at dokumentere eller sandsynliggøre, at befordringen rent faktisk er foretaget. Dette kan ske ved fremlæggelse af arbejdssedler, lønsedler, brændstofkvitteringer, billetter til offentlige transportmidler m.v.

Ved afgørelsen må det lægges til grund, at du har arbejde på [ø1], at du har et hus på [ø1] og er dér det meste af tiden. Endvidere må det lægges til grund, at du ikke kan dokumentere dine udgifter.

Du må derfor anses for at have sædvanlig bopæl på [ø1].

Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes derfor.