Kendelse af 09-03-2015 - indlagt i TaxCons database den 18-04-2015

Faktiske oplysninger

Det fremgår af klagerens R75, at der er selvangivet renteudgifter med 240.000 kr. i indkomstårene 2009 og 2011. De selvangivne renteudgifter af pantebreve/anden gæld er steget med 240.000 kr. Der fremgår følgende af R75 for indkomståret 2009:

”Renteudgifterne i rubrikkerne 41, 42, 44 og 117, er samlet 240.000 kr. større end det, SKAT har fået oplyst.”.

Klageren blev ved dom af 10. marts 2004 dømt af en finsk byret, sammen med en medtiltalt i sagen, til at betale en erstatning på 500.000 USD til selskabet [virksomhed1] Ltd som følge af groft bedrageri. Det fremgår af dommen, at der i forvejen var betalt 16.819 euro. Derudover var der betalt værdi af pant på 21.864 euro. Disse beløb kunne fratrækkes de 500.000 USD. Klageren ankede dommen til landsretten.

Det fremgår af retssagen ved landsretten, at klageren sammen med en anden person havde forhandlet et lån på 500.000 USD til [virksomhed2] Ltd.[virksomhed1] Ltd bevilligede lånet den 5. december 1995, der ifølge det oplyste skulle anvendes til forretningstransaktioner mellem Kasakhstan og et amerikansk selskab vedrørende olie- og mineteknologi. I forbindelse med lånet havde klageren stillet selvskyldnerkaution. Klageren gjorde ved landsretten gældende, at selvskyldnerkautionen var ophørt, da [virksomhed1] Ltd havde forsømt at gøre sin fordring gældende inden den 15. december 1997.

Landsretten stadfæstede byrettens dom den 28. februar 2007 men fastslog, at klageren ikke havde underskrevet gældsbrevet, der var udfærdiget den 5. december 1995. Han havde dog stillet selvskyldnerkaution for lånet, der i henhold til gældsbrevet var optaget i [virksomhed2] Ltd’ navn. Klageren havde i kautionsdokumentet tilkendegivet, at han var medejer af [virksomhed2] Ltd., samt at den aftalte gæld til [virksomhed1] Ltd, i alt 2.500.000 USD, var en rimelig godtgørelse for et lån på 500.000 USD, hvis lånetid var én uge.

Den 26. september 2008 blev klageren indkaldt til møde i fogedretten på anmodning fra [virksomhed1] Ltd vedrørende et udlæg for 5.339.440,20 kr. inkl. retsafgift. Klagerens finske advokat bekræftede i den forbindelse til klagerens danske advokat, at der var tale om en erstatning som følge groft bedrageriog ikke som følge af ansvar på grund af selvskyldnerkautionen.

Af tingbogsattesten for klagerens ejendom fremgår, at der den 9. oktober 2008 blev foretaget udlæg med en hovedstol på 5.339.440 kr. og en rentesats på 0 %. Kreditor var [virksomhed1] Ltd

Klageren har indsendt en kopi af en opkrævning fra [finans1] dateret den 22. februar 2013. Heraf fremgår, at lånet er baseret på inkonvertible obligationer, at obligationsrenten udgør 2 %, at lånerenten udgør 0,3914 %, at perioden vedrører 1. januar til 31. marts 2013, at restløbetiden er på 24,75 år, at hovedstolen udgør 551.300 kr., at terminsbetalingen udgør 5.772 kr., og at den nye restgæld herefter udgør 482.921 kr.

Derudover har klageren indsendt en side, hvor der fremgår følgende:

”The interest according the § 4.1 referred in the judgment of the city court is:

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for renteudgifter med 240.000 kr. i indkomstårene 2009 og 2011.

Klageren har haft gæld til selskabet [virksomhed1] Ltd SKAT har ikke anset det for dokumenteret, at renteudgifterne i forbindelse med gælden er betalt, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1.

SKAT har bemærket, at der normalt kun er mulighed for at ændre skatten et år tilbage, jf. bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, § 1, stk. 1, nr. 4. Både indkomståret 2009 og 2011 er dog reguleret, da der er tale om tilsvarende forhold i begge indkomstår.

SKAT har modtaget dom af 28. februar 2007. Dommen tager alene stilling til, hvorvidt der er tale om groft bedrageri eller medvirken hertil. Derudover har SKAT modtaget kopi af tingbogsattesten samt en kopi af dom af 10. marts 2004.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at der skal godkendes fradrag for renteudgifter med 240.000 kr. i indkomstårene 2009 og 2011.

Klageren har anført, at der var en dokumenteret friværdi i hans bolig i 2007 på 750.000 kr. i henhold til en [finans1] vurdering. Denne friværdi er væk ved fogedrettens godkendelse af [virksomhed1] Ltds udlæg.

Klageren har desuden bemærket, at han ikke selv havde mulighed for at udfylde sin selvangivelse for 2009, da han var frihedsberøvet. Derudover er der ikke fratrukket afdrag på renter med 5.140 euro i 2007. Beløbet fremgår af renteopgørelsen for samme år.

Klageren har fremsendt en renteopgørelse fra hjemmesiden www.[...].dk. Udgangspunktet herfor var en hovedstol på 314.099,67 pr. 5. december 1995. Omkostningerne er sat til 0, og renten er opgjort til og med 2007, hvor saldoen pr. 15. oktober 2007 udgjorde 322.243,75.

Derudover har klageren indsendt endnu en renteberegning, hvor der er refereret til den finske rentelovs § 4, stk. 1. Renten er opgjort for perioden 5. december 1995 – 15. oktober 2007. De samlede renteudgifter er opgjort til 391.871,98 euro.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af ligningslovens § 5, stk. 1, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at renteudgifter kan fradrages i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling. Renteudgifter kan dog først fradrages, når betaling sker, hvis renteudgifter m.v. fra tidligere indkomstår ikke er betalt inden udgangen af indkomståret, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.

Klageren har fratrukket renteudgifter med 240.000 kr. i indkomstårene 2009 og 2011 med henvisning til en dom fra henholdsvis en finsk byret og landsret samt et udlæg i klagerens ejendom som følge heraf. Klageren blev ved dom dømt til at betale erstatning til [virksomhed1] Ltd, som følge af groft bedrageri i forbindelse med optagelse af et lån til klagerens selskab, samt morarenter fra og med 5. december 1995 i henhold til den finske rentelovs § 4, stk. 1.

Det er klageren, der skal dokumentere renteudgifternes eksistens, samt at de fratrukne renteudgifter vedrører henholdsvis indkomståret 2009 og indkomståret 2011. Det er ikke nærmere dokumenteret, hvorledes der er opgjort renteudgifter på 240.000 kr. for henholdsvis indkomstårene 2009 og 2011, at der er tale om forfaldne renter, og det er ikke dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at renteudgifterne er betalt ved udlæg i klagerens ejendom i 2008. Der kan herefter ikke godkendes fradrag for renteudgifter med 240.000 kr. i henholdsvis indkomstårene 2009 og 2011, jf. ligningslovens § 5.

Landsskatteretten stadfæster hermed SKATs afgørelse.