Kendelse af 21-08-2014 - indlagt i TaxCons database den 27-09-2014
Klagepunkt | SKATs afgørelse | Din opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
Indkomståret 2007 Indsætninger på bankkonti anset for skattepligtig indkomst | 616.384 kr. | 84.121 kr. | 146.500 kr. |
Indkomståret 2008 Indsætninger på bankkonti anset for skattepligtig indkomst | 903.878 kr. | 448.858 kr. | 641.378 kr. |
Indkomståret 2009 Indsætninger på bankkonti anset for skattepligtig indkomst | 873.449 kr. | 288.491 kr. | 753.449 kr. |
SKAT har indhentet bankkontoudtog for 2007-2009 fra dine konti i [finans1], [finans2], [finans3], [finans4]/[finans5] og [finans6]. I de pågældende år har du ikke selvangivet skattepligtige indtægter. SKAT har anmodet dig om en redegørelse for diverse indsætninger på dine konti. Du har ikke svaret herpå.
SKAT har udarbejdet en oversigt over de overførsler, der er anset for skattepligtige. Heraf fremgår:
2007
[finans2]:
1 overførsel på 3.000 kr. med teksten ”DB”
1 overførsel på 2.000 kr. med teksten ”OVF DB”
1 overførsel på 25.000 kr. med teksten ”[person1]”
1 overførsel på 4.500 kr. med teksten ”Netbank”
1 overførsel på 5.000 kr. med teksten ”ovf fra [...]”
1 overførsel på 469.884 kr. med teksten ”Overført”
24 overførsler på mellem 2.000 kr. og 15.000 kr., i alt 102.000 kr., med teksten ”ovf fra [...] dan visa”
2008
[finans2]:
1 overførsel på 1.955 kr. med teksten ”Valuta”
1 overførsel på 7.044 kr. med teksten ”Visa 8700,00 sek kort”
1 overførsel på 15.000 kr. med teksten ”[virksomhed1]”
3 overførsler på i alt 9.000 kr. med teksten ”Overført”
1 overførsel på 200.000 kr. med teksten ”ACONTO UD”
1 overførsel på 67.500 kr. med teksten ”aconto lå”
1 overførsel på 19.992 kr. med teksten ”[virksomhed2]”
3 overførsler på i alt 13.368 kr. med teksten ”Indbetalt med check”
1 overførsel på 30.000 kr. med teksten ”Lån privat”
1 overførsel på 159 kr. med teksten ”Indbetalt”
99 overførsler på mellem 190 kr. og 125.000 kr., i alt 539.860 kr., med teksten ”ovf fra [...] dan visa”
2009
[finans2]:
1 overførsel på 6.000 kr. med teksten ”Overført”
1 overførsel på 1.110 kr. med teksten ”[...]”
1 overførsel på 5.000 kr. med teksten ”Overført fra [virksomhed3] ApS”
1 overførsel på 1.000 kr. med teksten ”overført [person2]”
1 overførsel på 158.647 kr. med teksten ”[virksomhed4]”
1 overførsel på 100.000 kr. med teksten ”lån privat”
5 overførsler på i alt 15.286 kr. med teksten ”indbetalt”
2 overførsler på i alt 200.000 kr. med teksten ”kort lån”
1 overførsel på 350 kr. med teksten ”[person2]”
2 overførsler på i alt 20.150 kr. med teksten ”fra [person2]”
1 overførsel på 26.130 kr. med teksten ”overførsel”
1 overførsel på 4.000 kr. med teksten ”[...]”
1 overførsel på 40.000 kr. med teksten ”ref. [...]”
1 overførsel på 11.000 kr. med teksten ”[person3]”
56 overførsler på mellem 200 kr. og 16.000 kr., i alt 142.600 kr. med teksten ”ovf fra [...] dan visa”
[finans1]:
1 overførsel på 391 kr. med teksten ”kundekort [...1]”
1 overførsel på 400 kr. med teksten ”kundekort [...2]”
1 overførsel på 615 kr. med teksten ”Valutahandel”
1 overførsel på 500 kr. med teksten ”fra [...3]”
1 overførsel på 500 kr. med teksten ”kundekort [...4]”
1 overførsel på 1.000 kr. med teksten ”kundekort [...5]”
1 overførsel på 1.000 kr. med teksten ”[...]”
1 overførsel på 1.000 kr. med teksten ”indbetaling”
1 overførsel på 1.000 kr. med teksten ”overførsel”
1 overførsel på 3.000 kr. med teksten ”kundekort [...6]”
1 overførsel på 2.000 kr. med teksten ”[virksomhed3]”
1 overførsel på 300 kr. med teksten ”aps, [virksomhed1]”
19 overførsler på mellem 400 kr. og 45.000 kr., i alt 130.470 kr.
Din repræsentant har oplyst, at du var hovedanpartshaver (24 %) i [virksomhed3] ApS. Selskabet købte musikrettigheder fra [virksomhed5] Ltd., der er indregistreret i England. De erhvervede rettigheder dækkede primært Skandinavien. I forbindelse med rettighederne overtog selskabet retten til at modtage betalinger fra blandt andet [...] og [...], der i Danmark administrerer betaling for brug af musik. I henhold til kontrakten var [virksomhed3] ApS forpligtet til at videresende størsteparten af disse betalinger til [virksomhed5] Ltd., der så videredistribuerede betalingerne til de respektive kunstnere. Selskabets udgifter bestod primært af rejseomkostninger, udgifter til IT, telefon og kontorhold samt udgifter til revisor. Fra international side har man centreret rettighederne i Sverige, og blandt andet derfor var der enighed om at oprette et selskab i Sverige. Selskabet blev oprettet med en selskabskapital på 100.000 SEK, hvor du ejede 24 %. Det svenske selskab lånte 350.000 SEK af [finans7], som blev anvendt til betaling for rettighederne i Skandinavien. Man var dog ikke i stand til at få registreret rettighederne til tiden på grund af en ekstrem lang sagsbehandlingstid, og derfor mistede selskabet et meget vigtigt musikkatalog. Den svenske pendant til [...] fungerer ikke så godt, og der var udsigt til, at selskabet ville miste endnu et katalog af musiknumre. Derfor lukkede det svenske selskab (fortsat under konkursbehandling), og rettighederne blev i henhold til kontrakten opsagt af [virksomhed5] Ltd. Der er nu oprettet et selskab i Danmark igen, og der er på ny opnået rettigheder til de immaterielle musikrettigheder. Det nye selskab er ejet af dig med 100 %.
Din repræsentant har videre oplyst, at [virksomhed3] ApS i 2007 havde svært ved at betale udgifterne på grund af tab på debitorer, og da du så en mulig konkurs i øjnene, begyndte du at føre en del af betalingerne over din private konto. Dette er en af årsagerne til, at betalingerne – såvel ind- som udbetalinger – begyndte at køre over den private konto. [virksomhed3] ApS gik konkurs i 2009. Da det svenske selskab købte rettighederne for ca. 300.000 kr., kunne [virksomhed3] ApS herefter betale de skyldige royaltyafregninger. Der har dog kunnet konstateres en sammenblanding af økonomien for selskabet og din økonomi. De fleste driftsudgifter er betalt af dig privat, og der er så foretaget refusion af disse udlæg ved, at der er overført midler fra selskabets bankkonto til den private konto.
Ved klagen til Landsskatteretten har din repræsentant som bilag 2 fremlagt kopi af e-mail fra administratoren af [virksomhed5] Ltd. Af 5. juni 2013. Af e-mailen fremgår som svar på din anmodning om en bekræftelse af at [virksomhed5] Ltd. har modtaget halvårlige royalties i 2007-2009:
(...)
[person4] has had a quick look through over old banking documentation and can located payments both 1st and 2nd half for all three catalogues for both periods of 2007, 2008 and 2009.
The only exception to this for (UK) regarding the two periods for the year of 2009. I have been informed by management that this was agreed to be offset against future royalties payable to [virksomhed3]).
(...)
Ved klagen til Landsskatteretten har din repræsentant som bilag 7 fremlagt kopi af betalingskvittering fra [finans2] af 17. september 2007, hvoraf fremgår, at der fra din konto er overført 469.884 kr. til [virksomhed6] Ltd. i [UK] vedrørende royalty distribution [virksomhed6] januar-juni 2007.
Ved klagen til Landsskatteretten har din repræsentant som bilag 9 fremlagt kopi af betalingskvittering fra [finans2] af 16. september 2008, hvoraf fremgår, at der fra din konto er overført 195.000 kr. til [virksomhed3] ApS.
Ved klagen til Landsskatteretten har din repræsentant som bilag 11 og 12 fremlagt kopi af overførselsnotaer fra [finans2] af 6. oktober 2008 og 17. marts 2009, hvoraf fremgår, at der fra [virksomhed2] er overført 19.992,18 kr. til din konto med teksten ”return loan”, og at der fra [virksomhed4] Limited er overført 158.647,80 kr. til din konto. Der er senere fremlagt kopi af en e-mail af 4. september 2012 fra [virksomhed4] Limited til dig, hvoraf fremgår:
Dear [person5]
Since I have not heard from you regarding your visit to [UK] we are getting very concerned that you have made no efforts in starting the repayment of the £20,000 which you know is well overdue.
Our Company auditors are raising concern and want to quality our accounts with bad debt provision. WE do not wish to have this statement in our accounts as this will impact on our credit status with our clients.
It is therefore very important that you let us have your repayment proposals even if you can start at lower rate initially for first 3-4 months and then increase this.
You must agree we have been very patient with you and [person2] and currently have not been charging any interest. Therefore us are saving already on interest.
Can you please let me have your proposals after discussion with [person2] on repayment of the £20,000 loan.
Look forward to hearing from you soon.
Ved klagen til Landsskatteretten har din repræsentant fremlagt kopi af overførselsnota af 17. marts 2009, hvoraf fremgår, at der er overført 100.000 kr. til din konto fra [person3] med teksten ”lån privat”.
Ved klagen til Landsskatteretten har din repræsentant som bilag 6 fremlagt kopi af bogføringen i [virksomhed3] ApS for 2007. Heraf fremgår blandt andet, at selskabet har haft indtægter fra rettigheder med 1.256.274,02 kr. og fra synkronisering med 413.526,84 kr., og at selskabet har afholdt udgifter til blandt andet rejser og hotel med 29.772,53 kr., telefon m.v. med 46.366,66 kr. og bildrift med 13.134,34 kr.
Under sagsbehandlingen har din repræsentant fremlagt kopi af faktura af 17. juli 2007 og følgebrev fra [virksomhed7] [virksomhed8], [Norge] på 27.500 NOK. Fakturaen er stilet til dig og vedrører ifølge teksten salær for juridisk bistand pr. 30. juni 2007.
Under sagsbehandlingen har din repræsentant fremlagt kopi af udskrifter fra [virksomhed9], hvoraf fremgår en overførsel af 25. september 2008 på 67.500 kr. med teksten ”aconto lån [person2]” og en overførsel af 30. juni 2009 på 20.000 kr. med teksten ”fra [person2]”. Der er endvidere fremlagt udskrift af en mellemregningsoversigt mellem [person2] og dig for årene 2004-2012, hvoraf de pågældende indbetalinger fremgår.
Under sagsbehandlingen har din repræsentant fremlagt kopi af udskrift fra [virksomhed9], hvoraf fremgår en overførsel af 16. september 2008 på 200.000 kr. med teksten ”ACONTO UDLÆG” samt kopi af e-mail af 12. juli 2013 fra [finans2] til dig, hvorved indbetaler af beløbet på 200.000 kr. er angivet at være [virksomhed10] ApS med adresse på din private adresse.
Under sagsbehandlingen har din repræsentant fremlagt kopi af en forligsaftale vedrørende blandt andet dine lån fra [virksomhed11] ApS og [virksomhed12] A/S.
Under sagsbehandlingen har din repræsentant desuden fremlagt kopi af specifikationslister fra [virksomhed13] A/S samt diverse fakturaer fra [virksomhed13] A/S, [virksomhed14] ([virksomhed14] ApS) og [virksomhed15] A/S. Der er endvidere fremlagt kopi af 2 regninger af 9. marts 2009 og 11. maj 2009 fra [virksomhed16] på hver 325 kr. ekskl. moms vedrørende opbevaring/lagerleje samt kopi af diverse kvitteringer fra A/S [virksomhed17], [virksomhed18] A/S, [virksomhed19], [virksomhed20], [virksomhed21] A/S, [virksomhed22], [virksomhed23] A/S, [virksomhed24]. Der er desuden fremlagt en oversigt over dine rejsedage og kørsel for 2007-2009.
SKAT har forhøjet din skattepligtige indkomst for indkomstårene 2007-2009 med beløb indsat på bankkonti, idet de er anset for skattepligtige indtægter. Beløbene udgør henholdsvis 616.384 kr., 903.878 kr. og 873.449 kr.
Statsskattelovens § 4 opstiller den almindelige hovedregel for beregningen af bruttoindkomsten. Efter bestemmelsen skal alle indtægter, såvel engangsindtægter som tilbagevendende indtægter medregnes ved indkomstopgørelsen.
Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at du har haft tilbagevendende indsætninger på dine bankkonti i indkomstårene 2007 til 2009. Du har trods flere henvendelser fra SKAT ikke indsendt materiale til brug for bedømmelsen af din indkomst og din skat for indkomstårene 2007-2009. Herunder har du ikke reageret på SKATs anmodning om en dokumenteret redegørelse for de indsatte beløb på dine konti.
På baggrund af det foreliggende materiale har SKAT derfor skønsmæssigt opgjort din indkomst for indkomstårene 2007-2009. I mangel af oplysninger er de indsatte beløb på dine private bankkonti anset for skattepligtige indtægter. Ved gennemgangen af kontoudtogene er der dog bortset fra beløb, der efter teksten vedrører indsætninger, der er SKAT uvedkommende. Det drejer sig blandt andet om en udbetalt kapitalpension og udbetalt SP-bidrag.
SKAT har derfor primært beskattet dig af de beløb, der har teksten ”[...] dan visa”, ”ApS [virksomhed25]”, ”[virksomhed1]”, ”[virksomhed2]” og ”[virksomhed4] Limited”. SKAT har imidlertid også medtaget og beskattet andre indsætninger på dine bankkonti, som ikke umiddelbart har kunnet frakendes skatteretlig relevans.
Der er foretaget en opgørelse, hvorved ovennævnte beløb fremkommer.
Indkomsten er skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4 og personskattelovens § 3. Der skal betales arbejdsmarkedsbidrag efter arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, stk. 1, litra c, jf. § 8, stk. 1.
Skatteansættelsen for indkomstårene 2007 og 2008 er ændret med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, idet den manglende selvangivelse af indtægterne er anset for at være sket forsætligt eller groft uagtsomt. Der er herved henset til, at de udeholdte indtægter er af en betydelig størrelse, og SKAT ingen mulighed har haft for at kende til indtægterne. Du har derfor selv haft en særlig anledning til at sørge for, at indtægterne blev opgjort korrekt og påført selvangivelsen. Da du således ikke har oplyst SKAT om dine indtægter, har du herved bevirket, at skatteansættelsen i de omhandlede indkomstår er foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, hvorfor skatteansættelsen for indkomstårene 2007 og 2008 kan genoptages ekstraordinært.
Din repræsentant har nedlagt påstand om, at forhøjelserne af din skattepligtige indkomst for indkomstårene 2007-2009 nedsættes med henholdsvis 532.263 kr., 455.020 kr. og 584.958 kr.
Der er på din private konto indsat flere beløb i årene 2007-2009 og hovedparten af dem er forretningsmæssige. Der er således indsat enkelte afregninger af royalty, som du i henhold til kontrakten har videresendt fra din private konto til England det vil sige, at størsteparten ar de overførte royaltyafregninger er videresendt. Modtageren af royaltybetalingerne i England har bekræftet, at samtlige betalinger er modtaget fra enten selskabet eller fra dig privat. Der er en lille tilbageværende restance, som du har erklæret at ville betale til det engelske selskab.
Du har i årene 2007-2009 modtaget nogle honorarindtægter fra [virksomhed3] ApS. Disse er ikke tidligere selvangivet, men er opgjorte i vedlagte bilag 4.
Din repræsentant har været samtlige indsætninger igennem, og de af indsætningerne, der kan dokumenteres ikke at vedrøre konsulenthonorarer, er vedlagt som bilag 3A-3C. De dokumenterede udgifter er fratrukket de samlede indsætninger på den private konto. De resterende indsætninger er betragtet som konsulenthonorarer til trods for, at de kan vedrøre privat udlæg for selskabets driftsomkostninger. Selskabets driftsudgifter er således konverteret til honorarudbetaling til dig.
Der er herefter udarbejdet et regnskab for din konsulentvirksomhed, hvor der er taget fradrag for de dokumenterede direkte forbundne driftsomkostninger, der relaterer sig til erhvervelsen af konsulenthonorarerne, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Der er udarbejdet kapitalforklaringer for de pågældende indkomstår for at kunne sandsynliggøre, at du har haft et rimeligt privatforbrug. Kapitalforklaringen udviser et gennemsnitligt privatforbrug på ca. 600.000 kr. pr. år for årene 2007-2009. Der er taget højde for din repræsentants påstande i beregningen.
Honorarindtægter
I henhold til statsskattelovens § 4 skal indtægter, uanset om det er i penge eller naturalier, medregnes til den skattepligtige indkomst, og efter personskattelovens§ 3 skal indtægterne medregnes som personlig indkomst.
Der er i 2007-2009 hævet honorar fra [virksomhed3] ApS. Honorarerne er for arbejde, der er udført for selskabet. Du har som følge af konsulentarbejdet haft nogle omkostninger forbundet hermed. Der er tale om omkostninger til transport, broafgifter, kontorartikler og rejseudgifter. Indtægterne skal medregnes, jf. statsskattelovens § 4, og udgifterne kan fradrages, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1. Da der er tale om honorarindtægter kan udgifterne, der er direkte afledt heraf, fratrækkes i den personlige indkomst, jf. personskattelovens § 3.
En del af honorarindtægterne er overført som udlæg af rejseomkostninger. Honorarerne er indtægtsført, og de tilsvarende udgifter kan således fratrækkes.
Hvis du anses som lønmodtager, må de afholdte driftsudgifter anses for at være afholdte udlæg, som refunderes af selskabet. Det er således alene nettovederlaget, der kommer til beskatning hos dig, da udgifter til rejser og kørsel enten vil være at modregne i det modtagne honorar i den personlige indkomst eller kan fradrages som et ligningsmæssigt fradrag.
2007
Af vedlagte bilag 7 fremgår, at du har videreafregnet et beløb på 470.354 kr. Det er en videreafregning af royaltybetalingen på 469.884 kr. samt et skyldigt beløb fra tidligere afregning. Det er derfor dokumenteret, at beløbet, der er indsat på den private konto, ikke skal anses for at være en personlig indkomst for dig. Dette begrundes endvidere med, at der er modtaget dokumentation for, at [virksomhed26] Ltd. har bekræftet, at betalingerne er modtaget, samt at beløbet fremgår af selskabets bogføring, bilag 6. [...] har bekræftet, at alle afregninger er modtaget fra [virksomhed3] ApS, bilag 14.
De resterende indsætninger i 2007 udgør 146.500 kr., og disse er anset for at være konsulenthonorar til dig. Herfra er fratrukket de dokumenterede driftsudgifter på 62.379 kr., således at der kan opgøres et nettoresultat på 81.121 kr.
Rejsedage med overnatning og erhvervsmæssig kørsel er opgjort som et skøn over dage/kilometer.
Indkomsten skal derfor nedsættes med 469.884 kr. samt 62.379 kr., svarende til 532.263 kr.
2008
Af vedlagte bilag 9 fremgår, at du har fået refunderet et udlæg fra selskabet på 200.000 kr. Det kan dokumenteres, at 195.000 kr. af disse vedrører en royaltyafregning til [virksomhed26] Ltd. Af e-mail fremgår, at det bekræftes at alle royalties er afregnet til England. Endvidere er der modtaget kopi af opkrævning pr. 26. august 2008, bilag 15.
Derudover har der været nogle indsætninger som følge af låneoptagelse fra tredjemand samt afdrag på lån ydet til en samarbejdspartner. Beløbene udgør i alt 312.492 kr. Det er dokumenteret fra banken, hvem indsætningerne er fra, bilag 8. På kontoudtoget er vedrørende indbetaling den 25. september 2008 på 67.500 kr. anført: ”aconto lån [person2]”. Beløbet relaterer sig til mellemværende (privat udlån) med [person2] (som også tilbagebetaler lån den 30. juni 2009). Det har ikke været muligt at fremskaffe lånedokument for lån til [virksomhed2].
Der er fremlagt mails m.v., som i et mindre omfang har dokumenteret, at der har været tale om et gældsforhold mellem dig og de enkelte långivere. Disse oplysninger bør indgå i vurderingen af, om beløbet er honorar eller udbetaling af lån fra långiver. De fremsendte mails dokumenterer, at du har en tilbagebetalingsforpligtelse for beløbene, og derfor må have fået dem udbetalt.
De resterende indsætninger i 2008 udgør 591.386 kr., og er anset at være konsulenthonorar til dig. Herfra er fratrukket de dokumenterede driftsudgifter på 142.528 kr., således at der kan opgøres et nettoresultat på 448.858 kr.
Rejsedage med overnatning og erhvervsmæssig kørsel er opgjort som et skøn over dage/kilometer.
Indkomsten skal derfor nedsættes med 312.492 kr. samt 142.528 kr., svarende til 455.020 kr.
2009
Af vedlagte bilag 3C fremgår, at du har nogle indsætninger som følge af låneoptagelse fra tredjemand. Beløbet udgør i alt 478.647 kr.
Det er dokumenteret fra banken, hvem indsætningerne er fra, bilag 8. Indbetaling den 30. juni 2009 på 20.000 kr. er fra [person6]. Her er tale om en tilbagebetaling af et privat udlån til samme, bilag 16. Vedrørende overførsel fra [virksomhed4] Limited på 158.647 kr., bilag 12, har det ikke været muligt at skaffe yderligere dokumentation for tidspunktet, hvor lånet er ydet/udbetalt. Der er modtaget mail af 4. september 2012, hvor virksomheden rykker for afdrag på lånet, bilag 17. Vedrørende lån fra [finans8] og [finans9] med henholdsvis 120.000 kr. og 80.000 kr. kan der ikke skaffes lånedokumenter eller anden dokumentation for bankoverførslen. Der er fremlagt kopi af forligsaftale indgået mellem partern i ”[...]” og ”[...]” om afvikling af optaget gæld til udviklingen af disse projekter/shows. Aftalen er indgået med advokat [person7], da han har været advokat for [finans8], [finans9] og andre kreditorer under samme projekt-/show-udvikling. I forligsaftalen er din gæld til [finans8] og [finans9] indeholdt i den gældspost, som der skal afvikles på – en afvikling med projekternes overskudsandele. Der har ikke været overskudsandele til afvikling (projekterne er stoppet grundet økonomiske udfordringer) – og derfor har [finans8] og [finans9] ikke modtaget betaling/afvikling på gældsforholdene. Da der er (og har været) lidt anstrengt forhold mellem parterne, er det ikke muligt at fremskaffe dokumentation for udbetalingerne foretaget i indkomståret 2009. Forligsaftalen er fremlagt som bilag 18.
De resterende indsætninger i 2009 udgør 394.802 kr., og disse er anset for at være konsulenthonorar til dig. Herfra er fratrukket de dokumenterede driftsudgifter på 106.211 kr., således at der kan opgøres et nettoresultat på 288.491 kr.
Rejsedage med overnatning og erhvervsmæssig kørsel er opgjort som et skøn over dage/kilometer.
Indkomsten skal derfor nedsættes med 478.647 kr. samt 106.311 kr., svarende til 584.958 kr.
Din repræsentant har som bilag 4 fremlagt oversigt over de påståede udgifter. Heraf fremgår:
2007 | 2008 | 2009 | |
Rejseudgifter – diæter 75 dage | 32.175 | ||
Rejseudgifter – diæter 150 dage | 66.000 | 56.875 | |
Broafgifter | 895 | 375 | |
Kontorartikler, småinventar mm. | 4.081 | 1.915 | |
Telefon | 482 | 22.502 | 14.546 |
Beskatning af fri telefon | -482 | -3.000 | -3.000 |
Advokat | 21.829 | ||
Erhvervsmæssig kørsel 2.500 km | 8.375 | ||
Erhvervsmæssig kørsel 5.000 km | 52.050 | ||
Erhvervsmæssig kørsel 5.000 km | 35.600 |
SKATs udtalelse af 28. juni 2013
Det materiale, der er fremlagt til brug for klagesagen i Landsskatteretten er ikke indgået i SKATs vurdering af skatteansættelserne.
Konsulenthonorar
Din repræsentant har opgjort din skattepligtige indkomst sådan, at der i de samlede indsætninger i banken fratrækkes de beløb, som ikke anses at vedrøre skatterelevante indtægter for dig. Herved fremkommer der et restbeløb, som anføres at vedrøre konsulenthonorar til dig for dit arbejde i [virksomhed3] ApS. I dette honorar er herefter fratrukket fradragsberettigede udgifter, hvorved der er beregnet et nettobeløb til beskatning. I mangel af andet materiale findes denne opgørelse for acceptabel. Det er imidlertid ikke muligt at se, hvordan udgifterne er beregnet, idet der ikke er fremsendt dokumentation for udgifternes størrelse, afholdelse m.v. Det er heller ikke muligt nærmere at vurdere, om der er tale om honorararbejde eller et lønmodtagerforhold mellem dig og selskabet. Det indstilles, at der fortsat ikke indrømmes fradrag for driftsudgifter i indtægten.
Musikrettigheder/royalty 2007
På baggrund af det nu indsendte materiale findes det sandsynliggjort, at indsætningen den 17. september 2007 på 469.884 kr. vedrører royalty, der er blevet videreafregnet til rettighedshaverne i England. Der mangler imidlertid kopi af selskabets bogføring, hvorfor det forudsættes, at dette bilag indsendes og understøtter, at der er sket videreafregning til England.
Musikrettigheder/royalty 2008
Der er den 16. september 2008 indsat 200.000 kr. på din konto med teksten ”aconto ud”. Din repræsentant har oplyst, at det vedrører et udlæg for selskabet, og at de 195.000 kr. heraf vedrører en royaltyafregning til [virksomhed26] Ltd. Det vedlagte bilag 7 viser alene, at der den 16. september 2008 er overført 195.000 kr. til [virksomhed3] ApS v/[person5].
Lån 2008
Din repræsentant har anført, at 117.492 kr. vedrører lån/afdrag på private lån. Det vedlagte bilag 8 er alene en anmodning af 5. juni 2013 til banken om at fremsende underbilag til 5 nærmere angivne indsætninger på dine konti i banken. Dette findes ikke at dokumentere, at der er tale om lån. Det vedlagte bilag 11 er en overførselsnota fra [finans2], hvoraf fremgår, at der den 6. oktober 2008 er overført 19.992,18 kr. til dig fra [virksomhed2], [virksomhed27] og [...] med teksten ”return loan”. Dette findes ikke at være tilstrækkeligt til at dokumentere låneforholdene. Såfremt der fremsendes lånedokumenter eller andet materiale, der dokumenterer det oplyste, indstilles skatteansættelsen nedsat med det således dokumenterede.
Lån 2009
Din repræsentant har anført, at 478.647 kr. vedrører lån/afdrag på lån. Det vedlagte bilag 12 er en overførselsnota fra [finans2], hvoraf fremgår, at der den 17. marts 2009 er overført 158.647,80 kr. til dig fra [virksomhed4] Limited. Dette findes ikke at dokumentere, at der er tale om et låneforhold. Det vedlagte bilag 13 viser, at der den 17. marts 2009 er overført 100.000 kr. til dig fra [person3] med teksten ”privat lån”. Det findes godtgjort, at der er tale om et privat lån, da du og [person3] er samlevende, hvorfor det ikke skal indgå i indkomsten hos dig.
SKATs udtalelser af 19. august og 12. september 2013
Konsulenthonorar
Det synes stadigvæk ikke muligt at vurdere, om der er tale om et lønmodtagerforhold eller om et honorararbejde mellem dig og selskabet. Ud fra de foreliggende oplysninger anses der dog at være tale om et lønmodtagerforhold. Vedrørende fradrag for udgifter i forbindelse med arbejdet er der nu fremsendt diverse regninger for hvilke, der ønskes fradrag i den personlige indkomst. Det drejer sig om blandt andet regninger fra teleselskaber her især [virksomhed13], advokat og regninger vedrørende kontorartikler og broafgifter. Der ønskes endvidere fradrag for rejseudgifter og diæter med skønnede beløb. Der er imidlertid ikke fremsendt materiale, der dokumenterer eller sandsynliggør den erhvervsmæssige relevans af de afholdte udgifter, herunder for de skønnede rejsedage og kørte kilometer. Det indstilles derfor fortsat, at der ikke gives fradrag.
Musikrettigheder/royalty 2008
Selvom beløbet på de 195.000 kr. ikke direkte kan afstemmes, anses sammenhængen mellem det fremlagte bilag 15 og bekræftelsen fra [virksomhed26] Ltd. at understøtte, at der er sket videreafregning til rettighedshaver i England.
Lån 2009
Det nu fremlagte bilag 16 (udskrift fra [virksomhed9]) og bilag 17 (tilbagebetalingskrav fra [virksomhed4] af 20.000 pund) og bilag 18 (forligsaftale) findes ikke at dokumentere låneforholdene. Man kan ikke se, hvornår der eventuelt er lånt penge, og derfor kan man ikke kæde indsætningerne sammen med tilbagebetalingskravet fra [virksomhed4] og forligsaftalen med [virksomhed11] ApS og [virksomhed12] A/S. Nævnte forligsaftale vedrører så vidt ses i øvrigt også nogle andre långivere end dem, din repræsentant har henvist til. Udskriften fra [virksomhed9] angiver heller ikke noget om årsagen til indsætningen.
SKATs udtalelse af 23. juni 2014
Det kan tiltrædes, at det anses for dokumenteret, at indbetalinger fra [person2] på henholdsvis 20.000 kr. og 67.500 kr. anses som tilbagebetaling af lån.
Af statsskattelovens § 4, stk. 1, fremgår, at som skattepligtig indkomst betragtes med undtagelse af særligt fastsatte begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.
På baggrund af den for Landsskatteretten fremlagte dokumentation anses det for dokumenteret, at du har videreafregnet 469.884 kr. i 2007 og 195.000 kr. i 2008 til [virksomhed26] Ltd. og at der for disse beløb ikke er tale om skattepligtige indtægter for dig. Desuden anses det for dokumenteret, at overførsel på 100.000 kr. i 2009 er sket fra din ægtefælle, og således ligeledes er din skattepligtige indtægt uvedkommende. Dette er tiltrådt af SKAT.
På baggrund af den for Landsskatteretten fremlagte mellemregningsbalance mellem dig og [person2] anses det yderligere for tilstrækkeligt dokumenteret, at indbetalinger fra [person2] på 67.500 kr. i 2008 og 20.000 kr. i 2009 er tilbagebetaling af lån fra [person2], og dermed ikke skattepligtig indtægt.
Det anses ikke herudover for dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at visse af overførslerne til dine konti udgør lån eller afdrag på lån. Der er herved lagt vægt på, at der ikke er fremlagt lånedokumenter eller lignende. De resterende overførsler anses herefter at være tilgået dig som skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4.
Af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, fremgår, at der ved beregningen af den skattepligtige indkomst kan fradrages driftsomkostninger, dvs. udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger.
Det anses ikke for dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at du har afholdt driftsomkostninger i forbindelse indkomstens erhvervelse. Der er herved lagt vægt på, at der alene er fremlagt delvis dokumentation for udgifterne, og at det ikke af den fremlagte dokumentation fremgår, at udgifterne er forbundet med din indkomsterhvervelse og er betalt af dig. Der er desuden lagt vægt på, at der ikke løbende er foretaget bogføring, og at din økonomi ikke har været adskilt fra selskabets. Af samme grund kan der allerede derfor heller ikke indrømmes fradrag som ligningsmæssigt fradrag for lønmodtagere.
SKATs afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.