Kendelse af 19-10-2016 - indlagt i TaxCons database den 26-11-2016

Klagepunkt

Skatteankenævnets afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2008

Skønsmæssig forhøjelse

80.000 kr.

0 kr.

80.000 kr.

Indkomståret 2009

Skønsmæssig forhøjelse

56.000 kr.

0 kr.

56.000 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren har drevet selvstændig virksomhed med cvr-nr. [...1] i perioden 1. maj 2005 til 31. marts 2011.

Overskud af selvstændig virksomhed er for 2008 og 2009 selvangivet med henholdsvis 7.683 kr. og 24.506 kr.

SKAT har beregnet klagerens privatforbrug således:

Formueopgørelse

2007

2008

2009

Bankindestående

858

830

589

Bankgæld

-2.725

Formue

-1.867

830

589

Indkomstopgørelse

2008

2009

Renteindtægt bank

22

2

Resultat af virksomhed

7.683

24.506

Indkomst

7.705

24.508

Privatforbrugsopgørelse

2008

2009

Samlet formue 01.01.

-1.867

830

Samlet formue 31.12.

830

589

Opsparing (negativ)/formueforbrug

-2.697

241

Samlet indkomst

7.705

24.508

Overskydende skat

20.697

17.961

Overskydende a.m.-bidrag

5.997

7.376

Betalt restskat og B-skat m.v.

-25.630

-13.120

Beregnet privatforbrug brutto

6.072

36.966

Klageren har til SKAT oplyst, at hun i indkomståret 2008 lånte 20.000 kr. samt modtog en gave på 60.000 kr. af sin mor. Klageren har endvidere oplyst, at venner, bekendte og hendes kæreste hjalp hende økonomisk.

Klageren har oplyst, at dele af hendes privatforbrug i 2008 og 2009 blev dækket af hendes kæreste.

Klagerens husleje udgjorde 36.000 kr. årligt i årene 2008 og 2009. Klageren har ikke været samboende med sin kæreste.

Ved SKATs kontrol den 28. september 2010 på bordellet [x1], blev klageren antruffet.

Af SKATs spørgeskema til brug ved kontrol på bordeller fremgår det, at klageren identificerede sig med angivelse af navn, cpr-nr. og cvr-nr. Derudover oplyste hun, at hendes kunstnernavn var [person1]. Hun oplyste endvidere, at hun havde vagt ca. 1 gang om ugen samt, at hun også arbejdede på [x2] i Jylland, hvor hun havde 1 vagt hver 2. uge.

Klageren har på et møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler afvist at være antruffet på [x1]. Hun har endvidere afvist at være interviewet af SKATs medarbejder. Klageren har oplyst, at på det tidspunkt, hvor kontrolbesøget fandt sted, var hun ikke længere i branchen. Hun har endvidere afvist at have benyttet kunstnernavnet [person1].

Klageren har oplyst, at hun stoppede med prostitution ved udgangen af 2009. Klagerens repræsentant har efterfølgende korrigeret dette til primo 2010.

SKAT har den 7. juni 2010 og den 16. september 2010 downloadet et billede af [person1] på [x1]s hjemmeside. SKAT har endvidere den 28. september 2010 downloadet vagtplanen på [x2]s hjemmeside. Det fremgår heraf, at [person1] havde vagt den 23. september 2010 mellem 10 - 22. Klageren har oplyst, at hun ikke kan genkende sig selv på disse billeder.

SKAT har ikke anset regnskabskravene i henhold til mindstekravsbekendtgørelsen for opfyldt, da morgen- og aftenbeholdningen i kassen ikke fremgår af de daglige kassekladder/klasserapporter. SKAT har herefter skønsmæssigt forhøjet klagerens indkomst for 2008 og 2009 med henholdsvis 80.000 kr. og 56.000 kr., så klagerens privatforbrug bringes op på et rimeligt niveau.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs afgørelse.

Skatteankenævnet har som begrundelse for sin afgørelse anført følgende:

"Nævnet er af den opfattelse, at den skattepligtige indkomst kan forhøjes, hvis den selvangivne indkomst sammenholdt med formuebevægelserne ikke giver plads til et efter forholdene antageligt privatforbrug. Nævnet har opgjort [klagerens] privatforbrug brutto for 2008 til 6.072 kr. og for 2009 til 36.966 kr. Da privatforbrugene for de 2 indkomstår er uantagelige, er der basis for at foretage en skønsmæssig forhøjelse. Nævnet skal henvise til Højesterets dom af 21. juni 1967 refereret under punkt 5.2. teori og praksis.

I klagen til nævnet anfører [klagerens repræsentant], at [klageren] fastholder sin påstand om at have modtaget lån/hjælp m.v. fra sin mor og sin kæreste.

Da der imidlertid ikke foreligger fyldestgørende gældsbreve og der ikke foreligger dokumentation for, at der har fundet en pengestrøm sted fra långivere og gavegivere til [klageren], er det nævnet opfattelse, at låne- og gavebeløb ikke kan indgå i privatforbrugsberegningen. Nævnet stadfæster derfor SKATs skønsmæssige forhøjelse for 2008 med 80.000 kr. og for 2009 med 56.000 kr."

/

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at skatteankenævnets forhøjelser for henholdsvis indkomståret 2008 og 2009 skal nedsættes til 0 kr.

Klagerens repræsentant har anført følgende:

"Til grund for klagen skal jeg henvise til de anbringender, som tidligere er gjort gældende og herunder specielt fastholde, at [klageren] i de to indkomstår fra såvel sin mor som daværende kæreste har modtaget lån/gaver i en størrelsesorden små kr. 100.000,-

SKAT har i sin afgørelse anført "SKAT finder dette usandsynligt, idet du har boet alene i både 2008 og 2009".

Dette er det rene nonsens i og med, at mange parforhold ikke har samme folkeregisteradresse - man ved jo aldrig hvordan det kan gå og i disse tider med boligmangel bibeholder man ofte sin bolig! - men ikke desto mindre er det et faktum, at [klageren] har modtaget lån/gaver fra sine nærmeste.

Klageren vil nu forsøge at fremskaffe skriftlig dokumentation fra mor og forhenværende kæreste for de modtagne lån/gavebeløb."

Klageren har oplyst, at da hendes børns far blev syg af kræft, lovede hun ham at stoppe og i stedet tage sig en uddannelse.

Klagerens 2 børn er i dag voksne og bor i [Norge]. Deres far efterlod dem en arv på ca. 2,5 mio. kr. til hver. Han var en meget velhavende mand. Børnene er vokset op hos deres far i Norge. Klageren er nu i gang med at uddanne sig til sportsmassør. Hun har tidligere taget en uddannelse som kosmetolog.

Klageren har forklaret, at man som prostitueret ikke har tillid til nogen, hvorfor hun heller ikke anvendte sin bankkonto i særligt omfang. Hendes børns far gik til en masse behandlinger i Danmark i forbindelse med sin kræftsygdom (kræftsvulst i hjernen). Han boede hos klageren, mens han gik til disse behandlinger. Han afgik ved døden i 2012 på [by1] Sygehus.

Klageren har desuden oplyst, at hendes børns far gav hende penge, når han boede hos hende. Da det foregik kontant, findes der ingen dokumentation for pengegaverne. Klagerens mor, der også bor i Norge, har skrevet en erklæring om, at hun har givet klageren penge. Denne erklæring er ikke fremlagt.

Klagerens repræsentant har oplyst, at det ofte er billeder af helt andre kvinder, der bliver brugt på bordellernes hjemmesider. En sådan hjemmeside er ikke til at stole på.

Det er endvidere oplyst, at klageren på et tidspunkt fik stjålet sin taske.

Klageren har svært ved at huske tiden som prostitueret i detaljer, da hun har ønsket at lægge det bag sig. Hun har fortrængt den periode i sit liv.

Klageren har ligeledes oplyst, at hun forsøger at komme på fode igen og leve et normalt liv. Hun arbejder i dag som "blæksprutte" i en tømmerhandel ved siden af sit studium. Hun har ikke ønsket at modtage kontanthjælp.

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Enhver skatteyder skal selvangive deres indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. SKAT kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomståret udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, stk. 1, og 6 B, stk. 1.

Indkomsten kan forhøjes, hvis det selvangivne privatforbrug er negativt eller usandsynligt lavt. SKAT kan skønsmæssigt fastsætte en indkomst, så den giver skatteyderen mulighed for at have et rimeligt privatforbrug i indkomståret. Hvis der påvises en yderligere indtægtskilde for skatteyderen, kan indkomsten også forhøjes. Det følger af en fast praksis, og der er henvises til Højesteretsafgørelsen refereret i SKM2011.208H.

Det fremgår af den privatforbrugsopgørelse, som SKAT har udarbejdet, at klagerens privatforbrug i indkomstårene 2008 og 2009 udgjorde 6.072 kr. og 36.966 kr.

Klageren har ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at hun har modtaget lån fra familie/venner, der kunne dække privatforbruget.

Da klagerens privatforbrug herefter ikke giver mulighed for, at klageren kan have et rimeligt privatforbrug, har SKAT været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af klagerens indkomst.

På trods af, at privatforbruget efter de skønsmæssige forhøjelser i indkomstårene 2008 og 2009 fortsat er meget lavt, stadfæster Landsskatteretten skatteankenævnets ansættelse.