Kendelse af 08-02-2016 - indlagt i TaxCons database den 05-03-2016

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2011

Kontante indskud i kassen er anset for at være skattepligtig omsætning.

135.613 kr.

0 kr.

135.613 kr.

Faktiske oplysninger

Selskabet [virksomhed1] ApS blev stiftet den 2. juni 2010. Selskabets anparter ejes 100 % af [person1] (i det efterfølgende benævnt hovedanpartshaveren). Selskabet driver restauranten ”[virksomhed2]”, der er en spiserestaurant med mulighed for madudbringning. Mad kan enten bestilles direkte i restauranten eller igennem ”[virksomhed3]”. Virksomheden drives af en bestyrer.

1. regnskabsår løb fra 2. juni 2010 – 30. juni 2011. Omsætningen udgjorde 1.591.627 kr., mens bruttoavancen udgjorde 917.252 kr. og det skattemæssige underskud 15.797 kr.

Der er ikke taget forbehold i revisionsrapporten.

SKAT var på uanmeldt besøg den 11. juni 2012 og har efterfølgende indkaldt selskabets regnskabsmateriale til gennemgang.

SKAT har ved gennemgang af virksomhedens regnskabsmateriale lagt hovedvægt på kontrol af omsætningen.

Restaurantens omsætning gennem ”[virksomhed3]” er sammenholdt med oplysninger fra ”[virksomhed3]”. Oplysningerne stemmer overens.

Det er overfor SKAT oplyst, at der er foretaget effektive kasseafstemninger i virksomheden, og at der dagligt er udarbejdet kasserapporter med oplysninger om optalte penge om morgen og aften, samt dagens kontante transaktioner.

Dagens kasseoptælling foretages af bestyreren eller hovedanpartshaverens bror, der arbejder som tjener i restauranten.

SKAT har ved gennemgangen konstateret, at kassebeholdning aften i kassekladden ikke stemmer overens med den anførte kassebeholdning den følgende dag. I henhold til kasseafstemningsbilagene, er der foretaget betydelige kontante indskud.

Det er for SKAT oplyst, at ”private indskud” kun er en optælling, der udelukkende er baseret på de tal, som er indskudt i kassen. Repræsentanten har opgjort disse indskud til 137.084 kr. De dage, hvor der har væretoverskydende penge i kassen, har man taget disse og noteret dem i rubrikken “kontanter” i kasserapporten. Ifølge repræsentantens opgørelse udgør disse hævninger i alt 174.753 kr. ”Kontante indskud” og ”kontante hævninger” er konteret dagligt på mellemregningskontoen.

Såfremt der er overskydende beløb eller beløb, der skal indskydes, bliver det noteret ned af bestyreren til de jævnlige møder med selskabets direktør, som herefter indestår for de nedskrevne beløb.

Det er oplyst, at bestyreren står for den daglige drift herunder åbning og lukning af kassen. Selskabets direktør og hovedanpartshaver blander sig ikke i den daglige drift, men deltager i møder med bestyreren og hans bror for at evaluere den daglige drift og få en opgørelse over, hvordan økonomien ser ud, og om der er behov for yderligere indskud m.v.

Selskabets repræsentant har oplyst, at kassebilaget der anvendes, er udformet af selskabets hovedanpartshaver. Når der i kassebilaget anvendes termen ”kontant”, vedrører det ikke en yderligere omsætning, men derimod en angivelse af hvor mange kontanter – ud over kassebeholdningen – der var i kassen den pågældende aften. Disse beløb er allerede én gang registreret som omsætning.

SKAT har gennemgået selskabets optegnelser over indskud og hævninger i kassen, og sammenholdt disse med konteringerne på selskabets mellemregningskonto. Der er ikke fuldt ud overensstemmelser.

Selskabets repræsentant har fremlagt eksempler på foretagne kasseafstemninger.

Det fremgår af kasserapporter/kasseafstemninger fra den 21. og 22. december 2011, at der ikke er overført kassebeholdning fra aften til den følgende morgen. Kassebeholdningen udgør om morgenen den 21. december 2011 740 kr. og er ikke optalt om aftenen. Om morgenen den 22. december 2011 udgør kassebeholdningen ligeledes 740 kr. og samme beløb om aftenen. Den 14. marts 2012 er der registreret en kassedifference på 8 kr., som er overført som kassebeholdning sammen med den faste kassebeholdning.

Selskabets repræsentant har endvidere på et møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler fremlagt eksempler på den form for daglig kasseafstemning, der foretages i selskabet, samt forklaret om sammenhængen:

I kasserapportens venstre kolonne øverst vises kassebeholdningen om morgenen. Der er tale om et fast beløb på 800 kr. i 2014. Z-rapporten angiver betalinger til [virksomhed3] og [virksomhed4]. Afstemningen foretages i rapportens højre side med sammentælling af betalinger via [virksomhed4]s hjemmeside og [virksomhed3]s hjemmeside samt betalinger med dankort i restauranten. Ved optælling af kassen fremkommer kontantsalget, når der er reserveret 800 kr. til den faste kassebeholdning.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet den skattepligtige omsætning med 135.613 kr.

Kontante indskud i kassen anses for at være skattepligtig indkomst, da selskabet ikke har kunnet dokumentere, hvorfra indskuddene stammer. Der er ikke foretaget effektive kasseafstemninger.

Gentagne gange stemmer kassebeholdningen om aftenen ikke med næste dags morgenbeholdning.

De daglige udsving kan sammenlignes med kassedifferencer, og de kontante indskud er anset for skattepligtig omsætning. Da hovedanpartshaveren intet har med den daglige drift at gøre, skal disse posteringer ikke foretages på mellemregningskontoen med ham.

Kontante indskud i kassen er anset som skattepligtig omsætning, da selskabet ikke har kunnet dokumentere, hvorfra indskuddene stammer.

For at et regnskab skal kunne anses for tilstrækkelig dokumentation for størrelsen af den skattepligtige indkomst og formue, må det som udgangspunkt forudsættes, at regnskabet er udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt regnskab i overensstemmelse med bogføringslovens regler.

Det er ved gennemgangen af regnskabsmaterialet konstateret, at der ikke er foretaget effektive kasseafstemninger. Derfor kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt.

Den skønsmæssige forhøjelse af selskabets omsætning er foretaget på grundlag af opgjorte kontante indskud i virksomheden.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at den foretagne forhøjelse skal nedsættes til 0 kr.

Virksomheden udfører daglige afstemninger på eksemplarisk vis. For så vidt angår de daglige uoverensstemmelser, er de kontante indskud lavere end de kontante hævninger. På den baggrund er SKATs fremgangsmåde ubrugelig og mangelfuld i forhold til at få et korrekt ligningsmæssigt grundlag. Alle kontante indskud og kontante hævninger tilskrives klageren, og alle tallene fra-kasseafstemningen fremgår af mellemregningskontoen som en ekstra dokumentation.

SKAT har misforstået selskabets opgørelse over dagens omsætning og tillagt posten ”kontanter” en gang til på trods af, at beløbet allerede er tillagt omsætningen.

Endvidere har SKAT ikke nedsat omsætningen når der har været manko i kassen. Denne manko er opstået ved at kunderne har betalt med dankort ”over beløbet”, når de har skullet bruge kontanter til f.eks. biografbesøg. Derudover kan der være betalt enkelte regninger med kontanter fra-kassen. Dette har således bevirket en negativ kassebeholdning, som så er anført som ”privat indskud” for at få sammentællingen til at stemme i begge kolonner ved kasseafstemningen.

Landsskatterettens afgørelse

Skattepligtige skal ifølge skattekontrollovens § 1 selvangive deres indkomst til SKAT. Erhvervsdrivende skal ifølge skattekontrollovens § 3 indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab.

Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006), bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 323 af 11. april 2011).

Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5, jf. § 3, stk. 4.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder på lige fod med SKAT, at de foretagne indskud reelt må anses for udeholdt omsætning, og at der derfor skal ske beskatning heraf. Det anses ikke for godtgjort, at der har været ført en daglig retvisende kasseafstemning, hvorfor SKAT har været berettiget til at tilsidesætte regnskabet. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at der på flere af kasserapporterne ikke er overensstemmelse mellem det, der fremgår af betalingsoplysningerne og det, der er registreret som solgt i virksomheden, hvorefter der er sket udligning ved posteringen privat indskud.

Et retsmedlem finder, at SKAT ikke har påvist udeholdte indtægter, hvorfor regnskabet ikke kan tilsidesættes.

Der afsiges kendelse i overensstemmelse med stemmeflertallet.

SKATs afgørelse stadfæstes derfor.