Kendelse af 13-06-2014 - indlagt i TaxCons database den 11-07-2014

Indkomstårene 2010-2012

Personlig indkomst

SKAT har nægtet dig anvendelse af virksomhedsordningen, idet du ikke driver selvstændig erhvervsmæssig virksomhed.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, således at du tillades anvendelse af virksomhedsordningen.

Faktiske oplysninger

Du har anvendt virksomhedsordningen i forbindelse med udleje af en garage, som du overtog i 2007 med lejer. Ved lejekontrakt af 7. november 2007 fortsatte du med udlejningen af garage nr. 15 beliggende [adresse1], [by1] til en månedlig leje på 400 kr.

Din repræsentant har oplyst, at lejen svarer til markedslejen i det pågældende område. Der er for de omhandlede indkomstår opnået følgende overskud i kr.:

2010

2011

2012

Omsætning

4.800

4.800

4.800

Fællesudgifter

3.294

3.294

3.294

Ejendomsskat

614

545

568

Overskud

892

961

938

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet dig anvendelse af virksomhedsordningen for indkomstårene 2010-2012.

Udlejning af garagen har alene et underordnet økonomisk omfang og kan således ikke karakteriseres som udøvelse af selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, der er en forudsætning for at kunne anvende virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1.

Der er henvist til afgørelsen i TfS 2009, 127 om udlejning af frijord.

I forbindelse med sagens behandling for Skatteankestyrelsen, har SKAT erklæret sig enig i, at der foreligger selvstændig, erhvervsmæssig virksomhed.

Jeres opfattelse

Din repræsentant har fremsat påstand om, at du opfylder betingelserne for at kunne anvende virksomhedsordningen.

Virksomhed med udlejning af garage hele året må anses som selvstændig, erhvervsmæssig virksomhed. Der kan derfor aldrig være tale om udlejning i et beskedent omfang, ligesom der ikke foreligger bivirksomhed.

Der er henvist til cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 punkt 3.1.1. Af dette fremgår ikke, at et beskedent overskud er afgørende. Endvidere er lejen fastsat ud fra markedslejen, hvorfor der ikke kan skabes en højere lejeindtægt.

Endelig er der henvist til 2 tidligere afgørelser fra Landsskatteretten af 27. juli 2007 (j.nr. 2-3-1216-0464) og af 15. november 2007 (j.nr. 2-3-1216-0478), der begge giver medhold i, at lignende tilfælde er at betragte som selvstændig, erhvervsmæssig virksomhed.

Landsskatterettens afgørelse

Fysiske personer, der driver selvstændig virksomhed, kan anvende virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1. Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko drives en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå overskud. Virksomheden skal udøves nogenlunde regelmæssigt, og den må ikke være af helt underordnet karakter.

Udleje af fast ejendom betragtes som udgangspunkt som selvstændig erhvervsvirksomhed, herunder udleje af en privat garage, jf. Landsskatterettens kendelser af 27. juli 2007 (j.nr. 2-3-1216-0464) og af 15. november 2007 (j.nr. 2-3-1216-0478).

Det anses for godtgjort, at der her er tale om udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed, idet der er indgået en lejekontrakt på markedsvilkår til en uafhængig person, som har været i kraft over en årrække med det formål at opnå et overskud, hvilket også rent faktisk er opnået i de omhandlede indkomstår.

Den påklagede afgørelse ændres derfor.