Kendelse af 21-09-2016 - indlagt i TaxCons database den 28-10-2016

Sagens emne

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Værdi af fri bil til rådighed

Indkomståret 2007

Mercedes ML 63 i 7 måneder

105.000 kr.

0 kr.

0 kr.

Indkomståret 2008

Mercedes ML 63

180.000 kr.

0 kr.

0 kr.

Indkomståret 2009

Chevrolet Express i 10 måneder

90.620 kr.

0 kr.

90.620 kr.

Mercedes ML 63

180.000 kr.

0 kr.

180.000 kr.

Indkomståret 2010

Mercedes ML 63

150.000 kr.

0 kr.

150.000 kr.

Indkomståret 2011

Mercedes ML 63

150.000 kr.

0 kr.

150.000 kr.

Mercedes S 65 i 8 måneder

161.160 kr.

123.648 kr.

161.160 kr.

Mercedes S 420 i 4 måneder

51.173 kr.

41.140 kr.

51.173 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren ejer holdingselskabet [virksomhed1] ApS, som ejer 50 % af anparterne i [virksomhed2] ApS. De øvrige 50 % ejes af holdingselskabet [virksomhed3] ApS, som ejes af [person1]. Klageren ejer endvidere, via holdingselskabet, 50 % af selskabet [virksomhed4] ApS.

Klageren er således hovedanpartshaver i selskaberne [virksomhed2] ApS og [virksomhed4] ApS.

[virksomhed2] ApS opstiller, udlejer og servicerer spilleautomater, og har omkring 10 ansatte, herunder klageren.

Klagerens adresse er sammenfaldende med [virksomhed5] ApS’ adresse.

SKAT har foretaget en gennemgang af selskabets bilpark. Følgende biler er af SKAT anset for at være stillet til rådighed for privat kørsel for klageren:

Chevrolet Express – reg.nr. [reg.nr.1]

Bilen blev indregistreret og anskaffet den 15. juni 2006 af [virksomhed2] ApS for 625.000 kr. Selskabet solgte bilen den 2. november 2009 til [person2], som er klagerens samlever samt ansat i selskabet, for 105.000 kr. På salgstidspunktet havde bilen kørt 115.311 km.

Der er tale om en hvidpladebil, der er indregistreret til beboelse (camping).

Der foreligger ikke kørselsregnskab.

Mercedes ML 63 – reg.nr. [reg.nr.2]

Bilen blev leaset af [virksomhed2] ApS fra 1. juni 2007. Anskaffelsessummen udgjorde ifølge leasingkontrakten 825.000 kr.

[virksomhed2] ApS betaler privatbenyttelsesafgift, således at bilen kan anvendes til både erhvervsmæssig og privat kørsel. Der foreligger ikke kørselsregnskab.

Det er oplyst, at selskabet ikke er momspligtigt, hvorfor selskabet i forbindelse med anskaffelsen af gulpladebiler, har været afskåret fra at fratrække momsen. Alene dette er efter det oplyste årsagen til, at der er betalt privatbenyttelsesafgift af gulpladebilerne.

Politiet stoppede bilen fredag den 9. juni 2011 kl. 20:30. I bilen sad klageren og samleveren [person2], som også er ansat i [virksomhed2] ApS.

Ifølge politiet var der tale om privat kørsel, hvilket er bestridt af klageren. Efter politiets oplysninger lå der jagtudstyr, jagtvåben og patroner i kabinerummet, hvilket ligeledes er bestridt af klageren.

Mercedes Benz S65

Klageren fik stillet bilen til rådighed for maj måned 2011 og året ud af [virksomhed4] ApS. Der blev indeholdt 13.612 kr. hver måned eller 108.900 kr. for hele perioden. Dette svarer til et beregningsgrundlag på 751.710 kr. Der er ikke tillagt grøn ejerafgift.

[virksomhed2] ApS købte bilen den 20. april 2009. Bilen blev indregistreret som taxa, og anskaffelsessummen udgjorde 2.195.325 kr.

Efter anskaffelsen blev bilen udlejet til taxavognmand [person3] i [by1]. Ifølge leasingkontrakten betalte lejer 0 kr. i månedlig ydelse. Lejer skulle afholde udgifter til benzin og forsikring. I leasingperioden afholdt selskabet bilens værkstedsudgifter.

Leasingperioden var 24 måneder, på betingelse af at bilen havde kørt 251.000 km. Herefter betragtes en taxa som frikørt, og der skal ikke betales afgift, når den omregistreres til personbil.

Efter leasingperiodens udløb solgte selskabet den 27. maj 2011 bilen til [virksomhed4] ApS for 799.000 kr. Bilen havde kørt 258.000 km.

Bilen er vurderet af Mercedes Benz i [by1] den 7. juli 2011 til 799.000 kr.

Den 28. april 2011, efter udlejningsperioden, og inden bilen blev solgt til [virksomhed4] ApS og stillet til rådighed for klageren, blev den istandsat for 214.320 kr. Der blev endvidere monteret fælge, som af SKAT er skønnet til at have kostet 67.000.

Efter salget af bilen til [virksomhed4] ApS, har [virksomhed5] afholdt en række værkstedsudgifter vedrørende Mercedes S65.

Mercedes S420

Klageren fik stillet en Mercedes S420 til rådighed af [virksomhed4] ApS i 4 måneder fra januar til april 2011, og har selvangivet 5.500 kr. pr. måned.

Bilen blev anskaffet i 2007 for 1.350.000 kr. af [virksomhed2]. Registreringsudgiften udgjorde kun 200.954 kr., da bilen blev indregistreret til brug for hyrevogn.

Selskabet udlejede bilen til en taxavognmand i 2 år, hvorefter bilen var frikørt. Den 23. april 2009, efter udlejningsperioden, solgte selskabet bilen til [virksomhed4] ApS for 494.000 kr., hvor den blev stillet til rådighed for klagerens samlever.

[virksomhed2] istandsatte bilen efter udlejningsperioden for 149.493 kr. Fakturadatoen er 29. maj 2009, mens reparationsdatoen er 6. maj 2009.

I 2011 blev bilen solgt tilbage til [virksomhed2].

Klageren har alle de omhandlede indkomstår ejet flere biler privat

Sagsforløbet er af SKAT skitseret således:

28. juni 2011. Efter at politiet har stoppet en af selskabets biler ved en vejkontrol og videresendt oplysninger til SKAT, udsender SKAT en indkaldelse af materiale, hvor man bl.a. anmoder om at få oplysninger om selskabets biler.

31. oktober 2011. Modtaget oplysninger fra selskabets advokat. Det meddeles bl.a. at selskabet driver momsfri spilvirksomhed, hvilket er årsagen til at der er betalt privatbenyttelsesafgift ved køb af Mercedes ML 63, og at dette ikke er ensbetydende med at bilen stilles til rådighed for privat kørsel.

16. august 2012. Ny indkaldelse fra SKAT, hvor SKAT anmoder om at få dokumenteret at Mercedes ML 63 ikke bliver anvendt til privat kørsel.

31. oktober 2012. Selskabets advokat oplyser, at selskabet har betalt privatbenyttelsesafgift, fordi selskabet, som momsfri virksomhed, ikke har noget andet valg. Det oplyses også, at spørgsmålet om råderetten i en situation som nærværende, ikke er prøvet i praksis.

12. december 2012. SKAT anmoder om at få oplyst, i hvilken lovbestemmelse det fremgår, at momsfri virksomheder skal betale privatbenyttelsesafgift.

30. januar 2013. Oplysninger fra selskabets advokat modtages. Der modtages ingen oplysninger om hvilken lovbestemmelse der kan henvises til, men at selskabet har fulgt de anvisninger SKAT har kommet med i forbindelse med indregistreringen.

30. april 2013: SKAT udsender forslag.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst for indkomstårene 2007-2011 vedrørende fri bil.

Det fremgår af ligningsvejledningen, afsnit C.A.5.14.1.1, at såfremt arbejdsgiveren stiller en bil til rådighed, som den ansatte kan anvende privat, er der tale om et skattepligtigt personalegode, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Ligningslovens § 16, stk. 4 gælder for hver enkelt bil, der stilles til rådighed for den ansatte til privat brug. Det vil sige, at der ikke gives mængderabat.

Det er rådigheden over den fri bil, der beskattes. Det skattepligtige beløb fastsættes derfor uafhængigt af privatkørslens omfang.

Der er skærpede krav til bevisbyrden for, at bilen ikke bruges privat, når sagen drejer sig om en person, som har bestemmende indflydelse på virksomheden.

Bevisbyrden kan i visse tilfælde løftes, hvis der fremlægges dokumentation i form af daglige registreringer med specificeret angivelse af dagens kørsel, som viser, at der alene er tale om erhvervsmæssig kørsel. En sådan dokumentation er ikke fremlagt i sagen.

Det følger af reglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, om ordinær ansættelse og genoptagelse, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, og at ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Uanset fristerne i § 26, kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Der henvises til SKM 2007.522.VLR, hvor en ansat eksportchef blev beskattet af fri bil til rådighed. Landsretten lagde vægt på, at der ikke forelå et konkret bevis for, at bilen aldrig anvendes til privat kørsel. Dommen blev stadfæstet af Højesteret i SKM 2009.239.HR.

Der henvises endvidere til SKM 2005.138.HR. Højesteret stadfæstede landsrettens dom om beskatning af værdi af fri bil for en hovedanpartshaver. Der var ikke sammenfald mellem hovedanpartshaverens hjem og selskabets adresse, og bilen holdt efter det oplyste heller ikke ved bopælen. Uanset dette, påhvilede bevisbyrden for, at bilen ikke var til privat rådighed og ikke faktisk anvendt privat, anpartshaveren.

Chevrolet Express – Reg.nr. [reg.nr.1]

Det er SKATs opfattelse, at bilen i ejerperioden har stået til rådighed for klageren, hvorfor der skal ske beskatning af fri bil.

Da bilen er anskaffet helt tilbage i 2006, har SKAT kun foretaget ændringer af fri bil vedrørende indkomstår som er omfattet af fristen i skatteforvaltningslovens § 26.

Beregningsgrundlag og beregning:

Købspris

625.000 kr.

25 % af 300.000 kr.

75.000 kr.

20 % af 325.000 kr.

65.000 kr.

I alt

140.000 kr.

Efter 3 år nedsættes beregningsgrundlaget til 75 %

75 % af 625.000 kr.

468.750 kr.

25 % af 300.000 kr.

75.000 kr.

20 % af 168.750 kr.

33.750 kr.

I alt

108.750 kr.

Pr. måned

9.062 kr.

Mercedes Benz ML 63 – Reg.nr. [reg.nr.2]

Det er SKATs opfattelse, at klageren ved at indregistrere bilen til blandet kørsel og betale privatbenyttelsesafgift, efterlader det klare indtryk, at hensigten med anskaffelsen er, at benytte bilen både erhvervsmæssigt og privat.

Bilen er en såkaldt luksusbil og meget anvendelig til privat kørsel. Det blev endvidere oplyst til politiet, at bilen står parkeret på selskabets adresse, som er sammenfaldende med klagerens adresse.

SKAT er ikke bekendt med regler der betyder, at virksomheder der ikke er momspligtige skal betale privatbenyttelsesafgift, og har anmodet selskabets advokat om nærmere begrundelse. Denne er pt. ikke modtaget.

Det er herefter opfattelsen, at klageren skal beskattes af bilen.

Politiet har i det fremsendte kontrolskema til SKAT oplyst, at bilens fører oplyste, at kabinerummet indeholdt jagtudstyr. De har således ikke blot gættet sig frem. Billederne indikerer også, efter SKATs opfattelse, at der er tale om kasser som indeholder jagtudstyr. Selskabets advokat har modtaget kopi af de billeder politiet har taget.

Beregningsgrundlag og beregning:

Værdi ved leasing (2007)

825.000 kr.

25 % af 300.000 kr.

75.000 kr.

20 % af 525.000 kr.

105.000 kr.

I alt

180.000 kr.

Pr. måned

15.000 kr.

Efter 3 år nedsættes beregningsgrundlaget til 75 % og der tillægges grøn ejerafgift.

75 % af 825.000 kr.

618.750 kr.

25 % af 300.000 kr.

75.000 kr.

20 % af 318.750 kr.

63.750 kr.

Grøn ejerafgift

11.260 kr.

I alt:

150.000 kr.

Mercedes Benz S 65

Det fremgår af ligningsvejledningen, afsnit C.A.5.14.1.7, vedrørende tidligere hyrevogne:

”Hyrevogne

Det samme beregningsgrundlag gælder tidligere hyrevogne, der anskaffes uden at der bliver betalt registreringsafgift. Følgende skal tillægges anskaffelsessummen:

De istandsættelsesudgifter, som virksomheden har haft

Eventuelle leveringsomkostninger

Udgifter til tilbehør.”

Det er derfor opfattelsen, at beregningsgrundlaget udgør anskaffelsesprisen samt istandsættelsesudgifter og udgifter til fælge som ikke blev anvendt mens bilen kørte som taxa, men først monteret efterfølgende.

Købet af fælge fremgår af en faktura på 191.041 kr., hvor der står eftermonteret udstyr. Ifølge Mercedes i [by1] dækker regningen følgende:

8 stk. AMG alufælge med sommer-/vinterdæk
Af- og påmontering af bil for montering af film.
Afmontering af div. udstyr til brug for taxa (køleskab, DVD-skærme, kontakter til el-sæder)
Specialsyet sædeovertræk
Anhængertræk til cykelstativ.

SKAT kunne ikke få oplyst, hvor meget prisen på fælge udgjorde af det samlede beløb. SKAT har herefter skønnet prisen til 67.000 kr.

Beregningsgrundlag og beregning:

Anskaffelsespris

799.000 kr.

Istandsættelsesomkostninger (bilag 3085)

214.320 kr.

Originale fælge

67.000 kr.

I alt

1.080.320 kr.

25 % af 300.000 kr.

75.000 kr.

20 % af 780.320 kr.

156.064 kr.

Grøn ejerafgift

10.680 kr.

I alt

241.744 kr.

Pr. måned

20.145 kr.

Mercedes S 420

Det er SKATs opfattelse, at det selvangivne beløb er for lavt.

Da der er tale om en tidligere hyrevogn, udgør beregningsgrundlaget anskaffelsesprisen samt istandsættelsesudgifter ved anskaffelsen.

Beregningsgrundlag og beregning:

Anskaffelsespris

494.000 kr.

Istandsættelsesomkostninger (bilag 752)

149.000 kr.

I alt

643.000 kr.

25 % af 300.000 kr.

75.000 kr.

20 % af 343.000 kr.

68.000 kr.

Grøn ejerafgift

9.620 kr.

I alt

153.520 kr.

Pr. måned

12.793 kr.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at forhøjelserne af klagerens indkomst for indkomstårene 2007-2011 vedrørende fri bil nedsættes til det selvangivne.

Repræsentanten har i klagen anført følgende:

FAKTUM OM KLAGER OG KLAGERS VIRKSOMHED:

Klager er anpartshaver i en af Danmarks største udbydere på markedet indenfor opstilling, udlejning og servicering af spilleautomater m.v. Selskabet tilbyder sine kunder ”full service” ydelser, herunder tilbyder selskabet at indhente tilladelser fra Spillemyndigheden, at indberette og afregne afgift til SKAT, at tømme automaterne samt at døgnservicere spilleautomaterne ved spillestedsnedbrud.

Selskabet er som følge af at der drives spilvirksomhed ikke momsregistreret men afregner lønsumsafgift.

Til brug for selskabets virksomhed har selskabet en række gulpladebiler samt enkelte biler på hvide plader, som anvendes erhvervsmæssigt. Således anvendes køretøjerne til den almindelige daglige betjening af kunderne, men tillige i forbindelse med selskabets døgnservice, hvor der er etableret tilkaldevagt ved spillestedsnedbrud.

For information yderligere henvises til http:// [...dk].

Selskabet har efter det oplyste på baggrund af SKATs vejledning indregistreret gulpladebilerne således at der fejlagtigt betales tillægsafgift for privat anvendelse til trods for at bilerne alene anvendes erhvervsmæssigt. Fejlen er opstået som følge af at selskabet ikke kan afløfte moms ved anskaffelsen af bilerne.

Klager ejer selskabet [virksomhed1] ApS som ejer [virksomhed2] ApS med 50 %. [person1] ejer [virksomhed3] ApS som ejer selskabet med de øvrige 50 %. Selskabet beskæftiger ca. 10 medarbejdere herunder klagers samlever.

Herudover ejer klager [person4] sammen med [person5], [virksomhed4] ApS, ultimativt med 50 % hver. Dette selskab driver virksomhed med drift af to kiosker med tilhørende spillehaller. Selskabet beskæftiger ca. 30 medarbejdere.

***

[virksomhed2] ApS har i 2007 leaset en Mercedes ML 63 på gule plader. Den 9.6.2011 blev klagers samlever og klager stoppet i bilen. Klagers samlever førte køretøjet jf. politiets kontrolskema (bilag 2). Klager og samleveren havde som så mange gange før sammen udført servicearbejde/teknisk assistance hos en kunde jf. (bilag 3).

Politiet har jf. bilag 2 hævdet at der var jagtvåben og patroner i bilen, hvilket ikke er korrekt jf. nedenfor. Politiet har ubestridt jf. tillige bilag 1 side 3 ikke åbnet de kasser som befandt sig i bilerne, idet politiet, hvis de havde gjort dette ville have konstateret at der lå måleudstyr samt værktøj m.v. i kasserne med henblik på service af kunder. Var der tale om våben som hævdet må det antages at politiet ville have undersøgt spørgsmålet om våbentilladelser m.v. hvilket ikke skete.

SKAT har jf. bilag 1 lagt til grund at oplysningerne omkring jagtudstyr er kommet fra bilens fører, idet dette efter SKATs afgørelse skulle fremgå af bilag 2. Det er ikke korrekt at dette som hævdet af SKAT fremgår af bilag 2.

***

Selskabet solgte i 2011 (bilag 4) en Mercedes S65 til [virksomhed4] ApS for 799.000 kr. Bilen blev tillige i 2011 vurderet af Mercedes Benz til 799.000 kr. (bilag 5). Klager er efter frikørslen af vognen og anskaffelsen af vognen i 2011 blevet beskattet af denne bil.

Ligeledes er klager i januar til og med april 2011 blevet beskattet af en Mercedes S420. I henhold til overdragelsesaftalen (bilag 6) udgjorde anskaffelsessummen 494.010 kr. ved overdragelsen i 2009.

Klager har jf. R75 (bilag 7) haft en række biler i privat eje. Klager eller dennes samlever er tillige kontinuerligt og korrekt blevet beskattet af fri bil for så vidt angår andre af selskabets biler, som de har haft til rådighed.

SKATs AFGØRELSE:

SKAT har jf. bilag 1 foretaget forhøjelser af klagers indkomst, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Da forhøjelserne er sket tilbage til 2007 er der tale om forhøjelser såvel i medfør af skatteforvaltningslovens § 26 som samme lovs § 27.

SKAT er af den opfattelse at klager har haft rådighed over ovennævnte Mercedes Benz ML 63 samt en Chevrolet Express. Endvidere er beskatningsgrundlaget for de to Mercedes Benz S420 og S65 forhøjet på baggrund af påståede istandsættelsesudgifter.

Der henvises i det hele til bilag 1.

ANBRINGENDER:

Til støtte for de nedlagte påstande vedrørende indkomstårene 2007 og 2008 gøres det gældende at der ikke i skatteforvaltningslovens § 27 er hjemmel til at forhøje klagers indkomst ekstraordinært i nærværende sag. Der er ikke faktisk konstateret en rådighed for klager i disse indkomstår i forhold til de pågældende biler og klager har ikke handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Det bemærkes i den forbindelse at klager ikke jf. ligningslovens § 2 kontrollerer [virksomhed2] ApS eller [virksomhed4] ApS. Det har derfor formodning imod sig at de øvrige anpartshavere skulle tillade at klager havde rådighed over samtlige de biler som SKAT har anført jf. bilag 1 samtidig med at klager jf. bilag 7 havde en Mercedes S-klasse som han var indregistreret som bruger af.

Endvidere gøres det gældende at SKAT ikke har foretaget varslingen af forhøjelsen rettidigt i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 idet varslingen af forhøjelsen af ansættelsen ikke er foretaget senest 6 måneder efter at SKAT blev bekendt med forhold som kunne begrunde en fravigelse af § 26.

Således er der den 31. oktober 2011 (bilag 8) skrevet til SKAT omkring den pågældende bil/episoden hvor bilen blev stoppet, som svar på SKATs skrivelse af den 28. juni 2011.

Ansættelsen for 2007 og 2008 burde således have været varslet senest i april 2012 jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Klager er endvidere ikke stoppet i den pågældende Mercedes ML 63 i 2007, 2008, 2009 eller 2010, men først i 2011, hvor han i erhvervsmæssigt medfør var passager i forbindelse med tilkaldevagt til en kunde.

***

For så vidt angår indkomstårene 2009 – 2011 gøres det vedrørende den pågældende Mercedes ML 63 gældende at måtte SKAT være af den opfattelse at der skal ske beskatning, skal dette alene ske fremadrettet fra 2011.

Imidlertid er det ubestridt at politiet ikke faktisk har konstateret våben og patroner m.v. men blot har set/taget billeder af baggagerummet og derefter har antaget at de i bilen tilstedeværende kasser indeholdt våben m.v. Der er tale om kasser med måleudstyr og værktøj i forbindelse med servicebesøg/tilkaldevagt m.v.

Det er ikke korrekt, som af SKAT hævdet jf. bilag 1 at det fremgår af bilag 2 at føreren af bilen har oplyst anderledes.

Kørslen var således erhvervsmæssig jf. ligningslovens § 9B og det fastholdes at klager heller ikke i indkomstårene som er genoptaget efter skatteforvaltningslovens § 26 har haft rådighed over bilen jf. ligningslovens § 16, stk. 4. I de i SKAT jf. bilag 1 citerede afgørelse er der utvivlsomt tale om personer som efter en konkret vurdering havde de pågældende køretøjer til rådighed.

Klager havde tillige selv en række køretøjer som er ejet privat (bilag 7) og klager og samlever er blevet beskattet af firmabiler i hele perioden.

Det bestrides at den pågældende Chevrolet Express i 2009 har stået til rådighed for klager. Bilen har alene været anvendt til tilkaldevagt m.v. af selskabets medarbejdere.

***

I forhold til køretøjet Mercedes Benz S65 er klager allerede blevet beskattet af denne bil jf. tillige bilag 1.

Beskatningsgrundlaget for frikørte hyrevogne fremgår af ligningslovens § 16, stk. 4, 5. pkt.

Tidligere hyrevogne der anskaffes uden berigtigelse af registreringsafgift, skal efter bestemmelsens ordlyd værdiansættes til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter. Dette uddybes i ligningsvejledningen jf. tillige SKATs henvisning jf. bilag 1 side 4 med at istandsættelsesudgifter som virksomheden har haft skal tillægges anskaffelsessummen.

I nærværende sag er bilen solgt til [virksomhed4] ApS på markedsvilkår jf. vurderingen jf. bilag 5 og 6. De udgifter der har været i forhold til bilen er slet ikke afholdt af ”arbejdsgiver” [virksomhed4] ApS. Bilen er således solgt efter at der har været afholdt udgifter til en markedspris på 799.000 kr. inkl. eventuelle udgifter som alene er afholdt af sælger [virksomhed2] ApS. Det er derfor alene købsprisen på 799.000 kr. der kan lægges til grund som relevant og korrekt beskatningsgrundlag.

***

I forhold til den pågældende Mercedes S 420 bestrides det at de udgifter der er afholdt til denne er afholdt i forbindelse med anskaffelsen jf. ligningslovens § 16, stk. 4, 5. pkt.

Anskaffelsessummen i april 2009 udgjorde jf. bilag 6, 494.010 kr. som således er det relevante grundlag.

***

Fri bil beskatningen skal således i 2011 opgøres således:

Mercedes S65 – købspris 799.000 kr.

25 % af 300.000 kr.

75.000 kr.

20 % af 499.000 kr.

99.800 kr.

Grøn ejerafgift

10.680 kr.

Samlet pr. år

185.480 kr.

Pr. måned

15.456 kr.

8 måneder i 2011

123.648 kr.

Selvangivet

108.900 kr.

Difference til beskatning

14.748 kr.

Mercedes S420 – købspris 494.010 kr.

25 % af 300.000 kr.

75.000 kr.

20 % af 194.010 kr.

38.802 kr.

Grøn ejerafgift

9.620 kr.

Samlet pr. år

123.422 kr.

Pr. måned

10.285 kr.

4 måneder i 2011

41.140 kr.

Selvangivet

22.000 kr.

Difference til beskatning

19.140 kr.

Anerkendt forhøjelse vedrørende 2011

33.888 kr.”

SKATs udtalelse til klagen

Chevrolet Express – reg.nr. [reg.nr.1]

Det anføres i klagen, at bilen anvendes til tilkaldevagt m.v. for selskabets ansatte.

Oplysningen ændrer ikke SKATs opfattelse, da der er tale om en hvidpladebil – indregistreret til camping – som anses meget velegnet til privatbenyttelse. Klagers samlever køber da også bilen af selskabet.

Det fastholdes således, at der skal ske rådighedsbeskatning.

Mercedes ML 63 – reg.nr. [reg.nr.2]

Det fremgår af klagen, at ændringen for 2007 og 2008 anses for ugyldig i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 og 2.

SKAT har ændret ansættelserne fra 2007, hvilket er det år hvor Mercedes ML 63 bliver leaset og indregistreret til både privat- og erhvervsmæssig kørsel. Dette er gjort med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Det er opfattelsen, at det er groft uagtsomt, at klageren ikke har selvangivet værdi af fri bil, af en luksusbil til 825.000 kr., hvor klageren selv har foranlediget at bilen blev indregistreret til både privat og erhvervsmæssig anvendelse.

Det forhold at klageren ikke har selvangivet fri bil i 2007 og 2008 vedrørende sin ansættelse i [virksomhed2] ApS, har ikke været let konstaterbart for SKAT. Klageren var lønansat i selskabet i 2007 og en del af 2008, men der var ikke anført fri bil i rubrik 19 (fri bil).

Selskabet ejer mange biler og har flere ansatte. Det kræver en nærmere ligningsmæssig gennemgang at konstatere, hvem der har fri bil til rådighed.

SKAT er ikke enig i, at der ikke er varslet senest 6 måneder efter at SKAT har fået tilstrækkelig kundskab om det forhold, der giver grundlag for en ekstraordinær ansættelsesændring.

Sagsforløbet kan kort skitseres således:

28. juni 2011. Efter at politiet har stoppet en af selskabets biler ved en vejkontrol og videresendt oplysninger til SKAT, udsender SKAT en indkaldelse af materiale, hvor man bl.a. anmoder om at få oplysninger om selskabets biler.

31. oktober 2011. Modtaget oplysninger fra selskabets advokat. Det meddeles bl.a. at selskabet driver momsfri spilvirksomhed, hvilket er årsagen til at der er betalt privatbenyttelsesafgift ved køb af Mercedes ML 63, og at dette ikke er ensbetydende med at bilen stilles til rådighed for privat kørsel.

16. august 2012. Ny indkaldelse fra SKAT, hvor SKAT anmoder om at få dokumenteret at Mercedes ML 63 ikke bliver anvendt til privat kørsel.

31. oktober 2012. Selskabets advokat oplyser, at selskabet har betalt privatbenyttelsesafgift, fordi selskabet, som momsfri virksomhed, ikke har noget andet valg. Det oplyses også, at spørgsmålet om råderetten i en situation som nærværende, ikke er prøvet i praksis.

12. december 2012. SKAT anmoder om at få oplyst, i hvilken lovbestemmelse det fremgår, at momsfri virksomheder skal betale privatbenyttelsesafgift.

30. januar 2013. Oplysninger fra selskabets advokat modtages. Der modtages ingen oplysninger om hvilken lovbestemmelse der kan henvises til, men at selskabet har fulgt de anvisninger SKAT har kommet med i forbindelse med indregistreringen.

Herefter har SKAT de nødvendige oplysninger for at kunne udarbejde en påtænkt skatteansættelse som udsendes 30. april 2013 – altså inden for 6 måneders fristen.

Kundskabstidspunktet er således tidligst den 30. januar 2013.

Beregningsgrundlag Mercedes S65

Det er SKATs opfattelse, at istandsættelsesudgiften skal medtages. Det er korrekt, at [virksomhed2] ApS har afholdt og fratrukket udgifterne. Det er imidlertid ikke afgørende hvem der har afholdt udgiften, da selskaberne er interesseforbundne, og klageren er hovedanpartshaver i begge selskaber. Det afgørende er, at udgiften er afholdt efter bilen har kørt som taxa og før den stilles til rådighed til privat kørsel for klageren.

Det skal bemærkes, at [virksomhed2] ApS afholder bilens værkstedsudgifter, i et ikke ubetydeligt omfang, længe efter [virksomhed4] ApS har købt bilen og den stilles til rådighed for klageren.

Det fremgår ikke af købekontrakten, at [virksomhed2] ApS skal afholde værkstedsudgifter, efter at bilen er overdraget.

Dispositionen viser, efter SKATs opfattelse, at de almindelige markedsmekanismer er sat ud af kraft, som følge af det interesseforhold [virksomhed2] ApS og [virksomhed4] ApS har.

Beregningsgrundlag Mercedes Benz S420

Det er SKATs opfattelse, at istandsættelsesudgiften skal medtages. Det er korrekt, at [virksomhed2] har afholdt og fratrukket udgiften, men reparationen er foretaget efter overtagelsesdatoen den 23. april 2009. Bilen blev indregistreret 19. april 2007, og må have kørt taxa mindst indtil 19. april 2009, for at overholde 2-års kravet i forbindelse med frikørsel.

Det er ikke afgørende, hvem der har afholdt udgiften, da selskaberne er interesseforbundne, og klageren er hovedanpartshaver i begge selskaber. Det afgørende er, at udgiften er afholdt efter bilen har kørt som taxa.

Repræsentanten bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling

Repræsentanten har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

INDSIGELSER VEDRØRENDE SKATTEANKESTYRELESENS FORSLAG TIL AFGØRELSE FOR [person4] J.NR. 13-0212679

I forlængelse af Skatteankestyrelsens skrivelse af den 21. januar 2016 vender jeg hermed tilbage i sagen.

De ved klageskrivelse af 27. juni 2013 nedlagte påstande fastholdes.

SKATTEANESTYRELSENS FORSLAG TIL AFGØRELSE :

Skatteankestyrelsen har anset den ekstraordinære genoptagelse for 2007 og 2008 for sket rettidigt, jf. skfl. § 27, stk.2. Skatteankestyrelsen har endvidere i det hele foreslået at klager skal beskattes som sket, jf. den indbragte afgørelse fra SKAT.

ANBRINGENDER:

Til støtte for de nedlagte påstande vedrørende indkomstårene 2007 og 2008 gøres det gældende at der ikke i skatteforvaltningslovens § 27 er hjemmel til at forhøje klagers indkomst ekstraordinært i nærværende sag. Klager har ikke handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Han har ikke haft rådighed over de pågældende biler som SKAT hævder, og han har endvidere i perioden haft en Mercedes S-klasse stillet til rådighed jf. bilag 7 som han er blevet beskattet af. Han har herudover ejet adskillige biler jf. tillige bilag 7.

Klager blev endvidere ikke stoppet i den pågældende Mercedes ML 63 i 2007, 2008, 2009 eller 2010, men først i 2011, hvor han blev stoppet af politiet i forbindelse med at han kørte erhvervsmæssigt i bilen, hvilket Skatteankestyrelsen jf. forslaget side 15 anerkender.

SKAT har endvidere ikke foretaget varslingen rettidigt i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, idet varslingen af forhøjelsen af ansættelsen ikke er foretaget senest 6 måneder efter, at SKAT blev bekendt med forhold som kunne begrunde en fravigelse af § 26

Således er der allerede den 31. oktober 2011 fra selskabets side skrevet til SKAT omkring den pågældende bil/episoden hvor bilen blev stoppet, som svar på SKATs skrivelse af 28. juni 2011.

Det er tillige på dette tidspunkt oplyst til SKAT at klager ikke finder at bilen er til rådighed privat. Det burde på dette tidspunkt henset til besvarelsen være helt åbenbart for SKAT at der ikke findes kørselsregnskab på køretøjerne da dette så havde været indsendt ved SKATs første henvendelse.

SKAT kunne endvidere ved tvivl blot have bedt om dette ved skrivelsen i juni 2011. SKAT forholdt sig imidlertid helt passivt fra 31. oktober 2011 frem til 16. august 2012. De for SKAT relevante oplysninger forelå eller burde have foreligget i oktober 2011, hvorfor ansættelsen for 2007 og 2008 burde have været varslet senest i april 2012, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

SKATs passivitet i mere end 9 måneder betød således at fristen ikke senere kunne overholdes. Risikoen herfor påhviler SKAT. Forhøjelsen for 2007 og 2008 skal derfor frafaldes.

***

Det gøres herudover til støtte for de nedlagte påstande for samtlige år gældende at de biler som ikke er indberettet af selskabet som fri bil ikke har stået til rådighed for klager.

Selskaberne [virksomhed2] ApS og [virksomhed4] ApS er ikke som antaget af Skatteankestyrelsen og SKAT interesseforbundne i henseende til nærværende sag. Selskabet [virksomhed2] ApS er ejet af [virksomhed1] ApS med 50 % samt [virksomhed3] ApS med 50 %. [person4] ejer sammen med [person5], [virksomhed4] ApS, med 50 % hver.

Således ville [person1] aldrig gå med til at selskabet [virksomhed2] ApS afholdte udgifter som rettelig skulle bæres af [virksomhed4] ApS, ligesom [person5] aldrig ville gå med til at betale udgifter for [virksomhed2] ApS jf. nedenstående vedrørende istandsættelsesudgifter. Der er endvidere formodning imod at ligeværdige anpartshavere ville tillade at klager havde så mange biler til rådighed som antaget af SKAT.

Derfor er der såvel faktuelt som juridisk modstående interesser selskaberne og anpartshaverne imellem i forhold til udgiftsafholdelse og rådighed over biler. SKAT og Skatteankestyrelsens antagelser omkring interessesammenfald er således ikke korrekte.

Klager er ikke eneanpartshaver i selskaberne og han kan ikke bestemme om han har lyst cfr. eneanpartshaveren i dommen refereret i SKM 2005.238HR, hvor der om en sportsvogn som tillige efter Højesterets opfattelse var helt uegnet til erhvervsmæssig kørsel.

Køretøjerne i nærværende sag har ikke denne karakter, idet der er indrettet varerum til bl.a. kørsel af måleudstyr m.v. Bilerne er endvidere ubestridt anvendt af selskabets øvrige ansatte til erhvervsmæssig kørsel.

Det bestrides derfor at Mercedes ML 63 fra 2007 – 2011, samt Chevrolet Express i 2009 har stået til rådighed for klager.

***

Klager er jf. tillige SKATs afgørelse løbende på baggrund af selskabets indberetninger til SKAT blevet beskattet af en Mercedes S65 og en Mercedes S420, som begge var frikørte hyrevogne.

Beskatningsgrundlaget for frikørte hyrevogne fremgår af ligningslovens § 16, stk. 4, 5. pkt.

Af bestemmelsen fremgår det udtrykkeligt at:

For biler, der er anskaffet mere end tre år efter første indregistrering, og for tidligere hyrevogne, der anskaffes uden berigtigelse af registreringsafgift, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter.”

Bilerne er købt og solgt på markedsvilkår til henholdsvis 799.000 og 494.010 kr. jf. bilag 4 – 6 og de er ubestridt frikørte.

De udgifter, der har været afholdt i forhold til bilerne, er ikke afholdt af ”arbejdsgiver jf. lovens ordlyd men er indeholdt i den købesum, som er erlagt, jf. bilag 4 og 6 efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4.

Det er derfor jf. lovens ordlyd alene arbejdsgivers anskaffelsespris m.v. der kan lægges til grund som relevant og korrekt beskatningsgrundlag.

Skatteankestyrelsens forslag har ikke hjemmel i ordlyden omkring ligningslovens § 16, stk. 4 og styrelsens antagelser omkring betydningen af et påstået interesseforhold er uprøvet i praksis. En person som får stillet en bil til rådighed som er købt til en pris hvor sælger afholder omkostninger i forbindelse med købet, bliver heller ikke i alle andre henseender straffet ved tillæg til beskatningsgrundlaget vedrørende de udgifter som sælgeren afholder i forbindelse med købet. Styrelsens tiltrædelse af denne sag må betegnes som ren frihåndstegning.

Fri bil beskatningen skal i 2011 opgøres for klager således:

Mercedes S65 – købspris 799.000 kr.

25 % af 300.000 kr.

75.000 kr.

20 % af 499.000 kr.

99.800 kr.

Grøn ejerafgift

10.680 kr.

Samlet pr. år

185.900 kr.

Pr. måned

15.456 kr.

8 måneder i 2011

123.648 kr.

selvangivet

108.900 kr.

Difference til beskatning

14.748 kr.

Mercedes S420 – købspris 494.010 kr.

25 % af 300.000 kr.

75.000 kr.

20 % af 194.010 kr.

38.802 kr.

Grøn ejerafgift

9.620 kr.

Samlet pr. år

123.422 kr.

Pr. måned

10.285 kr.

4 måneder i 2011

41.140 kr.

Selvangivet

22.000 kr.

Difference til beskatning

10.140 kr.”

SKATs udtalelse af 30. marts 2016

SKAT har udtalt følgende:

”SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling med følgende bemærkninger:

Chervolet Express – 10 måneder i 2009 – regnr. [reg.nr.1]

Når bilen er opstillet på privatadressen hvor virksomheden også er beliggende er der en formodning for privat anvendelse af bilen, jf. SKATs Juridisk Vejledning afsnit C.A.5.14.1.11.

Det fremgår desuden af Højesterets domme SKM 2014.504 og SKM 2015.138 HR, at når der ikke ses at være nogen erhvervsmæssig begrundelse for anskaffelsen af en hvidpladebil, er det klageren der har bevisbyrden for at den ikke har stået til rådighed. For at have en erhvervsmæssig begrundelse skal bilen kunne anses som nødvendig til det erhverv som skatteyderen udøver. Denne bevisbyrde har klageren ikke løftet.

I Højesterets afgørelse SKM 2014.504, hvor der henvises til Landsrettens begrundelse skrives der således følgende: Porschen var således ikke egnet til at opfylde selskabets erhvervsmæssige behov. Selv om det må lægges til grund, at bilen ikke har været parkeret ved A’s private bopæl, må det ikke under disse omstændigheder påhvile A at sandsynliggøre, at Porschen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat befordring, jf. herved Højesterets dom af 1. marts 2005 (U 2005.1691 H)

Herudover må bilen anses som en luksusbil. (anskaffet i 2006 for kr. 579.148).

Det fremgår således af SKM2014.182.ØLR, at når der er tale om en eksklusiv og dyr bil og det ikke fremstår klart hvilket driftsmæssigt behov, bilen skulle opfylde, er det klageren der skal løfte bevisbyrden for at den ikke står til rådighed for privat anvendelse.

Et kørselsregnskab skal, for at det kan afkræfte formodningen for privat kørsel, være ført løbende. I SKM2009.239.HR fastslår Højesteret med henvisning til Vestre Landsrets præmisser, at et kørselsregnskab i realiteten er den eneste konkrete måde, hvorpå det kan bevises, at en firmabil ikke har været anvendt til privat kørsel.

En manglende løbende udarbejdelse af kørselsregnskaber indebærer omvendt, at den erhvervsmæssige anvendelse af bilerne ikke kan fastlægges.

Klageren har desuden ikke fremlagt nogen anden dokumentation for effektiv afskæring af rådigheden over bilen til private formål.

SKAT finder derfor fortsat, at klageren skal beskattes af fri bil vedrørende denne Chervolet Express.

Mercedes S65

SKAT fastholder, at istandsættelsesudgifterne på bilen skal indgå i beregningsgrundlag for fri bil.

Mercedes S 420 – 4 måneder i 2011

SKAT fastholder, at istandsættelsesudgifterne på bilen skal indgå i beregningsgrundlagt for fri bil.

Mercedes ML 63 – reg.nr. [reg.nr.2]

Det er SKATs opfattelse, at klageren har tilkendegivet, at bilen star til rådighed for privat benyttelse allerede fordi klager har valgt at lade køretøjet indregistrere til blandet anvendelse og ved løbende at betale privatbenyttelsesafgift.

Bestemmelsen vedrører bevisbyrden for gulplade biler, hvor momsen er afløftet og der er ikke betalt tillæg for privatanvendelse, blev indført ved lovnr. 342 af 27.maj 2002. af lovforslag nr. 181 af 20. marts 2002 fremgik bl.a. følgende:

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at firmabiler på gule plader, hvor der er betalt tillægsafgift for privatanvendelse, og/eller hvor momsen ikke er fratrukket, fortsat vil være omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4. Dette er i overensstemmelse med principperne i vægtafgifts- og momsloven, i og med der i et sådant tilfælde netop tilkendegives, at bilen skal anvendes både privat og erhvervsmæssigt.”

”At der ikke blot foretages en afgrænsning efter momslovens regler om fradrag for moms af anskaffelsessummen, er begrundet i, at fradrag for moms på anskaffelsessummen er en engangsforteelse, der kan være vanskeligt at dokumentere og kontrollere efter en årrække, i modsætning til tillægsafgift for privat anvendelse, hvor ejeren eller brugeren af en bil årligt anmelder, hvorvidt der skal betales sådan en afgift.”

Herefter er det SKATs opfattelse, at klageren er omfattet af reglerne for hvidpladebiler i Ligningslovens § 16, stk. 4. Til forskel fra hvidpladebilerne, hvor det kan lade sig gøre, at løfte bevisbyrden ved en konkret vurdering, har klageren her betalt privatbenyttelsesafgift, hvilket efter SKATs opfattelse medfører en skærpet bevisbyrde, da klageren løbende og direkte har tilkendegivet at bilen benyttes privat.

Herefter er det klageren der skal løfte bevisbyrden for at bilen ikke står til rådighed for privat benyttelse. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

SKAT skal henvise til Landsskatterettens afgørelser af 7/3-2012 – j.nr. 11-01807 og afgørelse af 7/4-2010 – j.nr. 09-03205.

Samtidigt er klageren blevet stoppet i bilen, i et – efter SKATs opfattelse – privat ærinde, den 9. juni 2011 kl.20:30.

Formalia

SKAT finder, at forholdet er omfattet af skatteforvaltningslovens § 26,stk. 5.

Det følger således af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, at fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 først udløber i det sjette år efter indkomstårets udløb for skattepligtige omfattet af § 3 B i skattekontrolloven.

Højesteret har i afgørelsen SKM2014.504.HR fastslået, at bestemmelsen gælder både i relation til forhold, der er knyttet til relationen hovedanpartshaver/selskabsforhold og relationen direktør/arbejdsgiverforhold.

Klageren er hovedanpartshaver og har fået bilerne stillet til rådighed. Der er således tale om en kontrolleret transaktion.

SKAT henviser desuden til SKM2015.464.LSR.

Herudover har klageren handlet groft uagtsomt hvorfor forholdet desuden er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Fristerne er derfor overholdt.”

Repræsentantens bemærkninger til SKATs udtalelse

Repræsentanten har fremsat følgende bemærkninger til SKATs udtalelse:

SKATTEANKESTYRELSENS FORSLAG TIL AFGØRELSE FOR [person4] J.NR. 13-0212679 – SKATs HØRINGSSVAR

I forlængelse af Skatteankestyrelsens skrivelse af den 31. marts 2016 vender jeg hermed tilbage i sagen.

Det ved klageskrivelse af den 27. juni 2013 samt skrivelse af 26. februar 2016 anførte fastholdes. Der henvises endvidere til det d.d. anførte i selskabets sag.

SKAT har i afgørelsen jf. bilag 1 alene anført at afgørelserne vedrørende 2007 og 2008 er foretaget ekstraordinært.

Der skal derfor ses bort fra SKATs betragtninger vedrørende kontrollerede transaktioner jf. høringssvaret side 3 da henvisningen til skfl. § 26, stk. 5 slet ikke fremgår af SKATs afgørelse af 12. juni 2013 jf. bilag 1.

Spørgsmålet om kontrollerede transaktioner har således aldrig i de tre år sagen har verseret været et tema i sagen. En påberåbelse af bestemmelsen nu kan således ikke legitimere en ulovlig afgørelse uden kompetence.

At forholdet i øvrigt er omfattet af skfl. § 26, stk. 5, som antaget af SKAT bestrides herudover, da der ikke er tale om aftaler om fri bil mellem hovedanpartshaver og selskabet, cfr. SKM 2014.504H.

***

SKAT og Skatteankestyrelsen har i øvrigt anset den ekstraordinære genoptagelse for 2007 og 2008 for sket rettidigt jf. skfl. § 27, stk. 2.

Der er ikke anført nogen herfor, jf. bl.a. SKATs bemærkninger om at ”klager har handlet groft uagtsomt” afslutningsvis i høringssvaret. Jeg henleder opmærksomheden på at forhøjelserne er foretaget ekstraordinært og at bevisbyrden for at der er kompetence hertil alene påhviler SKAT.

At begrundelsespligten tilsidesættes er ulovmedholdigt, idet SKATs begrundelsespligt er ufravigelig al den stund at der ikke gives klager medhold.

Særligt henset til at klager ikke har haft rådighed over de pågældende biler som SKAT hævder og han har endvidere i perioden haft en Mercedes S-klasse stillet til rådighed jf. bilag 7 som han er blevet beskattet af forekommer det temmelig anstrengt at gætte på at klager har handlet groft uagtsomt. Som i selskabets sag gættes der på faktum, hvilket er i strid med legalitetsprincippet. Der henvises til selskabets klageskrivelse herom.

Klager er aldrig blevet stoppet i den pågældende Mercedes ML 63 i 2007, 2008, 2009 eller 2010, men først i 2011, hvor han blev stoppet af politiet i forbindelse med at han kørte erhvervsmæssigt i bilen, hvilket Skatteankestyrelsen (og SKAT) jf. forslaget side 15 anerkender.

SKAT har ikke forholdt sig sagligt til synspunktet, hvorefter varslingen af forhøjelsen ikke er rettidig i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, idet varslingen af forhøjelsen af ansættelsen ikke er foretaget senest 6 måneder efter, at SKAT blev bekendt med det forhold som kunne begrunde en fravigelse af § 26.

Dette til trods for at der allerede den 31. oktober 2011 fra selskabets side blev skrevet til SKAT omkring den pågældende bil/episoden, hvor bilen blev stoppet, som svar på SKATs skrivelse af 28. juni 2011.

Det er tillige på dette tidspunkt oplyst til SKAT at klager ikke finder at bilen er til rådighed privat. Det burde være helt åbenbart for SKAT at der ikke fandtes kørselsregnskab på køretøjerne da dette ikke blev indsendt ved SKATs første henvendelse.

SKAT kunne endvidere ved tvivl blot have bedt om dette ved skrivelsen i juni 2011.

SKAT forholdt sig imidlertid ubestridt helt passivt fra 31. oktober 2011 frem til 16. august 2012. De for SKAT relevante oplysninger forelå i oktober 2011, hvorfor ansættelsen for 2007 og 2008 burde have været varslet senest i april 2012, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. At SKAT ikke forfølger sagen er ikke klagers risiko.

SKATs passivitet i mere end 9 måneder betød således at fristen ikke senere kunne overholdes. risikoen herfor påhviler SKAT. SKAT forholder sig heller ikke til dette i høringssvaret. Forhøjelsen for 2007 og 2008 er ugyldigt foretaget og skal derfor frafaldes.

***

Det bestrides at Mercedes ML 63 fra 2007-2011, samt Chevrolet Express i 2009 har stået til rådighed for klager. Der er ikke tale om biler der er uegnede til erhvervsmæssig kørsel som gættet på af SKAT. Tværtimod er der tale om biler med store varerum, hvilket gør bilerne velegnede til erhvervsmæssig kørsel herunder til at varetage selskabets erhvervsmæssige aktivitet.

I de af SKAT refererede sager SKM 2014.504 og SKM 2005.138 var der netop tale om biler som var aldeles uegnede til erhvervsmæssig kørsel og derfor uegnede til at opfylde selskabets behov modsat nærværende sag.

Igen er det betænkeligt at SKAT i sagen skal skabe et eget faktum og fordreje praksis.

Det bemærkes herudover at SKATs og i øvrigt Skatteankestyrelsens manglende undersøgelse af faktum vedrørende de pågældende biler er en tilsidesættelse af officialprincippet. Betænkeligt også når der tænkes på sagsbehandlingstiden at sagens fortsat ikke er oplyst forsvarligt.”

Landsskatterettens afgørelse

Fri bil

Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen medregne vederlag i form af værdi af fri benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i ansættelsesforhold eller som led i aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1 og 4, jf. statsskattelovens § 4. Det er rådigheden over bilen, der beskattes, ikke omfanget af den private brug.

Hvis bilen har været parkeret ved hovedaktionærens bopæl, eller der ikke er en forretningsmæssig begrundelse for selskabet anskaffelse af bilen, har hovedaktionæren bevisbyrden for, at bilen ikke har været til rådighed for hans private brug. Der henvises til Højesterets dom af 30. juni 2014, SKM2014.504.

Efter praksis kan bevisbyrden anses for løftet, hvis der foreligger et behørigt kørselsregnskab, som godtgør, at bilen ikke har været anvendt til privat kørsel eller der er fremlagt konkrete oplysninger, som på anden vis godtgør, at bilen ikke har været til rådighed. Der henvises til Højesterets dom i SKM2005.138, Vestre Landsrets dom i SKM2003.53 og Østre Landsrets dom i SKM2005.503

Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver for den skattepligtiges private benyttelse, beregnes som en årlig værdi på 25 % af den del af bilens værdi der ikke overstiger 300.000 kr. og 20 % af resten. Bilens værdi udgør mindst 160.000 kr. Hvis bilen er anskaffet af arbejdsgiveren højst tre år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi i det år, hvori første indregistrering er foretaget, og i de to følgende indkomstår til den oprindelige nyvognspris og herefter 75 % af nyvognsprisen. For biler, der er anskaffet mere end 3 år efter første indregistrering, og for tidligere hyrevogne, der anskaffes uden berigtigelse af registreringsafgift, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Chevrolet Express

Der er tale om en hvidpladebil, indregistreret til beboelse (camping).

Bilen var i det omhandlede indkomstår ejet af [virksomhed2] ApS

Klageren er hovedanpartshaver i selskabet, og hans privatadresse er sammenfaldende med selskabets adresse. Det lægges derfor til grund, at bilen har været parkeret på klagerens private adresse. Bilen er endvidere efterfølgende solgt til klagerens samlever.

Det påhviler herefter klageren at godtgøre, at bilen ikke har været til rådighed for privat anvendelse.

Der er ikke fremlagt kørebog eller anden dokumentation for, at bilen ikke er anvendt privat.

SKATs afgørelse stadfæstes.

Mercedes S65

Det er ubestridt, at klageren har haft privat rådighed over denne bil, og derfor skal beskattes af værdi af fri bil. Spørgsmålet vedrører alene beregningsgrundlaget.

Da der er tale om en tidligere hyrevogn, udgør beregningsgrundlaget arbejdsgiverens anskaffelsespris samt istandsættelsesudgifter ved anskaffelsen.

Bilen er stillet til rådighed for klageren af selskabet [virksomhed4] ApS.

Istandsættelsesudgiften er afholdt af sælger, [virksomhed2] ApS før salget til [virksomhed4] ApS og før bilen blev stillet til rådighed for klageren.

Klageren er hovedanpartshaver i begge selskaber, og [virksomhed2] ApS har afholdt værkstedsudgifter vedrørende bilen, efter den er solgt til [virksomhed4] ApS.

Selskaberne anses derfor for interesseforbundne, og det er herefter ikke afgørende hvilket selskab der har afholdt istandsættelsesudgiften. Da udgiften er afholdt efter bilen har kørt som taxa, og før den blev stillet til rådighed for klageren, skal den indgå i beregningsgrundlaget.

SKATs afgørelse stadfæstes.

Mercedes S420

Det er ubestridt, at klageren har haft privat rådighed over denne bil, og derfor skal beskattes af værdi af fri bil. Spørgsmålet vedrører alene beregningsgrundlaget.

Da der er tale om en tidligere hyrevogn, udgør beregningsgrundlaget arbejdsgiverens anskaffelsespris samt istandsættelsesudgifter ved anskaffelsen.

Bilen er stillet til rådighed for klageren af selskabet [virksomhed4] ApS.

Istandsættelsesudgiften på i alt 149.439 kr. er afholdt af selskabet [virksomhed2] ApS. Ifølge faktura er udgiften afholdt den 29. maj 2009, altså efter salget af bilen til [virksomhed4] ApS den 23. april 2009.

Klageren hovedanpartshaver og ansat i begge selskaber.

Da selskaberne anses for interesseforbundne, og da istandsættelsesudgiften er afholdt, efter bilen er frikørt og efter salget til [virksomhed4] ApS, er det ikke afgørende, at det er [virksomhed2] ApS og ikke [virksomhed4] ApS, der har afholdt udgiften.

SKATs afgørelse stadfæstes.

Mercedes ML 63

Reglerne om beskatning af firmabiler på gule nummerplader er med virkning fra 1. januar 2002 ændret. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 4, 10. og 11. punktum.

Firmabiler, registreret den 3. juni 1998 og fremefter, er herefter ikke omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, hvis to betingelser er opfyldt:

For det første skal der være tale om en firmabil omfattet af vægtafgiftslovens § 4, stk. 1, II, A. Det vil sige varebiler, der ikke er afgiftspligtige efter lov om afgift af vejbenyttelse. Der er tale om varebiler på gule nummerplader.

For det andet er det en betingelse, at der ikke er betalt tillægsafgift for privat anvendelse af firmabilen efter vægtafgiftslovens § 2.

Der er tale om en varebil på gule plader, men da bilen er indregistreret til blandet benyttelse og der betales privatbenyttelsesafgift, er bilen ikke omfattet af de særlige regler. Bilen er derfor omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, uanset om indregistreringen til blandet benyttelse og betalingen af privatbenyttelsesafgift er sket ved en fejl.

Da klageren er hovedaktionær, og da bilen har været parkeret ved hans privatadresse, som er sammenfaldende med selskabets adresse, er der en formodning for, at bilen har været til rådighed for privat benyttelse. Det påhviler herefter klageren at dokumentere, at bilen ikke har været til rådighed for hans private brug.

Der er ikke fremlagt kørselsregnskab eller anden dokumentation for, at bilen ikke har været til privat rådighed.

Klageren og hans samlever er blevet stoppet af politiet i bilen. Politiet har endvidere taget billeder af bilens indhold. Det er ubestridt, at politiet ikke har åbnet kasserne i bilen. Da der er fremlagt erklæring fra en kunde om, at klageren og hans samlever udførte arbejde den aften, og da det ud fra billederne ikke umiddelbart er muligt at konstatere, hvad der er i kasserne, kan det ikke lægges til grund, at der var tale om privat anvendelse.

Det er imidlertid ikke en betingelse for beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4, at bilen er konstateret anvendt privat.

Da klageren ikke har godtgjort, at bilen ikke har været til rådighed for privat brug, stadfæstes SKATs afgørelse.

Ugyldighed

For indkomstårene 2007 og 2008 er klagerens indkomst forhøjet ved en ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Klagerens repræsentant har gjort gældende, at SKATs afgørelse er ugyldig for så vidt angår disse indkomstår.

Ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 kræver, at klageren eller nogen på dennes vegne har handlet forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Under de foreliggende omstændigheder, hvor klager har ejet en privat bil, og blev beskattet af en anden fri bil Mercedes ML 63 og selskabet ejerskab til Mercedes ML 63 er fremgået af R 75, finder retten, at det vil være betænkeligt at fastslå, at den manglende medtagelse af Mercedes ML 63 som fri bil i de omhandlede indkomstår er udtryk for grov uagtsomhed i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5s forstand. Beskatning kan derfor alene ske i overensstemmelse med § 26. Dette medfører at klageren kan blive beskattet af fri bil i indkomstårene 2009-2011, men ikke i indkomstårene 2007 og 2008, der for så vidt angår beskatningen af Mercedes ML 63 er forældet.

Forhøjelsen af klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2007 og 2008 nedsættes derfor med henholdsvis 105.000 kr. og 180.000 kr.