Kendelse af 16-02-2016 - indlagt i TaxCons database den 22-04-2016

Klagen vedrører indkomståret 2005.

Faktiske oplysninger

Klageren har ikke indgivet selvangivelse for indkomståret 2005. SKAT har den 17. januar 2007 anmodet klageren om inden den 5. februar 2007 at indgive selvangivelse og fremsendte samtidig forslag om at foretage en skønsmæssig ansættelse på 125.000 kr. Klageren indgav ikke selvangivelse inden for den fastsatte frist. SKAT fremsendte herefter en årsopgørelse med en skønsmæssig ansættelse på 125.000 kr. i overensstemmelse med det tidligere fremsendte forslag. I årsopgørelsen blev givet en klagevejledning om mulighed for inden tre måneder at påklage årsopgørelsen til Landsskatteretten. Der blev ikke indgivet klage til Landsskatteretten inden for den fastsatte frist.

Ved brev af 29. marts 2012 til SKAT har klagerens repræsentant anmodet om genoptagelse af indkomsten for indkomståret 2005. Den 23. august 2012 sendte SKAT et forslag om, at genoptagelse ikke kunne imødekommes. SKAT har truffet endelig afgørelse den 25. september 2012, hvor genoptagelse blev nægtet. Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs nægtelse af genoptagelse ved afgørelse af 20. april 2013.

I forbindelse med Skatteankenævnets behandling af klage over SKATs ansættelse af klagerens indkomst for indkomståret 2004 har klageren i februar 2008 fremsendt en erklæring vedrørende virksomheden [virksomhed1] til [Skatteankenævnet]. Af erklæringen fremgår følgende:

”Erklæring

Undertegnede erklærer herved, at jeg intet og aldrig har haft med virksomheden [virksomhed1] at gøre – hverken økonomisk og/eller fysisk.

Jeg har alene været stråmand for min fader, som har kørt virksomheden alene.”

Af referat fra møde afholdt den 6. november 2007 med skatteankenævnets sagsbehandler fremgår følgende:

”Tilstede – Repræsentant og [person1] og [person2].

Klager er stråmand for sin fars virksomhed. Derfor bør overskuddet ikke selvangives hos klager, mener repræsentanten og ANS medarbejder. Klager har reelt ikke haft noget med virksomheden at gøre. Formelt set er han ejer. Repræsentanten har tidligere skrevet, at klager har opstartet virksomheden. Dette troede repræsentanten, men det forholder sig ikke sådan alligevel. Det er faderen der har startet virksomheden, men har står ikke som den formelle ejer.

Virksomhedens økonomi bør føres over til faderen, da han reelt kørte virksomheden i nærværende indkomstår. Hvis det hele føres over til faderen skal klager nedsættes med de 72.000 kr. som overskuddet er angivet til i 2004. Firmaet tages dermed ud af hans skønsmæssige ansættelse. Derved fjernes dog også det fremførte underskud fra 2003 og føres over på faderen.

Ud over overskuddet på 72.000,- kr. fremgår det også af virksomhedens regnskab, at der er debitorer på ca. 700.000,- kr. Disse er ikke nærmere udspecificeret.

Det omtalte overskud er ikke udbetalt til klager. Da der er tale om et tilgodehavende fra virksomheden.

Der mangler dokumentation på den islandske ”SU”. Det skal vurderes om det er et lån, der dermed ikke er skattepligtigt, eller en indkomst der skal beskattes. Rep. vil bede klager om at fremsendes dette. Der skal i den forbindelse også med sendes pengestrømme. Der foreligger i sagen et dokument der fremstår som et lånetilbud.

Rep. vil også fremsende en ny privatforbrugsberegning.

Rep. Oplyser, at klager er i Danmark for at studere. Han er her kun midlertidigt, og vil tage hjem til Island efter sit studie. Han kom til Danmark umiddelbart før studiestart.

Faderen er flyttet til Island igen.

Aftale: Rep. Sender dokumentation for den islandske indkomst, dokumentation for type af indkomst fra Island, pengestrømninger og en ny privatforbrugsberegning.

Sagsbehandler og afslutningsdato.

.../6. november 2007”

Referatet er tidligere fremsendt til klagerens repræsentant den 1. februar 2013 og er vedlagt nærværende sag.

Landsskatteretten har den 8. februar 2011 afsagt kendelse vedrørende klagerens indkomstansættelse for indkomståret 2004. Skatteankenævnet havde foretaget en skønsmæssig forhøjelse af klagerens indkomst, idet man havde tilsidesat det indgivne regnskab for firmaet [virksomhed1]. Nævnet havde ikke fundet det dokumenteret, at klagerens far var den egentlige ejer af firmaet, og at klageren kun var stråmand. Nævnet havde videre fundet, at klagerens privatforbrug var negativt og havde endvidere foretaget den skønsmæssige ansættelse som følge heraf.

Af Landsskatterettens kendelse fremgår følgende blandt andet:

”Det ses ikke at være påvist sådanne mangler ved regnskabet, at dette med sikkerhed kan tilsidesættes.

Efter praksis kan der i øvrigt foretages en skønsmæssig forhøjelse af en skatteyders indkomst, når de selvangivne indtægts- og formueforhold ikke levner plads til et acceptabelt privatforbrug, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4.

De foretagne forhøjelser er baseret på klagerens selvangivelse og det regnskab, han har indgivet. Klageren er anført som ejer af virksomheden. Efter Landsskatterettens opfattelse er der ikke fremlagt dokumentation for, at klageren ikke reelt har været ejer af virksomheden, og det er derfor med rette, at beskatning heraf er foretaget hos ham.

Uanset om klageren er omfattet af reglerne om forhøjet personfradrag efter bekendtgørelse om dobbeltbeskatning mellem Danmark, Færøerne, Island, Norge og Sverige artikel 20, vil privatforbruget skulle opgøres ud fra de betalte skatter på 9.533 kr.

Privatforbruget skal herefter medregnes overskuddet fra virksomheden [virksomhed1]. Skatteankenævnets privatforbrugsberegning er baseret på oplysninger fra R75, selvangivelsen og klagerens regnskab. Skatteankenævnet har med rette ikke godkendt mellemregning med faderen, hvorefter privatforbruget bliver negativt med ca. 43.000 kr. Landsskatteretten finder i overensstemmelse med skatteankenævnet, at indkomst fra Island skal medregnes med 23.351 kr. modtaget i SU, mens studielån fra Island på 73.346 kr. ikke er dokumenteret via pengestrømme og derfor ikke kan indgå i privatforbrugsopgørelsen.

Vedrørende klagerens boligforhold er det Landsskatterettens opfattelse, at det ikke er dokumenteret, at klageren har haft fri bolig indtil 1. oktober 2004, hvor han har været folkeregistertilmeldt i [adresse1]. Fra 1. oktober 2004 er det Landsskatterettens opfattelse, at der må lægges vægt på den fremlagte lejekontrakt vedrørende [adresse2], hvor klageren er anført som lejer. Det er ikke dokumenteret, at klagerens kæreste også har boet der.

Imidlertid er der for Landsskatteretten fremlagt dokumentation for, at klageren ultimo 2003 har haft et indestående på sin bankkonto på 16.003 n.kr., som er brugt i 2004. Ligeledes er det dokumenteret, at klageren i 2004 netto har tjent 73.681 n.kr. Disse beløb har påvirket klagerens privatforbrug positivt. Der er herefter ikke grundlag for at fastholde den foretagne skønsmæssige forhøjelse, der herefter nedsættes til 0.

Den skønsmæssige ansættelse nedsættes herefter til 0. Det overlades til SKAT at foretage den nærmere ansættelse af indkomst fra Norge.”

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har ikke fundet, at der kan ske ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 og har derfor stadfæstet SKATs afgørelse.

Anmodning om genoptagelse er fremsendt den 29. marts 2012 og er derfor indgivet efter udløbet af den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26. Spørgsmål om genoptagelse skal derfor afgøres efter bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27, om ekstraordinær genoptagelse.

Skatteforvaltningslovens § 27,stk. 1, nr. 1-7, indeholder en række objektive grunde for genoptagelse. Klageren opfylder ikke betingelserne for genoptagelse efter disse. Spørgsmål om genoptagelse skal herefter afgøres efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Ifølge denne bestemmelse kan ansættelser genoptages ekstraordinært, når der foreligger særlige omstændigheder.

Ifølge bemærkningerne til den tidligere bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8, er bestemmelsens anvendelsesområde tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen udenfor de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter objektive grunde i bestemmelsen. Af bemærkningerne fremgår, at bestemmelsen blandt andet kan finde anvendelse i tilfælde, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige, eller hvor skattemyndigheden har foretaget en åbenbar urimelig skønsmæssig ansættelse.

Bestemmelsen giver derimod ikke grundlag for genoptagelse i tilfælde, hvor den skattepligtige har glemt et fradrag, eller hvor myndighederne har fortolket lovgivningen eller sagsforholdet forkert, medmindre myndighederne i den forbindelse har handlet ansvarspådragende.

Nævnet har ikke fundet, at der er begået ansvarspådragende fejl af skattemyndigheden eller fejl i øvrigt, som har medført en materielt urigtig afgørelse, som det må anses for åbenbart urimelig at opretholde.

Nævnet har fremhævet, at Landsskatteretten i deres afgørelse vedrørende indkomståret 2004 har konkluderet, at klageren har drevet virksomheden og derfor skal beskattes af virksomhedsoverskuddet.

Hverken skatteankenævnet eller Landsskatteretten har således tillagt klagerens erklæring vedrørende det reelle ejerforhold betydning. Erklæringen kan efter nævnets opfattelse ikke medføre, at SKAT af egen drift og uden udtrykkelig ansøgning herom allerede i 2008 eller 2009 skulle være forpligtet til at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2005 med henblik på at komme frem til en afgørelse, hvor erklæringen skulle tillægges betydning.

At der skulle være fremsat en genoptagelsesanmodning i 2008 under klagebehandlingen for indkomståret 2004, har hverken kunnet dokumenteres eller sandsynliggøres, og nævnet har bortset herfra.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at SKAT skal genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2005.

Det er til støtte herfor gjort gældende, at klagerens erklæring af den 19. februar 2008 stilet til [Skatteankenævnet] må sidestilles med en anmodning om genoptagelse vedrørende virksomheden [virksomhed1], hvorfor anmodningen er fremkommet rettidigt.

Hvis genoptagelsesanmodningen ikke anses for indgivet inden for den ordinære frist, må der anses at foreligge særlige omstændigheder i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, idet SKAT har foretaget en åbenbar forkert skønsmæssig ansættelse.

Skatteankenævnet har ikke givet aktindsigt i det referat, sagsbehandleren lavede vedrørende et møde den 6. november 2007 hos skatteankenævnet. SKAT burde have givet studiefradrag, da dette er en del af skatteberegningen.

Klagerens repræsentant har anført følgende:

”Problemstillingen er kort opridset, 1) hvorvidt anmodningen om genoptagelse er fremkommet inden den almindelige ansættelsesfrist. Og 2) hvis den er kommet efter, hvorvidt betingelserne for

ekstraordinær genoptagelse, så er opfyldt.

[person3] var i 2005 arkitektstuderende og stråmandsejer for den personlige virksomhed

[virksomhed1], CVR-nr. [...1], der var drevet 100 % af dennes far, [person4], der arbejdede som tømrer.

Stråmandsarrangementet skyldes, at [person3]s far skulle foretage noget renoveringsarbejde vedrørende nogle udlejningsejendomme, som han selv var medejer af. Han ønskede ikke, at det skulle fremgå af faktura m.v., at det var ham, der havde udført arbejdet.

Ved kendelse af den 16. august 2006 foretog [Skattecentret] en skønsmæssig forhøjelse på 176.000 kr. vedrørende indkomståret 2004 for [person3].

Anbringender

[person3], revisor [person5] og hans far har fra starten samstemmende forklaret, at [person3] blot var stråmandsejer for virksomheden [virksomhed1] – og faderen har tillige accepteret at få skatteforhøjelsen.

Der kan her henvises til mødereferat i Skatteankenævnet den 2. februar 2009 (tidligere indsendt). Ud fra en fiskal betragtning er der ej heller noget betænkeligt i at lægge forklaringen til grund.

Forklaringen virker endvidere oplagt troværdig. Faderen er udannet tømrer og [person3] var arkitektstuderende på første år.

Dette er særlig tydeligt i 2004, hvor [person3] i perioden 8. februar til 16. april 2004 gik på sprogskole i Frankrig – og derudover arbejdede hos [virksomhed2] frem til august 2004, hvor han påbegyndte arkitektskolen i [by1].

Af fakturaerne kan vi se, at det primært vedrører tømrerarbejde m.v., jf. Bilag A, B, C, D og E.

Eksempelvis nedtagning af gammelt køkken, mure væg, el-arbejde og diverse renovering.

[person3] var kun student og var endvidere ikke i Danmark på det tidspunkt, hvor arbejdet blev udført. Email og telefonnummer på fakturaerne vedrører ej heller ikke [person3].

Vi har endvidere prøvet at kontakte direktør fra [virksomhed3] ApS (CVR: [...2]) og [virksomhed4] ApS, men forgæves. Selskabet har c/o adresse hos advokatfirmaet [virksomhed5], men vi har endnu ikke hørt noget fra dem.

Faderen har modtaget alle indtægter og afholdt alle udgifterne. Endvidere gav virksomheden likviditetsmæssigt et underskud i 2004 på over 70.000 kr., fordi kunderne først indbetalte i 2005. Af kontoudtoget (bilag E) fremgår det, at der primo januar 2005 indbetaltes over 700.000 kr. vedrørende faktura udstedt i 2004. Dette likvidationsunderskud er finansieret af faderen, hvorfor der under egenkapitalen er en mellemregning.

Det forhold, at revisor placerer mellemregningen under egenkapitalen er en klar indikation på, at der ikke er tale om en reel mellemregning. Man kan endvidere spørge sig selv - hvorfor skulle faderen finansiere dette underskud, hvis han ikke personligt havde noget med virksomheden at gøre.

Faderen må som minimum kunne betragtes som en stille deltager med den konsekvens, at der kan fikseres en lønudgift til ham efter ligningsloven § 2.

Retligt

Stråmandsvirksomhed

Stråmandsvirksomhed er som sådan ankerkendt inden for skatteretten, jf. LSR 12-0189405, SKM2002.361.VLR og SKM2008.147. Den person, der de facto udøver ejer-beføjelserne og laver ydelserne, skal også beskattes som ejer.

Bevisbyrderegler

Inden for skatteretten gælder som udgangspunkt de almindelige bevisbyrderegler – altså en almindelig sandsynlighedsvurdering (mere end 50 %).

Der kan her henvises til dommen TfS 2002, 129 hvor Højesteret fandt, at ægtefællernes samstemmende forklaring ikke kunne tilsidesættes af SKAT.

Der skulle her tages stilling til, om modtagne betalinger var afdrag på bodelingsgæld eller underholdsbidrag. Partneren gjorde gældende, at den oprindelige aftale omkring underholdsbidrag var suspenderet, og betalingerne derfor udelukkende vedrørte afdrag på bodelingsgæld.”

Klagerens advokat har fremsendt yderligere bemærkninger efter afholdelse af kontormøde:

”Efter mødet har jeg haft lejlighed til at drøfte med min klient omkring den manglende reaktion på agterskrivelsen/kendelsen fra 2007 vedrørende indkomståret 2005.

Min klient var i [USA] fra medio 2007 til primo 2009. Jeg vedlægger Bilag A-E. Man kan heraf blandt andet se, at post fra SKAT er kommet retur samt, at min klient har været eftersøgt af politiet grundet manglende fremmøde hos SKAT.

Da min klient primo 2007 modtog agterskrivelse vedrørende 2005, gav han brevet til sin far, der lovede at følge op på dette.

Min klient vendte hjem til Danmark primo 2009 og opdagede, at sagen endnu ikke var afsluttet. Han var primo 2009 indkaldt til fremmøde hos SKAT ([by1]) grundet manglende betaling af restskat 2005. Han mødte frem sammen med sin far.

Min klient redegjorde for problemstillingen, og SKAT besluttede at afvente klagesagen for 2004, der på daværende tidspunkt var til prøvelse i Skatteankenævnet.

SKAT meddelte, at såfremt min klient skulle anses for ejer af [virksomhed1], skulle han gavebeskattes af overskuddet, hvis hans far havde lavet alt arbejdet uden at modtage vederlag herfor.

Min klient og hans far meddelte, at aftalen var således, at faren skulle lave alt arbejdet og modtage al overskud i virksomheden – hvilket også skete. Der var således ikke basis for at gavebeskatte min klient.

Yderligere kommentarer

Det må kunne lægges til grund, at den del af overskuddet i virksomheden [virksomhed1], der kan tilskrives min klients fars (gratis) arbejde for virksomheden, skal gavebeskattes og ikke personbeskattes.

I forbindelse med klagen vedrørende forhøjelsen for 2004 blev SKAT opmærksom på, at det var min klients far, der havde foretaget arbejdsydelsen og dermed genereret indtægten til [virksomhed1]. Herefter burde SKAT af egen drift have rettet afgørelsen vedrørende 2005.

Der kan endvidere henvises til SKM 2004.43 LSR, hvori Landsskatteretten tilkendegav, at såfremt der inden for de frister, der fremgår af skatteforvaltningsloven § 26 (tidligere skattestyrelseslovens § 34), tilvejebringes relevante oplysninger omkring fakta til at foretage en korrekt skatteansættelse, er skatteforvaltningen forpligtiget hertil – uanset betingelserne for ekstraordinær genoptagelse ikke er opfyldt.

Helt præcist anførte Landsskatteretten:

”Ingen af betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, er opfyldt.

Imidlertid kunne skatteforvaltningen have genoptaget skatteansættelsen af egen drift, jf. den dagældende skattestyrelseslovs § 34, stk. 1.

I bemærkningerne til lov nr. 381 a 2. juni 1999 (L 192) fremgår:

"Det er som udgangspunkt skattemyndighedernes ansvar, at der foretages en korrekt skatteansættelse, når der foreligger en fyldestgørende og korrekt selvangivelse. Det forekommer imidlertid i praksis - af mange forskelligartede grunde - at en skattepligtig ønsker sin skatteansættelse ændret. I sådanne tilfælde, hvor den skattepligtige ønsker sin skatteansættelse ændret, følger det af almindelige forvaltningsretlige regler, at skattemyndigheden, hvis ansættelsesfristerne ikke er udløbet, skal korrigere ansættelsen, hvis myndigheden forelægges oplysninger, der viser at ansættelsen er forkert."

Ved lov nr. 410 af 2. juni 2003 blev fristreglerne på skatte- og afgiftsområdet ændret. Blandt andet blev bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, ændret således, at den skattepligtiges frist for anmodning om ændring af skatteansættelsen blev forlænget til 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb. Af bemærkninger til loven fremgår:

"Herudover foreslås det, at den ordinære frist for den skattepligtiges indgivelse af anmodning om genoptagelse, der efter gældende ret udløber 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, forlænges, således at fristen tilsvarer myndighedens ordinære ansættelsesfrist efter § 34, stk. 1, dvs. den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb.

Baggrunden herfor er, at myndighederne ifølge almindelige forvaltningsretlige principper i klare tilfælde må anses at være forpligtede til at foretage ansættelsesændringer inden for myndighedernes ansættelsesfrist, såfremt der fremkommer oplysninger, der kan begrunde en ændret afgørelse. Dette gælder også, hvis oplysningerne er forelagt myndighederne af den skattepligtige efter udløbet af fristen for indgivelse af genoptagelsesanmodning. Med forslaget er det således præciseret, at der er parallelitet mellem fristen for henholdsvis myndighederne og den skattepligtige."

I et tilfælde som det foreliggende, hvor der uomtvisteligt er forelagt skatteforvaltningen oplysninger, der kan begrunde en ændret ansættelse, inden for fristen i den dagældende skattestyrelseslovs § 34, stk. 1, anses skatteforvaltningen forpligtet til at genoptage skatteansættelsen.

Efter Landsskatterettens forretningsorden (bkg. nr. 563 af 2. juli 1999 til skattestyrelseslovens § 20, stk.8) § 17, stk. 4, kan Landsskatteretten pålægge den myndighed, der sidst har truffet realitetsafgørelse i sagen, at genoptage denne.

Skatteforvaltningen pålægges at genoptage andelsboligforeningens skatteansættelse for indkomståret 1998.”

Opfordringer

Det synes stadig uafklaret, hvilke fakta SKAT har lagt til grund for sin afgørelse. Jeg er således i tvivl om, hvorvidt SKAT lægger til grund, at det er min klient eller dennes far, der har udført arbejdet vedrørende [virksomhed1].

...”

Klagerens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”I 2005 stod min klient som formel ejer af firmaet [virksomhed1], CVR.nr. [...1]. Det var aftalen, at min klients far, der er uddannet tømrer, skulle udføre alt arbejde i [virksomhed1] — og tillige have alt overskuddet fra virksomheden, hvilket også skete.

Min klient og hans far var/er således enige om, at overskuddet fra [virksomhed1] skulle henføres til faren. Enten som virksomhedsindkomst (de facto medejer) eller som overskudsafhængig løn.

I erklæring af 19. februar 2008 (Bilag 4) stilet til [Skatteankenævnet] meddelte min klient i en skriftlig erklæring, at han aldrig har haft noget med virksomheden [virksomhed1] at gøre.

[Skatteankenævnet] v/ [person1] fra meddelte herefter, at min klient ikke skulle beskattes af overskuddet, jf. referat af 6. november 2007 (Bilag M). Ligeledes meddelte selvsamme, at min klient som arkitektstuderende kunne få et forhøjet personfradrag efter artikel 20 i den Nordiske DBO-overenskomst.

Ved fremmøde i skatteankenævnet den 2. februar 2009 redegjorde min klients far endvidere for netop dette forløb, jf. kontorreferat af 2. februar 2009 (Bilag 5).

Da SKAT fremsendte agterskrivelse af 17. januar 2007 vedrørende 2005 var min klient i USA — og fik derfor ikke agterskrivelsen (se Bilag I).

Da min klient vendte hjem il Danmark fra USA primo 2009 blev han bekendt med politieftersøgningen og indkaldelsen fra SKAT. Han mødte derfor op i [Skattecentret] sammen med sin far, hvor de endnu engang bekræftede sagsforløbet — samt anmodede om genoptagelse for 2005.

Mødet foregik hos [Skattecentret] ([by1]) [adresse3] primo 2009. Jeg har på min klients vegne anmodet om aktindsigt i mødereferatet, men endnu ikke fået denne anmodning imødekommet.

Anbringender

Ad skattepligt

Virksomhedsdeltager

Såfremt en skatteyder arbejder i en personlig virksomhed uden at modtage løn, men alene mod ret til en overskudsandel, er skatteyder at anse som deltager i virksomheden. Skatteyderen skal således ikke lønbeskattes, men virksomhedsbeskattes af vederlaget, jf. bl.a. TfS 1984, 82, SKM2O12.17 og TfS 1999,646 ØLD.

Ejendomsret til aktiverne i virksomheden er ikke nogen betingelser for at være deltager, jf. TfS 1999, 646 og TfS 2002, 257 HRD.

Kildeskatteloven §, 8, stk. 2:

Udenlandske studerende i Danmark, der stadigvæk er fuld skattepligtig i udlandet, bliver kun skattepligtige til Danmark, hvis opholdet i Danmark er over 365 dage/andet år. jf. også I 5K1V12015.685 SR.

Forhøjet person fra drag for udenlandske studerende:

I den Nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 20 fremgår. At studerende og praktikanter fra Færøerne og Island er fritaget for beskatning af arbejdsvederlag, som er nødvendige for opholdet her (gæstestuderendefradrag) Fritagelsen gælder, uanset om arbejdsvederlaget er indtjent i Danmark eller i udlandet. Se protokollen afsnit IX.

Ordinær genoptagelse

Det fremgår af Ligningsvejledningen A.A.8.2.1.2, at der ikke er formkrav til anmodningen om genoptagelse — hvorfor anmodningen kan fremføres mundtligt.

Endvidere fremgår det i samme ligningsvejledning:

“Hvis en anmodning om genoptagelse fremsendes til den forkerte myndighed inden fristen, er myndigheden forpligtet til at videresende anmodningen til den kompetente myndighed. En anmodning, der er fremsendt til en forkert myndighed inden fristen, anses for rettidig, selvom den først er fremme ved rette myndighed efter fristens uc9øb. Se FVL § 7, stk. 1.”

Endvidere bemærkes det, at SKAT er en såkaldt enhedsforvaltning, hvorfor anmodninger om genoptagelse kan fremsendes til alle under-institutioner inden for SKAT.

SKAT er tillige forpligtet til at genoptage egne afgørelser, såfremt man bliver opmærksom på, at en tidligere afgørelse hviler på et forkert grundlag, jf. SKM2004.43.LSR.

Ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8

Bestemmelsen lyder således:

“Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder.”

Bestemmelsen er primært tiltænkt myndigheds ej. Lovgiver understreger, at ved myndighedsfejl eksisterer de skatteprocessuelle begrænsninger i tilbagesøgningsadgangen ikke. Dette har den konsekvens, at alene de formueretlige forældelsesregler regulerer de tidsmæssige rammer for tilbagesøgningen.

Lovgiver begrunder dette med, at bestemmelsen må ses som et alternativ til erstatning.

Der kan bl.a. henvises til TfS 1999.557 V, hvor skattemyndighederne havde handlet ansvarspådragende ved ikke at følge retningslinjerne i ligningsvejledningen omkring den reelle ejer af en bil. SKAT havde alene lagt vægt på det formelle ejerskab til bilen til trods for, at det i ligningsvejledningen var tilkendegivet, at der tillige skulle lægges vægt på andre momenter.

Det samme i SKM 2013.562, hvor det understreges, at ikke alene det formelle ejerskab skal tillægges betydning.

Af Karnovs note 79 fremgår det:

“Der skal henvises til fristudvalgets betænkning fra 2003 med anbefalinger (Betænkning 1426 af 2003) — og hvor man konkluderede, at alene området ”offentligretlig culpa eller om man vil ansvarspådragende fejl ikke var tilstrækkeligt favnende til de mange sager, hvor det fandtes urimeligt at opretholde afgørelsen.

Derfor blev i 2003 området udvidet ud over de rent ansvarspådragende fejl. Således var hensigten at skabe en bestemmelse, som skulle kunne afbøde urimelige afgørelsers opretholdelse — og tilmed uden bagatelgrænse. Det må derfor konkluderes, at bestemmelse finder anvendelse, hvor der er begået fejl af Told- og skatteforvaltningen både, hvor disse fejl kan anses ansvarspådragende, men også tilfælde, hvor fejlene ikke kan anses for ansvarspådragende, dvs, når fejlen har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.”

Afslutningsvis

Det må anses for relativt indlysende, at når min klients far har udført alt arbejdet i virksomheden samt tillige modtaget provenuet fra virksomhedsdriften, så skal min klients far som følge heraf beskattes af som skattesubjekt - og ikke min klient.

Min klient og dennes far har skriftligt erklæret, at det forholder sig således, og der ses intet i sagen, der antyder, at dette måtte være urigtigt. På fakturaerne er påført klassisk tømrearbejde som min klient umuligt kan have lavet grundet manglende kvalifikationer. SKAT ses ej heller under sagen at have anfægtet rigtigheden af, at det er min klients far, der har udført arbejdet.

Skattemæssigt har parterne ej heller nogen interesse i at tale usandt.

Omkring bevisbyrdens placering kan henvises til SKM2qO2.89 HRD, hvor Højesteret udtalte, at ægtefællernes samstemmende forklaringer skulle antage at være sand, da forklaringen ikke virkede utroværdig. Og UfR 2004.1516 HRD hvor Højesteret udtalte, at skatteyderen blot skal sandsynliggøre sin påstand.

I LSR-afgørelse af 22/11/2012 (11-0301787) udtalte Landsskatteretten, at skatteyderens troværdige forklaring sammenholdt med SKATs manglende medvirken til sagens oplysning måtte bevirke, at skatteyderens forklaring skulle lægges til grund.

Min klient og dennes far har tre gange mundtligt inden for den ordinære tidsfrist anmodet om genoptagelse af indkomståret 2005. Derudover har min klient indirekte anmodet om genoptagelse i erklæring af 19. februar 2008, hvor han udtrykkeligt gør opmærksom på, at han aldrig har udøvet nogen aktivitet for virksomheden [virksomhed1]. Min klients far har tillige bekræftet, at det er ham, der har foretaget arbejdet.

Det gøres gældende, at SKAT må anses for at have handlet klart ansvarspådragende ved at opretholde overskudsbeskatningen af min klient til trods for, at det er dennes far, der har udført alt arbejdet, samt har modtaget virksomhedsoverskuddet. Det gøres endvidere gældende, at SKAT har handlet ansvarspådragende ved ikke at tildele min klient fradrag efter artikel 20 i den Nordiske Dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Hertil skal bemærkes, at passivitet fra skattemyndighedernes side også er ansvarspådragende, hvis myndigheden måtte være i en situation, hvor denne har en handlepligt.”

SKATs udtalelse

SKAT er fremkommet med følgende udtalelse under sagens behandling:

”SKAT er enig i, at anmodning om genoptagelse af indkomståret 2005 er sket den 29. marts 2012, hvilket er uden for den ordinære genoptagelsesfrist, som var 1. maj 2009, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Erklæringen af 19. februar 2008 som er fremlagt for [Skatteankenævnet] fremstår ikke som en konkretiseret anmodning om genoptagelse, men som en erklæring i forbindelse med klagebehandlingen for indkomståret 2004.

Der er ikke i øvrigt oplysninger i sagen, der kan indikere, at klager inden for den ordinære ligningsfrist skulle have fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en genoptagelse.

Det er SKATs opfattelse, at klager ikke er berettiget til ekstraordinær genoptagelse, fordi ansøgningen er indsendt mere end 6 måneder efter, at klager er kommet til kundskab om de forhold, der begrunder ændringen. Klager har hele tiden haft kendskab til sit indkomstgrundlag. Fristreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 er derfor ikke overholdt.

Klager er heller ikke berettiget til ekstraordinær genoptagelse som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Klager har ikke indsendt selvangivelse for indkomståret 2005 og SKAT har derfor ansat klagers indkomst fra virksomhed skønsmæssigt til 125.000 kr. Der er ikke fremlagt oplysninger, der sandsynliggør, at skønnet er åbenbart urimeligt. Klager har for indkomståret 2004 selvangivet et overskud af virksomhed på 72.882 kr.

Endelig er det SKATs opfattelse, at klager ikke har fremlagt oplysninger, der kan begrunde en ændring. Landsskatteretten har i sin afgørelse den 8. februar 2011 for indkomståret 2004 netop ikke tiltrådt, at klager skulle være stråmand i sin fars virksomhed. Der ses ikke at være nye oplysninger, der kan begrunde, at det forhold skulle være ændret for indkomståret 2005.”

Landsskatterettens afgørelse

En skattepligtig kan anmode SKAT om at få genoptaget sin skatteansættelse, hvis den skattepligtige kan fremlægge nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring. Anmodningen skal ske inden 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Landsskatteretten er enig med skatteankenævnet i, at erklæring af 19. februar 2008 vedrørende indkomståret 2008, hvori klageren erklærer, at han er stråmand for sin fader i virksomheden [virksomhed1] og ikke har været reel ejer, ikke kan anses for en anmodning om genoptagelse af indkomstansættelsen for indkomståret 2005.

Klagerens repræsentant har anført, at klageren og dennes far var til møde med SKAT ([by1]) primo 2009 vedrørende manglende betaling af restskat for indkomståret 2005. Klageren havde på dette møde redegjort for, og at han ikke var ejer af [virksomhed1]. SKAT havde besluttet at afvente klagesagen for indkomståret 2004, der på daværende tidspunkt var under behandling i Skatteankenævnet. Landsskatteretten anser det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke godtgjort, at der på dette møde blev fremsat en anmodning om genoptagelse af indkomstansættelsen for indkomståret 2005.

Anmodning om genoptagelse af indkomstansættelsen for indkomståret 2005 anses derfor først at være fremsat ved klagerens henvendelse med anmodning om genoptagelse modtaget i SKAT den 29. marts 2012. Anmodningen er således indgivet efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26.

Uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, kan SKAT imødekomme anmodningen om genoptagelse, hvis en af de objektive betingelser for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7, er til stede. Klageren opfylder ikke betingelserne for genoptagelse efter disse.

Genoptagelse kan herefter alene ske, hvis der er særlige omstændigheder, der begrunder, at anmodningen ikke er fremsat før. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Ifølge bemærkningerne til den tilsvarende bestemmelse i den tidligere gældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8, finder bestemmelsen anvendelse i de tilfælde, hvor særlige omstændigheder medfører, at det må anses for urimeligt at opretholde skatteansættelsen. Bestemmelsen kan bl.a. finde anvendelse, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, som ikke kan bebrejdes den skattepligtige.

Bestemmelsen er tiltænkt et snævert anvendelsesområde. Bestemmelsen finder eksempelvis ikke anvendelse i tilfælde, hvor den skattepligtige har glemt et fradrag.

Klageren har ikke indgivet selvangivelse for indkomståret 2005, han har ikke reageret på SKATs anmodning om indsendelse af selvangivelse med forslag til skønsmæssig ansættelse, ligesom han ikke har påklaget den efterfølgende fremsendte årsopgørelse. Den skønsmæssige ansættelse på 125.000 kr. som resultat af virksomhed anses ikke for åbenbart urimelig.

På baggrund af dette og da klageren i øvrigt ikke har godtgjort, at der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen, stadfæstes afgørelsen.