Kendelse af 10-02-2017 - indlagt i TaxCons database den 25-03-2017
Klagepunkt | SKATs afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
2007 Aktieindkomst Aktieavance ved salg af aktier i [virksomhed1] A/S 2010 Aktieindkomst Udbytte fra [virksomhed2] A/S 2011 Aktieindkomst Udbytte fra [virksomhed2] A/S | 2.100.000 kr. 200.000 kr. 200.000 kr. | 0 0 0 | 2.081.792 kr. 200.000 kr. 200.000 kr. |
Køb og salg af [virksomhed1] A/S
[virksomhed1] A/S (tidligere [virksomhed3] A/S) blev stiftet den 1. august 1990. Aktiviteterne i selskabet bestod af salg og service af tele- og dataløsninger.
Den 1. marts 2003 overtog klageren en aktiepost i [virksomhed3] A/S. Der er fremlagt købekontrakt mellem [virksomhed4] A/S og køberne, underskrevet den 21. marts 2003.
Selskabet havde i 2003 en selskabskapital på 500.000 kr. Det fremgår af købekontrakten, at [virksomhed1] A/S og [virksomhed5] ApS fik overdraget 100.000 kr. af selskabskapitalen. Klageren og [person1] fik hver overdraget 87.500 kr. af selskabskapitalen, mens den resterende selskabskapital på 125.000 kr. blev fordelt mellem 5 aktionærer med 25.000 kr. til hver.
Aktiekapitalen på 500.000 kr. blev overdraget til 1 kr., jf. aftalens § 1. Det blev samtidig aftalt, at de nye ejere forpligtede sig til at tilføre selskabet 500.000 kr. i ansvarlig lånekapital, jf. købekontraktens side 2.
Klagerens overførsel på 87.500 kr., svarende til 17,5 % af selskabskapitalen i [virksomhed1] A/S, blev den 6. marts 2003 overført til [virksomhed1] A/S fra en konto tilhørende klagerens mor. Det er forklaret, at klagerens mors bankkonto blev benyttet som udlægskonto for [virksomhed6] Limited. Lånet er den 3. april 2006 tilbagebetalt til en konto i [finans1], der tilhører [virksomhed6] Limited.
Af [virksomhed1] A/S’ årsrapport for 2004 fremgår, at klageren var ejer af minimum 5 % af selskabskapitalen.
Klageren var bestyrelsesmedlem i [virksomhed1] A/S i perioden 9. juni 2004 til 29. november 2006.
Klageren har forklaret, at han ønskede, at aktierne i [virksomhed1] A/S skulle være ejet af [virksomhed6] Limited, og at han har solgt sine aktier til [virksomhed6] Limited. Der er ikke en overdragelsesaftale eller lignende vedrørende salget af aktier til [virksomhed6] Limited.
[virksomhed6] Limited er stiftet den 2. september 1997 i Gibraltar. [virksomhed6] Limited var i august 2006 ejet af [virksomhed7] Limited og [virksomhed8] Limited, begge Gibraltar. Selskabet havde en aktiekapital på 1.200 GBP fordelt på 1200 aktier a’ 1 GBP. Aktierne var fordelt med 1199 stk. aktier til [virksomhed7] Limited og 1 stk. aktie til [virksomhed8] Limited. Der er fremlagt udskrift fra selskabsregisteret i Gibraltar af 7. august 2006. Klagerens far er registreret som eneste direktør i [virksomhed6] Limited. Klageren har forklaret, at [virksomhed7] Limited og [virksomhed8] Limited er kontrolleret af hans forældre. Det fremgår ikke, hvordan forældrene skulle kontrollere selskaberne.
[virksomhed6] Limited har en bankkonto i [finans2] (Gibraltar), som er registreret på klagerens fars adresse i Spanien.
[virksomhed7] Limited er stiftet den 5. maj 1988 i Gibraltar. Selskabskapitalen er fordelt på 100 aktier af 1 GBP. I 2012 ejede [virksomhed8] Limited 1 aktie, mens [virksomhed9] Limited ejede 99 aktier. [virksomhed8] Limited er stiftet den 11. maj 1988 i Gibraltar. Selskabskapitalen er fordelt på 100 aktier af 1 GBP. I 2012 ejede [virksomhed7] Limited 1 aktie, mens [virksomhed9] Limited ejede 99 stk. aktier.
[virksomhed9] Limited er stiftet den 25 marts 1988 i Gibraltar. Selskabskapitalen er fordelt på 10.000 stk. aktier af 1 GBP. I 2012 ejede [person2] 5.000 aktier, mens [person3] ejede 5.000 aktier.
[virksomhed6] Limited, [virksomhed7] Limited [virksomhed8] Limited og [virksomhed9] Limited er alle registreret på samme adresse i Spanien.
I 2005 fratrådte en af de øvrige ejere i [virksomhed1] A/S. Den 1. juni 2005 overtog [virksomhed6] Limited den fratrådte ejers aktier, som udgjorde nominelt 12.500 kr. af selskabskapitalen i [virksomhed1] A/S, svarende til 2,5 % af den samlede selskabskapital. Købsprisen var 30.708 kr. Der er fremlagt aftale af 1. juni 2005, underskrevet af klageren på vegne af [virksomhed6] Limited og [person4] på vegne af [virksomhed1] A/S. Det har, ifølge klageren, ikke været muligt at fremskaffe dokumentation for overførslen af købesummen på 30.708 kr.
Af [virksomhed1] A/S’ årsrapport for 2005 fremgår, at [virksomhed6] Limited var ejer af minimum 5 % selskabskapitalen.
Den 16. maj 2007 blev alle aktierne i [virksomhed1] A/S solgt til et islandsk selskab, [virksomhed10] hf. Af aktieoverdragelsesaftale af 16. maj 2007 fremgår, at købesummen for aktierne var 16.400.000 kr. Købesummen blev berigtiget ved, at 11.000.000 kr. blev overført forholdsmæssigt til sælgerne efter deres nominelle ejerandel af aktierne, samt at 5.400.000 kr. blev overført 15. januar 2008, når selskabets revisor havde afleveret revideret og godkendt årsrapport for 2007. jf. aftalens pkt. 2. Af aktieoverdragelsesaftalen fremgår, at [virksomhed6] Limited overdrog aktier til nominelt 100.000 kr., svarende til 20 % af den samlede selskabskapital.
Det var klageren, som underskrev på vegne af [virksomhed6] Limited. Der er fremlagt fuldmagt af 16. maj 2007, underskrevet af [virksomhed6] Limiteds direktør, som er klagerens far.
Der er fremlagt aktiefortegnelse for [virksomhed1] A/S i forbindelse med salget. Af aktiefortegnelsen fremgår, at [virksomhed6] Limited ejede nominelt 100.000 kr., svarende til 20 % af den samlede selskabskapital.
Den 23. maj 2007 blev salgssummen for aktierne i [virksomhed1] A/S på 2.200.000 kr. indbetalt på en konto i [finans2] (Gibraltar), tilhørende [virksomhed6] Limited. Af betalingsoplysningerne fremgår, at modtageren af salgssummen er ”[virksomhed6] Ltd [person5]”.
Den 21. juni 2007 blev der fra kontoen i [finans2] (Gibraltar) overført 2.000.000 kr. til [finans1] AG (Schweiz), også tilhørende [virksomhed6] Limited. Af betalingsoplysningerne fremgår det, at beløbet er fra ”[person5]”. Ordregivende bank er [finans2] (Gibraltar).
De 2.000.000 kr. på [virksomhed6] Limiteds konto i [finans1] AG (Schweiz) blev herefter anvendt til at købe værdipapirer i en række danske selskaber, herunder [virksomhed11] A/S, [virksomhed12] A/S, [finans3], samt aktier i udenlandske selskaber.
Udbytteudlodningerne i 2010 og 2011
Den 18. juni 2008 købte klageren 600 af 1200 aktier i [virksomhed6] Limited fra [virksomhed7] Limited, svarende til 50 % af aktierne i [virksomhed6] Limited. Der er fremlagt aktiecertifikat fra [virksomhed6] Limited. Der har ikke været udarbejdet skriftlig overdragelsesaftale i forbindelse med klagerens køb af aktierne i [virksomhed6] Limited.
Købet blev berigtiget ved, at klageren og dennes ægtefælle den 8. september 2008 lånte i alt 5.000.000 kr. på anfordring fra klagerens forældre. Lånebeløbet blev overført fra morens konto til klageren. Klageren anvendte herefter beløbet til at købe aktier i [virksomhed6] Limited. Klageren gjorde dette ved at overføre et beløb på 5.000.000 kr. til sin mors konto. Beløbet er herefter indbetalt på klagerens søsters konto. Der er ikke udarbejdet overdragelsesaftale i forbindelse med overdragelsen af aktierne i [virksomhed6] Limited til klageren. Låneaftalerne er ikke forfaldne, og der ikke er sket afdrag på lånene.
Klageren har forklaret, at [virksomhed6] Limited på købstidspunktet ejede alle aktierne i [virksomhed2] A/S, hvorfor [virksomhed6] Limited blev værdiansat til 10.000.000 kr. Der er fremlagt en af klageren udarbejdet værdiansættelse, hvoraf fremgår, at selskabets havde en værdi på 10.717.329 kr. Der er desuden fremlagt tilbud af 15. april 2005 fra tredjemand, hvor der er blevet budt 16.000.000 kr. for [virksomhed2] A/S.
[virksomhed2] A/S er stiftet den 1. juli 1986 af klageren og hans far. Selskabet drev virksomhed med handel med faste ejendomme, samt administration heraf. Bestyrelsen og direktion har i alle årene bestået af klageren og hans familiemedlemmer. Siden 5. september 2008 har [person3] været en del af bestyrelsen. Den 23. december 2013 blev klageren bestyrelsesformand.
Det fremgår af årsrapporten for selskabet i 2008, at egenkapitalen i selskabet var 4.951.333 kr.
Af årsregnskaberne i [virksomhed2] A/S fra 1997 til 2010 fremgår, at [virksomhed6] Limited er eneaktionær i selskabet. Der er fremlagt overdragelsesaftale af 6. oktober 1997, hvoraf fremgår, at [virksomhed6] Limited mod vederlag har fået overdraget alle aktierne på nominelt 500.000 kr. i [virksomhed2] A/S. Aftalen er på vegne af [virksomhed6] Limited underskrevet af klagerens far. Det fremgår ikke af aftalen, hvor stort et vederlag, der er betalt for aktierne i [virksomhed2] A/S.
Der er fremlagt regnskabsoplysninger for [virksomhed6] Limited. Det fremgår af selskabets balance for årene 2008-2011, at selskabets aktiver alle årene har bestået af et tilgodehavende på 1.200 GBP og at selskabets passiver alle årene har bestået af aktiekapitalen. Det fremgår ikke af årsregnskabet, at selskabet har ejet aktier i [virksomhed2] A/S.
Den 6. september 2010 blev der udloddet udbytte fra [virksomhed2] A/S på 200.000 kr. fra selskabets konto i [finans1] til [virksomhed6] Limiteds konto i [finans1]. Der er fremlagt udskrift fra [finans1] for overførslen. I overførselsteksten er angivet ”udbytte ifølge Generalforsamling”.
Den 17. september 2010 overførte [virksomhed6] Limited 200.000 kr. tilbage til [virksomhed2] A/S. Der er fremlagt udskrift for overførslen. I overførselsteksten er angivet ”lån fra [virksomhed6]”.
Den 25. august 2011 blev der udloddet udbytte fra [virksomhed2] A/S på 200.000 kr. fra selskabets konto i [finans1] til [virksomhed6] Limiteds konto i [finans1]. Der er fremlagt udskrift fra [finans1] for overførslen. I overførselsteksten er angivet ”[virksomhed6] Udbytte”.
Den 29. august 2011 overførte [virksomhed6] Limited 100.000 kr. til klageren. Der er fremlagt udskrift fra [finans1] for overførslen. I overførselsteksten er angivet ”[person5]”.
Samme dag blev de resterende 100.000 kr. af udbyttet tilbageført til [virksomhed2] A/S. Der er fremlagt udskrift fra [finans1] for overførslen. I overførselsteksten er angivet ”lån fra [virksomhed6]”.
Den 2. januar 2012 foretog klageren en frivillig indbetaling af restskat for indkomståret 2011 på 28.005 kr. Dette beløb blev imidlertid tilbageført 10. juli 2012.
Klageren har siden den 30. september 2014 været registreret som direkte ejer af [virksomhed2] A/S, og er ikke længere registreret som ejer af aktierne i [virksomhed6] Limited.
Klageren har forklaret, at han overtog alle aktierne i [virksomhed2] A/S ved en skattefri aktieombytning uden tilladelse. Klageren købte først 50 % af aktierne i [virksomhed2] A/S fra [virksomhed6] Limited for 7.415.650 kr. Købet blev berigtiget ved, at klageren lånte 7.415.650 kr. af [virksomhed6] Limited. Låneaftalen er ikke forfalden, og der er ikke sket afdrag på lånene.
Herefter ombyttede klageren sine 600 aktier i [virksomhed6] Limited med [virksomhed6] Limiteds resterende aktier i [virksomhed2] A/S.
Den 2. januar 2013 er det oplyst til SKAT, at lånet på 5 millioner kr. er anvendt til at finansiere klagerens erhvervelse af aktier i [virksomhed6] Limited. Aktierne er købt af klagerens far.
Af udateret brev fremgår, at klageren har afgivet svar på SKATs anmodning af 28. januar 2013. SKATs brev af 28. januar 2013 er ikke medsendt. I brevet har klageren fremført, at han vil fremsende kopi af aktiecertifikat.
Den 11. marts 2013 har SKAT modtaget billede af aktiecertifikat for klagerens køb af 600 aktier i [virksomhed6] Limited.
SKAT udsendte agterskrivelse den 14. marts 2013 og afgørelse den 9. april 2013.
SKAT har forhøjet klagerens aktieindkomst med 2.100.000 kr. for indkomståret 2007, 200.000 kr. for indkomståret 2010 og 200.000 kr. for indkomståret 2011.
Som begrundelse herfor, er anført følgende:
”1. Udbytte fra [virksomhed2] A/S
(...)
1.2. Begrundelse for forslag til ændring
Det er SKATs opfattelse, at [virksomhed6] Limited indtil september 2008 reelt var ejet af [person5]s far, [person6], og at [virksomhed6] Limited i september 2008 blev solgt til [person5]. Det er endvidere SKATs opfattelse, at [virksomhed6] Limited ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt adskilt fra [person5]s formue.
Begrundelsen herfor er, at
a) | det ikke fremgår af [virksomhed6] Limiteds regnskaber, at selskabet ejer aktierne i [virksomhed2] A/S |
b) | der alene er indgået en mundtlig aftale ved [person5]s køb af aktierne i [virksomhed6] Limited |
c) | [person5]s købspris for aktierne i [virksomhed6] Limited er tilgået forældrene. |
Ad a)
SKAT har fra [virksomhed13], Gibraltar erhvervet regnskaber vedrørende [virksomhed6] Limited (bilag 1). Balancerne indeholder følgende formueoplysninger (i Engelske Pund):
28.2.2008 | 28.2.2009 | 28.2.2010 | 28.2.2011 | |
Debitorer | 1.200 | 1.200 | 1.200 | 1.200 |
Aktiekapital | 1.200 | 1.200 | 1.200 | 1.200 |
Regnskaberne indeholder ingen indkomstoplysninger.
Ifølge regnskaberne er der således overhovedet ingen aktivitet i [virksomhed6] Limited.
Ad b)
[person5] har betalt 5 mio. kr. for aktierne i [virksomhed6] Limited, og der er alene indgået en mundtlig aftale ved købet, ligesom overdragelsessummen ifølge [person5] er beregnet ud fra ”firmaets” værdi på salgstidspunktet.
SKAT finder det påfaldende, at der alene foreligger en mundtlig aftale ved køb af aktier for 5 mio. kr.
SKAT finder det endvidere påfaldende, at værdien er fastsat ud fra ”firmaets” værdi på salgstidspunktet, når [virksomhed6] Limited alene har en værdi på 1.200 GBP ud fra de officielle regnskaber.
Ad c)
Ved [person5]s køb af aktierne i [virksomhed6] Limited er købsprisen på 5 mio. kr. tilgået [person7] bankkonto og derefter videreoverført til datteren, [person8] som lån fra [person7] og [person6].
Dette indicerer efter SKATs opfattelse, at [person5] har købt aktierne i [virksomhed6] Limited af forældrene.
Det er endvidere SKATs opfattelse, at det ikke er aktierne i [virksomhed6] Limited, som [person5] har købt, idet dette selskab reelt ikke har nogen værdi, da der er tale om et tomt selskab uden nogen form for aktivitet.
Det er derimod SKATs opfattelse, at det er aktierne i [virksomhed2] A/S [person5] har købt. Dette bestyrkes også af, at [person5] oplyser, at overdragelsessummen er fastsat ud fra ”firmaets” værdi på salgstidspunktet. Egenkapitalen i [virksomhed2] A/S var i det senest offentliggjorte regnskab inden salget 4.951.333 kr., hvilket harmonerer med, at [person5] har givet 5 mio. kr. for aktierne.
SKAT anerkender, at [virksomhed6] Limited er en selvstændig juridisk enhed, og at selskabet har haft bankkonti i eget navn.
[virksomhed6] Limiteds regnskaber indeholder imidlertid ingen oplysning om aktiviteter af nogen art, idet regnskaberne kun indeholder en aktiekapital på 1.200 GBP og et aktiv (tilgodehavende) af samme størrelse.
[virksomhed6] Limiteds bankkonto i [finans2] på Gibraltar er endvidere registreret ”C/O [person6]” på dennes adresse i Spanien, og indeståendet på kontoen har også været anvendt til afholdelse af [person6]s private udgifter.
Det skal videre bemærkes, at Østre Landsret den 25. august 2011 har afsagt dom i en sag mellem [virksomhed2] A/S og Skatteministeriet.
I dommen indrømmes [virksomhed2] A/S fradrag for renteudgifter vedrørende gælden til [virksomhed6]/ [person6].
Af dommen fremgår det, at appellanten ([virksomhed2] A/S) – uanset at der er tale om interesseforbundne parter og gælder skærpede krav til dokumentationen – findes at have godtgjort, at selskabet har modtaget de omhandlede beløb som lån fra holdingselskabet eller [person6], og at lånene havde karakter af sædvanlige forretningsmæssige dispositioner til finansiering af selskabets drift.
Af Østre Landsrets dom fremgår det således alene, at renteudgifterne er fradragsberettigede, mens der ikke er taget stilling til, om lånene er fra [virksomhed6] Limited eller fra [person6].
Det er således SKATs opfattelse, at det på samme vis ikke er dokumenteret, at de udloddede udbytter fra [virksomhed2] A/S i 2010 og 2011 er tilgået [virksomhed6] Limited, hvorfor man ikke finder, at de foretagne udbytteudlodninger er sket i overensstemmelse med skattefritagelsesreglerne i selskabsskatteloven.
SKAT finder derfor, at der er tale om udbytteudlodninger direkte fra [virksomhed2] A/S til [person5].
1.2.1. Henvisning til love og regler
Ligningslovens § 16 A - LBK nr. 1017 af 28/10/2011 (gældende)
Personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1 - LBK nr. 143 af 08/02/2011 (gældende)
SKM2011.583.ØLR
SKM2005.403.ØLR og SKM2007.308.HR
1.2.2. Foreløbig afgørelse
[person5] beskattes af udloddet udbytte fra [virksomhed2] A/S med følgende beløb:
Indkomståret 2010: 200.000 kr.
Indkomståret 2011:200.000 kr.
Udbytterne beskattes som aktieindkomst.
(...)
1.4 Endelig afgørelse
For så vidt angår [person5]s indsigelse om, at regnskaberne vedrørende [virksomhed6] Limited intet siger om selskabets aktiviteter, er SKAT ganske uforstående overfor dette, idet de officielle regnskaber i så fald er helt uden værdi.
SKAT er enig med [person5] i, at der ikke kan kræves oplysninger om [virksomhed6] Limiteds aktiviteter udenfor Danmark.
Omvendt finder SKAT, at det ud fra de oplysninger SKAT er i besiddelse af er dokumenteret, at der ingen aktiviteter har været i [virksomhed6] Limited.
SKAT finder endvidere, at det bør tillægges processuel skadesvirkning, at [person5] ikke vil dokumentere Gibraltarselskabets aktiviteter, specielt når der henses til, at selskabet er beliggende i et såkaldt skattelyland.
Der træffes herefter endelig afgørelse i overensstemmelse med forslaget til afgørelse.
2. | Fortjeneste ved salg af aktier i [virksomhed1] A/S |
(...)
2.2. Begrundelse for forslag til ændring
Som beskrevet under punkt 1.1. ovenfor, fremgår det af oplysninger fra selskabsregistret på Gibraltar i august 2006, at [virksomhed7] Limited ejede 1199 af aktierne i [virksomhed6] Limited, og at [virksomhed8] Limited, Gibraltar ejede én aktie.
Som beskrevet under punkt 1.2. ovenfor er det imidlertid SKATs opfattelse, at [virksomhed6] Limited indtil september 2008 reelt var ejet af [person5]s far, [person6]. Det er endvidere SKATs opfattelse, at [virksomhed6] Limited ikke udgjorde et selvstændigt skattesubjekt adskilt fra [person6]s formue på daværende tidspunkt.
Dette begrundes med, at [virksomhed6] Limiteds regnskaber ikke indeholder oplysning om aktiviteter af nogen art, idet regnskaberne kun indeholder en aktiekapital på 1.200 GBP og et tilgodehavende af samme størrelse.
Dette begrundes videre med, at [virksomhed6] Limiteds bankkonto i [finans2] på Gibraltar er registreret ”C/O [person6]” på dennes adresse i Spanien, og indeståendet på kontoen har også været anvendt til afholdelse af [person6]s private udgifter.
SKAT finder det endvidere påfaldende, at [person5], uden at opnå en avance, skulle have overdraget sine aktier i [virksomhed1] A/S til et Gibraltarselskab i løbet af 2005 eller i starten af 2006, når der var en positiv udvikling i [virksomhed1] A/S på dette tidspunkt.
Endelig finder SKAT det påfaldende, at [person5] beholder sin plads i bestyrelsen i [virksomhed1] A/S, efter han har solgt sine aktier til [virksomhed6] Limited.
Det er derfor SKATs opfattelse, at aktierne i [virksomhed1] A/S reelt ikke er solgt til [virksomhed6] Limited, men at ejerskabet til de pågældende aktier alene formelt er blevet ændret.
Det skal bemærkes, at SKAT anerkender, at salgssummen på 2,2 mio. kr. er overført til [virksomhed6] Limiteds bankkonto på Gibraltar, men da [person5]s far, havde fuld råderet over denne konto, tillægges dette ikke betydning ved bedømmelse af det reelle ejerskab til de 20 % af aktierne i [virksomhed1] A/S.
[person5] anses derfor at være den reelle modtager af de 2,2 mio. kr., som salget af 20 % af aktiekapitalen indbringer, hvorfor [person5] er skattepligtig af den opnåede fortjeneste, jf. aktieavancebeskatningslovens § 12.
Gevinst medregnes i det indkomstår, hvori den realiseres, og gevinsten opgøres som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen for de pågældende aktier, jf. aktieavancebeskatningslovens §§ 23, stk. 1 og 26, stk. 2.
Som beskrevet ovenfor, antager SKAT, at [person5] har erhvervet aktierne for 100.000 kr. i 2003.
Da aktierne er solgt for 2,2 mio. kr. har [person5] haft en skattepligtig fortjeneste på 2,1 mio. kr.
Realisationstidspunktet anses at være i 2007, idet udbetalingen af fortjenesten er sket i maj 2007.
Fortjenesten er aktieindkomst, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 a, stk. 1, nr. 4.
Ansættelsesfrister
I medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, kan Told- og Skatteforvaltningen ikke afsende varsel om foretagelse eller ændring af en skatteansættelse senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.
SKAT kan herefter ikke som udgangspunkt sende forslag vedrørende ansættelse eller ændring af skatteansættelsen for indkomståret 2007 på nuværende tidspunkt.
I medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 kan en ansættelse imidlertid foretages eller ændres, såfremt den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt grundlag.
SKAT finder, at overdragelsen af [person5]s aktier i [virksomhed1] A/S til [virksomhed6] Limited er konstrueret med det formål at undgå beskatning af en eventuel senere avance ved afståelse af aktierne. Såfremt SKAT ikke havde haft Money Transfer oplysningerne, ville man ikke have fået kendskab til overførslen på 2,2 mio. kr. til [virksomhed6] Limited i 2007, hvorfor man kun ved gennemlæsning af regnskaberne for [virksomhed1] A/S ville have opdaget [person5]s ejerskab til aktierne og det efterfølgende ejerskift til [virksomhed6] Limited.
SKAT finder derfor, at indkomstforhøjelsen for indkomståret 2007 kan henføres under skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Der er derfor ikke indtrådt forældelse for dette indkomstår.
2.2.2. | Henvisning til love og regler |
Aktieavancebeskatningslovens §§ 12, 23 og 26 - LBK nr. 796 af 20/06/2011 (gældende)
Personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 4 - LBK nr. 143 af 08/02/2011 (gældende)Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og § 27, stk. 1, nr. 5 – lovbekendtgørelse nr. 175 af 23.2.2011 (gældende)
2.2.3. | Foreløbig afgørelse |
[person5]s aktieindkomst for indkomståret 2007 forhøjes med 2.100.000 kr. vedrørende salg af aktier i [virksomhed1] A/S.
(...)
2.4. Endelig afgørelse
SKAT anerkender, at [virksomhed6] Limited er en selvstændig juridisk enhed. SKAT finder imidlertid ikke, at [virksomhed6] Limited er et selvstændigt skattesubjekt udskilt fra ejerens formue.
Som beskrevet under punkt 1.2. ovenfor har Østre Landsret den 25. august 2011 afsagt dom i en sag mellem [virksomhed2] A/S og Skatteministeriet.
I dommen indrømmes [virksomhed2] A/S fradrag for renteudgifter vedrørende gælden til [virksomhed6]/ [person6].
Af dommen fremgår det, at appellanten ([virksomhed2] A/S) – uanset at der er tale om interesseforbundne parter og gælder skærpede krav til dokumentationen – findes at have godtgjort, at selskabet har modtaget de omhandlede beløb som lån fra holdingselskabet eller [person6], og at lånene havde karakter af sædvanlige forretningsmæssige dispositioner til finansiering af selskabets drift.
Af Østre Landsrets dom fremgår det således alene, at renteudgifterne er fradragsberettigede, mens der ikke er taget stilling til, om lånene er fra [virksomhed6] Limited eller fra [person6].
Landsretten har således ikke taget stilling til, at [virksomhed6] Limited er et selvstændigt skattesubjekt.
For så vidt angår [person5]s indsigelse om, at regnskaberne vedrørende [virksomhed6] Limited intet siger om selskabets aktiviteter, er SKAT ganske uforstående overfor dette, idet de officielle regnskaber i så fald er helt uden værdi.
SKAT er enig med [person5] i, at der ikke kan kræves oplysninger om [virksomhed6] Limiteds aktiviteter udenfor Danmark.
Omvendt finder SKAT, at det ud fra de oplysninger SKAT er i besiddelse af er dokumenteret, at der ingen aktiviteter har været i [virksomhed6] Limited.
SKAT finder endvidere, at det bør tillægges processuel skadesvirkning, at [person5] ikke vil dokumentere Gibraltarselskabets aktiviteter, specielt når der henses til, at selskabet er beliggende i et såkaldt skattelyland.
Der træffes herefter endelig afgørelse i overensstemmelse med forslaget til afgørelse.”
Klagerens opfattelse
Der er nedlagt principal påstand om, at klagerens aktieindkomst nedsættes med 2.100.000 kr. for indkomståret 2007, 200.000 kr. for indkomståret 2010 og 200.000 kr. for indkomståret 2011.
Der er nedlagt subsidiær påstand om, at klageren kun skal beskattes af 100.000 i indkomståret 2010 og 2011, hvilket svarer til klagerens indirekte ejerandel.
Der er til støtte for påstandene gjort følgende gældende:
”Salg af aktierne i [virksomhed1] A/S
Som det fremgår af ovenstående, har det hele tiden været [person5]s hensigt, at [virksomhed6] Ltd skulle være ejer af aktierne i [virksomhed1] A/S. Både for så vidt angår de oprindelige 17,5 % som de efterfølgende tilkøbte 2,5 %.
Dette støttes af aktionærfortegnelsen – der udarbejdes af [virksomhed1] A/S og ikke [person5] – hvor [virksomhed6] Ltd er ejer af aktierne. Det fremgår endvidere af købsaftalen af de 2,5 % af aktierne (bilag 6) samt af salgsaftalen med [virksomhed10] hf. (bilag 7), at [virksomhed6] Ltd er køber henholdsvis sælger.
Særligt for så vidt angår salgsaftalen (bilag 7) med [virksomhed10] hf. garanterer [virksomhed6] Ltd i salgsaftalens punkt 4.1.1.(i), at [virksomhed6] Ltd har ”lovlig adkomst til aktierne”.
Alle sælgere garanterer i øvrigt, at aktiebogen er korrekt, jf. punkt 4.1.1.(iv). Det fremgår netop af aktiebogen (bilag 4), at [virksomhed6] Ltd er ejer af aktierne.
Salgsaftalen med [virksomhed10] hf. er udarbejdet af et større advokatfirma på vegne af den islandske køber, og advokatfirmaet har netop sikret sig, at [virksomhed6] Ltd var ejer af aktierne, ligesom [person5] underskrev med behørig fuldmagt (bilag 8).
Det er da også [virksomhed6] Ltd der har modtaget de 2,2 mio. kr. for salget (bilag 9-10), og pengene er ikke overført til [person5]. Tværtimod er beløbet benyttet til at købe aktier på vegne af [virksomhed6] Ltd, jf. bilag 11-19.
Der er derfor ingen tvivl om, at [virksomhed6] Ltd i både skatteretlig og civilretlig forstand er ejer af aktierne i [virksomhed1] A/S i perioden 2003-2007.
[person5] skal derfor ikke beskattes af salgssummen. Det er [virksomhed6] Ltd der er det korrekte skattepligtige subjekt.
Såfremt Skatteankenævnet måtte finde, at [person5] er skattepligtig af salget af aktierne i [virksomhed1] A/S, gøres det subsidiært gældende, at [person5] ikke har handlet groft uagtsomt. [person5] har således i god tro ladet [virksomhed6] Ltd være ejer af aktierne – på linje med flere af hans medaktionærer, der også har benyttet holdingselskaber – og dette har [person5] ikke skjult overfor myndighederne eller tredjemand. Det er således fremgået af den offentlige aktionærfortegnelse og af købs- og salgsaftaler.
Udbytteudlodningerne
For så vidt angår udbytteudlodningen for 2010 har [person5] aldrig modtaget udbytte i 2010. Hele beløbet udloddet fra [virksomhed2] A/S i 2010 er således blevet lånt tilbage til [virksomhed2] A/S, jf. bilag 25 og 26.
Det må have formodningen imod sig, at [person5] beskattes af en udlodning, han aldrig har modtaget og som er ”vendt tilbage” til det udloddende selskab.
Såfremt Skatteankenævnet måtte finde, at [person5] skal beskattes af udbytteudlodningen i 2010 gøres det subsidiært gældende, at [person5] kun skal beskattes af en udlodning på 100.000 kr., der svarer til [person5]s indirekte ejerandel af [virksomhed2] A/S.
For så vidt angår udlodningen for 2011 gøres det gældende, at [person5] ikke kan beskattes af de resterende 100.000 kr. udloddet fra [virksomhed2] A/S i 2011, da [person5] ikke indirekte ejer 100 % af [virksomhed2] A/S, men indirekte kun ejer 50 % af selskabet. Det er derfor korrekte, når [person5] har selvangivet en udbytteudlodning på 100.000 kr. i 2011, som han også har betalt skat af.”
SKAT har anført følgende:
”Ad 1: Ejerskab til aktierne i [virksomhed1] A/S
Det anføres i klagen, at det af [virksomhed1] A/S’s egen aktiefortegnelse fremgår, at [person5]s aktier – der blev overtaget 2. marts 2003 – var ejet gennem holdingselskabet [virksomhed6] Limited.
SKAT skal hertil bemærkes, at det af købekontrakten vedrørende anskaffelsen af ovenstående aktier, jf. klagens bilag 2, fremgår, at det er [person5], der har anskaffet de pågældende aktier. Denne købekontrakt er underskrevet af både køber og sælger den 21. marts 2003.
SKAT skal videre bemærke, at det af [virksomhed1] A/S’s regnskaber for 2003 og 2004 fremgår, at [person5] er aktionær.
SKAT finder derfor ikke, at det kan tillægges vægt, at [virksomhed6] Limited efterfølgende er registreret som aktionær pr. 2. marts 2003, idet det afgørende må være, at det var [person5], der ifølge købekontrakten anskaffede de pågældende aktier, ligesom han i [virksomhed1] A/S’ regnskaber for 2003 og 2004 er anført som aktionær.
SKAT er endvidere uforstående overfor, at aktierne skulle erhverves af [virksomhed6] Limited, som på daværende tidspunkt hverken helt eller delvis var ejet af [person5], men af [person5]s far, [person6], som også var direktør i [virksomhed6] Limited.
Det anføres videre i klagen, at [virksomhed6] Limited har modtaget de 2,2 mio. kr. for salget, og pengene er ikke overført til [person5]. Tværtimod er beløbet benyttet til at købe aktier på vegne af [virksomhed6] Limited.
Af klagens bilag 10, som vedrører bankoverførslen af de 2,2 mio. kr. fremgår det, at modtager er ”[virksomhed6] Ltd [person5]”.
Som anført i SKATs sagsfremstilling under punkt. 2.2., 4. afsnit er [virksomhed6] Limiteds bankkonto registreret ”C/O [person6]” på dennes adresse i Spanien.
SKAT finder derfor, at teksten i forbindelse med overførslen klart indikerer, at det er [person5]s penge, der overføres.
Det skal videre bemærkes, at det af klagens bilag 11, som er dokumentation for at salgssummen for aktierne efterfølgende er overført til køb af værdipapirer via [finans1] i Schweiz, fremgår, at beløbet er overført fra ”[person5]”, og altså ikke fra [virksomhed6] Limited.
SKAT finder det endvidere påfaldende, at adressaten er slettet i alle brevene fra [finans1], Schweiz, jf. klagens bilag 11-20. Det vides således ikke, hvem brevene fra [finans1] er stilet til.
Det er derfor SKATs opfattelse, at ovenstående netop indikerer, at det er [person5], der har modtaget de 2,2 mio. kr., og at 2 mio. kr. heraf er anvendt til anskaffelse af værdipapirer til [person5]. Det skal i den forbindelse bemærkes, at disse værdipapirer og afkastet heraf ikke fremgår af [virksomhed6] Limiteds regnskaber, jf. bilag 1 til SKATs sagsfremstilling af 9. april 2013.
Det skal dog bemærkes, at anskaffelsessummen for aktierne i [virksomhed1] A/S skønsmæssigt er sat til 100.000 kr. i SKATs afgørelse.
Da det nu er dokumenteret, at anskaffelsessummen har været i alt 118.208 kr., jf. klagens bilag 5 og 6, skal den opgjorte avance nedsættes med 18.208 kr.
Ad 2: Ejerskab til aktierne i [virksomhed6] Limited
Det anføres i klagen, at [person5] siden 2008 har ejet 50 % af aktierne i [virksomhed6] Limited, og at han som følge heraf har været skattepligtig af 50 % af alle udbytter der er udloddet fra [virksomhed6] Limited.
Det anføres videre i klagen, at [virksomhed6] Limited på daværende tidspunkt ejede alle aktierne i [virksomhed2] A/S, og [virksomhed6] Limited blev derfor værdiansat til 10 mio. kr.
SKAT skal endnu engang fremhæve, at det på ingen måde fremgår af [virksomhed6] Limiteds regnskaber, at selskabets skulle have haft aktiver af nogen art, jf. bilag 1 til SKATs sagsfremstilling.
Det undrer endvidere SKAT, hvordan [virksomhed2] A/S kan værdiansættes til 10. mio. kr. i september 2008, når selskabets værdi i det seneste offentliggjorte regnskab inden salget var 4.951.333 kr.
Det er derfor stadig SKATs opfattelse, at det [person5] reelt købte i 2008 var alle aktierne i [virksomhed2] A/S.
Det fremgår videre af klagen, at [person5]s forældre fortsat kontrollerer de resterende 50 % af aktierne i [virksomhed6] Limited, der er placeret i [virksomhed8] Limited og [virksomhed7] Limited.
Det har ikke tidligere været fremført, at [person5]s forældre fortsat kontrollerer de 50 % af aktierne i [virksomhed6] Limited, og dette er heller ikke på nogen måde dokumenteret i klagen.
Ud fra oplysninger fra [virksomhed13], Gibraltar er der derimod registreret følgende ejerskaber til disse selskaber i april 2012:
Bilag 1[virksomhed7] Limited:
Aktiekapital: 100
Aktieejere:
[virksomhed8] Limited (1 aktie)
[virksomhed9] Limited (99) aktier
Bilag 1[virksomhed8] Limited
Aktiekapital: 100
Aktieejere:
[virksomhed7] Limited (1 aktie)
[virksomhed9] Limited (99) aktier
Bilag 3Vedrørende [virksomhed9] Limited
Aktiekapital: 10.000
Aktieejere:
[person2], engelsk forretningsmand med adresse på Gibraltar (5000 aktier)
[person3], dansk forretningsmand med adresse på Gibraltar (5000 aktier)
SKAT finder herefter det kan tilbagevises, at [person5]s forældre ejer 50 % af [virksomhed6] Limited via [virksomhed7] Limited og [virksomhed8] Limited.
SKAT finder endvidere alene, at de pågældende selskaber har været registreret som aktionærer af navn, idet det ikke på nogen måde er påvist, at disse selskaber har været aktivt involveret i [virksomhed6] Limited, eller i [virksomhed2] A/S.
Det skal dog bemærkes, at [person3] siden 2008 har været registreret som bestyrelsesmedlem i ejendomsselskabet [virksomhed14] A/S.
Bilag 4Ved sammenholdelse af [person3]s underskrifter i regnskaberne for [virksomhed2] A/S, i 2009 og 2010 er SKAT dog meget tvivlende overfor, at det reelt er [person3], der har underskrevet regnskaberne, idet underskrifterne er meget forskellige.
SKAT finder det endvidere påfaldende, at det nu oplyses, at [person5]s forældre ejer 50 % af [virksomhed6] Limited via [virksomhed7] Limited og [virksomhed8] Limited, idet [person6] i 2007 har meddelt Landsskatteretten, at han ikke er bekendt med, hvem der ejer kapitalen i [virksomhed7] Limited og [virksomhed8] Limited.
SKAT anerkender, at der i [virksomhed6] Limited er en registreret aktiekapital på 1.200, men efter SKATs opfattelse repræsenterer de 600 aktier, som [virksomhed7] Limited og [virksomhed8] Limited står som ejere af, reelt slet ingen værdi.
Det er således stadig SKATs opfattelse, at det [person5] erhvervede i 2008, reelt var hele aktiekapitalen i [virksomhed2] A/S, idet anskaffelsessummen for aktierne i 2008 på de 5 mio. kr. svarede til den fulde værdi af [virksomhed2] A/S. Det er derfor også stadig SKATs opfattelse, at [person5] skal beskattes af hele det udloddede udbytte i 2010 på 200.000 kr.
I klagen anføres det, at det må have formodningen imod sig, at [person5] skal beskattes af en udlodning, han aldrig har modtaget og som er ”vendt tilbage” til det udloddende selskab.
SKAT er uforstående overfor dette synspunkt, idet det er helt uden betydning for beskatningen, hvad det udloddede beløb er anvendt til. Et udloddet beløb kan således også anvendes som udlån til det udloddende selskab.
I klagen anføres videre, at [person5] den 29. august 2011 har modtaget et udbytte på 100.000 kr. fra og at [person5] den 2. januar 2012 betaler skatten vedrørende udlodningen.
Bilag 5 SKAT skal hertil bemærke, at det er korrekt, at [person5] den 2. januar 2012 har indbetalt 28.005 kr. til SKAT. Dette beløb har [person5] imidlertid fået retur, idet aktieudbyttet på de 100.000 kr. ikke er selvangivet og dermed heller ikke har udløst en skat. [person5] har således hverken selvangivet eller betalt skat af et aktieudbytte for indkomståret 2011.
SKAT har ikke yderligere bemærkninger til klagen, men henviser i øvrigt til SKATs afgørelse med tilhørende sagsfremstilling af 9. april 2013.”
Bemærkninger til SKATs udtalelse
Klagerens repræsentant er kommet med følgende bemærkninger til SKATs udtalelse:
”Jeg skal hermed fremkomme med vores bemærkninger til SKATs udtalelse af 27. august 2013 som fremsendt 14. august 2014.
Vores bemærkninger er disponeret således, at vi kommenterer på SKATs enkelte afsnit på side 2-5 i SKATS udtalelse.
SIDE 2
Næstsidste afsnit
Vi har i vores supplerende klage, side 1, 4.-8. afsnit skrevet følgende:
”[person5] overtog 2. marts 2003 i fællesskab med en række kollegaer selskabet [virksomhed3] A/S, cvr. [...1], jf. bilag 2. [virksomhed3] A/S ændrede 28. april 2003 navn til [virksomhed1] A/S, jf. bilag 3, side 6.
[person5] overtog nominelt 87.500 kr. aktier i selskabet (17,5 %), jf. bilag 2, side 3.
[person5] ønskede, at aktierne i [virksomhed1] A/S skulle være ejet af [virksomhed6] Ltd, der er et selskab registreret i Gibraltar, og hvor [person5]s far, [person6], var direktør.
Det fremgår af bilag 2, at to af medarbejderne ([person9] og [person4]) oprindeligt overtog aktierne i [virksomhed1] A/S via to holdingselskaber: henholdsvis [virksomhed1] og [virksomhed5] ApS.
På samme vis ønskede [person5] af [virksomhed6] Ltd skulle være ejer af [person5]s aktier i [virksomhed1] A/S.” (mine understregninger)
Det er således korrekt, at [person5] står som køber af de oprindelige aktier, men disse er overført til [virksomhed6] Ltd Som bekendt var købesummen 1 r. for aktierne.
SIDE 3
2. afsnit
Som nævnt i klagen afholdt [person5]s mor den eneste udgift forbundet med aktiekøbet i 2003, dvs. kapitaltilførslen på 87.500 kr., der blev overført fra moderens konto, der blev benyttet som udlægskonto for [virksomhed6] Ltd, hvilket SKAT ikke bestrider.
4. og 6. afsnit
Det fremgår af bilag 7, sidste side, i salgsaftalens bilag 1, hvilke kontonumre købesummen for [virksomhed1] A/S skal overføres til. Ud for de tre holdingselskaber (de tre øverste linjer på sidste side i bilag 7) fremgår medarbejderens navn efterfølgende. Dette gælder ikke kun for [person5], men også for [person9] og [person4].
Dette indikerer ikke, at de tre medarbejdere ([person5], [person9] og [person4]) ejer aktierne i [virksomhed1] A/S direkte. Tværtimod illustrerer dette, hvorfor der i bilag 10 er anført [person5]s navn. Køberen af [virksomhed1] A/S-aktierne har således ved overførslen blot anført præcis den samme betegnelse, som fremgår af sidste side i bilag 7.
7. afsnit
Som nævnt i vores uddybende klage 5. august 2013 overførte [virksomhed6] Ltd 2 millioner kr. af provenuet fra salget af aktierne i [virksomhed1] A/S fra [virksomhed6] Ltd’ konto i [finans2], Gibraltar, til [virksomhed6] Ltd’ konto i [finans1], Schweiz.
Dette beløb blev efterfølgende benyttet til at købe aktier for til [virksomhed6] Ltd, jf. bilag 12-19.
Jeg vil dog gerne uddybe overførslen fra [virksomhed6] Ltd’ konto i [finans2], Gibraltar, til [virksomhed6] Ltd’ konto i [finans1], Schweiz den 20.-21. juni 2007.
[virksomhed6] Ltd’ konto i [finans2], Gibraltar, var benævnt: [...86]. [virksomhed6] Ltd’ konto i [finans1], Schweiz, var benævnt: [...90].
De to millioner kr. skulle således overføres fra [virksomhed6] Ltd’ konto [...86] i [finans2] til [virksomhed6] Ltd’ konto [...90] i [finans1].
Den 20. juni 2007 blev de 2 millioner kr. overført fra [finans2] til [finans1]s danske samlekonto i danske kroner, jf. bilag 34. Alle overførsler i danske kroner til [finans1], Schweiz, skal overføres til denne danske konto, da kontoen er den eneste korrespondent-konto i danske kroner.
Der findes desværre ikke længere en officiel overførselsbekræftelse, men [finans2] har fremlagt Swift-oplysninger med en række Swift-koder i bilag 34.
Om Swift-koderne kan generelt oplyses:
32A: dato og beløb
50K: afsenderen.
57A: modtagerbank
59: IBAN nr. på [finans1]s samlekonto
70: referencen til overførslen.
Heraf fremgår, at bilag 34 dokumenterer, at der den 20. juni 2007 (070620) er overført 2 mio. kr. (kode 32A) fra [virksomhed6] Ltd’ konto [...86] (kode 50K) til [finans1]s (kode 57A) samlekonto (kode 59), og at pengene skal overføres endeligt til [virksomhed6] Ltd’ konto [...90] (kode 70).
Af bilag 11 fremgår, at der er gået 2 mio. kr. ind på konto [...90] dagen efter, dvs. 21. juni 2007.
Det er korrekt, at der på bilag 11 står anført ”Fra: [person5]”. Det er uvist, hvorfor dette er angivet, når pengene hidrører fra [virksomhed6] Ltd’ konto i [finans2], Gibraltar.
Af kode 59 i bilag 34 fremgår imidlertid også ”[person5]”. Dette er muligvis forklaringen på, at navnet ”[person5]” fremgår af bilag 11.
8. afsnit
Adressaten i bilag 11-20 er ikke slettet. Dette er elektroniske udskrifter som dokumentation for køb af værdipapirerne. Udskrifterne er ikke sendt med post, hvilket er sædvanligt. Som det fremgår af bilagene vedrører de [virksomhed6] Ltds konto og depot.
9. afsnit
Regnskabet for [virksomhed6] Ltd opfylder efter det oplyste regnskabskravene på Gibraltar.
SIDE 4
1. afsnit
Regnskabet for [virksomhed6] Ltdopfylder efter det oplyste regnskabskravene på Gibraltar.
SKATs bemærkning synes i øvrigt irrelevant for spørgsmålet om, hvem der ejer [virksomhed6] Ltd [virksomhed6] Ltd’ aktiver siger intet om aktionærkredsen i [virksomhed6] Ltd
2. afsnit
I bilag 32 fremgår beregningen over værdiansættelsen af [virksomhed2] A/S.
Prisen på 10 millioner (afledt af beregningen på 10.717.329 kr. i bilag 32) reflekterer den indre værdi i [virksomhed14], såfremt bygningerne blev handlet gennem ejendomsmægler. Bygningernes værdi er fremkommet ved at gange huslejeindtægterne med 14 (højre spalte i bilag 32), hvilket er en helt normal multipel i forhold til at beregne prisen for udlejningsejendomme. Bilag 35 dokumenterer, at prisen på 10 millioner ikke er for høj. Tilbuddet i bilag 35 viser at ejendommene ville kunne sælges for 22 millioner (16 millioner + 6 millioner kr. for [adresse1]-ejendommen).
3. afsnit
Dette har SKAT slet ikke dokumenteret. Heller ikke købsprisen på 5 millioner kr. indikerer dette, jf. bilag 32 og 35.
5. afsnit
Dette er ikke korrekt.
Det fremgår af den supplerende klage side 3, 6. afsnit:
”[person5]s forældre kontrollerer fortsat de resterende 50 % af aktierne i [virksomhed6] Ltd, der er placeret i selskaberne [virksomhed8] og [virksomhed7] Ltd.”
Dette har hele tiden været oplyst overfor skattemyndighederne, jf. eksempelvis SKM2009.317.BR:
”[person6] har haft fuldmagt til at disponere for såvel [virksomhed14] A/S som for selskabet på Gibraltar.
...
Selskabets påstand og argumenter
Selskabets daværende repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets indkomst i 2002- 2004 nedsættes med henholdsvis 1.457.965 kr., 488.258 kr. og 503.362 kr. Eksistensen af [virksomhed6] Limited er dokumenteret ved udskrift fra The Companies Ordinance Laws of Gibraltar. Aktionærerne er [virksomhed7] og [virksomhed8]. [person6] er ansat som direktør.” (mine understregninger)
samt SKM2011.583.ØLR
”På den nævnte baggrund findes appellanten - uanset at der er tale om interesse-forbundne parter og gælder skærpede krav til dokumentationen - at have godtgjort, at selskabet har modtaget de omhandlede beløb som lån fra [virksomhed6] Limited eller [person6], og at lånene havde karakter af sædvanlige forretningsmæssige dispositioner til finansiering af selskabets drift. Det findes herved antageligt, at holdingselskabets eller [person6]s overførsler til selskabet i årene 1999- 2001 og selskabets ophør med betalingerne i 2002 - 2004 var begrundet i selskabets økonomiske forhold.”
Der er forskel på ejerskab og kontrol. [person6] har således kontrol med [virksomhed8] og [virksomhed7] Limiteds aktieposter på 50 % i [virksomhed6] Ltd, men ikke direkte ejerskab af aktierne i henhold til reglerne på Gibraltar.
10. afsnit
Vi har aldrig udtalt, at [person6] og hans hustru ejer de 50 % resterende aktier i [virksomhed6] Ltd Vi har skrevet kontrollerer.
11. afsnit
Som nævnt har [person6] og [person5] haft fuldmagt til at disponere på vegne af [virksomhed6] Ltd og [virksomhed2] A/S.
SIDE 5
1. afsnit
Vi har aldrig udtalt, at [person6] og hans hustru ejer de 50 % resterende aktier i [virksomhed6] Ltd Vi har skrevet kontrollerer.
4. og 5. afsnit
I 2010 har [person5] ikke modtaget udbytte fra [virksomhed6] Ltd, da [virksomhed6] Ltd ikke har udloddet udbytte.
Tilsyneladende accepterer SKAT ikke, at [virksomhed6] Ltd er ejer af [virksomhed2] A/S. SKAT finder derimod, at [person5] er direkte ejer af [virksomhed2] A/S. Dette er faktuelt forkert og i øvrigt i strid med EU-retten, da SKAT diskriminerer [virksomhed6] Ltd i forhold til et dansk holdingselskab.”
Salg af aktierne i [virksomhed1] A/S i 2007
Gevinst ved salg af aktier er skattepligtig, jf. aktieavancebeskatningslovens §§ 1 og 12. Gevinsten opgøres som forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen, jf. aktieavancebeskatningslovens § 26.
Klageren har den 1. marts 2003 erhvervet en aktiepost i [virksomhed1] A/S på nominelt 87.500 kr., svarende til 17,5 % af selskabets aktiekapital, til 1 kr. Det er ikke ved overdragelsesaftale eller lignende dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at disse aktier er overdraget til [virksomhed6] Limited. At [virksomhed6] Limited – og ikke klageren – fremgår som aktionær i [virksomhed1] A/S’ årsrapport for 2005 og at [virksomhed6] Limited. fremgår som sælger ved salget den 16. maj 2007 udgør ikke i sig selv tilstrækkelig dokumentation herfor. Der er herved også henset til, at aktierne ikke fremgår af [virksomhed6] Limited regnskab. Herefter anses klageren for sælger af disse aktier i [virksomhed1] A/S ved salget den 16. maj 2007.
Det er ikke oplyst, hvem der er de ultimative ejere af [virksomhed6] Limited. Klagerens far er registreret som direktør, og selskabet har ifølge det oplyste anvendt både klagerens fars bankkonto og klagerens mors bankkonto. Aftale af 1. juni 2005, hvorved selskabet købte 2,5 % af aktierne i [virksomhed1] A/S, er underskrevet af klageren på vegne af selskabet. Det er desuden klageren, der på vegne af selskabet har underskrevet i forbindelse med salget den 16. maj 2007. Hverken aktierne i [virksomhed1] A/S, avancen ved salget af aktierne eller de værdipapirer, der blev anskaffet for avancen, fremgår af selskabets regnskaber. Under disse omstændigheder, er det Landsskatterettens opfattelse, at [virksomhed6] Limited ikke kan anses for at være et skattemæssigt retssubjekt, udskilt fra klagerens og forældrenes personlige formue. Der kan henvises til Højesterets dom, SKM2007.308.HR.
Herefter anses klageren tillige for sælger af de 2,5 % af aktierne i [virksomhed1] A/S.
SKAT har indstillet, at aktieavancen nedsættes med 18.208 kr., da det er godtgjort, at anskaffelsessummen for aktierne i [virksomhed1] A/S var 118.208 kr. Landsskatteretten tiltræder SKATs indstilling.
Landsskatteretten nedsætter klagerens aktieindkomst for 2007 med 18.208 kr.
Udbytterne i 2010 og 2011
Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer medregnes som udgangspunkt til den skattepligtige indkomst som udbytte af aktier. Det fremgår af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1.
Det lægges til grund, at klageren og hans far oprindeligt ejede [virksomhed2] A/S med halvdelen hver. Det er ikke ved overdragelsesaftale eller lignende dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at aktierne er overdraget til [virksomhed6] Limited. At [virksomhed6] Limited fremgår som aktionær i [virksomhed2] A/S’ årsrapporter, og at [virksomhed6] Limited har fået udbetalt udbytte fra [virksomhed2] A/S udgør ikke i sig selv tilstrækkelig dokumentation herfor. Der er herved også henset til, at aktierne i [virksomhed2] A/S ikke fremgår af [virksomhed6] Limited regnskab. Klagerens overførsel af 5.000.000 kr. til sin mors konto anses herefter at vedrøre klagerens køb af den resterende halvdel af aktierne i [virksomhed2] A/S. Der er herved også henset til det ovenfor anførte om, at Landsskatteretten ikke har anset [virksomhed6] Limited for at være et skattemæssigt retssubjekt, udskilt fra klagerens og forældrenes personlige formue.
Det er uden betydning for beskatningen, at klageren efterfølgende udlåner beløbene til det udloddende selskab.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.
Formalitet
Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.
Det fremgår af sagens oplysninger, at SKAT fremsendte agterskrivelse til klageren for indkomståret 2007 den 14. marts 2013 og traf endelig afgørelse om ændring af skatteansættelser den 9. april 2013. Dermed er den ordinære ansættelsesfrist overskredet for indkomståret 2007.
Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 5.
Ved at have undladt at oplyse SKAT om de væsentlige skattepligtige indtægter, da anses klageren at have handlet groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 5.
Derudover kan en ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 kun foretages, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.
Fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle en korrekt afgørelse om ansættelsen.
Den 2. januar 2013 blev det til SKAT oplyst af klageren, at han havde anvendt lånet på 5 millioner kr. fra sine forældre til at købe aktier i [virksomhed6] Limited. Den 11. marts 2013 fik SKAT tilsendt aktiecertifikat vedrørende klagerens køb af 600 aktier i [virksomhed6] Limited.
Først ved modtagelse af materialet den 11. marts 2013 anses SKAT for at have været i besiddelse af tilstrækkeligt materiale til at kunne opdage sammenhængen mellem lånet fra forældrene, overførslen på 2.200.000 kr. og klagerens ejerskab af aktierne i [virksomhed1] A/S.
SKAT udsendte agterskrivelse den 14. marts 2013 og afgørelse den 9. april 2013.
De varslede ændringer for indkomståret 2007 ved agterskrivelse af den 14. marts 2013, er dermed sket inden for fristen, og er derfor rettidige.