Kendelse af 11-06-2014 - indlagt i TaxCons database den 11-07-2014

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomst fra udført arbejde beskattet hos klageren

98.709 kr.

0 kr.

98.709 kr.

Faktiske oplysninger

I klagerens ægtefælles indkomst indgår indkomst ved arbejde udført af klageren – bestående af reparation af biler. Arbejdet er hovedsageligt udført for firmaerne [virksomhed1] A/S og [virksomhed2] ApS. Virksomheden [virksomhed1] A/S er moderselskab for [virksomhed2] ApS.

Klageren ejer 50 % af aktierne i [virksomhed1] A/S, som ejer alle aktierne i [virksomhed2] ApS.

Klageren har i indkomstårene 2009-2011 tillige modtaget A-indkomst fra virksomhederne og udlejet en del af ejendommen [adresse1], [by1], til virksomhederne.

Lejeindtægterne fra ejendommen [adresse1], [by1], som klageren ejer 100 %, er selvangivet hos ham.

Klagerens ægtefælle driver landbrugsvirksomhed og virksomhed med udlejning af bygninger.

SKATs afgørelse

Det er over for SKAT oplyst, at det er klageren, der har udført arbejdet, og at klagerens ægtefælle, [person1], har lavet det administrative arbejde.

Med henvisning til kildeskattelovens § 25 A og på grundlag af det i sagen oplyste om, hvem der reelt har udført arbejdet, er det SKATs opfattelse, at den del af indkomsten, der kan henføres til det udførte arbejde, skal medregnes i indkomsten hos klageren. SKAT har tillige tillagt det betydning, at arbejdet primært er udført for selskaber, hvori klageren er aktionær og er eller har været ansat.

Klageren er derfor forhøjet med 98.709 kr., hvilken forhøjelse fremkommer således:

Omsætning

132.461 kr.

Varekøb og materialer

-30.500 kr.

Andel af udgifter til kontor og administration, skønsmæssigt ansat til 12,5 %

-3.252 kr.

I alt

98.709 kr.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at indkomsten på 98.709 kr. beskattes hos ægtefællen.

SKATs begrundelse for at lade et beløb på 98.709 kr. udgå af beskatningen sammen med den øvrige virksomhed hos hans ægtefælle og i stedet lade beløbet beskatte hos klageren består alene i en henvisning til kildeskattelovens § 25 A og fortolkning af nogle oplysninger afgivet af ægteparrets revisor.

Konklusionen fra SKATs side er, at det er SKATs opfattelse, at den del af indkomsten, der kan henføres til det udførte arbejde, skal medregnes i indkomsten hos klageren. Dette er klageren ikke enig i.

SKAT har i sin afgørelse ikke taget hensyn til eventuelle driftsudgifter, der er forbundet med den omhandlede indkomsterhvervelse.

Yderligere udtalelser

Til repræsentantens bemærkning om, at SKAT ikke har taget hensyn til eventuelle driftsudgifter, der er forbundet med erhvervelsen af den indkomst, som er overført fra klagerens ægtefælle til klageren, har SKAT anført, at dette ikke er korrekt.

Der var til forslag til afgørelse vedlagt et bilag, hvoraf fremgår, hvorledes resultatet på 98.709 kr. var fremkommet.

Repræsentanten har efterfølgende anført, at de faste omkostninger og de driftsmæssige afskrivninger vedrørende det udførte arbejde, der er oplyst som reparation af biler, udgør henholdsvis 28.921 kr. og 8.944 kr., hvorefter resultatet udgør 73.040 kr. og 64.097 kr. henholdsvis før og efter afskrivninger.

Landsskatterettens afgørelse

Arbejdsindkomst beskattes hos den person, der har udført arbejdet, jf. statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten finder, at klagerens arbejde med reparation af biler skal beskattes hos ham som rette indkomstmodtager. Retten har lagt vægt på, at der er tale om arbejde udført af klageren, hvilket arbejde i øvrigt ikke kan anses for en del af de aktiviteter ved landbrug og udlejning af bygninger, som er omfattet af hans ægtefælles virksomheder.

Retten finder endvidere ikke grundlag for at ændre resultat af klagerens arbejde på 98.709 kr., der er selvangivet med 132.461 kr. – 30.500 kr. til varekøb og materialer, eller 101.961 kr., fra hvilket beløb SKAT skønsmæssigt har fratrukket udgifter til kontor og administration med 3.252 kr. Retten har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at der er yderligere udgifter vedrørende arbejdet, ligesom det ikke er dokumenteret, at klageren er berettiget til afskrivninger.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.