Kendelse af 10-02-2017 - indlagt i TaxCons database den 25-03-2017

Faktiske oplysninger

Klageren har drevet enkeltmandsvirksomhed med pakkekørsel for [virksomhed1] som underleverandør for [virksomhed2]. Virksomheden påbegyndtes den 18. oktober 2008 og blev lukket i år 2011. Virksomhedens indehaver har kørt en enkelt rute, og der var ingen ansatte i virksomheden.

Ifølge klagerens regnskaber for 2008, 2009 og 2010 kan virksomhedens omsætning og udgifter specificeres spåledes:

Klageren havde to bankkonti: En konto nr. [...99] i [finans1] og en konto nr. [...27] i [finans2].

Det fremgår af kontoudskrift i [finans2], at klageren den 16. december 2008 modtog betaling af faktura nr. 12502 på 30.215 kr.

Det fremgår af kontoudskrift i [finans2] har klageren i år 2009 og 2010 modtaget betalinger for følgende fakturaer:

Der er fremlagt følgende faktura vedrørende udgifter til fremmed arbejde i indkomståret 2008:

Der er vedlagt kvittering fra virksomhed [virksomhed3], CVR-nr. [...1] for modtagelsen af 43.750 kr.

Der er fremlagt følgende faktura vedrørende udgifter til fremmed arbejde i indkomståret 2009:

Der er fremlagt følgende faktura vedrørende udgifter til fremmed arbejde i indkomståret 2010:

Der foreligger ikke skriftlige aftaler mellem klageren og virksomhederne, der udstedte fakturaer, ligesom der ikke er fremlagt kvitteringer for betaling af fakturaer for indkomstårene 2009 og 2010. Fakturaerne indeholder ikke navn på chaufføren, der har udført arbejder, hvilke dage og timer, der er kørt. Der er ikke forelagt bilag i form af f.eks. følgesedler på de leverede varer. Der er foretaget en del af automathævninger fra begge bankkonti. Disse uspecificerede hævninger er foretaget i forlængelse af lønindbetalinger, indbetalinger af børneydelse og fakturaindbetalinger på klagerens konti.

Klageren har ikke udført elektroniske betalinger af fakturaer for fremmed arbejde fra de to konti. Der er ikke ført kasseregnskab i klagerens virksomhed. Fakturaerne, som ligger til grund for betaling af fremmed arbejde, er udstedt af virksomheder, som ikke har indsendt regnskab til SKAT.

Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren betalte direkte til chaufføren, der på samme tid udstedte både faktura og kvittering. Betalingen skete i kontante midler, som klageren hævede løbende fra henholdsvis virksomhedens bankkonto og sin private konto, samt med midler, han havde til rådighed i kassebeholdningen.

Skatteankenævns afgørelse

[Skatteankenævnet] har behandlet klage over SKATs afgørelse vedrørende opgørelse af resultat af klagerens virksomhed i indkomstårene 2008-2010. Skatteankenævnet har stadfæstet SKAT afgørelse og fastholdt SKATs nedsættelse af fradrag for fremmed arbejde med henholdsvis 35.000 kr., 159.000 kr. og 88.080 kr. i indkomstårene 2008, 2009 og 2010.

Det fremgår følgende af skattenævnets afgørelse af 21. november 2013:

”Skatteankenævnet har behandlet din klage over SKATs afgørelse for 2008-2010.

Nævnet har stadfæstet SKATs afgørelse.”

Som begrundelsen for afgørelsen har skatteankenævnet anført følgende:

”Nævnet har på baggrund af de skriftlige/mundtlige kommentarer til det udsendte forslag og sagsfremstilling behandlet sagen igen. Der er herefter truffet følgende afgørelse:

Jfr. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er der fradrag for udgifter, der i er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst. Bevisbyrden for, at det foreligger en fradragsberettiget driftsomkostning påhviler som udgangspunkt skatteyderen.

Nævnet finder ikke, at det på det foreliggende grundlag er dokumenteret eller sandsynliggjort, at der er afholdt udgifter til fremmed arbejde svarende til de selvangivne fradrag for indkomstårene 2008 -2010.

Ved denne vurdering er der henset til, at fakturaerne efter det oplyste er blevet betalt kontant, hvor det ikke umiddelbart er muligt at afstemme de bogførte betalinger vedr. fremmed arbejde til hævninger eller overførsler foretaget fra [person1]s bankkonti.

Repræsentanten har her til anført, at grunden til, at der ikke kan foretages en afstemning mellem betalte fakturaer og hævede beløb i banken er, at [person1] løbende har foretaget hævninger på sine bankkonti og lagt pengene i virksomhedens kassebeholdning, for at være sikker på altid at have kontanter til betaling af fremmed arbejde, når der blev behov for det.

Nævnet skal i denne forbindelse bemærke, at de løbende hævninger til kassebeholdningen og de kontante betalinger af udgifterne til fremmed arbejde skulle have været registreret i et kasseregn­ skab. Nævnet kan konstatere, at der foreligger ikke noget kasseregnskab.

Bevisbyrden for, at der er afholdt udgifter til fremmed arbejde påhviler [person1] og, da der i øvrigt har været tale om betaling af forholdsvis store kontantbeløb, finder nævnet derfor også, at det som minimum må kræves, at sådanne kontante betalinger af udgifter havde fremgået af et kasseregnskab, da det ellers er umuligt at følge pengestrømmene i virksomheden.

Nævnet finder derfor ikke, at det på det foreliggende grundlag kan anses for at være dokumenteret eller sandsynliggjort, at [person1] har afholdt de omhandlede udgifter til fremmed arbejde, herunder, at han haft kontante midler til rådighed til betaling af de omhandlede fakturaer vedr. fremmed arbejde.

Derudover har nævnet henset til:

På baggrund af ovenstående finder nævnet ikke, at betingelserne for fradrag for udgifter til fremmed arbejde jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan anses for opfyldt, da det ikke kan anses for at være sandsynliggjort eller dokumenteret, at der er afholdt sådanne udgifter og de underliggende fakturaer på det foreliggende grundlag må anses for at være uden reelt indhold.

Der henvises endvidere til Landsskatterettens begrundelse for at nægte fradrag for købsmomsen vedr. samme udgifter jf. Landsskatterettens afgørelse af 27. juni 2012.

Det er derfor nævnets opfattelse, at den påklagede afgørelse skal fastholdes.”

Klagerens opfattelse

Der er nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til fradrag for udgifter til fremmed arbejde på 35.000 kr. for indkomståret 2008, på 159.000 kr. for indkomståret 2009 og på 88.080 for indkomståret 2010.

Klagerens repræsentant har til støtte for påstanden anført:

”Virksomhedens arbejde for [virksomhed1] bestod nærmere betegnet i lastbilkørsel med 90-150 pakker om dagen, der blev leveret over en enkelt rute, idet [person1] var den eneste ansatte i sin personlige virksomhed.

[person1] har siden 2008 lidt af kroniske sygdomme, der omfatter problemer med knæet og dårligt hjerte. Dette forhindrede ham i perioder i at udføre arbejdet i virksomheden, hvorfor han i stedet måtte benytte sig af underleverandører. Når behovet for assistance opstod, tog han kontakt til henholdsvis [virksomhed3], [virksomhed4] ApS eller [virksomhed5], der stillede en chauffør til rådighed. Hertil bemærkes, at brugen af underleverandører i transportbranchen er særdeles udbredt.

[person1] betalte direkte til chaufføren, der på samme tid udstedte både faktura og kvittering. Betalingen skete i kontante midler, som [person1] hævede løbende fra henholdsvis virksomhedens bankkonto og sin private konto, samt med midler, han havde til rådighed i kassebeholdningen. I den til Landsskatteretten fremsendte klage, er kontoudtog fra [finans1], hvoraf udbetalingerne fremgår, fremlagt som bilag 2, kontoudtog fra [finans2], hvoraf udbetalingerne fremgår, er fremlagt som bilag 3, faktura fra [virksomhed3] er fremlagt som bilag 4, kvittering fra [...] er fremlagt som bilag 5, fakturaer fra [virksomhed4] ApS er fremlagt som bilag 6, og fakturaer fra [virksomhed5] er fremlagt som bilag 7.

På grund af [person1]s sygdom var det svært for familien at få økonomien til at løbe rundt, og siden virksomheden blev lukket, har familien forsørget sig selv ved hjælp af [person1]s sygedagpenge, hans hustrus indtægt, børneydelse og boligsikring.

Det kan i øvrigt oplyses, at [person1] ikke har haft nærmere kendskab til de virksomheder, han har anvendt som underleverandører. Han har således ikke været vidende om, at underleverandørerne ikke var behørigt momsregistrerede. Da underleverandørerne har udført arbejdet som aftalt og uden anmærkninger, har han ikke haft grund til at sætte spørgsmålstegn ved virksomhedernes egne forhold.

Endvidere bemærkes, at [person1] ikke selv kunne have udført det pågældende arbejde, der blev foretaget af underleverandørerne. Blandt andet da indkomsten fra virksomheden var nødvendig for familiens eksistensgrundlag, har anvendelsen af fremmed arbejde været nødvendig for at få økonomien til at hænge sammen.

ANBRINGENDER :

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det overordnet gældende,

at[person1] er berettiget til at fradrage udgiften på kr. 282.080 afholdt til kørselshjælp fra henholdsvis [virksomhed3], [virksomhed4] ApS og [virksomhed5], idet betingelserne i statsskattelovens § 6, litra a er opfyldte,

daomkostningerne har karakter af sædvanlige driftsomkostninger, og da der er fremlagt behørig dokumentation for de afholdte omkostninger.

Vi vil nedenfor uddybe vores ovennævnte anbringender.

Generelt vedrørende fradrag af driftsomkostninger: Af statsskattelovens § 6 fremgår:

"Ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage:

Driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, derunder ordinære afskrivninger;”

Det helt centrale ved afgrænsningen af de fradragsberettigede driftsomkostninger er, at disse udgør udgifter med indkomstvirkning, og derved udgør en forudsætning for skabelsen af indtægterne.

De fradragsberettigede driftsomkostninger er udgifter, som er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

For at en udgift er omfattet af driftsomkostningsbegrebet, stilles der det krav, at udgiften har en vis kvalificeret tilknytning til virksomhedens drift og dermed til driftsindtægterne.

Det fremgår af retspraksis, herunder Højesterets dom refereret i UfR 2004.1516 H, at skatteyderen som udgangspunkt har bevisbyrden for, at betingelserne for at foretage et skattemæssigt fradrag er opfyldte.

Skatteyder skal således sandsynliggøre, at udgiften er afholdt, og at denne relaterer sig til driften af den pågældende virksomhed.

Følgende fremgår af SKATs Juridiske Vejledning 2014-2, afsnit C.C.2.2.1.1 Introduktion vedrørende fradrag for udgifter;

"Krav til dokumentation for skattefradrag

I afsnit A.B.3.1.4 beskrives bogførings/oven i forhold til regnskabet efter skattelovgivningen. Det fremgår, at hvis den skattepligtige opfylder bogføringslovens krav, vil den skattepligtige også som udgangspunkt opfylde kravene til bogføring og regnskab efter skatte­ og afgiftslovgivningen. Det udelukker ikke i sig selv fradragsret efter f.eks. statsskatteloven, at den skattepligtige ikke opfylder kravene i bogføringsloven. I praksis stilles der dog et bevismæssigt krav, om dokumentation i form af eksterne købsbilag, afregningsbilag godkendt af leverandøren, kontoudtog fra leverandøren og lignende om betingelse. Bevisbedømmelsen er imidlertid i princippet fri. Det kan derfor ikke udelukkes, at der kan føres bevis for udgifter på anden måde, f.eks. hvor der af naturlige år ager ikke kan foreligge sådan dokumentation, eller under visse omstændigheder i forbindelse med skønsmæssig ansættelse.

...

Bevis for, at der er tale om en fradragsberettiget udgift

Det er ikke tilstrækkeligt, at skatteyderen fremlægger dokumentation for, at udgiften er af­ holdt. Bevisbyrden for, at der foreligger en fradragsberettiget driftsomkostning og ikke f.eks. en privatudgift, påhviler som udgangspunkt skatteyderen. Skatteyderen skal derfor kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at evt. udgiftsbilag dækker over realiteter, og at samtlige betingelser for fradrag er opfyldt, herunder, at udgiften henhører til det pågældende indkomstår.

Det bemærkes, at skatteyderens betegnelse for udgiften ikke er afgørende, men derimod, hvad udgiften reelt dækker over.

Bevisbyrden skærpes, hvis der er personsammenfald, eller parterne er interesseforbundne. Se afsnit C.C. 2.2.1.11 om interesseforbundne parter. "

Dette er tillige omtalt i Skatteretten 1, 6. udgave, af Jan Pedersen m.fl., side 217, hvoraf følgende fremgår:

"Da skatteretten ikke indeholder særlige formkrav, kan der i princippet ikke stilles krav om, at en udgift er dokumenteret ved et egentligt bevisfor udgiftens afholdelse og størrelse i form af faktura eller lignende. Det er tilstrækkeligt, at den skattepligtige uden rimelig tvivl sand­ synliggør udgiftens afholdelse. "

Som det fremgår heraf, kan der altså ikke stilles særlige formkrav fra skattemyndighedernes side til bevisførelsen. Skatteyder skal således blot sandsynliggøre, at udgiften er a.fh,oldt og har tilknytning til driften.

På baggrund af det ovenfor anførte kan det helt overordnet konkluderes, at fradragsberettigede driftsomkostninger skal være afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten. Det kan videre udledes, at der alene kan stilles krav om, at skatteyderen skal sandsynliggøre den pågældende udgift, idet der således ikke stilles egentlige formkrav til dokumentationen herfor,

Der skal i denne forbindelse henvises til Landsskatterettens kendelse af den 4. april 2013, j. nr. 12- 0189675.

Sagen drejede sig om, hvorvidt klager kunne få fradrag for udgifter til et kinesisk selskab. Klager drev virksomhed inden for reklamebranchen, og havde i den forbindelse indgået aftale med et kinesisk selskab, der som underleverandør for klager angiveligt havde udført et varesammenligningsprojekt og en billeddatabase. Både SKAT og skatteankenævnet havde nægtet at godkende fradrag for udgifterne til selskabet, idet klager ikke fandtes at have løftet bevisbyrden for, at betingelserne for at fradrage udgifterne i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, var opfyldte. Fradrag blev bl.a. nægtet på baggrund af, at der var indgået mundtlige aftaler mellem parterne om det arbejde, der skulle udføres.

Der forelå intet skriftligt aftalegrundlag for det udførte arbejde på trods af, at klager og selskabet hav­ de samarbejdet i over to år. Herudover var de mundtlige aftaler ikke understøttet af skriftlig korrespondance, specifikationer, følgeskrivelser m.v., hvilket fandtes besynderligt henset til parternes flerårige samarbejde.

Klager havde ligeledes foretaget uregelmæssige overførsler til selskabet for det udførte arbejde, og de udstedte fakturaer fra selskabet ikke var specificeret, og det var ikke objektivt dokumenteret, at selskabet reelt havde udført et stykke arbejde for klager. SKAT havde sågar modtaget oplysninger fra selskabets revisor om, at der ikke var erhvervsmæssig aktivitet i det kinesiske selskab. Herudover havde klager hhv. klagers samlever ikke afgivet samstemmende forklaringer vedrørende selskabets arbejdsresultat.

Imidlertid fandt Landsskatteretten det tilstrækkeligt dokumenteret, at klagerens virksomhed havde afholdt udgifterne til varesammenligningsprojektet og billeddatabasen, idet der - på trods af ovenstående - forelå tilstrækkelig dokumentation for pengestrømmene, og idet modydelsen var tilstrækkeligt sandsynliggjort. På denne baggrund blev klager tilkendt fradrag for udgifterne til selskabet i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Endvidere henvises til Landsskatterettens kendelse af den 1. oktober 2013, j. nr. 12-0236744.

Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt klager var berettiget til fradrag for udgifter til fremmed arbejde. Klager drev selvstændig rengøringsvirksomhed, hvor klager havde benyttet sig af en underleverandør til udførelsen af rengøring på nærmere angivne lokaliteter. Som dokumentation for betalingen af underleverandør var klager i besiddelse af tre fakturaer, udstedt af den pågældende underleverandør, samt fem dags-dato kvitteringer. Endvidere var klager i besiddelse af udbetalingsbilag fra klagers bankforbindelse, hvoraf det fremgik, at der var blevet foretaget en række kontante hævninger på klagers konto. Der var ikke umiddelbart en beløbsmæssig sammenhæng mellem fakturaernes pålydende og de udstedte dags-dato kvitteringer/udbetalingsbilag, hvilket medførte, at SKAT ikke havde godkendt fradrag for virksomhedens udgifter til fremmed arbejde. SKATs afgørelse blev stadfæstet af skatteankenævnet, som ligeledes fandt, at klager ikke havde dokumenteret pengestrømmen fra rengøringsvirksomheden til den pågældende underleverandør. Skatteankenævnet lagde i afgørelsen vægt på, at de udskrevne dags-dato kvitteringer ikke var blevet udskrevet i kronologisk rækkefølge, ligesom det ikke var muligt at identificere kvitteringsudstederen. Endvidere var der ikke sket korrekt bogføring af de omhandlede beløb i virksomhedens bogholderi, ligesom det blev anset for usædvanligt at betale de udstedte fakturaer kontant.

Sagen blev påklaget til Landsskatteretten, som ændrede skatteankenævnets afgørelse, og godkendte fradrag for en del af virksomhedens udgifter til fremmed arbejde med følgende begrundelse:

"På baggrund af de foreliggende udbetalingsbilag fra [finans1] og dags dato kvitteringerne anses derfor sandsynliggjort, at der i de tilfælde, hvor der er overensstemmelse mellem dateringerne på udbetalingsbilagene og dags dato kvitteringerne har været afholdt udgifter til fremmed arbejde." (min fremhævning)

På baggrund af det ovenfor anførte kan det helt overordnet konkluderes, at fradragsberettigede driftsomkostninger skal være afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten. Det kan videre udledes, at der alene kan stilles krav om, at skatteyderen skal sandsynliggøre den pågældende udgift, idet der således ikke stilles egentlige formkrav til dokumentationen herfor, hvilket i særdeleshed fremgår af i ovennævnte utrykte kendelse fra Landsskatteretten.

Endvidere fremgår følgende af Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit C.C.2.2.1.1 Introduktion vedrørende fradrag for udgifter, vedrørende adgangen til fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a;

"Fradrag for udgifter, SL § 6 og andre fradragsregler

Hvis en udgift skal kunne trækkes fra i bruttoindkomsten, kræves der en hjemmel i lovgivning­ gen til at fratrække netop denne type udgift. Den oprindelige og grundlæggende hjemmel til fradrag for udgifter er SL § 6.

SL § 6, stk. 1, litra a, om driftsomkostninger og afskrivninger

Efter SL § 6, stk. 1, litra a, kan der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomstfratrækkes driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger.

Fradragstidspunkt

Skatteyderens adgang til fradrag hænger nøje sammen med principperne om at pligtpådragelse og realisation, som også har betydning for, hvornår udgiften kan trækkes fra.

Om princippernes betydning for fradragstidspunktet, se afsnit C. C. 2.5.3.3 om periodisering og tidspunktet for fradrag for udgifter, hvor det bl.a. omtales, at SL § 6, stk. 1, litra a, ikke indeholder hjemmel til at foretage fradrag for hensættelser til fremtidige udgifter.

Efter SL § 6, stk. 1, litra a, er det som udgangspunkt kun udgifter, der er anvendt i årets løb, der kan fratrækkes som driftsomkostninger i det pågældende år. Derfor er der normalt ikke fradragsret for forudbetalte omkostninger før i det år, hvor omkostningen "anvendes".

Det er de afholdte udgifter, der kan fradrages, dvs. udgifter, som skatteyderen i det pågældende indkomstår er blevet endeligt forpligtet til at betale. Hvis en arbejdsgiver har bestridt et lønkrav, der er indbragt til afgørelse ved domstolene, kan fradrag først foretages, når forpligtelsen er endeligt fastslået. "

Endvidere fremgår følgende af SKATs Juridiske Vejledning 2014-2, afsnit C.C.2.5.3.3.1 vedrørende pligtpådragelsesprincippet;

"Regel

Fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, forudsætter efter praksis, at

der er opstået endelig retlig forpligtelse til at betale det pågældende beløb, og at,

beløbet kan gøres endeligt op.

Der stilles normalt ikke krav om, at beløbet er betalt eller er forfaldent til betaling. Se TfS 1996, 227 LSR og LSR 1970, 16, LSR samt TfS 1991, 400, kommenteret i TfS 1991, 394 DEP. " (min fremhævning)

Om periodisering af udgifter omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan der endvidere henvises til det af Jan Pedersen m.fl. anførte i Skatteretten 1, 6. udgave 2013, side 295-296:

"Driftsomkostninger kan med hjemmel i SL § 6 fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige­ ge indkomst, når de er "... anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten ... ". Det pligtpådragelsesprincip, der har udviklet sig for periodisering af driftsomkostninger har sit udgangspunkt i ordet ”anvendt". Det betyder, at det afgørende for periodiseringen er. at den skattepligtige har påtaget sig en pligt til at betale, hvorimod det ikke er en betingelse, at der er sket faktisk betaling. " (min fremhævning)

I forlængelse heraf skal det fremhæves, at den faktiske betaling naturligvis er en indikation af, at udgiften faktisk er anvendt til at vedligeholde og sikre indkomsten. Det fremgår imidlertid af grundlæggende skatteretlige periodiseringsprincipper, herunder pligtpådragelsesprincippet samt praksis i øvrigt, at det ikke er afgørende, hvorvidt der de facto er sket betaling. Afgørende er derimod for fradragsretten eller statsskatte lovens § 6, stk. 1, litra a, at der er en pligt til at betale den ud gift, som er medgået til at sikre og vedligeholde indkomsten.

---

Ved sin afgørelse af 12. april 2013 anfører skatteankenævnet, at

"Nævnet finder ikke, at det på det foreliggende grundlag er dokumenteret eller sandsynliggjort, at der er afholdt udgifter til fremmed arbejde svarende til de selvangivne fradrag for indkomstårene 2008 - 2010.

Ved denne vurdering er der henset til, at fakturaerne efter det oplyste er blevet betalt kontant, hvor det ikke umiddelbart er muligt at afstemme de bogførte betalinger vedr. fremmed arbejde til hævninger eller overførsler foretaget fra [person1]s bankkonti."

Skatteankenævnet anerkender altså, at det som anført ovenfor er tilstrækkeligt at sandsynliggøre, at en udgift er afholdt, hvorfor der ikke kan stilles krav om faktisk dokumentation.

Som anført ovenfor har [person1] dårligt hjerte samt problemer med knæet, og har derfor i perioder været forhindret i at arbejde. Han har ikke haft ansatte i virksomheden, og har derfor ikke haft andre muligheder, end at anvende underleverandører.

Han har af erfaring været bekendt med, at de pågældende virksomheder har krævet kontant betaling, og har derfor sørget for konstant at have kontanter til rådighed i kassebeholdningen. [person1] har løbende foretaget hævninger, der føjes til kassebeholdningen, så han har haft kontante midler til rådighed, når behovet for dem i forbindelse med betaling af fremmed arbejde opstod. Hævningerne er derfor ikke sket i umiddelbar forbindelse med betalingen, hvorfor det ikke kan tillægges betydning, at der ikke hæves de eksakte beløb, der fremgår af fakturaerne.

Skatteankenævnet anfører videre:

"Repræsentanten har her til anført, at grunden til, at der ikke kan foretages en afstemning mellem betalte fakturaer og hævede beløb i banken er, at [person1] løbende har foretaget hævninger på sine bankkonti og lagt pengene i virksomhedens kassebeholdning, for at være sikker på altid at have kontanter til betaling af fremmed arbejde, når der blev behov for det.

Nævnet skal i denne forbindelse bemærke, at de løbende hævninger til kassebeholdningen og de kontante betalinger af udgifterne til fremmed arbejde skulle have været registreret i et kasseregnskab. Nævnet kan konstatere, at der ikke foreligger noget kasseregnskab.

Bevisbyrden for, at der er afholdt udgifter til fremmed arbejde påhviler [person1] og, da der i øvrigt har været tale om betaling af forholdsvis store kontantbeløb, finder nævnet derfor også, at det som minimum må kræves, at sådanne kontante betalinger af udgifter havde fremgået af et kasseregnskab, da det ellers er umuligt at følge pengestrømmene i virksomheden"

Hertil bemærkes det, at uanset, at [person1] burde have ført et kasseregnskab, ændrer den manglende tilstedeværelse af et sådant ikke på det faktum, at skattemyndighederne er forpligtede til at komme frem til den materielt korrekte afgørelse. Således må det være tilstrækkeligt, at [person1] har sandsynliggjort, at udgifterne er afholdt, og skattemyndighederne kan således ikke stille krav om, at dette dokumenteres ved kasseregnskab.

...

For så vidt angår underleverandørernes omsætning og angiveligt manglende aktivitet gøres det gældende, at det ikke kan komme [person1] til skade, at han ikke har kendskab til de nærmere forhold for disse virksomheder. Som anført ovenfor havde [person1] ikke noget at udsætte på deres arbejde, og har derfor ikke haft grundlag for at foranstalte nærmere undersøgelser.

Det bemærkes endvidere, at der ikke er nogen grund til at formode, at kurator har kendskab til alle forhold, der gør sig gældende i en virksomhed, der er gået konkurs. Blot fordi kurator har fået at vide, at selskabets drift er ophørt ultimo 2008, er der intet, der kan udelukke, at en person, der er tilknyttet selskabet, har fortsat driften i selskabets navn, selv om dette ikke fremgår af bogføringen. Tværtimod er selskabet først gået konkurs ultimo 2010, hvorfor kurator først er blevet bekendt med selskabets forhold to år efter, det angiveligt skulle have indstillet driften. Idet der konkursretligt stilles krav om, at kurator ikke har haft noget at gøre med fallenten inden konkursen, kan han ikke have haft kendskab til selskabets forhold, inden han indtrådte, og hans opfattelse må derfor antages alene at være funderet på de dokumenter, han har fået adgang til ved selskabets konkurs. Kurators opfattelse kan derfor ikke tillægges nogen vægt.

---

Skatteankenævnet henviser herefter til Landsskatterettens begrundelse for at nægte fradrag for købsmomsen vedrørende samme udgifter i Landsskatterettens afgørelse af den 27. juni 2012.

Vi vil i det følgende gennemgå Landsskatterettens begrundelser.

Afgiftsperioden 1. januar 2008 - 31. december 2008

Landsskatteretten anfører, at:

"Fakturaen fra virksomheden [virksomhed3] er dateret den 18. november 2008 og vedrører "transport af varer ifl. ciftale" til et beløb af 43. 750 kr. inkl. moms, som skulle være betalt kontant den 3. december 2008 i henhold til en dags dato kvittering.

Dette er på ingen måde understøttet af virksomhedens eller indehaverens bankkonti, idet der efter den 18. november 2008 ikke er foretaget hævninger eller udbetalinger med beløb over

2.000 kr.

Det er ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at indehaveren har haft kontante midler til rådighed i en størrelsesorden, som kan dække de 43. 750 kr. vedrørende det bogførte fremmede arbejde. "

Det bestrides, at [person1] ikke har haft kontante midler til rådighed til dækning af udgifter til fremmed arbejde. Som det fremgår af de for Landsskatteretten allerede fremlagte kontoudtog, har [person1] løbende foretaget hævninger med henblik på at have midler til rådighed til dækning af underleveranførernes krav m.v. De kontante midler, [person1] har haft til rådighed til betaling af underleverandører, er således ikke begrænset til de beløb, der hæves umiddelbart op til betalingen.

Afgiftsperioden 1. januar 2009 - 31. december 2009

Landsskatteretten anfører:

"Ifølge det oplyste fra kurator for boet i [virksomhed4] ApS har der ikke været aktivitet i virksomheden siden ultimo 2008, idet varelageret brændte og personerne bag virksomheden her­ efter rejste ud af Danmark.

Ifølge oplysninger fra CVR.dk vedrører [virksomhed4] ApS virksomheden [virksomhed6] ApS, som har branchekode 453200 "Detailhandel med reservedele og tilbehør til motorkøretøjer".

Der er ikke omkring betalingsdatoerne på fakturaerne hævet beløb, som er tilstrækkelige til at dække betaling af fakturaerne. Det er desuden ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at indehaveren har haft kontante midler til rådighed i en størrelsesorden, som kan dække betaling vedrørende det bogførte fremmede arbejde. "

Disse bemærkninger svarer til det af skatteankenævnet anførte, hvorfor der er taget stilling til dette ovenfor. Det skal dog understreges, at der ikke er nogen formodning for, at kurator skulle have noget særligt kendskab til selskabets forhold, og at der ved afgørelsen ses at være lagt en vægt på dennes udtalelser, som der ikke er belæg for.

Landsskatteretten anfører videre:

"Det fremgår af fakturaer udskrevet af [virksomhed5] i 2009, at indbetalinger vedrørende denne virksomhed skal foretages inden 8 dage til en konto i [finans3]. Der er ifølge kontoudskrifter fra virksomhedens bank ikkeforetaget overførsler til [virksomhed5], som efter det oplyste ikke har indsendt regnskab til SKAT.

Da virksomheden endvidere ikke har dokumenteret kontant betaling af de omhandlede fakturaer, anses fakturaerne for at være uden reelt indhold, og Landsskatteretten stadfæster ligeledes afgørelsen for denne virksomhed for perioden 1. januar 2009 - 31. december 2009."

Som også anført ovenfor har underleverandørerne anmodet om kontant betaling, og uanset at det fremgår af fakturaerne, at indbetaling skal ske til en konto, har [person1] naturligvis forsøgt at efterkomme sine forretningsforbindelsers ønsker, idet dette har kunnet ske uden nogen ulejlighed fra hans side, og idet det fremgår af fakturaerne, at det er blevet betalt, hvorfor han har været af den opfattelse, at alt var i orden.

Afgiftsperioden 1. januar 2010 - 31. december 2010

Landsskatteretten anfører:

"Ifølge oplysninger fra CVR.dk er virksomheden [virksomhed5] ophørt pr. 1. april 2010. På den baggrund anses faktura nr. 170, 192 og 220 for at være uden reelt indhold, idet de er udskrevet henholdsvis den 12. april 2010, 17. maj 2010 og 21. juni 2010. På disse fakturaer er indbetalingsoplysningerne vedrørende [finans3] slettet.

Det fremgår af de øvrige fakturaer udskrevet af [virksomhed5] i 2010, at indbetalinger vedrørende denne virksomhed skal foretages inden 8 dage til en konto i [finans3]. Der er ifølge kontoudskrifter fra virksomhedens bank ikke foretaget overførsler til [virksomhed5], som efter det oplyste ikke har indsendt regnskab til SKAT.

Da virksomheden endvidere ikke har dokumenteret kontant betaling af de omhandlede fakturaer, anses fakturaerne for at være uden reelt indhold, og Landsskatteretten stadfæster ligeledes afgørelsen for denne virksomhed for perioden 1. januar 2010 - 31. december 2010."

Hvad angår bemærkningen om, at [virksomhed5] er ophørt pr. 1. april 2010, bemærkes det igen, at [person1] ikke havde kendskab til dette. Han havde foretaget de nødvendige undersøgelser ved starten af samarbejdet med sine underleverandører, men som anført ovenfor, havde [person1] været tilfreds med deres arbejde, og derfor ikke haft grund til at undersøge yderligere.

Hvad angår bemærkningerne om, at [virksomhed5] ifølge fakturaerne skulle have forlangt betaling til deres bankkonto, samt at virksomheden ikke har dokumenteret kontant betaling, er disse behandlet nærmere ovenfor.

Det gøres sammenfattende gældende, at betingelserne i statsskattelovens § 6, litra a, er opfyldte, idet det er sandsynliggjort, at arbejdet faktisk er udført, idet [person1] ikke selv har været i stand til at foretage de pågældende leverancer, samt at [person1] har haft tilstrækkelige midler til rådighed til betaling af underleverandørerne.”

Landsskatterettens afgørelse

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (loven kan findes på www.retsinfo.dk). Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Det lægges til grund, at klageren alene har drevet enkeltmandsvirksomhed med pakkekørsel for [virksomhed1] som underleverandør for [virksomhed2]. I overensstemmelse med klagerens regnskaber er der lagt til grund, at virksomheden selv har afholdt udgifter til brændstof på 4.616 kr. i 2008, på 21.673 kr. i 2009 og på 39.514 kr. i 2010. Der er ligeledes afholdt udgifter til leje af varebil på 13.765 kr. i 2008, på 65.275 kr. i 2009 og på 91.385 kr. i 2010.

Det er endvidere lagt til grund, at de fremlagte fakturaer ikke indeholder nogen oplysninger om, hvem udførte kørsel eller specifikation af, hvilke dage eller antal timer, der er kørt. Kørselsdatoer, leverancens art og omfang samt hvem udførte kørsel m.v. fremgår heller ikke af underbilag, f.eks. følgesedler. Fakturaerne, som ligger til grund for betaling af fremmed arbejde, er udstedt af virksomheder, som ikke har indsendt regnskab til SKAT. Det er oplyst af klageren, at fakturaerne blev udstedt af chauffører. Der er ikke fremlagt oplysninger, der kan identificere de personer, der har udstedt fakturaerne.

På det foreliggende er det Landsskatterettens opfattelse, at der foreligger usædvanlige forhold omkring fakturaerne således, at betaling af disse fakturaer skal tillægges betydning ved afgørelsen af, om der er tale om fradragsberettigede udgifter efter statsskattelovens § 6.

Det fremgår ikke af udskrifter fra klagerens konti i [finans1] og [finans2], at de fremlagte fakturaer blev betalt, og der ikke er fremlagt dokumentation for modtagelsen eller størrelsen af kontante betalinger.

Sammenfattende er det Landsskatterettens opfattelse, at de fremlagte fakturaer for fremmed kørsel må anses for at være uden reelt indhold. Det er henset til, at klageren har drevet enkeltmands transportvirksomhed, samt at virksomheden selv har afholdt udgifter til leje af varebiler og brændstof. Det er endvidere henset til, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for, at selve kørslen blev udført af fremmede chauffører, der fik betaling for kørsel.

Det er derfor Landskatterettens opfattelse, at klageren ikke har ført tilstrækkeligt bevis for, at udgifter til fremmed hjælp ifølge de fremlagte fakturaer er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6 litra a.

Den påklagede skatteankenævnsafgørelse stadfæstes derfor.