Kendelse af 09-04-2014 - indlagt i TaxCons database den 17-05-2014

Sagens emne

Klageren har anmodet SKAT om bindende svar på følgende spørgsmål:

”Skal jeg betale skat af enten salgspris eller provenu i forbindelse med salg af en lejlighed jeg har arvet?”

SKAT har besvaret spørgsmålet med ”ja”.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren er italiensk statsborger, men har boet i Danmark siden 1983. Han er uddannet i et rejsebureau og arbejder som projektmanager hos [virksomhed1].

Klageren ejer ejendommen [adresse1], [by1], i lige sameje med sin ægtefælle. Han ejer i øvrigt ikke i henhold til salgs- og vurderingsoplysningerne fast ejendom i Danmark.

Han har siden 1. juli 2010 været tilmeldt folkeregisteret på adressen [adresse1], [by1], sammen med sin ægtefælle og to sønner. Klagerens sønner er i henhold til folkeregisteret født i henholdsvis 1994 og 1999.

Klageren arvede 50 % af en lejlighed på ca. 70 m² beliggende i [Italien] med adressen [adresse2] efter sin moster, som døde den 19. maj 2012. Klagerens søster, som bor i [Italien], arvede de resterende 50 % af lejligheden.

Der er fremlagt dokumenter på italiensk vedrørende legalisering af testamentet, registrering af ejerskiftet og tinglysning af ejerskiftet.

Den italienske offentlige vurdering af lejligheden er 95.007,78 euro og den anslåede markedsværdi er mellem 280.000 og 330.000 euro.

Alle afgifter i forbindelse med arven er betalt til Italien og udregnet på baggrund af den offentlige vurdering af lejligheden.

Det er oplyst, at de to søskende fik lejligheden udlagt den 29. maj 2012 i henhold til ”Dichiarazione di successione”, som er en erklæring om succession, hvoraf denne dato fremgår.

Klageren har oplyst, at han efterfølgende har brugt lejligheden til ferieophold med sin familie, og at lejligheden hverken har været udlejet som feriebolig eller som helårsbolig.

Klagerens søster har indhentet en notarialakt, som efter det oplyste er udarbejdet af en notarius fra [Italien]s folkeregister den 10. december 2013. Klageren har oversat to punkter af notarialakten på følgende måde:

”Bekendt med de sanktioner i tilfælde af falsk erklæring og falske dokumenter nævnt i artiklen 76D.PR445 af 18/12/2000.

Jeg erklærer, at huset på [adresse2] arvet af mig og min bror [person1], født i [Italien] den 8/8/1964, efter vores tante [person2] født i [Italien] den 13/08/1930, død den 2012/05/19, er forblevet ubeboet fra hendes død til dags dato.”

Efter det oplyste ejer klageren ikke andre ejendomme i Italien.

Der er i forbindelse med sagens behandling fremlagt kopi af et billede af dørskiltet på døren til lejligheden i [Italien]. Det er mosterens navn [person3], der står på dørskiltet.

Klageren har den 3. december 2012 stillet spørgsmålet om bindende svar.

På dette tidspunkt havde klageren efter det oplyste til SKAT benyttet ejendommen 2 gange henholdsvis i perioden fra 23. juli til 27. juli 2012 og i perioden fra 24. november til 28. november 2012.

I forbindelse med klagen er det oplyst, at klageren på tidspunktet for anmodningen om det bindende svar havde benyttet lejligheden i perioden fra 23. juli til 3. august 2012 og i perioden fra 24. november til 28. november 2012.

Klageren har i forbindelse med sagens behandling oplyst, at klageren og dennes ægtefælle i perioden fra 27. juli 2012 til 3. august 2012 var på krydstogt i middelhavet og herefter fløj hjem fra [Italien] den 3. august 2012.

Der er fremlagt kopi af boardingpas for klageren, klagerens ægtefælle og klagerens to børn for en flyrejse den 23. juli fra [by2] til [Italien] samt for en flyrejse den 3. august fra [Italien] til [by2]. Der fremgår ikke årstal af de fremlagte boardingpas.

Der er endvidere fremlagt kopi af boardingpas for klageren og klagerens ene søn for en flyrejse fra [by2] til [Italien] den 24. november samt for klageren, klagerens ene søn og klagerens ægtefælle for en flyrejse den 28. november. Der fremgår ikke årstal af de fremlagte boardingpas.

Der er fremlagt kvitteringer/bonner fra [Italien]. En af bonnerne er dateret den 24. juli 2012 og to den 25. juli 2012. Derudover er der bonner dateret den 25., 26. og 27. november 2012.

I forbindelse med sagens behandling er det endvidere oplyst, at klagerens ene søn og dennes kæreste efter klagens indgivelse benyttede lejligheden i perioden fra 30. juli til 4. august 2013, at klageren og dennes ægtefælle benyttede lejligheden i perioden fra 5. august 2013 til 9. august 2013, samt at klagerens ægtefælle benyttede lejligheden i perioden fra 28. september til 2. oktober 2013.

Der er således fremlagt kopi af boardingpas for klagerens søn og en anden person med afrejse den 30. juli 2013 fra [by2] til [Italien] og boardingpas for deres hjemrejse den 4. august 2013. Der er ligeledes fremlagt kvitteringer/bonner fra [Italien] dateret henholdsvis 31. juli, 1. august, 2. august og 3. august 2013.

Derudover er der fremlagt kopi af boardingpas for klageren og dennes ægtefælle med afrejse fra [by2] til [Italien] den 5. august og for hjemrejse den 9. august samt for klagerens ægtefælle med afrejse fra [by2] til [Italien] den 28. september og med hjemrejse den 2. oktober. Der fremgår ikke årstal af de fremlagte boardingpas.

Der er ligeledes fremlagt kvitteringer/bonner fra [Italien] dateret henholdsvis 6. august - 9. august 2013 samt henholdsvis 30. september 2013 og 2. oktober 2013.

Klageren, klagerens ægtefælle og en søn har booket en rejse til [Italien] den 21. oktober 2013 med udrejse den 9. februar og hjemrejse den 14. februar 2014.

Der er fremlagt en række billeder af lejligheden.

Der er endvidere fremlagt kopi af skærmprint vedrørende a conto betaling for gasforbrug for lejligheden for 2013, hvoraf klagerens navn fremgår.

SKATs afgørelse

SKAT har besvaret spørgsmålet om bindende svar med ”ja”.

Klageren har oplyst, at han sammen med sin søster har arvet en lejlighed på 70 m² i [Italien] efter sin moster, som døde den 19. maj 2012. Siden klageren har arvet lejligheden, har han benyttet den 2 gange i forbindelse med familieferie.

Klagerens faste bopæl er [adresse1], [by1], hvor klageren har boet siden den 1. juli 2010.

Da lejligheden i [Italien] ikke har tjent til bolig for klageren og dennes husstand, efter klageren har arvet lejligheden, er beboelseskravet i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, ikke opfyldt, hvorfor fortjenesten ikke kan fritages for beskatning efter parcelhusreglen.

Hvorvidt lejligheden kan fritages for beskatning efter sommerhusreglen afhænger af, om det er sandsynliggjort, at lejligheden er købt som sommerbolig, og om den rent faktisk også udelukkende er anvendt som sommerbolig for klageren og dennes husstand.

Allerede fordi klageren har arvet lejligheden, er betingelsen om, at lejligheden skal være ”købt som sommerbolig” ikke opfyldt, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Derfor kan fortjenesten ikke fritages for beskatning efter sommerhusreglen.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at det afgivne bindende svar ændres til et ”nej” således, at en eventuel fortjeneste ved salg af klagerens andel af lejligheden i [Italien] vil være skattefri i medfør af bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

Til støtte herfor har repræsentanten blandt andet anført, at klageren har erhvervet lejligheden som sommerbolig og de facto og alene har anvendt lejligheden som sommerbolig.

Der henvises til afsnit C.H.1.15.2 om sommerhusreglen i Den juridiske vejledning samt til side 535-536 i Skatteretten 1, 6. udgave af Jan Pedersen m.fl.

Klageren, der er født og opvokset i Italien, har opholdt sig i Danmark siden 1983. En stor del af klagerens familie bor fortsat i Italien, og han besøger dem flere gange årligt.

Da klagerens moster døde den 19. maj 2012, arvede han og hans søster en lejlighed beliggende i Italien.

Klageren har oplyst, at i Italien er der ikke et egentligt bo ved dødsfald. Alt foregår via notarius. I henhold til ”Dichiarazione di successione” fik klageren og dennes søster udlagt ejendommen den 29. maj 2012. Dette blev dog først registreret i systemerne på et senere tidspunkt. De fik således udlagt ejendommen forholdsvis kort tid efter mosterens død, således at diverse udgifter vedrørende lejligheden ville blive betalt af klageren og dennes søster.

Klagerens søster har sin egen bolig til rådighed og bor derfor ikke i den omhandlede lejlighed. Lejligheden har hverken været udlejet som feriebolig eller som helårsbolig.

Klageren og dennes familie havde ved anmodningen om bindende svar benyttet lejligheden to gange i forbindelse med ferier: I perioden fra 23. juli til 3. august 2012 og i perioden fra 24. november til 28. november 2012.

Som dokumentation for, at klageren og dennes familie rent faktisk har opholdt sig i [Italien] i de angivne perioder, fremlægges kopi af kvitteringer for diverse indkøb i [Italien].

Efter indgivelsen af anmodning om bindende svar til SKAT har klagerens hjemmeboende søn og dennes kæreste holdt ferie i lejligheden i perioden fra den 30. juli til den 4. august 2013. Klageren og hans ægtefælle har holdt ferie i lejligheden i perioden fra den 5. til den 9. august 2013, og derudover har klagerens ægtefælle og en veninde holdt ferie i lejligheden i perioden fra den 28. september til den 2. oktober 2013.

Der henvises til de fremlagte boardingpas og kvitteringer for fortæringsudgifter i [Italien].

Klageren, klagerens ægtefælle og søn har booket flybilletter til ophold i [Italien] i perioden fra den 9. til den 14. februar 2014. I den omhandlede periode vil de selvsagt bo i lejligheden.

Derudover er der fremlagt dokumentation for modtagne gasregninger for perioden fra 21. januar til 11. september 2013. Som det fremgår, har klageren modtaget a conto afregninger for hele 2013 på 162,26€.

Baggrunden for indgivelsen af anmodning om bindende svar var, at det kan vise sig, at klageren enten køber sin søsters andel, eller at de beslutter at sælge lejligheden til tredjemand. Klagerens søster er p.t. indforstået med, at klageren og dennes familie alene benytter lejligheden, da de to har et tæt forhold, og da søsteren gerne ser, at han kommer på besøg i Italien. Søsteren er p.t. usikker på, om hun vil blive boende med sin nuværende mand, hvorfor det af økonomiske grunde kan blive nødvendigt for hende at få afhændet hendes andel af lejligheden. Det er i den forbindelse, at det også kan vise sig nødvendigt, at lejligheden sælges samlet til tredjemand. Det kan oplyses, at der p.t. ikke er nogen nærmere salgsplaner, men at klagerens anmodning om bindende svar alene skal ses i lyset af, at han ønsker at få klarhed over hans skattemæssige position, såfremt det af de ovenfor anførte grunde må vise sig nødvendigt at sælge lejligheden.

Klageren har forklaret, at han oprindeligt kontaktede SKAT for at få afklaret, hvordan og hvorledes han skulle forholde sig i forhold til ejendomsskatter og ejendomsværdiskat vedrørende lejligheden i [Italien], og om han skulle betale skat i begge lande. På baggrund heraf opstod der også en drøftelse af, om en avance ved et eventuelt senere salg af lejligheden ville være skattepligtig. Klageren ønsker generelt altid at have de rigtige forudsætninger for at gå ind i tingene. Han talte med SKAT ad flere gange og fik forskellige og modstridende svar på sine spørgsmål. Han ønskede derfor at få noget på skrift, hvilket SKAT ikke ville give ham. Han blev sidenhen opfordret til at stille et spørgsmål om bindende svar ved den værst tænkelige situation – hvis de skulle sælge lejligheden. Igen alene for at klageren kendte sin situation. Det har hele tiden været hensigten at beholde lejligheden og benytte den til familiebesøg.

Lejligheden er således ikke sat til salg, og der er ingen intentioner om et salg.

Fra praksis kan der henvises til Retten i [by3]s dom offentliggjort i SKM2013.380. Sagen vedrørte overordnet spørgsmålet om, hvorvidt skatteyder havde godtgjort at have erhvervet en helårsejendom som fritidsbolig og dermed kunne afhænde ejendommen skattefrit efter den særlige praksis, hvorefter helårsejendomme kan afhændes efter sommerhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, såfremt ejendommen er erhvervet og anvendt som fritidsbolig.

Af dommen fremgår det, at skatteyderen og hendes to søskende arvede den i sagen omhandlede ejendom fra deres forældre i 2006.

Retten i [by3] fandt, at den opnåede avance var skattefri for skatteyder i henhold til bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, jf. stk. 2. Som begrundelse herfor anførte Retten følgende:

“Ved sagens afgørelse lægges efter den stedfundne bevisførelse til grund, at sagsøger og hendes søskende inden moderens død begyndte en procedure for at iværksætte værgemål for moderen med den hensigt at købe ejendommen af moderen, således at ejendommen kunne blive i familiens eje som feriested, at værdien af ejendommen ved arveudlægget skete til den lavest mulige værdi, at salget af ejendommen alene var begrundet i broderens jobsituation, samt at alle tre søskende var og stadig er bosiddende I [by4] -området.

Herefter og idet retten finder det usandsynligt, at sagsøger som cand, jur. og ansat i ..., i boopgørelsen ville have valgt den lavest mulige værdi for ejendommen, såfremt hensigten med overtagelsen af ejendommen havde været at sælge den, finder retten, at sagsøger i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at hensigten med at erhverve ejendommen var at anvende denne som fritidsbolig. Retten finder endvidere, at det er bevist, at ejendommen i sagsøgers og hendes søskendes ejerperiode udelukkende har været anvendt som fritidsbolig af sagsøger og hendes søskende.

Som følge af det anførte tages sagsøgers påstand til følge.”

Det gøres gældende, at de faktiske omstændigheder i den omtalte dom er meget lig de faktiske omstændigheder i nærværende sag, hvorfor det gøres gældende, at Retten i [by3]s retsanvendelse skal overføres og anvendes i nærværende sag med den effekt, at der skal gives medhold i den nedlagte påstand om, at klagerens avance ved afståelsen af den i sagen omhandlede lejlighed i [Italien] er skattefri i medfør af bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

Fra praksis kan der desuden henvises til Retten i [by5] dom af den 22. december 2009, offentliggjort i SKM 2010.60BR, hvor retten fandt, at fortjenesten ved salg af et sommerhus var skattefrit i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, idet retten fandt, at sagsøgeren og dennes familie reelt havde benyttet sommerhuset til private formål.

Til støtte for, at fortjenesten ved et eventuelt salg af lejligheden vil være skattefri i medfør af bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk., 2, gøres det for det første gældende, at klageren erhvervede den i sagen omhandlede lejlighed som sommerbolig.

Der er tale om en subjektiv vurdering af, til hvilket formål klageren erhvervede lejligheden.

Der er ingen objektive oplysninger, der understøtter, at klageren ikke erhvervede lejligheden som sommerbolig. Tværtimod har klageren de facto anvendt lejligheden i overensstemmelse med det formål han fik den udlagt til, dvs. som sommerbolig.

Da klagerens moster døde, besluttede han og hans søster at få udlagt lejligheden som sommerbolig. Dette var især ideelt for klageren, idet han således kunne bruge lejligheden, når han besøger familie og venner i Italien og derved undgår at betale for hotelophold.

Det gøres gældende, at det ved vurderingen af, om klageren erhvervede lejligheden som sommerbolig, ingen betydning har, at han fik lejligheden udlagt ved arv, jf. SKM 2013.380. Erhvervelse ved arv må sidestilles med et køb, når hensigten i øvrigt har været at anvende lejligheden som sommerbolig.

Det gøres derfor gældende, at klageren erhvervede den i sagen omhandlede lejlighed som sommerbolig, og dermed opfylder betingelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

Til støtte for, at fortjenesten ved et eventuelt salg af lejligheden vil være skattefri i medfør af bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, gøres det for det andet gældende, at klageren de facto og alene har anvendt lejligheden som sommerbolig.

Der ses ikke nogen nedre grænse for anvendelsen af en sommerbolig. Det afgørende må være, at sommerboligen rent faktisk har været anvendt til sommerbolig, jf. SKM 2010.60.BR. Dette anføres tillige af Jan Pedersen m.fl. i Skatteretten 1 (side 536):

“EBL § 8, stk. 2, stiller ingen specifikke krav for den tidsmæssige udstrækning af den private benyttelse.”

Lejligheden har alene været anvendt af klageren som sommerbolig, hvilket forekommer evident, når der henses til, at klageren bor i Danmark.

Da klagerens søster har sin egen bolig i Italien, benytter hun ikke den omhandlede lejlighed til beboelse.

Til dokumentation af, at der ikke har været registreret andre med bopæl i lejligheden siden klageren og dennes søster arvede ejendommen, er der fremlagt en notarialakt, der er udarbejdet af en notarius fra [Italien]s folkeregister samt en oversættelse heraf.

Der er endvidere fremlagt billeder af lejligheden, som den ser ud i dag, samt billede af dørskiltet.

Det gøres derfor gældende, at klageren de facto og alene har anvendt lejligheden som sommerbolig, og at den konkrete anvendelse dermed opfylder betingelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

Landsskatterettens afgørelse

Det lægges til grund som ubestridt, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, idet klageren i henhold til folkeregisteret har været bosiddende i Danmark siden 1983, ligesom det lægges til grund, at klageren på tidspunktet for anmodningen om det bindende svar ikke var fuldt skattepligtig til Italien.

Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1, lovbekendtgørelse nr. 1362 af 26. november 2010, skal fortjeneste ved salg af fast ejendom medregnes til den skattepligtige indkomst efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder skal dog ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Fortjeneste ved afståelse af sommerhusejendomme og lignende, som ejeren eller dennes husstand har benyttet til privat formål i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, medregnes heller ikke til den skattepligtige indkomst, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

Klageren havde ikke på tidspunktet for anmodningen om det bindende svar anvendt lejligheden til helårsbeboelse, hvorfor ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, ikke finder anvendelse.

Henset til, at lejligheden er en helårsbolig, vil lejligheden ikke direkte være omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, om sommerhusejendomme og lignende.

Ejendomme, der er vurderet som helårsboliger, er alene omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, såfremt ejendommen er købt som og rent faktisk anvendt som fritidsbolig for ejeren eller dennes husstand. Der henvises til Højesterets dom af 9. marts 2007, offentliggjort i SKM2007.209H, der stadfæster administrativ praksis, jf. Ligningsrådets bindende forhåndsbesked i TfS 1998.118 LR og Told- og Skattestyrelsens kommentar hertil i TfS 1998.122 TSM. Det påhviler ejendommens ejer at sandsynliggøre, at helårsboligen er erhvervet til brug for fritidsbolig, og at helårsboligen rent faktisk er anvendt som fritidsbolig.

Det udelukker efter Landsskatterettens opfattelse ikke, at man kan være omfattet af den nævnte praksis for helårsboliger, der er købt som og anvendt som fritidsboliger, at man har erhvervet den pågældende ejendom ved arv, jf. byrettens dom af 26. marts 2013, offentliggjort som SKM2013.380BR. Der må dog efter rettens opfattelse stilles skærpet krav til bevisbyrden for, at man har erhvervet ejendommen som sin fritidsbolig, såfremt erhvervelsen sker ved arv.

Det er efter en samlet vurdering rettens opfattelse, at det ikke er tilstrækkeligt godtgjort, at klageren erhvervede lejligheden som sin fritidsbolig, idet han erhvervede den ved arv og på tidspunktet for anmodningen om det bindende svar alene havde ejet ejendommen i ca. 6 måneder og 1 uge. Der ses i øvrigt ikke på tidspunktet for anmodningen om det bindende svar at foreligge objektive omstændigheder, der understøtter, at klageren erhvervede ejendommen som sin fritidsbolig.

Retten bemærker herved, at byretten i SKM2013.380BR tillagde det vægt, at skatteyderen og hendes søskende inden moderens død begyndte en procedure for at iværksætte værgemål for moderen med den hensigt at købe ejendommen af moderen, således at ejendommen kunne blive i familiens eje som feriested, ligesom byretten tillagde det vægt, at værdien ved arveudlægget skete til den lavest mulige værdi. Der var således objektive omstændigheder, der understøttede, at ejendommen var erhvervet som fritidsbolig for skatteyderen.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.