Kendelse af 22-01-2015 - indlagt i TaxCons database den 27-03-2015

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2010: Erstatning for bil, brand og tyveri anset for skattepligtig indkomst

775.707 kr.

47.686 kr.

625.707 kr.

2011: Lejeindtægt anset for skattepligtig indkomst

15.000 kr.

13.600 kr.

15.000 kr.

Vedrørende erstatninger

Faktiske oplysninger

Klageren har den 15. marts 2010 modtaget erstatning fra [virksomhed1] for en totalskadet bil, mrk. BMW 3’er Coupe, registreringsnummer [reg.nr.1], der er registreret som personbil til privat personkørsel. Ifølge udbetalingsmeddelelse har [virksomhed1] udbetalt 150.000 kr. til klageren, [adresse1], [by1].

Den 10. maj 2010 har [virksomhed1] udbetalt 47.686,20 kr. i erstatning for stjålet værktøj i forbindelse med et indbrud i klagerens varevogn. Erstatningen er udbetalt til [virksomhed2]/[virksomhed3] ved klageren, [adresse1], [by1].

Den 7. september 2010 har [virksomhed1] udbetalt 578.021,25 kr. i erstatning i forbindelse med en brandskade i en restaurant beliggende [adresse2], [by1]. Erstatningen dækker skade på løsøre.

SKATs afgørelse

Modtagne erstatninger skal som udgangspunkt behandles, som det tab erstatningen ydes for. Erstatning for tab af et aktiv skal behandles som et afståelsesvederlag for aktiver. Hvis erstatningen ikke dækker et omsætteligt aktiv, vil det afgørende være, om der er tale om en erstatning for en mistet indtægt eller dækning af en fradragsberettiget udgift.

Erstatningerne skal derved indtægtsføres. På samme måde er f.eks. indkøb af nyt værkstøj i stedet for det stjålne fradragsberettiget.

Der henvises til Den juridiske Vejledning, afsnit C.C.2.1.6, vedrørende erstatnings- og forsikringssummer.

SKAT har forespurgt om branden, om hvad der præcist er blevet erstattet, hvordan erstatningen er blevet brugt og hvornår hændelsen skete. Dette er der ikke blevet svaret på. Klageren har indsendt et tilbud, som han har fået den 25. juni 2010 på arbejde, der angiveligt skal udføres på ejendommen [adresse2]. Der foreligger dog ikke udgifter til renovering efter brand, jf. kontospecifikationerne. Beløbet fra erstatning for brand, jf. klagerens bankkontoudtog, ses overordnet at være gået til at betale restancer til SKAT, 221.345 kr., dagen efter modtagelsen af erstatningen og til at dække underskud på virksomhedskonto med i alt 270.000 kr. i samme måned som modtagelsen af erstatningen.

Det ses af klagerens bankkontoudtog, at han har modtaget 2 stk. indbetalinger fra Andelsboligforeningen [adresse2] på henholdsvis 100.000 kr. og 87.500 kr. i november og december 2010. Hvad beløbet dækker vides ikke. SKAT antager på nuværende grundlag, at beløbene ikke relaterer sig til skattepligtig indkomst.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren alene beskattes af 47.686 kr. vedrørende stjålet værktøj. Der indgår ikke en regnskabspost med ”værktøj” i regnskabet for [virksomhed2].

For så vidt angår den totalskadede bil er der tale om en privat personbil, som aldrig har været opført som et anlægsaktiv i klagerens virksomhedsregnskaber. Derfor er erstatningen ikke at anse for skattepligtig indkomst.

Repræsentanten har om brandskaden anført, at klageren har modtaget en samlet erstatning på 578.021 kr. efter konkret regning og beregninger, som er afleveret til [virksomhed1].

SKATs udtalelse

SKAT har til erstatningen for totalskadet bil anført, at der tilsyneladende er tale om en privat personbil, i hvilket tilfælde klageren ikke skal beskattes af 150.000 kr.

SKAT har til erstatningen for stjålet værktøj anført, at såfremt klageren har haft fradragsberettigede udgifter i hans virksomhed til køb af nyt værktøj, kan disse udgifter fratrækkes som andre udgifter i virksomheden under forudsætning af, at de almindelige bestemmelser for at fratrække udgifter er opfyldt.

Vedrørende brandskaden har SKAT anført, at modtagne erstatninger beskattes uafhængigt af, om der indkøbes nyt for erstatningen. Beløbet for brandskaden er derfor skattepligtigt. Udgifter i forbindelse med renovering m.v. efter en brand kan fratrækkes som andre udgifter i virksomhedens regnskab under forudsætning af, at de almindelige bestemmelser for at fratrække udgifter er opfyldt.

Landsskatterettens afgørelse

En erstatning beskattes som udgangspunkt, som det erstatningen er ydet for.

Landsskatteretten finder, at erstatningen på 150.000 kr. for en totalskadet bil må anses for at vedrøre en privat personbil, hvorfor klageren ikke er skattepligtig af beløbet.

Vedrørende beskatning af erstatningen for stjålet værktøj fremgår det af, at erstatningen er udbetalt til klagerens personligt drevne erhvervsvirksomhed. Erstatningen må derfor anses for ydet til en virksomhed, hvor udgifter til anskaffelse af driftsmidler er fradragsberettigede. Erstatningen er derfor skattepligtig for klageren.

Ligeledes er erstatningen for brandskade udbetalt til klagerens personligt drevne virksomhed, hvorfor erstatningen er skattepligtig for klageren. Såfremt det kan dokumenteres, at klageren har afholdt udgifter til renovering m.v. efter brandskaden, vil disse udgifter være at anse for fradragsberettigede driftsudgifter.

Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse med det ovenfor anførte.

Vedrørende udleje

Faktiske oplysninger

Klageren har ifølge lejekontrakt af 16. oktober 2011 fra den 1. november 2011 udlejet en ejerlejlighed beliggende [adresse1], [by1], for en månedlig leje på 6.800 kr. pr. måned, hvortil skal tillægges 700 kr. for a conto varmebidrag, a conto vandbidrag og antennebidrag.

Repræsentanten er anmodet om årsopgørelse over udgifter til bidrag til varme, vand og antenne, hvilken opgørelse repræsentanten ikke har fremlagt.

SKATs afgørelse

SKAT har beskattet klageren af en lejeindtægt på 7.500 kr. pr. måned i to måneder i 2011, eller i alt 15.000 kr. Udlejningen er anset for erhvervsmæssig.

Med overtagelsesdato den 1. februar 2011 erhvervede klageren en ejendom beliggende [adresse3], [by2]. Købet finansierede klageren ved hjælp af et privat lån fra Libanon, jf. fremlagt dokumentation. Første afdrag på lånet var den 19. oktober 2012.

Klageren renoverede ejendommen, inden han flyttede ind pr. 1. november 2011. Klageren har fremlagt fakturaer på byggematerialer på i alt ca. 122.000 kr., og klageren har fremlagt en faktura på 51.446 kr., der vedrører arbejdsløn til tømrer- og murerarbejde. Disse fakturaer anses ikke for udtømmende for klagerens udgifter på renoveringen. SKAT anser dog byggeudgifterne for mulige at afholde på det foreliggende grundlag vedrørende privatforbrug og husstand.

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har anført, at huslejen ifølge lejekontrakten er 6.800 kr. pr. måned, idet forbrugsafgifter på 700 kr. ikke er skattepligtige for udlejeren.

SKATs udtalelse

SKAT har udtalt, at såfremt der foreligger særskilt vand- og varmeregnskab er beløbene på henholdsvis 500 kr. og 100 kr. pr. måned ikke skattepligtige.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten finder, at lejeindtægter er skattepligtige i medfør af statsskattelovens § 4.

Klageren er derfor skattepligtig af modtagne lejeindtægter i det omhandlede indkomstår med 7.500 kr. pr. måned, eller i alt 15.000 kr. Retten har lagt vægt på, at der ikke er fremlagt opgørelse over forbrug af varme, vand og antenne, hvorfor de opkrævede beløb i henhold til lejekontrakten må anses for skattepligtig indkomst.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor på dette punkt.