Kendelse af 15-09-2015 - indlagt i TaxCons database den 02-10-2015

Faktiske oplysninger

Klageren, der er ungarsk statsborger, indgik den 14. marts 2009 en ansættelseskontrakt som rengøringsassistent med rengøringsfirmaet [virksomhed1], [adresse1], [by1]. Ansættelseskontrakten var ikke tidsbegrænset, og der var fastsat en prøvetid på en måned.

Efter det oplyste indgik klageren den 1. september 2009 en ny ansættelseskontrakt som rengøringsassistent med rengøringsfirmaet [virksomhed2], [adresse2], [by1]. Ansættelseskontrakten var tidsbegrænset til perioden 1. september 2009 – 1. september 2010, og der var fastsat en prøvetid på en måned. Klagerens repræsentant har oplyst, at baggrunden for skiftet til [virksomhed2] var, at [virksomhed1] i august 2009 sluttede med sin virksomhed og i den forbindelse overdrog sine kunder og ansatte til [virksomhed2].

Efter det oplyste indgik klageren på dagen for udløbet af ansættelseskontrakten med [virksomhed2] en tilsvarende identisk tidsbegrænset ansættelseskontrakt for perioden 1. september 2010 – 25. september 2011.

Det fremgår ikke af oplysningerne, om arbejdet foregik på samme adresse eller på skiftende adresser.

Klagerens ægtefælle [person1] indgik på samme tid tilsvarende ansættelseskontrakter og arbejdede i hele perioden for de samme arbejdsgivere.

Klageren blev den 13. maj 2009 tilmeldt folkeregistret med adressen [adresse1], [by1]. Klageren var tilmeldt og boede på adressen fra 13. maj 2009 – 1. december 2011. Der foreligger ikke oplysninger om, at klageren skulle have været rejst tilbage til Ungarn i denne periode.

Repræsentanten har oplyst, at der ikke foreligger en lejekontrakt vedrørende lejligheden, da denne blev delt med andre. Det fremgår af BBR-meddelelsen for lejligheden, at der i ejendommens stuelejlighed er en ejerlejlighed med et samlet boligareal på 151 m2, fordelt på 5 værelser, 2 toiletter, 1 badeværelse og eget køkken.

Klagerens ægtefælle blev samme dag tilmeldt samme adresse i folkeregistret og boede i hele perioden sammen med klageren på adressen.

Klagerens ægtefælle har i perioden 20. august 2009 – 14. september 2011 haft en dansk indregistreret personbil af mærket Volkswagen Polo.

Repræsentanten har oplyst, at ægteparret ejede og havde adresse i en lejlighed i Ungarn i perioden 2009-2011.

Repræsentanten har fremlagt kopier af autoriserede oversatte bopælsregistreringer af 13. juli 2012 fra borgmesterkontoret i den ungarske by [by2] for klageren og hendes ægtefælle. Heraf fremgår, at ægteparret siden den 4. august 2006 har haft permanent adresse på [adresse3], [by2] i Ungarn. Endvidere er der fremlagt to erklæringer underskrevet af ægteparret og vidner om, at lejligheden hverken helt eller delvist var lejet ud i perioden 2009-2011.

Repræsentant har fremlagt en kopi af et autoriseret oversat adkomstdokument, side 2 af 2, for en andelslejlighed på adressen [adresse3], [by2] i Ungarn. Det fremgår ikke heraf, hvem der var ejer af andelslejligheden i perioden 2009-2011.

Repræsentanten har oplyst, at der ikke findes yderligere dokumentation om, at klageren skulle have været i tilbage i Ungarn eller lejligheden i perioden 2009-2011.

SKAT traf den 6. juni 2011 afgørelse om, at klageren ikke kunne få fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A med den begrundelse, at klageren havde fuldskattepligt til Danmark fra tilmelding til folkeregistret den 13. maj 2009, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og Dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Ungarn art. 4, og i øvrigt ikke opfyldte betingelserne i ligningslovens § 9 A.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs afgørelse om, at der ikke kan godkendes fradrag for rejseudgifter vedrørende indkomstårene 2009 og 2010, jf. ligningslovens § 9 A.

Skatteankenævnet har som begrundelse anført:

”Det fremgår af bestemmelsen i ligningslovens § 9 A, stk. 7, jf. stk. 1, at det er en betingelse for, at en lønmodtager kan anses for berettiget til fradrag for rejseudgifter, at den pågældende lønmodtager på grund af afstanden mellem bopælen og et midlertidigt arbejdssted ikke har haft mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

[person2] har fra marts 2009 til slutningen af september 2011, dvs. i en periode på ca. 21/2 år, arbejdet i Danmark hos samme arbejdsgivere som sin ægtefælle og boet i samme lejlighed på [adresse1], [by1], som ægtefællen. Desuden har [person2]s ægtefælle i perioden 20. august 2009 – 14. september 2011 været registret i Danmark som ejer af en personbil her i landet. Selvom [person2] og hendes ægtefælle - som påstået overfor skatteankenævnet - skulle have opretholdt en bolig og en bil i Ungarn i den periode, hvor hun arbejdede og boede i Danmark, hvilket ikke er dokumenteret overfor nævnet, finder nævnet, at [person2] bopæl på [adresse1], [by1] i den sagen omhandlede periode må anses for hendes ”sædvanlige bopæl” i relation til ligningslovens § 9 A, stk. 1. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på, at [person2] boede sammen med sin ægtefælle i Danmark på ovennævnte adresse, og at det ikke er dokumenteret, at hun har været i Ungarn i den omhandlede periode.

Da det endvidere ikke er dokumenteret, at det ikke har været muligt for hende at overnatte på sin sædvanlige bopæl på grund af afstanden mellem bopælen og hendes arbejdssted i 2009 og 2010, og ej heller at hendes arbejdssted i 2009 og 2010 har været reelt midlertidigt, anses hun ikke for berettiget til fradrag for rejseudgifter i 2009 og 2010.”

Som svar på erklæringsbrev af den 7. april 2015har SKAT udtalt, at de er enige i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om godkendelse af fradrag for rejseudgifter vedrørende indkomstårene 2009 og 2010.

Repræsentanten har i klagen forklaret:

“Decision to come to Denmark

My client decided to come to work in Denmark on a non-permanent basis as was her right as a European community citizen.

She contacted a Hungarian friend wo owned a company in Denmark and got the promise of a contract to work for them.

As she was only coming to Denmark for a limited time my client did not sell or rent her apartment. My client also did not sell her car or bring it to Denmark but placed it in storage as he would be returning to use it after coming back from Denmark.

My client also decided to maintin paying her Hungarian state insurance so her benefits and rights were not affected.

Arrival in Denmark an initial contact with SKAT

My client arrived in Denmark, got her residence and work permits and went to see SKAT. When he went to SKAT she inquired if it was possible to obtain tax relief due to maintain a second house in Hungary.

My client was referred to the overseas section where she was told this was possible in certain circumstances and he was shown a printed checklist of the documentation and points that needed to be done.

My client gathered the evidence required and presentated them to SKAT.

SKAT assured my client it was all fine, my client was entitled to an increased fradrag and they issued papers in writing to my clients employers to adjust her monthly payments accordingly.

Four months later my clients employer informs her they have decide not continue employing people, but have turned over their working contracts to another company. However the new company will employ my client.

My client then goes to SKAT and ask if they can transfer there work to the new company on the same basis. SKAT said that this would be fine provided my client got a new one year contract from the new company.

My client got the new contract and took it back to SKAT. They looked at it and said it was fine and my client could continue on the previous arrangement.

A year later my client was considering whether she should stay in Denmark for another year or return to Hungary so she went to SKAT and asked them if she could stay for another year.

She was informed that he could stay as her temporary residence permitted that. She was also informed that she would get tax relief under the two residence rule but less than the year before. My client was told she would need a new one year contract from her employer.

My client obtained a new contract and showed it to SKAT.

My client then continued to work, booked her flight home and was preparing to leave and everything was apparently in order.

[person3]

At this point [person3] got into the case.

She decided that each of 18-20 people who had spoken to my client did not know their job or the law and had misinformed her repeatedly and even the checklist SKAT used was in disagreement with the law.

Having found this out the next thing was to decide what to do.

Now the first and foremost obvious thing to do (at least to me and most other people) would be to tell the truth as to what had happened and apologuise.

Apparently to tell the truth never occurred to [person3] and she never has admitted what happened to my client and nobody has ever written a single word of apology for all the mistakes made. My client who could not see anything that he done wrong was left in complete mystery as to what was going on.

The next most obvious thing to do would be simple to drop the cycle. My client had done nothing wrong she was about to leave Denmark –SKAT had made a series of major blunders so rather than dig up all the mistakes just end it and leave it. But this did not appeal to [person3] either.

[person3] handling therefore was more devious.

She covers up the mistakes by the other SKAT officers by simply pretending they don’t exist and does not mention them. She also states my client is a permanent resident of Denmark. However my client has never asked this status of the immigration services and has never filled out any paper to get it. It has never been granted but [person3] states it as a fact without evidence or documentation to “prove” her claim.

So the cycle has moved over from unknowing mistakes to knowing actions – [person3] can not claim she did not know. Each of her actions was intended knowing and premeditated decisions.

So now we have moved over from the area of mistake to the area of knowing and planned intentional action.

Ancillary points – [person3] by cancelling my clients fradrag that had been established early in writing by SKAT has made the legal precedent that any letter from SKAT cancells all prior letters – whether specifically mentioned or not

[person3]s letter also stated that my client had the right to appeal to the skatteankenævn and my client had the right to not pay the assessed tax till the appeals where completed.

[person4]

While the skatteankenævn cycle was going on [person4] wrote to my client and demanded full payment immediately. This of course was directly contrary to [person3]s letter.

I contacted [person4] and pointed out the relevent paragraph in [person3]’s letter.

[person4] response was SKAT now stated my client was not a permanent resident of Denmark, thus [person3] restriction did not apply. I then ponted out that [person3]s whole case and assessment were bases on SKATs written statement that my client was a permanent resident of Denmark. As SKAT had now changed their assessment then [person3]s whole case and billing was cancelled and my client owed nothing.

[person4] then told me that when I read the first half of [person3]s letter I must take the viewpoint that SKAT considers my client a permanent resident but when I read the second part of the same letter I must take the exact opposite viewpoint that SKAT considers he is not a permanent resident.

This is so absurd I really can not think with it – apparently all I can do according to [person4] is to write an appeal to skatteankenævn against her decision that my client is not a permanent resident while in the middle an appeal against [person3]s decision they are a permanent resident.

Actually based on the legal precedent estlished by [person3] that one letter cancells all precious actions and decisions then [person4] letter cancells [person3]s letter and my client in fact owes nothing.

Thus as [person4] letter slows that the current stated opinion of SKAT is my client is not a permanent resident of Denmark, then my client in fact has no outstanding tax bills in Denmark and owes nothing and this action is totally un necessary.”

Repræsentanten har i mail af 26. april 2015 bl.a. gjort følgende bemærkninger til SKATs udtalelse:

“Re grounds for meeting in person

The law regarding this case is not in question - there is no issue on the law itself.

However it is noted that this entire case came about from disinformation given from the

skat officers that my clients where in communication with - not once but on over twenty seperate occassions. Thus the level of knowledge of the law and its application was unreliable and can not be depended upon. This however is not a point at question in this case

First ground - incorrect application relating to the law

However as well as having giving mis- information regarding the law the skat officers also made opinions and decisions on matters not covered in the law. These opinions and decisions are not based on the law but are solely opinions - and they are not checked or verified and there is no evidence to support them. They have h0wever been accepted as fact and my clients challengers to this has never been taken despite my clients requests. My client should have the right to have his informatio listened to and the right to challange unsupported and unevidenced opinions.

Second ground - consistency

In order to be workable a law must consistent and be applied the same in every case or else it becomes a random arbitrary and is unworkable. Thus if one statement made by a tax official is taken to mean something then a later statement on the same subject mustbe taken under the same legal precedences as the first. If the law and precedences are changed from one day to the next it makes it impossible to conduct a case and it no longer becomes a standard procedure but a something just judged on the wim of the person looking at it

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Det følger af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 (www.retsinformation.dk), at der er fuld skattepligt til Danmark, såfremt man har bopæl her i landet. I tilfælde hvor der er indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst, må det afgøres af dobbeltdomicilklausulen i denne, om Danmark har beskatningsretten som domicilland.

Klageren anses i den henseende at have været fuld skattepligtig til Danmark fra tilmelding til folkeregistret den 13. maj 2009.

Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 7, at rejseudgifter, jf. stk. 1, som påføres en lønmodtager, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, kan fradrages ved indkomstopgørelsen enten med standardsatserne i stk. 2 og 3 eller med de faktiske udgifter.

Det følger således af ligningslovens § 9 A, stk. 1, at det er en betingelse, at en lønmodtager kan anses for at være på rejse.

Rejsebegrebet forudsætter for det første, at lønmodtageren har sin sædvanlige bopæl så langt væk fra arbejdsstedet, at det er nødvendigt at overnatte i nærheden af arbejdsstedet i stedet for på den sædvanlige bopæl. Det er således en betingelse, at der er en sædvanlig bopæl til rådighed for lønmodtageren som udgangspunkt for rejsen og en anden midlertidig bopæl. Det er lønmodtageren, som skal godtgøre, hvor den sædvanlige bopæl er, jf. SKM2006.308.ØLR (www.skat.dk).

Den sædvanlige bopæl er det sted, hvor lønmodtageren kan siges at have centrum for sine livsinteresser og derfor normalt bebor. Der skal foretages en konkret, individuel vurdering, hvor bl.a. personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregisteret kan indgå.

Rejsebegrebet forudsætter for det andet, at der arbejdes på et ”midlertidigt arbejdssted”.

Hvis arbejdsstedet ikke i sig selv er af midlertidig karakter, som f.eks. bygge- og anlægsarbejder, der flytter sig efter arbejdets fremskridt, kan det udledes af forarbejder til ligningslovens § 9 A og praksis, at et ”midlertidigt arbejdssted” her forudsætter en tidsbegrænsning. Tidsbegrænsning er ikke objektivt defineret i loven eller forarbejderne, hvorfor dette må afgøres ud fra en konkret, individuel vurdering af den enkelte lønmodtagers ansættelses- og arbejdsforhold. Ud over at der skal være tale om et midlertidigt arbejdssted, er det en betingelse, at rejsen varer mindst 24 timer, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 5.

For at en skattepligtig kan støtte ret på berettigede forventninger, skal der foreligge en tilkendegivelse fra myndigheden, som er såvel positiv som entydig og specifik. Retspraksis viser således, at skattemyndighedens kontrol eller gennemgang af materiale ikke medfører en positiv accept, der binder myndigheden.

Det forhold, at klageren har afholdt møder med SKAT og fået godkendt fradrag for rejseudgifter på sin forskudsregistrering, kan ikke anses som en positiv tilkendegivelse om, at fradraget også godkendes ved selvangivelsen. Forskudsregistreringen er alene foreløbig og ikke en skatteansættelse.

Klageren og hendes ægtefælle flyttede sammen til Danmark og blev samme dag den 13. maj 2009 tilmeldt folkeregistret på adressen [adresse1]B st., [by1]. Ægteparret boede i perioden fra 13. maj 2009 til 1. december 2011 sammen på adressen, og arbejdede også for samme arbejdsgivere. Ægteparret har ingen børn, og klageren har i perioden ikke været på ferie eller lignende i Ungarn.

Uanset at klageren også har været tilmeldt folkeregisteret og haft en bolig til rådighed i Ungarn findes det, at hun i perioden 2009-2011 har haft centrum for sine livsinteresser i Danmark.

Der lægges således særligt vægt på, at klageren og hendes ægtefælle sammen flyttede til Danmark for at arbejde, og i hele perioden på ca. 2 1/2 år boede sammen i en lejlighed. Praksis viser, at der lægges stor vægt på den familiemæssige tilknytning, se bl.a. SKM2012.129.LSR.

Ud fra en konkret vurdering anses klageren således for at have haft sædvanlig bopæl i Danmark i hele perioden 2009-2011 i relation til ligningslovens § 9 A.

Klageren har i øvrigt ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at hendes arbejdssteder i Danmark i perioden 2009-2011 reelt var midlertidige.

Betingelserne for fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A, stk. 7, jf. stk.1, findes ikke opfyldt.

Landsskatteretten stadfæster derfor [Skatteankenævnet]s afgørelse.