Kendelse af 15-09-2015 - indlagt i TaxCons database den 23-10-2015

Faktiske oplysninger

Klageren er hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed1] ApS (selskabet).

Klageren driver desuden selvstændig personlig virksomhed med bortforpagtning af jord m.v. fra sin landbrugsejendom.

Selskabet drives fra klagerens privatadresse i [by1], som ligger ca. 3 km fra [by2], og beskæftiger sig med salg af fodersystemer til kvæg og grise. Derudover solgte selskabet i den i sagen omhandlede periode også malkerobotter af mærket LELY.

Det er oplyst, at selskabet servicerer foder- og malkeanlæg i døgnvagt over hele landet.

Klagerens husstand består af klageren og hans ægtefælle samt deres 3 børn (9, 11 og 16 år i 2010).

Til salget af disse avancerede malkerobotter medfølger en serviceaftale, som [person1] var forpligtet til at overholde. Det er oplyst, at prisen for en sådan serviceaftale typisk udgjorde 45.000 kr. årligt pr. robot.

Der er videre oplyst, at klageren eller én af hans ansatte er forpligtet til at stå til rådighed for kunden indenfor to timer efter rekvirering, da det af hensyn til dyrevelfærd er et krav, at køerne bliver malket indenfor et vist tidsrum.

Det oplyses i klageskrivelsen, at tilsvarende betragtninger gør sig gældende i forhold til de solgte fodersystemer, der tillige skal være funktionsdygtige døgnets 24 timer. Som konsekvens heraf har klageren derfor døgnvagt og er nødsaget til at køre ud til sine kunder, når foder- eller malkesystemer er ude af funktion.

I forlængelse heraf fremgår, at der er en del kørsel forbundet med denne serviceaftale, hvorfor der i selskabet blev erhvervet en Audi Q7. Bilen, der blev anskaffet (leaset) af selskabet den 6. maj 2010, blev indregistreret første gang i september 2006.

Om bilen er endvidere forklaret, at den er leaset i farven grå metallic; men efterfølgende er blevet filmet af hensyn til det store slid, som ellers ville forekomme på bilens lak som følge af kørsel i uvejsomt terræn. Filmen er hvid, således at bilen har samme farve som de øvrige biler i selskabet [virksomhed1] ApS.

Det er oplyst, at der ikke oprindeligt er udarbejdet kørselsregnskab for bilen. Efter SKATs henvendelse er der dog på SKATs opfordring ført kørselsregnskab over samtlige km, som er kørt i bilen.

Til brug for tankning af den i sagen omhandlede bil samt selskabets øvrige køretøjer og maskiner, der benytter diesel, er på selskabets adresse placeret en 2.500 liters dieseltank.

Med hensyn til tankning af de private biler, der ligeledes kører på diesel, er fremlagt kontoudtog fra klagerens privatkonto i [finans1] for årene 2010 og 2011. Derudover er fremlagt ægtefællens kontoudtog, ligeledes fra [finans1], for årene 2009-2011.

For indkomstårene 2005-2009 ejede selskabet en Kia, som klageren benyttede privat og derfor blev beskattet af med værdi af fri bil.

Klageren og selskabets bilpark

Selskabet havde indregistreret en Kia Picanto i perioden 6. juni 2005 – 15. juni 2009.

Selskabet anskaffede den omhandlede Audi Q7 3,0 TDI Aut., reg.nr. [reg.nr.1], 6. maj 2010.

Derudover havde selskabet havde i løbet af 2010 følgende køretøjer indregistreret:

Mercedes Benz Sprinter (kassevogn)

Opel Vivaro (kassevogn)

Volkswagen Tourareg (Van) (fire-hjulstrækker)

Scania R 420 (lastvogn)

Iveco 35 S (kassevogn)

DAF (lastvogn)

I personligt regi havde klageren og hans ægtefælle:

Mercedes E320, reg.nr. [reg.nr.2] indtil 17. maj 2010

Audi A4, reg.nr. [reg.nr.3]

Der er ikke udarbejdet kørebøger for hverken de af selskabet ejede biler eller for de to biler i personligt regi.

SKAT har konstateret passager af Storebæltsbroen i pinsen i maj 2010, hvor klageren var kørende i Audi Q7 og, hvor klageren har erkendt, at han i den forbindelse besøgte hans søster.

SKAT har ved en kontrol i juli måned 2011 stoppet klageren i [by3], hvor han var kørende i Audi Q7 og var på ferie med sin familie.

Skattefri kørselsgodtgørelse

For kørsel i de private biler i erhvervsmæssigt øjemed for selskabet udbetalte selskabet kørselsgodtgørelse, både til klageren og til ægtefællen.

Det er oplyst, at klageren kørte i Merceden’en og ægtefællen i Audi A4, når der skulle køres erhvervsmæssigt for selskabet.

I 2008 blev i alt udbetalt 68.839 kr., svarende til samlet kørsel på ca. 20.300 km, til klageren og intet til ægtefællen.

I 2009 blev udbetalt henholdsvis 38.191 kr., svarende til 10.727 km, til klageren og 19.967 kr., svarende til 5.608 km, til ægtefællen.

I 2010 blev udbetalt 30.331 kr., svarende til 8.519 km til klageren, og 49.583 kr., svarende til 13.927 km, til ægtefællen.

Km-standen på Mercedes’en, reg.nr. [reg.nr.2], er ved service den 4. september 2007 aflæst til 275.123 km og ved syn den 17. juni 2009 til 292.000 km, svarende til at der i perioden på knap to år skulle være kørt 16.877 km i bilen. Ifølge synsrapporter har Mercedes ‘en kørt:

9.2.2007: 214.000 km

3.6.2009: 292.000 km

7.4.2011: 332.000 km

Audi A4, reg.nr. [reg.nr.4], er først anskaffet i maj 2009, hvorfor der ikke kan være kørt privat i denne bil i 2008. Audi'en har ifølge synsrapporter kørt:

12.05.2009: 16.000 km

31.10.2012: 97.000 km

Til brug for afregning af kørselsgodtgørelse er udarbejdet bilag.

For 2009 fremgår::

For indkomståret 2010 fremgik følgende:

På køresedlerne for januar 2009 og februar 2009 er angivet kørsel fra bopælen til [by4] på 310 km. Ifølge krak.dk er der 238 km eller 476 km t/r.. På køresedlen for februar 2009 er anført kørsel til [by5] på 446 km. Afstanden til [by5] er 185 km eller 370 km t/r. I november 2009 har både klageren og ægtefællen modtaget kørselsgodtgørelse for kørsel til [messe] i [...].

Det fremgår ikke af køresedlerne, hvilken bil der er kørt i.

Forbrug af brændstof

Klagerens selskab har et tankanlæg, hvorfra der tankes brændstof (diesel).

De biler klageren ejer i privat regi kører på diesel.

SKAT har anmodet klageren at godtgøre, at diesel til de privat ejede biler er købt af private midler.

SKATs bemærkninger om forholdet:

”SKAT har bedt (...) om at dokumentere, at han af private midler har købt brændstof til sine private biler. Jf. ovenfor har (...) ikke dokumenteret forholdet.

På det foreliggende grundlag er det SKATs opfattelse, at (...) private biler løbende er blevet tanket på selskabets dieseltank.

Mercecles’en har jf. ovenfor kørt ca. 17.000 km over 21 måneder, hvilket Ca. svarer til 10.000 km pr.. Bilen kører jf. centralregistret 12,8 km pr. liter.

Audi’en har jf. modtaget leasingkontrakt kørt 16.000 km pr. maj 2009, SKAT har pr. 14. september 2011 aflæst kilometertælleren til 66.695 km. Bilen har således over en periode på ca. 28 måneder kørt ca. 50.000, svarende til ca. 21.500 pr. år. Bilen kører jf. centralregistret 17,2 km pr. liter.

Det er SKAT opfattelse, at begge biler ville kunne køre til det meste af Danmark og retur til (...) private adresse ved [by6] uden at der skal foretages tankning af bilen.

(...) har ikke forelagt dokumentation for køb af brændstof i udlandet eller andre steder i Danmark. På denne baggrund er det SKATs opfattelse, at bilerne udelukkende er tanket på selskabets dielseltank.

Brændstof til Mercedes for perioden april 2007 til maj 2010

2007 7.500 km (l0.000/12)*9 kr. 6.000

2008 10.000 km kr. 8.000

2009 10.000 km kr. 8.000

2010 3.333km kr. 2.500

Brændstof til Audi for perioden maj 2009 til december 2010.

2009 14.000 kr. 8.000

2010 21.500 kr. 12.500”

Klageren har for 2010 fremlagt bankkontoudskrifter, hvor fremgår, at der er hævet kontantbeløb på flere tusinde kroner månedligt, typisk omkring 2.000 kr. pr. hævning, og derudover foretaget et antal af diverse forbrugskøb på betalingskort. Der er i begrænset omfang købt diesel på betalingskort. Der foreligger dokumentation for køb af diesel på kort med 1.593 kr.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs afgørelse på de påklagede punkter:

2007

Beskatning af brændstof6.000

2008

Beskatning af brændstof8.000

Beskatning af skattefri kørselsgodtgørelse68.839

2009

Beskatning af brændstof16.000

Beskatning af skattefri kørselsgodtgørelse58.158

2010

Værdi af fri bil, Audi Q7120.902

Beskatning af skattefri kørselsgodtgørelse79.914

Beskatning af brændstof15.000

Skatteankenævnet har som begrundelse anført:

”Ad værdi af fri bil – indkomståret 2010:

Skatteankenævnet bemærker indledningsvist, at rådigheden over andres goder beskattes efter henholdsvis Statsskatteloven § 4 litra b, Ligningsloven § 16 stk. 1 og Ligningsloven § 16 A stk. 6, når man som klager er hovedanpartshaver.

Den skattepligtige beskattes ikke af en bil, som arbejdsgiveren stiller til rådighed udelukkende for erhvervsmæssig kørsel.

Hvis bilen benyttes privat, beskattes værdien af den private benyttelse.

Det er selve rådigheden over bilen der beskattes, og ikke omfanget af den private brug.

Anvendes bilen privat blot én gang, sker der beskatning af værdi af fri bil for hele den periode, hvor bilen er til rådighed for privat kørsel.

[person1] har ikke selvangivet værdi af fri bil, ligesom hans arbejdsgiver og eget selskab [virksomhed1] ApS heller ikke har indberettet værdien heraf til SKAT, når bortses fra juli måned 2011, som oplyst på mødet med nævnet.

Domspraksis har i flere tilfælde opstillet en formodningsregel for, at når selskabets bil dagligt har holdt på selskabets adresse, som er beliggende på klagers bopæl, så benyttes bilen også privat, idet hovedaktionæren eller – anpartshaveren herved har råderet over bilen. Det er herefter op til hovedaktionæren at afkræfte denne formodning.

I henhold til almindelige bevisbyrderegler må det være klager, der er den nærmeste til at godtgøre, at han og hustruen ikke har haft rådighed over bilen andet end til erhvervsmæssig kørsel for selskabet.

Der henvises bl.a. til Østre Landsrets dom af 20. november 1998 og Højesterets dom af 11. november 1999, offentliggjort i TfS 1999.28 Ø og TfS 1999.919 H.

Af formodningsreglen følger, at såfremt en hovedanpartshaver har råderet over selskabets bil, gælder der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel; men også for privat kørsel. Dette skyldes, at der er tale om interesseforbundne parter.

Efter en konkret vurdering af samtlige foreliggende omstændigheder i nærværende sag finder nævnet ikke, [person1] og hans rådgiver har afkræftet formodningen for privat benyttelse af og rådighed over bilen Audi Q7.

Nævnet lægger ved sin afgørelse navnlig vægt på følgende forhold:

At der i 2010 også var en Audi A4 til familiens rådighed i privat regises ikke at kunne begrunde et andet resultat. Se hertil en tilsvarende afgørelse, gengivet i SKM 2011.578 BR. Det blev i afgørelsen ikke tillagt betydning, at der var flere biler i husstanden, herunder en anden bil, der blev beskattet som værdi af fri bil.

Der henvises endvidere til afgørelsen SKM2012.464.ØLR.

Endelig er det tillagt betydning, at der for årene 2005-2009 begge inkl. er accepteret beskatning af værdi af fri bil (Kia Picanto), hvilket efter nævnets opfattelse underbygger og sandsynliggør behovet for kontinuerligt at have to private biler til rådighed i husstanden.

Nævnet finder således i lighed med SKAT, at klager må anses for at have haft bil i form af Audi Q7 stillet til rådighed for privat anvendelse. Der er ikke uenighed om den talmæssige opgørelse af bilens værdi, hvorfor ansættelsen sker i overensstemmelse med SKATs opgørelse i henhold til reglerne i Statsskatteloven § 4 litra b, Ligningsloven § 16 stk. 1 og Ligningsloven § 16 A stk. 9.

Beløbet beskattes som personlig indkomst, jf. Personskatteloven § 3 stk. 1 og § 4 a stk. 2, 2. punktum.

Det på mødet forklarede om baggrunden for bilens anskaffelse og benyttelse samt henvisningen til en afgørelse fra et andet skatteankenævn, ses ikke at kunne begrunde et andet resultat.

Det præciseres, at bilen i 2010 var indregistreret til privat personkørsel, hvilket i henhold til praksis skærper bevisbyrden for, at køretøjet udelukkende benyttes til privat kørsel.

Med ovenstående begrundelser finder nævnet ikke, denne bevisbyrde er løftet, hvorfor afgørelsen fastholdes desangående.

Det anførte om standsningstidspunkt (2011) i forhold til hvilke år, der er gennemført ændring for (2010), ses ligeledes ikke at ændre nævnets opfattelse, blandt andet fordi der efter det oplyste ikke var forskelle i de faktiske forhold i de to år.

I tilknytning hertil bemærker nævnet, at afgørelser fra skatteankenævn ikke har præjudikatsværdi.

Ad udbetalt kørselsgodtgørelse:

Nævnet bemærker indledningsvist, at skatteyder har bevisbyrden for, at betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse i medfør af Ligningsloven § 9 B er opfyldte.

Videre bemærkes, at det forhold, at [person1] i den omtalte periode var direktør og hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed1] ApS, der udbetalte befordringsgodtgørelsen, skærper kravet til denne bevisbyrde – således må som følge af dette interessefællesskab mellem [person1] og selskabet stilles strenge krav til dokumentationen for, at betingelserne for skattefrihed var opfyldt.

Dette er senest fastslået ved afgørelsen fra Byretten i [by7], gengivet i SKM 2013. 127 BR og omtalt ovenfor. I øvrigt kan henvises til Højesterets dom af 11. november 1999, gengivet i TfS 1999.919, og en dom fra Vestre Landsret, gengivet i SKM 2010.778 VLR.

Efter en konkret vurdering af samtlige faktiske forhold, sammenholdt med de afgivne forklaringer m.v. finder nævnet ikke, [person1] og dennes rådgiver har løftet bevisbyrden for, at betingelserne for at modtage befordringsgodtgørelsen skattefrit er opfyldte.

Der er ved afgørelsen navnlig henset til den konstaterede uoverensstemmelse mellem den beregnede kørsel, for hvilken der er udbetalt godtgørelse, og de faktisk antal kørte kilometer i henhold til synsrapporter m.v. Således er for perioden 4. september 2007 – 17. juni 2009 kørt ca. 17.000 km i Mercedes Benz, mens der for indkomståret 2008 er udbetalt befordringsgodtgørelse for ca. 20.300 km for kørsel i samme bil.

Videre er henset til, at selskabet ikke på det foreliggende grundlag har kunnet føre den fornødne kontrol med antal kørte kilometer, som krævet i henhold til bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, som også er fastslået ved Højesterets dom af 21. marts 2007.

Således finder nævnet ikke, de udarbejdede køresedler opfylder de i bekendtgørelsen opstillede krav, ligesom der for indkomståret 2009 end ikke er fremlagt køresedler. Dette uagtet, der for dette år er udbetalt i alt 58.158 kr. i skattefri befordringsgodtgørelse.

Således fremgår f.eks. ikke af alle køresedler rejsens erhvervsmæssige formål, ligesom der ikke er medtaget bilens kilometerstand ved hver enkelt turs begyndelse og afslutning, ligesom målet for turen ikke fremgår af alle køresedler.

Afgørelsen støttes endvidere på, at der ikke med de indsendte kontoudtog er sandsynliggjort indkøb af diesel privat til brug for den erhvervsmæssige kørsel for selskabet.

Den helt grundlæggende forudsætning om, at der de facto skal være kørt det antal kilometer, der udbetales godtgørelse for, ses således ikke at være opfyldt.

Endelig bemærkes, at det ikke af de fremlagte køresedler kan ses, at kontrollen er foretaget.

Den ovenfor omtalte dom fra Højesteret (gengivet i SKM2007.247 HR) fastslår endvidere, at en godtgørelse bliver skattepligtig i sin helhed, hvis kontrolkravet ikke er opfyldt, også selvom kørslen eller en del heraf de facto har været erhvervsmæssig.

Nævnet har således ikke med sin afgørelse taget stilling til, eller udelukket, at der i den pågældende periode kan være kørt erhvervsmæssigt i private biler for selskabet; men fastslår, at kontrolkravet ikke er opfyldt.

[person1] og rådgiver har således ikke godtgjort, at betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse i henhold til Ligningsloven § 9 B er opfyldte, hvorfor SKATs afgørelse fastholdes.

Det på mødet forklarede ændrer ikke nævnets opfattelse, hvorfor punktet fastholdes med ovenstående begrundelser, ligesom der ikke er modtaget nye, faktiske oplysninger.

Ad værdi af fri brændstof:

Der er ikke til punktet modtaget nye faktiske oplysninger, der ses at kunne begrunde et andet resultat. Nævnets forslag fastholdes herefter med nedenstående begrundelse:

Skatteankenævnet bemærker indledningsvist, at rådigheden over andres goder beskattes efter Statsskatteloven § 4 litra b. Heraf fremgår videre, at værdien af godet ansættes til markedsværdien, og såfremt denne ikke kan udfindes, ansættes værdien skønsmæssigt.

Nævnet er enig med SKAT i, at det på grund af sammenfaldet mellem dieseltankens placering på selskabets og [person1]s privatadresse, og det forhold, at de privatejede biler kører på diesel, må efterprøves, hvorvidt tankning af disse private biler er sket fra selskabets dieseltank eller fra ’eksterne’ tankstationer.

Efter en gennemgang af de fremlagte kontoudtog sammenholdt med det forklarede, finder nævnet ikke¸ [person1] og rådgiver har godtgjort, at der med private midler er købt brændstof til de private biler.

Nævnet er således enig med SKAT i, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at der privat er købt brændstof i et omfang, der modsvarer det faktisk antal kørte kilometer.

At der er hævet store kontantbeløb er ikke efter nævnets opfattelse ensbetydende med, at pengene er brugt til køb af brændstof.

Videre finder nævnet det bemærkelsesværdigt, at der ikke er benyttet enten benzinkort til tankstationerne eller dankort, når henses til, at der i øvrigt er et mønster i husstanden med mange, mindre køb på dankort.

Nævnet finder ikke anledning til at ændre de af SKAT ansatte beløb for værdi af fri diesel, hvorfor [person1] beskattes af værdi af fri brændstof med henholdsvis 6.000 kr. i 2007, med 8.000 kr. i 2008, med 16.000 kr. i 2009 og med 15.000 kr. i 2010, jf. Statsskatteloven § 4 litra b.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at skatteansættelserne nedsættes med de foretagne forhøjelser.

Til støtte for påstandene har repræsentant anført:

”Beskatning af værdi af fri bil — Audi Q7

Det følger af bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, at hvis en arbejdsgiver stiller en bil til rådighed for en ansat for dennes private benyttelse, skal den ansatte beskattes af værdi af fri bil efter de gældende procentsatser i bestemmelsen.

Endvidere følger det af samme bestemmelse, at anvendes den pågældende bil kun til erhvervsmæssig kørsel, så skal den ansatte ikke beskattes af værdi af fri bil efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4. Sager omkring beskatning af værdi af fri bil opstår typisk i situationer, hvor den ansatte er hovedaktionær/hovedanpartshaver i den virksomhed, som stiller bilen til rådighed, og hvor bilen står parkeret uden for den ansattes bopæl uden for normal arbejdstid.

I nærværende sag der er sammenfald mellem selskabets adresse og klagers bopæl, idet virksomheden i selskabet [virksomhed1] ApS drives fra [person1]s private ejendom beliggende i [by1] på Fyn.

Det er korrekt, at der gennem årene har udviklet sig en praksis, hvorefter der foreligger en formodning for, at en bil står til rådighed for privat benyttelse, såfremt den ansatte er hovedaktionær/hovedanpartshaver i den virksomhed, som stiller bilen til rådighed, og såfremt bilen står parkeret foran den ansattes bopæl uden for normal arbejdstid.

Det er dog særdeles væsentligt at holde sig for øje, at der som anført alene er tale om en formodningsregel, som efter fast og righoldig praksis konkret kan afkræftes. Skatteyder kan bl.a. afkræfte den omtalte formodningsregel, når skatteyder er i stand til at fremlægge et løbende ført kørselsregnskab, der udelukkende udviser erhvervsmæssig kørsel samt ved fremlæggelse af en såkaldt fraskrivelseserklæring, hvor den ansatte har fraskrevet sig adgang til at anvende bilen til private formål.

Det er imidlertid ligeledes særdeles væsentligt at holde sig for øje, at det følger af en efterhånden righoldig praksis fra såvel Landsskatteretten som domstolene, at skatteyder konkret kan afkræfte den omtalte formodning for privat benyttelse — også selv om der hverken er ført et kørselsregnskab eller lavet en fraskrivelseserklæring.

Til støtte for den nedlagte påstand skal det fremhæves, at den i sagen omhandlede bil — en Audi Q7 (reg.nr. [reg.nr.1]) — ikke har stået til rådighed for [person1]s private benyttelse i indkomståret 2010, idet bilen alene har været anvendt til erhvervsmæssig kørsel i selskabet [virksomhed1] ApS, som har været en nødvendighed for varetagelsen af den daglige drift.

Det fremgår af sagsfremstillingen ovenfor, at [person1]s arbejdsopgaver i forbindelse med driften af selskabet [virksomhed1] ApS forudsatte en bil. Dette til brug for kørsel i forbindelse med de indgåede serviceaftaler eller i forbindelse med almindelige reparationsopgaver på de leverede malke- og fodersystemer. Det kan herefter konstateres, at det må anses for ganske naturligt, at selskabet stillede en bil til rådighed for [person1]s erhvervsmæssige kørsel i forbindelse med driften af selskabet.

Foruden omtalte kørsel blev bilen endvidere anvendt til at trække selskabets trailer, der fremgår af foto vedlagt som bilag 4. Af de vedlagte fotos kan det konstateres, at selskabet havde behov for en bil, der havde den fornødne størrelse til at kunne trække en trailer med en totalvægt på 3.500 kilo og en lastet vægt på 2.575 kilo. Den i sagen omhandlede bil Audi Q7 (reg.nr. [reg.nr.1]) opfylder disse forudsætninger kombineret med, at der i bilen er en rimelig komfort.

I forlængelse heraf er det endvidere væsentlig at fremhæve det forhold, at bilen tillige havde et stort bagagerum, som kunne anvendes til at fragte forskellige maskindele hjem til værkstedet på selskabets adresse. I den forbindelse henvises der til beskrivelsen i sagsfremstillingen, hvoraf det fremgår, at [person1] den 19. april 2012 fragtede en kornsnegl hjem i den i sagen omhandlede bil.

Den i sagen omhandlede bil er ikke specialindrettet i henhold til definitionen i ligningslovens § 16, stk. 3, men det må desuagtet fremhæves, at bilen er indrettet med henblik på, at denne alene skal anvendes erhvervsmæssigt i virksomheden [virksomhed1] ApS. I den forbindelse skal der henvises til fotos vedlagt som bilag 6, hvoraf det fremgår, at bilen var udstyret med et “mobilt kontor”. Ligeledes skal det fremhæves, at bilen er filmet under hensyntagen til, at der forventes et stort slid grundet kørsel i afgrøder og andet uvejsomt terræn, hvilket tillige taler for, at bilen alene er erhvervet med henblik på erhvervsmæssigt kørsel i selskabet, hvorfor det også har formodningen imod sig, at [person1] har benyttet bilen til private formnål.

[person1] blev stoppet den 21. juli 2011 i forbindelse med en razzia afholdt af SKAT i [by3]. [person1] kørte i den i sagen omhandlede bil og havde desuden sin familie med.

Når [person1] valgte at køre i selskabets bil, var dette fordi, han på tidspunktet havde “bagvagten”. Selskabets øvrige montører var den 27. juli 2011 kaldt ud til diverse opgaver herunder en opgave i [by8], hvorfor [person1] var nødsaget til at holde sig standby, såfremt selskabet blev kaldt som led i en af de indgåede serviceaftaler, der er forbundet med de leverede foder- eller malkesystemer.

At selskabets øvrige montører var kaldt ud til opgaver, fremgår af faktura fra [virksomhed1] ApS dateret den 28. juli 2011, jf. bilag 2 samt projektposteringsliste udskrevet den 7. maj 2012, jf. bilag 3.

Opmærksomheden henledes i den forbindelse videre på, at det på standsningstidspunktet i juli 2011 var midt i ferieperioden, hvor der alene var 3-4 mand på arbejde — frem for en normal hverdag hvor der på daværende tidspunkt var 10 montører og 4 kontoransatte samt [person1] på arbejde. Derfor var der i sagens natur stort pres på “bagvagten”, som [person1] bestred i den uge, hvor han kørte til [by3].

I forlængelse heraf bemærkes det, at [person1] blev stoppet i et helt andet indkomstår end de i sagen omhandlede.

Til støtte for det forhold, at der er grundlag for beskatning af værdi af fri bil efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4 skal henvises til en ganske righoldig praksis.

For det første henvises til Vestre Landsrets dom offentliggjort i TfS 2002.439, hvoraf følgende fremgår af Landsrettens præmisser:

“Den omstændighed, at varevognen, når den ikke var i brug, stod parkeret ved sagsøgerens bopæl, kan ikke tillægges særskilt betydning, idet bopælen som en landbrugsejendom samtidig er arbejdsplads.”

Uanset bilen holdt parkeret ved skatteyderens bopæl, når den ikke var i brug, og uanset at der ikke var fremlagt et kørselsregnskab, ej heller et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab, så fandt Landsretten, at skatteyderen ikke skulle beskattes af værdi af fri bil.

Der henvises herudover til østre Landsrets dom af 5. september 2002, offentliggjort i Tf 2002.950. En skatteyder var ansat i et selskab, der drev tømrervirksomhed. Han var søn af hovedanpartshaveren. Skatteyderen havde i sit arbejde anvendt en kassevogn, der tilhørte selskabet. Vognen havde oprindeligt været parkeret på selskabets adresse efter arbejdstids ophør, men senere valgte man at lade vognen stå ud for skatteyderens bopæl uden for arbejdstid. Skatteyderen førte ikke kørebog. Sagen havde været ført for Landsskatteretten, som havde fundet, at det måtte påhvile skatteyderen at afkræfte formodningen for, at vognen havde stået til rådighed for skatteyderens private brug. I mangel af kørselsregnskab eller anden sandsynliggørelse havde Landsskatteretten ikke anset denne formodning for afkræftet, og Landsskatteretten havde herefter tiltrådt, at skatteyderen blev beskattet af fri bil. Sagen blev af skatteyderen indbragt for landsretten, hvorefter Skatteministeriet imidlertid tog bekræftende til genmæle.

I forlængelse heraf valgte Skatteministeriet at offentliggøre forliget fra sagen ved landsretten samt at redegøre for de nærmere omstændigheder. Af TfS 2002.1095 DEP fremgår følgende:

“Ministeriet fandt ikke, at det var muligt al godtgøre, at bilen i øvrigt var brugt privat, bl.a. fordi skatteyderens private kørselsbehov måtte antages at være blevet opfyldt gennem anvendelse af samleverens bil.

På den baggrund tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle i sagen.”

I denne sag havde skatteyderen ikke ført kørselsregnskab, men kunne i stedet dokumentere, at det private kørselsbehov blev opfyldt ved kørsel i samleverens bil. Det forhold, at Skatteministeriet tager bekræftende til genmæle betyder, at Skatteministeriet var enig i, at det er uden betydning, om der føres kørselsregnskab.

Til støtte for at det ifølge praksis ikke er et definitivt krav, at der føres en kørebog for at afkræfte, at en bil ikke har stået til rådighed for privat anvendelse, henvises tillige til Østre Landsrets dom af 28. januar 2004, offentliggjort i TfS 2004.183. Sagen drejede sig om, hvorvidt en direktør og hovedanpartshaver havde fået stillet en varevogn til rådighed af selskabet. Direktøren havde egen bil. Der var fremlagt et efterfølgende udarbejdet og estimeret kørselsregnskab. Det estimerede kørselsregnskab, der var underbygget ved bilagsmateriale, redegjorde for 30.815 ud af 32.275 kørte km. Af Landsrettens præmisser følger:

“Del lægges til grund, at det estimerede kørselsregnskab er udarbejdet på grundlag af opmålinger på kort. Det er vedlagt bilagsmateriale til belysning af de enkelte kørsler. Der er redegjort for 30.815 km ud af 32.275 km. Som ovenfor nævnt var [person2] i besiddelse af en BMW personbil til privat brug og opmærksom på, at privat kørsel i Audi’en ville udgøre en overtrædelse af momsloven. Under disse omstændigheder og efter de afgivne forklaringer finder landsretten, at Audi’en hverken har været stillet til rådighed eller benyttet til privat kørsel. Landsretten har således ikke fundet hverken den omstændighed, at kørselsregnskabet er udarbejdet efterfølgende, eller den ovennævnte mindre km-difference, der må antages blandt andet at skyldes opmålingsmetoden, af afgørende betydning”

Da hovedanpartshaveren var i besiddelse af en privat bil, blev det således lagt til grund, at han ikke skulle beskattes af værdi af fri bil. Dette på trods af, at der først efterfølgende blev udarbejdet et kørselsregnskab for den erhvervsmæssige kørsel.

Der henvises endvidere til Østre Landsrets dom af 2. december 2005, offentliggjort i TfS 2006.12, der omhandlede en hovedanpartshaver og direktør i et selskab, der drev en institution for adfærdsvanskelige voksne. Selskabet ejede 3 biler, hvoraf skatteyderen havde selvangivet værdi af fri bil for en af bilerne. Alle 3 biler stod parkeret ved bopælen, der også var selskabets adresse, og der var ikke ført kørebog. Østre Landsret udtalte:

“Under disse omstændigheder, herunder særligt oplysningerne om formålet med anskaffelsen og anvendelsen af de to biler sammenholdt med, at [person3] havde rådighed over en Volvo til privat kørsel, finder landsretten, - uanset at der ikke er ført kørebog eller underskrevet erklæring om benyttelse af bilerne - at [person3] i tilstrækkelig grad har afkræftet en formodning om, at de to biler var stillet til rådighed for hendes private benyttelse, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.”

Der henvises ydermere til Vestre Landsrets tilkendegivelse af 2. februar 2006, offentliggjort i Tfs 2006.380. En skatteyder havde indskudt en bil i sin virksomhed under virksomhedsordningen. Bopælen havde samme adresse som virksomheden, og bilen var uden for arbejdstiden parkeret ud for bopælen. Af tilkendegivelsen fremgår:

“[person4] havde varebilen placeret udfor sin bopæl i og udenfor arbejdstiden. Han havde som ejer af bilen mulighed for at disponere over den. Bopælen var sammenfaldende med virksomhedens adresse. På den baggrund er der en formodning for, at bilen har været anvendt til privat kørsel.

Ægtefællerne har samstemmende forklaret, at varebilen ikke blev brugt privat, ligesom der i husstanden var en knallert og en cykel til rådighed. Efter forklaringerne fra sagsøgeren og hans ægtefælle kunne den private bil, knallerten og cyklen dække ægteparrets private transportbehov. De nævnte forklaringer er sandsynliggjort ved oplysningerne om, al der er Ca. 5 km fra ægteparrets bolig til sagsøgerens ægtefælles arbejdsplads, og ved oplysningerne om, at varebilen kun har kørt ca. 5.000 km om året, mens den private bil har kørt ca. 10.000 km om året. Forklaringerne er endvidere bestyrket ved det kørselsregnskab, sagsøgeren efterfølgende har udarbejdet. Det bemærkes i den forbindelse, at et kørselsregnskab, der er udarbejdet efterfølgende, sædvanligvis ikke kan tillægges større betydning som bevis. I det foreliggende tilfælde har landsretten dog tillagt kørselsregnskabet en vis vægt, da det understøttes af oplysningerne om det benzinforbrug, der har været i virksomheden.

På den baggrund finder landsretten, at [person4] i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at varebilen ikke har været anvendt til privat kørsel.”

Landsretten lagde ved tilkendegivelsen blandt andet til grund, at varebilen ikke blev anvendt privat, og at en anden bil, en knallert og cykel dækkede skatteyderens og ægtefællens transportbehov, samt at varebilen derfor ikke havde været benyttet til privat kørsel.

I en ikke offentliggjort kendelse fra Landsskatteretten af den 1. november 2006 (Landsskatterettes j.nr. 2-1-1907-1241), jf. bilag 17, havde en skatteyder fra 1977 til 2005 drevet smedevirksomhed. Selskabet var ejer af en række biler, hvoraf tre blev taget med hjem hver aften af skatteyderen og hans to sønner. Skatteyderen stod efter endt arbejdstid til rådighed for selskabet via en tilkaldeordning. Der blev ikke ført kørselsregnskab for kørslen i selskabets biler. Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse følger:

“For så vidt angår den omhandlede VW Passat findes det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at denne har stået til klagerens rådighed udenfor normal arbejdstid, idet der blå. a. er lagt vægt på, at skattemyndighedens afgørelse alene er baseret på enkelte observationer af klagerens privatbil på sønnens bopæl. Dette ses ikke at være tilstrækkeligt til at tilsidesætte klagerens forklaring om, at Passaten var parkeret på selskabets adresse “.

Landsskatteretten lagde således ikke vægt på, at der ikke var ført et kørselsregnskab, ligesom man ikke tillagde det afgørende betydning, at skattemyndighederne havde observeret bilen parkeret ved sønnens bopæl.

I endnu en ikke offentliggjort kendelse fra Landsskatteretten af den 8. november 2006 (Landsskatterettens j.nr. 2-1-1907-1129), jf. bilag 18, havde en skatteyder, som var hovedanpartshaver og ansat som direktør i et selskab, haft selskabets firmabil parkeret på privatadressen, som ligeledes var selskabets adresse. Bilen var en Mercedes Benz på hvide plader. Skatteyderen anvendte bilen til kørsel i forbindelse med salgsarbejde og lignende, og havde for det omhandlede indkomstår fremlagt kørselsregnskab — som dog var noget sparsomt — og samtidig benzinkvitteringer. Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse følger:

“Klageren har fremlagt et kørselsregnskab for indkomståret 2002, hvoraf brugen af selskabets Mercedes Benz personbil fremgå r. Regnskabet kan i sig slev ikke anses for fyldestgørende, men han har ført regnskabet på samme måde i adskillige år, og skattemyndigheden har gennemgå et flere af regnskaberne uden at have påtalt eventuelle mangler. Sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, samt redegørelsen for de konstaterede uoverensstemmelser, anses han herefter for på tilstrækkelig vis at have dokumenteret eller sandsynliggjort, at selskabets bil ikke har været til rådighed for privat kørsel.”

Landsskatteretten lagde således ikke vægt på, at det førte kørselsregnskab var mangelfuldt, og at det ikke stemte overens med de fremsendte benzinkvitteringer. Ligeledes lagde Landsskatteretten ikke vægt på, at selskabets bil havde været parkeret på skatteyderens privatadresse. Skatteyderen skulle derfor ikke beskattes af værdi af fri bil.

Der henvises videre til en kendelse fra Landsskatteretten af den 10. december 2009 (Landsskatterettens j.nr. 09-00195), jf. bilag 19. I sagen var skatteyderen ansat hos en byggevirksomhed og havde i den forbindelse en bil på gule plader stillet til rådighed. Bilen var ikke specialindrettet. Der var ikke fremlagt noget kørselsregnskab.

SKAT anførte, at skatteyderen havde haft rådighed over den omhandlede bil til privat kørsel. Her- overfor gjorde skatteyderen gældende, at bilen blev benyttet til kørsel fra privatadressen og ud til potentielle kunder, besigtigelse af igangværende byggerier, afholdelse af møder og garantieftersyn. Bilen blev altså næsten udelukkende benyttet til kørsel ud til forskellige byggepladser, og kun sjældne gange til selskabets kontor.

Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse følger:

“Af momsvejledningen for den i sagen omhandlede periode fremgår det, at kørsel mellem hjem og skiftende arbejdssteder, herunder lejlighedsvis kørsel mellem hjem og virksomhedens faste forretningssted for at supplere køretøjets lager af værktøj, afhentning af arbejdssedler, tegninger eller lign., anses for at være foretaget i selskabets interesse med fradrag for køretøjets købsmoms lilfølge under visse nærmere betingelser.

(...)

Der er lagt vægt på, at klageren har en håndværksmæssig baggrund, og det anses for sandsynligt, at klagerens primære opgaver som byggeleder ved [virksomhed2] A/S som altovervejende hovedregel består i møder på byggepladserne, udførelse af håndværksmæssigt arbejde og kør- se? efter mindre materialeforsyninger i tømmerhandler m.v., herunder gasbeton elementer og rockwool, idet der ikke findes egentlige materialelagre. Ærinder på virksomhedens adresse anses for at være lejlighedsvise ærinder.”

Landsskatteretten nedsatte derfor den skattepligtige værdi af fri bil til kr. 0.

Der henvises derudover til Tf 2010.423, hvor dommeren henstillede Skatteministeriet til at tage bekræftende til genmæle. Det kan oplyses, at Skatteministeriet efterfølgende tog bekræftende til genmæle i sagen.

Sagen vedrørte en skatteyder, der som hovedaktionær i et aktieselskab arbejdede med salg af elektromedicinske behandlingsapparater. I den forbindelse havde selskabet købt en Chevrolet Chevy 2000, som var en bus med plads til 10 personer. Chevrolet ‘en blev brugt som showroom, indtil selskabet solgte rettighederne til behandlingsapparaterne. Herefter blev den brugt til transport af gæster til et pensionat, som selskabet ejede. Da pensionatet senere blev solgt, blev Chevrolet ‘en sat til salg.

Chevrolet ‘en var sat til salg igennem en autoforhandler. Da køretøjet optog en del plads, stod den i perioder parkeret hos autoforhandleren, og i andre perioder parkeret på selskabets adresse, som ligeledes var skatteyderens privatadresse. Som et led i salgsbestræbelserne blev Chevrolet ‘en kørt på ture, således at motor, bremser og lignende blev holdt i gang. Chevrolet ‘en kørte derfor 1.634 km i de omhandlede indkomstår. Skatteyderen havde privat rådighed over en Toyota Carina og en Nissan Petrol. Der blev ikke ført nogen kørebog for Chevrolet ‘en.

Dommeren ved Retten i [by9] henviste i sin tilkendegivelse til, at der var en naturlig begrundelse for, hvorfor Chevrolet ‘en i perioder havde været parkeret ved privatadressen for skatteyderen. Ligeledes lagde dommeren vægt på, at den begrænsede kørsel udelukkende havde været i salgshensigt direkte eller indirekte. Dommeren fandt det altså for sandsynliggjort, at Chevrolet ‘en ikke havde stået til rådighed for privat benyttelse for skatteyderen, og lagde således ikke vægt på, at køretøjet havde været parkeret på skatteyderens privatadresse, samt at der ikke var ført nogen kørebog for de kørte kilometer.

Endvidere skal henvises til en kendelse afsagt af Landsskatteretten den 15. oktober 2010 (Landsskatterettens j.nr. 09-02699), jf. bilag 20.

Den omtalte sag omhandlede en skatteyder, der driver en større virksomhed, som beskæftiger sig med udførelse af større gulventrepriser i alle former for erhvervsbyggerier. Skatteyders selskab ejer en Volvo V70 på hvide plader, som udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. Bilen kører ca. 100.000 km om året.

Skatteyder står selv for alt salg, projektledelse og kontakt til leverandører. Skatteyder kører dagligt rundt i landet og besøger de 8-10 arbejdspladser, som selskabets montører løbende arbejder på. Der er udarbejdet en fraskrivelseserklæring — men der er ikke udarbejdet nogen form for kørebog.

Skatteyders selskab ejer derudover en Volvo V70 på gule plader, som anvendes delvist erhvervsmæssigt og delvist privat. Skatteyder betaler skat af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 i forhold til denne bil. Derudover ejer skatteyder privat seks biler.

SKAT var i sagen af den opfattelse, at skatteyder skulle beskattes af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 i forhold til den omhandlede Volvo V70 på hvide plader. Som begrundelse herfor anførte SKAT, at skatteyder som hovedanpartshaver i selskabet har bevisbyrden for, at bilen ikke har været anvendt privat, og at denne bevisbyrde ikke var løftet som følge af en manglende kørebog.

Landsskatteretten var ikke enig med SKAT heri, idet Landsskatteretten gav skatteyder fuldt medhold i, at der ikke var grundlag for beskatning af værdi af fri bil. Som begrundelse anførte Landsskatteretten følgende i sine præmisser:

“Under henvisning til, at klageren har haft et meget stort kørselsbehov, idet han i de pågældende år har kort 100.000 km i den omhandlede firmabil, der er indrettet som kontor, og at han i forvejen er blevet beskattet af værdi af fri bil for en firmabil på gule nummerplader hvortil kommer, at han ejer seks private biler, finder Landsskatteretten ikke grundlag for at opretholde den påklagede ansættelse. Der er herved udover det anførte også lagt vægt på, at bilen ikke på noget tidspunkt er observeret anvendt privat.”

Endvidere skal der henvises til kendelse afsagt af Landsskatteretten den 6. december 2011 (Landsskatterettens j.nr. 10-01830), jf. bilag 21.

Kendelsen vedrører en skatteyder, som ifølge SKAT var skattepligtig af værdi af fri bil af mærket Ferrari i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4. Skatteyderen ejede 50 % af et selskab, der i 2006 overtog brugsretten til den i sagen omhandlede Ferrari.

Af forsikringspolicen til den i sagen omhandlede Ferrari fremgik, at Ferrari’en alene måtte føres af skatteyderen, og Ferrari’en pr. 31. december 2006 havde kørt 18.000 km, samt at Ferrari’en ikke måtte køre mere end 6.000 km årligt, og at Ferrari’en om natten regelmæssigt skulle stå i en enkelt- eller dobbeltgarage.

Skatteyderen havde i sagen oplyst, at Ferrari’en blev købt med henblik på videresalg med fortjeneste og ikke med henblik på at blive anvendt som transportmiddel af hovedanpartshaverne — hverken privat eller i forbindelse med selskabets drift.

SKAT havde under sagen henvist til, at der i selskabet var afholdt omkostninger til køb af nye dæk. Skatteyder forklarede under sagen, at der i forbindelse med fremvisning for potentielle købere, herunder deltagelse i racerløb i Danmark, var blevet “brændt dæk at”, hvorfor det havde været nødvendigt at afholde omkostninger til køb af nye dæk, selv om Ferrari’ens anvendelse i selskabets ejerperiode havde været relativ begrænset.

Landsskatteretten var ikke af den opfattelse, at der skulle ske beskatning i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, hvorfor skatteyder fik fuldt medhold i, at der ikke var grundlag for beskatning af værdi af fri bil i forhold til den i sagen omhandlede Ferrari. Som begrundelse anførte Landsskatteretten følgende i sine præmisser:

“3 retsmedlemmer, herunder retsformanden, lægger til grund, at bilen, der er en specialkonstrueret model på prøveplader, har været anskaffet som salgsobjekt af klageren med henblik på videresalg med fortjeneste. Herefter og på baggrund af det begrænsede antal kørte kilometer sammenholdt med forklaringen om, at der alene har været kørt i bilen i forbindelse med fremvisning af denne med henblik på videresalg, kan bilen efter en nærmere konkret vurdering ikke anses for at have været til rådighed for klageren til privat kørsel i de omhandlede indkomstår. Der skal derfor ikke ske beskatning af værdi af fri bil for så vidt angår den omhandlede Ferrari som foretaget.”

Endvidere skal der henvises til Landsskatterettens kendelse af den 29. april 2013 (Landsskatterettens j.nr. 11-0297456), jf. bilag 22, der vedrører beskatning af værdi af fri bil for en hovedanpartshaver og direktør i et selskab, der den 17. juni 2003 købte en BMW 528i og senere den 11. august 2005 købte en BMW 330i aut.

De ovenfor omtalte biler blev alene anvendt af klager til erhvervsmæssig kørsel for selskabet, og til brug for privat befordring ejede klagers ægtefælle en VW Lupo 1.2, som er købt og indregistreret af klagers ægtefælle den 9. marts 2004.

Til støtte for den gennemførte beskatning henviste SKAT til, at der fra politiet var modtaget oplysninger om, at de i sagen omhandlede biler havde været parkeret ved klagerens privatadresse, samt at det var observeret, at bilerne var anvendt af klageren på søn- og helligdage. Det var endvidere SKATs opfattelse, at den i sagen forelagte kørebog ikke kunne verificeres, idet der til trods for anmodninger fra SKAT ikke kunne fremsendes dokumentation for kilometertællerens udvisende.

På den baggrund var det således SKATs opfattelse, at der var en formodning for, at bilen ikke udelukkende var blevet anvendt erhvervsmæssigt, og at denne formodning ikke på tilstrækkelig vis var afkræftet af klager.

Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse fremgår følgende:

“Klageren er hovedanpartshaver, og det påhviler derfor ham at afkræfte den formodning, der er for, at bilerne har stået til rådighed for privat kørsel, jf. herved Højesterets dom af 1. marts 2005, offentliggjort i SKM2005. 138.HR, og Skatteministerens svar af 13. juni 1997, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1997.584,

Det er rådigheden over den fri bil, der beskattes. Det skattepligtige beløb fastsættes derfor uafhængigt af privatkørslens omfang.

Hensigten med at indføre § 16, stk. 4, i ligningsloven om beskatning af fri bil var bl.a. at undgå tvister mellem skatteyderne og skattemyndighederne om omfanget af skatteyderens konkrete brug af disse goder. Hvis der blot køres privat i en firmabil en gang om året, udløser det beskatning for fri firmabil for hele året, Dog maksimalt for den periode, hvor bilen har været til rådighed for erhvervsmæssig brug. Eller med andre ord for den periode, hvor bilen anses for at have været til rådighed for privat anvendelse.

Det må lægges til grund, at de omhandlede biler, BMW 528i og BMW 3301 aut., er anskaffet! til erhvervsmæssig brun i klagerens virksomhed, at klageren har ført kørselsregnskab, at der foreligger en fraskrivelseserklæring at bilerne har stået på klagerens privat adresse af særlige grunde, at der ikke er observeret nogen privat kørsel, og at klageren har privat bil til sin private kørsel.

Endvidere må del lægges til grund, at i det omfang der er kørt hjem-arbejde i de omhandlede biler, må denne kørsel anses for omfattet af 60-dages-reglen i ligningslovens § 16, stk. 4.

Klageren må herefter anses for at have godtgjort, at de omhandlede biler ikke har stået til rådighed for klageren til privat kørsel.

Den foretagne beskatning af værdi af fri bil ophæves derfor.”

Det gøres gældende, at den ovenfor omtalte Landsskatterets kendelse klart støtter den omstændighed, at der ikke er grundlag for beskatning af fri bil i nærværende sag med henvisning til ligningslovens § 16, stk. 4.

Til støtte for den i nærværende sag gennemførte forhøjelse har SKAT og Skatteankenævnet særligt henvist til, at [person1] blev stoppet i den i sagen omhandlede bil den 21. juli 2011 i forbindelse med en razzia afholdt af SKAT i [by3]. SKAT og Skatteankenævnet har således lagt afgørende vægt på én enkelt standsning, ligesom SKAT i den ovenfor omtalte Landsskatteretskendelse havde lagt særlig vægt på observationer foretaget af [by10] Politi.

Der skal imidlertid henvises til, at sådanne observationer efter Landsskatterettens egen praksis ikke er tilstrækkelige til at gennemføre beskatning af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, såfremt der foreligger andre omstændigheder, der taler for, at bilen alene har været anvendt erhvervsmæssigt.

I den forbindelse skal det fremhæves, at der efter praksis lægges særlig vægt på, hvorvidt der har været rådighed over private biler. Dette fremgår af ovennævnte Landsskatterets kendelse, ligeledes som det fremgår af Østre Landsrets praksis, hvortil der henvises til to Østre Landsrets domme offentliggjort i henholdsvis TfS 2006.12.0 og TfS 2004.183.0.

Til støtte for at der efter praksis ikke er grundlag for at beskatte [person1] af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, skal der i forlængelse heraf henvises til, at han som anført havde 3 private biler til rådighed, henholdsvis en Mercedes E320 (reg.nr. [reg.nr.2]), en Audi A4 (reg.nr. [reg.nr.4]) og en Kia Piccanto (reg.nr. [reg.nr.5]).

Henset til at [person1] havde hele 3 biler til rådighed, forekommer det bemærkelsesværdigt, at Skatteankenævnet som anført side 26 i afgørelsen af den 10. juni 2013, jf. bilag 1, henviser til, at nævnet har tillagt det betydning, at der i indkomstårene 2005-2009 begge inklusiv er accepteret beskatning af værdi af fri bil — i forhold til den i sagen omhandlede Kia Piccanto (reg.nr. [reg.nr.5]) — hvilket efter nævnets opfattelse underbygger og sandsynliggør behovet for kontinuerligt at have 2 private biler til rådighed i hustanden.

Det skal i forlængelse heraf fremhæves, at når [person1] udover den i sagen omhandlede Kia Piccanto (reg.nr. [reg.nr.5]) havde rådighed over de ovenfor omtalte biler af god standard, forekommer det meget anstrengt at lægge til grund, at der tillige var behov for at køre privat i den i sagen omhandlede Audi Q7 (reg.nr. [reg.nr.1]).

Til støtte for den nedlagte påstand skal der videre henvises til [skatteankenævn2]s afgørelse af den 17. april 2013, jf. bilag 23. I den pågældende sag havde SKAT stoppet klager Kr. Himmelfartsdag den 2. juni 2011 i forbindelse med en razzia ved [...], som efterfølgende blev vist i TV-programmet “[...]”, der produceres i samarbejde med [...].

Klager er restauratør og ejer en række forlystelser og spisesteder på [...] samt i indre [by11]. Han var Kr. Himmelfartsdag på vej fra [...] til en af sine restauranter i indre [by11], og han var iført almindelig påklædning, herunder skjorte og korte bukser. Med i bilen havde han sin samlever samt malervarer, som skulle bruges til restaurering af toiletterne på anførte restaurant i indre [by11].

SKAT rejste efterfølgende krav om beskatning af værdi af fri bil for den pågældende Land Rover Range, som klager var blevet stoppet i Kr. Himmelfartsdag samt yderligere to Land Rover Range, som klagers døtre anvendte erhvervsmæssigt som led i driften af familievirksomheden.

For så vidt angår den ene af de i sagen omhandlede tre biler — dvs, den af klager anvendte Land Rover Range — fremkom Skatteankenævnet med følgende bemærkninger:

“Bilen er registreret til udelukkende erhvervsmæssig anvendelse.

Skatteankenævnet bemærker indledningsvist for såvel klager som klagers samlever, at det kun er rådighed over firmabil til privat kørsel, der udløser beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4. Den erhvervsmæssige kørsel for firmaet i firmaets bil beskattes ikke.

Skatteankenævnet har bemærket, at klager har anmeldt hærværk på bil. Hærværket er sket i mellem den 13. oktober 2009 kl. 23.00 og den 14. oktober 2009 kl. 06.00 på adressen [i [by12]], der også er klagers privatadresse.

Klager er yderligere stoppet i aktionen på [adresse1] Kristi Himmelfartsdag den 2. juni 201] ved [...] i selskabets bil Land Roger Range med reg. nr. [XX XX XX].

Klager var fører af bilen. I bilen var passager, [Klagers samlever], og i bilens bagagerum var malervarer.

Ved kontrollen blev det blandt andet oplyst, at bilen er kørt fra selskabets adresse, som på dette tidspunkt var i [by12]], samt at klager ofte korte til og fra sin bopæl til [et spisested i indre [by11] ejet af klager].

Det foreligger endvidere oplyst, at

• [Klagers samlever] ikke er ansat i selskabet, eller i selskaber som klager har interesse

• [Klagers samlever] har adresse hos klager

• [Klagers samlever] driver et [spisested på [by11]] som en enkeltmandsvirksomhed, samt

[Klagers samlevet] er således at betragte som passager.

Politiet har endvidere foretaget observation på klagers privatadresse [i [by12]], hvor bilen er konstateret på adressen den 2. september 2011 kl. 15.45.

Selskabets bil er igen stoppet af Politiets rutine kontrol den 19. december 2011 kl. 21.00 på [adresse1] ved [adresse2], [by13] i et privat ærinde for at hente mad, uanset at bilen stadig er indregistreret til udelukkende erhvervsmæssig anvendelse.

Klager har i kraft af sin position som direktør og hovedanpartshaver i [selskabet] bestemmende indflydelse på [selskabet] og i den forbindelse også hvad selskabets bil må anvendes til.

Klager har således bopælsadresse på samme adresse som [selskabet] i perioden 2. september 1992 til den 17. september 2010, og bilen er ifølge det oplyste observeret sammesteds.

Skatteankenævnet finder imidlertid ikke, al SKAT har dokumenteret, al bilen har været benyttet til privat kørsel, herunder tillige til klagers privat kørsel mellem hjemmet [i [by12]) og klagers arbejde for årene 2008-2010, og har i øvrigt bemærket, at standsningen først i var 2011.

Skatteankenævnet har på den baggrund nedsat SKATs ansættelse af værdi af fri bil vedrørende Land Roger Range med reg. nr. /XXXX XXX) for årene 2008-2010 til 0 kr”

Skatteankenævnet kom til et tilsvarende resultat for de to øvrige biler af tilsvarende mærke/model - dvs. Land Rover Range - idet Skatteankenævnet i sin begrundelse fremhævede, at bilerne var anvendt af klagers døtre, som er hovedaktionærer i selskabet, hvorfor der ikke var grundlag for at beskatte klager af fri bil.

I forhold til nærværende sag er det særligt relevant at bemærke, at Skatteankenævnet ikke tillagde det betydning, at klagers samlever var med i bilen, idet Skatteankenævnet var af den opfattelse, at anvendelse af den i sagen omhandlede Land Rover Range desuagtet var erhvervsmæssig.

Det forhold, at [person1] i nærværende sag havde sin familie med i bilen, da han blev stoppet i [by3] den 21. juli 2011, kan således ikke i sig selv medføre, at den pågældende kørsel ikke var at anse som erhvervsmæssig.

Som anført ovenfor er den i sagen omhandlede bil blevet anvendt af [person1], når han er blevet rekvireret af landmænd, der er omfattet af den serviceaftale, som udbydes gennem selskabet [virksomhed1] ApS.

Når [person1] valgte at køre i selskabets bil den 21. juli 2011 var dette fordi, der denne dag var en betydelig risiko for, at han ville blive kaldt ud til en opgave, eftersom at selskabets øvrige montører var kaldt ud til diverse opgaver, herunder en opgave i [by8], hvorfor [person1] var nødsaget til at holde sig standby.

I forlængelse af ovenstående skal det fremhæves, at det af ovennævnte praksis klart fremgår, at en observation foretaget i et senere indkomstår end de indkomstår, som sagen omhandler, ikke kan tillægges betydning for, hvorvidt der er grundlag for at gennemføre beskatning af fri bil i de i sagen omhandlede indkomstår.

Der skal i den forbindelse henvises til, at [skatteankenævn2] fremhæver i sin afgørelse, at standsningen af den i sagen omhandlede bil først var i 2011, desuagtet at sagen vedrørte beskatning af fri bil for indkomstårene 2005-2010, hvorfor denne standsning ikke kan tillægges betydning.

Nærværende sag omhandler tillige beskatningen af fri bil vedrørende indkomstårene 2005-2010 og den af SKAT gennemførte beskatning baserer sig udelukkende på en standsning, der først fandt sted den 21. juli 2011 — dvs. en standsning i et helt andet indkomstår end de i sagen omhandlede indkomst- ar.

Standsningen kan derfor ikke tillægges afgørende betydning ved vurdering af, om [person1] er skattepligtig af værdi af fri bil i indkomstårene 2005-2010.

Endelig skal der henvises til en afgørelse afsagt af [skatteankenævn3] dateret den 20. august 2013, jf. bilag 24. Sagen vedrører en skatteyder, der er hovedanpartshaver i et selskab, der driver byggevirksomhed samt beskæftiger sig med udlejning af arbejdskraft til andre byggevirksomheder.

Selskabet havde i de i sagen omhandlede indkomstår en række biler indregistreret på hvide plader — herunder bl.a. en Ford Galaxy, og 2 Mercedes Benz C200.

SKAT gennemførte sammen med politiet den 2. februar 2011 en kontrol, hvor man stoppede selskabets Ford Galaxy 2,0 på hvide plader, som på standsningstidspunktet blev ført af skatteyderens kæreste, der havde deres fælles baby med i bilen.

Det var umiddelbart SKATs opfattelse, at den omhandlede kørsel var privat. Det blev heroverfor oplyst, at kørslen var erhvervsmæssigt begrundet henset til, at kæresten — der både før og efter barselsperioden havde været ansat i selskabet — på standsningstidspunktet var på vej ud for at hente nogle dokumenter til brug for virksomheden.

Der blev ikke ført kørselsregnskab for selskabets biler, ligesom der heller ikke var udarbejdet nogen fraskrivelseserklæring.

I den omhandlede periode havde skatteyder forskellige danske biler privat indregistreret. Samtidig havde han i en del af de tre indkomstår, som sagen vedrørte, biler indregistreret i Sverige, hvor han boede i en periode.

Skatteankenævnet fandt i modsætning til SKAT, at der ikke var grundlag for den gennemførte beskatning af værdi af fri bil med følgende begrundelse:

“XX og dennes repræsentant advokat [person5] er mødt for nævnet 15. august 2013.

Nævnet finder, at der er fyldestgørende oplysninger omkring hvorledes virksomheden befordre de medarbejder som virksomheden udlejer arbejdskraft med. Der er redegjort for hvem der benytter bilerne. Endvidere er der fremlagt dokumentation for XX’s private biler, herunder de biler han ejer i Sverige.

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at opretholde beskatningen af fri bil. Nævnet giver herefter XX fuldt medhold.”

Det gøres gældende, at den af Skatteankenævnet anvendte retsanvendelse i omtalte sag skal overføres til nærværende sag, og at det bør medføre, at der gives [person1] medhold i deri nedlagte påstand. Dette under hensyntagen til, at der foreligger en klar erhvervsmæssig begrundelse for selskabets erhvervelse af den omhandlede Audi Q7, ligesom [person1] på tilsvarende vis kan dokumentere, at han har rigeligt med privat ejede biler, der kan dække hans private kørselsbehov.

Også i denne sag tillagde Skatteankenævnet det afgørende betydning, at den omhandlede standsning, der dannede grundlag for skattesagen, blev foretaget i 2011 — mens skattesagen alene vedrørte den pågældende skatteyders skatteansættelse for indkomstårene 2008, 2009 og 2010. Den omhandlede standsning blev derfor ikke tillagt nogen betydning henset til, at der var tale om en standsning i et indkomstår, som sagen slet ikke vedrørte.

Som anført ovenfor, gør det samme forhold sig gældende i nærværende sag, idet SKAT udelukkende baserer den gennemførte beskatning af fri bil på baggrund af en standsning den 21. juli 2011 — uagtet at nærværende sag alene vedrører indkomstårene 2005-20 10.

Videre er det væsentligt at holde sig for øje, at der i den ved Skatteankenævnet omtalte sag ikke blev ført noget kørselsregnskab for nogen af selskabets biler, ligesom der som i nærværende sag — var tale om biler på hvide plader.

Endelig skal der henvises til [skatteankenævn4] afgørelse dateret den 29. august 2013, jf. bilag 25. Sagen vedrører en skatteyder, der sammen med sin bror er hovedaktionær i et selskab, der driver en større virksomhed indenfor ventilation, vvs, el og energi i Nordjylland. Både skatteyder og dennes bror har af selskabet fået stillet en Mercedes Benz ML 320 på hvide plader til rådighed for erhvervsmæssig kørsel.

Skatteyder og dennes bror har på intet tidspunkt ført kørselsregnskab vedrørende deres kørsel i de 2 Mercedes biler på hvide plader. SKAT foretog ved en kontrolaktion en standsning af skatteyder i Sagen den 21. juli 2011. Det var SKATs opfattelse, at der var tale om privat kørsel. Skatteyder forklarede, at han var på vej til et møde i [by3] af erhvervsmæssig karakter.

SKAT foretog under sagen en omfattende gennemgang af de afholdte brændstofudgifter i selskabet og var af den opfattelse, at man herved havde påvist, at skatteyder og dennes bror brugte deres Mercedes biler til privat kørsel. Skatteyder og dennes bror kunne under sagen dokumentere, at de i privat regi ejede biler, der efter deres egen opfattelse rigeligt kunne dække deres private kørselsbehov. Skatteyder og dennes bror benægtede at have brugt de i sagen omhandlede biler til privat kørsel.

Skatteankenævnet gav ved afgørelsen skatteyder medhold i, at der ikke var grundlag for at opretholde beskatningen af fri bil på baggrund af de oplysninger, der fremkom i indlæg overfor Skatteankenævnet samt på baggrund af oplysningerne afgivet på mødet med Skatteankenævnet. Skatteyders bror fik på tilsvarende vis medhold i en særskilt sag i, at der heller ikke var grundlag for at gennemføre beskatning af værdi af fri bil overfor ham.

Det gøres således på baggrund af ovenstående praksis sammenfattende gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte [person1] af værdien af rådighed over bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Beskatning af udbetalt kørselsgodtgørelse

Det følger af ligningslovens § 9, stk. 4, i. pkt., at godtgørelse udbetalt af arbejdsgiveren for udgifter som lønmodtagere påføres som følge af arbejdet, som hovedregel skal medregnes til lønmodtagerens personlige indkomst.

Denne hovedregel gælder dog ikke for befordringsgodtgørelser, der er omfattet af ligningslovens § 9 B, hvilket følger af ligningslovens § 9, stk. 4, 2. pkt. De pågældende befordringsgodtgørelser er herefter fritaget for skattepligt, såfremt de ikke overstiger de af Skatterådet fastsatte satser og såfremt betingelserne for udbetaling i øvrigt er opfyldte, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 4.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at betingelser for udbetaling af befordringsgodtgørelse i henhold til ligningslovens § 9 B, stk. 4 er opfyldte, for så vidt angår den kørselsgodtgørelse [virksomhed1] ApS udbetalte til [person1] i indkomstårene 2008-20 10. Der er således ikke grundlag for at pålægge [person1] skattepligt for så vidt angår den udbetalte befordringsgodtgørelse i de i sagen omhandlede indkomstår.SKAT har til støtte for forhøjelsen henvist til, at der ikke er sammenhæng mellem [person1]s antal kørte kilometer i den privat bil over en periode af Ca. 21 måneder og den af selskabet udbetalte kørselsgodtgørelse i samme periode.

SKAT har anført, at [person1]s private bil over en periode af Ca. 21 måneder har kørt Ca. 17.000 km, og at selskabet for en 12 måneders periode har udbetalt kørselsgodtgørelse svarende til ca. 20.300 km.

Det gøres gældende, at de af SKAT opgjorte kilometer ikke er korrekte. [person1]s privat Mercedes E320 (reg.nr. [reg.nr.2]) har i indkomstårene 2008-2010 kørt i alt Ca. 100.000 km. Der skal i den forbindelse henvises til anmeldelse om afgiftsberigtigelse af den pågældende bil dateret den 13. februar 2007,jf. bilag 13.

Af omtalte anmeldelse fremgår, at [person1]s Mercedes Benz (reg.nr. [reg.nr.2]) på tidspunktet for anmeldelsen den 13. februar 2007 havde en kilometerstand på 215.000 km.

Det fremgår således også af side 27 i Skatteankenævnets afgørelse af den 10. juni 2013, jf. bilag i, at Skatteankenævnet ikke har udelukket, at der i den pågældende periode kan være kørt erhvervsmæssigt i de private biler for selskabet, men at nævnet ikke finder det dokumenteret, at der er ført fornøden kontrol af udbetalingen. Dette til trods for at der i sagen er fremlagt kørselsregnskab for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse i indkomståret 2010, jf. bilag 16.

Det gøres heroverfor gældende, at omstændighederne i sagen støtter det forhold, at der de facto er sket erhvervsmæssig kørsel i de private biler, hvorfor [person1] således også er berettiget til at modtage skattefri befordringsgodtgørelse i henhold til ligningslovens § 9 B, jf. § 9, stk. 4, 2. pkt.

Endvidere skal der henvises til udskrift fra servicebesøg den 7. juni 2010, jf. bilag 15, hvoraf det kan konstateres, at Mercedes forhandler [virksomhed3] A/S i [by14] har aflæst kilometerstanden på den private Mercedes E320 (reg.nr. [reg.nr.2]) til 320.693 km. Den private bil har i perioden fra februar 2007 til maj 2010 kørt i alt Ca. 100.000 km, hvorfor der er overensstemmelse med udbetaling af befordringsgodtgørelse og de kørte kilometer i den private Mercedes E320 (reg.nr. [reg.nr.2]).

Beskatning af brændstof fra [virksomhed1] ApS’ diesel tank

Det følger direkte af statsskattelovens § 4, at som skattepligtig indkomst skal henregnes, med undtagelse af de særligt fastsatte begrænsninger, alt, hvad den skattepligtige har af samlede årsindtægter, hvad end de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.

I forhold til [person1] gøres det gældende, at der ikke for de i nærværende sag omhandlede indkomstår er oppebåret indtægter fra [virksomhed1] ApS, som ikke er selvangivet i overensstemmelse med statsskattelovens § 4.

[person1] har ikke benyttet selskabets dieseltank til brug for tankning af sine private biler henholdsvis en Mercedes Benz E320 (reg.nr. [reg.nr.2]) og en Audi A4 (reg.nr. [reg.nr.4]). Under hensyntagen til at begge de omtalte biler kører på diesel, er det SKATs synspunkt, at [person1] løbende har forsynet disse biler med diesel fra [virksomhed1] ApS’ diesel- tank, idet denne er placeret på [person1]s privatadresse.

I forbindelse med sagens oplysning har SKAT opfordret [person1] til at dokumentere, at han af private midler har købt brændstof til sine private biler. Det har ikke været muligt for [person1] at imødekomme denne opfordring under hensyntagende til, at han typisk betaler sit brændstof med kontanter, hvorfor han ej heller besidder et dieselkort.

[person1] hæver normalt et beløb mellem 1.000-2.000 kr. og forbruger dette beløb, hvorefter han på fly hæver et beløb af samme størrelse. [person1] benytter derfor typisk ikke betalingskort.

SKAT har ikke fremlagt oplysninger, som klart tilkendegiver, at [person1] skulle have forsynet sine private biler med brændstof fra omtalte dieseltank, der kunne rumme op til 2.500 liter diesel. Årsagen hertil er den, at [person1] på intet tidspunkt har forsynet sine private biler med brændstof fra omtalte dieseltank.

Dieseltanken blev alene anvendt til at forsyne de erhvervsmæssigt anvendte biler i selskabet [virksomhed1] ApS med brændstof. Der er herefter ikke grundlag for at beskatte [person1] i henhold til statsskattelovens § 4.

De vedlagte kontoudskrifter for henholdsvis 2010 og 2011, jf. bilag 8 og 9, støtter den forklaring, som

[person1] har givet over for SKAT i forbindelse med sagens opstart som følge af SKATs opfordring om at fremkomme med dokumentation for køb af brændstof til [person1]s private biler.

Ved gennemgang af kontoudtogene kan det konstateres, at [person1] kontinuerligt har hævet et beløb mellem 1.000 og 2.000 kr., som han efterfølgende har anvendt til privatforbrug. [person1] anvender derfor i begrænset omfang betalingskort, idet han i stedet for hæver et kontantbeløb, som han efterfølgende forbruger, hvorefter han på ny hæver et kontantbeløb.

Tilsvarende mønster ses ved gennemgang af [person1]s ægtefælle [person6]s kontoudskrifter for henholdsvis 2009, 2010 og 2011,jf. bilag 10, 11 og 12. Heraf fremgår det, at [person6] i indkomstårene 2009, 2010 og 2011 typisk hævede et sted mellem 15.000-30.000 i løbet af et kvartal. At [person6] hævede flere kontanter end [person1] skyldes det forhold, at hun forestod indkøb til brug for den daglige husholdning, hvorfor hun havde et større privatforbrug end [person1]. De vedlagte kontoudskrifter støtter det forhold, at der ikke skal ske beskatning af forbrugt brændstof fra [virksomhed1] ApS i henhold til statsskattelovens § 4. Der er herefter ikke grundlag for at opretholde SKATs forhøjelse, idet [person1] ikke løbende har forsynet sine private biler med diesel fra [virksomhed1] ApS’ dieseltank.

[person1] har ved tankning af de private biler købt brændstof andre steder og har i den forbindelse hovedsageligt betalt kontant, hvilket formodes at må være korrekt, når der henses til de mange kontanthævninger på såvel [person1]s privatkonto i [finans1] som ægtefællens privatkonto i [finans1].

Skatteankenævnet har side 28 i sin afgørelse af den 10. juni 2013, jf. bilag 1, anført, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at der ikke er benyttet benzinkort til tankstationerne. Heroverfor gøres det gældende, at det i forhold til vurderingen af, hvorvidt [person1] er skattepligtig af brændstof fra [virksomhed1] ApS, ikke kan tillægges betydning, hvorvidt han har anvendt benzinkort.Som det fremgår ovenfor, anvendte [person1] typisk kontanter ved betaling af brændstof, hvorfor han i sagens natur har vanskeligt ved at dokumentere direkte køb af brændstof.

Med henvisning til de mange kontanthævninger, som [person1] har foretaget i den i sagen omhandlede periode, er det imidlertid sandsynliggjort, at [person1] typisk har anvendt kontanter til betaling af diverse forbrugsrelaterede goder, herunder bl.a. køb af privat brændstof.

På baggrund af ovenstående gøres det således gældende, at der ikke er grundlag for den gennemførte beskatning med henvisning til statsskattelovens § 4.”

Landsskatterettens afgørelse

Værdi af fri bil, Audi Q7

Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen medregne værdien af vederlagsfri benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt, jf. ligningslovens § 16, stk. 1, 1. pkt.

Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver, ansættes i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4.

Klageren er ansat og hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed1] ApS (selskabet). Der er sammenfald mellem selskabets og klagerens adresse.

Selskabet har anskaffet en Audi Q7 den 6. maj 2010. Bilen er en personbil indregistreret til privat personbefordring og er ikke indrettet på en måde, så den er uanvendelig hertil. Der foreligger ikke et kørselsregnskab for bilen.

Klagerens husstand rådede indtil anskaffelsen af Audi Q7 over 2 biler, Mercedes E320 og Kia Picanto samt efterfølgende Audi A4, til privat benyttelse. Husstanden består af 2 voksne og 3 børn i skolealderen. Klageren har kørt i Audi Q7 i forbindelse med besøg hos søsteren på Sjælland i pinsen 2010. Selskabet råder, foruden Audi Q7, over et antal større biler til udelukkende erhvervsmæssig brug.

For hovedaktionærer gælder der en formodningsregel om, at en firmabil, som hovedaktionæren har råderet over, også er til rådighed for privat kørsel. Klagerens og selskabets adresse var sammenfaldende i 2010. Det påhviler derfor klageren at løfte bevisbyrden for, at bilen ikke har stået til rådighed for privat benyttelse. Der henvises herved til Højesterets dom gengivet i SKM2014.504.HR og Vestre Landsretsdom i SKM2003.53, som begge kan findes på www.skat.dk.

Retten finder, at klageren ikke har afkræftet formodningsreglen. Retten har herved henset til, at bilen har været parkeret ved bopælen, at der ikke foreligger kørselsregnskab eller tilsvarende, som godtgør, at bilen udelukkende har været anvendt erhvervsmæssigt i 2010 og, at bilen rent faktisk i pinsen 2010 har været anvendt i private henseende.

Retten stadfæster ansættelsen.

Skattefri kørselsgodtgørelse

Ifølge ligningslovens § 9, stk. 4 beskattes skattefri befordringsgodtgørelser for befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9B ikke.

Det forudsætter dog, at arbejdsgiveren kontrollerer om betingelserne for udbetaling er opfyldt jf. bekendtgørelser nr. 173 af 13. marts 2000. Der skal således foreligge bilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel som skal indeholde: 1) modtagerens navn, 2) kørslens erhvervsmæssige formål, 3) dato for kørslen, 4) kørslens mål med eventuelle delmål, 5) angivelse af antal kørte kilometer, 6) de anvendte satser 7) beregning af befordringsgodtgørelsen.

For indkomståret 2008 foreligger oplyst, at klageren har anvendt Mercedes´en til såvel privat som erhvervsmæssig kørsel. I indkomståret 2008 ejer klageren alene Mercedes´en i privat regi.

Ifølge bilsynsrapporter har bilen den 9. februar 2007 kørt 214.000 km, den 17. juni 2009 kørt 292.000 km og den 7. april 2011, hvor klageren ikke længere ejer den, 332.000 km. Ved serviceeftersyn hos Mercedes i [by10] er bilens kilometerstand noteret til 275.123 km den 4. september 2007 og 320.693 km den 7. juni 2010. Bilen har således i perioden 5. februar 2007 til 4. september 2007 kørt ca. 61.000 km, medens den i perioden fra september 2007 til juni 2009 alene har kørt ca. 17.000 km.

Da der er overensstemmelse mellem kilometerstand ved bilsynene og serviceeftersynene finder retten, at der kan henholdes til de registrerede kilometerstande ved bilsyn og serviceeftersyn.

Eftersom der således for 2008 er udbetalt kilometergodtgørelser for flere kilometer end bilen har kørt kan godtgørelserne alene af den grund ikke ankerkendes som skattefrie jf. byretsdom af 29. oktober 2012, SKM2013.136.

For 2009 og 2010 foreligger der køresedler, som indeholder: Dato, kørsel fra og til, antal kørte km og bemærkninger til kørslen. På køresedlerne er anført klagerens eller ægtefællens fornavn. Beregning af godtgørelsen fremgår ikke. Beregning af godtgørelsen fremgår af lønsedlen for den pågældende måned. Det fremgår ikke om køresedlen er kontrolleret af arbejdsgiveren.

Det er rettens opfattelse, at køresedlerne ikke er udfyldt på en sådan måde, at det har været muligt at foretage effektiv kontrol af kørslen. Herved bemærkes, at da klageren er hovedanpartshaver i selskabet, og dermed er i et interessefællesskab, skærper det kravene til kørselsskemaer jf. Vestre Landsretsdom i SKM2010.778.VLR. Retten stadfæster således, at godtgørelserne ikke opfylder betingelserne for at kunne anses for skattefrie.

Klagerens ægtefælle er ansat i selskabet og har modtaget lønindkomst samt skattefrie befordringsgodtgørelser. De skattefrie befordringsgodtgørelser er anset for skattepligtige, da de ikke opfylder betingelserne for skattefrihed.

Det er ægtefællen der, som ansat i selskabet, er rette indkomstmodtager af godtgørelserne jf. statsskattelovens § 4.

Klagerens ansættelse nedsættes således med 19.967 kr. for 2009 og 49.583 kr. for 2010.

Værdi af brændstof

SKAT har foretaget ansættelsen under henvisning til, at der er tale om en kontrolleret transaktion, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

Det følger af ligningslovens § 2, at transaktioner mellem interesseforbundne parter skal ske på markedsvilkår.

Ifølge Højesteretsdom af 2. februar 2012, SKM2012.92HD, anses enhver transaktion af relevans for beskatning for omfattet af reglen.

Klageren har som hovedanpartshaver således pligt til at kunne dokumentere de transaktioner han foretager med sit selskab.

Det er en forudsætning for beskatning, at SKAT har påvist, at der er grundlag for beskatning.

Da der er tale om interesseforbundne parter skal klageren kunne godtgøre, at tankanlægget, som befinder sig på samme adresse som den private bopæl, ikke har stået til rådighed for tankning af hans private biler.

De faktiske forhold omkring bilparken og tankanlægget indebærer, at det har formodningen for sig, at der tankes diesel også til de private biler i og med, at disse i et vist omfang anvendes erhvervsmæssigt. Efter det oplyste har selskabet ikke registreret dieselforbruget på de erhvervsmæssige biler. Det forhold, at klageren ikke har kunnet sandsynliggøre, at han har købt diesel af private midler, berettiger efter rettens opfattelse til, at der sket beskatning af værdi af fri brændstof.

I det omfang klageren har dokumenteret køb af diesel med private midler, skal der tages hensyn hertil ved skønnet. Ansættelsen for 2010 nedsættes således med 1.600 kr.

Retten stadfæster i øvrigt ansættelserne.