Kendelse af 01-10-2015 - indlagt i TaxCons database den 13-11-2015

2011

SKAT har forhøjet klagerens indkomst med 64.000 kr., idet udbetalt kørselsgodtgørelse ikke er anset for skattefri

Landsskatterettenstadfæster SKATs afgørelse med den bemærkning, at klageren kan være berettiget til fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C.

Det overlades til SKAT at foretage eventuelle korrektioner som følge heraf, jf. forretningsorden for Landsskatteretten, bek. nr. 1428 af 13. december 2013, § 12, stk. 4.

Faktiske oplysninger

Klageren bor på [adresse1] i [by1] og er ansat som natportier hos [virksomhed1] ApS med angivet timeantal på 1.821 timer årligt.

Ved en aftale dateret den 13. juli 2011 blev klageren endvidere ansat som cheftræner for [x1]s divisionshold i perioden fra den 1. juli 2011 til den 30. juni 2012. Det fremgår af aftalen, at klageren har ansvaret for kamp og træning i hele perioden, og at han suverænt udtager 1. holdet i træning, turnerings og pokalkampe samt eventuelle ophold i træningslejre og andre kampe, som holdet er udtaget til at deltage i. Lønnen er aftalt til 12.000 kr. om måneden plus eventuel placeringsbonus. Af aftalens punkt 3.3 fremgår endvidere:

”Der kan udbetales skattefri kørselsgodtgørelse for hele ansættelses perioden på maksimalt Kr. 156.000,- Det skattefri kilometergodtgørelse udbetales i henhold til et af spilleren udarbejdet kilometerregnskab. Den skattefri kilometergodtgørelse vil blive udbetalt med et aconto beløb på Kr. 6.000,- pr. måned, og vil løbende blive reguleret i forhold til det af selskabet godkendt kilometerregnskab. (...)”

Klageren fratrådte stillingen den 22. marts 2012. Af aftalen vedrørende fratrædelsen fremgår bl.a.:

”Der er aftalt mellem parterne at [person1] modtager løn i yderligere 2 måneder.

[person1] er fritaget fra alle forpligtelser i forhold til ansættelseskontrakten pr. dags dato.”

Af klagerens lønsedler fremgår bl.a. følgende:

De 64.000 kr., klageren har fået udbetalt i kørselsgodtgørelse for 2011, er oplyst at vedrøre kørsel i perioden juli til den 5. december 2011.

Klagerens bruttoløn for december 2011 og klagerens løn vedrørende 2012 er bl.a. reduceret med beløb vedrørende kursus og pc. Den indberettede skattepligtige lønindkomst m.v. vedrørende klagerens ansættelse hos [x1] i 2011 er følgende:

Det selvangivne befordringsfradrag er oplyst at angå befordring mellem klagerens bopæl i [by1] og [x1] i 138 dage i perioden fra juli til 31. december 2011. Den daglige kørsel udgør 525 km.

SKAT har den 22. maj 2012 bedt klageren fremlægge dokumentation for de modtagne skattefri kørselsgodtgørelser i form af kopi af køresedler.

Klageren har fremlagt kopi af 3 skemaer vedrørende kørselsgodtgørelse. Skemaerne vedrører perioden fra den 16. juli til den 5. december 2011. Skemaerne angiver dato, år, opgave, bestemmelsessted, kilometer og sats. Som opgave er f.eks. anført scout SL, Scout 2. div og kampanalyse. Bestemmelsesstedet er anført med bynavn og derudover er angivet to fodboldhold, f.eks. [...] - [...]. Antallet af kilometer er lagt sammen, når skemaet er udfyldt og ganget med satsen 3,67. Skemaerne er udfyldt af klageren, der har beregnet, at han har kørt i alt 13.238 km. Godtgørelsen herfor er beregnet til i alt 48.583,43 kr. Kørslerne omfatter 51 kørsler i Danmark og en til [by2] i Belgien. Ingen af skemaerne er påført en dato, der viser, hvornår de er opgjort, ligesom skemaerne hverken er underskrevet af klageren eller attesteret godkendt af klubben.

Klageren har endvidere fremlagt kopi af en opgørelse, hvorefter han har kørt 524 km mellem sin bopæl og [x1]s adresse, [adresse2] i [by3] 27 gange i perioden fra den 3. august til den 25. september 2011, hvilket i alt udgør 14.148 km. Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren ikke har udarbejdet denne opgørelse, men at den er lavet på grundlag af en opgørelse, han havde lavet, som imidlertid er bortkommet.

Under sagsbehandlingen i Skatteankestyrelsen har klageren indsendt de samme kørselsrapporter med klagerens underskrift. Der er endvidere fremlagt et bilag, der oplyses at være bogholderiet i [x1]s regulering af den udbetalte kørselsgodtgørelse. Opgørelsen viser følgende for 2011:

”[person1]

Ifølge SKAT har [x1] oplyst, at de ikke har foretaget en endelig afregning af de udbetalte kørselsgodtgørelser, da klubben var af den overbevisning, at klageren var berettiget til flere godtgørelser, end han havde fået udbetalt.

Klageren har oplyst, at træningstiden for holdet er: Mandag, tirsdag og fredag: kl. 16, torsdag kl. 13 og 16 og lørdag kl. 10. Turneringskampene ligger sædvanligvis om søndagen.

SKAT har konstateret, at der i nogle tilfælde er sammenfald mellem fratrukket kørsel [by1] – [by3] – [by1] i 2. halvår af 2011 og 1. halvår af 2012, idet der på samme datoer køres til andre stadions. Således eksempelvis den 5. august 2011, hvor der køres til træning i [by3], retur til [by1] og derefter til [by4] for at scoute. Der er både fratrukket kørsel mellem hjem og arbejde og modtaget godtgørelse fra bopælen til [by4] og retur. Den 26. september 2011 havde klageren træning i [by3] kl. 16 og fra kl. 19 fulgte han superligaopgøret på [stadion]. Klageren har både fratrukket kørsel mellem hjem og arbejde og fået kørselsgodtgørelse for kørsel [by1] – [by3] – [by1] og [by1] – [by5] – [by1].

Klageren har fremlagt en erklæring fra sportschef [person2] af 28. januar 2014, hvoraf fremgår følgende:

”Jeg bekræfter hermed, at [person1] var ansat som Cheftræner i [x1]. Som cheftræner havde [person1] mange opgaver udover cheftræner rollen. [person1] skulle som en del af ansættelsen være med til at scoute nye spillere og analysere modstanderhold. Med vores placering i Nordjylland var der mange køreture for at opfylde disse opgaver.”

Klageren har endvidere fremlagt en mail dateret den 2. oktober 2014, hvori [person2] bl.a. oplyser følgende:

”[person1] var ansat i [x1] fra sommeren 2011 til sommeren 2012, [person1] var ansat som cheftræner for 1. div, og havde ansvaret for træning og kampafviklingen af 1. holdet. [person1] var ligeledes ansat til at scoute kommende modstandere samt nye spillere, og havde i forbindelse med det erhvervsmæssig kørsel for [x1].

[person1] afleverede sine kørselsregnskaber senest den 20 i måneden, hvor jeg som sportschef så kørselsregnskaberne igennem og godkendte dem. Herefter blev de afleveret til vores daværende bogholder, som checkede at de var udfyldt korrekt og i overensstemmelse med [person1]’s ansættelseskontrakt. Der blev jævnligt gennemgået kørselsregnskaber og afstemt til udbetaling af skattefrie godtgørelser.

Vi har i vores gennemgang haft fokus på destinationer, formål og afstand i forhold til [person1]s ansættelseskontrakt.

Vi kan endvidere oplyse at der har været anvendt 60 dages regel fra 1. juli 2011, hvor der er ydet skattefri kilometergodtgørelse mellem hjem og arbejdsplads ([adresse2], [by3]). Efter den 1. januar 2012 er der igen anvendt en ny 60-dages regel, da selskabet flyttede arbejdsstedet til [by6] og [by7]. I denne periode efter 1. januar 2012 trænede fodboldholdet udelukkende i [by7] og [by6], da der ikke var kapacitet i [by3] til den store træningsmængde. Truppen var ikke i [by3] i hele januar-februar og marts 2012, og anvendte dermed mere end 60 arbejdsdage væk fra adressen i [by3].”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt skattefri kørselsgodtgørelse med 64.000 kr.

Klageren har fået rejse- og kørselsgodtgørelse fra [x1]. Klageren har ikke opfyldt betingelserne for at kunne få godtgørelsen skattefrit, fordi [x1] ikke har ført kontrol med de godtgjorte kilometer.

SKAT har ved gennemgangen af kørselsrapporter bemærket, at der er foretaget fradrag for kørsel mellem hjem og arbejdssted for kørsel, som indgår i beregningen af godtgørelserne, og at klageren flere gange ifølge indsendt opgørelse har kørt til træning i [by3], [by7] eller [by6] og samme dage ifølge kørselsregnskabet er taget til kampe (scouting m.v.) i eksempelvis [by5]. Begge kørsler er sket med udgangspunkt i [by1].

Det er ikke godtgjort ved fyldestgørende kørselsregnskab i hvilket omfang, kørslen har fundet sted. Klageren skal derfor betale skat af beløbet.

Følgende fremgår af Ligningsvejledningen, Almindelig del 2012-1 Afsnit A.F.3.4.1 Kørselsregnskab.

Drejer det sig om en bil eller motorcykel, der anvendes både erhvervsmæssigt og privat, har Ligningsrådet vedtaget følgende: Den private andel af kørslen må i almindelighed ansættes skønsmæssigt, men såfremt skatteyderen fører kørebog, som på fyldestgørende måde viser udgifterne ved kørslen og dennes fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel, bør kørebogens udvisende lægges til grund ved værdiansættelsen af den private kørsel.

For at et kørselsregnskab skal kunne kræves lagt til grund ved skatteansættelsen, må kørebogen være udført dagligt med angivelse af:

Skattemyndighederne kan efter praksis stille strenge krav til den umiddelbare forståelighed af de oplysninger, der skal danne grundlag for befordringsfradraget, jf. TfS 1999,878 HRD.

Regnskabet med antallet af kørte km må være ført således, at kørebogens udvisende stemmer med bilens kilometertæller, jf. Vestre Landsrets dom af 13. april 1973.

Reglerne står i ligningslovens § 9, stk. 4, § 9A og § 9B. Se også Den juridiske vejledning 2012, afsnittene C.A.7.2 og C.A.4.3.3.2.

Der er foretaget fradrag for kørsel mellem hjem og arbejdssted med 79.626 kr. Klagerens løn for det udførte arbejde er 54.364 kr. Det er SKATs opfattelse, at når udgifterne i forbindelse med arbejdets udførelse overstiger indtægterne, påhviler der klageren en skærpet forpligtelse til at godtgøre udgifterne, hvilket kunne være sket ved at udfærdige et egentligt kørselsregnskab.

Samlet set anses det foretagne befordringsfradrag at dække samtlige de med trænerjobbet forbundne udgifter.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har principalt fremsat påstand om, at klagerens ansættelse nedsættes med det forhøjede beløb, 64.000 kr.

Subsidiært har repræsentanten fremsat påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling i SKAT.

Repræsentanten har bl.a. anført følgende:

”(...)

I forbindelse med at [person1] påtog sig jobbet som cheftræner for 1. divisionsklubben i [x1], lovede han sin familie, at han ville komme hjem hver dag til [by1], uagtet at dette ville medføre lange kørsler.

Ifølge TastSelv er der fratrukket befordringsfradrag vedrørende kørsel mellem bopælen i [by1] og [x1] med 138 dage i perioden fra juli til ultimo december 2011. Den daglige kørsel til [by3] udgør 525 kilometer.

Som cheftræner i [x1] stillede klubben et kontor til rådighed for [person1] i en bygning, der ligger ved siden af fodboldbanerne. Bygningen indeholder flere kontorfaciliteter, og sportschefen [person2], en salgsmedarbejder, bogholderen, den administrerende direktør og assistenttræneren har kontorfaciliteter samme sted.

Normalvis mødte [person1] på kontoret omkring kl. 13.30, hvor han indtil træningsstart drøftede diverse problemstillinger med sin assistenttræner, sportschefen, spillerne osv. For eksempel blev søndagens kamp altid drøftet den følgende mandag, og løbende blev truppens status, herunder skader, karantæner osv. drøftet.

Træningstiden for [x1] var kl. 16.00 mandag, onsdag, torsdag og fredag. Herudover var der et ekstra træningspas torsdag kl. 13.00 og lørdag kl. 10.00. Kamp blev spillet om søndagen, normalvis kl. 15.00.

[x1] har rådighed over flere forskellige baner, hvor der spilles på i løbet af sæsonen. De første 14 dage i sæsonen trænes i [by8] på grund af [...] i [by3]. [...] er den største ungdomsturnering i Danmark, hvor flere end 25.000 mennesker indtager byen. Dette betyder, at det ikke er muligt at anvende [x1]s egne fodboldbaner så længe turneringen verserer. I resten af efteråret trænes i [by3]. Ultimo året flyttes træningen til [by6] og [by7], idet der ikke er plads til 1. divisionsholdet på [x1]s baner. I sæsonpausen henover jul og nytår træner holdet meget med den fysiske træner, der sørger for styrketræning. Medio marts returnerer holdet til træning i [by3].

Som cheftræner havde [person1] ansvaret for den daglige træning m.v., men han havde endvidere ansvar for at følge med i de andre 1. divisionsklubbers resultater og spillere, og endvidere var det vigtigt for [person1]s arbejde at følge med i, hvad der foregik i 2. division.

[person1] bestemte sammen med sportschef [person2] hvilke kampe, han skulle se. Dette skete lang tid i forvejen.

Som følge heraf kørte [person1] mange dage til kampe rundt omkring i landet, og det er disse kørsler, der er omfattet afkørselsrapporterne fremlagt som bilag 6.

Når [person1] havde udarbejdet en kørselsrapport blev denne afleveret til sportschef [person2], der kontrollerede, at de anførte kørsler havde fundet sted i overensstemmelse med deres planer herom. [person2] kontrollerede således, at [person1] reelt havde kørt rundt til kampe i 1. og 2. division.

Efterfølgende blev kørselsrapporterne overgivet til bogholderen i klubben. [person1] kunne få udbetalt a conto kørselsgodtgørelse med kr. 6.000 hver måned, hvilket også fremgår af hans kontrakt, jf. bilag 4. Når [person1] havde afleveret en kørselsafregning blev der foretaget en regulering af den udbetalte a conto godtgørelse. For at kunne foretage denne regulering foretog bogholderen en kontrol af indholdet i kørselsrapporterne. Denne kontrol skulle endvidere påse, at [person1] ikke fik udbetalt for meget i kørselsgodtgørelse, idet han ifølge sin kontrakt alene kunne opnå godtgørelse med kr. 156.000 i ansættelsesperioden.

Da der løbende blev foretaget en afstemning af den udbetalte godtgørelse, har [person1] ikke hver måned fået kr. 6.000 a conto. I august 2011 har han modtaget kr. 12.000 i godtgørelse, og i oktober 2011 samt november 2011 har han modtaget kr. 20.000 i godtgørelse.

(...)

SKAT startede sagen for [person1] op medio 2012, hvor SKAT den 22. maj 2012 fremsendte en materialeindkaldelse til [person1]. SKATs materialeindkaldelse af den 22. maj 2012 fremlægges som bilag 9. Året efter henvendte SKAT sig til [x1], hvor SKAT den 12. marts 2013 anmodede om oplysninger vedrørende [person1]. SKATs skrivelse af den 12. marts 2013 til [x1] fremlægges som bilag 10. Det fremgår af denne skrivelse fra SKAT, at [x1] skal dokumentere, hvorledes klubben har ført kontrol med udbetalingerne af skattefri kørselsgodtgørelse til [person1].

Den 27. juni 2013 fremsendte SKAT et forslag til afgørelse til [person1], jf. bilag 11 , der fulgtes op af afgørelsen afsagt den 7. august 20l3, jf. bilag 1.

Advokatfirmaet har fra SKAT og Skatteankestyrelsen modtaget aktindsigt i sagen. Det fremgår af denne aktindsigt, at der ikke mellem [x1] og SKAT har været en dialog i forhold til spørgsmålet om kontrol. Som følge heraf har undertegnede rettet telefonisk henvendelse til den medarbejderved SKAT, der har fremsendt aktindsigten, og fået bekræftet, at der på sagen ikke forefindes telefonnotater, mødereferater, et sagsnotat eller andet, der redegør for, om SKAT af [x1] har fået oplysninger i relation til henvendelsen fra SKAT af den 12. marts 2013, jf. bilag 10.

I forbindelse med at [person1] i juli 2011 havde underskrevet en ansættelsesaftale med [x1], kontaktede han SKAT i [by1], idet han ønskede hjælp til at få tilrettet sin forskudsopgørelse. [person1] opholdte sig primo august 2011 ved SKAT i 11/2 - 2 timer, hvor han indgående med to skattemedarbejdere drøftede sit kørselsfradrag og kørselsgodtgørelse. Problemstillingen var, at SKAT havde den holdning, at skatteydere normalt arbejder 40 uger om året og 5 dage om ugen. Som fodboldtræner arbejder man dog 46 uger om året og 6 dage om ugen. [person1] ønskede derfor sin forskudsopgørelse for indkomståret 2011 rettet i overensstemmelse hermed, således at han fik medtaget et kørselsfradrag i 23 uger a 6 dage. Efter lange drøftelser med de pågældende skattemedarbejdere blev dette accepteret og medtaget i [person1]s forskudsopgørelse for indkomståret 2011. Som sagens bilag 12 fremlægges en forskudsopgørelse for indkomståret 2011, der er kørt den 11. marts 2011. Som sagens bilag 13 fremlægges en forskudsopgørelse for indkomståret 2011, der er kørt den 8. august 2011.

Selvom [person1] drøftede spørgsmålet om kørsel indgående med de to medarbejdere ved SKAT i [by1], modtog han ingen rådgivning i relation til skattefri kørselsgodtgørelse.

Anbringender:

1. Afgørelsen er ugyldig

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det i første række helt overordnet gældende, at SKATs afgørelse af den 7. august 2013 er ugyldig, idet afgørelsen i det hele baseres på en antagelse om, at [x1] ikke har ført kontrol med antallet af godtgjorte kilometer. SKAT har dog aldrig modtaget oplysninger fra [x1] i relation til spørgsmålet om kontrol.

I forlængelse heraf gøres det gældende, at SKAT ikke har overholdt officialprincippet, idet SKAT ikke forfølger spørgsmålet om, hvorvidt [x1] har ført kontrol med godtgjorte kilometer, men i stedet blot antager, at der ikke er ført kontrol.

I forvaltningsretten gælder et officialprincip, hvilket betyder, at forvaltningsmyndighederne har ansvaret for, at sagerne oplyses i tilstrækkeligt omfang, inden der træffes afgørelse. Efter officialprincippet påhviler det den enkelte forvaltningsmyndighed selv - eventuelt i samarbejde med andre myndigheder - at fremskaffe de fornødne oplysninger i en sag eller at foranledige, at eksempelvis parter i en sag medvirker til sagens oplysning, således at der kan træffes en materiel rigtig afgørelse. Af “Skatte- og afgiftsproces” af Hans Henrik Bonde Eriksen m.fl., 2010, side 312 øverst, fremgår følgende:

”Man kan meget klart konkludere, at det ubetinget er myndighedens pligt at sørge for, at de fornødne og forsvarlige oplysninger skaffes til veje på den hurtigste og mest hensigtsmæssige måde - så en rigtig og forsvarlig afgørelse kan træffes.

Folketingets Ombudsmand har i FOB 1978, side 504f., tilkendegivet, at der tilkommer myndigheder herunder også tilsynsmyndigheder ret vidtgående undersøgelsesbeføjelser og forpligtelser.”

Det følger derfor af det grundlæggende forvaltningsretlige officialprincip, at SKAT er forpligtet til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger, således at der kan træffes en materiel rigtig afgørelse.

Som anført ovenfor i sagsfremstillingen startede SKAT sagen for [person1] op medio 2012, hvor SKAT den 22. maj 2012 fremsendte en materialeindkaldelse til [person1], jf. bilag 9. Året efter henvendte SKAT sig til [x1], hvor SKAT den 12. marts 2013 anmodede om oplysninger vedrørende [person1], jf. bilag 10. Det fremgår af denne skrivelse fra SKAT, at [x1] skal dokumentere, hvorledes klubben har ført kontrol med udbetalingerne af skattefri kørselsgodtgørelse til [person1]. [x1] og SKAT har dog ikke drøftet spørgsmålet om kontrol i forlængelse heraf.

Desuagtet fremsendte SKAT et forslag til afgørelse til [person1] den 27. juni 2013, jf. bilag 11, der fulgtes op af afgørelsen afsagt den 7. august 2013, jf. bilag 1.

Da det umiddelbart ikke giver mening, at SKAT i afgørelsen lægger til grund for sagen, at der ikke er ført kontrol, uden at dette er drøftet med [x1], kontaktede Advokatfirmaet den medarbejder ved SKAT, der har fremsendt aktindsigt i sagen (den medarbejder ved SKAT, der har afsagt afgørelsen, er gået på pension). Undertegnede har telefonisk fået bekræftet, at der på sagen for [person1] ikke forefindes telefonnotater, mødereferater, et sagsnotat eller andet, der gør, at SKAT kan dokumentere, at [x1] skulle have oplyst, at der ikke er ført kontrol, eller at det overhovedet er drøftet, om der er ført kontrol. Denne dokumentation findes selvsagt ikke, idet [x1] har ført kontrol med udbetalingen afkørselsgodtgørelse, og derfor ikke ville oplyse andet.

Det gøres gældende, at SKAT ved at antage, at der ikke er ført kontrol med udbetalingen af kørselsgodtgørelse, svigter i sin forpligtelse til at fremskaffe de oplysninger, der er nødvendige for at sikre, at sagen oplyses i tilstrækkeligt omfang, inden der træffes afgørelse. SKAT har herved ikke overholdt officialprincippet, og afgørelsen er dermed ugyldig.

Det skal særligt bemærkes, at SKAT har haft god tid til at følge op på skrivelsen til [x1] af den 12. marts 2013, idet agterskrivelsen til [person1] først fremsendes den 27. juni 2013. SKAT har således haft 3,5 måned til at følge op på henvendelsen, uden at dette dog sker.

Det gøres gældende, at årsagen til, at SKAT ikke følger op på henvendelsen til [x1], sandsynligvis er, at SKAT var nødt til at fremsende et forslag til afgørelse til [person1] inden den 30. juni 2013, idet indkomståret 2011, ellers ville være forældet efter reglerne om den korte ligningsfrist ibekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013. At SKAT kom i tidsnød er dog ikke en begrundelse for, at en sag ikke oplyses tilstrækkeligt.

Det gøres endvidere gældende, at SKAT i dette tilfælde var forpligtet til at foretage partshøring af [person1] i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1, for at få afklaret problemstillingen vedrørende kontrol. Det er ikke tilstrækkeligt, at SKAT i forslaget til afgørelse skriver, at “du har ikke opfyldt betingelserne for at kunne få godtgørelsen skattefrit, fordi [x1] ikke har ført kontrol med de godtgjorte kilometer”. SKAT skulle specifikt have forholdt [person1], at der var tale om en antagelse, og eventuelt ved hjælp fra [person1] have fået [x1] i tale.

Det gøres gældende, at der i nærværende sag ikke kan herske tvivl om, at SKAT i et forsøg på at få afsluttet sagen har svigtet i sin forpligtelse til at oplyse sagen tilstrækkeligt og herved ikke har overholdt officialprincippet. Selve afgørelsen hviler som følge heraf på en antagelse om, at der ikke er ført kontrol, hvilket SKATs medarbejder aldrig har drøftet med [x1].

Hensynet til skatteforvaltningens sagsoplysning er først og fremmest at etablere garanti for afgørelsens lovlighed og rigtighed, hvorfor en tilsidesættelse heraf vil være en retlig mangel, som er egnet til at påvirke afgørelsens indhold og dermed en væsentlig mangel. I denne sag lægger både SKAT i afgørelsen og Skatteankestyrelsen i forslaget til afgørelse til grund for sagen, at der ikke er ført kontrol, hvorfor den manglende afklaring ved [x1] og [person1] heraf selvsagt medfører afgørelsens ugyldighed ud fra en konkret væsentlighedsvurdering. Fejlen begået af SKAT har dokumenterbart påvirket afgørelsens resultat.

Det fremgår af Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, at der til grund for afgørelsen af sagen lægges, at [person1] skulle have bekræftet, at kontrolbetingelsen ikke er opfyldt.

Det er korrekt, at [person1] i klagen til Landsskatteretten af den 4. september 2013 anfører, at han mener, at “det er komplet urimeligt, at min arbejdsgivers undladelse af at føre tilsyn med min kørebog, nu skal fare til, at jeg decideret får et kæmpeunderskud på mit trænerhverv...”

Mens sagen verserede ved SKAT og i tiden herefter, indtil Advokatfirmaet indtrådte i sagen primo oktober 2014, vidste [person1] hverken, at [x1] var blevet kontaktet af SKAT, eller at spørgsmålet om kontrol ikke var drøftet af SKAT og [x1]. Han gik ud fra, at det faktuelle indhold i SKATs afgørelse var korrekt, idet han som almindelig skatteyder ikke har kendskab til skatteret, reglerne om skattefri befordringsgodtgørelse eller praksis i relation hertil. Han vidste derfor ikke, at det i sagen er altafgørende, om der er ført kontrol, og han vidste ikke, at SKAT ikke havde afklaret dette spørgsmål.

[person1] har dog ikke kunnet vide bedre, idet han har stolet på, at det faktuelle indhold i SKATs afgørelse var korrekt.

Dette er således et trist eksempel på et tilfælde, hvor det har store konsekvenser ikke at have sagkyndig bistand fra en skattekyndig advokat/revisor i forbindelse med en klagesag ved Skatteankestyrelsen.

Da [person1] af undertegnede oplyses om, at han ikke kan vide, om der er ført kontrol med udbetalingen af befordringsgodtgørelse, idet denne kontrol skal udføres af [x1], og at [x1] ikke har drøftet dette med SKAT, kontakter [person1] straks sportschef [person2] ved [x1], der kan bekræfte, at der er ført kontrol. Dette bekræfter [person2] endvidere straks over for Skatteankestyrelsen i erklæringen af den 2. oktober 2014, jf. bilag 8.

Det gøres som følge heraf gældende, at [person1] har befundet sig i en faktisk vildfarelse i relation til spørgsmålet om, hvorvidt [x1] har foretaget fornøden kontrol, og at denne vildfarelse er forårsaget af SKATs manglende overholdelse af officialprincippet.

Det gøres gældende, at der ved afgørelsen af sagen ikke skal lægges vægt på, at [person1] i klagen til Landsskatteretten har anført, at hans arbejdsgiver har undladt at føre tilsyn med kørselsbogen, idet der er tale om en vildfarelse forårsaget af en ugyldig afgørelse.

I relation til det formelle i sagen gøres det endvidere gældende, at SKAT ikke har overholdt sin vejledningsforpligtelse, idet SKAT i [by1] ikke vejledte [person1] i relation til, at han skulle sikre, at hans arbejdsgiver, [x1], foretog en fornøden kontrol af de kørselsrapporter, som blev afleveret til klubben. Det fastholdes dog, at der er foretaget kontrol, jf. straks nedenfor.

I forbindelse med at [person1] i juli 2011 havde underskrevet en ansættelsesaftale med [x1], kontaktede han SKAT i [by1] primo august 2011, idet han ønskede hjælp til at få tilrettet sin forskudsopgørelse. Han opholdte sig ved SKAT i 11/2-2 timer, hvor han indgående med to skattemedarbejdere drøftede sit kørselsfradrag og kørselsgodtgørelse. Blandt andet diskuterede de langvarigt, hvorvidt [person1] kunne få sin forskudsopgørelse for indkomståret 2011 rettet til i overensstemmelse med, at han som fodboldtræner arbejder 46 uger om året og 6 dage om uge. I den forbindelse blev spørgsmålet om kørselsfradrag og skattefri befordringsgodtgørelse drøftet.

Det kan dokumenteres, at [person1] har drøftet ovenstående med SKAT, idet der den 8. august 2011 er kørt en ny forskudsopgørelse for indkomståret 2011, jf. bilag 13, der ændrer [person1]s befordringsfradrag, jf. bilag 12.

Da det er en helt grundlæggende betingelse for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren udøver fornøden kontrol med udbetaling heraf, har SKAT svigtet i sin vejledningsforpligtelse ved ikke at oplyse [person1] om, at han skulle sikre, at [x1] udøvede den fornødne kontrol. SKATs medarbejdere havde alle muligheder for at oplyse [person1] herom.

2. Befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at betingelserne for at opnå skattefri befordringsgodtgørelse, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, jf. § 9 B, er opfyldte, idet kontrolforpligtelsen og dokumentationskravene i henhold til ligningslovens § 9, stk. 4, og bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, er overholdt.

Det følger direkte af ligningslovens § 9, stk. 4, 1. pkt., at godtgørelse udbetalt af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejde, som hovedregel skal medregnes til lønmodtagerens personlige indkomst. Det følger endvidere af bestemmelsens 2. pkt., at dette ikke gælder for godtgørelse af befordringsudgifter, der er omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 9 B.

Af ligningslovens § 9 B, stk. 4, følger det, at befordringsgodtgørelse ikke medregnes ved indkomstopgørelsen i det tilfælde, at godtgørelsen ikke overstiger satsen, som er fastsat af Skatterådet. Hvert år fastsætter Skatterådet i en bekendtgørelse de satser, hvormed der kan modtages skattefri befordringsgodtgørelse. Hovedreglen gælder således ikke for befordringsgodtgørelser, der er omfattet af ligningslovens § 9 B, hvorfor sådanne godtgørelser er fritaget for skattepligt, såfremt de ikke overstiger de af Skatterådet fastsatte satser, og såfremt betingelserne efter ligningsloven i øvrigt er opfyldte.

Efter ligningsloven gælder der som helt overordnet forudsætning, at der alene kan udbetales befordringsgodtgørelse skattefrit, såfremt godtgørelsen bliver udbetalt for det faktiske antal kilometer, som lønmodtageren har kørt, og at kørslen foregår i egen bil eller en bil, som den godtgørelsesberettigede afholder udgifterne til.

Endvidere følger det af ligningslovens § 9 B, stk. 1, at befordringen skal være erhvervsmæssig, førend der kan udbetales godtgørelse skattefrit. Endvidere fremgår det, at der ikke kan modtages skattefri godtgørelse i tilfælde, hvor udgifterne til den erhvervsmæssige befordring allerede er dækket på anden måde af arbejdsgiveren, eksempelvis hvis den ansatte har fri bil til rådighed. I bestemmelsen er det angivet, hvad der konstituerer erhvervsmæssig befordring, herunder befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage indenfor de forudgående 12 måneder.

Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol og administration af godtgørelsesreglerne. Denne bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om kontrol og administration blev indført ved lov nr. 955 af 20. december 1999. (...)

Skatteministeren har udnyttet bemyndigelsen i medfør af dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, 4. pkt. til udstedelse af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelser. Af bekendtgørelsen § 2, stk. 1 og 2 fremgår følgende:

“Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren, hvervgiveren farer kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil eller på lønmodtagerens egen motorcykel. Erhvervsmæssige befordringsudgifter kan ikke dækkes ved udlæg efter regning. Fast månedlig eller årlig befordringsgodtgørelse er aldrig skattefri, men medregnes ved indkomstopgørelsen. Der kan udbetales forskud på skattefri befordringsgodtgørelse med acontobeløb for hver enkelt kørsel eller med ugentlig eller månedlig acontobeløb. Forskuddet skal være afpasset modtagerens forventede erhvervsmæssige kørsel.

Stk. 2. Bogforingsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel skal indeholde:

1) Modtagerens navn, adresse og CPR-nr.

2) Kørslens erhvervsmæssige formål

3) Dato for kørslen

4) Kørslens mål ved eventuelle delmål

5) Angivelse af antal kørte kilometer

6) De anvendte satser

7) Beregning af befordringsgodtgørelsen

8) ...”

Af Den juridiske vejledning 2014-2 fremgår af afsnit C.A.7.2.8 Betingelse om kontrol følgende:

“En arbejdsgiver eller hvervgiver, der udbetaler skattefri rejsegodtgørelse, har pligt til at kontrollere, at alle betingelserne for, at udbetalingen kan ske skattefrit, er opfyldt.

Ved udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse skal arbejdsgiveren eller hvervgiveren føre kontrol med:

Det fremgår af § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. Heraf fremgår endvidere, at der gælder et modregningsforbud, se nærmere herom i afsnit C.A.7.2.1.

Hvis ikke arbejdsgiveren eller hvervgiveren foretager den fornødne kontrol, er godtgørelsen skattepligtig som personlig indkomst (løn eller vederlag.).

Lønmodtageren eller hvervtageren kan herefter i stedet tage et ligningsmæssigt fradrag for udgifterne, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Se evt. SKM2006.229.LSR .”

Af bekendtgørelsen og SKATs egen vejledning fremgår således, at det tillige er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse i henhold til ligningslovens § 9 B, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer.

Endvidere fremgår det af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, at bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel skal indeholde nærmere bestemte oplysninger i form af modtagerens navn, adresse og CPR-nr., kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med eventuelle delmål, angivelse af antal kørte kilometer, de anvendte satser og beregning af befordringsgodtgørelsen.

Som betingelse for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse kræves det ikke ifølge bekendtgørelsen eller praksis i øvrigt, at der er fort et egentligt kørselsregnskab. Der stilles alene krav om, at udbetalingerne og dermed de kørte erhvervsmæssige kilometer kan kontrolleres, eksempelvis ved udfyldelse af et skema for befordringsgodtgørelse, hvor de ovenfor nævnte oplysninger fremgår. Og det skal videre fremhæves, at der ikke stilles formkrav til udformningen af et sådan skema, idet afgørende alene er, hvorvidt det for arbejdsgiver er muligt at foretage en egentlig kontrol af, om den udbetalte befordringsgodtgørelse modsvarer de erhvervsmæssige kilometer, som den ansatte har kørt over en given periode.

Det gøres i forlængelse heraf gældende, at SKAT har en forkert opfattelse af reglerne på området, når SKAT i afgørelsen side 2 henviser til, at der skal være ført en decideret kørebog med angivelse af kilometertællerens udvisende ved kørslens begyndelse og slutning. SKAT henviser her til det anførte iLigningsvejledningen; Almindelig del 2012-2, afsnit A.F.3.4.1 Kørselsregnskab, hvor en bil anvendes både erhvervsmæssigt og privat. Det er korrekt, at i et tilfælde, hvor en skatteyder skal bevise omfanget af privat kørsel i en bil stillet til rådighed af arbejdsgiveren, skal der være ført et præcist kilometerregnskab, hvor oplysninger fra bilens kilometertæller skal anføres. Dette for at bevise, at der eksempelvis ikke er kørt privat i en erhvervsmæssig bil. Men ved udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse stilles der ikke ifølge bekendtgørelsen eller praksis i øvrigt krav om, at der er ført et egentligt kørselsregnskab. Der stilles alene krav om, at udbetalingerne, og dermed de kørte erhvervsmæssige kilometer, kan kontrolleres. SKAT forsøger således at trække et regelsæt ned over sagen, der ikke finder anvendelse.

Det gøres gældende, at kørselsrapporterne udarbejdet af [person1], jf. bilag 6, opfylder de formelle krav, der stilles i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelser. Kørselsrapporterne indeholder oplysning om [person1]s navn, adresse og CPR-nr., dato for kørslen, kørslens formål, bestemmelsesstedet, angivelse af antal kørte kilometer, satsen og en beregning af befordringsgodtgørelsen. Da alle relevante oplysninger er medtaget i kørselsrapporterne har de kunnet danne baggrund for den kontrol, som sportschef [person2] og bogholderen i [x1] har udført.

Det er SKATs opfattelse, at [x1] ikke har udøvet fornøden kontrol i forbindelse med udbetaling af befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B. Det vides dog ikke, hvorfor SKAT er af den opfattelse, at der ikke er ført kontrol, jf. det anførte ovenfor i relation til afgørelsens ugyldighed.

Det gøres gældende, at [x1] har ført kontrol med godtgjorte kilometer.

Når [person1] havde udarbejdet en kørselsrapport blev denne afleveret til sportschef [person2], der kontrollerede, at de anførte kørsler havde fundet sted i overensstemmelse med deres planer herom. [person2] kontrollerede således, at [person1] reelt havde kørt til kampe i 1. og 2. division.

Efterfølgende blev kørselsrapporterne overgivet til bogholderen i klubben. [person1] fik udbetalt a conto kørselsgodtgørelse med kr. 6.000 hver måned, hvilket også fremgår af hans kontrakt og de fremlagte lønsedler, jf. bilag 4 og 5. Når [person1] havde afleveret en kørselsafregning blev der foretaget en regulering af den udbetalte a conto godtgørelse. For at kunne foretage denne reguleringforetog bogholderen en kontrol af beregningen af godtgørelse i kørselsrapporterne. Denne kontrol skulle endvidere påse, at [person1] ikke fik udbetalt for meget i kørselsgodtgørelse, idet han ifølge sin kontrakt alene kunne opnå godtgørelse med kr. 156.000 i ansættelsesperioden.

Da der løbende blev foretaget en afstemning af den udbetalte godtgørelse, har [person1] ikke hver måned fået kr. 6.000 a conto. I august 2011 har han modtaget kr. 12.000 i godtgørelse, og i oktober 2011 samt november 2011 har han modtaget kr. 20.000 i godtgørelse.

Det fremgår derfor af [person2]s erklæring af den 2. oktober 2014, jf. bilag 8, at [person1] afleverede sine kørselsregnskaber senest den 7. i måneden, hvorefter [person2] som sportschef så kørselsregnskaberne igennem og godkendte dem. Herefter blev de afleveret til den daværende bogholder, som tjekkede, at kørselsregnskaberne var udfyldt korrekt og i overensstemmelse med [person1]s ansættelseskontrakt. Det fremgår endvidere af erklæringen, at der jævnligt blev gennemgået kørselsregnskaber og foretaget afstemninger af udbetalt skattefri godtgørelse.

Da [x1] ikke ville udbetale mere end kr. 156.000 i ansættelsesperioden, foretog bogholderen i klubben selvsagt en nærmere undersøgelse af, at dette maksimumbeløb ikke blev overskredet.

Det skal erindres, at årsagen til, at der skal føres kontrol med antallet af kørte kilometer netop er, at der skal være realitet bag indholdet i en kørselsrapport, og at en skatteyder ikke ubegrænset skal kunne opnå skattefri kørselsgodtgørelse.

[x1] har selvsagt haft en selvstændig interesse i at føre en effektiv kontrol med, at betingelserne for skattefri befordringsgodtgørelse var opfyldte, idet [x1] ikke ville udbetale mere befordringsgodtgørelse, end hvad såvel spillere som trænere faktisk var berettiget til i kraft af deres kørsel for klubben.

[x1] har udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse for [person1] og andre ansatte, men det er alene [person1]s skatteforhold, som SKAT har undersøgt. De andre ansatte i [x1], der får udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, udfylder de samme skemaer, som [person1] har udfyldt, og der bliver ført samme kontrol med udbetalingen heraf. Det er inkonsekvent, at SKAT alene opstarter en sag på [person1], men samtidig accepterer, at [x1] har foretaget den fornødne kontrol af alle andre spillere og trænere i klubben, der har fået udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse.

Det bestrides derfor, at [x1] ikke har ført kontrol med indholdet af kørselsrapporterne og udbetalingen af skattefri kørselsgodtgørelse.

SKAT har i afgørelsen anført, at der skulle gælde en skærpet forpligtelse for [person1] til at dokumentere de foretagne kørsler, fordi udgifterne i forbindelse med arbejdet overstiger den udbetalte løn. SKAT anfører ikke et hjemmelsgrundlag for denne påstand, og der ses ikke i praksis at være støtte for denne påstand.

Det bestrides derfor, at der skulle gælde særlige krav til udarbejdelsen af en kørselsrapport, hvis udgifterne i forbindelse med arbejdet overstiger den udbetalte løn.

SKAT forsøger at male et billede af, at der skulle være foregået noget odiøst, eller at man i [x1] har forsøgt at omgå skatteregler, og dette skal på det kraftigste afvises. Der er tale om grundløse antagelser, hvilket SKATs afgørelse således indeholder flere af.

3. Den udbetalte befordringsgodtgørelse

Der skal knyttes enkelte bemærkninger til de af [person1] foretagne kørsler, som der er modtaget skattefri befordringsgodtgørelse for.

Det fremgår af sagsfremstillingen udarbejdet af SKAT dateret den 26. juni 2013, side 3, at SKAT har konstateret et par kørsler, hvor der både er fratrukket kørsel mellem hjem/arbejde og modtaget skattefri godtgørelse for kørsel fra hjemmet og til eksempelvis [by4]. Der er tale om en kørsel den 5. august 2011 og den 26. september 2011. [person1] kan anerkende, at der er tale om en fejl, og at disse kørsler ikke skulle have været medtaget i opgørelserne over skattefri befordringsgodtgørelse.

SKAT anfører samme sted i sagsfremstillingen, at der er foretaget kørsler i januar og marts 2012, hvor der både er fratrukket kørsel mellem hjem/arbejde og modtaget skattefri kørselsgodtgørelse. Det bestrides, at disse kørsler har relevans for sagen, idet sagen vedrører indkomståret 2011.

Det fremgår af sagsfremstillingen til SKATs afgørelse, at det som begrundelse for forslaget til ændring lægges, at der er foretaget fradrag for kørsel mellem [by1] og [by3] for gennemsnitligt 6 dage om ugen i 2011. Det er korrekt, at der er foretaget kørselsfradrag for 6 dage om ugen i indkomståret 2011, idet [person1] som fodboldtræner arbejder 6 dage om ugen.

Der er som følge heraf intet odiøst i at medtage kørselsfradrag for 6 ugentlige kørsler.

I sagsfremstillingen til SKATs afgørelse er det endvidere anført, at godtgørelsen er udbetalt med et fast beløb på kr. 6.000, og at dette medfører, at der er tale om løn. Det bestrides, at der kontinuerligt er udbetalt kr. 6.000 i kørselsgodtgørelse til [person1]. Det fremgår af hans ansættelseskontrakt, at han kan få kr. 6.000 a conto i godtgørelse hver måned, og at dette beløb vil blive korrigeret.

Det fremgår direkte af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelser § 2, stk. 1, 4. pkt., at der kan udbetales godtgørelse a conto. Da [x1] løbende har kontrolleret og korrigeret den udbetalte godtgørelse, er der ikke tale om et fast beløb. Der skal endvidere henvises til, at [person1] har fået forskellige beløb udbetalt hver måned, og således ikke et fast beløb.

Slutteligt gøres det gældende, at 60 dages reglen er overholdt, hvilket hverken SKAT eller Skatteankestyrelsen har bestridt.

Den nedlagte subsidiære hjemvisningspåstand er medtaget for det tilfælde, at Landsskatteretten ikke selv vil foretage en nærmere talmæssig opgørelse af befordringsgodtgørelsen.”

SKATs udtalelse

SKAT har bl.a. udtalt følgende til klagen:

”Det er en klar forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9B, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometre det fremgår af § 2, stk. 1 i bek. nr. 173 om rejse- og befordringsgodtgørelse af 13. marts 2000.

Det fremgår tillige af bestemmelsens stk. 2, at bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel skal indeholde:

1) Modtagerens navn, adresse og CPR-nr..

2) Kørslens erhvervsmæssige formål.

3) Dato for kørslen.

4) Kørslens mål med eventuelle delmål.

5) Angivelse af antal kørte kilometer.

6) De anvendte satser.

7) Beregning af befordringsgodtgørelsen.

Arbejdsgiveren skal således føre kontrol med antallet af kørte kilometre ud fra bogføringsbilagene vedr. den erhvervsmæssige kørsel.

Det er SKAT’s opfattelse, at dokumentationskravene i bekendtgørelsens § 2, stk. 2 ikke er opfyldt. Af de fremlagte kørselsopgørelser fremgår ingen adresser på kørslens mål, arbejdsgiveren har således ikke kunne føre kontrol med antallet af kørte kilometre ud fra kørselsopgørelserne.

De fremlagte kørselsopgørelser ses i øvrigt ikke at være attesterede i rubrikken på forsiden af opgørelserne.

(...)

SKAT skal endelig bemærke, at det er klager, der skal dokumentere, at der er foretaget kontrol med de kørte antal kilometre, der kan i den forbindelse henvises til Byrettens dom i af 19. februar 2013 i SKM.2013, hvor Byretten bemærkede, at det var skattyderen, der havde bevisbyrden for at udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse i medfør af ligningslovens § 9 B var opfyldt.

Det er derfor SKAT’s opfattelse, at klager ikke har dokumenteret, at der er fortaget kontrol af de kørte antal kilometrere og endelig skal det bemærkes, at klager selv har oplyst, at [x1] ikke har ført kontrol med udbetalingen af de skattefri kørselsgodtgørelser.”

Repræsentantens bemærkninger til SKATs udtalelse

Repræsentanten har bl.a. bemærket følgende til SKATs udtalelse:

”Det er ganske væsentligt at holde sig for øje, at formålet med en kontrol alene er, at det skal kunne undersøges, om de oplysninger, der danner grundlag for betalingen af godtgørelse, er til stede. Det gøres gældende, at alle relevante oplysninger de facto er medtaget i kørselsrapporterne udarbejdet af [person1], og at disse oplysninger har dannet baggrund for den kontrol, som sportschef [person2] og bogholderen i [x1] har udført.

Det synes som om, at SKAT lægger til grund, at [x1] burde have kontrolleret, at hver enkelt kørsel de facto er foretaget, og i relation hertil gøres det gældende, at denne opfattelse om kravet til kontrol går langt videre, end hvad der efter en klar og righoldig praksis kræves af kontrollen, jf. eksempelvis Landsskatterettens kendelse af den 5. november 2014 (med sagsnr. 12-0191975).

Landsskatterettens kendelse af den 5. november 2014 vedrørte en skatteyder, som siden den 30. april 2005 havde været ansat som tømrersvend i en virksomhed drevet fra et anpartsselskab. Den pågældende sag blev først behandlet af skatteankenævnet, som ikke godkendte en udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse. (...)

Af Landsskatterettens afgørelse fremgår følgende begrundelse:

“Der kan således ikke som betingelse for godkendelse af skattefri befordringsgodtgørelse kræves et egentligt kørselsregnskab, men der kan stilles krav om, at udbetalingerne og dermed de korte erhvervsmæssige km kan kontrolleres.

På grundlag af den fremlagte slutseddel og erklæringer fra sælgeren af Opel Astra må det anses for tilstrækkeligt bevist, al klageren i 2009 har haft Opel Astra til rådighed til privat brug. Herudover er det Landsskatterettens vurdering, at det på grundlag af den fremlagte dokumentation, herunder kørselsregnskabet for indkomståret 2009 og det forhold, at klagerens arbejdsgiver har udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse på baggrund af de af klageren udarbejdede uge- og månedssedler, må anses for tilstrækkeligt bevist, at [virksomhed I] har udført den fornødne kontrol med de korte km inden udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse. Efter en konkret vurdering må klageren herefter anses at have opfyldt betingelserne for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse.”

Som det kan konstateres af Landsskatterettens kendelse, fandt Landsskatteretten det tilstrækkeligt bevist, at der var ført den fornødne kontrol, uanset at der ikke var udarbejdet et egentligt kilometerregnskab med angivelse af modtagers navn, adresse, CPR-nr., angivelse af kørslens erhvervsmæssige formål, angivelse af kørslens mål og adresse samt attestation af arbejdsgiver. I stedet foretog Landsskatteretten en konkret vurdering af, om det fandtes bevist, at kontrollen havde været tilstrækkelig til at påse, at der ikke var udbetalt for meget i skattefri kørselsgodtgørelse. Da der ikke var udbetalt for meget i skattefri kørselsgodtgørelse, var kontrollen de facto fornøden.

Derfor kan der være udført en fornøden kontrol, selvom kørselsrapporterne ikke indeholder adresser på kørslernes mål.

Det fremgår med al tydelighed af de kørselsrapporter, som [person1] har udfyldt, hvor der er kørt til og antallet af kilometer. Dette antal kilometer passer med destinationen. Derfor har [x1] kunnet udføre en fornøden kontrol, selvom der konkret ikke er nedfældet adresser på kørslerne, men i stedet et bynavn og hvilken fodboldkamp, der blev set.

[x1] har i relation til kontrol med udbetaling af kørselsgodtgørelse haft en helt almindelig og effektiv forretningsgang, der svarer til praksis. Der er medarbejdere i fodboldklubben, som har ansvaret for at påse, at der alene udbetales kørselsgodtgørelse ifølge de indleverede kørselsrapporter. Disse medarbejdere har haft mulighed for at kontrollere, hvorvidt de i skemaerne anførte oplysninger er i overensstemmelse med de faktiske erhvervsmæssige kørte kilometer.

Sammenfattende gøres det derfor gældende, at kravet om kontrol i henhold til § 2 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 er opfyldt, og at den af [x1] udbetalte befordringsgodtgørelse er skattefri for [person1] i henhold til ligningslovens § 9 B.

Såfremt Landsskatteretten finder, at den af [x1] udbetalte kørselsgodtgørelse er skattepligtig i henhold til ligningslovens § 9, stk. 4, jf. § 9 B, gøres det gældende, at [person1] i givet fald har ret til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Det følger af ligningslovens § 9 C, at den skattepligtige ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan foretage fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Ved fastsættelsen af denne takst lægges udgiften til befordring med bil til grund.

Tilsvarende fremgår det af Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit C.A.4. 3.3.1.2 Arbejdsplads, at befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter reglerne i ligningslovens § 9 C, stk. 1. Af Den juridiske vejledning fremgår følgende i det pågældende afsnit:

“Definition

Som udgangspunkt er en arbejdsplads i forhold til LL 9 B og LL § 9 C et sted, hvor der erhverves en indtægt. Alle former for arbejdspladser, der ikke også er den skattepligtiges bopæl, er omfattet. Udover almindelige faste arbejdspladser omfatter begrebet også arbejdspladser, hvor der foregår f3c kundebesøg, konferencer eller afhentning af post eller materialer.”

Der skal endvidere henvises til Landsskatterettens kendelse af den 13. december 2011 (med sagsnr. 11-00578), der vedrørte en skatteyder, som sammen med en kompagnon havde drevet tømrervirksomhed via 2 selskaber. Selskaberne havde virket som henholdsvis hoved- og underentreprenører på en række større byggerier og renoveringsopgaver både i og udenfor Østjylland. Skatteyderen havde i 2006 fra det ene selskab faet udbetalt rejsegodtgørelse for 51 rejsedage samt befordringsgodtgørelse for 2.112 kilometer. Fra det andet selskab fik den pågældende udbetalt rejsegodtgørelse for 3 rejsedøgn. I forbindelse med sagens behandling ved skatteankenævnet fandt skatteankenævnet, at betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse ikke var opfyldte. I stedet godkendte skatteankenævnet et ligningsmæssigt fradrag, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 7, for 54 rejsedøgn, og endvidere godkendte skatteankenævnet et befordringsfradrag med kr. 2.150. Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse, hvorfor den pågældende skatteyder fik et ligningsmæssigt fradrag for sin befordring i stedet for den skattefrie udbetalte befordringsgodtgørelse.

Tilsvarende fremgår af Landsskatterettens kendelse af den 13. december 2011 (med sagsnr. 11-00579).

Det fremgår således af Landsskatterettens kendelser, at det efter Landsskatterettens egen praksis er muligt at tildele befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C i det omfang, betingelserne for udbetaling af befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B ikke er opfyldte.

På baggrund af ovenstående landsskatteretspraksis gøres det gældende, at hvis Landsskatteretten finder, at den af [x1] udbetalte befordringsgodtgørelse er skattepligtig for [person1] i henhold til ligningslovens § 9, stk. 4, jf. § 9 B, da vil [person1] i givet fald have ret til et befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C. Sagen skal således sendes tilbage til SKAT, som skal opgøre det endelige fradrag.”

Landsskatterettens afgørelse

Efter ligningslovens § 9, stk. 4, skal godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satserne fastsat af Skatterådet. Godtgørelsen er i så fald skattefri.

Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer. Bilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel skal indeholde modtagerens navn og CPR-nr., kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med angivelse af eventuelle delmål, angivelse af antal kørte kilometer, de anvendte satser samt beregning af befordringsgodtgørelsen. Det fremgår af § 2, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.

Der kan således ikke som betingelse for godkendelse af skattefri befordringsgodtgørelse kræves et egentligt kørselsregnskab, men der kan stilles krav om, at udbetalingerne og dermed de kørte erhvervsmæssige kilometer kan kontrolleres.

Det er skatteyderen, der skal dokumentere, at han opfylder betingelserne for at udbetalte godtgørelser er skattefri, og det har klageren i den foreliggende sag ikke gjort.

Landsskatteretten lægger vægt på, at de tre opgørelser, klageren har fremlagt, ikke indeholder adresser på klagerens destinationer, ligesom de ikke er attestererede af hverken klageren eller klubben. Endvidere er det tillagt vægt, at det ikke fremgår af klagerens kontrakt, at han havde til opgave at scoute, og at klageren har fået udbetalt ganske betydelige beløb i godtgørelse såvel absolut som i forhold til størrelsen af hans vederlag og i forhold til, at han også har foretaget betydelige befordringsfradrag. De godtgørelser, klageren har fået udbetalt fra [x1], er derfor skattepligtige.

Det er muligt, at klageren er berettiget til fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C. Da dette spørgsmål ikke ses lignet, overlades det til SKAT at træffe afgørelse om det er tilfældet.

Der er ikke grundlag for at anse SKATs afgørelse for ugyldig, da afgørelsen ikke udelukkende er begrundet med manglende kontrol af de udbetalte godtgørelser hos [x1], men også med at klageren ikke har godtgjort i hvilket omfang, kørslen har fundet sted og med, at der påhviler klageren en skærpet bevisbyrde, fordi udgifterne i forbindelse med arbejdets udførelse, overstiger indtægterne.

Landsskatteretten stadfæster således, at de udbetalte godtgørelser er skattepligtige for klageren med den bemærkning, at klageren kan være berettiget til fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C. Det overlades til SKAT at vurdere dette og foretage eventuelle korrektioner som følge heraf, jf. forretningsorden for Landsskatteretten, bek. nr. 1428 af 13. december 2013, § 12, stk. 4.