Kendelse af 01-03-2016 - indlagt i TaxCons database den 22-04-2016

Faktiske oplysninger

Klageren er hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed1] ApS. [virksomhed1] ApS blev stiftet i september 2010 med det formål at drive virksomhed med rådgivning af danske og udenlandske virksomheder om [virksomhed1].

Efterfølgende er selskabets formål udvidet til også at omfatte investering i fast ejendom med udlejningspotentiale.

Klagerens repræsentant har forklaret, at selskabet undersøgte mulighederne for investering i udlejningsejendomme i såvel Spanien, England, Vietnam og Thailand. På grundlag af disse undersøgelser, herunder rejser til Thailand, overtog selskabet ved aftale af 19. oktober 2011 et leasehold beliggende i [x1], Thailand.

Ifølge klagerens repræsentant er det efter thailandsk lovgivning ikke muligt for udlændinge at erhverve fast ejendom i Thailand. Erhvervelse foregår i stedet ofte ved såkaldte leaseholds, hvor køber erhverver en lejeret til hus og grund på baggrund af langsigtede lejeaftaler med ejeren. Leaseholds indgås som udgangspunkt for en 30 årig periode ad gangen. Da [virksomhed1] ApS overtog leaseholdet, resterede der 9 år på den eksisterende lejeaftale.

Klagerens repræsentant har forklaret, at sælgeren i forbindelse med overdragelsen har oplyst, at der var en lejer tilknyttet leaseholdet, jf. lejeaftale af 31. juli 2011, hvilket var en forudsætning for [virksomhed1] ApS’ investering i leaseholdet. Klagerens repræsentant har anført, at selskabet havde en berettiget forventning om, at lejeaftalen efter de 9 år ville kunne forlænges med en ny 30 års lejeperiode, idet det i [Thailand], hvor praksis omkring leaseholds er ældre, er de første 30-års lejeaftaler allerede udløbet. Her er der kutyme for, at aftalerne automatisk forlænges med en ny 30-årig lejeperiode. Det er den almindelige opfattelse i Thailand, at denne kutyme ligeledes kan udstrækkes til andre landområder, herunder bl.a. [Thailand], og det er på denne baggrund, at [virksomhed1] ApS har regnet med en forlængelse af lejeperioden, hvormed leaseholdet efter forlængelsen ville kunne sælges med fortjeneste i forhold til den reducerede anskaffelsessum. I den resterende 9-års lejeperiode var selskabet efter sælgerens oplysninger sikret en lejeindtægt fra den oplyste lejer. Lejeindtægten og forventningen om forlængelse af leaseholdet har medført, at investeringen er vurderet rentabel for selskabet. Lejeren er imidlertid sprunget fra med henvisning til, at leaseholdet var i utilfredsstillende stand, hvilket bl.a. fremgår af e-mail fra [person1] (sælgers advokat) i en e-mail til klageren af 21. november 2011, hvorfor [virksomhed1] ApS har forsøgt at ophæve handelen. Da ophævelse af handlen ikke var mulig, har selskabet i stedet gennemført en lettere istandsættelse af leaseholdet med henblik på udlejning (for at fjerne lugtgener). Samtidig har [virksomhed1] ApS søgt efter en ny lejer, bl.a. ved at lave opslag om leaseholdet på en lokal restaurant og flere andre steder i området.Da det imidlertid ikke er lykkedes selskabet at udleje leaseholdet, har klageren besluttet at købe leaseholdet ud af selskabet, jf. overdragelsesaftale af 31. marts 2012.

Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at ejendomsmægler og managementfirma på [x1], [person2] under hele forløbet har forsøgt at sælge leaseholdet på vegne af [virksomhed1] ApS. Disse salgsbestræbelser har resulteret i at leaseholdet nu er overdraget til tredjemand, jf. overdragelsesaftale af 1. marts 2013 med tab/underskud til følge for selskabet.

SKAT har på baggrund af en gennemgang af [virksomhed1] ApS´ indkomstopgørelser for 2010 og 2011 vurderet, at lejligheden ikke har været anvendt erhvervsmæssigt af selskabet og i den forbindelse foretaget korrektioner af selskabets indkomstansættelse.

Ifølge klagerens repræsentant har klageren vedrørende investeringen været i Thailand fire gange:

Selskabet har afholdt følgende rejseudgifter i forbindelse med klagerens ture til Thailand:

Klageren har ikke modtaget løn fra selskabet men har oppebåret bidragsfri pensioner på 703.884 kr. i 2010 og 760.082 kr. i 2011.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens aktieindkomst med 44.105 kr. i 2010 og 99.777 kr. i 2011.

SKAT har som begrundelse herfor bl.a. anført, at SKAT har vurderet, at selskabet har afholdt klagerens private rejseudgifter, således at selskabet ikke kan fratrække udgifterne i henhold til Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne betragtes i stedet som en udlodning fra selskabet til klageren, der i henhold til personskattelovens § 4a, stk. 1, beskattes som aktieindkomst.

Der er under sagsforløbet fremlagt forskellige oplysninger om ejerforholdet til ferielejligheden/leaseholdet i Thailand:

”26. juli 2012

Denne dag påtegner revisor selskabets regnskab for perioden 24. september 2010 - 29. februar 2012 (første regnskabsår). Samme dag underskriver revisor revisionsprotokollen, hvor det i punkt 7 er beskrevet, hvorledes man regnskabsmæssigt behandler forholdet omkring lejligheden og at man vil udgiftsføre den forudbetalte husleje løbende over de næste 8 år, som er tilbage af lejekontrakten. Klageren oplyste på møde den 10. januar 2013, at revisor havde brugt meget tid på at undersøge, hvordan forholdet skulle behandles.

26. juli 2012

Samme dag afholdes bestyrelsesmøde i [by1]. Ifølge referatet orienterede klageren de to øvrige bestyrelsesmedlemmer om, at leaseholdet i Thailand af skattemæssige årsager var solgt til ham personligt i marts måned 2012 (den 31. marts ifølge senere fremlagte dokumenter, men den handelsaftale, der blev udleveret i januar 2013 er dateret 1. marts 2012). Denne handel er dokumenteret ved salgsdokument. Det nævnes i referatet, at revisor har været inde over disse forhold som en ekstra sikring. Det fremgår ikke af referatet, hvorfor revisor har brugt så meget tid, som nævnt på at undersøge forholdet omkring lejligheden, når denne var solgt lige efter regnskabsårets udløb.

10. januar 2013

På møde med klageren oplyser han, at han nu har købt lejligheden for at eje den personligt.

04. februar 2013

Telefonsamtale med klageren, hvor der tales om, at han vil genoverveje den pris, han skulle betale til selskabet for lejligheden.

30. april 2013

Som bilag 10 til revisors indsigelse er vedlagt salgsdokument, ifølge hvilket [virksomhed1] ApS pr. 1. marts 2013 sælger lejligheden til [person3] fra Sverige. Ifølge indsigelsen er salget til klageren annulleret.

Da der tilsyneladende er en del usikkerhed omkring, hvem der ejer lejligheden hvornår, og da fremlagt dokumentation tilsyneladende ikke altid er udtryk for det reelle ejerforhold, er der anmodet om dokumentation for pengestrømmen i forbindelse med salg af lejligheden. Der er efterfølgende indsendt 2 bankoverførsler dateret 8. og 17. maj 2013.

Det er stadig SKATs opfattelse, at selskabet har afholdt klagerens private rejseudgifter, som selskabet ikke kan fratrække i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Udgiften betragtes i stedet som en udlodning fra selskabet til klageren, som tillægges aktieindkomsten i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 1.”

SKATS udtalelse til sagsfremstillingen

SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling med følgende bemærkninger:

”Klageren er hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed1] ApS. Selskabets formål var på daværende tidspunkt registreret som havende til formål, at driver virksomhed med rådgivning af danske og udenlandske virksomheder om [virksomhed1].

Det er oplyst, at klageren undersøgte mulighederne for at investere i udlejningsejendomme i såvel Spanien, England, Vietnam og Thailand.

Den 19. oktober 2011 overtog selskabet et leasehold beliggende i Thailand med 9 års tilbageværende løbetid. Summen udgjorde kr. 536.580 + omkostninger til advokat, mægler i alt 662.855 kr. Herudover blev der afholdt 116.259 kr. til indretning. Leaseholdet var på daværende tidspunkt udlejet, men lejeren opsagde efterfølgende lejeaftalen.

Klageren har været 4 gange i Thailand, 6/10 til 31/12-2010, 10/1til 26/1-2011, 28/8 til 28/10-2011 og 19/12-2011 til 13/2-2012.

Det er oplyst at leaseholdet i marts 2012 solgt til ham personligt. Købesummen ses ikke at være oplyst, da der mangler punkt 5-11 i bilag 3.8. I 2013 blev den overdraget til uafhængig tredjemand [person3].

Det er SKATs opfattelse, at leaseholdet/ejendommen ikke i 2010 og 2011 har været anskaffet og anvendt erhvervsmæssigt, ligesom de foretagne rejser ikke kan anses som erhvervsmæssige.

SKAT fastholder derfor, at selskabet ikke har fradrag for udgifterne hertil og at klageren skal beskattes af maskeret udlodning.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKAT tilpligtes at anerkende, at indkomsten for 2010 skal nedsættes med 44.105, kr. og indkomsten for 2011 skal nedsættes med 99.777 kr. i forhold til det i afgørelsen af 10. juni 2013 anførte.

Til støtte for den nedlagte påstand har klagerens repræsentant bl.a. anført, at de af [virksomhed1] ApS afholdte udgifter til rejse og fortæring i forbindelse med klagerens rejser til Thailand er driftsmæssigt begrundede, og derfor ikke skal betragtes som udlodning fra selskabet til klageren.

Til støtte herfor er det gjort gældende:

”at investeringspotentialet skal vurderes ud fra, at [virksomhed1] ApS på købstidspunktet havde en kontrakt på, at der medfulgte en lejer af leaseholdet, og at leaseholdet forventedes forlænget med 30 år, som der er praksis for i Thailand,

at den manglende lejeindtægt skyldes bristende forudsætninger omkring den medfølgende lejekontrakt. På baggrund heraf forsøgte [virksomhed1] ApS at annullere købet af leaseholdet, hvilket ikke var muligt, og

at overdragelsen af leaseholdet fra [virksomhed1] ApS ligeledes skal ses som et udslag af bristede forudsætninger omkring lejeaftalen. Alene som følge af at leaseholdet mod forventning ikke blev udlejet, ønskedes leaseholdet overdraget til klageren for at undgå rådighedsbeskatning. Overdragelse til privat regi var således ikke en del af den oprindelige hensigt med købet af leaseholdet.

Problemstillingen drejer sig om den skattemæssige behandling af udgifter til rejse og fortæring i indkomstårene 2010 og 2011 afholdt af [virksomhed1] ApS i forbindelse med rejser til Thailand. Rejserne er foretaget af eneanpartshaveren (og eneste ansatte), klageren.

SKAT har i sin afgørelse lagt til grund, at [virksomhed1] ApS har anskaffet et leasehold ([...]) i udlejningskomplekset [x1] i [Thailand], alene med henblik på videresalg til klageren som feriebolig, hvorfor SKAT har nægtet fradrag for faktiske udgifter forbundet med lejligheden samt rejseomkostninger forbundet med anskaffelse, istandsættelse og udlejningsarbejde med lejligheden. Et beløb svarende til de afholdte omkostninger er tilsvarende anset for udloddet til klageren.

SKATs begrundelse er, at [virksomhed1] ApS ikke har erhvervet leaseholdet med det formål at benytte aktivet erhvervsmæssigt.

Ved mødet den 10. januar 2013 med SKAT oplyste klageren, at handlen ikke var fuldbyrdet og forklarede, at dette skyldtes opståede uafklarede juridiske forhold for hele kompleksets set up.

Ved telefonsamtale med SKAT den 4. februar 2013 meddelte klageren yderligere, at forhandlingerne er endt med, at leaseholdet er blevet overdraget til tredjemand pr. 1. marts 2013.

Manglende betaling inden for den aftalte betalingsfrist er misligholdelse fra købers side, som berettiger sælger til ophævelse. Dette følger af almindelige obligationsretlige principper. En aftale om overdragelse af fast ejendom, som er misligholdt, fordi køber ikke har betalt købesummen rettidigt, anses som udgangspunkt heller ikke for indgået i skattemæssig forstand, jf. Den juridiske vejledning 2013-2, afsnit C.H.2.1.6.14. “Ophævelse af aftale om overdragelse af fast ejendom”

Usikkerhed om ejerforhold

Ejerforholdet er klart beskrevet og dokumenteret ved de fremlagte bilag. Leaseholdet blev købt af [virksomhed1] ApS og forblev heri, indtil det blev solgt til tredjemand.

Det fremgår af de fremlagte bilag, at formålet med [virksomhed1] ApS’ investering i leaseholdet var erhvervsmæssig, idet:

[virksomhed1] ApS’ anskaffelse af leaseholdet er omfattet af selskabets formål, hvilket ikke bestrides af SKAT. At investeringen senere viste sig ikke at være rentabel kan ikke begrunde, at der skal ske beskatning af klageren.”

Klagerens repræsentant har henvist til Byrettens afgørelse gengivet i SKM2013.417BR, hvor retten fandt, at et sommerhus var erhvervet i selskabets interesse som investeringsobjekt, selvom et planlagt ejendomsprojekt som følge af finanskrisen ikke blev gennemført.

Herunder er særligt fremhævet følgende præmisser for Byrettens afgørelse:

“På baggrund af den fremlagte redegørelse til [finans1] og oplysningerne om finansieringen af projektet, samt det oplyste om sommerhusets stand, finder retten, at det må lægges til grund, at [virksomhed2] ApS erhvervede sommerhuset med henblik på nybyggeri og videresalg. Det må således også lægges til grund, at sommerhuset ikke blev erhvervet med henblik på A’s private brug heraf.

Det fremgår af sagen, at selskabet efter erhvervelsen af sommerhuset ved generalforsamlingen i november 2007 ændrede vedtægternes formålsbestemmelse til specifikt at omfatte ejendomsinvestering. Retten finder derfor, at situationen i denne sag adskiller sig væsentligt fra en række tidligere afgørelser omhandlende tilfælde, hvor selskaber - uden at det har nogen sammenhæng med selskabets formål og virksomhed i øvrigt - har erhvervet sommerboliger som udlejes.

Da det må lægges til grund, at erhvervelsen af sommerhuset er sket i selskabets interesse som investeringsprojekt, finder retten ikke, at sommerhuset er stillet til rådighed for A‘s private brug.

Det forhold, at ejendomsprojektet blev opgivet som følge af udefrakommende omstændigheder grundet den globale finanskrise findes ikke at kunne føre til noget andet resultat, uanset at A derefter som den eneste kunne råde over sommerhuset. Det er således også ubestridt, at A ikke faktisk har gjort brug af sommerhuset.

Retten finder således ikke, at der har været grundlag for at foretage beskatning i medfør af dagældende ligningslov § 16, stk. 5, hvorfor retten i det hele tager A ‘spåstand om nedsættelse af hans personlige indkomst for indkomstårene 2007, 2008 og 2009 til følge.”

Klagerens repræsentant har endvidere anført, at [virksomhed1] ApS’ anskaffelse af leaseholdet er sket i selskabets interesse med det formål at skaffe øjeblikkelige udlejningsindtægter og senere værditilvækst i form af en ny 30 års leaseholdperiode.

Subsidiær påstand

Klagerens repræsentant har i sine bemærkninger til sagsfremstillingen dels gentaget sine anbringender i sin klage af 9. september 2013 og dels fremsat følgende subsidiære påstand:

”Subsidiært tilpligtes SKAT at anerkende, at den af [person4] opkrævede rådighedsbeskatning frafaldes.”

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at leaseholdet i hele ejerperioden var under renovering og at det som følge heraf ikke var muligt at benytte leaseholdet, ligesom klageren aldrig de facto har benyttet leaseholdet.

Klagers bemærkninger til SKATs udtalelse

”Det er vores opfattelse, at klager fuldt ud har dokumenteret, at der var tale om en erhvervsmæssig investering:

Der er i sagen fremlagt dokumentation for samtlige ovenstående punkter i form af såvel budgetter, underskrevne kontrakter fra advokater og e-mails til og fra eksterne personer.

Det er klagers opfattelse, at Skatteankestyrelsen ikke forholder sig til den fremlagte dokumentation, men alene baserer sit forslag til afgørelse på et skøn, som ikke findes at være dokumenteret i fakta, bortset fra en enkelt e-mail til en anden mægler, vedrørende en anden sag og taget ud af en sammenhæng med et helt andet formå l(at modtage nogle bedre salgstilbud end “standard”).

Overfor SKATs skøn om hovedanpartshavers intentioner står klagers dokumentationer af, at den konkrete investering var erhvervsmæssigt begrundet både før anskaffelsen, underejerskabet og ved videresalget til tredjemand. Sagen står således mellem et skøn fra SKAT alene støttet til en e-mail fra en anden sammenhæng kontra en række tredjemandsdokumentation i den omhandlede investering.

At sagsøger på et tidspunkt overvejede at sælge fra firmaet til hovedanpartshaveren, skyldtes alene, at lejer sprang fra, hvilket udløste risiko for rådighedsbeskatning. Overdragelsen blev annulleret, og klager betalte rådighedsskat for indkomståret 2012.Da der netop var tale om en erhvervsmæssig investering besluttede klager at fastholde lejligheden i [virksomhed1] ApS.”

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af ligningslovens § 16A, stk. 1, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, jf. dog stk. 4, (undtagelsesbestemmelser).

Ifølge § 16A, stk. 2, litra 1, henregnes til udbytte, alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere, jf. dog stk. 3.

Landsskatteretten har i afgørelse af dags dato vedrørende selskabet nægtet selskabet fradrag for rejseudgifterne m.v., idet disse er anset for afholdt i klagerens interesse. Der er lagt vægt på, at leaseholdet ikke er anset for anskaffet i selskabets – men i klagerens – interesse.

Som følge heraf anses selskabets afholdelse af udgifter til rejser og ophold for maskeret udlodning til klageren, jf. ligningslovens § 16A.

Den af klagerens repræsentant nedlagte subsidiære påstand om rådighedsbeskatning vedrører skatteansættelsen for indkomståret 2012, og er allerede derfor ikke omfattet af nærværende sag for indkomstårene 2010 og 2011.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.