Kendelse af 19-04-2016 - indlagt i TaxCons database den 27-05-2016

Sagen er indbragt for domstolene. Der er afsagt dom i sagen af Retten i Holbæk den 8. februar 2017. Domme i skattesager offentliggøres løbende på SKATs hjemmeside. Bemærk, at der kan gå op til nogle måneder, før en dom offentliggøres.

Faktiske oplysninger

Klageren var i alle de påklagede indkomstår hos SKAT registreret som hovedanpartshaver i Investeringsselskabet [virksomhed1] ApS (selskabet).

Af cvr.dk fremgår det, at klageren var stifter af selskabet (stiftet den 25.juni 1998), og at klageren var eneste medlem af selskabets direktion.

Af selskabets årsrapporter for 2006/2007 - 2009/2010 fremgår det, at selskabets hovedaktivitet var at investere i ejendomme til udlejning. Det fremgår endvidere, at selskabets ejendomsportefølje hovedsageligt bestod af udlejningsejendomme til beboelse.

I årsrapporterne for 2006/2007, 2007/2008, 2008/2009 og 2009/2010 er selskabets grunde og bygninger optaget som anlægsaktiver. Ingen grunde eller bygninger er optaget som omsætningsaktiver.

Selskabet erhvervede ved endeligt skøde underskrevet den 2. oktober 2005 ejendommen beliggende [adresse1], [by1]. Købesummen var aftalt til 5.5 mio. kr. Det fremgår af skødet, at ejendommen blev erhvervet i erhvervsøjemed med henblik på ferieudlejning.

Selskabet solgte ejendommen den 4. maj 2011. Salgssummen var aftalt til 3.7 mio. kr.

Ejendommen er vurderet som et sommerhus med et vurderet grundareal på 6.200 m2. Det beboede areal er på 50 m2.

Ejendommen var pr. 1. oktober 2005 vurderet til 1.500.000 kr. Pr. 1. oktober 2007 var ejendommen vurderet til 3.250.000 kr. Pr. 1. oktober 2009 var ejendommen vurderet til 3.050.000 kr.

Klageren har til SKAT oplyst, at ejendommen blev erhvervet med videresalg for øje, hvilket krævede, at ejendommen blev revet ned, og at der blev givet tilladelse til opførelse af en ny ejendom. Klageren oplyste også, at der var tale om "en langsommelig affære", og at der først blev opnået tilladelse i 2011.

Klageren har også fremsendt en aftale dateret den 15. september 2005, hvoraf det fremgår, at klageren fraskrev sig sin råde- og brugsret over ejendommen beliggende [adresse1]. Retten hertil blev overdraget til [person1], der fik retten at forhandle med Nordjyllands Amt/ejendomsmægler med henblik på nyopførelse/salg.

På tidspunktet for ovennævnte aftale boede klager på adressen [adresse2] i [by2]. Klager blev efterfølgende tilmeldt adressen [adresse3], st. ligeledes i [by2] i CPR-registret.

[person1] er klagers søn. [person1] var i perioden 1.juni 2002 - 1. november 2011 tilmeldt adressen [adresse4] i [by2] i CPR-registret.

Selskabet har til SKAT indberettet følgende oplysninger om klagers ansættelsesforhold i selskabet:

Selskabet har til SKAT indberettet følgende oplysninger om klagers søns ansættelsesforhold i selskabet:

Fra [...dk] foreligger en beskrivelse og billeder af ejendommen [adresse1].

Der foreligger forbrugsoplysninger:

Vandforbrug:

El-opgørelse fra [virksomhed2] viser et begrænset elforbrug gennem hele ejerperioden.

Diverse korrespondance mellem ejendomsmægler [person2], [finans1], [person1] m.fl. i e-mail af 26. maj 2011 fra ejendomsmægler [person2] oplyses det, at der på baggrund af skrivelser til blandt andet fredningsdommeren og byggemyndigheden blev givet tilladelse til nedrivning af det gamle sommerhus samt tilladelse til opførelse af et nyt sommerhus. Ejendomsmægler [person2] oplyser i brev af 28. juni 2011, at han i forbindelse med salget af sommerhuset blandt andet har sørget for, at der kunne opføres et nyt sommerhus på grunden.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs afgørelse.

Nævnet har begrundet afgørelsen således:

”Ifølge ligningslovens § 16 A, stk. 9 (dagældende) skal en hovedaktionær som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 4, der modtager udbytte fra selskabet i form af, at der stilles en sommerbolig til rådighed, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne værdien af rådigheden over sommerboligen. Værdien ansættes efter reglerne i § I 6, stk. 5.

Ihenhold til ligningslovens § 16, stk. 5, 2. pkt., er der en formodningsregel, hvorefter en ansat direktør eller anden medarbejder, med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, der som led i et ansættelsesforhold får stillet en sommerbolig til rådighed, anses for at have sommerboligen til rådighed hele året.

Ifølge ligningslovens § 16, stk. 5, 4. pkt., nedsættes den skattepligtige værdi i forhold til antallet af dage, sommerboligen stilles til rådighed for eller udlejes til andre personer, som ikke er omfattet af 3. pkt., eller som ikke er nærtstående.

Afgørelsen af, om hovedaktionæren har rådighed over sommerboligen, beror på en samlet konkret vurdering. Hvis vurderingen fører til, at sommerboligen ikke er stillet til rådighed for hovedaktionæren, beskattes hovedaktionæren ikke, jf. f.eks. Landsskatterettens kendelse af 25. maj 2009 (SKM 2009.459).

Nævnet henviser endvidere til Højesterets dom af 1.september 2009 (SKM 2009.558) og Ve­ stre Landsrets dom af 17. marts 201 I (SKM 20 I 1.262).

Nævnet finder det hverken dokumenteret eller sandsynliggjort, at ejendommen blev erhvervet med videresalg for øje.

Klagers repræsentant har henvist til, at sagens realiteter viser, at ejendommen blev erhvervet med henblik på videresalg.

Der er ingen oplysninger i sagen, der tyder på, at der allerede i forbindelse med købet var hen­ sigt om videresalg. For det første fremgår det af skødet fra 2005, at ejendommen blev erhver­ vet med henblik på ferieudlejning.

For det andet blev salgsbestræbelser først indledt medio 2009. Indholdet af rådighedsfraskri­ velsen af 15. september 2005 er kommenteret nærmere nedenfor.

Ejendommen var heller ikke optaget som et omsætningsaktiv i selskabets regnskab. Repræsentantens oplysning om, at der ikke skattemæssigt er afskrevet på ejendommen, kan ikke tillægges nogen betydning, da der ikke er hjemmel i afskrivningsloven til at afskrive på et sommerhus (beboelsesejendom).

Nævnet bemærker endvidere, at den fremlagte korrespondance med ejendomsmægler mm. tyder på, at der ikke blev ansøgt om tilladelse til nedrivning og nyopførelse, før ejendommen blev sat til salg. Det fremgår således af korrespondancen, at det var ejendomsmægleren, der stod for kontakten til byggemyndighederne m.fl. Dette tyder ligeledes på, at videresalgshensigten ikke opstod før 2009.

Der er ingen dokumentation for udlejningsbestræbelser, ligesom der ikke er dokumentation for, at ejendommen rent faktisk har været helt eller delvist udlejet i selskabets ejertid.

Da det således hverken er dokumenteret, at ejendommen blev erhvervet med henblik på vide­ resalg eller udlejning, må nævnet lægge til grund, at ejendommen blev stillet til klagers rådig­ hed.

Det er ikke tilstrækkelig dokumenteret, at klagers helbred forhindrede hende i at benytte sommerboligen. Afstanden til sommerhuset kan heller ikke medføre, at klager anses for afskåret fra at bruge sommerboligen.

Det bemærkes i denne forbindelse, at rådighedsbeskatning af klager også kan ske i de tilfælde, hvor klager har ladet andre benytte ejendommen privat, jf. Østre Landsrets dom af 17. november 2011 (SKM 2012.1), der omhandlede en fri bolig, hvor den pågældende overlod rå­ digheden af en bolig til sine husvilde venner, uden at der blev indtægtsført en lejeindtægt.

I billederne fra udbudsmaterialet fra ejendomsmægleren fremstår ejendommen som om, den kan benyttes til fritidsbolig. Billederne efterlader nævnet med det indtryk, at ejendommen rent faktisk også har været benyttet til beboelse.

Repræsentanten har henvist til, at indretning med indbo var et led i salgsbestræbelserne. Den­ ne oplysning kan ikke uden videre lægges til grund. Der er ingen dokumentation, der bestyrker oplysningen f.eks. i form af køb/leje af indbo eller transport af indbo til ejendommen.

Det må endvidere lægges til grund, at der har været et vist elforbrug i hele selskabets ejertid, ligesom der -i hvert fald i de omhandlede indkomstår -har været et ikke ubetydeligt vandforbrug, når der henses til, at der er tale om en sommerbolig. Frostskaderne er ikke dokumenteret. Det forekommer endvidere usandsynligt, at en fritidsbolig -der ifølge forklaringerne skulle nedrives/ombygges -har været elopvarmet i vinterperioden, uden at ejendommen samtidig blev benyttet i et vist omfang.

Nævnet mener ikke aftalen af 15. september 2005 mellem klager og klagers søn udgjorde en effektiv rådighedsfraskrivelse, og nævnet har derfor ikke tillagt aftalen nogen betydning.

Nævnet henviser i denne forbindelse til Byrettens dom af 27. februar 2013 (SKM 2009.245), der omhandlede rådighedsberøvelse vedrørende en fri bil. Byretten udtalte, at overladelse af nøgler til personer, som var undergivet den pågældendes instruktionsbeføjelse, ikke udgjorde en effektiv rådighedsberøvelse.

Nævnet mener endvidere, at selskabet -og dermed klager -som ejer af ejendommen til enhver tid har kunnet tilbagekalde aftalen af 15. september 2005.

Da salgsbestræbelseme ikke blev indledt før medio 2009, synes aftalen af 15. september 2005 endvidere ikke at have været tillagt betydning efter sit indhold.

Nævnet kan således sammenfattende konstatere, at ejendommen ikke kan anses for erhvervet med henblik på videresalg, at ejendommen ikke har været udlejet, at ejendommen har kunnet benyttes til beboelse, og at ejendommen rent faktisk også har været anvendt til beboelse.

Ejendommen må derfor have stået til klagers rådighed i de påklagede indkomstår.

For så vidt angår beregningen af værdi af fri sommerbolig, bemærker nævnet, at det udtrykkeligt fremgår af ligningslovens § 16, stk. 5, at værdien beregnes som 16,25 % af ejendomsvær­ dien pr. l. oktober året før rådighedsåret.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren ikke skal beskattes af værdi af fri sommerbolig.

Til støtte for påstanden har repræsentanten fremført:

”Til støtte for den primære påstand gøres det helt overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at foretage en forhøjelse af [person3]s skattepligtige indkomst, idet betingelserne for at foretage beskatning efter Ligningslovens § 16, stk. 5 ikke er opfyldt. Betingelserne for beskatning efter formodningsreglen er ikke tilstede, idet [person3] på intet tidspunkt har haft rådighed over sommerhuset, ligesom der må lægges vægt på, at sommerhuset aldrig har været i brug i den pågældende periode.

Beskatning efter Ligningslovens § 16, stk. 5 forudsætter, at sommerboligen kan anses for at være stillet til hovedanpartshaverens private rådighed, hvorfor alene det faktum, at selskabet er ejer af et sommerhus ikke er nok til, at der kan ske beskatning af hovedanpartshaveren. Dette er netop understreget i Landsskatterettens kendelser af 26. november 2012, j .nr. 11-0301088 og j.nr. 11- 0301126 og kendelse af 2. februar 2013 j.nr. 11-0300661.

Når det skal bedømmes, om en given sommerbolig kan anses for at være stillet til rådighed for hovedaktionærens private brug, skal der foretages en konkret, skønsmæssig vurdering med inddragelse af samtlige relevante forhold som har betydning for, om sommerboligen i den pågældende situation, kan siges at være stillet til rådighed for hovedaktionærens private brug. Der skal således foretages en konkret vurdering for, om der er grundlag for beskatning af værdien af fri sommerbolig.

Ved vurderingen af, om der er rådighed over sommerhuset, skal der særligt lægges vægt på følgende forhold:

Alene det faktum, at et selskab ejer en sommerbolig medfører således ikke automatisk, at hovedanpartshaveren tillige anses at have rådighed over den pågældende bolig privat og dermed skal beskattes af værdien heraf.

Selskabet har erhvervet sommerhuset som led i driften

Ved afgørelse af, om der kan ske beskatning af [person3] skal det inddrages i den samlede vurdering, at selskabets investering i sommerhuset var en forretningsmæssig disposition, idet selskabet forventede at opnå en gevinst ved videresalg. Her må der blandt andet lægges vægt på selskabets øvrige aktivitet på ejendomsmarkedet, der netop har givet selskabet forudsætninger for, at man ved investeringen havde en realistisk sandsynlighed for at opnå en gevinst. Selskabet driver virksomhed med investering i fast ejendom, primært med udlejningsejendomme til beboelse. Modsat de øvrige ejendomme i selskabets portefølje, der af selskabet behandles som anlægsaktiver, adskiller sommerhuset sig fra disse ved netop at være købt med videresalg for øje og ikke som et anlægsaktiv , hvor selskabet opnår indtjening gennem udlejning. Investeringen i sommerhuset var fra selskabets side et forsøg på at udvide selskabets arbejdsområde fra udlejning af fast ejendom til også at omfatte køb og salg af fast ejendom. Da selskabet stødte på betydelige udfordringer i forbindelse med indhentelse af tilladelser - og da faldet på ejendomsmarkedet fortsatte - medførte investeringen ikke det forventede resultat, hvorfor selskabet ikke opkøbte flere sommerhuse eller sommerhusgrunde.

Sommerhuset blev købt som et investeringsobjekt og muligheden for at opnå en gevinst ved videresalg forudsatte, at sommerhuset blev revet ned og at der i stedet blev opført et nyt sommerhus på grunden. Nedrivning af sommerhuset krævede, at der blev indhentet tilladelser fra forskellige offentlige myndigheder, hvilket var en særdeles langvarig proces, særligt fordi Fredningsnævnet havde afgørende indflydelse på tilladelsen, hvorfor sagen trak i langdrag. Tilladelse til at rive sommerhuset ned blev først opnået i 2011. Det er ikke korrekt, når det af Skatteankenævnet påpeges, at der først i 2009 blev indledt bestræbelser på at opnå de pågældende tilladelser. Men det var først fra dette tidspunkt, at ejendomsmægleren blev inddraget i processen, hvilket skyldes, at selskabet - trods flere forsøg - ikke havde held til at opnå de påkrævede tilladelser. Udover at sommerhuset var i dårlig stand og dermed ubeboeligt, må det også påpeges, at sommerhuset alene var 50 kvm, hvilket, i sagens natur, medfører, at kredsen af købere er betydeligt indskrænket og opnåelse af de pågældende tilladelser til opførelse af et nyt sommerhus har derfor været en forudsætning for videresalg med gevinst.

Da prisniveauet på sommerhuse i [by1] fortsat var lavt i 2005 og da selskabet har erfaring inden for ejendomsbranchen, er det sandsynliggjort, at selskabet erhvervede sommerhuset i erhvervsøjemed, da selskabet netop betragtede købet af sommerhuset som en investeringsmulighed på grund af de forholdsvis lave priser på daværende tidspunkt. At markedet har udviklet sig som sket ændrer dog ikke på det faktum, at selskabet erhvervede sommerhuset på erhvervsmæssigt grundlag og med indtjening for øje.

Indhentelse af tilladelser og forhandling med ejendomsmægler

Et videresalg af sommerhuset - med fortjeneste -krævede, at det gamle sommerhus blev revet ned og at et nyt blev opført. For at gennemføre dette, krævede det, at selskabet opnåede en række tilladelser fra offentlige myndigheder. [person1] har qua sin stilling i selskabet forsøgt at indhente disse tilladelser. Som anført af klager, har det været en særdeles langvarig proces at opnå tilladelserne, hvilket skyldes, at Fredningsnævnet var en væsentlig faktor i forhold til udstedelse af tilladelserne. Først i 2011, med hjælp fra ejendomsmægleren, opnåede man tilladelse til at rive det gamle sommerhus ned og opføre et nyt. Processen forløb altså ikke som planlagt, men faktum er, at hensigten med investe1ingen var videresalg med gevinst for øje og købet af sommerhuset var udelukkende et erhvervsforetagende. Det er således ikke korrekt, når Skattemyndigheden anfører, at [person3] på grund af disse udfordringer og den tidsmæssige udstrækning, skal anses for at have haft sommerhuset til sin rådighed.

Forhandlingerne med ejendomsmægleren og det faktum, at sommerhuset har været sat til salg, er sammen stærke indikatorer for, at sommerhuset er erhvervet som et investeringsobjekt med henblik på videresalg. Udviklingen på ejendomsmarkedet sammenholdt med de problemer der opstod i forbindelse med indhentning af tilladelser, medførte, at selskabet fandt det nødvendigt at sælge grunden med det oprindelige sommerhus som sket, for at begrænse sit tab mest muligt.

Billeder i salgsopstilling

Skatteankenævnet har i sin afgørelse anført, at billederne fra ejendomsmæglerens udbudsmateriale, jf. bilag 3, giver det indtryk, at sommerhuset kan benyttes til fritidsbolig og at billederne tillige efterlader nævnet med det indtryk, at ejendommen anvendes til beboelse. Det må her påpeges, at billederne i en salgsopstilling naturligvis skal gøre boligen så attraktiv som muligt for eventuelle købere. Som led i et salgstrick er det således naturligt, at billederne skal give det indtryk, at boligen kan benyttes til den ønskede aktivitet, her fritidsbolig. [person1] har derfor sørget for, at sommerhuset i forbindelse med salget blev sat i præsentabel stand, så man øgede chancerne for et salg. De opstillede billeder har derfor alene haft det formål at give indtryk af, at sommerhuset kunne benyttes til beboelse, også selvom sommerhuset ikke reelt har været beboet.

[person3]s personlige forhold

Da beskatning efter Ligningslovens § 16, stk. 5 kræver, at der foretages en konkret vurdering af sagens forhold, medfører dette selvsagt, at hovedanpartshaverens personlige forhold er af relevant betydning for, om der er grundlag for at foretage beskatning eller ej. I den forbindelse skal der tages udgangspunkt i klagers personlige forhold sammenholdt med terrænet hvor sommerhuset er beliggende som medfører, at klager fysisk har været afskåret fra at råde over sommerhuset, da klager på grund af sin alder og sygdom ikke har haft mulighed for at benytte sig af sommerhuset. Derudover skal der lægges vægt på, at [person3] har underskrevet en erklæring der netop fratager hende enhver ret over sommerhuset, herunder retten til at råde over sommerhuset. Dette er nærmere behandlet nedenfor.

[person3] er, på grund af mangeårig slidgigt i nederste del af ryggen, dårligt gående. Udover at dette hindrer hende i at anvende sommerhuset på grund af det terræn sommerhuset er beliggende i, betyder [person3]s sygdom også, at [person3] har brug for en særligt støttende seng og således ikke kan sove på en almindelig boksmadras, som den der står i sommerhuset og fremgår af billederne i salgsopstillingen. Det faktum, at sengen ikke er egnet til at [person3] kan overnatte i sommerhuset, skal sammenholdes med det faktum, at det som minimum - det vil sige, med færge og uden trafik på vejene eller forsinkelser ved færgen - tager 4 ½ time at komme fra [person3]s bopæl og op til sommerhuset, jf. bilag 2. Hvis [person3] skulle anvende sommerhuset uden at overnatte der, ville hun altså skulle bruge minimum 9 timer på transport for at kunne tilbringe få timer i et sommerhus der er i dårlig stand og hvis terræn ikke gør det muligt for [person3] at komme frem. Med baggrund i disse fakta, er det således udelukket, at [person3] skulle have benyttet sig af sommerhuset, da det slet ikke har været fysisk muligt for [person3] at opholde sig i sommerhuset. At det aldrig har været hensigten, at [person3] skulle benytte sig af sommerhuset understøttes således også af, at der ikke blev truffet foranstaltninger for at gøre det muligt for [person3] at benytte sig af sommerhuset.

På baggrund af ovenstående er det således klart, at [person3] ikke har haft rådighed over sommerhuset - og at dette heller aldrig har været hensigten -, hvorfor der ikke er hjemmel til at foretage beskatning efter Ligningslovens § 16, stk. 5.

Behov hos klager

Udover at klager fysisk har været afskåret fra at benytte sig af sommerhuset, bør der også lægges vægt på, at [person3] privat har rådighed over et andet sommerhus. Der har således slet ikke været behov for, at [person3] skulle rejse den lange vej for at benytte sig af et sommerhus i dårlig stand og iet barsk terræn, når hun har haft rådighed over et andet sommerhus. [person3] har altså slet ikke haft nogen privat interesse i, at selskabet skulle erhverve sommerhuset. Med baggrund heri, har [person3] i forbindelse med erhvervelse af sommerhuset fraskrevet sig retten til at benytte sig af sommerhuset privat, jf. bilag 4.

Sommerhuset har derned både kontraktligt og fysisk været afskåret fra hovedaktionærens rådighed til privat benyttelse, hvorfor det vil være helt urimeligt, at lade [person3] beskatte heraf. Skatteankenævnet oplyser heller ikke hvilke andre foranstaltninger, der kunne have været foretaget for, at [person3] udtrykkeligt skulle have givet afkald på at anvende sommerhuset. Dermed indikerer Skatteankenævnet, at [person3] skal beskattes, alene fordi hun er anpartshaver i et selskab, der har købt et sommerhus . Tilmed et sommerhus der på alle tænkelige måder er ubrugeligt for [person3], så hun aldrig kan have haft rådighed over sommerhuset.

Foranstaltninger for at hindre hovedanpartshaverens rådighed over sommerboligen

Kan der fremlægges bevis for, at der er truffet foranstaltninger for at hindre hovedanpartshaverens rådighed over sommerboligen, taler dette for, at denne ikke har haft sommerboligen til rådighed. I forbindelse med afgørelsen af, om der skal ske beskatning af [person3], skal der derfor lægges vægt på, at [person3] på alle måder har været afskåret fra at anvende sommerhuset. Dels har hun underskrevet en erklæring der fratager hende retten til at råde over og benytte sig af sommerhuset, jf. bilag 4, dels har hun ikke været i besiddelse af nøglerne til sommerhuset og sidst, men ikke mindst, har [person3] på grund af sine personlige forhold - som gennemgået ovenfor - ikke fysisk været i stand til at benytte sig af sommerhuset. Der er således tale om såvel en kontraktretlig som en fysisk afskæring af rådigheden over sommerhuset.

Fraskrivelse afråde- og brugsretten samt manglende nøgle til sommerhuset

I forbindelse med indgåelse af aftalen om køb af sommerhuset, har [person3] underskrevet en erklæring der fratager hende retten til at råde over og benytte sig af sommerhuset. Aftalen er indgået mellem hovedanpartshaveren og selskabet, hvor [person1] har underskrevet på vegne af selskabet. Da det efter aftale var [person1] der skulle stå for nedrivning af sommerhuset, efterfølgende opførelse af nyt sommerhus og endeligt salg af det nyopførte sommerhus, var det også naturligt, at det var [person1] der underskrev på vegne af selskabet. [person1] er søn til [person3], men underskrev aftalen qua sin stilling som ansat i selskabet. Det bestrides ikke, at aftalen er indgået mellem interesseforbundne parter, men vi kan ikke tilslutte os, at der ikke skal lægges vægt på den pågældende aftale, idet der er tale om en retligt bindende erklæring. Der er ikke indsat en klausul om, at erklæringen er tidsbegrænset eller kan tilbagekaldes, hvorfor erklæringen er at betragte som en endelig afskrivelse af retten til at råde over sommerhuset. Der kan ikke - som sket af Skatteankenævnet -sluttes modsætningsvist, således at manglen på disse forhold i aftalen medfører, at erklæringen kan trækkes tilbage. For at erklæringen ville kunne trækkes tilbage må der således have været indsat en bestemmelse herom, hvilket ikke var tilfældet i nærværende sag.

Til trods for, at aftalen er indgået mellem interesseforbundne parter, må der således lægges vægt på, at aftalen blev indgået og underskrevet i forbindelse med underskrift af købsaftalen, at det alene skyldes praktiske foranstaltninger i forbindelse med et fremtidigt videresalg, at aftalen blev indgået mellem interesseforbundne parter, da [person1] siden købet af sommerhuset har haft fuldmagt til at stå for salget af sommerhuset og sidst, men ikke mindst, at der ikke i aftalen er indsat en ret til, at [person3] kan tilbagekalde sin erklæring om ikke at ville benytte sig af sommerhuset, ligesom der må lægges vægt på, at erklæringen har stået ved magt i al den tid selskabet har ejet sommerhuset. Derudover må erklæringen om ikke at benytte sig af eller råde over sommerhuset alt andet lige ses i lyset af det faktum, at [person3] aldrig har været i besiddelse af nøglen til sommerhuset, hvilket netop skyldes, at det aldrig har været hensigten med investeringen, at sommerhuset skulle anvendes privat. Da [person1] har haft den fulde ret til både at forestå nedrivningen af sommerhuset og til at forhandle med ejendomsmægleren, er det også naturligt, at det var ham der var i besiddelse af nøglen til sommerhuset.

Skatteankenævnet finder ikke, at [person3] har fraskrevet sig retten til at råde over sommerhuset, men angiver dog ikke hvilke andre foranstaltninger, der kunne have været foretaget for, at [person3] udtrykkeligt skulle have givet afkald på retten til at råde over sommerhuset..[person3] har uden tvivl gjort hvad der har været muligt for at fraskrive sig rådigheden over sommerhuset, men der har ikke været andre parter, overfor hvem [person3] ville kunne afskrive sig rådigheden over sommerhuset. Såfremt der havde været indgået en aftale med et udlejningsbureau om udlejning af sommerhuset, havde det været muligt for klager at indgå en aftale med udlejningsbureauet omkring afskæring af rådigheden over sommerhuset. Da det netop var hensigten, at sommerhuset skulle rives ned, så snart der var opnået tilladelse hertil, blev der ikke indgået en aftale med et udlejningsbureau. Med uvisheden om, hvornår der blev opnået de pågældende tilladelser og dermed hvornår sommerhuset ville blive revet ned, var det ikke muligt for selskabet at indgå forpligtende aftaler om udlejning af sommerhuset, da selskabet de1med ville risikere at misligholde de pågældende aftaler, såfremt sommerhuset i mellemtiden var blevet revet ned. Et yderligere moment til at der ikke blev indgået en aftale med et udlejningsbureau, er det faktum, at der på grund af sommerhusets stand - særligt sammenlignet med de øvrige sommerhuse i [by1] - end ikke ville have været interesserede lejere til sommerhuset, hvorfor arbejdet med udlejning blot ville være spildt. Der har således ikke været en tredjemand involveret i sagen, med hvem [person3] kunne have indgået den pågældende aftale. Dette er tillige forklaringen på, hvorfor der ikke har været afholdt bestræbelser på at udleje sommerhuset. Sommerhuset blev opført tilbage i 1971, hvorfor der slet ikke kan være tvivl om, at sommerhuset har været i dårlig stand og dem1ed heller ikke attraktivt for hverken lejere eller købere. En gennemgribende renovering har derfor uden tvivl været nødvendig for at kunne både udleje og sælge sommerhuset.

Realiteterne

Sidst, men ikke mindst, må der lægges vægt på, at forbruget i sommerhuset har været minimalt, hvilket er endnu en faktor der indikerer, at sommerhuset slet ikke har været anvendt. Modsat hvad der anføres af Skatteankenævnet.

Som argumentation for, at Skatteankenævnet anser sommerhuset for at være anvendt privat anføres det, at der har været:

".. et vist elforbrug [og et} ikke ubetydeligt vandforbrug "'.

Både el- og vandforbruget er imidlertid langt under det gennemsnitlige forbrug i et sommerhus. Det følger således af [virksomhed3] 's hjemmeside, at det gennemsnitlige elforbrug i et sommerhus med el­radiator ligger på mellem 2.500 og 5.000 kWh om året, for et sommerhus der alene anvendes i sommerhalvåret, jf. bilag 5, og at der i gennemsnit bruges 0,5 m3 vand pr. person pr. uge, jf. bilag 6. Forbruget af både el og vand er langt under det gennemsnitlige forbrug, hvilket må ses i lyset af, at sommerhuset netop ikke har været anvendt til beboelse. I 2009, hvor man i to år havde forsøgt at opnå tilladelser til nedrivning og hvor disse endnu ikke var opnået, påbegyndtes en mindre istandsættelse af sommerhuset, for at få dette til at se mere attraktivt ud for eventuelle købere. Dette har haft en indvirkende faktor på, at forbruget i 2009 har været højere end i 2007 og 2008, om end det må understreges, at forbruget stadig er for lavt til, at sommerhuset kunne have været beboet. Derudover var der i 2009 skader på vandmåleren, som sprang to gange, hvilket medførte et betydeligt udsving i vandforbruget i 2009 i forhold til de øvrige år, da skaderne medførte vandspild. At der ikke er en tilsvarende stigning i elforbruget bekræfter blot, at det øgede vandforbrug skyldes vandspild på grund af skade og ikke -som antaget af Skatteankenævnet - at sommerhuset har været i brug. I forbindelse med at der har været et forbrug i sommerhuset må det også bemærkes, at der har været oprydning i og omkring sommerhuset og ikke mindst, at der har været landmålere og andre fagfolk ude ved sommerhuset, hvilket naturligvis har haft en indvirkning på forbruget. I forbindelse med både indhentning af tilladelser og aftaler med ejendomsmægleren, har [person1] således været ude ved sommerhuset.

Skatteankenævnet anfører i sin afgørelse, at det er usandsynligt, at sommerhuset har været opvarmet i vinterperioden, såfremt sommerhuset ikke har været anvendt. Det må her bemærkes, at sommerhuset naturligvis ikke har været opvarmet som til brug, men alene for at rør mm. ikke skulle fryse til. Såfremt sommerhuset havde været opva1met til brug, havde forbruget været langt større. Dette understøttes tillige af bilag 5 hvoraf det fremgår, at det gennemsnitlige elforbrug for et sommerhus er 2.500 kWh om året i et sommerhus der ikke er opvarmet i vinterhalvåret. Hvis sommerhuset holdes frostfrit med en el-radiator, ligger det gennemsnitlige forbrug på omkring 5.000 kWh. I det i nærværende sag omhandlede sommerhus har el-radiatorerne alene været tændt i vinterhalvåret , for at holde sommerhuset frostfrit og de1med mindske risikoen for skader. Til trods herfor, har forbruget været under det gennemsnitlige forbrug for sommerhuse, hvilket er med til at understøtte det faktum, at sommerhuset ikke har været brugt til beboelse.

Da det således kan konkluderes, at [person3] har været afskåret fra at benytte sig af sommerhuset og at sommerhuset slet ikke har været i brug - hverken af [person3] eller af andre - er der ikke hjemmel til at foretage beskatning hos [person3], da betingelserne i Ligningslovens § 16, stk. 5 ikke er opfyldt.

Fraskrivelse af råderetten efter praksis

Som en vigtig faktor i nærværende sag må der peges på det faktum, at hverken SKAT eller Skatteankenævnet overfor [person3] har redegjort for, hvordan hun effektiv skulle have fraskrevet sig råderetten over sommerhuset. Det skal således atter understreges, at [person3] har gjort alt hvad der stod i sin magt for, at hun ikke skulle have rådigheden over sommerhuset. En gennemgang af såvel hjemmelsgrundlaget for beskatning af adgangen til fri sommerbolig som praksis på området tilkendegiver da heller ikke, hvordan rådigheden ellers skulle være fraskrevet end som sket i nærværende sag. Det er således helt urimeligt, at lade [person3] beskatte af værdien af fri sommerbolig, idet betingelserne for beskatning ikke er opfyldt og idet hun netop har gjort som praksis foreskriver, for at undgå beskatningen.”

Repræsentanten har som reaktion på styrelsens forslag fremført:

”Skatteankestyrelsen bemærker i deres forslag, at [person3] er hovedanpartshaver og direktør i [virksomhed1] ApS. Hertil bemærkes det yderligere, at selskabets formål er udlejning af boliger og køb og salg af fast ejendom og køb og salg af fast ejendom.

Selskabet har i 2005 købt sommerhuset, [adresse1], [by1]. Skatteankestyrelsen bemærker hertil, at det af skødet fremgår, at sommerhuset er erhvervet med henblik på udlejning og feriemål. Hertil skal vi igen bemærke, at selskabet reelt set erhvervede ejendommen, som et investeringsobjekt med videresalg for øje. Skatteankestyrelsen udtaler desuden, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at sommerhuset har været udlejet. Vi skal hertil bemærke, at selv hvis sommerhuset var erhvervet til udlejning, så har det aldrig været muligt grundet sommerhusets fysiske stand. Vi skal igen slå fast, at den salgsopstilling som henvises til i sagen, er udarbejdet således at denne på bedst mulig vis fremstillede boligen, som et attraktivt køb for en potentiel køber. Det er helt almindelig kutyme, at man som sælger benytter sig af sådanne salgstricks hvorfor den pågældende salgsfremstilling er ubrugelig, når det kommer til at skulle belyse sagens fakta.

Afslutningsvist skal vi fastholde, at vor klient ikke har haft rådighed over huset, hverken fysisk eller juridisk.”

Landsskatterettens afgørelse

Efter ligningslovens § 16A, stk. 5, skal en hovedaktionær, der modtager udbytte fra selskabet i form af, at der stilles en sommerbolig til rådighed, medregne værdien af rådigheden ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst. Værdien beregnes efter ligningslovens § 16, stk. 5.

Selskabets ejerskab er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at beskatte hovedaktionæren, men må ejendommen anses for stillet til rådighed for hovedaktionærens private brug, er han skattepligtig af værdien. Det er således rådigheden, der begrunder skattepligten, ikke den faktiske anvendelse, jf. SKM2009.558.H.

I Vestre Landsrets dom SKM2011.262 blev en hovedaktionær beskattet, da selskabet ikke drev virksomhed med udlejning eller salg af sommerhuse og klageren var den eneste, som havde benyttelsesretten i perioder, hvor huset ikke var udlejet. I Byretsdommen SKM2013.417 og Landsskatteretsafgørelsen SKM2009.459 blev der ikke statueret beskatning. Der blev i begge afgørelser lagt vægt på, at sommerhusene var et led i selskabernes drift. I landsskatterettens afgørelse hensås i øvrigt til, at sommerhusene lå i meget kort afstand til klagerens bolig. I Vestre Landsrets dom i SKM2011.262 blev der derimod statueret beskatning, da sommerhuset ikke blev benyttet af selskabet.

Afgørelsen af om klageren har rådighed over sommerhuset, beror på en samlet konkret vurdering.

Klageren er hovedanpartshaver og direktør i [virksomhed1] ApS (selskabet). Selskabets formål er udlejning af boliger og køb og salg af fast ejendom. Selskabet har i 2005 købt sommerhuset, [adresse1], [by1]. Af skødet fremgår, at sommerhuset er erhvervet med henblik på udlejning til ferieformål. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at sommerhuset har været udlejet. Der foreligger en salgsopstilling, som viser, at sommerhuset er beboeligt. Sommerhuset er solgt i maj 2011 uden, at det i ejertiden ses at have været anvendt i selskabets drift.

Da sommerhuset ikke har været udlejet og dermed ikke udnyttet af selskabet til driftsmæssigt formål, er det klageren, der, som hovedanpartshaver, har haft rådighed over huset. Det forhold, at rådigheden er videregivet til sønnen ændrer ikke herved. Der er tale om interesseforbundne parter og råderetten er videregivet vederlagsfrit. Der er således ikke tale om en effektiv fraskrivelse af råderetten. Der kan henvises til afgørelsen i SKM2012.1.

Retten stadfæster på det grundlag afgørelsen.