Kendelse af 17-09-2015 - indlagt i TaxCons database den 07-11-2015

Indkomståret 2010

Skattepligtig indkomst

SKAT har ikke godkendt fradrag for udgifter til advokat med 553.782 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] A/S er stiftet den 16. oktober 1996. Selskabet driver virksomhed med eksport af kød, fortrinsvis svinekød. Selskabet er en del af en koncern med [virksomhed2] ApS som administrationsselskab. [person1] er hovedanpartshaver i [virksomhed2] ApS.

Selskabet stiftede i september 2002 sammen med [person2] selskabet [virksomhed3] med henblik på at etablere sig i Frankrig med opkøb og videresalg af svinekød. Det franske selskab gik imidlertid dårligt og [person1] og [person3], der var henholdsvis direktør og eksportchef i [virksomhed1] A/S, blev indsat i ledelsen af det franske selskab for at få det på ret køl igen. Selskabet gik imidlertid i betalingsstandsning den 12. oktober 2009 og gik senere konkurs i december 2009.

Der er fremlagt diverse fakturaer fra [virksomhed4] advokatfirma i Frankrig udstedt til [virksomhed1] A/S med tilhørende salærredegørelser.

Der er endvidere fremlagt brev af 4. januar 2013 fra [virksomhed4] til selskabet, hvoraf fremgår følgende:

“(...)

Further to discussion with you and your Danish lawyer, Mr. [person4], please find as follows the answers to his questions concerning the (i) pending litigation filed against both of you personally as directors or [virksomhed3], [virksomhed1]’s insolvent French subsidiary, by the liquidator appointed in the judicial liquidation proceedings of [virksomhed3], and (ii) the possibility for [virksomhed1] to bear and deduct the correponding legal fees incurred in relation to this pending litigation.

1. Can a company be appointed to manage a [virksomhed5] - SARL (i.e et anpartsselskab)?

The answer is no, as per section L 223-18 of the French code of commerce. [virksomhed1] A/S was therefore not eligible to be appointed as a “gérant” of [virksomhed3] and resorted to:

• Appoint [person1] and [person3] to replace [person2];

• Clarify the financial situation of the French subsidiary; and

• [virksomhed1]’s investment in its subsidiary.

2. Description of the general rules pertaining to the professional liability of a “gérant” of a French SARL:

A gérant is liable vis a vis the company, or third parties from a “civil” (as opposed to “criminal’) perspective, for;

• Noncompliance with existing legislation/regulations applicable to French SARLs;

• Breach of the company’s by-laws;

• Mismanagement of the company; and

• In case of insolvency, for any act of mismanagement which has contributed in total or in part to the company’s deficiency of assets to cover its outstanding debts. In case of insolvency, the court appointed liquidators, who are entitled, under the insolvency section of the code of commerce, to bring legal action against the officers of an insolvent company, can initiate proceedings against the statutory officers, i.e the gérant(s) and also against the “de facto directors”, i.e generally the shareholders and sometimes the suppliers, if there is sufficient evidence that the latter acted as if they were entitled to represent the company.

3. the standard of care expected to avoid personal liability in France vis a vis the shareholders or the company:

Under French law there is not a standard of care per se as per the notion of standard of care under English tort law. In order to avoid being subject to professional liability as a manager of a French company, first of all, a manager should avoid carrying out any acts of mismanagement.

The notion of mismanagement is not defined under French law and is therefore subject to the interpretation by the courts. The courts have adopted a relatively broad interpretation of mismanagement and the facts of each particular trace shall be determinative.

Common examples of mismanagement during the operation of a business are for:

• negligent management or surveillance;

• not consulting the shareholders, for example if a director’s acts and omissions lead to the dissolution of the company due to his stubbornness to manage the company on its own without any control by refusing to convene shareholders meeting over a number of years;

• bad management results, only when this is accompanied with the director’s disinterest in the company’s affairs;

• operating the business at a loss without taking necessary measures even if the company is not yet insolvent; and

• management irregularly granting itself excessive remuneration even when the company is experiencing financial difficulties.

Other examples are misappropriation of corporate assets (‘abus de biens sociaux‘), distribution of fictitious dividends (‘distribution de dividendes fictifs’), or participating in management decisions which are evidently destined to fail or are badly prepared such as poorly negotiated acquisitions and investments taking overly onerous taken in uncertain economic times.

Many other situations may amount to being considered as acts of mismanagement leading to potential sanctions, notably for the shortfall of assets of an insolvent company.

Other than for acts of mismanagement, directors may be held professionally liable in the event they have breached any legislative or regulatory disposition (for example, if a director irregularly incorporates a company without proceedings with the necessary formalities) or of the company’s articles of association, as mentioned in previous correspondance.

Secondly, for shareholders, such as [virksomhed1], to avoid becoming professionally liable for acts of mismanagement, they should avoid any act which may lead the court to decide that they are de facto directors, i.e. an individual who, or a legal entity which, has acted positively in the management of a legal entity even though he/she/it has not been appointed as statutory director. If they are not considered as de facto directors they may not be held professionally liable for the management of the company.

Shareholders may be considered as de facto directors if they have been regularly involved in the daily management of the company.

Determining whether a shareholder is a de facto director is therefore a question of fact left to the discretion of the French lower courts which look for corroborating indicia (‘faisceau d’indices convergents’) evidencing a de facto director role.

4. [virksomhed1]’s strategy and the reasons behind the appointment of [person1] and [person3] as “cogérants” of [virksomhed3]:

It is right to say, as stated in my draft memo of April 2012, provided to [person3] and [person1], that they were appointed to serve [virksomhed1]’s best interest by preserving its:

• Reputation vis a vis the clients and suppliers that [virksomhed1] and [virksomhed3] had in common;

• Investment in [virksomhed3] by attempting to save it from bankruptcy and finally, liquidation.

We have made this type of comment in our statements to the court in [...].

(...)”

Sideløbende med nærværende sag verserer der ligeledes en ren konsekvenssag vedrørende sambeskatningen med [virksomhed2] ApS.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for udgifter til advokat med 553.782 kr. for indkomståret 2010.

Efter statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, kan “de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten” fradrages.

Der skal være en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette forudsætter bl.a., at udgiften vedrører den person eller det selskab, som afholder udgiften.

Udgifterne til advokat [virksomhed4] i Frankrig er afholdt vedrørende udskiftningen af ledelsen i det franske datterselskab, den nye ledelses forsøg på at redde selskabet, samt retssag vedrørende ledelsesansvar for [person1] og [person3], anlagt af den franske kurator.

Påtagelsen af ledelsesopgaven i [virksomhed3] er ikke er en del af [person1]s og [person3]s opgaver som bestyrelsesmedlemmer i [virksomhed1] A/S. Heller ikke selv om de har påtaget sig ledelsesposter i [virksomhed3] uden vederlag fra både [virksomhed3] og [virksomhed1] A/S.

Derfor er [virksomhed1] A/S ikke den rette omkostningsbærer.

Forsøget på at redde selskabet for at undgå, at samhandelspartnere, der også handlede med [virksomhed1] A/S led tab pga. kreditter ydet til det franske datterselskab, etablerer ikke en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af advokatudgifterne og indkomsterhvervelsen i [virksomhed1] A/S.

Forsøget på at redde selskabet for at undgå, at en fransk kurator ville anlægge sag mod [virksomhed1] A/S, hvis det franske datterselskab ikke blev reddet, udgør heller ikke en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af advokatudgifterne og indkomsterhvervelsen i [virksomhed1] A/S.

Endvidere vedrører bistand fra en fransk advokat i forbindelse med den tidligere direktørs aftrædelse og risikovurdering af fordele og ulemper ved at forsøge at redde selskabet, ikke den skattepligtige indkomst i [virksomhed1] A/S.

Den efterfølgende mulighed for ved konkursen at forfordele kreditorer, som også var samhandelspartnere med [virksomhed1] A/S, skaber endvidere ikke en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af advokatudgifterne og indkomsterhvervelsen i [virksomhed1] A/S.

Ved etableringen af [virksomhed3] under Frontier-navnet, må [virksomhed1] A/S have accepteret, at [virksomhed3]s udnyttelse af goodwill via navnet og en risiko for påvirkning af goodwillen fra [virksomhed3]s drift.

Det forhold, at [virksomhed3] har fået lov til at drive virksomhed under Frontier-navnet medfører ikke, at udgifter vedrørende udskiftning af ledelse, drift og afvikling af virksomheden kan fratrækkes af [virksomhed1] A/S.

Der kan derfor ikke indrømmes fradrag for advokatudgifter vedrørende udskiftningen af ledelsen i det franske datterselskab (indsættelsen af [person1] og [person3]), den nye ledelses forsøg på at redde selskabet, samt retssag vedrørende ledelsesansvar for [person1] og [person3], anlagt af den franske kurator.

Der er i øvrigt henvist til Højesterets dom offentliggjort i SKM 2012.13.

Selskabets opfattelse

Selskabet har fremsat påstand om, at man er berettiget til fradrag på 553.782 kr. for advokatomkostninger afholdt i indkomståret 2010.

Der er tale om en udgift, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Den omhandlede udgift er afholdt af selskabet til det franske advokatfirma [virksomhed4] vedrørende bistand i forbindelse med:

a) Udskiftningen af ledelsen i [virksomhed1] A/S’ franske datterselskab (ejet med 75 %) [virksomhed3], til [person1] og [person3],

b) bistand i forbindelse med den nye ledelses forsøg på at redde datterselskabet samt

c) efterfølgende bistand i forbindelse med den franske kurator i [virksomhed3], der gik konkurs, og anlagde retssag mod [person1] og [person3].

Advokatomkostningen er afholdt, dels for at sikre, erhverve og vedligeholde den skattepligtige indkomst i [virksomhed1] A/S og dels som en direkte konsekvens af [virksomhed1] A/S’ tiltag truffet for at sikre, erhverve og vedligeholde den skattepligtige indkomst.

[virksomhed1] A/S er et selskab, der beskæftiger sig med eksport og salg af kød i hele verden. Selskabets forretningsmuligheder er helt afhængig af, at selskabets omdømme og kreditværdighed i branchen er intakt blandt kunder og leverandører. Dels fordi der er tale om fødevarer, hvor sikkerhed og kvalitet er altafgørende, og dels fordi samhandlen ofte involverer store usikrede kreditter mellem selskabet og dets kunder samt leverandører.

[virksomhed1] A/S’ nu konkursramte franske datterselskab var udelukkende etableret som lokalt salgsselskab. Det franske datterselskab drev virksomhed under navnet [virksomhed3] med henblik på at udvikle det franske marked for [virksomhed1] A/S. [virksomhed3] havde ikke selvstændig kunde- eller leverandørbase eller selvstændig ret til navn eller goodwill, bortset fra det, der fulgte med koncernforholdet til [virksomhed1] A/S.

I 2010 viste det sig, at der var store problemer i [virksomhed3]. Disse var afstedkommet af uregelmæssigheder hos selskabets daværende ledelse. [virksomhed1] A/S vurderede på det tidspunkt, at det var af væsentlig betydning for selskabets egen goodwill, omdømme og fremtidige forretningsmuligheder særligt i Frankrig, at den eksisterende ledelse i det franske datterselskab blev udskiftet, efter uregelmæssighederne blev konstateret for at hindre fortsat skadevirkning. Det var samtidig vigtigt for [virksomhed1] A/S’ omdømme, at datterselskabet blev reddet fra konkurs.

En fortsættelse af uregelmæssighederne og en konkurs ville således have medført væsentlig skadevirkning i forhold til [virksomhed1] A/S’ samhandelspartnere med relation til Frankrig med den konsekvens, at selskabet ville miste markedsandele eller helt risikere at miste det franske marked såvel med hensyn til indkøb som med hensyn til salg.

Leverandører i det franske datterselskab var således også leverandører i [virksomhed1] A/S og det beroede i nogen grad på [virksomhed1] A/S’ valg, at leverandører havde samhandlen med [virksomhed3] og ikke med [virksomhed1] A/S. Hovedparten af disse var således leverandører til [virksomhed1] A/S også inden etableringen af [virksomhed3]. Samhandelspartnerne skelnede ikke i praksis mellem, om de havde [virksomhed3] som aftalepart eller om de havde [virksomhed1] A/S. Hele samhandlen var baseret på den tillid og det omdømme som [virksomhed1] A/S have opbygget i branchen. Uden [virksomhed1] A/S ville [virksomhed3] således ikke have haft nogen forretning.

De foretagne tiltag med at udskifte ledelsen i [virksomhed3] og forsøg på at redde selskabet ved i stedet at indsætte direktøren og eksportchefen fra [virksomhed1] A/S i ledelsen i [virksomhed3], blev udelukkende gennemført for at afværge truende tab af forretning og goodwill for [virksomhed1] A/S og har således direkte tilknytning til indkomsterhvervelsen i [virksomhed1] A/S.

[virksomhed1] A/S havde ikke valgt at afholde omkostninger til dette og udsat sine ledelsesmedlemmer for risikoen ved at indtræde i ledelsen i et nødlidende selskab, hvis ikke det havde haft et forretningsmæssigt formål for [virksomhed1] A/S. Kunne en konkurs i [virksomhed3] således være gennemført uden nogen skadevirkning for [virksomhed1] A/S, andet end den tabte investering i [virksomhed3], havde [virksomhed1] A/S ikke anvendt ressourcer på at udskifte ledelsen som led i forsøget på at redde [virksomhed3].

[person1] og [person3] var henholdsvis direktør og eksportchef i [virksomhed1] A/S, og det var udelukkende i kraft af deres ansættelsesforhold i [virksomhed1] A/S, at de blev sat ind i ledelsen i [virksomhed3]. [person3] taler således fransk og var, sammen med direktøren i [virksomhed1] A/S, det oplagte valg for [virksomhed1] A/S. De to havde ingen anden interesse i [virksomhed3], andet end den interesse [virksomhed1] A/S havde og fik ingen særkilt vederlæggelse for ledelseshvervet i det franske selskab.

Det viste sig mod forventning, at det ikke var muligt at redde [virksomhed3], herunder fordi den rapportering, der var modtaget fra den tidligere direktør, var ukorrekt, og [virksomhed3] gik trods [virksomhed1] A/S’ tiltag konkurs. Den franske kurator sagsøgte efter konkursens indtræden [person1] og [person3] med påstand om, at de havde påført [virksomhed3]s kreditorer yderligere tab i deres ledelsesperiode. En del af de afholdte advokatomkostninger blev afholdt til advokatbistand i denne sag.

Omkostningen til advokatbistand i ledelsesansvarssagen er således en direkte konsekvens af de tiltag, [virksomhed1] A/S iværksatte for at få udskiftet den hidtidige direktør med henblik på at redde [virksomhed3] for at undgå tab af goodwill og forretningsmuligheder overfor franske samarbejdspartnere. Derudover er omkostningen afholdt direkte i relation til en sag påført to af [virksomhed1] A/S’ ansatte i forbindelse med, at disse som følge af et ledelseshverv påtaget i [virksomhed1] A/S’ tjeneste nu er blevet mødt med et sagsanlæg. Dette har ikke karakter af en privat omkostning. Retssagen er endt med et forlig, hvor hver medarbejder har skullet betale 100.000 euro til fuld og endelig afgørelse af ledelsesansvarssagen.

Der er henvist til redegørelse fra [virksomhed1] A/S’ franske advokat, der dels redegør for, at ledelseshvervet er personligt og ikke kan varetages af et selskab og dels redegør for ansvarsnormen for personligt bestyrelsesansvar efter fransk ret.

Den omhandlede advokatudgift er således en fradragsberettiget driftsomkostning afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst i [virksomhed1] A/S og dels afholdt som en direkte følge af [virksomhed1] A/S’ tiltag for at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst. Disse tiltag, udelukkende igangsat i [virksomhed1] A/S’ interesse og ikke i de pågældende personers interesse, har påført [virksomhed1] A/S medarbejdere et sagsanlæg. [virksomhed1] A/S er således rette omkostningsbærer for udgiften.

Der er i øvrigt henvist til, at i en række andre lignende sager er moderselskabet, som har betalt en række udgifter relaterende sig til et datterselskab, anset for at være rette omkostningsbærer.

Landsskatterettens afgørelse

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for, at der foreligger fradragsberettigede udgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, påhviler den skattepligtige.

Uanset at advokatudgifterne er udstedt til og betalt af selskabet, vedrører disse efter de medfølgende salærredegørelser fortrinsvis forberedelse og gennemførelse af betalingsstandsningen i [virksomhed3] samt erstatningssagen imod dette selskabs to direktører.

På det foreliggende grundlag anses der således ikke at foreligge en driftsudgift for selskabet vedrørende de 553.782 kr., der kan fratrækkes efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet der ikke er tale om udgifter, der på tilstrækkelig klar vis kan relateres til selskabets drift, men derimod udgifter, der vedrører selskabets indkomstgrundlag.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.