Kendelse af 31-08-2015 - indlagt i TaxCons database den 23-10-2015

Indkomståret 2011

SKAT har forhøjet klagerens indkomst med 255.141 kr.

Landsskatteretten anser afgørelsen for ugyldig, hvorefter forhøjelsen bortfalder.

Faktiske oplysninger

Politiet har sendt oplysninger til SKAT, om at de den 18. januar 2012 har fundet 34.715 Euro i en [pose], som var opbevaret i en jakkelomme. Fundet skete på klagerens bopæl i forbindelse med en ransagning i en sag mod klagerens søn.

SKAT har oplyst, at de modtog oplysningerne fra Politiet den 26. juni 2013.

SKAT har foranlediget af fundet undersøgt klagerens økonomiske forhold og hans skatteansættelser. Foranlediget heraf har SKAT fundet, at indkomst og formueforhold ikke levner plads et realistisk privatforbrug og ej heller til opsparing af de fundne Euro.

På grundlag af de modtagne oplysninger herunder det beregnede negative privatforbrug, er der med henvisning til Skattekontrollovens § 8D indhentet kopi af kontoudtog i [finans1].

Der er på baggrund af oplysninger til SKAT samt gennemgang af de modtagne kontoudtog lavet privatforbrugsberegning for årene 2009 — 2012.

SKAT har ved beregningen konstateret, at der for året 2012 er tale om et urealistisk privatforbrug, hvilket vil sige, at indtjening og formue ikke levner plads til betaling af husleje, forbrug samt ekstraordinære udgifter herunder opsparing af de fundne euroer, jf. bilag A.

Sagsforløb :

24. august 2012SKAT indhenter kontroloplysninger hos [finans1]

(indkomstår 2011 og 2012 for klager + ægtefælle)

24. august 2013SKAT indhenter oplysninger fra [finans1]

(indkomstår 2008-2012 for klager + ægtefælle)

26. juni 2013Oplysninger fra Politiet

1. august 2013SKAT sender forslag for indkomståret 2012. Af klagerens eksem-

plar fremgår ”2012”. I SKATs eksemplar er der med ”pen” rettet

til ”2011”.

9. september 2013SKAT sender afgørelse for indkomståret 2011

Klageren har i både 2011 og 2012 været ren erklæringsskatteyder og omfattet af reglerne for personer med enkle økonomiske forhold.

Klageren har afleveret valutakvitteringer til SKAT, hvoraf fremgår, at der den 10. juli 2011 er omvekslet i alt 34.715 Euro til 3.516.629 Serbiske Dinarer. Beløbet, 34.715 Euro, svarer til det, som i januar 2012 er fundet på klagerens bopæl. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at det er samme beløb. Der foreligger ingen dokumentation for køb af 34.715 Euro.

Klagerens ægtefælle fik i 2007 tildelt en erstatning på 455.517 kr. og i 2009 yderligere erstatning på 100.000 kr. Beløbene blev indsat på hendes bankkonto i [finans1]. Det fremgår af kontoudtogene, at der efterfølgende er hævet væsentlige dele af indestående på kontoen.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst for 2011 med 34.715 € svarende til 255.141 kr., som er fundet i kontanter på klagerens bopæl.

SKAT har som begrundelse for ansættelsen anført:

”Jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3 (lovbekendtgørelse nr. 1126 af 24.11 2005) kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt.

Det er [person1] der efter skattekontrollovens bestemmelser skal dokumentere sine indtægtsforhold.

Der stilles samme dokumentationskrav til privat dispositioner af betydning for privatforbruget som til erhvervsmæssige dispositioner. Hvis selvangivelsen er utilstrækkelig, kan indkomsten ansættes skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

[person1] har ikke godtgjort, at han har haft en større, kontant opsparing i 2009-2012. Det er derfor ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at [person1] har rådet over skattefri midler til finansiering af privatforbruget.

Den udarbejdede privatforbrugsopgørelse for husstanden lægges derfor til grund ved afgørelsen.

Der henvises endvidere til Vestre Landsretsdom af 30. juni 1995, hvor landsretten anfører at der er mulighed for at forhøje en selvangivet indkomst på en lønmodtager, såfremt at indkomsten og formuen ikke levner plads til et antageligt privatforbrug.

Der henvises ligeledes til Højesteretsdom af 2l. juni 1967.

Det henvises endvidere til dom af 17. oktober 2010 (nr. 60-1693/2010)-— refereret nedenfor.

Retten i [by1]. hvor en person den 23. februar 2005 blev standset af politiet i besiddelse af

128.500 kr. og 3.500 euro som personen oplyste tilhørte tiltalte.

Skattemyndighedernes beregninger tiltaltes privatforbrug for 2004 og 2005, der blev fremlagt i sagen, og det fremgår, at privatforbruget er vurderet negativ med 527.640 kr. i 2004 og 972.884 kr. i 2005.

Tiltaltes skattepligtige indkomst for 2004 og 2005 blev forhøjet på grund af det negative privatforbrug med henholdsvis 630.000 kr. og for 2005 med 350.000 kr.

Tiltalte har ikke indsendt selvangivelse eller reageret på modtaget årsopgørelse, hvilket han erkendte var sløseri.

Tiltalte oplyste, at ikke havde nogen større indtægt og havde i 2004 indsat nogle penge i banken og havde derfor et negativ privatforbrug. Tiltalte oplyste videre, at han havde penge fra tidligere hushandel samt modtaget et arveforskud på 680.000 kr.

Der blev i sagen fremlagt forhold vedr. pantebreve, indsætning af beløb på konto, hvor en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om beløbene herunder de fremlagte kopier af gældsbreve, findes det ubetænkeligt at tilsidesætte tiltaltes forklaring om, hvorledes beløbene er fremkommet. Der henvises til gældsbrevenes eget indhold, hvorefter tilbagebetalingen af den angivne gæld er sket forinden de omhandlede indkomstår, og der henvises til, at tiltalte i øvrigt ikke er fremkommet med en fornøden dokumentation for beløbene.

Retten udtaler, at de pågældende beløb må herefter anses som skattepligtig indkomst, og da tiltalte ikke har indgivet selvangivelser for 2004 og 2005 eller på anden måde underrettet eller gjort skattemyndighederne opmærksom på indkomsten i forbindelse med myndighedernes ansættelse af hans indkomst anses han for at have overtrådt skattekontrollovens § 16.”

”SKAT har konstateret.

• at det er korrekt, at der er modtaget erstatning i 2007 og 2008

• at pengene i årene efter er hævet i kontanter”

”Køb af valuta

SKAT har modtaget kopi af 4 kvitteringer for handel med valuta.

Ved nærmere undersøgelse af bilagen ses der flg.

at del bilag er dateret den 10. juli 2011

• at der ikke er tale om køb af euro

• at der er tale om veksling af 3 x 10.000 euro og 4.715 euro svarende til 34.715 euro til Serbiske dinarer (RSD)

Det er SKATs opfattelse, at forslag af 1. august 2013 fastholdes, da det fremsendte materiale ikke dokumenterer, at der har været plads i intjening og formue til at kunne opspare penge til køb af valuta.

Det er endvidere SKATs opfattelse. at den fremsendte kvittering ikke dokumenter købet af de fundne 34.715 euro den 18. januar 2012.

[person1]s peronlige indkomst forhøjes derfor med 255.141 kr.”

SKAT har til klagen udtalt:

”Advokat [person2] anfører i brev af 30. januar 2015 at året 2011 er forældet, da der er tale om kort ligningsfrist.

Det er SKATs opfattelse at, uanset fristerne i § 26 kan en skatteansættelse ifølge SFL § 27, stk. 1, nr. 5 foretages eller ændres, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Advokat [person2] anfører endvidere, at SKAT ikke har overholdt 3 mdrs. fristen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27. stk. 2

Dertil kan SKAT oplyse, at forslag ti ændring er udsendt den 1. august 2013 og afgørelsen den 9. september 2013.

Advokat [person2] anfører endvidere, at SKAT ikke har overholdt 6 mdrs. fristen fra kundskabstidspunkt for myndigheden til afgørelsen foreligger.

Dertil kan SKAT oplyse, at den 26. juli 2013 fremsendte [politiet] oplysningerne. Det er SKATs opfattelse, at ansættelsen fastholdes.”

SKAT har yderligere udtalt:

”SKAT er blevet bedt om udtalelse til klagerens påstand om manglende varsel af ændring af skatteansættelsen for 2011 jf. side 13.

SKAT udarbejder forslag til ændring den 1. august 2013 og konstaterer at indkomståret fejlagtigt er påført automatisk med 2012 hvor året skulle være 2011.

SKAT har i forbindelse med sagen start i rapportsystemet lavet sagen som året 2012.

Da brevet bliver udskrevet ændres året med kuglepen til 2011 og fremsendes til [person1].

Da [person1] modtager forslag til ændring af 1. august 2013 er det oplyst at det vedrører året 2011 – rettet manuelt, jf. bilag A.

[person1]s datter [person3] oplyser telefonisk den 21.08 2013, at de ønsker at påklage forlaget til ændring for året 2011.

[person3] fremsender på vegne af sin far, kvittering vedr. valuta for året 2011.

Da [person3] på vegne af sin far sender kvittering på året 2011 er det hermed SKATs opfattelse, at [person1] har opfattet forslag af 1. august 2013 som værende for året 2011 og ikke som 2012 – automatisk anført, der er rettet manuelt til 2011 – se bilag A.

SKAT er derfor af den opfattelse, at ansættelsen for 2011 er udarbejdet efter Skatteforvaltningslovens § 20.”

SKAT har i forbindelse med retsmødebehandling haft styrelsens indstilling til udtalelse og erklæret:

”Om sagens formaliteter

Om agterskrivelsen dateret 1. august 2013

Som tidligere oplyst overfor Skatteankestyrelsen, udarbejdede SKAT forslag til ændring (”Vi foreslår at ændre din skat”) dateret den 1. august 2013. Sagen blev fejlagtigt oprettet i SKATs system med indkomståret 2012, og agterskrivelsen blev derfor også fejlagtigt påført automatisk med 2012, og ikke 2011. Da agterskrivelsen bliver udskrevet, rettes året manuelt med kuglepen til 2011, og agterskrivelsen fremsendes til klager.

Klagers repræsentant har imidlertid indsendt en kopi af agterskrivelsen, som fremsendt til klager, hvor der ikke fremgår nogen manuel rettelse af året fra 2012 til 2011.

SKAT erkender på den baggrund, at SKAT ikke efterfølgende kan dokumentere (via systemudskrifter m.v.), at der faktisk er fremsendt en agterskrivelse til klager med den omtalte manuelle rettelse af 2012 til 2011. Det må derfor lægges til grund, at der er blevet sendt agterskrivelse for indkomståret 2012, men vedrørende de samme faktiske forhold. Det bemærkes herved, at der i SKATs afgørelse i sagen dateret den 9. september 2013 er anført indkomståret 2011.

SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens vurdering af, at det forhold, at SKAT fejlagtigt måtte have varslet ændringen for indkomståret 2012 i stedet for 2011, men efterfølgende har foretaget skatteansættelsen for indkomståret 2011 ud fra en konkret væsentlighedsvurdering ikke kan medføre afgørelsens ugyldighed.

Klageren er således blevet partshørt. Klageren har gennem sin datter haft kontakt til SKAT efter udsendelsen af agterskrivelsen, og klageren har indsendt materiale for indkomståret 2011.

Efter SKATs opfattelse har klageren således ikke fremlagt anden dokumentation end den dokumentation, som ville være indkommet, hvis SKAT havde sendt agterskrivelse for 2011.

Det må derfor kunne lægges til grund at klageren konkret har reageret på den fremsendte agterskrivelse som om den var udsendt vedrørende indkomståret 2011. Der er derfor foretaget en gyldig høring af klageren.

Om den korte ligningsfrist

Klageren er omfattet af den korte ligningsfrist, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005. Jf. bekendtgørelsens § 3 gælder fristerne i bekendtgørelsens § 1 ikke, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningsloven § 27 er opfyldte.

Ansættelsen er foretaget indenfor den ordinære ligningsfrist. SKAT er enig i Skatteankestyrelsens vurdering af, at klageren må anses for at have handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet indkomsten, og at der således er belæg for at foretage ansættelsen efter udløbet af den korte ligningsfrist.

SKAT erkender, at der i afgørelsen mangler en begrundelse for, hvorfor den forkortede ligningsfrist ikke gælder.

SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens vurdering af, at det forhold, at SKAT ikke har henvist til § 3 i bekendtgørelsen om den korte ligningsfrist ikke kan medføre afgørelsens ugyldighed, jf. herved Byrettens dom af 7. maj 2015 offentliggjort som SKM2015.301.BR.

Reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Klagers repræsentant gør gældende, at SKATs forhøjelse af klagers skatteansættelse er ugyldig i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, da reaktionsfristen ikke er overholdt.

Reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 gælder ikke, når varsling er sket inden udløbet af den ordinære ligningsfrist.

Dette fremgår af SKATs Den juridiske vejledning 2011-1, afsnit A.A.8.2.2 om kort ligningsfrist. I afsnittet under overskriften ”Undtagelser til reglen” står således følgende:

”Reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2 gælder ikke, hvis forhøjelsen er varslet inden udløbet af den ordinære frist i SFL § 26, stk. 1.”

Denne forståelse er også lagt til grund i Retten i [by2] dom af 20. april 2015 (j.nr. B2015.BS 16-1983/2013). Af dommens resume fremgår blandt andet følgende:

”Vedrørende indkomstårene 2006 og 2007 fandt retten, at ændringen kunne foretages i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, selvom sagsøgeren var omfattet af den forkortede ansættelsesfrist, jf. § 1, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, idet betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. Bekendtgørelsens § 3 skulle dermed ikke forstås således, at også betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, skal være opfyldt, når den ordinære ansættelsesfrist i § 26, stk. 1, ikke er udløbet. Skatteministeriets blev således frifundet.”

Om realiteten

SKAT har forhøjet klagers indkomst med 255.141 kr. for 2011.

Angående spørgsmålet om, hvorvidt klageren er skattepligtig af det omhandlede beløb er SKAT enig i Skatteankestyrelsens vurdering af, at klageren ikke har godtgjort, at beløbet i Euro stammer fra opsparing, som har været opbevaret i kontanter gennem flere år.

Pengene er fundet i en lomme i en jakke, der befandt sig på klagerens og dennes ægtefælles bopæl. Det er SKATs opfattelse, at det under disse omstændigheder påhviler klageren, at dokumentere, eller i hvert fald sandsynliggøre, at pengene stammer fra selvangivne indtægter eller fra ikke skattepligtig indkomst.

Efter undersøgelsen af klagers økonomiske forhold er det SKATs opfattelse, at klagers indkomst- og formueforhold ikke levner plads til et realistisk privatforbrug eller til opsparing af de fundne Euro.

Forhøjelsen af klagers indkomst med det fundne beløb i Euro, svarende til 255.141 kr., er således understøttet af den af SKAT foretagne privatforbrugsberegning.

Husstandens samlede resterende beløb (efter udgifter til tøj, mad og dagligvarer) kan for 2010 opgøres til 94.536 kr., for 2011 opgøres til 6.043 kr. og endelig for 2012 opgøres til -159.119 kr.

SKAT gør herefter gældende, at SKAT dermed i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort at pengene stammer fra ikke beskattet indkomst. Klager har ikke sandsynliggjort, at det er penge der stammer tilbage fra udbetalingen af ægtefællens arbejdsskadeerstatning. Det bemærkes endvidere, at udover det fundne beløb i Euro, svarende til de 255.141 kr. som klageren er blevet forhøjet med, blev der fundet kr. 43.422 i en bankboks tilhørende klagerens hustru.

Beløbet må derfor anses for skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, beløbet på €34.715 ikke er skattepligtigt. Subsidiært har repræsentanten fremsat påstand om, at afgørelsen er ugyldig.

Til støtte for påstandene har repræsentanten fremført:

”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet i første række gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte [person1] af det i sagen omhandlede fundne pengebeløb på € 34.715 i henhold til statsskattelovens § 4, idet den selvangivne indkomst i indkomståret 2011 er materielt korrekt. Det er ikke korrekt, at det fundne pengebeløb udgør indkomst, som [person1] skal beskattes af.

SKATs afgørelse er baseret på et forkert faktuelt grundlag. SKAT har fejlagtigt lagt til grund, at pengene tilhører [person1]. Der er imidlertid rettelig tale om penge, som tilhører [person4]. Pengene stammer fra den i sagsfremstillingen nævnte udbetalte godtgørelse for varigt men og udbetalte erstatning for tab af erhvervsevne samt invalidesum til [person4] som følge af den arbejdsskade, som [person4] pådrog sig ved sit tidligere arbejde som montrice på høreapparatfabrikken [virksomhed1].

Som dokumentation for, at [person4] har fået udbetalt godtgørelse for varigt men er som bilag 2 fremlagt Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af den 15. oktober 2007 vedrørende godtgørelse for varigt men. Som dokumentation for, at [person4] har fået udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne er som bilag 3 fremlagt Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af den 19. november 2007. Videre er som bilag 4 fremlagt et brev af den 7. september 2009 til [person4] fra [virksomhed2] vedrørende udbetaling af invalidesum og invalidepension. Som bilag 5 er fremlagt et brev af den 8. september 2009 til [person4] ligeledes fra [virksomhed2] vedrørende udbetaling af invalidesum og invalidepension.

Det gøres i den forbindelse videre gældende, at SKATs beregninger af [person4] og [person1]s privatforbrug for årene 2009-20 12 også baserer sig på et forkert grundlag blandt andet derved, at SKAT ikke har taget højde for, at [person4] og [person1] også har lånt og fået i forvejen udlånte midler tilbagebetalt fra familiemedlemmer under deres ophold i Serbien. Disse skattefri midler har også finansieret ægtefællernes privatforbrug.

Det gøres sammenfattende gældende, at det således er forkert, at SKAT ved sin afgørelse har lagt til grund, at den fundne kontantbeholdning udgør indkomst, som [person1] skal beskattes af i medfør af statsskattelovens § 4.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet i anden række gældende, at den af SKAT gennemførte forhøjelse for indkomståret 2011 er forældet, da [person1] har enkle økonomiske forhold.

Indkomståret 2011 er forældet i henhold til den forkortede ligningsfrist i § 1, stk. i, i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 (tidligere bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005), idet SKATs forslag om at ændre [person1]s skatteansættelse for indkomståret 2011 er dateret den 1. august 2013, hvilket er senere end den 30. juni i det andet kalenderår efter udløbet af indkomståret 2011.

Bestemmelserne om ordinær og ekstraordinær genoptagelse af en skatteansættelse er indeholdt i bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § § 26 og 27.

SKATs mulighed for at foretage en ordinær genoptagelse af en skatteansættelse er reguleret i bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, der har følgende ordlyd:

“ 26. Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt.”

I henhold til ordlyden af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, udløber SKATs frist for at varsle en ændring af en skatteansættelse som altovervejende udgangspunkt den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ordlyden af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, har været uændret siden bestemmelsens indsættelse ved lov nr. 427 af 6. juni 2005.

En undtagelse til dette udgangspunkt i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, følger af bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold. [person1] tilhørte denne persongruppe i indkomståret 2011.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. pkt., at SKAT, i tilfælde hvor den pågældende skatteyder tilhører persongruppen med enkle økonomiske forhold, jf. bekendtgørelsens § 2, som undtagelse til hovedreglen i skatteforvaltningslovens § 26 skal sende forslag om ændring af skatteansættelsen senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, viger således til fordel for § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013.

SKATs forslag om at ændre [person1]s skatteansættelse for indkomståret 2011 er dateret den 1. august 2013. Indkomståret 2011 er derfor forældet i henhold til § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, idet agterskrivelsen er dateret senere end den 30. juni i det andet kalenderår efter udløbet af indkomståret 2011.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet i tredje række gældende, at den af SKAT gennemførte forhøjelse for indkomståret 2011 under alle omstændigheder er ugyldig som følge af, at SKAT ikke har overholdt kravet om en behørig begrundelse.

Det følger af forvaltningslovens § 22, at når en afgørelse meddeles skriftligt, skal den være ledsaget af en begrundelse. En begrundelse skal fremstå som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det indhold, den har, jf. FOB 1989.1710M.

I forvaltningslovens § 24 uddybes det, hvad en begrundelse for en afgørelse som minimum skal indeholde. Af forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., fremgår det således, at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Er der udøvet et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. herved forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt. Om fornødent skal begrundelsen endvidere indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2.

En afgørelses begrundelse har afgørende betydning for, at den part afgørelsen vedrører, kan træffe beslutning om at klage eller at acceptere afgørelsen. Begrundelseskravet er derfor en garantiforskrift. Som hovedregel er konsekvensen af en manglende eller mangelfuld begrundelse derfor, at afgørelsen bliver ugyldig.

Det gøres gældende, at den omstændighed, at SKAT i sin afgørelse hverken har henvist til bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, der gælder for personer med enkle økonomiske forhold og heller ikke har omtalt, hvorfor SKAT ikke mener, at den gennemførte ændring for indkomståret 2011 er forældet, skal anses for en mangel i forhold til begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24.

Der kan i den forbindelse for eksempel henvises til resultaterne i Landsskatterettens kendelse af den

13. juli 2010, j.nr. 09-02379 og Landsskatterettens kendelse af den 12. december 2013, j.nr. 13-

4779111. I sidstnævnte kendelse udtalte Landsskatteretten blandt andet følgende:

“SKAT kan ikke udsende varsel om ændring af ansættelsen af indkomst for personer med enkle økonomiske forhold senere end den 30. juni i det andet år efter indkomstårets udløb, medmindre betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldte. Dette følger af bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, § 1, 1. pkt. og § 3.

Af Den Juridiske Vejledning, 2013-2, afsnit A.A.8.2.2. fremgår nærmere, at forholdet skal være omfattet af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, samt at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ikke gælder, hvis forhøjelsen er varslet inden udløbet af den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, som udløber den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Landsskatteren lægger til grund, at klageren er omfattet af den korte ligningsfrist, jf. bekendtgørelsens §1, stk. 1, 1. pkt. Betingelsen for at kunne foretage en ændring af skatteansættelsen er herefter, at klageren anses for at have handlet mindst groft uagtsomt ved at undlade at selvangive vederlaget på 29.295 kr. som privat børnepasser, samt at SKAT har varslet ændringen senest 6 måneder fra det tidspunkt, hvor SKAT er kommet til kundskab om det forhold, som begrunder ændringen, idet den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, er udløbet ved udsendelsen af varsel af 26. september 2012.

SKATs varsel af 26. september 2012 nævner ikke disse to forhold, ligesom der ikke er en henvisning til de anvendte retsregler. Der er herved svigtet en garantforskrift, idet en afgørelse, når den meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse, som skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, samt om fornødent, indeholde en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 22 og 24. SKATs sagsfremstilling skal opfylde begrundelseskravet i forvaltningsloven, jf. skatteforvaltningslovens § 19.

Den manglende begrundelse anses i det konkrete tilfælde for væsentlig for klagerens overvejelser for påklage af den foretagne forhøjelse, hvorfor afgørelsen anses for ugyldig. I overensstemmelse med østre Landsrets dom af 22. maj 2003, TJS 2003, 496.”

Det gøres gældende, at den manglende begrundelse i SKATs afgørelse vedrørende [person1] — i overensstemmelse med resultaterne i de nævnte afgørelser — udgør en så afgørende formel mangel, at den foretagne forhøjelse af [person1]s skattepligtige indkomst for indkomståret 2011 skal tilsidesættes som ugyldig, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt.

Det bemærkes i forlængelse heraf også, at SKAT ikke på nogen måde har godtgjort, at det fundne pengebeløb rettelig tilhører [person1] — og ikke [person4] som forklaret — og at han har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Der henvises i den forbindelse til Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse i Landsskatterettens kendelse af den 11. september 2012, j.nr. 11-0301592.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet i fjerde række gældende, at den af SKAT gennemførte forhøjelse for indkomståret 2011 også under alle omstændigheder er ugyldig som følge af, at SKAT ikke har overholdt den såkaldte reaktionsfrist i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

For ændringer af skatteansættelser med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8, gælder efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., at sådanne kun kan foretages, såfremt der varsles herom senest seks måneder efter, at SKAT er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristen i § 26. Denne seksmåneders-frist benævnes også “reaktionsfristen”. Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt., skal en af SKAT varslet ansættelse foretages senest tre måneder efter den dag, hvor varslingen er afsendt.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, har følgende hele ordlyd:

“Stk. 2. En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. En ansættelse, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor.”

Om de i bestemmelsens 1. og 2. pkt. nævnte frister på henholdsvis seks og tre måneder fremgår i bogen Skatteforvaltningsloven med kommentarer af Poul Bostrup, Susanne Dahl og Hans Henrik Bonde Eriksen, 1. udgave, 2006, Jurist- og økonomforbundets Forlag, side 349-350, følgende:

“Når told- og skatteforvaltningen efter en bestemmelse i § 27, stk. 1, på eget initiativ vil rejse en forhøjelsessag, dvs. efter en af bestemmelserne i nr. 1, nr. 2, nr. 3, nr. 4, nr. 5, nr. 6 — skal agterskrivelsen efter kravene i skatteforvaltningslovens § 20, således foreligge senest 6 måneder efter forvaltningens kundskabstidspunkt, dvs. det objektive kundskabstidspunkt for myndigheden og hvor man med rimelighed må tilregne myndigheden kundskab, dvs. ikke rent

subjektivt på den enkelte sagsbehandler, dvs. hvis myndigheden grundet langsommelig sagsbehandling eller andet først får opstartet behandlingen sent op imod 6 måneders fristen, og derved ikke når at udsende en agterskrivelse, da vil sagen være forældet. Under forudsætning af at agterskrivelsen er udsendt betids — så skal denne følges op af en kendelse (afgørelse om ansættelsesændring), og herved følges princippet efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, dvs. normal -tidsforløbet mellem agter og kendelse hhv. 1. maj til 1. august — eller om man vil 3 måneder. Hvis kendelse ikke udsendes korrekt i forhold til den fristafbrydende agterskrivelse efter § 27, stk. 2, da vil ansættelsen forældes.”

Det gøres gældende, at SKATs kundskabstidspunkt i forhold til SKATs forhøjelse af [person1]s skatteansættelse vedrørende indkomståret 2011 indtrådte mere end seks måneder før SKAT varslede ændringen af [person1]s skatteansættelse. SKATs forhøjelse af [person1]s skatteansættelse for indkomståret 2011 er derfor ugyldig i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

Af SKATs afgørelse af den 9. september 2013 fremgår det, at “Politiet har oversendt kontroloplysning til SKAT om, at den 18. januar 2012 blev der fundet 34.715 euro i en [pose] opbevaret i jakkelomme. “. Det fremgår ikke af SKATs afgørelse, hvornår SKAT modtog oplysningen fra politiet. Af SKATs afgørelse fremgår det derimod, at “På grundlag af de modtagne oplysninger herunder det beregnede negative privatforbrug, er der med henvisning til Skattekontrollovens § 8D indhentet kopi af kontoudtog i [finans1]. “.

Om forløbet vedrørende indtræden for SKATs kundskab om det i sagen omhandlede forhold kan det således udledes, at SKAT på det tidspunkt, hvor SKAT indhentede kontoudskrifter fra [finans1], var SKAT blevet bekendt med det fundne pengebeløb, der er grundlaget for SKATs forhøjelse af [person1]s skattepligtige indkomst. Af følgeskrivelsen til SKAT fra [finans1], hvorved [finans1] fremsender de indkaldte kontoudskrifter, fremgår det, at kontoudskrifterne blev modtaget i [Skattecentret] den 27. august 2012, hvor de blev scannet samme dag. [finans1]s følgeskrivelse til SKAT af den 24. august 2012 fremlægges som bilag 14.

På baggrund heraf kan det konkluderes, at SKAT senest den 27. august 2012, hvor SKAT modtog kontoudskrifterne fra [finans1], kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage den skete ændring af [person1]s skattepligtige indkomst; således kom til kundskab om det i sagen omhandlede forhold som det er defineret i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. SKAT udsendte imidlertid først knap et år efter, den 1. august 2013, en agterskrivelse og knap en måned herefter, den 9. september 2013, den påklagede afgørelse. SKATs agterskrivelse af den 1. august 2013 fremlægges som bilag 15.

På baggrund af det beskrevne tidsforløb gøres det gældende, at SKAT ikke har overholdt seksmåneders-fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. Det gøres gældende, at SKATs kundskabstidspunkt indtrådte senest den 27. august 2012, hvor SKAT modtog kontoudskrifterne fra [finans1] til brug for en oplysning af sagen. Dette understøttes af, at SKAT ikke herefter har indkaldt yderligere faktuelle oplysninger til brug for den foreslåede og skete ændring af [person1]s skatteansættelse og af, at SKAT ikke henviser til andet materiale i afgørelsen.

Der kan i den forbindelse henvises til Landsskatterettens kendelse af den 2. november 2011,.nr. 06- 03756, hvor Landsskatteretten netop fastslog, at SKATs indkomstændringer vedrørende indkomst- årene 1996-2001 for sammenlagt kr. 5.392.026 var ugyldige som for sent foretaget i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

Det afgørende i relation til kundskabstidspunktets indtræden er det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger om den pågældende skatteyders samlede indkomstforhold til at kunne udarbejde et forslag til ændrede skatteansættelser for de omhandlede indkomstår, jf. herved også Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse i den nævnte kendelse af den 2. november 2011.

Det gøres sammenfattende gældende, at SKATs forhøjelse af [person1]s skatteansættelse for indkomståret 2011 derfor skal bortfalde som ugyldig som for sent foretaget i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. Seksmåneders-fristen udløb allerede inden udløbet af den ordinære frist for at ændre [person1]s skatteansættelse for indkomståret 2011 i henhold til bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013.

0

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet i femte række gældende, at SKATs afgørelse også er ugyldig som følge af, at der ikke er sket behørig varsling af den skete ændring af [person1]s skatteansættelse for indkomståret 2011.

Ved den fremsendte agterskrivelse af den 1. august 2013 foreslår SKAT at ændre [person1]s skatteansættelse for indkomståret 2012 med de 1cr. 255.141, der udgør den påståede nedsættelse i nærværende sag. I den afsagte afgørelse af den 9. september 2013, der vedrører nøjagtig samme faktum som den fremsendte agterskrivelse, har SKAT imidlertid — uden nogen anført begrundelse herfor — ændret skatteansættelse såret til indkomståret 2011.

Det gøres gældende, at den afsagte afgørelse dermed er afsagt uden tilstrækkelig underretning til [person1], ligesom afgørelsen heller ikke opfylder kravene om begrundelse, jf. skatteforvaltningslovens § 20 og forvaltningslovens § 22 og § 24, stk. i og 2. Ændringen af [person1]s skattepligtige indkomst er derfor ugyldigt foretaget.”

Repræsentanten har i supplerende indlæg anført:

”I supplerende indlæg af den 30. januar 2015 gjorde [virksomhed3] blandt andet gældende, at SKATs afgørelse er ugyldig som følge af, at der ikke er sket behørig varsling af den skete ændring af [person1]s skatteansættelse for indkomståret 2011. Begrundelsen herfor er, at SKAT ved den fremsendte agterskrivelse af den 1. august 2013 foreslår at ændre [person1]s skatteansættelse for indkomst- året 2012, og således ikke indkomståret 2011.

Bilagt brev af den 2. februar 2015 fra Skatteankestyrelsen modtog [virksomhed3] en kopi af SKATs udtalelse ligeledes af den 2. februar 2015, hvori SKAT kommenterede på [virksomhed3]s supplerende indlæg af den 30. januar 2015. I udtalelsen har SKAT ikke kommenteret [virksomhed3]s anbringende om, at den skete varsling ikke har været behørig — et forhold, der i øvrigt blev bemærket af [virksomhed3] på det afholdte kontormøde i Skatteankestyrelsen den 26. februar 2015.

SKAT har nu i supplerende udtalelse af den 21. april 2015 valgt at kommentere forholdet. Det fremgår af udtalelsen blandt andet, at “Da brevet bliver udskrevet ændres året med kuglepen til 2011 og fremsendes til [person1]. Da [person1] modtager forslag til ændring af 1. august 2013 er det oplyst at det vedrører året 2011 — rettet manuelt, jf. bilag A. “. Heri er vi ikke enige.

På den agterskrivelse af den 1. august 2013, som [person1] modtog, var indkomståret 2012 ikke ændret med kuglepen til indkomståret 2011. Det fremgår klart af den som bilag 15 fremlagte agterskrivelse. Som nærmere dokumentation for, at den som bilag 15 fremlagte agterskrivelse var dén agterskrivelse, som [person1] modtog fra SKAT, genfremlægges som bilag 16 samme agterskrivelse med [person1]s datters, [person5]s, bemærkninger på.

Det bemærkes i forlængelse heraf også, at den som bilag 15/16 fremlagte agterskrivelse er den eneste udgave af agterskrivelsen, som [virksomhed3] er i besiddelse af. [virksomhed3] har ikke gennem sin anmodning om fuld aktindsigt modtaget nogen kopi fra SKAT af agterskrivelsen.

I brev af den 26. september 2013 meddelte [virksomhed3] SKAT, at [virksomhed3] var indtrådt som repræsentant for [person1], og anmodede i den forbindelse om fuld aktindsigt i sagen.

Ved e-mail af den 27. september 2013 fremsendte SKAT herefter kopi af SKATs afgørelse af den 9. september 2013 (6 siders kendelse plus 1 side med kvitteringer), kontoudtog fra [finans1] for årene 2010 og 2012 (56 siders kontoudtog), bilag vedrørende [person4]s erstatningssag (37 sider) samt kontoudtog fra [finans1] for årene 2008-2011(52 sider) — i alt fire vedhæftede filer. Kopi af SKATs e-mail af den 27. september 2013 fremlægges som bilag 17.

[virksomhed3] anmodede herefter i e-mail af den 4. marts 2014 SKAT om tillige at få tilsendt kopi af R75-udskrifter for [person4] og [person1] for årene 2009-2012.

Ved e-mail af samme dag fremsendte SKAT de efterspurgte R75-udskrifter for [person4] og [person1] for årene 2009-20 12 (31 sider). Kopi af SKATs e-mail af den 4. marts 2014 fremlægges som bilag 18.

Gennem [virksomhed3]s anmodning om aktindsigt til SKAT har [virksomhed3] således ikke modtaget kopi af agterskrivelsen til [person1]. Det gøres gældende, at dette i sig selv understøtter, at der ikke var ændret noget indkomstår med kuglepen på agterskrivelsen til [person1]. Den fremlagte agterskrivelse er jo netop dokumenterbart sendt til [person1], når den ikke er sendt gennem anmodningen om aktindsigt.

Selv hvis man skulle lægge det af SKAT oplyste til grund, da giver det anledning til betydelig undren, at [virksomhed3]/Rahman Bronja overhovedet kan være i besiddelse af en agterskrivelse uden ændring af indkomståret med kuglepen, når man samtidig henser til, at der ikke er fremsendt nogen form for agterskrivelse til [virksomhed3] med aktindsigten — hverken med eller uden overstregning af indkomståret 2012.

Sammenfattende bestrider [virksomhed3], at den agterskrivelse af den 1. august 2013, som SKAT har fremlagt med sin supplerende udtalelse af den 21. april 2015 som bilag A, er identisk med den, [person1] har modtaget.

SKAT anfører i sin supplerende udtalelse af den 21. april 2015 videre, at “ [person1]s datter [person3] oplyser telefonisk den 21.08 2013, at de ønsker at påklage forslaget til ændring for året 2011. “ Det bemærkes hertil, at dette hverken fremgår af SKATs sagsnotat, der var medsendt SKATs udtalelse af den 2. februar 2015, ligesom det heller ikke fremgår af SKATs afgørelse af den 9. september 2013 under overskriften “Skatteyders bemærkning”, jf. herved afgørelsens side 3.

I SKATs sagsnotat er det slet ikke nævnt, at SKAT er blevet kontaktet telefonisk den 21. august 2013. I SKATs afgørelse fremgår det, hvad [person3] ifølge SKAT har forklaret, men ikke hvornår eller under hvilke omstændigheder (telefonisk eller lignende) dette nærmere skulle være sket. Det bemærkes i den forbindelse for god ordens skyld også, at SKAT fejlagtigt anfører, at SKAT har talt med [person1]s datter, [person3]. Det er rettelig [person1]s anden datter, [person5], SKAT har talt med.

SKAT har således på ingen måde dokumenteret eller godtgjort, at SKAT er blevet kontaktet med oplysning om, at “de ønsker at påklage forslaget til ændring for året 2011.” frem for eksempelvis “de ønsker at på klage forslaget til ændring”. SKAT har ikke med det anførte dokumenteret, at [person1] eller dennes familie efter agterskrivelsen har forstået, at forhøjelsen var varslet for indkomst- året 2011. Det gøres gældende, at det i en sag som den foreliggende, hvor SKAT påstår anden varsling end den, der klart fremgår af agterskrivelsen, har bevisbyrden herfor. Bevisbyrden er skærpet, når der ikke er fremsendt kopi af agterskrivelsen gennem aktindsigten. Denne bevisbyrde har SKAT ikke løftet.

I sin supplerende udtalelse af den 21. april 2015 anfører SKAT endelig også, at “ [person3] [rettelig [person5]] fremsender på vegne af sin far, kvittering vedr, valuta for året 2011. Da [person3] [rettelig [person5]] på vegne af sin far sender kvittering på året 2011 er det hermed SKATs opfattelse, at [person1] har opfattet forslag af 1. august 2013 som værende året 2011 og ikke som 2012 — automatisk anført, der er rettet manuelt til 2011 — se bilag A. “. Heri er vi heller ikke enige.

Det forhold, at [person5] fremsendte kvitteringer til SKAT på omveksling af valuta, der var dateret i 2011, er ikke ensbetydende med, at SKAT har varslet korrekt. Kvitteringerne blev fremsendt med henblik på at dokumentere, at de i sagen omhandlede euro de facto blandt andet stammer fra opsparede, omvekslede midler fra særligt udbetalte erstatninger til [person4]. Uanset om der var sket korrekt varsling, er midlerne stadig vekslet i 2011.

Det bemærkes, at dette også understøttes af, at midlerne blev fundet af politiet under en ransagning af familiens private hjem om morgenen den 18. januar 2012 — kun 12 almindelige arbejdsdage inde i kalenderåret. Det er ikke på forhånd givet, at blot fordi midlerne blev fundet i januar måned 2012, blev midlerne også vekslet i indkomståret 2012.

Sammenfattende fastholdes det således, at den skete varsling af ændringen af [person1]s skatte ansættelse for indkomståret 2011 ikke har været behørig. Den af SKAT afsagte afgørelse skal derfor tilsidesættes som ugyldigt foretaget, jf. skatteforvaltningslovens § 20. Vi henviser i det hele til de fremsatte anbringender herom i det supplerende indlæg af den 30. januar 2015.”

Landsskatterettens afgørelse

Klageren er omfattet af den korte ligningsfrist, jf. § 1 i den dagældende bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005. Ifølge denne regel, skal SKAT afsende varsel om ændring af skatteansættelsen inden den 1. juli i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb og ansættelse skal foretages senest den 1. oktober i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Fristerne i bekendtgørelsens § 1 gælder ikke, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt jf. herved bekendtgørelsens § 3.

Det følger af forvaltningslovens §§ 22 og 24, at en afgørelse skal være ledsaget af en begrundelse, som skal indeholde de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, herunder om fornødent, en redegørelse for de faktiske forhold, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 20, at SKATs afgørelser skal opfylde begrundelseskravene i forvaltningsloven.

Fristen for at foretage ændringer i ansættelsen af den skattepligtige indkomst for 2011 efter § 1 i bekendtgørelsen var udløbet, da SKAT varslede en forhøjelse af indkomsten den 1. august 2013. SKATs afgørelse indebar derfor samtidigt en beslutning om, at betingelserne for at foretage en ansættelse indenfor den ordinære frist efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, jf. bekendtgørelsens § 3 var opfyldte. Det fremgår imidlertid ikke af SKATs afgørelse, at SKAT har anset klageren for at have handlet mindst groft uagtsomt eller at ansættelsen er truffet efter den omhandlede bestemmelse i bekendtgørelsen. SKATs afgørelse lider således af en væsentlig mangel, som må antages at have haft betydning for klagerens mulighed for at anfægte ansættelsen. SKATs afgørelse er derfor ugyldig, og afgørelsen annulleres derfor, jf. ligeledes Østre Landsrets dom af 22. maj 2003, SKM2003.248.