Kendelse af 22-12-2014 - indlagt i TaxCons database den 27-02-2015

Faktiske oplysninger

Klageren er eneanpartshaver og direktør i selskabet [virksomhed1] ApS, der ejer samtlige anparter i [virksomhed2] ApS.

Det fremgår af sagen, at klageren blev udtaget til kontrol ved SKATs projekt ”HOA efterrettelighed”, hvor SKAT på baggrund af specifikationer modtaget fra selskabet [virksomhed1] ApS konstaterede, at klageren havde et tilgodehavende i selskabet, der var forrentet med 33.575 kr.

På baggrund af specifikationer modtaget fra driftsselskabet [virksomhed2] ApS konstaterede SKAT endvidere, at klageren ligeledes havde et tilgodehavende hos dette selskab.

Der er fremlagt årsregnskaber for begge selskaber for indkomstårene 2005-2011. Årsregnskaberne er udarbejdet af selskabernes revisor. Det er oplyst, at klageren selv har stået for opgørelse og selvangivelse af sin personlige skattepligtige indkomst for indkomstårene 2005 og frem.

Ifølge selskabernes årsregnskaber for 2005-2011 er der opført “gæld til selskabsdeltagere og ledelse” henholdsvis ”gæld til hovedaktionær”.

Ifølge specifikationer til årsregnskaberne har selskaberne under finansielle omkostninger fratrukket ”renteudgifter mellemregning med [...]”.

Klageren har ikke indtægtsført renteindtægter fra selskaberne for de omhandlende indkomstår.

SKAT har ved afgørelse af 12. august 2013 forhøjet klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2005-2011 med beregnede renteindtægter af mellemregningskonti med klagerens selskaber [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS.

SKAT har foretaget forhøjelserne af indkomstårene 2005-2009 ved ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Forhøjelserne vedrørende indkomstårene 2005-2009 er påklaget.

Forhøjelserne af indkomstårene 2010 og 2011 er foretaget inden for den ordinære ansættelsesfrist og er ikke påklaget.

Sagen har været oversendt til SKAT Straffesager med henblik på vurdering af, hvorvidt klageren har overtrådt straffebestemmelserne. Ved brev af 16. april 2014 har SKAT meddelt, at straffesagen mod klageren er afsluttet med bøde, og at SKAT Straffesager har vurderet, at klageren har handlet groft uagtsomt, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 2, jf. stk. 1, ved ikke at have selvangivet renteindtægter af mellemregningskonti.

SKATs afgørelse

SKAT har fundet, at klageren er skattepligtig af beregnede renteindtægter af mellemregningskonti med selskaberne [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS for indkomstårene 2005 og frem.

Ved en gennemgang af specifikationerne til selskabernes årsregnskaber har SKAT konstateret, at selskaberne har fratrukket renteudgifter vedr. mellemregning med [...] (klageren). Klageren har ikke indtægtsført renteindtægterne.

SKAT har fundet, at klageren ved ikke at selvangive renteindtægterne har handlet groft uagtsomt, hvorved SKAT har genoptaget indkomstårene 2005-2009, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Der er fremlagt opgørelse over tilskrevne renter for perioden 2003-2011, og SKAT har lagt disse til grund.

SKAT har lagt vægt på, at klageren er hoved- og eneanpartshaver i [virksomhed1] ApS og i kraft af [virksomhed1] ApS’ 100 % ejerskab i [virksomhed2] ApS, har han bestemmende indflydelse på selskabernes drift og økonomiske dispositioner.

Klageren er endvidere direktør og daglig leder i selskaberne. I kraft heraf har han ansvaret for regnskabsgrundlaget samt udarbejdelse af regnskaber og de skattemæssige opgørelser i overensstemmelse med gældende skattelovgivning.

I kraft af sin status som hovedanpartshaver og direktør i selskaberne har eller burde klageren have vidst, at der i årene har været foretaget forrentning af hans tilgodehavende i selskaberne.

Klageren har eller burde have vidst, at renteindtægter tilskrevet på mellemregningskonti skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

SKAT har henvist til SKM2013.498.LSR, der omhandler skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

SKAT har anført, at de først er blevet bekendt med forholdet den 1. maj 2013, således fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er overholdt.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2005-2009 skal nedsættes til det selvangivne.

Repræsentanten har bestridt, at klageren har handlet groft uagtsomt (endsige forsætligt) ved ikke at have selvangivet beregnede renter af klagerens mellemregninger med de to selskaber. Der er således ikke grundlag for at ændre klagerens skatteansættelse med renteindtægter fra årene 2005-2009, idet den ordinære frist for ændring af disse år er overskredet,jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Det er ikke bestridt, at klageren er skattepligtig af en beregnet renteindtægt af mellemregningerne for de år, der kan foretages ordinær genoptagelse af, det vil sige indkomstårene 2010 og 2011.

I forhold til vurderingen af hvorvidt klageren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt ved ikke at selvangive beregnede renter af mellemregningerne, har repræsentanten henvist til, at klageren aldrig fik udbetalt eller overført renter fra selskaberne. Der er således alene tale om beskatning af en fikseret rente, hvorfor klageren maksimalt har handlet simpelt uagtsomt ved at undlade at selvangive beløbene.

Klageren har yderligere aldrig modtaget årlige beregninger over den fikserede rentetilskrivning for mellemregningerne og er således heller ikke på denne baggrund blevet opmærksom på, at der skatteretligt skulle ske tilskrivning af en fikseret rente.

Derudover har repræsentanten henvist til, at klageren hvert år sammen med årsregnskaberne fra selskabernes revisor modtog udbytteerklæringer vedrørende udbytte til personer samt følgeskrivelser. I disse følgeskrivelser blev klageren af revisor mindet om fristen for indsendelse af udbytteerklæring og fristen for indbetaling af udbytteskat. Klageren blev i følgeskrivelserne ikke gjort opmærksom på, at han var selvangivelsespligtig af beregnede renter for mellemregningerne. Klageren har ikke haft professionel hjælp i forbindelse med udarbejdelsen af sine personlige selvangivelser i nogen af de omhandlede år.

Endelig har repræsentanten henvist til, at mellemregningerne mellem klageren og de to selskaber alle årene har været lagt klart frem i selskabernes årsregnskaber. Selskaberne har i samtlige offentliggjorte årsregnskaber specifikt medtaget en post for “gæld til selskabsdeltager og ledelse”. Da klageren var eneanpartshaver og direktør i selskaberne, er der ikke tvivl om, at posten dækkede gæld til klageren. Klageren har således på ingen måde undladt at oplyse om mellemregningerne med selskaberne, men var desværre ikke opmærksom på, at han skulle have selvangivet beregnede renter.

Repræsentanten har således gjort gældende, at det ikke kan anses for groft uagtsomt, at klageren ikke selvangav beregnede renter af mellemregningerne.

Repræsentanten har yderligere gjort gældende, at hjemlen til ekstraordinær genoptagelse er forbeholdt tilfælde, hvor der faktuelt kan påvises forsæt eller grov uagtsomhed, og at adgangen til ekstraordinær ændring af en skatteyders indkomstansættelse kræver særlige omstændigheder. Da skatteforvaltningslovens § 27, stk.1, nr. 5, udgør en undtagelse til hovedreglen i § 26, stk. 1, skal førstnævnte bestemmelse fortolkes indskrænkende.

SKAT har henvist til SKM2013.498.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at en skatteyders manglende selvangivelse af modtaget bestyrelseshonorar fra udenlandske selskaber gav grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Repræsentanten har bestridt, at landsskatteretsafgørelsen kan sammenlignes med nærværende sag. Som en afgørende forskel mellem nærværende sag og landsskatteretsafgørelsen har repræsentanten fremhævet, at landsskafferetsafgørelsen vedrørte bestyrelseshonorarer, som den pågældende skatteyder dokumenterbart havde fået udbetalt fra selskaberne. Der er således afgørende forskel på situationen, hvor skatteyderen faktisk har fået “pengene i hånden” uden at selvangive indtægten, og tilfælde som klagerens, hvor det der skal beskattes er en fikseret indkomst.

Landsskatterettens afgørelse

Det følger af skattekontrollovens § 1, 1. punktum, at enhver, der er skattepligtig her til landet, er selvangivelsespligtig af sin indkomst.

Renteindtægter er skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4, litra e, og skal medregnes som kapitalindkomst efter personskattelovens § 4, stk. 1.

Hvis en hovedaktionær låner penge ud til sit selskab, skal der betales en sædvanlig markedsrente. Renten er fradragsberettiget for selskabet og skattepligtig for hovedaktionæren.

Det fremgår af sagen, at der har været mellemregninger mellem klageren og dennes selskaber. Det fremgår endvidere af sagen, at selskaberne i indkomstårene 2005-2011 under finansielle udgifter har fratrukket renteudgifter vedrørende denne mellemregning med klageren. Klageren har i samme periode ikke selvangivet renteindtægt heraf.

Der er ikke uenighed om, at klageren er skattepligtig af renter af mellemregning med sine selskaber, og de af klagerens repræsentant fremlagte renteberegninger er lagt til grund i sagen.

Da SKATs ændring af den skattepligtige indkomst for indkomstårene 2010 og 2011 er foretaget indenfor fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, er ændringerne for disse indkomstår ikke påklaget.

SKAT har anset indkomstårene 2005 til og med 2009 for omfattet af suspensionsreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, hvorefter følgende fremgår:

Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

5) Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Det følger endvidere af bestemmelsens stk. 2, at:

En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.

Landsskatteretten finder i overensstemmelse med SKAT, at klageren er skattepligtig af de renteindtægter, der er fratrukket som renteudgifter i klagerens selskaber.

Landsskatteretten finder endvidere, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for 2005 – 2009 i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er til stede. Retten har herved lagt vægt på, at det følger af statsskattelovens § 4, litra e, at renteindtægter er skattepligtige, at det var klart, at renterne var fratrukket i selskaberne, og at klagerens undladelse af at selvangive renterne således kan anses for groft uagtsomt. Klageren kan efter rettens opfattelse ikke påberåbe sig retsvildfarelse/ukendskab til reglerne, herunder at klageren selv forestod sin selvangivelse som argumentation for mildere uagtsomhedsgrad.

For så vidt angår reaktionsfristen på 6 måneder i skatteforvaltningslovens 27, stk. 2, finder Landsskatteretten, at denne tidligst kan regnes fra maj 2013, hvor SKAT modtager selskabernes skattemæssige specifikationer. SKAT varsler forhøjelserne i juli 2014 og afgørelse udsendes i august, hvormed fristen må anses for overholdt.

Den påklagede afgørelse stadfæstes således.