Kendelse af 15-01-2016 - indlagt i TaxCons database den 12-02-2016

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Indkomståret 2009

Skatteankenævnet har ansat underskud af virksomhed til 0.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.


Indkomståret 2010

Skatteankenævnet har ansat underskud af virksomhed til 0.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.


Indkomståret 2011

Skatteankenævnet har ansat underskud af virksomhed til 0.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.


Faktiske oplysninger

Klageren har efter det oplyste beskæftiget sig med en bogudgivelse. Hun har oplyst til SKAT, at hun er i færd med at skrive et større værk. Bogen/værket skal hjælpe danskerne/menneskeheden gennem finanskrisen, sygdomsbilleder samt love og reglers hindring for det frie liv til alles gavn.

Klageren har oplyst, at der er usikkerhed om, hvorvidt værket bliver udgivet. Da SKAT begyndte at trække penge fra klagerens bankkonto, var det SKAT, der var årsagen til den manglende udgivelse.

Det er videre bl.a. oplyst til SKAT af klageren, at hun har arbejdet med værket ca. 24 timer i døgnet. Det tager lang tid at færdiggøre værket, da det lavet over en ¼ af Saturns runde, som tager 28 år. Således skal der anvendes 7 år af hendes liv til værket.

Der er ikke lavet en kontrakt med noget forlag, men hun har selv forlaget [virksomhed1], hos hvilket forlag værket skal udgives. Der er efter det oplyste tale om en verdenssensation, da der er tale om en ny form for litteratur. Hun er blevet anmodet af eksistenser, der ikke eksisterer om at lave værket. Hun rettede i 2005 henvendelse til den stedlige socialforvaltning, da der havde foregået ulovligheder vedrørende hendes person. Dette er også skrevet ind i værket. Værket er på ca. 7.000 sider og skal læses 3 gange.

Det er efter det oplyste ifølge klagerens horoskop umuligt for hende at drive virksomhed, idet pengene skal komme fra donationer, arv og gaver.

I indkomstårene 2005 – 2011 er der fratrukket følgende underskud i forbindelse med forfattervirksomheden:

Indkomstår

Underskud i DKK

Omsætning ifølge momstal i DKK

2005

31.848

-

2006

26.135

-

2007

13.363

784

2008

22.210

776

2009

33.353

336

2010

19.025

852

2011

21.414

0

Skatteankenævnets afgørelse

Som sagen foreligger oplyst er klagerens forfattervirksomhed ikke i skattemæssig henseende erhvervsmæssig.

Under hensyn til, at omsætningen og bogudgivelserne i indkomstårene 2005 – 2011 har været beskeden og resultatet negativt, har klagerens virksomhed ikke et sådant omfang og har ikke været drevet på en sådan måde, at der efter en samlet vurdering er et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden vil kunne blive drevet rentabel. Virksomheden opfyldte derfor ikke de skatteretlige kriterier for at kunne anses for erhvervsmæssig, jf. Ligningsvejledningen 2009 – 2011, afsnit E.A.1.2 og E.A.1.2.2.

Konsekvensen af, at klagerens forfattervirksomhed ikke kan anses for erhvervsmæssig, må i skatteretlig henseende medføre, at fradraget for omkostninger er begrænset til de udgifter, der specifikt vedrører bogsalget (kildebegrænset). Nettoindkomsten skal opgøres i henhold til statsskattelovens §§ 4 – 6. Underskud kan imidlertid ikke fratrækkes i årets skattepligtige indkomst eller fremføres til modregning i senere overskud fra anden ikke-økonomisk virksomhed, jf. TfS 1998, 695.

Klagerens opfattelse

Der er nedlagt påstand om, at klagerens virksomhed i indkomstårene 2009 – 2011 er erhvervsmæssig, således at underskuddene kan fratrækkes i klagerens personlige indkomst.

Til støtte for påstanden er bl.a. gjort gældende, at SKAT har forsøgt via bl.a. skatteretlig hetz at stoppe udgivelsen af klagerens værk. Klageren er trukket rundt i en lovmanege, der er ganske fremmed og skal forsvare sig på præmisser, der ikke er hendes egne. Lovjunglen har undergravet fundamentale menneskerettigheder.

Udgifterne til bl.a. astrolog, IT-support, grafikere og en hel del nye investeringer fra USA har medført, at virksomheden foreløbigt har underskud. Det kan således undre, at et bogværk skal stoppes, der vil gøre mennesket og virksomheden til en sund og bæredygtig overskudsforretning.

Landsskatterettens afgørelse

Der er i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (lov nr. 149 af 10. april 1922 med senere ændringer), fradrag for de udgifter, som i indkomståret er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Hvis udgifterne ved ikke-erhvervsmæssig virksomhed overstiger indtægterne i et givet indkomstår, kan underskuddet ikke modregnes i indtægter fra andre indkomstkilder, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1, ligesom underskud ikke kan fremføres til modregning i overskud i senere indkomstår i medfør af personskattelovens § 13, jf. Landsskatterettens kendelse af 20. april 1999, offentliggjort i TfS 1999, 517.

I henhold til praksis, jf. Den juridiske vejledning 2015-1, afsnit C.C.1.3.1, lægges der ved afgørelse af, om en virksomhed er erhvervsmæssig, bl.a. vægt på, hvorvidt virksomheden har overskud på den primære drift, om den er drevet forsvarligt ud fra en teknisk-faglig målestok, har en rimelig forrentning af den investerede kapital, en rimelig driftsherreløn for ydet arbejdsindsats i virksomheden, og om virksomheden har den fornødne intensitet.

Klagerens virksomhed er ikke anset for erhvervsmæssig i indkomstårene 2009 - 2011.

Der er ved afgørelsen bl.a. lagt vægt på, at virksomheden har haft en meget beskeden omsætning, og at virksomheden har haft underskud fra stiftelsen i indkomståret 2005.

Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes derfor.