Kendelse af 08-07-2016 - indlagt i TaxCons database den 06-08-2016

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2011

Beskatning af løn ([virksomhed1])

37.921 kr.

0 kr.*

37.921 kr.

2012

Beskatning af løn ([virksomhed1])

145.424 kr.

0 kr.*

145.424 kr.

2012

Beskatning af løn ([virksomhed2])

9.000 kr.

0 kr.*

9.000 kr.

* Der er indeholdt A-skat, hvorfor han har betalt skatten.

Faktiske oplysninger

Klageren var i 2011 og 2012 ansat i [virksomhed1], hvorfra han fik udbetalt acontoløn cirka hver fjortende dag. Han fik mellem 6.100 kr. og 8.500 kr. ved hver udbetaling. Lønnen blev ikke indberettet som A-indkomst af virksomheden, ligesom klageren ikke selvangav beløbene.

Klageren har hverken en ansættelseskontrakt eller lønsedler, og virksomheden er efterfølgende gået konkurs.

Ifølge klageren fik han en timeløn på 160 kr. i timen og havde en arbejdsuge på 37 timer hos [virksomhed1]. Dette gav således en løn på 11.840 kr. hver fjortende dag uden overarbejde. Da han fik udbetalt mellem 6.100 kr. og 8.500 kr., var det derfor ikke nettoløn, han fik udbetalt. Dokumentation herfor foreligger ikke.

Den 9. august 2012 fik klageren endvidere en udbetaling fra [virksomhed2] på 9.000 kr., som ligeledes ikke er indberettet til SKAT af virksomheden, og som klageren ikke har selvangivet.

Klageren blev i januar 2011 A-indkomst beskattet af kontanthjælp eller lignende understøttelse, mens han fra 1. februar til 30. november blev beskattet af løn fra ansættelse hos [by1] kommune. I indkomståret 2012 blev han beskattet af løn fra [virksomhed3] A/S fra den 8. oktober til den 31. december.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst med 37.921 kr. i indkomståret 2011 og i alt 154.424 kr. i indkomståret 2012 for lønudbetalinger.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført:

”SKAT foreslår at ændre grundlaget for din skat for 2011,2012 sådan:

Løn fra [virksomhed1] 2011

+37.921 kr.

Løn fra [virksomhed1] 2012

+145.424 kr.

Løn fra [virksomhed2] 2012

+9.000 kr.

SKAT har ved skrivelse herfra anmodet dig om at indsende dine lønsedler vedr. det arbejde du har udført for [virksomhed1].

Denne anmodning er foranlediget af at din arbejdsgiver ikke har indberettet din løn via E-indkomst. Du er således ikke blevet beskattet af beløbet for 2011 og 2012.

Da det ikke kan dokumenteres at din arbejdsgiver har indeholdt A-skat og AM-bidrag inden lønudbetalingen for den periode du har været ansat, anser SKAT at du skal beskattes af beløbene som er indsat på bankkontoen, efter kildeskattelovens § 43 stk. 1.

Beløbene beskattes som personlig indkomst efter personskattelovens § 3 stk. 1. og der skal betales AM-bidrag af beløbene efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7 stk. 1 litra a.

Opgørelse af den udbetalte løn:

2012

2011

dato

udbetalt løn

dato

udbetalt løn

05-jan

4523,55

28-okt

7700

20-jan

7500

11-nov

7800

02-feb

7500

24-nov

7800

17-feb

7500

07-dec

7989,5

02-mar

7500

22-dec

6631,85

15-mar

7800

37.921,35

29-mar

7500

12-apr

7800

27 apr

7500

20-maj

7800

24-maj

7500

07-jun

6200

21-jun

6700

05-jul

7500

19-jul

7500

17-aug

7500

04-sep

8500

13-sep

7500

28-sep

7500

11-okt

6100

145.423,6

Det fremgår endvidere af dine kontoudskrifter at du 9/8-2012 har modtaget 9.000 kr. fra [virksomhed2].

Dette beløb er du også skattepligtig af jf. ovenstående.

SKAT anser dig ikke for omfattet af den korte ligningsfrist i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, idet forholdet har været ukendt for SKAT og du ikke selv har haft selvangivet beløbene.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at der ikke skal ske beskatning af den udbetalte løn, da A-skat og arbejdsmarkedsbidrag er indeholdt i lønnen af arbejdsgiveren.

Der er til støtte for påstanden anført:

”Vi klager over årsopgørelsen, fordi vi er overbevist om, at [person1] har betalt skat af sin løn en gang, det er arbejdsgiver der ikke har, indbetalt tilbageholdt skat.

[person1] har desværre ikke fået nogen lønsedler, hvilket selvfølgelig er en stor fejl.

Jeg har uden hæld, igennem længere tid, forsøgt at få firmaet som er gået konkurs, til at sende lønsedler for [person1].

Hver gang jeg taler med manden bag firmaet, så siger han det er sendt, eller han fortæller at alt er sendt til kurator, og at han ikke har noget og gøre med det mere.

Når jeg taler med kurator, så har han intet fået fra [virksomhed1].

Vi har afleveret bank udskrivning, for at [person1] har fået udbetalt løn, ud fra den, kan man efter min mening, tydeligt se at der trukket skat, da [person1] fik 160,00 kr. pr. time, gange med 37 timer bliver det 11840,00 kr. på fjorten dage, uden over arbejde.

Jeg håber i har forståelse for vores klage, da jeg synes det synd, en ung mand bliver plukket, to gange for det samme, i et system der urimeligt, var det ikke der for, vi fik kildeskat i midten 1970.”

Landsskatterettens afgørelse

Som skattepligtig indkomst betragtes som udgangspunkt den skattepligtiges samlede årsindtægter. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Der er i øvrigt pligt til at selvangive indkomst. Det fremgår af skattekontrollovens § 1.

Det fremgår af kildeskattelovens § 84, at den indeholdelsespligtige (arbejdsgiveren) skriftlig skal holde modtageren af A-indkomst underrettet om indeholdelse af A-skat m.v. Er der ikke sket indeholdelse kan lønmodtageren komme til at hæfte for beløbet. Det fremgår af kildeskattelovens § 68.

I afgørelsen SKM2004.458 afgjorde Vestre Landsret, at det påhvilede skatteyderen, at godtgøre, at det udbetalte beløb var et nettobeløb. Da bevisbyrden ikke var løftet, hæftede skatteyderen efter kildeskattelovens § 68.

Klageren har ikke selvangivet sin lønindkomst fra hverken [virksomhed1] eller [virksomhed2]. SKAT har derfor ansat lønindkomst på grundlag af de indsætninger, der er registreret på klagerens bankkonto.

Klageren har fremsat påstand om, at lønnen for hele perioden er nettoløn efter indeholdelse af A-skat m.v.

Klageren har ikke fremlagt lønsedler for noget tidspunkt i perioden. Der er heller ikke fremlagt andre bilag fra arbejdsgiveren vedrørende lønnen som viser, at der har været foretaget indeholdelse.

Efter rettens opfattelse har klageren ikke godtgjort, at der har været indeholdt A-skat i lønnen, inden den blev udbetalt. Det forhold, at klageren har fremsat påstand om, at han havde en timeløn på 160 kr. og en arbejdsuge på 37 timer og, at klageren derved har fået et mindre beløb indbetalt på kontoen godtgør ikke i sig selv, at der har været foretaget indeholdelse

Landsskatteretten stadfæster på dette grundlag SKATs afgørelse.