Kendelse af 05-11-2014 - indlagt i TaxCons database den 10-01-2015

Sagen drejer sig om, hvorvidt klageren har realiseret et tab ved indfrielse af et lån i schweizerfranc.

SKAT har anset et selvangivet tab på 584.591 kr. som tab på

finansielle kontrakter.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse for så vidt

angår vurderingen af, om klageren har optaget og

indfriet et valutalån på 805.000 schweizerfranc, men stadfæster

for så vidt angår SKATs afgørelse vedrørende finansielle

kontrakter.

Den beløbsmæssige opgørelse af tabet på valutalånet på 805.000 schweizerfranc overlades i medfør af § 12, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1428 af 13. december 2013 af forretningsorden for Landsskatteretten til SKAT.

Faktiske oplysninger

Klageren er ejer af flere ejendomme. Klageren driver personlig virksomhed med udlejning af fast ejendom. Klageren anvender kapitalafkastordningen. Overskud af udlejningsvirksomhed er i 2008 selvangivet med 302.672 kr., og renteudgifter i virksomhed er selvangivet med 414.930 kr.

I marts og april 2008 erhvervede klageren ejerlejlighederne [adresse1], [by1] og [adresse2], [by1]. Den 1. juli 2008 købte klageren et sommerhus på [adresse3], [by2], som han solgte den 15. oktober 2008.

Den 27. august 2008 indgik klageren en aftale med [finans1] A/S om et valutalån ifølge konto nr. [...67] med en hovedstol på 805.000 schweizerfranc (CHF) eller modværdien heraf i en anden valuta. Det er aftalt, at lånets restgæld forfalder til fuld indfrielse den 27. august 2018. Det er aftalt, at renten beregnes bagud og forfalder kvartalsvis, og at rentesatsen er [finans1] A/S´s lånerente plus 2 % point i margin frem til 25. november 2008. Det er bestemt, at afdrag og renter kan hæves på klagerens konto i [finans1], konto nr. [...44].

Den 31. december 2008 har [finans1] A/S indberettet, at modværdien i danske kroner af gælden på 805.000 schweizerfranc udgjorde 4.008.336 kr. Af årsudskrift fra [finans1] A/S for 2009 fremgår, at modværdien i danske kroner af 805.000 schweizerfranc pr. 31. december 2009 udgjorde 4.026.368,50 kr. Af årsudskriften fra [finans1] A/S for 2010 fremgår, at det omhandlede valutalån i schweizerfranc ifølge konto nr. [...67] er indfriet den 28. september 2010.

Det fremgår af de indberettede oplysninger for 2008 (R-75), at klageren i 2008 har indgået en valutaterminskontrakt i [finans1] A/S til en samlet beløb på 3.733.509 kr. Kontrakten er afsluttet i 2008. Klageren har endvidere den 24. januar 2008 indgået en valutaswap i CHF/DKK, der ikke er afsluttet pr. 31. december 2008. Valutaswappen er indberettet med en markedsværdi på -366.991 kr. pr. 31. december 2008 (s3073140). Klageren har ikke selvangivet tabet på valutaswappen i 2008.

Ifølge de indberettede oplysninger for 2009 og 2010 udgjorde markedsværdien af valutaswappen (s3073140) pr. 31. december 2009 -364.529 kr. og pr. 16. juni 2010, hvor den blev afsluttet, -755.100 kr. Klageren har selvangivet et tab i 2010 på 755.100 kr.

Af årsudskrift for 2010 fra [finans1] A/S fremgår, at klageren i 2010 har indgået og afsluttet 2 valutaterminskontrakter til en samlet værdi på 8.633.141 kr.

Af specifikationen på årsudskriften fremgår, at klageren har indgået 2 valutaterminskontrakter om køb af 805.000 schweizerfranc på termin mod danske kroner.

Af udskriften fremgår nærmere følgende:

Valutaterminer

Beløb

T3991728

Salg: DKK 4.315.041

Køb: CHF 805.000

Indgået 14.06.2010

Afsluttet: 26.08.2010

4.315.041 kr.

T4066163

Salg: DKK 4.318.100

Køb: CHF 805.000

4.318.100 kr.

Indgået 24.08.2010

Afsluttet 27.09.10

I 2010 selvangav klageren et tab ved indfrielse af valutalånet i schweizerfranc på 584.591 kr. Beløbet er fremkommet som forskellen mellem en ”kostpris” på 3.733.509 kr. og en ”indfrielsessum” på 4.318.100 kr.

Til beskrivelse af kostprisen har klageren fremlagt et afregningsbilag vedrørende en terminsforretning om klagerens salg af 805.000 schweizerfranc på termin mod 3.733.509,50 danske kroner den 3. september 2008. Til beskrivelse af indfrielsesbeløbet har klageren fremlagt et afregningsbilag vedrørende en terminsforretning, som er gennemført den 24. august 2010 om klagerens køb af 805.000 schweizerfranc mod 4.318.100,50 danske kroner.

Klageren har fremlagt et kontoudtog af klagerens konto i [finans1] A/S, konto nr. [...06], for perioden 24. januar 2008 til 26. februar 2009. Den 8. september 2008 er der indsat 3.733.509,50 kr. på kontoen med teksten ”[...]”. Den 8. september 2008 er der hævet 3.630.281,44 kr. på kontoen med teksten ”Indfr. af lån i [...]”.

Klageren har fremlagt et kontoudtog af klagerens konto i [finans1] A/S, konto nr. [...67], hvoraf det fremgår, at saldoen den 8. september 2008 udgjorde -805.000 schweizerfranc efter postering af 805.000 schweizerfranc med teksten ” ”[...]”. Den 25. november 2008 er saldoen nedbragt med 8.305,09 schweizerfranc. Beløbet er overført/hævet på klagerens konto i [finans1] A/S, konto nr. [...44]. Den 25. november 2008 er der tilskrevet rente på 8.284,79 schweizerfranc. Samme er saldoen tilskrevet gebyr på 20,30 schweizerfranc, hvorefter saldoen udgjorde -805.000 schweizerfranc. I perioden 25. november 2008 til 26. august 2010 er kontoen kvartalsvis ”justeret” ved indsætninger og tilskrivninger af rente, således at saldoen efter indsætning og tilskrivning af rente og gebyr udgjorde -805.000 schweizerfranc. Den 27. september 2010 er der indsat 805.000 schweizerfranc med teksten ”[...]”.

Såvel ”tabet” på valutaswappen på 755.000 kr. som ”tabet” i henhold til de fremlagte afregningsbilag vedrørende valutaterminsforretninger på 584.591 kr. er selvangivet som et fradrag i kapitalindkomsten.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst med hhv. 755.000 kr. og 584.591 kr., i alt 1.339.691 kr. vedrørende ikke godkendt fradrag i kapitalindkomsten.

SKAT har lagt til grund, at det selvangivne tab på i alt 1.339.691 kr. vedrører tab på 2 finansielle kontrakter, som klageren har indgået med [finans1] A/S. Det begrundes med, at beløbet på 3.733.509 kr. er indberettet som en finansiel kontrakt i 2008 og ikke som et valutalån, ligesom beløbet på -755.000 kr. er indberettet som en finansiel kontrakt.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 32, stk. 2, at et tab på finansielle kontrakter kun kan fratrækkes, hvis der i et tidligere år har været selvangivet gevinster af samme størrelse. Endvidere skal gevinst og tab på finansielle kontrakter lagerbeskattes. Der er usikkerhed om, hvorvidt hele beløbet på 1.339.691 kr. kan henføres til 2010. Det er SKATs opfattelse, at tabet skal henføres til årene 2008 – 2010.

Klageren henvises til at søge om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2008 og 2009.

SKAT har efterfølgende til Landsskatteretten udtalt, at det er svært at vurdere, om klageren havde et valutalån i [finans1] A/S. Klageren har flere forskellige lån, jf. at han har mange ejendomme. SKAT har ikke opfattet lånet i [finans1] A/S som et valutalån, idet det blot står som et realkreditlån.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at SKATs forhøjelse af hans skattepligtige indkomst på 1.339.591 kr. nedsættes med 584.591 kr. Beløbet er fratrukket i kapitalindkomsten i 2010 og vedrører et tab på et valutalån i [finans1] A/S og ikke, som anført af SKAT, et tab på en finansiel kontrakt. Valutalånet blev optaget i [finans1] A/S i september 2008. Lånet blev optaget i schweizerfranc. Lånet blev i august 2010 omlagt. I henhold til låneaftalen skal klageren betale gælden i schweizerfranc eller modværdien heraf i en anden på forhånd fastsat valuta + 2 pct. point i margin.

På låneafregningen fra [finans1] A/S fremgår termen ”valutaterminsforretning” Det er det udtryk, som [finans1] A/S anvender ved afregningen af denne type valutalån. Denne term kan lede til en misforståelse af, at der er tale om en finansiel kontrakt, hvilket der ikke er.

Låneaftalen med [finans1] A/S opfylder ikke betingelserne for at kunne anses som en finansiel kontrakt.

I forbindelse med købet af en ejerlejlighed i 2008 fik klageren et finansieringsbehov. Han blev oprindeligt bevilget et realkreditlån. På grund af den høje rente på korte lån blev klageren rådet til at tage finansieringen i schweizerfranc, som dengang blev betragtet som en meget stabil valuta med en lav rente. Klageren lånte 805.000 schweizerfranc, som [finans1] A/S vekslede for ham, hvorved han fik udbetalt 3.733.509 kr. Løbetiden for lånet var aftalt til 10 år. Da schweizerfrancen udviklede sig meget uheldigt, omlagde han den 24. august 2010 lånet til danske kroner. Omlægningen påførte klageren et tab på ca. 600.000 kr. Det er dette kurstab, som klageren ønsker fradrag for.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af § 23 i lovbekendtgørelse nr. 1002 af 26. oktober 2010 af kursgevinstloven, at skattepligtige personers gevinst og tab på gæld i fremmed valuta skal medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis årets nettogevinst eller nettotab sammenlagt med gevinster og tab, som omfattes af § 16 (gevinst og tab på fordringer i fremmed valuta), overstiger 1.000 kr.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 26, stk. 4, 1. pkt. at gevinst og tab på gæld opgøres som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen af gælden og værdien ved frigørelsen eller indfrielsen.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 29, at gevinst og tab på finansielle kontrakter skal medtages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Af kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 3, fremgår, at kursgevinstlovens § 29 ikke anvendes på kurssikring ved optagelse, refinansiering, rentetilpasning eller indfrielse af realkreditlån eller realkreditlignende lån.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 32, at tab på finansielle kontrakter, der ikke har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed er kildeartsbegrænset. Det gælder dog ikke tab på kontrakter, der har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed.

Af kursgevinstlovens § 33 fremgår, at gevinst og tab på finansielle kontrakter skal opgøres efter lagerprincippet.

Landsskatteretten er enig med SKAT i, at klageren i 2008 indgik og afsluttede en valutaterminskontrakt om salg af 805.000 schweizerfranc mod 3.733.509 danske kroner. Det fremgår af såvel det fremlagte afregningsbilag som af årsudskriften for 2008. Landsskatteretten er endvidere enig med SKAT i, at klageren i 2010 indgik og afsluttede 2 valutaterminskontrakter om køb af 805.000 schweizerfranc mod hhv. 4.315.041 danske kroner og 4.318.100 danske kroner.

Landsskatteretten lægger i overensstemmelse med de indberettede oplysninger fra [finans1] A/S og den fremlagte valutalåneaftale til grund, at klageren i august 2008 optog et valutalån på 805.000 schweizerfranc. Til lånet er knyttet konto nr. [...67]. Landsskatteretten lægger endvidere til grund, at klageren indfriede valutalånet på 805.000 schweizerfranc den 28. september 2010.

Landsskatteretten er enig med klageren i, at valutatabet ved indfrielsen af lånet i medfør af kursgevinstlovens § 23 er fradragsberettiget ved indkomstopgørelsen. Landsskatteretten er imidlertid ikke enig med klageren i, at tabet kan opgøres på baggrund af de fremlagte afregningsbilag, der vedrører valutaterminskontrakterne. Valutaterminskontrakterne er ikke indgået for at kursikre eller indfri et realkreditlån eller et realkreditlignende lån. Gevinst og tab på valutaterminskontrakterne og tab på valutalånet skal derfor opgøres hver for sig.

Den beløbsmæssige opgørelse af tabet ved indfrielse af valutalånet på 805.000 schweizerfranc skal opgøres som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen og gældens værdi ved indfrielsen af lånet. Den beløbsmæssige opgørelse af tabet overlades i medfør af § 12, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1428 af 13. december 2013 af forretningsorden for Landsskatteretten til SKAT.