Kendelse af 08-06-2015 - indlagt i TaxCons database den 08-08-2015
Ved klagerens konvertering af kapitalpension til alderspension har SKAT anvendt det faktiske konverteringstidspunkt som grundlag for afgiftsberegningen.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.
Den 1. januar 2013 anmodede klageren [finans1] om at få sin kapitalpension konverteret til aldersopsparing.
Af brevet til banken fremgår, at såfremt kursværdien af depotet på et tidspunkt inden overførslen administrativt kan gennemføres (overførselstidspunktet) er lavere end kursværdien pr. 1. januar 2013, vælges i stedet det tidspunkt, hvor kursværdien er lavest som konverteringstidspunkt.
Den 10. januar 2013 modtog klageren en mail fra [finans1] om, at banken har modtaget klagerens anmodning om konvertering kapitalpension til alderspension.
I mailen orienterer [finans1] klageren om, at de endnu ikke er klar til at kunne konvertere kapitalpensioner til aldersopsparinger. Banken forventer at kunne gennemføre de første konverteringer primo februar 2013. Når banken var klar, ville klageren modtage en konverteringsaftale, og når aftalen var returneret, ville konverteringen ske 4 dage efter. Banken skriver også i mailen, at afgiften på 37,3 % (23,31 % for den del af kapitalpensionen, der er noteret som saldo pr. 31. december 1979), bliver beregnet på baggrund af kapitalpensionens værdi på konverteringstidspunktet.
[finans1] har sendt klageren en konverteringsaftale dateret den 9. april 2013. Det fremgår bl.a. heraf, at [finans1] konverterer kapitalpensioner i den rækkefølge, konverteringsaftalerne modtages. [finans1] kan derfor ikke oplyse præcist, hvornår ordningen konverteres.
Klageren underskrev konverteringsaftalen den 9. april 2013 og skriver som bemærkning på aftalen
“Der henvises til min anmodning om konvertering pr. 1. januar 2013”.
Klageren modtog en ny konverteringsaftale af 11. april 2013, som blev underskrevet samme dag af klageren uden bemærkninger.
Kapitalpensionen blev konverteret den 18. april 2013, og klageren har betalt 1.752.783 kr. i afgift, svarende til 23,31 % af 138.516 kr. (værdien pr. 31. december 1979) og 37,3 % af 4.612.683 kr. Ordningen havde en samlet værdi på 4.751.199 kr., da den blev konverteret.
Det er ordningens værdi ved konvertering, der skal betales afgift af, jf. pensionsbeskatningslovens § 25, stk.1, nr. 9, og ikke den dato, hvor klageren har bedt om konverteringen.
Af bemærkningerne til § 1, nr. 18 i lov nr. 922 af september 2012 fremgår det, at der gives mulighed for at konvertere.
SKAT kan derfor ikke give klageren ret i, at han har et retskrav på at kunne konvertere sin kapitalpension til aldersopsparing pr. 1. januar 2013.
Pensionsbeskatningsloven giver alene mulighed for at konvertere, hvis det civilretligt kan lade sig gøre.
Havde klageren valgt at få kapitalpensionen udbetalt efter pensionsbeskatningslovens § 25, stk. 1, nr. 1, ville det ikke være depotets værdi pr. 1. januar 2013, banken skulle beregne afgift af, men den dato hvor ordningen rent faktisk blev ophævet og udbetalt, da afgiftspligten indtræder ved ordningens ophævelse og ikke den dato, hvor man anmoder om at få den udbetalt, hvilket fremgår af pensionsbeskatningslovens § 25, stk. 1, nr. 9 og § 38, stk. 1.
Det forhold, at [finans1] ikke har været klar 1. januar 2013 til at konvertere kapitalpensionen ændrer ikke på pensionsbeskatningslovens bestemmelser.
Af klagen af 6. november 2013 fremgår følgende:
”Påstand.
Afgiften påstås beregnet på grundlag af værdien d. 1. jan. 2013 i stedet for som sket d. 18. apr. 2013
De faktiske omstændigheder:
Undertegnede anmodede d. 1. jan. 2013 skriftligt [finans1] om konvertering af min kapitalpension med konverteringstidspunktet 1. jan. 2013 jf. kopi af vedlagte anmodning til [finans1] af 1. jan. 2013 samt kopi af bankens svar af 10. jan. 2013.
[person1], [finans1] [by1] afd. oplyste primo jan., at [finans1] først vil kunne gennemføre konverteringen primo febr. 2013 og primo febr.. oplyste hun, at konverteringen først vil kunne gennemføres ultimo febr. Primo marts blev det oplyst, at banken fortsat ikke var klar til konverteringen og nu kun turde love, at det ville ske i 2013.
D. 9. apr. 2013 fremsendte [finans1] til kapitalpensionsaftale - konvertering til aldersopsparing, som jeg underskrev med henvisning til min anmodning af 1. jan. om konvertering pr. 1.jan.2013 jf. vedlagte kopi.
D. 10. apr. meddelte banken telefonisk, at banken ikke ville gennemføre konvertering på grund af min henvisning til konverteringstidspunktet 1. jan. 2013. Jeg anmodede om at få denne oplysning skriftligt, men dette blev afslået.
D. 11. apr. 2013 underskrev jeg nødtvungen nyt Tillæg til kapitalpensionsaftale - konvertering til aldersopsparing uden henvisning til min anmodning af 1. jan. om konvertering jf. vedlagte kopi.
D. 24 apr. 2013 modtog jeg meddelelse om, at konverteringen var sket vedlagt skema til Skat (desværre bortkommet) hvoraf den afgiftspligtige værdi fremgik tillige med statsafgiften opgjort til kr. 1.752.784.
Efter anmodning modtog jeg desuden d. 6. maj 2013 beregningen af statsafgiften, hvoraf også fremgår, at værdien er opgjort pr. 18. apr. 2013 jf. vedlagte kopi.
Begrundelse for min påstand
Ændring af pensionsbeskatningsloven L196A trådte i kraft 1. jan. 2013.
Loven giver i § 25 stk. 1 nr. 9 pensionsopspareren adgang til at konvertere indestående på en kapitalpensionskonto til aldersopsparing.
Iflg. bemærkningerne til lovforslag L 196 af 14-08-20 12 afsnit 3.1.2. fremgår:
“Adgang til at overføre eller konvertere fradragsberettiget kapitalpension til aldersopsparing og aldersforsikring mod fremrykket betaling af afgift
Det foreslås ud fra et ønske om yderligere fremrykning af skatteprovenu at indføre adgang til en frivillig fremrykning af afgiften af udbetalinger af fradragsberettigede kapitalpensionsordninger.
Det sker ved, at pensionsopsparere med sådanne kapitalpensioner, herunder supplerende engangsydelser, kan overføre eller konvertere disse til aldersopsparing og -forsikring, henholdsvis supplerende engangssum mod betaling af en afgift på 40 pct.”
Iflg. ovenstående har pensionsopsparerne fra 1. Jan. 2013 et ubetinget retskrav på at kunne konver-tere kapitalpension til alderspension. Et retskrav der er helt uafhængig af en anden kontrahents god-kendelse. Det er derfor alene pensionsopsparerne, der afgør om indestående på pensionsopspa-ringskontoen skal konverteres til en aldersopsparing og dermed også tidspunktet for hvornår konverteringen i givet fald skal ske.
Jeg har 1. jan. 2013 afgivet bindende ordre til [finans1] om konvertering af min kapitalpensionskonto til aldersopsparing. Jeg har derimod ikke givet banken tilladelse til konvertering på noget som helst andet tidspunkt, der frit kan vælges af banken.
Banken har efter loven ingen ret til at nægte konvertering og ej heller ret til at vælge et andet konverteringstidspunkt.
Den af banken påtvungne underskrift på Tillæg til aftale om kapitalpension - konvertering til aldersopsparing af 11. apr. 2013 er derfor ugyldig i relation til tidspunktet for afgiftsberigtigelsen, da der allerede foreslå en skriftlig bindende anmodning fra mig af 1. jan. 2013 om konvertering af kapitalpensionsaftalen til aldersopsparing.
Bankens krav om underskrift på Tillæg til kapitalpensionsaftale - konvertering til alderspension var desuden helt unødvendig, idet loven fastsætter vilkårene for konverteringen.
Rent praktisk er der efter konverteringen tale om samme produkt med uændrede udbetalings og begunstigelsesvilkår, og altså alene med den ændring der følger af lovens bestemmelser om den manglende fradragsmulighed for indbetalinger og det nye loft over årlige indbetalinger på opsparingen.
Det havde i øvrigt været let for banken at opgøre den afgiftspligtige værdi 1. jan. 2013, da værdien kunne opgøres på grundlag af foreliggende årsopgørelse 31-12-12 samt PAL-skat beregning 31-12-
12.
Iflg. bemærkningerne til L 196 fremgår:
“Særligt for så vidt angår kapitalpensioner i pengeinstitutter, bemærkes det, at afgiften beregnes af det beløb, som på tidspunktet for overførslen, herunder konverteringen kunne være udbetalt ved ordningens ophævelse, hvilket medfører, at afgiften beregnes på baggrund af værdien på overførsels- eller konverteringstidspunktet af evt. overførte værdipapirdepoter og andele i puljeordninger i pengeinstitutter.”
Det skal bemærkes, at der i mit tilfælde er tale om en konvertering af min kapitalpension til aldersopsparing, idet overførselsbegrebet relaterer sig til den indførte mulighed for at overføre en pensionsordning med løbende udbetalinger til en anden pensionsordning uden skatte og afgiftsmæssige konsekvenser, idet overførslen ikke betragtes som en udbetaling eller indbetaling.
Såfremt jeg i stedet i henhold til PBL § 25 stk. 1 nr.1 havde anmodet om udbetaling af hele indestående på kontoen d. 1. jan. 2013 havde banken været forpligtet til at udbetale beløbet ekskl. 37,3 % afgift af værdien af depotet pr. 1. jan. 2013, idet banken ikke har en opsigelsesfrist for indestående på kontoen.
Lovgiverne har tydeligvis haft til hensigt, at afgiften skal være den samme hvad enten kapitalpensionsejeren hæver indeståendet j.fr. PBL § 25 stk. 1 nr. 1 eller konverter indeståendet til en aldersopsparing jf. PBL § 25 stk. 1 nr. 9.
Iflg. bek. 2012-12-21 nr. 1370 Skal der i begge situationer:
“Når der efter reglerne i pensionsbeskatningslovens kapitel 3 er indtrådt afgiftspligt for en ordning, skal det pensionsinstitut, hvor ordningen er oprettet, beregne og tilbageholde afgiften. Indgår der værdipapirer i ordningens depot, anvendes børskursen på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden ved beregningen af det afgiftspligtige beløb.”
Iflg. Ligningsvejledningen afsnit C.G.4.1.3.l fremgår desuden følgende om beskatningsgrundlaget for opgørelse af PAL skatten:
“Særligt ved ophævelse af pensionsopsparingskonti (PAL § 23, stk. 1, 5. og 6. pkt.)
Når beskatningsgrundlaget for en pensionsopsparingskonto gøres op, anses værdipapirerne for afstået på tidspunktet for ophævelse af kontoen for et beløb svarende til handelsværdien på ophævelsestidspunktet.”
Konverteringstidspunktet (beskatningstidspunktet) er det tidspunkt ordregiver har anmodet om, at konverteringen sker (realisationsprincippet).
Bortset fra at konvertering af en kapitalpensionsaftale ikke kræver godkendelse af banken svarer dette til, at beskatningstidspunktet ved salg af fast ejendom er det tidspunkt køber og sælger har underskrevet slutseddel eller købsaftale og beskatningstidspunktet for salg af aktier er tidspunktet for accept af salgsordre (beskatning udløses når der er en bindende aftale - og derimod ikke på det senere tidspunkt aktierne udtages af depotet).
Der er derimod intet grundlag for at anse konverteringstidspunktet for det arbitrære tidspunkt banken endelig besinder sig til at opgøre depotet til afgiftsberegningen flere måneder efter ordreafgivelse på strakskonvertering.
Skat har kursiveret følgende fra bemærkningerne (§1, nr. 18 i L 196 A)
“Forslaget indebærer en fremrykning af betaling af afgift fra det tidspunkt, hvor udbetaling ville ske i overensstemmelse med udbetalingsvilkårerne, til det tidspunkt, hvor overførslen sker.”(Min fed markering)
Ovenstående er alene omtale af tidspunktet for betaling af afgiften - det ændrer ikke på at afgiften if. bemærkningerne til lovforslaget skal beregnes på baggrund af værdien af depotet på overførsels- eller konverteringstidspunktet.
Da jeg har afgivet bindende orde på konvertering pr. 1. jan. 2013 fordrer jeg, at konverteringen er sket 1. jan. 2013, og værdien af depotet pr. 1. jan. 2013 danner grundlag for afgiftsberegningen.”
Af kapitalforsikring i pensionsøjemed og opsparing i pensionsøjemed svares en afgift på 40 pct. ved overførsel, herunder konvertering til en aldersforsikring omfattet af § 10 A eller aldersopsparing omfattet af § 12 A, jf. stk. 3-5, jf. pensionsbeskatningslovens § 25, stk. 1, nr. 9.
Overførsel, herunder konvertering af en opsparing i pensionsøjemed til en aldersopsparing, anses skattemæssigt som en udbetaling i relation tilpensionsbeskatningslovens § 25, stk. 1, nr. 9, jf. pensionsbeskatningslovens § 41 A, stk. 2, 3. pkt.
Afpensionsbeskatningslovens § 38, stk. 1, følger bl.a. at det pågældende forsikringsselskab eller den pågældende myndighed, pensionskasse, bank, sparekasse eller anden institution skal tilbageholde afgiften og indbetale den til statskassen inden 3 hverdage (bankdage) efter, at forsikringsselskabet m.v. har udbetalt den afgiftspligtige ydelse. Hvor afgiftspligten ikke indtræder som følge af en udbetaling, skal det pågældende forsikringsselskab eller den pågældende myndighed, pensionskasse, bank, sparekasse eller anden institution tilbageholde afgiften og indbetale den til statskassen inden 1 måned efter, at forsikringsselskabet m.v. har fået kendskab til afgiftspligten.
Bestemmelsen i pensionsbeskatningslovens § 25, stk. 1, nr. 9, blev indføjet ved lov nr. 922 af 18. september 2012. Af bemærkningerne (§ 1, nr. 18 i L 196 A) til lovforslaget fremgår bl.a. følgende:
”Det foreslås i pensionsbeskatningslovens § 41 A, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 33, at indføre mulighed for at overføre, herunder konvertere fradragsberettigede kapitalpensioner til en aldersopsparing eller aldersforsikring mod betaling af en afgift på som udgangspunkt 40 pct., jf. et nyt nr. 9 i pensionsbeskatningslovens § 25, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 18.
Tilsvarende vil der være mulighed for at overføre, herunder konvertere en supplerende engangsydelse til en supplerende engangssum, jf. lovforslagets § 1, nr. 33, mod betaling af en afgift på 40 pct., jf. lovforslagets § 1, nr. 23, hvortil der henvises.
Særligt for så vidt angår kapitalpensioner i pengeinstitutter, bemærkes det, at afgiften beregnes af det beløb, som på tidspunktet for overførslen, herunder konverteringen kunne være udbetalt ved ordningens ophævelse, hvilket medfører, at afgiften beregnes på baggrund af værdien på overførsels- eller konverteringstidspunktet af evt. overførte værdipapirdepoter og andele i puljeordninger i pengeinstitutter.
Det indebærer, at det beløb, der indgår på aldersopsparingen eller aldersforsikringen, er det beløb, der kunne udbetales til den pensionsberettigede efter fradrag af en afgift på 40 pct. og efter pensionsbeskatningslovens 26 A en lavere afgift af opsparing foretaget før 1980. Forslaget indebærer en fremrykning af betaling af afgiften fra det tidspunkt, hvor udbetalingen ville ske i overensstemmelse med udbetalingsvilkårene, til det tidspunkt, hvor overførslen sker.
...”
På baggrund af bestemmelsen i pensionsbeskatningsloven § 25, stk. 1, nr. 9, samt forarbejderne hertil, er det Landsskatterettens opfattelse, at tidspunktet for opgørelsen af konverteringen skal ske på tidspunktet for den faktiske konvertering, og ikke på tidspunktet for anmodningen. Opgørelsen af afgiften sker ifølge pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 1, på tidspunktet for udbetalingen eller konverteringen af pensionen. Det er således rettens opfattelse, at der hverken efter lovens ordlyd eller i forarbejderne hertil, er grundlag for en anden vurdering.
Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.