Kendelse af 06-11-2015 - indlagt i TaxCons database den 04-12-2015

Indkomstårene 2011 og 2012.

SKAT har ikke imødekommet anmodning om beskatning efter virksomhedsordningen i år 2011 og 2012.

Landskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.


Indkomstår 2012

SKAT har opgjort resultat af udlejningsvirksomhed på [adresse1] til 60.949 kr., således at den personlige indkomst er forhøjet med 60.949 kr.

SKAT har skønnet befordringsfradrag til 30.000 kr., således at den personlige indkomst er forhøjet med 17.803 kr.

Landskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.


Faktiske oplysninger

Klageren ejer en ejerlejlighed beliggende [adresse1],[by1], som siden år 2009 har været anvendt til erhvervsmæssig udlejning. Klageren har ikke anvendt virksomhedsordningen i udlejningsvirksomheden i år 2009 og 2010 og heller ikke angivet valg af beskatningen efter virksomhedsordningen i tilhørende rubrik på sin selvangivelse for indkomståret 2011.

Klageren ejer 40 % af en ejendom beliggende [adresse2], [by2], som blev købt i april 2009 og siden blev anvendt til beboelse.

Klageren havde i indkomståret 2012 tre ansættelsesforhold:

1. [virksomhed1] beliggende [adresse3], [by1] har indberettet lønindkomst på 350.180 kr. Klageren var ansat i periode på 11 måneder – fra 1. januar 2012 til 30. juni 2012 samt fra 1. august 2012 til 31. januar 2012 med gennemsnitlig månedsløn på 31.835 kr.
2. [virksomhed2] beliggende [adresse4], [by3] har indberettet 89.925 kr. Klageren var ansat i periode på 9 måneder – fra 1. april 2012 til 21. december 2012 med gennemsnitlig månedsløn på 9.992 kr.
3. [virksomhed3] beliggende [adresse5], [by4] har indberettet 94.217 kr. Klageren var ansat i periode på 7 måneder – fra 1. januar 2012 til 31. juli 2007 med gennemsnitlig månedsløn på 13.460 kr.

I perioden fra 8. oktober 2012 til 8. august 2013 var klageren underlagt en karantæneordning således, at klageren ikke kunne bruge Tast Selv. Klageren har den 10. marts 2013 rettet mail-henvendelse til SKAT med anmodning om ændring af årsopgørelsen for året 2012 således, at renteudgifter i pengeinstitut skal være 37.396 kr., befordring skal være 62.042 kr. og overskud af virksomhed i virksomhedsordningen skal være 14.086 kr. I sit svar af 12. marts 2013 har SKAT [by5] bedt klageren om at fremsende dokumentation for berettigelse til beskatning i virksomhedsordningen, hvis klageren ønsker anvendelse af ordningen. Samtidig har SKAT bedt om at indsende beregning af befordringsfradraget.

I sin mail af 17. marts 2013 har klageren oplyst 103 dage kørsel til [by3] og i 142 dage kørsel til [by4]. SKAT har i mail af 21. marts 2013, 12. april 2013 samt brev af 6. juni 2013 bedt klageren om en redegørelse for det ønskede fradrag. Klageren har ikke forelagt ansættelseskontrakter, undervisningsskemaer eller registrering af timeforbrug eller anden dokumentation for kørsel til de tre ansættelsessteder.

Klageren har i sin mail af 29. april 2013 til SKAT fremsendt anmodning om beskatningen efter virksomhedsordningen og medsendt regnskaber for år 2011 og 2012. SKAT [by5] har den 6. juni 2013 sendt et brev med anmodning om yderligere oplysninger vedrørende beskatning efter regler i virksomhedsordningen. SKAT [by5] har således bedt om opgørelse af indskudskonto ved indtræden i virksomhedsordningen, beregning af evt. rentekorrektion, opgørelse af hævninger samt redegørelse for, at renteudgifter vedrører udlejningsvirksomhed. Klageren har ikke tilsendt disse oplysninger.

Den 9. juli 2013 har SKAT sendt agterskrivelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, hvorefter klageren i sin mail af 20. juli 2013 har fremsendt bemærkningerne i sagen. Den påklagede afgørelse blev truffet den 21. august 2013.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet anmodning om beskatning efter virksomhedsordningen i indkomstårene 2011 og 2012. Klageren kan ikke foretage rentefradrag i personlig indkomst og resultat af udlejningsvirksomhed på [adresse1] blev opgjort til 60.949 kr. i år 2012. SKAT har endvidere skønnet befordringsfradrag til 30.000 kr.

Det fremgår af SKATs afgørelse af 21. august 2013:

”SKATs ændringer

1. Resultat af virksomhed opgøres til

60.949 kr.

2. Din ejendomsværdiskat for [adresse1], [by1] sættes til 0 kr.

3. Din anmodning om beskatning efter virksomhedsordningen i 2011 og 2012 imødekommes ikke.

4. Selvangivet befordringsfradrag

Godkendt befordringsfradrag

Difference:

Indkomsten forhøjes med differencen

47.803 kr.

-30.000 kr.

17.803 kr.

17.803 kr.

Beskrivelse af virksomheden

Der drives udlejningsvirksomhed med udleje af en ejerlejlighed.

Sagsfremstilling og begrundelse

1. Resultat af virksomhed
1.1. De faktiske forhold

[person1] ejer ejendommen [adresse1], [by1]. Det er en ejerlejlighed, der anvendes til udlejning.

1.2. Dine bemærkninger

Du har i mail af 10. marts 2013 oplyst at overskud af virksomhed skal være 14.086 kr.

Der er i henvendelse af 29. april 2013, vedlagt et regnskab, hvor årets resultat for udlejningen udgør 11.897 kr. Der indgår renteudgifter på 49.052 kr. i resultatet

1.3. Retsregler og praksis

Statsskattelovens § 4 og § 6 – resultat af virksomhed er skattepligtigt.

Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e – der er fradrag for renteudgifter.

Personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1 – renteudgifter indgår i kapitalindkomsten.

1.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Resultat af din udleje af ejendommen [adresse1] er skattepligtigt.

Du har angivet et resultat på 11.897 kr. i det regnskab du har vedlagt din mail af 29. april 2013. I dette resultat er indregnet renter. Det resultat, der skal selvangives er resultatet uden renter. Dette skyldtes, at renter i udgangspunktet indgår i kapitalindkomsten og skal således ikke fradrages i virksomhedens resultat.

En renteudgift eller renteindtægt kan selvangives som renter vedrørende virksomheden, men dette indgår stadig i kapitalindkomsten, hvis der ikke vælges beskatning efter reglerne i virksomhedsordningen.

Resultatet af virksomhed sættes derfor til (11.897 + 49.052) = 60.949kr.

2. Ejendomsværdiskat [adresse1]
2.1. De faktiske forhold

[person1] ejer ejendommen [adresse1], [by1]. Ejendommen anvendes til erhvervsmæssig udlejning.

Der er på den seneste årsopgørelse, af 19. april 2013, for 2012 opkrævet 11.500 kr. i ejendomsværdiskat.

2.2. Dine bemærkninger

Ejendommen [adresse1] var udlejet i hele 2012, derfor skal ejendomsværdiskatten være 0 kr.

2.3. Retsregler og praksis

Ejendomsværdiskattelovens § 1 – der skal betales ejendomsværdiskat af ejendomme. Dette gælder dog ikke ejendommen der udlejes erhvervsmæssigt.

2.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Ejendommen udlejes erhvervsmæsigt og der skal derfor ikke betales ejendomsværdiskat.

Ejendomsværdiskatten nedsættes fra 11.500 kr. til 0 kr.

3. Virksomhedsskatteordningen.
3.1. De faktiske forhold

I mail af 10. marts 2013 angiver [person1], ”Overskud af virksomhed(virksomhedsskatteordningen) skal være 14.086 kr.

I mail af 12. marts 2013 bliver [person1] bedt om at indsende regnskab for virksomheden herunder oplysninger om virksomhedsordningen, hvis han ønsker besktning efter denne.

Der bliver bedt om:

opgørelse af indskudskonto
kapitalafkastgrundlag
kapitalafkast/rentekorrektion
Overskudsdisponing

[person1] har indsendt mail til SKAT, via TastSelv den 29. april 2013, med anmodning om, at blive beskattet efter reglerne i virksomhedsskatteordningen i indkomståret 2011 og 2012. [person1] er ikke i 2010 beskattet efter reglerne i virksomhedsordningen.

Der er sammen med anmodningen indsendt regnskab for 2011 og 2012. Der er sammen med regnskabet, opgjort diverse beløb med vedrørende virksomhedsordningen.

Der er bl.a. opgjort følgende:

Indkomståret 2011:

Skattepligtigt resultat10.480kr.

Hævet heraf (inkl. V-skat) 0kr.

Opsparing i V- ordningen 7.820kr.

Indkomst til virksomhedsbeskatning10.480kr.

Virksomhedsskat 2.620kr.

Indskud 0kr.

Kapitalafkast (-352.500* 1) 0kr.

Indkomståret 2012:

Skattepligtig resultat11.897kr.

Hævet heraf (inkl. V-skat) 0kr.

Opsparing i V- ordningen 8.823kr.

Indkomst til virksomhedsbeskatning11.897kr.

Virksomhedsskat 2.974kr.

Indskud 0kr.

Kapitalafkast (-352.500* 1) 0kr.

SKAT har i brev af 6. juni 2013 anmodet om yderligere oplysninger i form af:

Indskudskonto ved indtræden i virksomhedsordningen skal opgøres.
Beregning af evt. rentekorrektion.
Opgørelse af hævninger i året.

Herudover har SKAT oplyst, at der skal være sammenhæng mellem den gæld der indgår i regnskabet og de renter der fratrukket.

SKAT har i forbindelse med en tidliger sag oplyst [person1] følgende i brev af 28. februar 2012:

” Du har derfor mulighed for at vælge at være med i virksomhedsskatteordningen, såfremt du i øvrigt opfylder betingelserne for at være med i virksomhedsskatteordningen.

Du skal derfor fremsende følgende dokumentation:

Dokumentation for at virksomhedens økonomi har været adskilt fra din private økonomi.
Specificeret opgørelse af indskudskonto og kapitalafkastordning, Beregning og størrelse af kapitalafkast
Beregning og størrelse af eventuel rentekorrektion

3.2. Dine bemærkninger

Du har i mail af 17. marts 2013 som svar på SKATs mail af 12. marts 2013 angivet:

”Jeg har været i kontakt med mange der udlejer ejendomme og ingen har oplevet at de hvert eneste år har skulle indsende nedenstående, det er da forfølgelse”

Der var ikke medsendt nogen af de ønskede oplysninger.

Du har i mail af 23. juni 2013, som svar på SKATs brev af 6. juni 2013 oplyst:

”Min opgørelse af virksomhedsskatteordningen er lavet 100 % efter skats vejledning som den er udleveres hos Skat i [by6].. eneste mindre ændring er en tastefejl på 1.695.000 som skulle være 1.619.000.. De renteudgifter der trækkes fra hidrører fra et lån fra [finans1] og et lån i [finans2], begge lån godkendt til brug vedrørende [adresse1] af Skat i [by6].”

Du har i mail af 20. juli 2013, gjort følgende indsigelse til forslag af 9. juli 2013:

”Derudover mangler der bl.a. begrundelse for nægtelse af virksomhedsskatteordning, hvad er forkert, og jo sammenhæng mellem gæld og renter har Skat [by6] som noget af det eneste godkendt. se afgørelse vedrørende 2009.”

3.3. Retsregler og praksis

Virksomhedsskatteloven § 1 – personer der driver erhvervsvirksomhed kan anvende virksomhedsordningens regler.

Virksomhedsskatteloven § 2, stk. 1 – det er en betingelse for anvendes af virksomhedsordningen, at der regnskabsmæssigt sker en opdelingen, af den skattepligtiges samlede økonomi i en virksomhedsøkonomi og en privatøkonomi.

Virksomhedsskattelovens § 2, stk. 4 – der skal opgøres en hævekonto.

Virksomhedsskattelovens § 3, stk. 2 – der skal opgøres en indskudskonto når virksomhedsordningen anvende første gang.

Virksomhedsskattelovens § 3, stk. 5. – er indestående på indskudskontoen opgjort til et negativt beløb og dokumenteret den skattepligtige at den medregnede gæld er erhvervsmæssig, sættes indestående på indskudskontoen til nul.

Virksomhedsskattelovens § 7 – der skal opgøres et kapitalafkastgrundlag og et kapitalafkast.

Virksomhedsskattelovens § 11 – der skal eventuelt beregnes rentekorrektion af negativ indskudskonto.

3.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Du driver erhvervsmæssig virksomhed med udlejning af [adresse1], [by1]. Du har dermed indkomst fra erhvervsmæssig virksomhed og kan derfor i udgangspunktet vælge beskatning efter reglerne i virksomhedsordningen.

Dette forudsætter dog at SKAT modtager de oplysninger, der efter virksomhedsskattelovens regler skal oplyses.

Du er i brev af 29. april 2013 blevet bedt om yderlige oplysninger, så du opfylder dette krav. Du har ikke efterfølgende afgivet disse oplysninger.

Du har oplyst, at du har fulgt vejledning, som er udleveret af SKAT i [by6]. Og de har godkendt begge lån til brug vedrørende [adresse1].

Du har ikke i 2010 blevet beskattet efter reglerne i virksomhedsordningen. Så der ses ikke i 2010, at være godkendt nogen indskudskonto eller kapitalafkastgrundlag, hvor gælden indgår.

Du har ikke oplyst noget om indskudskonto, evt. rentekorrektion, kapitalafkastgrundlag, oplysninger om gældens sammenhæng til virksomheden. Du har ikke indsendt opgørelse over hævninger i året.

Du her dermed ikke afgivet de oplysninger det er krævet for at blive beskattet efter virksomhedsordningen.

Du har i mail af 20. juni 2013 anført, at der ikke er nogen begrundelse i forslaget, for nægtelse af beskatning efter virksomhedsskatteordningen, samt at sammenhængen mellem gæld og renter er godkendt af SKAT [by6] i tidligere år.

Begrundelsen fremgår af afsnit 3.4 i forslaget af 9. juli 2013.

Du er i 2010 beskattet efter reglerne i virksomhedsordningen. Der er derfor ikke i 2010 opgjort nogen indskudskonto eller kapitalafkastgrundlag. Dette skal opgøres for 2011 hvis du skal beskattes efter virksomhedsordningen. Det forhold, at det tidligere er selvangivet renter, som renter vedrørende virksomhed, ændre ikke ved, at opgørelsen skal ske i det år hvor virksomhedsordningen anvendes første gang.

Du har endvidere ikke indsendt de øvrige oplysninger, som anført ovenfor.

Derfor vil SKAT ikke imødekomme din anmodning om, at blive beskattet efter virksomhedsordningens regler i 2011 og 2012.

4. Befordringsfradrag
4.1. De faktiske forhold

[person1] har, i mail af 10. Marts 2013, anmodet om af få ændret årsopgørelsen for 2012, med det formål, at få fradrag for 62.042 kr. i befordringsfradrag.

I mail af 12. marts 2013 beder SKAT om, at få indsendt beregning af befordringsfradrages på 62.042 kr.

Den 18. marts 2013 er der udskrevet en årsopgørelse med et befordringsfradrag på 47.803 kr. Beløbet er fortrykt automatisk fra forskudsregistreringen for 2012.

I mail af 21. marts 2013 ønsker SKAT, at få indsendt en beregning af, hvordan beløbet fremkommer.

I brev af 6. juni 2013 bliver [person1] gjort opmærksom på, at SKAT stadig ikke har fået en specifikation på det befordringsfradrag på 62.042 kr., der er anmodet om.

I forbindelse med ændring af forskudsregistrering for 2012 er der, i mail den 20. juli 2012, fra [person1] oplyst følgende vedrørende befordringsfradrag:

[virksomhed3], [by4], 130 dage a 120 km hver vej.

[virksomhed1], 108 dage a 27,5 km hver vej

[virksomhed2], [by3], min 25. dage a 65 km hver vej.

I 2012 er der bl.a. indberettet følgende til indkomstregisteret:

[virksomhed1], [adresse3], [by1].

Periode: 01.01.2012 – 30-06-2012 og 01.08.2012 – 31.12.2012.

A-indkomst i alt 350.180 kr.

Timeantal 1.715.

[virksomhed2], [adresse6], [by3].

Periode: 01.04.2012 – 31.12.2013.

A-indkomst i alt 89.925 kr.

Timeantal 334.

[virksomhed3], [adresse5], [by4].

Periode: 01.01.2012 – 31.07.2012

A-indkomst i alt 94.217 kr.

Timeantal 482.

Efter Krak Ruteplan er afstanden mellem [person1]s bopæl [adresse2], [by2] og

[virksomhed1], [by1] 22,7 km

[virksomhed2], [by3]58,2 km

[virksomhed3], [by4]114,6 km

Afstanden mellem [virksomhed1] og [virksomhed3] udgør 93 km.

Afstanden mellem [virksomhed1] og [virksomhed2] udgør 57 km.

4.2. Dine bemærkninger

I mail af 17 marts 2013, har du oplyst følgende:

”Tallet på befordring er fra Skat.dk

Jeg har kørt 142 dage fra [adresse2], [by2] til [adresse5], 4800 [by4]
Jeg har kørt 106 dage fra [adresse2], [by2] til [adresse6], [by3]”

I mail af 21. marts 2013 har du oplyst følgende:

”Jeg har kørt til [by1] enten på vejen til [by4] eller på vejen tilbage, det samme gælder på vejen til [by3] eller på vejen tilbage men jeg har ikke det nøjagtige antal dage.. Det ligger i snit på 3 dage om ugen..

Jeg har fremsendt min beregning og beløbet er fremkommet via Skat.dk”

I mail af 23. juni 2013 har du oplyst følgende:

”Jeg har nøjagtig beskrevet antal dage jeg har kørt og hvorhen samt antal kilometer..”

Du har i mail af 20. juli 2013, bl.a. gjort følgende indsigelse, til forslag af 9. juli 2013:

”På side 6 henviser [person2] til min mail af 20/7-12 hvor jeg skriver hvor mange dage jeg har kørt til [virksomhed1] i [by1] men i sine egne bemærkninger på side 7 skriver [person2] at det har jeg ikke oplyst. lodret forkert (fagligt inkompetent)

På side 8 skriver [person2] at det ikke virker sandsynligt om antal dage da der er tale om en uddannelsesinstitution, Hvad I alverden ved [person2] om hvordan man arbejder på en uddannelses institution (udover hvad medierne skriver) både [virksomhed3] og [virksomhed2] er uddannelses steder med aktiviteter stort set hver eneste hverdag året rundt da man har både AMU kurser, htx, hhx, Merkantil osv.. derudover er der et utal af adminstrative jobs, og hvad jeg får i løn aner [person2] intet om. (Subjektiv)”

4.3. Retsregler og praksis

Ligningslovens § 9C – der er befordringsfradrag for befordring mellem bopæl og arbejdsplads og mellem arbejdspladser

Satsen udgør følgende:

0 til 24 km0 kr.

25 til 1202,10 kr.

Over 1201,05 kr.

4.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Når der ønskes et fradrag i den skattepligtige indkomst, er det skatteyder der skal dokumenteret, at fradraget er berettiget.

Dette betyder, at et beløb, der selvangives som befordringsfradrag, skal kunne dokumenteres.

Du har oplyst, at du har kørt 142 dage til [virksomhed3] i [by4] og 106 dage til [virksomhed2] i [by3]. Du har ikke oplyst noget om hvor mange gange du har kørt til [virksomhed1] i [by1].

Du har ikke indsendt nogen specifikation af beløbet, selv om du er blevet anmodet om det flere gange.

Den beregning du i mail af 21. marts 2013 oplyser, at du har fremsendt, ses ikke at være modtaget af SKAT.

Du har ikke i din mail af 20. juli 2013, som indsigelse til det udsendte forslag af 9. juli 2013, angivet nogen opgørelse af befordringsfradraget.

Du har derfor ikke dokumenteret, at du er berettiget til det anmodede befordringsfradrag på 62.042 kr.

Derfor kan det anmodede befordringsfradrag ikke imødekommes.

Efter det oplyste, har du haft arbejde på de tre undervisningsinstitutioner. Der kan også lægges til grund at du har kørt mellem din bopæl og de tre arbejdspladser for at undervise, således at du i et eller andet omfang, er berettiget til befordringsfradrag.

Befordringsfradraget fra bopælen til de tre arbejdspladser pr. tur kan opgøres således:

Til [virksomhed1] ((22,7 x 2) – 24) x 2,10 = 44,95 kr.

Til [virksomhed2] (58,2 x 2) – 24 = 116,4 km

100 – 24 x 2,10 = 159,60 kr.

16,4 x 1,05 = 17,22 kr.176,82 kr.

Til [virksomhed3] (114,6 x 2) – 24 = 205,2 km

100 – 24 x 2,10 = 159,60 kr.

105,2 x 1,05 = 110,46 kr.270,06 kr.

Du har din primære indtægt fra [virksomhed1]. Med 210 arbejdsdage giver dette et fradrag på 210 x 44,95 = 9.440 kr.

Du har oplyst, at du har kørt 142 dage til [virksomhed3] i [by4]. Der er indberettet at du har været ansat i perioden 01.01.2012 – 31.07.2012. Dette svare til du har været i [by4] på alle arbejdsdage i perioden. Dette virker ikke sandsynligt, tilset størrelsen af den indkomst du har haft derfra og at der er tale om en undervisningsinstitution.

Dit befordringsfradrag skønnes til 30.000 kr. Der er ved dette skøn henset til, størrelsen på et befordringsfradrag til dit primære arbejdsplads, afstanden til arbejdspladserne, at der er kørt mellem arbejdspladserne og størrelsen på indkomsten og timeantal på de forskellige arbejdspladser.

Selvangivet befordringsfradrag 47.803 kr.

Skønnet befordringsfradrag-30.000 kr.

Difference 17.803 kr.

Indkomsten forhøjes med 17.803 kr. i ikke godkendt befordringsfradrag.

Til din indsigelse i mail af 20. juli 2013 kan SKAT oplyse følgende:

Når der i forslaget af 9. juli 2013 står, at du ikke har oplyst hvor mange dage du har kørt til [virksomhed1] i [by1], skyldtes dette, at du ikke har efterkommet SKATs anmodninger om at indsende en specifikation af dit befordringsfradrag, herunder antal dage til [virksomhed1].

Det oplyste på side 6 om 108 dage til [virksomhed1], er en oplysning du har afgivet midt i indkomståret, i forbindelse med ændringen af forskudsregistreringen for 2012.

SKATs oplysninger om din løn kommer fra din arbejdsgivers lønindberetning. Hvad du konkret udfører af arbejde for arbejdsgiveren, bliver ikke oplyst til SKAT.

Når det er anført at der et tale om en undervisningsinstitution, skyldtes det, at da du har arbejde for tre uddannelsesinstitutioner, er det antaget at dit arbejde består i undervisning og at der på en uddannelsesinstitution også er ferie og helligdage, lige som der for undervisere normalt er forberedelsestid.

Såfremt du har været på arbejde i 142 dage, har du haft mulighed for at indsende en opgørelse over de dage, du har arbejdet. Dette har du ikke gjort hverken ved materialeindkaldelserne eller ved forslaget.

Derfor ændre SKAT dit befordringsfradrag som angivet i forslaget af 9. juli 2013.”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat principal påstand om, at hans skatteansættelse for indkomstårene 2011 og 2012 skal ændres således, at hans udlejningsvirksomhed skal beskattes efter virksomhedsordningen i indkomstårene 2011 og 2012, at resultat af udlejningsvirksomheden skal ansættes til 0 kr. i indkomståret 2012 samt, at befordringsfradraget skal ansættes til 65.477 kr. i indkomståret 2012. Endvidere har klageren nedlagt subsidiær påstand om, at SKATs afgørelse er ugyldig.

Det fremgår af klagerens klage af 7. november 2013:

”Der klages over at resultat af virksomhed ansættes til kr. 60.949, dette skal rettelig være kr. 0 da virksomheden skal drives i regi af virksomhedsskatteordningen, der klages derfor samtidig over at dette ikke er blevet imødekommet, samtidig skal der henvises til at Landsskatteretten allerede behandler en sag vedrørende virksomhedsordningen tilbage fra 2009 og fremefter

Der klages ligeledes over den fejl som Skat [by6]/[by5] har lavet vedrørende ejendomsværdiskat, det er først i afgørelse af 21/8-2013 at denne sættes til kr. 0 som er gældende for fuldt udlejet lejligheder, det uagtet hvilken beskatningsform der er valgt

Der forventes rentegodtgørelse for den manglende rettidig tilbagebetaling af ejendomsværdiskat og der henledes til svar på klage fra Direktøren for Skat Indsats

Til Skats begrundelser skal fremføres at Skat [by6] har godkendt sammenhængen mellem gæld og renter, at der er fremsendt regnskab for årene 2009 til og med 2012 og at de efterspurgte oplysninger er fremlagt og fremsendt, at Skat [by5] hele tiden har opfundet nye ting der skulle dokumenteres.

Min opgørelse af virksomheden er lavet 100 % efter den vejledning som jeg har fået udleveret af Skat [by6]

Der klages ligeledes over at befordringsfradraget sættes til kr. 30.000, det fremgår af ligningsloven at et fradrag skat fastsættes udfra de konkrete omstændigheder og at der ikke må ”sjusses” frem til fradraget, dette er tydeligvis sket i sagen om befordringsfradrag..

Derudover har [person2] fra Skat [by5] i sine kommentarer om befordringsfradraget været subjektiv i sine kommentarer, han skriver ”Dette virker ikke sandsynligt, tilset størrelsen af den indkomst du har haft derfra og at der er tale om en undervisningsinstitution” det er en så subjektiv en udtalelse at sagsbehandleren øjeblikkelig burde fritages fra opgaven. Erhvervsskole har funktioner som har åbent alle årets hverdage og derudover havde jeg flere funktioner både som konsulent og underviser

Jeg har skrevet nøjagtig hvor mange dage og kilometer jeg har kørt til de pågældende arbejdspladser, jeg har så senere hen fundet ud af at antallet af km til den høje takst ikke er til 100 km men er hævet til 120 km.. derfor har [person2] lavet endnu en fejl på side 8 i afgørelsen hvor [person2] opgøre befordringsfradraget forkert.

Hvorfor skal jeg ligeledes opgøre hvor mange dage jeg har været i [by1] samtidig med at jeg har været i [by3] eller [by4], [person2] viser endnu endnu engang sin inkompetance og uvidenhed om hvor de 3 byer ligger..

Jeg har udelukkende taget et arbejdssted om dagen også selvom jeg kunne få et yderligere fradrag de dage jeg både har været i [by3] og [by1] men [virksomhed1] praktisk talt ligger på vejen mellem bopæl og [by4], ligeledes gør det samme gældende med [by4] og [by3] på sammen dag

Jeg fastholder de 142 dage til [virksomhed3], 114,6 km * 2 = 44.909

Jeg fastholder de 106 dage til [virksomhed2], 58,2 * 2 = 20.568

Samlet 65.477

Desuden skal [person2]’s subjektivitet anføres ved at se kommentarerne på side 9 afsnit 4/5

Desuden er den påklagede afgørelse efter klagers opfattelse truffet for sent uden væsentlig grund til dette og dermed ugyldigt”

Landsskatterettens afgørelse

Pligten til at selvangive sin indkomst følger af skattekontrollovens § 1, stk. 1, mens skattepligten følger af statsskattelovens § 4. Reglerne om valg af virksomhedsordningen fremgår af virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2. SKATs mulighed for at ændre skatteansættelsen indenfor den ordinære frist fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, hvorefter ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb.Af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, fremgår, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel om ændring af en indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Klageren har rettet henvendelse til SKAT den 10. marts 2013 med anmodning om ændringer til årsopgørelse for 2012. Ved mail af 29. april 2013 har klageren fremsendt anmodning om beskatningen efter virksomhedsordningen for år 2011 og 2012. Den 9. juli 2013 har SKAT sendt agterskrivelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, hvorefter klageren har fremsendt bemærkningerne i sagen. SKAT har truffet afgørelse i sagen den 21. august 2013.

De lovbestemte krav til en afgørelse om skatteansættelse er således overholdt. Der er derfor ikke grundlag for at anse den påklagede afgørelse for ugyldig.

Fysiske personer, der driver selvstændig virksomhed, kan anvende virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1. Udlejning af fast ejendom anses som udgangspunkt for selvstændig virksomhed, og kan indgå i virksomhedsordningen, hvis valg af virksomhedsordningen sker indenfor lovbestemte frister samt regnskabsmæssige betingelser for anvendelse af virksomhedsordningen er opfyldt.

Regnskabskravene fremgår af virksomhedsskattelovens afsnit 1. Den skattepligtige skal føre bogføring, der opfylder bogføringslovens krav. Endvidere skal der udarbejdes et selvstændigt regnskab, som opfylder mindstekravbekendtgørelsen for mindre virksomheder.Bogføringen skal tilrettelægges på en måde, som giver klar opdeling i en virksomhedsøkonomi og privatøkonomi.Der skal foretages en opgørelse af de aktiver og passiver, der skal indgå i virksomhedsordningen. Der skal ske særskilt bogføring for hver post, hvor midler bliver overført fra den skattepligtige til virksomheden i form af indskud og omvendt fra virksomheden til den skattepligtige i form af hævninger. Kapitalafkastgrundlag skal specificeres for hvert indkomstår.

Manglende opfyldelse af regnskabskravene indebærer, at den skattepligtige ikke kan anvende virksomhedsordningen, jf. SKM2010.277.BR.

Det er konstateret, at klageren indenfor fristene i virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2. har anmodet SKAT om anvendelsen af virksomhedsordningen i sin udlejningsvirksomhed for indkomstårene 2011 og 2012. Det er endvidere konstateret, at der ikke har været den nødvendige adskillelse mellem den private økonomi og virksomhedens økonomi. Der er henset til, at der mangler opgørelse af indskudskonto, hævninger og specifikation af kapitalafkastgrundlag. Der mangler endvidere oversigt over disponering af opsparet overskud, idet opsparet overskud ultimo 2011 ikke fremgår som primo beholdning i klagerens regnskab for indkomståret 2012.Endvidere kan gæld og renter i klagerens regnskaber ikke afstemmes med indberettede af finansielt institut gæld og renter vedrørende udlejningsejendommen. Der er ikke udarbejdet eventuel rentekorrektion.

Klagerens regnskabsmateriale er mangelfuldt i en sådan grad, at klageren ikke opfylder betingelserne for at anvende virksomhedsordningen i år 2011 og 2012. SKAT har derfor med rette ikke imødekommet klagerens anmodning om beskatning efter virksomhedsordningen i de påklagede år.

Landsskatteretten stadfæster den påklagede afgørelse på dette punkt.

Som konsekvens af, at klageren ikke er berettiget til at anvende virksomhedsordningen i de påklagede indkomstår, kan renteudgifterne ikke fratrækkes i den personlige indkomst. Det er derfor ikke grundlag til at tilsidesætte SKATs opgørelse af klagerens udlejningsvirksomhed med resultat på 60.949 kr. i indkomståret 2012.

Landsskatteretten stadfæster den påklagede afgørelse på dette punkt.

Efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, kander foretages fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen. Fradraget beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel, og ud fra satser der fastsættes af Skatterådet. Det er uden betydning for fradraget, hvordan befordringen foretages. Efter praksis kan fradrag kun opnås for en befordring, der rent faktisk har fundet sted, jf. SKM2004.162.HR. Bevisbyrden for kørsel påhviler i overensstemmelse med, hvad der generelt gælder for skattemæssige fradrag, skatteyderen.

Klageren har ikke fremlagt ansættelseskontrakter, undervisningsskemaer, tidsregistrering eller på anden måde dokumenteret eller sandsynliggjort, at han har kørt mellem bopæl i [by2] og de tre arbejdspladser i det angivne omfang.SKAT har foretaget skøn af klagerens kørsel, hvor der er henset til afstanden til klagerens præmære ansættelsesplads og to andre arbejdspladser samt størrelsen af indkomster.

Det er konstateret, at klageren har udført arbejde på tre sammenlignelige uddannelsesinstitutioner samt, at klagerens primære indtægt stammer fra arbejdspladsen i [by1]. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn. Det findes således ikke dokumenteret, at SKATs skøn er åbenbart urimeligt eller hviler på et fejlagtigt grundlag.

Landsskatteretten stadfæster derfor den påklagede afgørelse på dette punkt.