Kendelse af 13-08-2014 - indlagt i TaxCons database den 06-09-2014

SKAT har nægtet at genoptage klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2002-2005, da betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, og stk. 2, ikke er opfyldt.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Formelle oplysninger

Den 1. marts 2012 traf SKAT afgørelse om, at klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2002-2005 skulle forhøjes med indkomster fra et selskab på Isle of Man. Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende under punktet ”Baggrund for sagen”:

Ifølge hjemmesiden private-guides oplyser [person1] at hun bor i USA i 5-6 måneder og at hun i april rejser til Danmark, hvor hun bor i sit sommerhus...

Under punktet ”Personlige oplysninger/indkomstforhold” fremgår bl.a. følgende:

[person1] er bosiddende i Danmark og er fuldt skattepligtig til Danmark jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, siden 16. marts 1998. [person1] har i perioden 1989 til 16. marts 1998 boet i [UK], på adressen [...].

De samme faktiske forhold fremgår ligeledes af SKATs forslag til afgørelse af 15. juni 2011. Af klagerens daværende repræsentants indsigelser til forslag til afgørelse skriver hun, at Amerika anser klageren for at være skattemæssigt hjemmehørende til Danmark.

Der blev klaget over denne afgørelse til Landsskatteretten med hjælp fra en professionel repræsentant. Klagerens daværende repræsentant anså SKATs afgørelse for ugyldig, fordi fristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ikke var overholdt. Sagen for Landsskatteretten blev alene et spørgsmål om, hvorvidt fristen var overholdt.

Af kendelsen fra Landsskatteretten af 7. februar 2013 fremgår følgende under punktet ”Klagerens personlige oplysninger/indkomstforhold”:

Klageren er bosiddende i Danmark og har været fuld skattepligtig til Danmark siden 16. marts 1998.

Spørgsmålet om skattepligt var således ikke en del af Landsskatterettens kendelse. Landsskatteretten nåede frem til, at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, og stk. 2, ikke var tilsidesat af SKAT.

Denne afgørelse har klageren indbragt for Byretten ved stævning af 5. marts 2013.

Den 8. maj 2013 anmodede klageren om genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse af 7. februar 2013 efter skatteforvaltningslovens § 46, idet klageren ikke mener, at hun var fuldt skattepligtig til Danmark i de pågældende år, og at Landsskatterettens afgørelse dermed var forkert.

Landsskatteretten afviste den 4. juni 2013 at genoptage sagen med begrundelsen om, at spørgsmålet ikke var blevet påklaget eller i øvrigt efter de foreliggende omstændigheder havde været bestridt i forbindelse med SKATs afgørelse af 1. marts 2012.

Klageren rettede herefter henvendelse til SKAT med anmodning om genoptagelse af sagen. I SKATs afgørelse af 22. oktober 2013 har SKAT nægtet at genoptage sagen.

Det er oplyst, at klagerens årsopgørelser for indkomstårene 2002 – 2005 er baseret på indsendte selvangivelser, som er udarbejdet af klagerens revisor. Der har ikke for nogen af indkomstårene været selvangivet på selvangivelsesblanketten for begrænset skattepligtige.

SKATs afgørelse

Fristen for genoptagelse for indkomståret 2002-2005 udløb 1. maj i det 4. år efter hvert indkomstår. Fristen for det seneste indkomstår, dvs. indkomståret 2005, udløb eksempelvis 1. maj 2009. Fristen for genoptagelse er derfor udløbet, jævnfør skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, og klageren kan kun få genoptagelse, hvis hun opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 - 8 og stk. 2.

Det faktum, at SKAT med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, har ændret skatteansættelsen 1. marts 2012 – for langt over 1 år siden – ændrer ikke herpå.

De objektive betingelser for en ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7, anses ikke for opfyldt.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, åbner som anført mulighed for, at SKAT kan give tilladelse til en ændring af skatteansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, foreskriver som anført, at en skatteansættelse kun kan foretages, hvis genoptagelsesanmodningen er fremsat af den skattepligtige senest 6 måneder efter at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristen i skatteforvaltningslovens § 26.

Det følger heraf, at der kan ske ekstraordinær genoptagelse, når der foreligger særlige omstændigheder, der fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen. Endvidere kan bestemmelsen finde anvendelse i tilfælde, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige.

Derimod kan der ikke ske genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, hvis den skattepligtige har glemt et fradrag eller som følge af egne fejl ikke har selvangivet korrekt.

SKM.2003.288.HR refererer en dom afsagt af Højesteret, hvor der ikke blev anset at være grundlag for at genoptage en skønsmæssig forhøjelse, fordi anmodningen var støttet på omstændigheder, som den skattepligtige hele tiden havde været bekendt med, og da anmodningen først blev indgivet 11/2 år efter foretagelse af den skønsmæssige ansættelse.

I vejledningen refereres endvidere SKM.2008.902.BR, hvor det af Byretten blev sidestillet med glemt fradrag, at den skattepligtiges revisor havde bogført en indkomst 2 gange. Ekstraordinær genoptagelse blev derfor nægtet.

SKAT finder som følge heraf, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, der kan medføre, at klageren kan få genoptaget skatteansættelserne.

De oplysninger, der ønskes lagt til grund for skatteansættelsen, er oplysninger som klageren var bekendt med allerede på selvangivelsestidspunktet og tillige på tidspunktet for SKATs forhøjelse af hendes indkomst. Det fremgår således klart af SKATs afgørelse i 2012, at klageren er fuldt skattepligtig. Dette er ikke på nogen måde et forhold, klageren først nu – eller indenfor de seneste 6 måneder – er blevet bekendt med. Fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, på 6 måneder er således overskredet, hvilket SKM.2003.288.HR understøtter, idet ekstraordinær genoptagelse nægtes som følge af at der er tale om oplysninger, som den skattepligtige hele tiden havde været bekendt med.

SKAT kan yderligere hertil anføre, at SKAT ikke finder anledning til at kommentere klagerens repræsentants bemærkninger om at SKAT ikke har taget stilling til spørgsmålet om skattepligt, da det således klart fremgår af SKATs afgørelse i 2012, at klageren er fuldt skattepligtig. Dette faktum konkluderer klagerens repræsentant således også senere i sin indsigelse.

SKAT finder i øvrigt ikke at kunne lægge vægt på klagerens oplysninger om, at hun ikke har eller har haft bopæl i Danmark. Det fremgår således af de indsendte lejekontrakter, at klagerens ejendomme skulle være udlejet her i sommeren 2013. Uagtet dette, så er klageren nabo til metrobyggeriet ud fra egne udsagn, herunder oplysninger fra Facebook, og ser frem til 4 år mere, hvor det vil blive værre. Dette må tages som udtryk for, at klageren også her i 2013 har bopæl i [by1] på [adresse1].

SKAT har ikke tillagt bemærkningerne om at sommerhuset ikke kan anvendes på helårsbasis nogen vægt, men bemærker dog, at et sommerhus kan anvendes lovligt som helårsbeboelse afhængig af ejerens alder og ejertidens længde. Allerede af den grund, at SKAT ikke har tillagt bemærkningerne om sommerhuset nogen vægt, er klagerens repræsentants i indsigelsen herom uden betydning.

SKAT har ikke lagt vægt på repræsentantens bemærkninger, om at SKAT blot konstaterer den fulde skattepligt, uanset at SKAT herefter anfører, at klagerens ægtefælle er amerikaner og bor i USA. En ægtefælles skattepligtige tilhørsforhold er uden betydning for den danske skattepligt.

Klagerens årsopgørelser for indkomstårene er, med undtagelse af SKATs fastsættelse af udbytte fra selskabet på Isle of Man, udelukkende baseret på de indsendte selvangivelser, som er udarbejdet af klagerens revisor for indkomstårene. Klageren har alle årene været tilmeldt folkeregistret. Klageren, eller klagerens revisor/rådgiver, har på intet tidspunkt anfægtet spørgsmålet om fuld skattepligt – hverken på selvangivelsestidspunktet eller på tidspunktet for SKATs regulering af skatteansættelsen med udbytte, eller på noget tidspunkt i øvrigt. Der er ligeledes ikke selvangivet på selvangivelsesblanketten for begrænset skattepligtige.

SKAT finder ikke at kunne tillægge anmodningen om anvendelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten i tilfælde af dobbeltdomicil nogen særskilt vægt, idet dobbeltbeskatning ikke er dokumenteret. I denne situation gælder ovenstående frister ligeledes, og allerede af den grund kan dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke anvendes.

SKAT står uforstående overfor repræsentantens bemærkning om, at SKAT ikke begrunder, hvorfor der ikke er tale om særlige omstændigheder, idet der samtidig henvises til det ovenfor anførte.

SKAT kan således fortsat ikke godkende anmodningen om ekstraordinær genoptagelse for indkomstårene 2002 til 2005.

Afslutningsvist skal det anføres, at SKAT i forbindelse med behandlingen af genoptagelsesanmodningen og indsigelsen alene har taget stilling til relevante forhold i forhold til vurdering af hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt, og der er således ikke belæg for – som anført af repræsentantens i sin indsigelse – at konkludere, at SKAT accepterer repræsentantens redegørelse vedrørende bopælsforhold.

Din repræsentants opfattelse

Repræsentanten har fremsat påstand om, at indkomstansættelserne kan genoptages og ændres efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, hvorefter told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige kan give tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder. Der er ligeledes henvist til skatteforvaltningslovens § 35g.

Til støtte herfor har repræsentanten bl.a. gjort gældende, at ved fortolkningen af denne bestemmelse må formuleringen i skatteforvaltningslovens § 48 tages i betragtning. Det fremgår af § 48, stk. 1, at retten kan tillade, at et nyt spørgsmål inddrages under retssagen, hvis det har en klar sammenhæng med det spørgsmål, som har givet grundlag for retssagen, og det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere, eller der er grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for parten.

Det må ligeledes indgå i overvejelserne, at de ordinære frister for genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26 var udløbet, inden sagen overhovedet blev rejst af SKAT i 2010-11.

Det må indgå i overvejelserne, at SKAT ikke ved opstart af en money transfer undersøgelse undersøgte og tog stilling til, om klageren overhovedet var fuld skattepligtig i de omhandlede år, idet klageren har fast bopæl i udlandet.

Og det må indgå, at klageren lider et ganske betydeligt retstab, hvis hun af formelle årsager nægtes tilladelse til at få spørgsmålet om fuld skattepligt pådømt.

SKAT henviser til, at “hvis en skattepligtig har glemt et fradrag eller som følge af egne fejl” ikke har selvangivet korrekt, kan der ikke ske genoptagelse. Den situation foreligger ikke her: Der er ikke glemt et fradrag. Og der foreligger ikke “egne fejl”, fordi en skatteyder, der bor i udlandet, ikke er bekendt med danske skatteregler.

SKAT anfører videre i sin begrundelse, at “de oplysninger, der ønskes lagt til grund for skatteansættelsen, er oplysninger, som klageren var bekendt med allerede på selvangivelsestidspunktet og tillige på tidspunktet for SKATs forhøjelse af din indkomst Dette er ikke på nogen måde et forhold, som klageren først nu — eller inden for de seneste 6 måneder — er blevet bekendt med. Fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, på 6 måneder er således overskredet ...”

Hertil bemærker klagerens repræsentant, at det er åbenbart, at klageren ikke har været bekendt med, at hun ikke var fuldt skattepligtig til Danmark i årene 2002-05, da hun så naturligvis ville have fremført dette under sagens behandling for SKAT. Det er lige så åbenbart, at SKAT ikke gjorde klageren bekendt med, at det kunne være et problem. SKAT, der efter udløbet af de ordinære frister, rejser en sag om beskatning af udenlandsk indkomst, og som kender reglerne og klagerens situation, og som i øvrigt er omfattet af officialmaksimen, rejser ikke spørgsmålet. Risikoen herfor må påhvile SKAT og ikke klageren.

Herefter argumenterer SKAT om begivenheder, der indtraf i 2013. Det fastholdes, at klageren heller ikke er skattepligtig til Danmark i 2013, og at de begivenheder, der henvises til, heller ikke dokumenterer eller sandsynliggør noget sådant. Der er vedlagt kopi af klagerens indsigelse overfor Metrobyggeriet, hvoraf klagerens synspunkter fremgår.

SKAT tillægger det betydning, at klageren i alle årene har været tilmeldt Folkeregistret. Hertil bemærkes, at den Juridiske Vejledning 2013-2, afsnit C.F.1.2.1 udtrykkelig skriver, at formelle kriterier som til- og framelding til Folkeregistret ikke spiller nogen selvstændig rolle. Dette er da også i overensstemmelse med kildeskattelovens § 7. Folkeregistertilmeldingen var som nævnt ovenfor en postadresse og ikke udtryk for, at klageren hverken boede eller op holdt sig på denne adresse. Klageren var ikke klar over, at tilmeldingen kunne have negative skattemæssige konsekvenser, og har derfor nu frameldt sig det danske Folkeregister.

Spørgsmålet om fuld eller begrænset skattepligt har på intet tidspunkt været rejst, heller ikke over for revisor. At der ikke er selvangivet på en selvangivelsesblanket for begrænset skattepligt, har revisor ikke været opmærksom på og klageren har slet ikke.

Bortset herfra tager SKAT ikke stilling til realiteten i sagen, idet SKATs hovedbegrundelse for at afvise genoptagelse ligger på de formelle forhold.

Afslutningsvis bemærkes, at det ikke kan være rigtigt, at der meddeles SKAT et betydeligt frirum i forhold til SKATs frister for genoptagelse af tidligere skatteansættelser, mens skatteyderens synspunkter afvises med henvisning til restriktive fristregler. Det sker i en situation, hvor det burde være omvendt, fordi SKAT som den offentlige velinformerede part på den ene side står over for en ukyndig udenlandsk pensionist. Styrkeforholdet imellem de to parter er overvældende i SKATs favør.

Repræsentantens bemærkninger til sagsfremstillingen

Spørgsmålet om genoptagelse er omtalt i skatteforvaltningslovens § 27 om ekstraordinær genoptagelse, i skatteforvaltningslovens § 46 og § 35 g om genoptagelse i Landskatteretten og i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1 om inddragelse af nye spørgsmål under en retssag.

Det gøres gældende, at det indgår som et væsentligt element i alle disse bestemmelser, om der foreligger en materielt urigtig ansættelse, og at der forelægges myndighederne oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald at afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g (gældende).

Det indgår ligeledes, om nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for parten, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1. Ifølge bemærkningerne til den tidligere bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8, nævnes, at når der er tale om en indkomstændring på mere end kr. 5.000, vil det tale for genoptagelse af ansættelsen. Beløbenes størrelse indgår således også i bedømmelsen. Her er der tale om en uberettiget forhøjelse på mere end kr. 4 mio. SKAT har gjort udlæg i samtlige værdier i Danmark, tilhørende klageren og hendes ægtefælle, hvilket er overordentlig indgribende for et ægtepar på 74 og 85 år, der som pensionister skal leve af deres formue.

Sagens materielle indhold er altså væsentligt for afgørelsen af, om sagen skal genoptages eller ej. Det er derfor kritisabelt, at Skatteankestyrelsens sagsfremstilling indeholder meget lidt om sagens materielle indhold. Klageren har under denne anmodning om genoptagelse fremlagt et stort antal oplysninger og bevisligheder om sine skattepligtsforhold i indkomst- årene 2002-2005, men disse oplysninger omtales stort set ikke i Skatteankestyrelsens sagsfremstilling. Uanset dette fastholder repræsentanten, at Landsskatteretten må inddrage disse oplysninger i sin afgørelse. Det fastholdes, at det er sandsynliggjort, at en genoptagelse, hvor skattepligtsforholdet også tages i betragtning (hvilket det burde være gjort ved første afgørelse), vil føre til en afgørelse i klagerens favør.

Det gøres gældende, at der ikke er hjemmel til at beskatte klageren af hendes globale indkomst i indkomstårene 2002-2005, hverken i de danske regler i kildeskattelovens § 7 eller som hjemmehørende i Danmark efter den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Hvis sagen ikke genoptages, bliver sagens materielle endelige resultat forkert.

Det gøres gældende, at der er tale om uforholdsmæssigt retstab set i forhold til de omstændigheder, der kan bebrejdes klageren.

Landsskatteretten har helt utvivlsomt hjemmel til at genoptage sagen i skatteforvaltningslovens § 46, nu § 35 g, og Landsskatteretten har hjemmel til at træffe en ny afgørelse i stedet for afgørelsen at 7. februar 2013.

Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse går ud på, at genoptagelse afvises.

Skatteankestyrelsens forslag er begrundet med, at fristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 ikke anses for overholdt, fordi skatteyder allerede den 15. juni 2011 blev gjort opmærksom på, at SKAT anså hende for at være fuldt skattepligtig til Danmark siden 1998.

Fristreglerne fremgår nu af § 35 g: klageren skal enten overholde fristen i skatteforvaltningslovens § 27 eller forelægge myndigheden de nye oplysninger inden sagens behandling er afsluttet ved en domstol, jf. § 35 g, stk. 2, nr. 2. Som tidligere oplyst har klageren påklaget Landsskatterettens afgørelse af 7. februar 2013 til [by1]s Byret, og sagen er fortsat verserende for denne domstol. Klageren har altså under alle omstændigheder overholdt fristen i § 35 g, stk. 2, nr. 2.

Det er åbenbart, at klageren ikke i 2011 vidste, at hun ikke var fuldt skattepligtig til Danmark i de omhandlede indkomstår, ellers ville hun naturligvis have gjort det gældende. Årsagen til, at hun ikke gør det gældende, er udelukkende, at hun ikke kendte til problemstillingen. Det kan ikke sidestilles med et glemt fradrag eller med nogen af de andre afgørelser, som SKAT har henvist til. Fristen må regnes fra det tidspunkt, hvor hun blev gjort bekendt med reglerne, dvs. marts 2013, og fristen i § 27, stk. 2, er derfor overholdt. Der henvises til et lignende forhold i TfS 2002.307 TSS omtalt ovenfor.

Under disse omstændigheder kan repræsentanten ikke tiltræde, at Landsskatteretten skulle kunne nå til det resultat, at sagen ikke kan genoptages på grund af fristoverskridelse.

Det bestrides, at klagerens repræsentant udtrykkeligt har konkluderet over for SKAT, at klageren er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark.

Det gøres gældende, at man ikke kan aftale sig til eller vedtage en skattepligt, som reglerne ikke åbner mulighed for. Det bemærkes, at man ikke er fuldt skattepligtig bare fordi man tror, at man er det.

Under alle omstændigheder bærer SKAT hovedansvaret for den fejlagtige afgørelse.

Det skal bemærkes, at det ikke længere er en betingelse for genoptagelse, at det ikke kan lægges klageren til last, at de nye oplysninger ikke er indgået i sagen tidligere, jf. lovbemærkningerne til skatteforvaltningslovens § 35 g, citeret ovenfor. Det ville være højst besynderligt, hvis Landskatteretten på et tidspunkt, hvor denne lovbestemmelse er trådt i kraft, skulle afskære genoptagelse med den begrundelse, at det kan bebrejdes skatteyderen, at skatteyderen ikke tidligere er kommet med disse oplysninger.

Det fastholdes således, at Landsskatteretten genoptager sin afgørelse af 7. februar 2013 og træffer afgørelse om, at klageren ikke var skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2002-2005.

Jeg anmoder i den forbindelse om, at sagen ikke tilbagesendes til SKAT, jf. § 27, stk. 1, nr. 8. SKAT har nu to gange truffet afgørelse i sagen uden at nå til det rigtige resultat og uden at give en fornuftig begrundelse herfor.

Hvis Landsskatteretten genoptager sagen og træffer afgørelse som nævnt, vil klageren hæve den anlagte retssag ved [by1]s Byret.

Landsskatterettens afgørelse

Uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Tre retsmedlemmer, herunder formanden, finder, at klageren og klagerens repræsentant allerede tilbage den 16. juni 2011, jf. SKATs forslag til afgørelse, blev gjort opmærksom på, at klageren blev anset for fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2002 – 2005. Det skal hertil bemærkes, at klagerens revisor i alle årene har selvangivet klagerens som fuldt skattepligtig til Danmark og at klageren i alle årene har været tilmeldt folkeregistreret.

På trods af, at det klart fremgår, at klageren anses for fuldt skattepligtig til Danmark reageres der ikke på disse oplysninger. Afgørelsen fra SKAT af 1. marts 2012 er således uændret vedrørende dette punkt. Ved klagebehandlingen i Landsskatteretten anfægtede repræsentanten ikke, at klageren ikke skulle have været fuldt skattepligtig til Danmark, selvom oplysningen også ved denne lejlighed fremgår af sagens oplysninger og lagt til grund ved sagens behandling. Det skal hertil bemærkes, at klagerens daværende repræsentant konkluderer overfor SKAT, at hun er skattemæssigt hjemmehørende til Danmark.

Det er først i maj måned 2013, at klageren overfor Landsskatteretten gør gældende, at klageren ikke anser sig for fuldt skattepligtig til Danmark og derfor ønsker genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse af 7. februar 2013. Dette afviser Landsskatteretten med begrundelse om, at spørgsmålet ikke var blevet påklaget eller i øvrigt efter de foreliggende omstændigheder havde været bestridt i forbindelse med SKATs afgørelse af 1. marts 2012.

Da klageren således under hele forløbet – både under sagsbehandlingen i SKAT og under sagsbehandlingen i Landsskatteretten – er blevet gjort opmærksom på skattepligtsforholdet, anser Landsskatteretten ikke, at der foreligger særlige omstændigheder, der berettiger til en genoptagelse af klagerens sag efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Fristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, anses ligeledes ikke for overholdt, idet klageren allerede den 15. juni 2011 blev gjort opmærksom på, at SKAT anså klageren for at have været fuldt skattepligtig til Danmark siden 1998.

For så vidt angår skatteforvaltningslovens § 35g anses bestemmelsen ikke at være anvendelig i nærværende sag, da der er tale om genoptagelse af SKATs afgørelse af 22. oktober 2013.

Under disse omstændigheder voterer disse retsmedlemmer for stadfæstelse af SKATs afgørelse.

Et retsmedlem finder det godtgjort, at SKAT har begået en grov sagsbehandlingsfejl ved, uanset officialmaksimen, ikke tilstrækkeligt at have efterprøvet spørgsmålet om klagerens skattepligt til Danmark som enten fuldt eller begrænset skattepligtig. Retsmedlemmet er enig med klageren i, at der efter det oplyste ikke er hjemmel til at beskatte klageren af hendes globale indkomst efter kildeskatteloven eller dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA. SKATs bemærkninger i afgørelsen af 22. oktober 2013 med relation til spørgsmålet om bopæl og fuld skattepligt er behæftet med fejlagtige, ikke efterprøvede og irrelevante anbringender og medvirkende til, at skatteansættelsen hviler på et materielt forkert grundlag. Herved lider klageren et uforholdsmæssigt retstab og den danske stat en tilsvarende uberettiget vinding.

Genoptagelse er nødvendig for, at sagen kan få et materielt korrekt udfald. Betingelserne for genoptagelse er opfyldt, idet det lægges til grund, at det først i marts 2013 har stået klart for klageren, at der forelå en alvorlig myndighedsfejl som følge af den manglende efterprøvelse af skattepligts-spørgsmålet. Det kan ikke lægges klageren til last, at den nu tilvejebragte dokumentation om klagerens bopælsforhold og skattepligt ikke er indgået i sagen tidligere. Disse oplysninger kunne have ført til et væsentligt andet udfald af sagen. Retsmedlemmet voterer derfor for at give klageren medhold.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet og Landsskatteretten stadfæster således SKATs afgørelse.