Kendelse af 14-03-2017 - indlagt i TaxCons database den 08-04-2017

Faktiske oplysninger

Klageren drev i indkomståret 2008 landbrug med malkekvæg under SE-nr. [...1].

Da klageren ikke har indsendt selvangivelse for indkomståret 2008, fremsendte SKAT forslag til skatteansættelse af 27. august 2009, hvori SKAT bl.a. foreslog at fastsætte overskud af virksomhed til 100.000 kr., pension, dagpenge m.v. til 357.032 kr. og Uddelinger fra foreninger og fonde (Tilskud fra AU Fødevare/erhverv) til 323.740 kr.

I den forbindelse blev klageren bedt om at indsende sin selvangivelse inden den 21. september 2009, da skatteansættelsen ellers ville ske i overensstemmelse med forslaget.

Klageren kontaktede SKAT den 14. september 2009, hvor han oplyste, at han ikke var enig i SKATs forslag, da tilskuddet fra EU Fødevare/Erhverv var en del af virksomhedens indkomst og således medregnet i overskud af virksomhed. I forlængelse heraf anmodede SKAT klageren om at indsende selvangivelsen.

Da klageren ikke indsendte selvangivelse, blev der udsendt årsopgørelse for 2008, som var tilgængelig i skattemappen den 28. september 2009, hvoraf fremgik et skønsmæssigt fastsat overskud af virksomhed på 100.000 kr. og uddelinger fra foreninger og fonde (Tilskud fra AU Fødevare/erhverv) på 323.740 kr.

Den 7. marts 2013 anmodede klageren om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2008, da klageren indsender sin selvangivelse. I anmodningen fremfører han, at han tidligere har gjort opmærksom på, at den fremsendte skønsmæssige ansættelse for 2008 ikke var korrekt.

Den 8. april 2013 fremsendte SKAT forslag til afgørelse af klagerens genoptagelsesanmodning. I forslaget blev klageren nægtet ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2008 og indrømmet en frist for bemærkninger til den 2. maj 2013.

Det er oplyst, at klageren kontaktede SKAT telefonisk den 12. april 2013 og gjorde indsigelse mod forslaget, da han mente, at det var SKAT som havde begået en myndighedsfejl ved at medtage det skattepligtige tilskud to gange.

Den 15. april 2013 sendte SKAT en afgørelse i overensstemmelse med forslaget af 8. april 2013

Klageren har herefter påklaget SKATs afgørelse af 15. april 2013 til [Skatteankenævnet] som stadfæstede SKATs afgørelse den 28. oktober 2013.

Denne afgørelse er herefter påklaget til Landsskatteretten.

I forbindelse med klagesagens behandling har klageren fremlagt kopi af Landsskatterettens afgørelse af 9. januar 2014 i sagsnr. [...]. Landsskatteretten fandt, at SKATs afgørelse og dermed skatteankenævnet afgørelse var ugyldig, idet SKAT ikke havde fremsendt nogen egentlig afgørelse på trods af, at klageren havde gjort indsigelse mod SKATs forslag til ændrede skatteansættelser for 2009, 2010 og 2011.

[Skatteankenævnet]s afgørelse

[Skatteankenævnet] har nægtet ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen i indkomståret 2008, da betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, ikke anses for opfyldt.

Skatteankenævnet har anført følgende som begrundelse for sin afgørelse:

”(...)

Repræsentantens og [person1]s bemærkninger i mødet har ikke medfølt, at skatteankenævnet har ændret forslaget til afgørelse. Nævnet stadfæster derfor SKATs afslag på ekstraordinær genoptagelse. Nævnet henviser til nedenstående begrundelse, samt supplerende bemærkninger

Der er som udgangspunkt en streng praksis med hensyn til ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Uanset beløbsstørrelsen er der for eksempel ikke mulighed for ekstraordinær genoptagelse, hvis man har glemt eller overset et fradrag. Reglerne i § 27, stk. 1, nr. 8, er i praksis hovedsagelig anvendelig i situationer, hvor SKAT har begået ansvarspådragende fejl, eller hvis ansættelsen på grund af en fejl begået af SKAT er materielt forkert og derfor efter en konkret vurdering må anses for at være urimelig at opretholde, eksempelvis Landsskatterettens kendelse af 12. november 2009.

Hvis man ikke har opfyldt sin selvangivelsespligt, og SKAT derfor har foretaget en skønsmæssig ansættelse, som efterfølgende viser sig at være for høj, er dette ikke isig selv tilstrækkeligt til at anse det for at være en myndighedsfejl. Det er således ikke en myndighedsfejl, hvis ansættelsen er foretaget skønsmæssigt på grundlag af de oplysninger, der var til rådighed på ansættelsestidspunktet.

Hvis ansættelsen derimod er for høj i forhold til de oplysninger, der var til rådighed på tidspunktet for ansættelsen -kan der være tale om en myndighedsfejl. F.eks. hvis der i den skønsmæssige ansættelse ikke tages højde for angivne lønudgifter for ansatte eller indberettede renteudgifter, der utvivlsomt er fradragsberettigede.

Andre særlige omstændigheder udover myndighedsfejl, der kan medføre genoptagelse efter § 27, stk. 1, nr. 8, kan være alvorlig sygdom. I praksis er der tale om situationer, hvor den skattepligtige ikke har kunnet varetage sin situation på grund af længerevarende hospitalsindlæggelse som følge af alvorlig sygdom, psykisk sygdom eller børns alvorlige sygdom.

Det er heller ikke en særlig omstændighed, at den skattepligtige ikke har fået udarbejdet et regnskab, fordi der ikke har været økonomisk mulighed for dette, jf. Østre Landsrets dom, TfS 2000.288.

Nævnet lægger til grund for afgørelsen, at [person1] ikke i rette tid har udarbejdet regnskaber for sin virksomhed eller indsendt selvangivelsen for 2008, hvor der er anmodet om ekstraordinær genoptagelse. SKAT har derfor med rette foretaget den skønsmæssige ansættelse med henvisning til reglerne i skattekontrolloven. Det fremgår af brevet, der er blevet sendt til [person1], at skatteansættelsen er foretaget på grund af manglende selvangivelse, og at ansættelsen er foretaget på grundlag af indberettede oplysninger, de indberettede momsangivelser og under hensyntagen til selvangivelser for de sidste år samt øvrigt kendskab til virksomheden.

[person1] gjorde indsigelse telefonisk og blev opfordret til at indsende en selvangivelse, hvilket han ville gøre. Da selvangivelsen ikke blev modtaget inden indsigelsesfristen i forslaget blev ansættelsen foretaget ved udsendelse af årsopgørelsen med en klagefrist på 3 måneder til skatteankenævnet eller Landsskatteretten. [person1] hverken klagede til skatteankenævnet eller Landsskatteretten eller indsendte en selvangivelse (genoptagelsesanmodning) til SKAT, før fristen herfor var udløbet.

Det bemærkes hertil, at der er mulighed for ordinær genoptagelse helt op til 3 år og 4 måneder efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Det vil sige, at ansættelsen for 2008 kunne søges genoptaget helt frem til 1. maj 2012 ved indsendelse af en selvangivelse. Altså havde [person1] på ansættelsestidspunktet i hvert fald 21/2 år til at få udarbejdet et regnskab og få ansættelsen genoptaget.

Nævnet mener ikke, at der er tale om en myndighedsfejl, fordi de skønsmæssige ansættelser nu viser sig at være for høje. De skønsmæssige ansættelser er foretaget ud fra de oplysninger om moms, renter m.v. der var indberettet til myndighedernes på ansættelsestidspunktet. SKAT har eksempelvis ikke oplysninger om private renteudgifter, der ikke er indberettet til SKAT. Nævnet mener således ikke, at der ud fra de tilgængelige oplysninger på daværende tidspunkt er lavet åbenbart urimelige ansættelser.

[person1] var som erhvervsdrivende klar over, at den manglende selvangivelse var årsag til den skønsmæssige ansættelse. I forslagsbrevet fremgår det således, at SKAT opfordrer ham til at indsende en selvangivelse, og det er også er drøftet i telefonsamtalen med skattemedarbejderen.

I klagen anføres, at SKAT burde have sagsbehandlet indsigelsen og at den manglende sagsbehandling må betyde, at ansættelsen er ugyldig og derfor er der tale om en myndighedsfejl, hvorved bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 er gældende. Rådgiveren anfører endvidere, at 6-måneders reglen i § 27, stk. 2, er overholdt, da [person1] reagerede på agterskrivelsen straks efter modtagelsen.

Nævnet bemærker hertil, at 6 måneders-reglen alene gælder i forbindelse med sager om ekstraordinær genoptagelse. Den er således ikke relevant i forbindelse med ansættelser inden for den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, hvorefter SKAT kan genoptage ansættelsen, og stk. 2, hvorefter den skattepligtige kan anmode om genoptagelse inden den 1. maj i det fjerde år efter det pågældende indkomstår.

Repræsentanten har i mødet med nævnet bemærket, at nævnet slet ikke har taget stilling til, at reglen i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2, 2. pkt., hvilket i sig selv er en sagsbehandlingsfejl, fordi officialprincippet ikke er opfyldt.

Nævnet anfører hertil, at nævnet netop har taget stilling til spørgsmålet, jf. de sidste tre afsnit i sagsfremstillingen af 20. september 2013. Nævnet har ganske rigtigt ikke citeret lovbestemmelsen direkte, men har dog taget konkret stilling til klagen på dette punkt, idet der i klagens sidste afsnit (umiddelbart før de afsluttende bemærkninger) netop klages over, at SKAT ikke tog stilling til [person1]s indsigelse. Repræsentanten nævner således heller ikke selv skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2, men nævnet har dog taget stilling til indsigelsen.

Nævnet har efterfølgende tilføjet bestemmelsen i nærværende sagsfremstilling, og har endvidere fundet nogle nyere domme, der netop omhandler spørgsmålet om manglende afgørelser. I de to nævnte domme var der af forskellige årsager ikke udsendt afgørelser, i den ene fordi agterskrivelsen var kommet retur og således ikke var modtaget af skatteyderen; i den anden, fordi SKAT ikke havde opfattet klagerens indsigelse som sådan, og i begge tilfælde blev der derfor alene udsendt nye årsopgørelser.

I ingen af de to sager fik klageren medhold i, at den manglende afgørelse efter en konkret væsentlighedsvurdering kunne begrunde, at de foretagne ansættelser var ugyldige. Ved udsendelsen af årsopgørelsen gives der således samme klagevejledning som hvis der var udsendt en afgørelse i brevform, idet det fremgår af årsopgørelsen at denne kan påklages enten til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten inden 3 måneder.

Nævnet finder på baggrund af denne praksis, at der i denne sag har været nøjagtigt de samme forhold gældende, nemlig at [person1] kunne have påklaget ansættelsen efter modtagelsen af årsopgørelsen. Alternativt kunne han have anmodet om genoptagelse inden for den ordinære frist.

Nævnet finder efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke, at den manglende sagsbehandling – det vil sige manglende udsendelse af en afgørelse fra SKAT- kan medføre, at ansættelsen kan anses for at være ugyldig med den virkning, at der skal tillades ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Der henvises herved til blandt andet SKM2003.288. HR og de senere domme fra Byretten, SKM2012.648BR og SKM2013.390. ØLR.

Selv om SKAT efter indsigelsesfristens udløb havde sendt en afgørelse/kendelse om ansættelsen, ville denne formodentlig ikke være blevet ændret indholdsmæssigt, medmindre [person1] havde indsendt en selvangivelse. SKAT havde således overfor [person1] telefonisk gjort opmærksom på, at ansættelsen kun ville blive ændret, hvis der blev indsendt en behørig selvangivelse, hvilket han ikke gjorde.

[person1]s retsstilling efter en "sagsbehandling" ville derfor være det samme som ved udstedelsen af årsopgørelsen – nemlig at ansættelsen kunne påklages til skatteankenævnet eller Landsskatteretten, eller [person1] kunne anmode SKAT om genoptagelse af ansættelsen inden for den ordinære frist, som på ansættelsestidspunktet først udløb 21/2 år senere.

[person1] er således ikke blevet stillet ringere ved udstedelsen af årsopgørelsen, end hvis SKAT i stedet havde sendt et brev med en afgørelse.

Nævnet stadfæster på den baggrund SKATs afslag på ekstraordinær genoptagelse, da nævnet med henvisning til praksis og ovenstående bemærkninger ikke finder, at der er påvist eller forelagt særlige omstændigheder, herunder begået myndighedsfejl, der skulle begrunde genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at skatteansættelsen for indkomståret 2008 skal genoptages under henvisning til bestemmelsen om ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Klagerens repræsentant har anført følgende:

”(...)

Hermed påklages den af [Skatteankenævnet] afgjorte klage over skatteansættelsen for indkomståret 2008. Kopi af Skatteankenævnets afgørelse vedlægges.

Afgørelsen er oprindeligt truffet af SKAT den 15. april 2013 i form af et afslag på ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 2008. Kopi af SKATs afgørelse vedlægges ligeledes.

Klageafgiften ved klage til Landsskatteretten er dags dato overført til Landsskatterettens konto.

Sagsbeskrivelse

[person1] indsendte ikke selvangivelse til tiden for indkomståret 2008. Som følge heraf foreslog SKAT, at der blev foretaget en skatteansættelse med følgende indhold:

Efter SKATs oplysninger blev forslaget udarbejdet ud fra de oplysninger, der var indberettet, momsangivelser og selvangivelser for tidligere år og ud fra SKATs kendskab til virksomheden.

Sammen med udsendelse af forslaget den 27. august 2009 opfordrede SKAT til, at der blev indsendt en selvangivelse inden 21. september 2009.

Den 14. september 2009 kontaktede [person1] telefonisk SKAT og oplyste, at han ikke var enig i forslaget til skatteansættelse, idet tilskuddet fra FødevareErhverv er en del af virksomhedens indkomst. Tilskuddet skal derfor ikke beskattes særskilt, idet det således blev beskattet dobbelt.

SKAT udsendte IKKE meddelelse til [person1] om det videre forløb i sagen.

Årsopgørelserne blev udskrevet den 12. oktober 2009 med et indhold, der svarede til forslaget af 27. august 2009.

Den 7. marts 2013 rettede [person1] henvendelse til SKAT og anmodede om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2008, idet denne i mangel af selvangivelse var foretaget skønsmæssigt. Samtidig medsendte han en selvangivelse for indkomståret 2008.

SKAT meddelte imidlertid afslag på anmodningen om genoptagelse.

SKATs begrundelse for afslag på genoptagelse

Som begrundelse for afgørelsen om afslag på anmodningen om genoptagelse anførte SKAT, at fristen for ordinær genoptagelse efter regler i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 udløber den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, hvilket betyder, at genoptagelse ikke kan foretages med hjemmel i denne bestemmelse.

Vedrørende reglerne om ekstraordinær ansættelse i § 27, stk. 1 nr. 1 til 7 anførte SKAT ingen specifik begrundelse, hvorimod man vedrørende § 27, stk. 1 nr. 8 anførte, at denne bestemmelse kun kan anvendes, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Sådanne særlige omstændigheder mener SKAT dog ikke der foreligger i det aktuelle tilfælde og henviser til juridisk vejledning, afsnit A.A.8.2.3.

Ifølge den juridiske vejledning afsnit A.A.8.2.3 kan sådanne særlige omstændigheder eksempelvis være myndighedsfejl.

SKAT anfører desuden som sin opfattelse, at SKAT ikke har begået fejl, eller at der er andre særlige omstændigheder.

Som generel betragtning henviser SKAT til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, hvorefter anmodning skal være fremsat senest 6 måneder efter kundskabstidspunktet, hvilket efter SKATs opfattelse ikke er sket i dette tilfælde.

Vores klage til skatteankenævnet

I klagen til skatteankenævnet er det fremført som påstand, at det må afvises, at skatteforvaltningslovens muligheder for ekstraordinær ansættelse ikke kan anvendes.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 8 omhandler således tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, hvilket efter den juridiske vejledning afsnit A.A.8.2.3 eksempelvis kan være myndighedsfejl.

Det er klagerens opfattelse, at medregning af beløbet på 323.740 kr. to gange er en myndighedsfejl, idet det er åbenbart, at tilskud efter EU reglerne bør og skal indgå i beskatningen som erhvervsoverskud.

Under den mundtlige fremlæggelse for skatteankenævnet blev det endvidere fra vores side påpeget, at selve den omstændighed, at SKAT til trods for skatteyderens indsigelse overfor agterskrivelsen af 27. august 2009 havde undladt at fremsende en afgørelse i sagen, måtte være en klar myndighedsfejl, som burde kunne afstedkomme en genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk.1, nr. 8.

Reglerne om agterskrivelser og påfølgende afgørelse er anført i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs afgørelse om at nægte genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2008.

Skatteankenævnet begrundelse

Myndighedsfejl som følge af beløbsmæssig forkert skatteansættelse

I en meget lang beskrivelse anfører skatteankenævnet i sin afgørelse, at der ikke er tale om myndighedsfejl i sagen. Beskrivelsen beskæftiger sig fortrinsvis med problemstillingen vedrørende det forhold, at skatteansættelsen beløbsmæssigt er forkert.

I beskrivelsen anfører skatteankenævnet: "Nævnet mener således ikke, at der ud fra de tilgængelige oplysninger på daværende tidspunkt er lavet åbenbart urimelige ansættelser".

Det anførte er selvfølgelig et synspunkt, vi godt forstår, men hele institutionen omkring genoptagelse handler vel i virkeligheden om at få fejl og mangler berigtiget - også i situationer, hvor det først efterfølgende har vist sig, at der var tale om fejl.

Myndighedsfejl som følge af manglende afgørelse

Denne del af sagen handler om overholdelse af bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 20, stk. om meddelelse af endelig afgørelse i tilfælde, hvor skatteyderen har gjort indsigelse overfor en agterskrivelse.

Til dette punkt anfører skatteankenævnet, at [person1]s retsstilling jo ikke ville have været anderledes, hvis han havde modtaget en afgørelse, som efter skatteankenævnet opfattelse ville - eller sandsynligvis ville - have haft det samme indhold som agterskrivelsen.

Af den anførte grund mener ankenævnet ikke, at der i den anførte forbindelse blev begået myndighedsfejl.

Til støtte for, at der ikke er tale om myndighedsfejl på grund af manglende udsendelse af afgørelse, har skatteankenævnet i sin afgørelse henvist til to domme, hvor der af forskellige årsager ikke var udsendt afgørelser. I ingen af de to domme fik klageren medhold i at den manglende afgørelse efter en konkret væsentlighedsvurdering kunne begrunde, at de foretagne ansættelser var ugyldige. Skatteankenævnet underbygger sin afgørelse med, at klageren gives samme klagevejledning i årsopgørelsen som hvis der var udsendt en afgørelse i brevform.

Klagerens påstand

Det er klagerens påstand, at den foretagne skatteansættelse er forkert og bør opgøres til

følgende:

Det er desuden klagerens opfattelse, at der af to grunde er begået myndighedsfejl, som hver især og tilsammen bør føre til, at der sker genoptagelse efter bestemmelserne i skatteforvaltningsloven, herunder specielt § 27, stk. 1, nr. 8, som omhandler myndighedsfejl.

Myndighedsfejl som følge af beløbsmæssig forkert skatteansættelse

På det foreliggende grundlag må det lægges til grund, at den af SKAT foretagne skatteansættelse er beløbsmæssig forkert, idet der nu foreligger en selvangivelse med talmæssige opgørelser, som afviger fra SKATs skønsmæssige ansættelser.

Det må også lægges til grund, at medregning af et tilskudsbeløb (EU tilskud) i skønnet over erhvervsoverskuddet og som særskilt indtægt grundlæggende er forkert.

Skatteyderen har forgæves forsøgt at få SKAT til at rette denne fejl.

Myndighedsfejl som følge af manglende afgørelse

Bestemmelserne om skatteprocessen i forbindelse med SKATs udsendelse af såkaldte

"agterskrivelser" er omtalt i skatteforvaltningslovens § 20, hvor der i stk. 1 anføres følgende:

I bestemmelsen slås det fast, at regler også gælder i tilfælde af manglende selvangivelse og deraf følgende skønsmæssige ansættelser.

Lovens § 20, skt. 2 har følgende ordlyd:

(...)

I denne bestemmelse slås det fast, at skatteyderen skal underrettes om, at afgørelsen vil blive truffet som varslet, såfremt han ikke fremkommer med indsigelse. - En almindelig forståelse heraf må være, at en indsigelse fører til, at varslingen følges op af en afgørelse. Det slås også fast, at manglende indsigelse medfører, at afgørelse kan træffes uden yderligere underretning. - Også her må en almindelig forståelse være, at en indsigelse følges op af "yderligere underretning".

I stk. 3 anføres følgende:

(...)

Denne bestemmelse må sætte de øvrige grænser for, i hvilke situationer underretning kan undlades.

For fuldstændighedens skyld vil vi oplyse, at udsendelse af årsopgørelser - uanset at de indeholder oplysninger om klagemulighed - ikke kan sidestilles med underretning om en afgørelse.

Som anført ovenfor har skatteankenævnet støttet sig til to domme, som angiveligt skulle omhandle den anførte problemstilling. Ankenævnet anfører således, at der i de to domme var der af forskellige årsager ikke udsendt afgørelser. I den ene dom var det fordi agterskrivelsen var kommet retur og således ikke var modtaget af skatteyderen. I den anden var det fordi at SKAT ikke havde opfattet klagerens indsigelse som en sådan.

I de anførte tilfælde var der alene udsendt årsopgørelse og IKKE anden underretning.

Skatteankenævnet anfører som konklusion, at i ingen af de to tilfælde fik skatteyderen medhold, og at dette skyldes, at der gives skatteyderen samme klagevejledning, som hvis der var udsendt underretning i form af en afgørelse.

Ved en umiddelbar vurdering af ankenævnets beskrivelse kunne man fristes til at spørge om berettigelsen af lovbestemmelsen i det hele taget.

Bemærkninger til dommene

Skatteankenævnet omtale af de omhandlede domme giver ikke indtryk af, at de kan bruges som løftestang for, at SKAT i alle tilfælde af indsigelse overfor en agterskrivelse kan undlade at udsende en afgørelse - men blot udsende en årsopgørelse.

Tilsyneladende er det dog dommene, der alene "bærer" skatteankenævnets afgørelse.

I SKM 2012.648 er der tale om, at der ikke er fremkommet indsigelse overfor den udsendte agterskrivelse. Problemstillingen bliver derfor en helt anden, nemlig spørgsmålet om overholdelse af klagefristerne eller overholdelse af fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Afsættet i [person1]s tilfælde er netop, at han notorisk har gjort indsigelse overfor agterskrivelsen, og at denne indsigelse er ignoreret af SKAT. Det er i dette forhold myndighedsfejlen ligger.

I SKM 213.390 er der heller ikke tale om indsigelse overfor agterskrivelsen, hvilket fremgår helt tydelig i omtale af sagen i SKM 2011.799 BR. Der var alene tale om anmodning om udsættelse af selve skattebetalingen og IKKE - som i [person1]s tilfælde - en indsigelse direkte imod agterskrivelsen.

Præmisserne i de omtalte domme kan derfor ikke bruges som fornuftig argumentation i denne sag, og giver ikke mulighed for, at SKAT kan springe over at meddele sin endelige afgørelse, når der foreligger indsigelse overfor agterskrivelsen.

Følgende fremgår af SKATTERETTEN 4, af Jan Pedersen m.fl., 5. udgave, side 77:

(...)”

Klageren har videre anført:

”(...)

I den omhandlede sag har vi i klagen af 6. december 2013 påstået, at der i forbindelse med anførte sag er begået formalitetsfejl i form af manglende overholdelse af SKATs forpligtigelse til i visse situationer at udsendte en egentlig afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2.

Vi har efterfølgende fået afgjort en sag i Landsskatteretten, omhandlende samme problemstilling. Vi sender kopi af denne afgørelse.

Det er fortsat vores opfattelse, at SKAT på baggrund af den skete myndighedsfejl bør genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2008, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 8 og juridisk vejledning, afsnit A.A.8.2.3.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomstskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremsætte anmodning herom. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2008 blev indgivet den 7. marts 2013. Anmodningen er således fremsat efter udløbet af fristen den 1. maj 2012 for ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Spørgsmålet er derfor, om klageren er berettiget til at få genoptaget skatteansættelserne ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27.

En ansættelse kan dog kun foretages efter de i § 27, stk. 1, nr. 1-8, nævnte tilfælde, hvis genoptagelsesanmodningen fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Der kan dog ske behandling af en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i bestemmelsens 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 4. pkt.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7 indeholder en række objektive grunde til ekstraordinær genoptagelse. Klageren opfylder ikke betingelserne for genoptagelse efter disse bestemmelser.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 kan der ske ekstraordinær genoptagelse efter anmodning fra den skattepligtige, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Sådanne særlige omstændigheder fastslås ud fra en helt konkret vurdering. Bestemmelsen finder anvendelse, hvor der er begået fejl af SKAT, både hvor disse fejl kan anses for ansvarspådragende, men også tilfælde, hvor fejlen ikke kan anses for ansvarspådragende.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, at såfremt en skatteyder ikke har selvangivet og SKAT derfor ansætter klagerens indkomst skønsmæssigt, skal skatteyderen underrettet om den påtænkte ansættelse. Skatteyderen skal endvidere underrettes, såfremt skatteyderen efter modtagelsen af en agterskrivelse om en ændring, har gjort indsigelse overfor agterskrivelsen jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2.

Klageren har efter modtagelse af agterskrivelsen af 27. august 2009 kontaktet SKAT telefonisk den 14. september 2009 og gjort indsigelse mod forslaget til skatteansættelse. Der påhvilede derfor SKAT en pligt til, at underrette klageren om, at afgørelsen forsat vil blive truffet som varslet samt en begrundelse herfor, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1 og 2. SKATs tilsidesættelse af sagsbehandlingsreglen må anses for en særlig omstændighed, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse efter § 27, stk. 1, nr. 8.

Landsskatteretten finder ikke, at klagerens anmodning om genoptagelse opfylder kravene i § 27, stk. 2, 1. pkt. om, at anmodningen skal fremsættes inden for 6 måneder fra kundskabstidspunktet om det pågældende forhold. Klagerens årsopgørelse for indkomståret 2008 var tilgængelig i klagerens skattemappe den 28. september 2009, hvoraf et skønsmæssigt fastsat overskud af virksomhed på 100.000 kr. samt uddeling fra foreninger og fonde på 323.740 kr. fremgik. Klageren kunne på dette tidspunkt konstatere, at SKAT havde sendt en årsopgørelse i skattemappen og ikke en decideret afgørelse.

Landsskatteretten finder imidlertid, at der i det konkrete tilfælde er tale om særdeles alvorlige sagsbehandlingsfejl fra SKATs side, hvorfor der er grundlag for at se bort fra fristoverskridelsen af fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 og SKAT pålægges derfor at genoptage klagerens skatteansættelse i indkomståret 2008 jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste punktum.