Kendelse af 24-06-2015 - indlagt i TaxCons database den 14-08-2015

Indkomståret:2011

Faktiske oplysninger

Klageren har i en årrække været ansat som stewardesse hos [virksomhed1] med ansættelsessted

[by1]. Hun har siden 1. marts 1991 været bosiddende på adressen [adresse1], [...], [by2] sammen med sin samlever, der ligeledes har været ansat hos [virksomhed1].

Klagerens bruttoindkomst har i 2011 udgjort 210.792 kr. Hun har i 2011 modtaget 8.499 kr. i skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse.

Rejsefradrag/dobbelt husførelse

I marts 2000 rettede klageren og klagerens samlever henvendelse til [by2] Kommunes skatteforvaltning og anmodede om fradrag for udgifter til dobbelt husførelse i form af fradrag for lejeudgifter til en etværelseslejlighed i [by3].

Begrundelsen var, at de som ansatte hos [virksomhed1] var nødsaget til at have adgang til et sted, hvor de havde mulighed for at hvile i en seng, jf. de regler, der gælder for besætningsmedlemmer, når de som en del af deres ansættelsesforhold havde beredskabstjeneste. Under beredskabstjeneste har besætningsmedlemmer pligt til at holde sig rede til med kort varsel at indfinde sig til tjenestegøring. Udgiften var derfor efter deres opfattelse nødvendig for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten efter statsskattelovens § 6 a.

Skatteforvaltningen genoptog ansættelsen for 1997-1998, men ikke for 1996 hvor fristen for genoptagelse var sprunget, og godkendte fradrag for lejeudgifterne til den nævnte lejlighed, som et ligningsmæssigt fradrag. Der foreligger en kopi af afgørelsen, men da der er givet medhold i det ønskede fradrag, fremgår der ikke nogen direkte begrundelse eller lovhjemmel, ej heller begrænsninger eller betingelser, for fradraget.

Klageren har siden dengang hvert år fratrukket sin andel af udgifterne på selvangivelsen. Klageren har tidligere “delt” fradraget med sin samlever, der nu er pensioneret. I 2011 har klageren fratrukket følgende beløb på selvangivelsen:

Ifølge bestemmelser om flyve- og tjenestetidsbegrænsninger samt hviletid for besætningsmedlemmer under erhvervsmæssig lufttransport fremgår følgende i afsnit 5, Supplerende bestemmelser:

“5.2. Standby, bortset fra standby i en lufthavn, jf. Subpart Q, OPS 1.1125, pkt. 2 5.2.1. Al standby, inklusive start- og sluttidspunkt, skal planlægges og/eller meddeles i forvejen.

5.2.2. Den maksimale varighed af standby-perioden må ikke overstige 14 timer.

5.2.3. Under standby skal besætningsmedlemmet have adgang til liggende hvile i et hvileområde på landjorden.”

I praksis har en tilkaldevagt i [virksomhed1] normalt en varighed på 10 timer, og udkald kan forekomme i hele perioden, Vagterne bliver udlagt over den del af døgnet hvor [virksomhed1] har fly i luften, typisk fra kl. 4.00 til kl. 24.00.

I februar 2013 har klageren rettet henvendelse til [virksomhed1] og adspurgt om muligheden for at få dispensation fra kravet om adgang til liggende hvile i forbindelse med standby-tjeneste, i tilfælde af at klageren opsiger lejemålet, da lejen efterhånden udgør et anseeligt beløb.

Dette har [virksomhed1] besvaret benægtende, da det dels er et krav fra myndighederne og dels er krav, som [virksomhed1] af operationelle grunde insisterer på. Det fremgår af brevet, at mødetiden under standby-tjeneste fra udkaldet hidtil har været 60 min, men fra 2013 er ændret til 80 min. Det fremgår også af brevet, at personalet ved standby-tjeneste skal have adgang til at hvile i en seng, men at det ikke er operatørens ansvar at stille hvilefaciliteter til rådighed, hvis standby-tjenesten foregår uden for lufthavnen. [virksomhed1] tilføjer afslutningsvist, at selskabet ikke blander sig i, hvor medarbejderne vælger at bosætte sig.

[virksomhed1] har supplerende oplyst til sekretariatet, at i tilfælde af airport-standby, hvor de ansatte skal blive i lufthavnen, stiller [virksomhed1] hvilefaciliteter til rådighed. Ved airport-standby, skal de ansatte i praksis være til rådighed med få minutters varsel. Hvis standby-tjenesten derimod er “outside the airport” er det de ansattes eget valg, hvordan de indretter sig. Der udbetales ikke godtgørelse i den forbindelse, idet standby-tjenesten er en del af den produktive arbejdstid, som de honoreres for via deres normale løn. I de tilfælde, hvor standby-tjenesten foregår uden for det faste arbejdssted (f.eks. i en destination i udlandet) får de ansatte godtgørelse efter de normale regler om skattefri rejsegodtgørelse til dækning af udgifter til logi og kost.

[virksomhed1] har endvidere oplyst, at den ansatte normalt får sin tjenesteplan for en måned ad gangen, hvoraf det fremgår, hvornår den pågældende har standby-tjeneste, herunder om det er airport-standby eller standby outside the airport. Der kan dog løbende ske ændringer, f.eks. i tilfælde af dårlig vejr.

[Skatteankenævnets]s afgørelse

Skatteankenævnet stadfæster SKATs afgørelse vedrørende fradrag for huslejeudgifter mv. for 2011.

Skatteankenævnet har som begrundelse anført:

”Nævnet har efter en fornyet drøftelse af sagen på mødet den 19. september besluttet, at der ikke kan godkendes fradrag for husleje og øvrige omkostninger til telefon, licens og tv-pakke mv. da udgifterne må anses for at være private udgifter omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 2. Heraf fremgår:

”Den beregnede skatteindtægt er skattepligtig uden hensyn til, hvorledes den anvendes, altså hvad enten den benyttes til egen eller families underhold, betjening, nytte eller behagelighed”

Til de fremførte kommentarer på mødet skal nævnet præcisere, at fradrag for dobbelt husførelse ikke har nogen særskilt lovhjemmel. Derimod er fradraget fastlagt gennem en langvarig praksis, hvor hjemlen er statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er ifølge denne praksis mulighed for at fratrække enten et standardbeløb eller de faktisk dokumenterede udgifter for indkvartering mv., hvis den skattepligtige på grund af erhvervsmæssige forhold, midlertidigt opretholder dobbelt husførelse.

Om fradraget benævnes “dobbelt husførelse” eller “husleje” er uden betydning for nævnets vurdering af, om udgifterne er nødvendige af hensyn til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er under alle omstændigheder tale om den samme type udgifter, nemlig udgifter, der som udgangspunkt er private, jf. statsskattelovens § 6, stk. 2.

Det fremgår af ligningsvej ledningen, afsnit C.A.7.4. at der som udgangspunkt ikke kan fratrækkes udgifter til kost og logi, fordi der typisk er tale private udgifter, der er indkomstopgørelsen uvedkommende. Udgifter til underhold, husleje mv. er som udgangspunkt omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 2. Kun i særlige tilfælde — altså ved midlertidige og erhvervsmæssigt betingede omstændigheder — kan der godkendes fradrag for eksempelvis kost og logi eller husleje / dobbelt husførelse.

Er eller bliver der tale om permanente arbejdsmæssige betingelser eller vilkår, antages det at den skattepligtige i sit privatliv må indrette sig efter disse vilkår.

Spørgsmålet i sagen er, om udgifterne til husleje mv. i den konkrete sag er erhvervsmæssigt betinget og derfor er fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, fordi arbejdsgiveren kræver adgang til liggende hvile under standby-tjeneste. Eller om udgifterne er private som følge af, at [person1] har valgt at bosætte sig så langt fra sin arbejdsplads, at hun umuligt kan opfylde arbejdsgiverens krav om liggende hvile, når hun har standby-tjeneste, der ikke skal finde sted i lufthavnen. Det bemærkes herved, at [person1] i 2011 har haft 16 arbejdsperioder a 5 dages varighed og 5 perioder af 2 dages varighed, hvor der potentielt kan have været tale om standby-tjeneste i [by1], men hvor hun også kan have været på tjeneste i udlandet. Hun har således i 2011 modtaget 8.499 kr. i rejsegodtgørelse, som må antages at være dækning af udgifter i den forbindelse.

Nævnet fastholder, uanset det fremførte på mødet, at der ikke kan godkendes fradrag for udgifterne til husleje. Der henvises til den tidligere anførte redegørelse og begrundelse nedenfor. Nævnet har tilføjet enkelte bemærkninger i relation til spøgsmålet om forventningsprincippet.

Forventningsprincippet

Nævnet bemærker, at den omstændighed, at [person1] tidligere har fået anerkendt fradrag for udgifterne til husleje af den daværende kommunale skatteforvaltning ikke kan anses for at være bindende for SKAT. Det skyldes, at den daværende skatteforvaltnings afgørelser var underlagt den statslige skattemyndigheds revisionsbeføjelse. Det betyder, at der som udgangspunkt ikke kan støttes ret på en uformel tilkendegivelse / afgørelse — selv om de øvrige betingelser var opfyldt — alene med henvisning til, at de statslige skattemyndigheder har (eller havde) en revisionsbeføjelse.

Som det fremgår af afsnit 5.2.3. var der tidligere en snæver adgang til at støtte ret på en forhåndstilkendegivelse fra den kommunale skattemyndighed. Det skyldes især, at den kommunale skatteforvaltnings uformelle besvarelser om regelanvendelse i de konkrete sager var i direkte strid med lovgivningen. I sager, hvor den kommunale skattemyndighed har tilkendegivet sin indstilling til faktiske fordelingsskøn (f.eks. fordeling mellem privat og erhverv af bilens driftsudgifter eller kilometerregnskab), er der derimod givet medhold i, at den skattepligtige kunne støtte ret på besvarelsen, idet den havde betydet, at den skattepligtige ikke havde haft anledning til at indsamle den dokumentation, som efterfølgende blev krævet.

I denne sag har [by2] Kommune i forbindelse med en ligningsmæssig behandling godkendt fradrag for huslejebetalingen. Det fremgår ikke af afgørelsen med hvilken begrundelse eller hjemmel fradraget er godkendt. Nævnet er enigt med [person2] i, at en begrundelse som udgangspunkt heller ikke var nødvendig, da andragendet jo blev imødekommet.

[person1] har i en lang årrække foretaget fradraget på grundlag heraf, uden at skattemyndighederne, såvel de kommunale som det statslige SKAT, har foretaget kontrol af, om der (fortsat) var grundlag herfor. Nævnet er også digt med [person2] i, at fradraget er undersøgt i forbindelse med ligningen af år 2000, hvilket er dokumenteret i det indsendte materiale, hvor [by2] kommune godkender fradraget i februar 2002. At [by2] Kommune kommer frem til samme resultat som tidligere, er dog efter nævnets opfattelse en følge af forkert regel anvendelse. Det betyder ikke, at det kan antages at fradraget hvert eneste år i den mellemliggende tid er blevet efterprøvet.

Den omstændighed, at et fradrag er blevet godkendt i en årrække uden at blive undersøgt, er efter praksis ikke tilstrækkeligt til, at man kan støtte ret derpå. Passivitet fra myndighedernes side er ikke tilstrækkeligt til, at man kan henvise til forventningsprincippet og derved vinde hævd på et ligningsmæssigt fradrag i strid med gældende ret. Der henvises herved til Højesterets dom, TfS 1998.394 og Østre Landsrets dom, SKM 2009.39.

Under alle omstændigheder har SKAT i 2011 set på fradraget i forbindelse med kontrol af store ligningsmæssige fradrag. Det fremgår af afsnit 3, at SKAT ikke har fundet grundlag for at [person1] kan foretage fradrag for dobbelt husførelse eller rejseudgifter i øvrigt, idet betingelserne om midlertidigt arbejdssted ikke er opfyldt.

Fradrag for husleje

Muligheden for at foretage fradrag i den skattepligtige indkomst for driftsomkostninger, jf. statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, gælder også lønmodtagere. Af ligningslovens § 9 fremgår det således, at lønmodtagere kan fradrage udgifter i forbindelse med udførelse af det indtægtsgivende arbejde i det omgang de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger et grundbeløb på 5.500 kr. Bundgrænsen på 5.500 kr. gælder dog ikke fradrag for dobbelt husførelse eller rejseudgifter, som er begrænset af 50.000 kr.-reglen i ligningslovens § 9 A, stk. 7, 5. pkt. fra og med 2010.

I ligningslovens § 9 A fremgår det tydeligt, at der for at få rejsefradrag skal være tale om et midlertidigt arbejdssted, hvilket der ikke er tale om, da [person1] er ansat i en fast stilling ved [virksomhed1] i [lufthavnen]. Hun har efter eget valg taget bopæl i Genner for mange år siden. Hun ville således aldrig kunne opfylde betingelserne for at få rejsefradrag, da hun allerede i 1991 flyttede bopæl, hvilket er et personligt valg, der efter nævnets opfattelse vedrører privatsfæren.

Det samme gælder for så vidt angår fradrag for dobbelt husførelse eller husleje, hvor det fremgår af den juridiske vejledning, at der for det første alene kan opnås fradrag, når den dobbelte husførelse opretholdes af erhvervsmæssige grunde. For det andet skal der være tale om en midlertidig ansættelse, og i så fald, da højst i 2 år, jf. praksis. Det ville eksempelvis være tilfældet ved ansættelse i en midlertidig stilling eller ved en midlertidig forflyttelse, når det nye arbejdssted er beliggende så langt fra den sædvanlige bopæl, at det må anses for umuligt at rejse frem og tilbage dagligt. Begge betingelser skal være opfyldt.

Der henvises til den juridiske vejledning afsnit C.A.7.4. Der kan endvidere henvises til Højesterets dom af 10. februar 2009, SKM2009.129.HR, hvor retten afgjorde at der ikke var tale om et midlertidigt arbejdssted ved ansættelse som besætningsmedlem på en færge i fast rute- fart mellem [by4] og [by5]. Hans faste mødested var færgen, når den lå i færgelejet i [by4] Havn og arbejdet sluttede samme sted. Han blev derfor ikke anset for at være på rejse. Nævnet er af den opfattelse, at afgørelsen kan anvendes analogt i denne sag, hvor [person1] har fast ansættelse ved [virksomhed1] i [lufthavnen], hvor hendes vagter starter og slutter.

Nævnet kan endvidere henvise til Landsskatterettens afgørelser af 28. november, SKM 2006.109.LSR og af 20. december 2005, SKM 2006.l61.LSR.

Den omstændighed, at der ved standby-tjeneste uden for lufthavnen stilles krav fra arbejdsgiveren om, at hun skal have adgang til liggende hvile, ændrer ikke på at der ikke er tale om et midlertidigt arbejdssted. At hun er nødsaget til at leje et sted, hvor der er mulighed for hvile, er kun indirekte nødvendiggjort af arbejdet.

Nævnet mener derimod som nævnt, at udgifterne er en direkte følge af de vilkår, der er gældende for hendes ansættelse hos [virksomhed1] sammenholdt med hendes valg af fast bopæl. Disse vilkår — eller lignende vilkår - må antages at have været gældende, allerede da hun i 1991 flyttede fra [by1]-området til Sønderjylland, hvor den sædvanlige bopæls beliggenhed kom til at befinde sig så langt fra arbejdsstedet, at det ikke var muligt at nå frem til arbejdet inden for den krævede tid.

Valget af bopæl meget langt fra arbejdsstedet må efter nævnets opfattelse under disse omstændigheder være et personligt valg, og de ekstraomkostninger som [person1] må afholde til et sted med mulighed for liggende hvile i de perioder, hvor hendes standby-tjeneste er uden for lufthavnen, er derfor som udgangspunkt indkomstopgørelse uvedkommende. Det bemærkes i den forbindelse, at eventuelle udgifter i forbindelse med standby-tjeneste under rejserne, ifølge [virksomhed1] honoreres med skattefri diæter, og at [virksomhed1] stiller hvilefaciliteter til rådighed under standby-tjeneste, hvor [person1] skal befinde sig i lufthavnen.

Nævnet er endvidere af den klare opfattelse, at udgifterne til telefon, licens, tv-pakke mv. er helt sædvanlige private udgifter omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 2, som ikke er fradragsberettigede i den skattepligtige indkomst.

På baggrund af ovenstående finder nævnet, at det er med rette, at skattemyndighederne ikke har godkendt fradrag for huslejeudgifterne mv. for 2011. Nævnet mener heller ikke, at [person1] Andersen har opnået en retsbeskyttet forventning, jf. praksis i SKATs juridiske vejledning

2011, afsnit A.A.4., om at få fradrag for udgifterne, hverken efter reglerne i ligningslovens § 9

A eller som de faktiske udgifter til husleje efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om at være berettiget til fradrag for driftsomkostninger efter Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Klageren har anført:

”Skatteankenævnets afgørelse synes ikke på saglig vis at forholde sig til klagens indhold, nemlig om hvorvidt man som lønmodtager har mulighed for at fradrage påviselige og relevante driftsomkostninger. Sagsfremstillingen er efter min mening heller ikke korrekt, ligesom der ej heller er anvendt korrekt fortolkning af gældende regler og love på området, hvilket jeg i det følgende vil gøre rede for.

1. Sagens emne

Sagens emne omhandler hvorvidt jeg som lønmodtager kan fradrage driftsomkostninger på lige fod med erhvervsvirksomheder, når der findes en direkte forbindelse mellem erhverv og de afholdte udgifter, og ikke om fradrag for rejseudgifter/dobbelt husførelse ifm min ansættelse hos [virksomhed1], som anført af skatteankenævnet.

2. Fakta

Skatteankenævnet udtrykker her, at jeg i marts 2000 retter henvendelse til [by2] Kommunes skatteforvaltning og anmoder om fradrag for udgifter til dobbelt husførelse.

Dette er ikke korrekt.

Derimod retter jeg henvendelse til skatteforvaltningen, hvori jeg anmoder om fradrag for udgifter der er afholdt for at erhverve og sikre min indkomst iht Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, altså hovedreglen, hvor der kan gives fradrag i bruttoindkomsten for de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, men andre ord driftsomkostninger, dette gælder også lønmodtagere.

I tilfældet her er der tale om udgifter afholdt for at imødekomme kravet om adgang til liggende hvile ifm afholdelse af tilkaldevagter, mere præcist udgifter til leje af en lille 1 værelses lejlighed nær [lufthavnen].

Når [by2] Kommune tilbage i 2000 godkender fradraget uden nogen henvisning til lovparagraf, regel eller anden begrænsning, så må godkendelsen helt klart bero på en konkret og specifik anmodning, nemlig den fremsendte anmodning, hvor der helt konkret og specifikt anmodes om fradrag iht Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Da godkendelsen gives med 3 års tilbagevirkende kraft, kan der heller ikke være tale om godkendelse af fradrag for dobbelt husførelse, idet dette normalt kun gives for 2 år. Godkendelsen i 2000 blev givet til såvel min sambo(daværende pilot i [virksomhed1]), som til mig, det vil sige en 100 deling af fradraget, hvilket har givet et mindre synligt fradrag i ligningsmæssigt øjemed. Efter at min sambo bliver pensioneret ultimo 2009, har jeg ført den fulde udgift som fradrag, idet det som bekendt vil være vanskeligt at leje et lejemål på halv tid, men subsidiært vil jeg foreslå godkendelse af halvdelen af det førte fradrag.

3. SKATs begrundelse

Skat fokuserer her entydigt på fradraget som værende en udgift til husleje. Et mere nuanceret syn på udgiften er her påkrævet.

Fradraget er for en driftsomkostning som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, i tilfældet her ganske vist dækkende husleje, men det er her vigtigt at holde sig for øje, at formålet med udgiften udelukkende er at erhverve og sikre min indkomst.

4. Klagers opfattelse

På mødet med Skatteankenævnet d.19sep2013, gør jeg nævnet opmærksom på, at jeg på intet tidspunkt har anmodet om fradrag for rejseudgifter/dobbelt husførelse.

Jeg har derimod anmodet om fradrag for udgifter afholdt for at erhverve og sikre min indkomst i henhold til Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, altså hovedreglen, hvor der kan gives fradrag i bruttoindkomsten for de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, med andre ord driftsomkostninger, dette gælder også for lønmodtagere.

Som nævnt ovenfor, i tilfældet her udgifter afholdt for at imødekomme kravet om adgang til liggende hvile ifm afholdelse af tilkaldevagter, mere præcist udgifter til leje af en lille 1- værelses lejlighed nær [lufthavnen].

Bevisbyrden for at der foreligger fradragsberettigede driftsomkostninger, påhviler som udgangspunkt skatteyderen(mig) og skal være relevante og nødvendige.

Den bevismæssige del af sagen har jeg fremsendt skatteankenævnet i form af uddrag af diverse love(luftfartslove) og interne regler([virksomhed1] OM-A).

Det helt centrale ved spørgsmålet her er, hvorvidt udgiften er relevant og nødvendig eller ej. Af lovgivningen på luftfartsområdet fremgår det helt klart, at adgang til liggende hvile i en seng ifm tilkaldevagter er et ufravigeligt krav. Såvel min arbejdsgiver [virksomhed1], som jeg selv er underlagt nævnte lovgivning, og af det svar fra [virksomhed1] på mit spørgsmål angående dispensation (se bilagsmappen), fremgår det helt klart, at min fortsatte ansættelse er betinget af, at jeg kan opfylde nævnte krav. Med andre ord så er udgiften både relevant og nødvendig for at sikre og erhverve min indkomst, og dermed også fradragsberettiget iht Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Skatteankenævnets begrundelse af afslaget forekommer derfor ikke at være saglig begrundet, idet den ikke forholder sig til den konkrete anmodning, men udelukkende fokuserer på begrebet dobbelt husførelse.

5. Regler, teori og praksis

Til yderligere belysning heraf vil jeg derfor henvise til Skatteankenævnets afgørelse 5.1.1, 3. afsnit, hvor der står:

Det vil sige at det begærede fradrag må anses for omfattet af hovedreglen i statsskattelovens § 6 stk. 1, litra a, hvorefter deri den skattepligtige indkomst kan fratrækkes udgifter, der er nødvendige for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Der findes ingen særskilt lovhjemmelfor at foretage fradrag for dobbelt husførelse.

Altså med andre ord så udtrykker Skatteankenævnet her med al tydelighed, at det begærede fradrag henhører under SL § 6, stk. 1, litra a, hvorefter hele begrundelsen for afslaget kommer til at virke direkte selvmodsigende, og at afgørelsen derved også synes at være truffet på forkert lov/regel grundlag.

6. Skatteankenævnets afgørelse

Stort set samme formulering fremstår i Skatteankenævnets afgørelse, afsnit 6, Fradrag for husleje:

Muligheden for at foretage fradrag i den skattepligtige indkomst for driftsomkostninger, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, gælder også lønmodtagere. Af ligningslovens § 9 fremgår det således, at lønmodtagere kan fradrage udgifter i forbindelse med udførelse af det indtægtsgivende arbejde i det omfang de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger et grundbeløb på 5.500 kr. Bundgrænsen på 5.500 kr. gælder dog ikke fradrag for dobbelt husførelse eller rejseudgifter, som er begrænset af 50.000 kr. reglen i ligningslovens § 9 A, stk. 7, 5. punkt fra og med 2010.

Det er netop statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, der er baggrund for anmodningen. Det er denne regel der blev henvist til i den oprindelige anmodning hos [by2] Kommune, og det er denne regel hvorpå godkendelsen blev givet tilbage i 2000.

Når Skatteankenævnet ensidigt fokuserer på begrebet dobbelt husførelse eller udgift til husleje, er jeg af den opfattelse, at et mere nuanceret syn skal anvendes i denne sag.

For at kunne imødekomme kravet om adgang til liggende hvile i en seng, kunne jeg have valgt at benytte mig af hotelophold til opfyldelse af kravet, et valg der omkostningsmæssigt på ingen måde ville have været mindre, og samtidig ofte ville være forbundet med stor usikkerhed om hvorvidt ledig hotelkapacitet ville forefindes. Netop derfor anser jeg det for fejlagtigt at Skatteankenævnet ensidigt fokuserer på fradraget som dækkende husleje, frem for at være et fradrag dækkende en relevant og nødvendig udgift ifm udførelse af det indtægtsgivende arbejde, og dermed en driftsomkostning som vil være fradragsberettiget iht Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Skatteankenævnets afgørelse forekommer derfor at være truffet på et forkert grundlag.

Nævnet fremfører endvidere følgende:

At hun er nødsaget til at leje et sted, hvor der er mulighed for hvile, er kun indirekte nødvendig gjort af arbejdet.

Dette er efter min menig en fejlagtig fortolkning fra nævnets side, idet forholdet netop er direkte nødvendiggjort af arbejdet.

Som det fremgår af svaret fra [virksomhed1] (se bilagsmappen), så blander [virksomhed1] sig ikke i hvor den enkelte medarbejder vælger at bosætte sig, og jeg er af den klare opfattelse at det heller ikke tilkommer nogen offentlig myndighed at gøre sådan.

Forventningsprincippet

Gennem mere end 15 år har jeg benyttet mig af fradraget, og i fuld tiltro til, at godkendelsen bygger på korrekt regelanvendelse.

Baggrunden ligger i anmodning fremsendt til skattemyndigheden i daværende [by2] Kommune i 2000, hvor anmodningen bliver godkendt retroaktivt tilbage til 1997.

Allerede i 2002 bliver jeg bedt om at fremsende oplysninger vedrørende fradraget(bilag 4), hvilket må betyde at [by2] Kommune her undersøger grundlaget nærmere. Det må derfor formodes at fradraget også de efterfølgende år er blevet undersøgt og fundet i overensstemmelse med 2002 undersøgelsen/godkendelsen, og at der er anvendt korrekt regelanvendelse fra kommunens side. Når Skatteankenævnet her udtrykker at [by2] Kommune har anvendt forkert regelanvendelse, og at dette tilsyneladende vil kunne få ganske store konsekvenser for mig, må jeg helt naturligt stille spørgsmålet:

Hvilke andre afgørelser er truffet på forkert lovgrundlag/regelanvendelse, og hvilke fremtidige konsekvenser vil dette have, - og hvor er borgerens retssikkerhed, hvis offentlige myndigheder kan tilbagerulle tidligere afgørelser, begrundet med forkert regelanvendelse?

Når Skatteankenævnet antager (bekræftet ved møde 19. sep. 2013) at fradraget ikke er blevet undersøgt i en årrække, så er dette en udokumenteret og fejlagtig antagelse som hverken kan eller bør lægges til grund for en afgørelse i denne sag.

Ud fra ovenstående har jeg en ganske klar opfattelse af, at forventningsprincippet her er gældende, og at jeg vil kunne støtte ret på den tidligere forhåndstilkendegivelse/afgørelse truffet at skattemyndigheden i [by2] Kommune. Samtlige betingelser for at kunne støtte ret på afgørelsen synes for mig at være opfyldte.

Da jeg ganske klart har disponeret ud fra en forventning om fortsat godkendelse af fradraget, vil en underkendelse derfor betyde, at det ikke længere er lønsomt for mig at bevare min ansættelse hos [virksomhed1].

Mine muligheder for anden beskæftigelse lokalt i samme eller beslægtet branche er stort set ikke eksisterende, og i det hele taget synes det at finde anden beskæftigelse på et tidspunkt hvor man nærmer sig efterlønsalderen utopisk.”

Landsskatterettens afgørelse

Driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a

Som udgangspunkt er der ikke fradrag for udgifter til kost og logi, fordi det er typiske private udgifter, der er indkomstopgørelsen uvedkommende. Alligevel kan merudgifter til kost og logi i visse tilfælde have en så direkte forbindelse til indkomsterhvervelsen, at de er fradragsberettigede som driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og ligningslovens § 9, stk. 1, som kan findes på www.retsinfo.dk. Dette er udviklet gennem retspraksis, hvor hjemlen er statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, som påberåbt af klageren.

Gennem langvarig praksis er det en forudsætning for fradrag for ekstra husleje i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at dette er en midlertidig disposition begrundet i erhvervsmæssige forhold. Se eksempelvis Højesterets afgørelse TfS 1995.194.H, hvor Højesteret godkendte, at der som udgangspunkt ikke gives fradrag for dobbelt husførelse, hvis denne varer i mere end 2 år, idet dispositionen herefter ikke formodes begrundet i erhvervsmæssige forhold, men tillige private forhold. Højesteret har også senere stadfæstet denne fortolkning i SKM2003.386.HR . som kan findes påwww.SKAT.dk., hvor der ikke blev givet fradrag for dobbelt husførelse, da der var tale om faste stillinger.

Klageren har selv valgt varigt at bosætte sig langt fra sin arbejdsplads og vedholdt denne lange afstand i mange år. Dette anses som en privat disposition. Der anses derfor ikke at være en direkte sammenhæng mellem udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det er i stedet en følge af vilkårene for hendes ansættelse hos [virksomhed1] sammenholdt med det private valg af bopæl. De ekstraomkostninger der er forbundet med dette, er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Klageren har ikke dokumenteret den udelukkende erhvervsmæssige begrundelse for udgiftsafholdelsen, der giver grundlag for fradragsret efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Endvidere er udgifter til telefon, licens, tv-pakke mv. helt sædvanlige private udgifter omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 2, som ikke er fradragsberettigede i den skattepligtige indkomst.

Forventningsprincippet

Landsskatteretten bemærker, at før etableringen af SKAT den 1. november 2005, var der en meget snæver adgang til at støtte ret på en forhåndstilkendegivelse fra den kommunale skattemyndighed. Dette skyldtes at den kommunale skattemyndighed var underlagt en statslig revisionsbeføjelse jf. eksempelvis SKM2004.205.ØLR hvor Østre Landsret fandt, at der ikke kunne støttes ret på en kommunes udsagn der var i strid med gældende ret. Retspraksis slår desuden utvetydigt fast, at myndighedernes passivitet ikke kan resultere i en retsbeskyttet forventning hos borgeren jf. eksempelvis Højesterets dom SKM2002.229.HR og SKM2015.24.HR

Landsskatteretten finder ikke, at klageren har opnået en retsbeskyttet forventning om at få fradrag for udgifterne.

Landsskatteretten stadfæster herefter skatteankenævnets afgørelse.