Kendelse af 30-03-2016 - indlagt i TaxCons database den 15-05-2016

Faktiske oplysninger

Klager er hovedanpartshaver og direktør i [virksomhed1] ApS.

Klager er samtidig ifølge det oplyste ansat som sportschef i håndboldklubben [virksomhed2]. Der er ikke fremlagt nogen ansættelseskontrakt.

Klager har modtaget følgende i løn og skattefri kørselsgodtgørelse af [virksomhed2] A/S:

Kørselsrapporter

Som grundlag for udbetaling af kørselsgodtgørelse har de ansatte (spillere, trænere m.fl.) udfyldt og afleveret kørselsrapporter til [virksomhed2]. Rapporterne indeholder felter til udfyldelse af følgende data:

I det sagsmateriale, som skatteankenævnet har modtaget fra SKAT, er der ingen kørselsrapporter for klageren.

Klagers repræsentant har til nævnet indsendt ét kørselsbilag, som dækker perioden 26. september – 19. december 2009. Klagers navn og adresse er påført med håndskrift, men CPR-nr. fremgår ikke. Der er anført 13 kørsler til kampe. Sammenlagt udgør de 13 kørsler 7.282 kilometer. Det er anført, hvilken adresse der er kørt til. Antal kørte kilometer er anført for den enkelte kørsel, men der fremgår ikke, hvilken kilometersats der er brugt, eller hvordan kørselsgodtgørelse er beregnet. Det er ikke anført, hvilken bil der er kørt i. Kørselsbilaget er ikke attesteret med flueben.

For Landsskatteretten er fremlagt et udateret ark, hvoraf følgende fremgår:

Der er anført et ”OK”, og klagerens navn er anført med blokbogstaver. Som bilag er vedlagt kampprogram for sæsonen 2008/2009, hvor der er markeret diverse kampe og kilometer er anført udfor.

Endvidere er fremlagt 4 maskinskrevne bilag, hvor klagerens navn er påført øverst med formskrift. Bilagene indeholder derudover dato for kørsel, kørslens formål, eksempelvis ”[...]”, kørslens mål angivet med adresse, antal kilometer (enkelt), en ”i alt” kolonne, som angiver antal kilometer retur og nederst en sammentælling af ”i alt” kolonnen. Der er ingen påtegning på bilagene. De fire bilag kan sammenfattes således.

Biler til rådighed

I 2008-2011 har klageren fået stillet fri bil til rådighed af [virksomhed1] ApS, og klageren er blevet beskattet af værdi af fri bil.

I de påklagede år har klageren personligt været registreret som ejer en Ford Mondeo fra 1996 med reg.nr. [reg.nr.1].

Ved søgning på synsrapporter på www.trafikstyrelsen.dk er anført følgende kilometerangivelser for reg.nr. [reg.nr.1] (klagers Ford Mondeo) på tre synstidspunkter:

Dato for syn Kilometer-stand

10. januar 2008184.000 km

4. februar 2010201.000 km

10. januar 2012210.000 km

Klagerens ægtefælle er ikke registreret som ejer af nogle biler.

Kontrol ved udbetaling

[virksomhed2] har fremlagt følgende beskrivelse af praksis i forbindelse med udbetaling af kørepenge.

”Jeg vil nedenfor prøve at redegøre for procedure og kontrolforanstaltninger der blev, og bliver foretaget i forbindelse med udbetaling af kørsels godtgørelse til trænere/spillere i [virksomhed2].

Jeg startede som bogholder for [virksomhed2] den 1. januar 2007,og bestred det job indtil den 30. juni 2009, hvorefter [person1] overtog samme funktion i [virksomhed2].

Alle spillere/trænere som i forbindelse med udøvelse af deres job, havde dokumenterede transport udgifter fik udleveret en standard køreseddel fra vores side af, langt de fleste brugte denne standard seddel, men der var også enkelt andre der selv “fabrikerede” en køreseddel.

Enten blev køresedlerne fremsendt pr. post, afleveret til undertegnede, eller som det blev mere og mere almindeligt, at fremsende sedlerne pr. e-mail til [virksomhed2]s e-mail adresse.
Når jeg modtog sedlerne tjekkede jeg om kørslen var i overensstemmelse med de faktisk kørte km, og om datoerne stemte med enten træningsdage, eller trænings- og turneringskampe. Da jeg, som både bestyrelsesmedlem og forretningsudvalgs medlem i [virksomhed2] var meget tæt på træner/spiller miljøet, havde jeg en endog meget stor indsigt i samtlige kampe/træningskampe m.m. for den enkelte, ligesom jeg havde meget stor føling med trænernes kørsels behov (træning — kampe — “spion ture” osv.)

Hvis jeg modtog sedler hvor der hos mig kunne opstå tvivl om sedlens rigtighed, kontaktede jeg vedkommende, ellers kontaktede jeg træner/holdleder som førte et detaljeret skema over trænings pas o. lign, som enten kunne bekræfte kørslens rigtig hed eller det modsatte.

Når denne kontrol var tilendebragt og jeg kunne konstatere at den faktiske kørsel var i overensstemmelse med det faktiske, indberettede jeg kørslen til udbetaling, og samtidig satte jeg et “flueben” på sedlen, som signatur for godkendelse.

[person1] overtog som nævnt ovenfor ansvaret for bl.a. løn og kørsels udbetaling den 1. juli 2009. Han overtog mine procedurer, og havde i store træk den samme indsigt i træners og spilleres faktiske kørsel, da [person1] var meget tæt på [virksomhed2], og opholdt sig endog meget i hallerne, da han selv var en aktiv træner, og derved havde meget føling med hele ledelsen og truppen.

Hvis [person1] var i tvivl om rigtigheden af den modtagne køre seddel, var det samme procedure som [person2] — kontakt til spiller/træner, eller kontakt til holdleder som var opdateret på samtlige spilleres trænings/spiller dage.

Ved ind beretning at køresedlerne til Data løn, satte [person1] også som hovedregel et “flueben” som bekræftelse på oplysningernes rigtighed, men vedkender at, der kan være nogle gange hvor dette er forglemt.

Afslutningsvis vil vi begge ([person2] & [person1]) gerne præcisere at vi begge var meget OBS på, at ingen kunne få udbetalt kørsels penge, hvis enten kørslen ikke havde fundet sted, eller dokumentations grundlaget ikke var i orden.

Vi var jo begge så integreret i [virksomhed2]s arbejde, at vi udviste endog meget stor tilbageholdenhed med at udbetale flere penge end højst nødvendigt, da vi jo begge vidste at det var bl.a. os selv der skulle være med til at “skrabe” penge ind igen hos sponsorer m.m.

Med venlig hilsen

[person2] / [person1]”

SKATs møder med repræsentanter for [virksomhed2] og efterfølgende brev

SKAT har holdt møde med repræsentanter fra [virksomhed2]. SKAT har bl.a. noteret følgende i mødereferater om møderne med repræsentanterne fra selskabet (i mødereferatet kaldet [virksomhed2]):

”På grund af tidligere modtaget anmeldelse af udbetaling af skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse samt foreliggende oplysninger om udbetaling af løn og skattefri befordringsgodtgørelser indkaldes [virksomhed2] til et møde.

Mødet afholdes den 25. oktober 2011.

I mødet deltog fra [virksomhed2] nuværende og tidligere regnskabsførere henholdsvis [person1] og [person2]. Fra SKAT [person3] og [person4]

På mødet blev drøftet udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelser herunder 60 dages reglen.

[person1]/[person2] erkendte på mødet, at de ikke umiddelbart førte kontrol med om betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse var opfyldt, da de ikke overværede træningerne. De havde tillid til at spillernes kørselsrapporter var udfyldt korrekt, og udbetalte befordringsgodtgørelserne herefter.

På mødet blev afleveret regnskabsmateriale til nærmere gennemgang.

Efter gennemgang af materialet afholdes møde med selskabet den 2.3.2012.

Møde 2. marts 2012. I mødet deltog:

Direktør [person5] og tidl. regnskabsfører [person2].

Fra SKAT [person3] og [person4]

På mødet blev blandt andet drøftet:

...

Skattefri befordringsgodtgørelser

Det blev drøftet om selskabet førte den fornødne kontrol med om betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelser er opfyldt, jf. bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.

Selskabets repræsentanter mente at den fornødne kontrol var udført, dog vidste de ikke hvilke biler spillerne kørte i, da de ikke var til stede i forbindelse med træninger.

Ved gennemgang af regnskabsmaterialet er det konstateret at der udbetales skattefri godtgørelse til spillere, trænere og andre ansatte som:

- ikke får løn ([navn udeladt])

- ikke kører i egen bil ([navn udeladt], [navn udeladt])

- udbetaling med høj sats over 20.000 km. ([navn udeladt])

- udbetaling af fast årligt beløb ([navn udeladt])

Jf. bilag 2

Endvidere er mange kørselsrapporter uegnet til at danne grundlag for udbetaling af skattefri godtgørelse, da de ikke indeholder de fornødne oplysninger. Derfor har selskabet ikke mulighed for at føre den fornødne kontrol, eksempler jf. bilag 3.

Endvidere er det konstateret, at ... træner [navn udeladt] kørselsrapporter ikke stemmer overens med øvrige spilleres kørselsrapporter. [Initialer udeladt] kører til andre lokaliteter længere væk, jf. bilag 4.

[Initialer udeladt] har i 2009 fået udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse for km. over 20.000 km. med høj sats.

Endvidere kan det konstateres, at nogle spillere ifølge deres kørselsrapporter kører privat til udekampe på trods af at [virksomhed3] transportere holdet. Det er oplyst, at bussen til udekampe samler spillere op på vejen eksempelvis ved [...], [by1] og i [by2], jf. bilag 4a.

Spillerne der ifølge kørselsrapporterne kører selv, har ikke i denne forbindelse anmodet om refusion af broafgift i forbindelse med kørsel til udekampe i Jylland.”

[person5], direktør i [virksomhed2], har i brev af 9. januar 2012 til SKAT bl.a. skrevet følgende:

”[virksomhed2] er en elite-overbygning af [klub1] og [klub2]. Derudover har vi samarbejdsklubber på hele [...]. [virksomhed2] består af 4-6 hold, alt efter, hvor mange talentfulde unge mennesker, der er i den enkelte årgang. Pt. vi har et hold i 1. division, ét hold i 2. division samt ét hold for U18 og ét for U16 – alle hold er for herrer. Nogle år har vi haft 5 og 6 hold.

En af vores store udfordringer, er vores geografiske beliggenhed, da mange af vores unge mennesker er nød til at tage til [by3] for at studere og bo. Det er den primære årsag til de store befordringsomkostninger vi har hernede, som jo også SKAT har bemærket ! Langt de fleste af vores håndboldspillere køre 3, 4 – ja nogle uger op til 5 gange frem og tilbage fra [...]/Nordsjælland og til træning og kamp i enten [by4], [by5], [by6] eller [...]. De bruger således rigtig mange timer på landevejen, hver eneste uge. Derudover kommer vore modstandere fra HELE landet – fra [by7] til [by8] ! Alle vores ungdomshold spiller også i rækker udenfor [...]. Hvis vi som klub/forening/ selskab ikke som minimum, kan dække de unge menneskers faktiske omkostninger til den megen transport og honorerer lidt af den megen fritid de bruger på håndbolden – ja så har vores fælles ambitioner og planer om, at skabe et elitemiljø for engagerede sportsfolk på [...], INGEN gang på jorden – så kan vi lukke butikken igen og for alvor føle os som Udkants-Danmark, hvor intet er muligt...”

SKATs kontrol i [virksomhed2] i 2007

Arbejdsgiverkontrollen i [Skattecentret] har udarbejdet følgende notat af 21. september 2007 om SKATs kontrol i [virksomhed2] i 2007:

”Arbejdsgiverkontrol den 20. september 2007.

Der blev foretaget arbejdsgiverkontrol i ovennævnte virksomhed efter forudgående varsling pr. brev den 5. september 2007.09.21

Kontrolbesøget omhandlede udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse for indkomståret 2006.

[person6] oplyste, at han havde overtaget jobbet som forretningsfører efter [person7] den 1. januar 2007. Det blev ligeledes oplyst, at der er valgt ny revisor nemlig [virksomhed4] ([person8]).

[person6] oplyste, at der er forsvundet en mappe med bilag for den sidste halvdel af 2006, mappen er formentlig forsvundet i forbindelse med generelforsamlingen.

Der blev foretaget stikprøvevis kontrol af de bilag der fandtes, og arbejdsgiverkontrollen påtalte ved denne lejlighed, at der ikke var ført tilstrækkelig kontrol med udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse bl.a. fordi der ikke fandtes nogen former for attestation eller rettelser på bogføringsbilag.

Yderligere blev det konstateret, at de afleverede køresedler (bogføringsbilag) fra to spillere der kørte fra [by3]sområdet ikke altid havde sammenfald på datoerne for, hvornår der var kørt. Vi må formode at der trænes af alle spillere på samme datoer. [person6] oplyser, at de spillere der får udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse har forpligtet sig til at medtage andre spillere fra [by3] området.

Det blev af referenten forklaret, at de spillere, der får udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse,
skal føre et korrekt regnskab (bogføringsbilag) der skal indeholde:

1. Modtagerens navn, adresse og CPR-nr..
2. Kørslens erhvervsmæssige formål
3. Dato for kørslen
4. Kørslens mål med eventuelle delmål
5. Det faktiske antal kørte erhvervsmæssigt kørte kilometer
6. De anvendte satser
7. Beregning af befordringsgodtgørelsen

[person6] blev gjort bekendt med, at det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af erhvervsmæssigt kørte kilometer.

Arbejdsgiveren skal yderligere sikre sig, at udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse kun sker for kørsel med lønmodtagerens eget køretøj.

Befordringsgodtgørelse er skattepligtig A-indkomst for lønmodtageren, hvis ikke alle betingelser for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse er opfyldt. Det gælder også, hvis arbejdsgiveren ikke har ført den fornødne kontrol.

Det er derfor vigtigt at udbetalingen af skattefri godtgørelse og arbejdsgiverens kontrol af samme er ordentligt dokumenteret. En sådan dokumentation forudsætter, at de nævnte oplysninger fremgår af arbejdsgiverens bogføringsbilag, og at disse bærer præg af, at arbejdsgiveren har ført den fornødne kontrol, eksempelvis i form af attestation og eventuelle fejlrettelser.

Det er derfor meget vigtigt, at lønmodtageren leverer de oplysninger, der skal til, for at arbejdsgiveren kan føre den fornødne kontrol.

Skattefri befordringsgodtgørelse kan kun udbetales efter Ligningsrådets satser.

[person6] blev orienteret om Skats muligheder for efterfølgende kontrol med udbetalingerne af skattefri befordringsgodtgørelse bl.a. med hensyn til 60 dages reglen, herunder kontrol af turneringsplaner, træningsplaner, træningssted- og tider.

Der vil på det foreliggende grundlag ikke blive foretaget videre for så vidt angår 2005 og 2006.”

Skatteankenævnets afgørelse

SKAT har stadfæstet SKATs afgørelse.

Som begrundelse for afgørelsen har skatteankenævnet anført følgende:

”6.1. Kørselsgodtgørelse

Efter den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, 1. punktum skal godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Ifølge § 9, stk. 5, 2. punktum skal godtgørelse for befordringsudgifter (kørselsgodtgørelse) omfattet af lovens § 9 B dog ikke medregnes til den skattepligtige indkomst.

Ifølge ligningslovens § 9, stk. 5, 4. punktum kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om kontrol og administrationen af godtgørelsesreglerne. Sådanne regler er indført ved bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.

Det anføres i bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil.

Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2, skal bogføringsbilag om den erhvervsmæssige kørsel bl.a. indeholde angivelse af kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med eventuelle delmål og angivelse af det kørte antal kilometer.

Det er klager, der har bevisbyrden for, at betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse er opfyldt, jf. [byrettens] dom af 29. oktober 2012 (SKM 2013.136.BR). Det er således ikke SKAT, der skal bevise, at betingelserne for skattefri godtgørelse ikke er opfyldt.

Betingelse om kørsel i egen bil

Man ikke kan få skattefri godtgørelse i tilfælde, hvor udgifterne til den erhvervsmæssige befordring allerede er dækket på anden måde, f.eks. i form af fri bil der er stillet til rådighed af en anden arbejdsgiver. Der henvises til Østre Landsrets dom af 19. marts 2004 (TfS 2004, 373), hvor landsretten giver følgende begrundelse:

”Det fremgår af cirkulære nr. 23 af 31/1 1994, pkt. 3.3., at forudsætningen for at modtage skattefri godtgørelse er, at modtageren af godtgørelsen har afholdt udgifter. Dette medfører bl.a., at der ikke kan modtages skattefri godtgørelser i tilfælde, hvor befordringen allerede på anden måde betales af arbejdsgiveren, f.eks. i form af bil til fri rådighed eller fri rejse på den pågældende strækning. Tilsvarende gælder, at en skattepligtig, der anvender firmabil, der betales af én arbejdsgiver, ikke kan modtage skattefri godtgørelse i forbindelse med kørsel for en anden arbejdsgiver, ligesom en skattepligtig ikke kan modtage skattefri godtgørelse for samme kørsel fra to arbejdsgivere.”

Hvis det antages, at klager har modtaget godtgørelse med Skatterådets satser, er han blevet godtgjort for i alt 22.316 kilometer i 2010 og 2011, fordelt med (53.058 kr. / 3,56 kr./km) 14.904 kilometer i 2010 og (27.202 kr. / 3,67 kr./km) 7.412 kilometer i 2010.

Ifølge synsrapporter er kilometer-standen for klagers private Ford Mondeo aflæst til 201.000 kilometer den 4. februar 2010 og 210.000 kilometer den 10. januar 2012. På baggrund heraf må det lægges til grund, at den private Ford Mondeo i alt har kørt cirka 9.000 kilometer i 2010 og 2011.

Hele den godtgjorte kørsel i 2010 og 2011 på 22.316 kilometer kan således ikke være foretaget i klagers private Ford Mondeo.

På baggrund heraf må det lægges til grund, at hovedparten af den kørsel, som [virksomhed2] har udbetalt skattefri godtgørelse for, er foretaget i den frie bil, som klager har fået stillet til rådighed af sin anden arbejdsgiver [virksomhed1] ApS. Denne kørsel berettiger ikke til skattefri godtgørelse.

Betingelse om arbejdsgiverens kontrol

Ifølge Højesterets dom af 21. marts 2007 (SKM 2007.247.HR) er det en forudsætning for, at en arbejdsgiver kan udbetale skattefri godtgørelse efter den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, at arbejdsgiveren inden udbetalingen har ført fornøden kontrol med, at der er grundlag for skattefriheden. Hvis arbejdsgiveren ikke har ført den fornødne kontrol, er konsekvensen, at den udbetalte godtgørelse skal medregnes til lønmodtagerens skattepligtige indkomst. Dette fremgår også af Højesterets dom.

Nævnet skal også henvise til Vestre Landsrets dom af 7. oktober 2002 (TfS 2002, 925). I sagen havde lønmodtageren kørt det antal kilometer, som han havde modtaget kørselsgodtgørelse for. Alligevel fandt landsretten, at godtgørelsen ikke var skattefri efter den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, fordi hans arbejdsgiver ikke havde ført kontrol med antallet af kørte kilometer. Dommen viser, at uanset om en ansat rent faktisk har haft den erhvervsmæssige kørsel, han/hun har modtaget kørselsgodtgørelse for, så vil godtgørelsen være skattepligtig for den ansatte, hvis arbejdsgiveren ikke har ført den fornødne kontrol.

Skatteankenævnet mener, at [virksomhed2] ikke har ført tilstrækkelig kontrol med, at der var grundlag for at udbetale kørselsgodtgørelse skattefrit. Nævnet har lagt vægt på følgende:

Ikke kørsel i egen bil

For at kunne modtage skattefri godtgørelse er udgangspunktet, at der skal være tale om kørsel i en bil, som lønmodtageren selv ejer (”egen bil”). Det er en betingelse for at udbetale kørselsgodtgørelse skattefrit, at det kan ses af bogføringsbilag om kørslen, hvilken bil der er benyttet, så det er muligt for arbejdsgiveren at føre kontrol med de kørte kilometer, jf. Landsskatterettens kendelse af 16. december 2003 (SKM 2004.45.LSR).

Hovedparten af de ansatte har ikke anført på kørselsrapporterne, hvilken bil de har kørt i.

Flere ansatte har, ligesom klager, fået udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse for kørsel i en bil, der ikke var deres egen:

-En kørte i en bil ejet af hans ægtefælle på et tidspunkt, hvor han var fraflyttet ægtefællen, hvorfor betingelsen om ”egen bil” ikke var opfyldt, jf. Ligningsvejledningen 2012-1, afsnit A.B.1.7.2.2.

Om klagers kørselsbilag bemærkes, at det ikke er anført, hvilken bil der er benyttet. Denne oplysning ville have kunnet afklare, at klager kørte i en fri firmabil, hvor kørslen ikke berettigede til skattefri godtgørelse. Det indsendte kørselsbilag – hvor klubben ikke krævede, at det blev anført, hvilken bil der blev kørt i – tyder således på, at klubben ikke førte en effektiv kontrol.

Høj sats for kørsel over 20.000 kilometer

I hvert fald to ansatte har modtaget godtgørelse med Skatterådets høje sats (satsen for kørsel op til 20.000 kilometer) for kørsel over 20.000 kilometer for det enkelte år.

På kørselsskemaet udarbejdet af klubben er der et felt til udfyldelse af årets akkumulerede kørsel. Som absolut hovedregel har de ansatte ikke udfyldt dette felt, og klubben har så vidt vides ikke gjort noget for at ændre denne adfærd. Derved har klubben ikke effektivt kunnet kontrollere, om de ansattes årlige kørsel oversteg 20.000 kilometer, og om de dermed kun havde ret til godtgørelse med den lavere sats, som Skatterådet har fastsat for kørsel over 20.000 kilometer årligt.

Kørsel til kampe

En del af de ansatte har registeret kørsel i egen bil til kampe rundt omkring i Danmark, selvom klubben i mange tilfælde hyrede en spillerbus til at køre spillere og trænere til kampe. Der foreligger ingen oplysninger om, at klubben registrerede, hvem der kørte med i spillerbussen. Klubbens bogholdere, der forestod kontrol af grundlaget for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, havde således ikke mulighed for at kontrollere, om det var korrekt, at den enkelte spiller/træner kørte i egen bil, eller om han kørte med i spillerbussen.

Grundlaget for at udbetale skattefri godtgørelse for kørsel til de kampe på udebane, hvortil der også kørte spillerbus, kunne dermed ikke kontrolleres effektivt.

Godtgørelse for kørsel til træning forskellige steder samme dag

SKAT har påpeget, at der til forskellige spillere på samme hold er udbetalt godtgørelse for kørsel til forskellige træningssteder samme dag.

Klagers repræsentant har udtalt, at der kan være forskel på om spillere træner på samme tidspunkt og samme sted. Klubben kan ikke fremlægge oversigter over træningsfremmøder for tidligere år, da disse oversigter ifølge repræsentanten ikke er gemt.

Nævnet mener, at det er udokumenteret og i øvrigt ikke sandsynligt, at visse spillere/trænere trænede i en by (f.eks. [by4]), mens andre spillere/trænere på samme hold trænede i en anden by (f.eks. [by6]) samme dag. På trods heraf har spillere/trænere fået godtgørelse for kørsel til træning i forskellige byer samme dag.

Dette underbygger, at klubben ikke førte en effektiv kontrol af, om grundlaget for at udbetale skattefri godtgørelse var til stede.

Attestation på kørselsrapporter

I en klagesag for en af de øvrige ansatte, har klagers repræsentant udtalt følgende om den pågældende persons kørselsrapporter: ”De skemaer, som ... [navn udeladt] har udfyldt, er påtegnet et flueben, hvilket er udtryk for, at skemaerne er kontrolleret.”

Ud fra denne udtalelse må det antages, at der er påført attestation med ”flueben” eller lignende på de kørselsrapporter, der er kontrolleret af klubben.

På mange kørselsrapporter for de ansatte – herunder på den kørselsrapport der foreligger for klager – er der intet ”flueben”, ligesom der heller ikke er nogen anden form for attestation. Dette indikerer, at klubben i stort omfang ikke har kontrolleret de kørselsrapporter, der ligger til grund for udbetalingerne af skattefri kørselsgodtgørelse.

60-dages-reglen

For i hvert fald fire ansatte kan det konstateres eller lægges til grund, at de har fået udbetalt kørselsgodtgørelse skattefrit for kørsel mellem bopæl og [...] i et sådant omfang (udover 60 arbejdsdage inden for en 12 måneders periode), at der ikke kunne udbetales skattefri kørselsgodtgørelse, fordi kørslen ikke var erhvervsmæssig, jf. ligningslovens § 9, stk. 5 og § 9 B, stk. 1-2.

Der er ikke grund til at tro, at disse fire var de eneste, der kørte til [...] mere end 60 gange i løbet af 12 måneder.

Der er ikke oplysninger, der tyder på, at klubben førte nogen form for kontrol af, om spillernes, trænernes og holdledernes kørsler til træning og kampe var erhvervsmæssige ifølge 60-dages reglen.

Derfor må det lægges til grund, at der i klubben var det generelle kontrolproblem, at der ikke blev ført nogen kontrol med 60-dages reglen. Dette understøttes af, at klubbens tidligere bogholder [person2] på mødet med nævnet ikke var i stand til at oplyse, hvordan de opfattede 60-dages reglen.

Der henvises til Landsskatterettens kendelse af 19. november 2008 (journal nr. 06-04173), hvor kørselsgodtgørelse – herunder også godtgørelse for de første 60 dages kørsel til en arbejdsplads – blev anset for skattepligtig, fordi arbejdsgiveren havde overset 60-dages-reglen og dermed ikke havde ført tilstrækkelig kontrol hele året med antal kørte kilometer.

Det bemærkes også, at direktøren for [virksomhed2] i brev af 9. januar 2012 har skrevet til SKAT, de ikke kan drive en klub med et elitemiljø, hvis klubben ikke som minimum kan godtgøre transportudgifterne for de spillere, der kører 3-5 gange om ugen fra [by3]/ Nordsjælland til træning og kampe i [by4], [by5], [by6] og [...].

Klubbens direktør mener tilsyneladende, at det er en forudsætning for at drive klubben elitemæssigt, at klubben kan udbetale skattefri kørselsgodtgørelse for kørsel til træning og kamp i hallerne på [...]. Direktørens udtalelse i brevet til SKAT – som er fremsat efter, at repræsentanter for klubben blev gjort opmærksom på 60-dages-reglen af SKAT - tyder således på, at klubbens ledelse ikke har haft interesse i at føre en effektiv kontrol med, om alle betingelserne for skattefri kørselsgodtgørelse var opfyldt, herunder 60-dages-reglen.

Konklusion

Det følger af retspraksis – navnlig Højesterets dom af 21. marts 2007 (SKM 2007.247.HR) – at det ikke er tilstrækkeligt for at få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse, at klager har foretaget kørsel i egen bil, og at denne kørsel er erhvervsmæssig i henhold til ligningslovens § 9 B. Det er en absolut forudsætning for skattefriheden, at [virksomhed2] også har ført fornøden kontrol med, om der er grundlag for at udbetale skattefri godtgørelse.

Da [virksomhed2] ikke har ført den fornødne kontrol, er den udbetalte kørselsgodtgørelse til klager ikke skattefri efter ligningslovens § 9, stk. 5, 2. punktum.

Dermed skal klager beskattes af kørselsgodtgørelsen, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, 1. punktum og Højesterets dom af 21. marts 2007 (SKM 2007.247.HR).

Forventningsprincippet

Repræsentanten anfører, at SKATs kontrol af kørselsgodtgørelse i 2007 ikke gav anledning til forhøjelser. Forretningsgangen i 2007 har været den samme efterfølgende. Repræsentanten mener, at i et sådant tilfælde - hvor SKAT har et stort regnskabsmateriale til kontrol, herunder mange skemaer om kørselsgodtgørelse, uden at dette giver anledning til bemærkninger eller kritik – har klubben en berettiget forventning om, at klubbens kontrol var tilstrækkelig. Til støtte herfor har advokaten indsendt SKATs notat af 21. september 2007 om SKATs arbejdsgiverkontrol i klubben den 20. september 2007.

Skatteankenævnet er uenigt i, at kontrollen i 2007 kan give klubben en berettiget forventning om, at kontrollen var tilstrækkelig effektiv i de påklagede år. Nævnet bemærker følgende om SKATs notat om kontrollen:

Det samme gør sig gældende for de påklagede år, hvor der også er mange af kørselsrapporterne, der ikke er attesteret.

I de påklagede år er der i mange tilfælde udbetalt godtgørelse, uden at kørselsbilagene indeholder de krævede oplysninger, der er nødvendige for at føre en effektiv kontrol – bl.a. mangler der i mange tilfælde oplysninger om, fra hvilken adresse og til hvilken adresse der er kørt, oplysninger om kørslens erhvervsmæssige formål (anledning til kørslen), oplysninger om lønmodtagerens adresse og CPR-nr. osv.

På trods heraf har klubben i de påklagede år i mange tilfælde udbetalt godtgørelse, hvor det ikke er anført på kørselsrapporterne, hvilken bil der er kørt i.

På trods heraf har klubben udbetalt godtgørelse i de påklagede år for kørsel, der ikke var erhvervsmæssig som følge af 60-dages reglen.

På baggrund heraf kan SKATs kontrol i 2007 ikke give klubben en berettiget forventning om, at kontrollen var tilstrækkelig effektiv i de påklagede år.

Ud fra de forhold som SKAT påpegede i 2007, må det tværtimod have fremstået klart for klubben, at kontrollen ikke var tilstrækkelig effektiv i de påklagede år.

6.2. Fristregler

Da klager er hovedanpartshaver, er han ikke omfattet af fristreglerne i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 om kort ligningsfrist. Det følger af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 1 jf. § 2, stk. 1, nr. 3.

Dermed er klager omfattet af fristreglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Ifølge bestemmelsen skal SKAT varsle en ændring senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, og SKAT skal træffe afgørelse senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

SKAT varslede ændring af klagers skatteansættelser for 2008-2011 den 22. juni 2012 og traf afgørelse den 11. juli 2012.

Ændringerne for 2009-2011 er foretaget inden for fristerne i § 26, stk. 1. For så vidt angår 2008 har SKAT ikke overholdt varslingsfristen, som var den 1. maj 2012.

Derfor må det bedømmes, om indkomsten for 2008 kunne ændres ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27.

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 kan SKAT ændre den skattepligtige indkomst, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at SKAT har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Det forhold, at kørselsgodtgørelse anses for skattepligtig, fordi [virksomhed2] ikke har ført den fornødne kontrol, kan ikke i sig selv medføre, at klager har udvist forsæt eller grov uagtsomhed. Der henvises til Østre Landsrets dom af 27. april 2010 (SKM.2010.383.ØLR). Her fandt landsretten, at lønmodtageren ikke havde udvist grov uagtsomhed, selvom han hverken havde oplyst til skattemyndighederne, at kørselsgodtgørelsen var baseret på et fast kilometerantal, eller oplyst at arbejdsgiveren ikke førte kontrol med antallet af kørte kilometer. Ved uagtsomhedsvurderingen lagde landsretten vægt på, at kørselsordningen var godkendt af kommunens forvaltningsdirektør.

I 2008 har klager modtaget kørselsgodtgørelse med 2.931 kr. Hvis det antages, at han er godtgjort med Skatterådets sats, er han godtgjort for (2.931 kr. / 3,47 kr./km) 845 kørte kilometer i 2008.

Ud fra kilometerangivelserne på synsrapporterne for klagers private Ford Mondeo er der kørt cirka 17.000 kilometer i bilen i 2008 og 2009. Kilometerangivelserne kan dermed ikke i sig selv sandsynliggøre, at de godtgjorte 845 kilometer for 2008 helt eller delvis er foretaget i den frie bil, som klager har fået stillet til rådighed af [virksomhed1] ApS.

Nævnet mener ikke, at der for klager foreligger konkrete forhold, som giver grundlag for at fastslå, at klager har udvist forsæt eller grov uagtsomhed i relation til den manglende selvangivelse af kørselsgodtgørelse for 2008.

Dette betyder, at SKATs afgørelse for 2008 ændres. Den skattepligtige kørselsgodtgørelse for 2008 ændres tilbage til det selvangivne, det vil sige 0 kr., idet SKAT ifølge skatteforvaltningslovens § 26 og § 27 ikke kunne gennemføre ændringen.

Dermed er det ikke relevant at tage stilling til, om SKATs afgørelse er ugyldig som følge af mangelfuld begrundelse for ekstraordinær genoptagelse.

6.3. Befordringsfradrag

I bemærkningerne til skatteankenævnets forslag til afgørelse gør klagers repræsentant gældende, at klager har ret til yderligere befordringsfradrag, hvis nævnet finder, at han er skattepligtig af kørselsgodtgørelse fra [virksomhed2].

Nævnet kan behandle klager over SKATs afgørelser. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 5, stk. 1. SKAT har ikke truffet afgørelse om befordringsfradrag. Derfor kan nævnet som udgangspunkt ikke tage stilling til, hvad klager skal have i befordringsfradrag.

Nævnet kan dog vælge at foretage afledte ændringer, der er en følge af klagen. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 36, stk. 7.

Hvis kørselsgodtgørelse fra arbejdsgiveren er skattepligtig, kan man få befordringsfradrag efter reglerne i ligningslovens § 9 C. Det fremgår af lovens § 9 B, stk. 3, 2. punktum. Opgørelse af befordringsfradrag må dermed anses at have en så nær sammenhæng med det påklagede punkt kørselsgodtgørelse, at nævnet vil kunne tage stilling til klagers anmodning om befordringsfradrag som en afledt ændring.

Nævnets sekretariat har oplyst klager, at hvis nævnet skal bedømme, om klager kan få yderligere befordringsfradrag i de påklagede år som en afledt ændring, vil det være betinget af, at klager laver en opgørelse af yderligere befordringsfradrag vedrørende kørsel for [virksomhed2], som nævnet kan tage stilling.

Klager har ikke indsendt en opgørelse af befordringsfradrag, hvorfor nævnet afviser at godkende yderligere befordringsfradrag.

Nævnet bemærker også, at klager har fri bil til rådighed, hvorfor han har adgang til arbejdsgiverbetalt befordring. Dermed kan han kun få befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, hvis han også indtægtsfører et beløb svarende til befordringsfradraget, jf. § 9 C, stk. 7.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt principal påstand om, at klagerens skatteansættelse i 2009, 2010 og 2011 nedsættes med henholdsvis 35.525 kr., 53.058 kr. og 27.202 kr.

Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til befordringsfradrag, jf. ligningslovens § 9 C.

Repræsentanten har fremført, at spillere og andre ansatte i [virksomhed2], der har fået udbetalt befordringsgodtgørelse, har påført de kørte kilometer på et skema, der er udarbejdet af klubbens tidligere revisor. Hver spiller har fået tilsendt skemaet elektronisk, hvorefter spilleren selv har udfyldt dette og returneret skemaet til klubbens bogholder. Klubbens bogholder har herefter inden udbetaling kontrolleret hvert skema for at påse, at den pågældende spiller eller ansat ikke har medtaget for mange kørsler.

Repræsentanten fremhæver, at det administrative personale i [virksomhed2], herunder selskabet bogholder, har et indgående kenskab til klubbens træningsfaciliteter, træningstider, spillere, kampprogram m.v. De ansatte i [virksomhed2] har alle håndhold som interesse og følger klubbens 1. og 2. divisionshold, hvorfor de i sagens natur har stor indsigt i spillernes kørselsbehov m.v. Selskabets bogholder har derfor også - når der sammenlignes med en normal bogholder - haft en særlig god forudsætning for at kontrollere, om de i skemaet anførte kilometer var i overensstemmelse med de faktisk kørte. Denne særlige gode forudsætning har naturligvis sammenhæng med, at selskabets bogholder følger spillerne ved ofte at være til stede i forbindelse med træning og kampe.

Om spilleres og træneres kørselsbehov som led i deres aktiviteter i klubben kan det oplyses, at alle hold træner cirka tre gange om ugen. I 1. division spilles der 26 turneringskampe pr. sæson, og i 2. division spilles der 22 turneringskampe pr. sæson.

Når de forskellige håndboldhold har spillet udekampe, har klubben lejet en bus af [virksomhed3] I/S. Bussen er primært anvendt til transport af spillere og trænere, idet bussen altid vil afgå, således at spillerne er fremme på kampstedet cirka 2-3 timer før selve kampen. Endvidere vil bussen først køre tilbage til klubben 1-2 timer efter kampen. Hvis andre fra klubben end spillere og trænere skal med til kampe, kører de typisk selv ud til det sted, hvor kampen spilles. Så er de ikke er afhængig af spillernes omklædning m.v., som medfører, at bussen afgår henholdsvis til og fra stedet lang tid før kampstart og efter kampen er slut. Endvidere kører enkelte spillere nogle gange selv af personlige årsager, hvilket er muligt efter konkret aftale med klubben.

Administrativt personale og bestyrelsesmedlemmer har som led i deres hverv et ansvar for at følge kampene, hvilket er årsagen til, at de ofte har kørt til udekampe m.v.

Som konsekvens af at klubbens kamp- og træningsfaciliteter geografisk er placeret langt fra hinanden, er der også en del kørsel mellem faciliteterne, både for spillere, trænere og det administrative personale. Det har været ganske almindeligt, at spillere og trænere samme aften eller weekend har ladet sig befordre mellem de forskellige faciliteter tilhørende klubben eller til udekampe.

De forskellige hold vil typisk træne på forskellige lokaliteter, uanset om de måtte træne på samme tidspunkt. Ligeledes vil spillerne og de forskellige hold også veksle mellem klubbens træningsfaciliteter, dvs. hallen i [by6], hallen i [by5], hallen i [by4] og hallen i [...]. Træningstidspunkt og sted vil derfor også kunne variere fra uge til uge, afhængig af rådigheden over de forskellige træningsfaciliteter.

Flere af klubbens spillere har i weekender eller samme dag spillet mere end én kamp for klubben, hvorfor de har haft behov for at lade sig befordre flere gange indenfor relativ kort tid.

Udover kørsel i forbindelse med udekampe og træning har der endvidere været behov for kørsel, når eksempelvis spillere har ladet sig befordre til fysioterapeuter og kiropraktorer i forbindelse med gen-optræning som følge af skader pådraget som led i deres aktiviteter for klubben. Endvidere har der været behov for kørsel, når trænere eller trænerassistenter har kørt til diverse kampe for at betragte kommende modstandere med henblik på efterfølgende at lægge en strategi for de kommende kampe i sæsonen. Det er således ikke ualmindeligt, at eksempelvis en træner for 1. divisionsholdet har kørt ud til forskellige udekampe og filmet kommende modstandere forud for kampe, hvori klubbens eget 1. divisionshold har deltaget. Til denne kørsel har klubben udbetalt befordringsgodtgørelse.

Når [virksomhed2] har udbetalt befordringsgodtgørelse til mange af spillerne, skyldes det, at klubben var nødt til at holde spillerne udgiftsneutrale i forhold for de udgifter, som spillerne selv afholdte til kørsel. Dette var særligt udtalt for de spillere som var rejst til eksempelvis [by3] for at læse som led i et studieforløb eller tilsvarende. Disse spillere kunne med fordel spille i en klub nærmere deres bopæl, hvorved de ville spare en masse udgifter til afskrivning på bil og køb af brændstof. Det har således været og er fortsat nødvendigt, at [virksomhed2] holder disse spillere udgiftsneutrale, idet klubben ellers ikke er i stand til at fastholde talenterne i [...] området.

Det er i øvrigt væsentligt at have for øje, at befordringsgodtgørelse udbetalt efter statens takster dækker de estimerede udgifter til kørsel, hvorfor spillere ved den udbetalte befordringsgodtgørelse kun er holdt udgiftsneutrale og ikke har haft fordele forbundet hermed. Det fremhæves, at mange spillere - særligt på de yngre hold - ikke får udbetalt befordringsgodtgørelse for deres kørsel til træning og kampe.

Kørselsgodtgørelse

Repræsentanten gør gældende, at betingelserne for at opnå skattefri befordringsgodtgørelse, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, jf. § 9 B, er opfyldt.

Det følger af ligningslovens § 9, stk. 4 (tidligere § 9, stk. 5), at godtgørelse, der udbetales af en arbejdsgiver for udgifter som en lønmodtager påføres som følge af arbejdet, skal medregnes ved indkomstopgørelsen – dog ikke godtgørelse af befordringsudgifter omfattet af lovens § 9 B.

Helt overordnet er det en forudsætning for, at der kan udbetales befordringsgodtgørelse skattefrit, at ligningslovens betingelser herfor er opfyldt, at godtgørelsen bliver udbetalt for det faktiske antal kilometer, som lønmodtageren har kørt, og at kørslen foregår i egen bil.

Det fremgår af ligningslovens § 9 B, stk. 1, at befordringen skal være erhvervsmæssig, førend der kan ske godtgørelse skattefrit. Det fremgår endvidere, at der ikke kan modtages skattefri godtgørelse i tilfælde, hvor udgifterne til den erhvervsmæssige befordring allerede er dækket på anden måde af arbejdsgiveren, eksempelvis hvis den ansatte har fri bil til rådighed. I bestemmelsen er det angivet, hvad der konstituerer erhvervsmæssig befordring, herunder befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage indenfor de forudgående 12 måneder.

Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 5, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol og administration af godtgørelsesreglerne. Lovforarbejderne har ikke taget stilling til de nærmere retningslinjer for, hvordan kontrollen og administrationen af de udbetalte befordringsgodtgørelser skal praktiseres af arbejdsgiveren.

Disse regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Ifølge bekendtgørelsen og SKATs egne vejledninger er det en forudsætning for, at udbetalingen af befordringsgodtgørelse er skattefri, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, at bogføringsbilag om den erhvervsmæssige kørsel skal indeholde nærmere bestemte oplysninger i form af modtagerens navn, adresse og CPR-nr., kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med eventuelle delmål, angivelse af antal kørte kilometer, de anvendte satser og beregning af befordringsgodtgørelsen.

Som betingelse for godkendelse af skattefri befordringsgodtgørelse kræves det ikke ifølge bekendtgørelsen eller retspraksis, at der er ført et egentligt kørselsregnskab. Men der stilles krav om, at udbetalingerne og dermed de kørte erhvervsmæssige kilometer kan kontrolleres, eksempelvis ved udfyldelse af et skema for befordringsgodtgørelse, hvor ovennævnte oplysninger fremgår.

Det er SKATs opfattelse, at [virksomhed2] ikke har udøvet fornøden kontrol i forbindelse med udbetalingen af befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B. Dette som følge af mødet den 25. oktober 2011 med [virksomhed2], hvor selskabet bl.a. var repræsenteret ved selskabets tidligere bogholder.

Selskabets tidligere bogholder udtalte ifølge SKAT, at der ikke blev ført kontrol med, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse var opfyldt. Dette bestrides. Det er repræsentanternes, herunder selskabets tidligere bogholders, helt klare opfattelse, at SKAT spurgte ind til, om selskabets tidligere bogholder var til stede hver gang, når spillerne mødte til træning og kampe, således at han kunne kontrollere, hvilken bil spillerne kørte i. Dette svarede selskabets tidligere bogholder selvsagt benægtede til, da det overordnet er trænerne og holdlederne, der kontrollerer, hvem der møder til træning og kampe. Det blev ikke drøftet på mødet, om denne kontrol var i relation til befordringsgodtgørelse.

Spillere i klubben, der har fået udbetalt befordringsgodtgørelse, har brugt et skema hertil, udarbejdet af klubbens tidligere revisor. Når skemaet er udfyldt, er det returneret til klubbens bogholder, der inden udbetaling af godtgørelsen har foretaget en kontrol af hvert skema. Dette med henblik på at kontrollere, at alle relevante oplysninger er medtaget.

Det er ganske væsentligt at holde sig for øje, at formålet med kontrollen alene er, at det skal kunne undersøges om de oplysninger, der danner grundlag for betalingen af godtgørelse, er til stede. Det er derfor ikke en del af kontrollen at undersøge, om en lønmodtager ejer den pågældende bil, som den erhvervsmæssig kørsel er foretaget i.

Det fremgår således ikke af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren skal føre en selvstændig kontrol af, hvorvidt lønmodtageren de facto har anvendt egen bil.

Repræsentanten mener, at det i øvrigt må have formodningen for sig, at klubben førte en effektiv kontrol med, om klager har deltaget i træning og kampe, idet klubben har betalt løn til klager, hvorfor klubben selvsagt også vil sikre sig, at klager lever op til sine forpligtigelser overfor klubben.

Det bestrides, at klubben ikke har haft en interesse at føre en effektiv kontrol med, om betingelserne for skattefri befordringsgodtgørelse var opfyldt. Det hænger i sagens natur sammen med, at klubben ikke har haft interesse i at udbetale mere i godtgørelse, end hvad spillere og trænere faktisk har været berettiget til i kraft af deres kørsel for klubben. Klubben er naturligvis ikke interesseret i at udbetale mere i godtgørelse, end den er forpligtet til.

Når SKAT helt overordnet har lagt til grund, at klubben burde have kontrolleret, at hver enkelt kørsel de facto er foretaget, og at klubben burde have kontrolleret, at kørslen er sket i spillerens egen bil, er dette at gå langt videre, end hvad der efter en klar og righoldig praksis kræves af kontrollen ved udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9.

[virksomhed2] har en meget almindelig og effektiv forretningsgang, der udgør udfyldelse af skemaerne til brug for udbetaling af befordringsgodtgørelse og kontrol heraf. Der er således med-arbejdere i selskabet, som har ansvar for at påse, at der kun udbetales befordringsgodtgørelse ifølge de indleverede skemaer. Dette ligeledes som der i selskabet er sikkerhed for, at disse medarbejdere har mulighed for at kontrollere, om de i skemaerne anførte oplysninger er i overensstemmelse med de faktiske erhvervsmæssige kørte kilometer. Klubben har således foretaget en ganske effektiv kontrol.

Skatteankenævnet har til støtte for sine afgørelser henvist til Højesterets dom af den 21, marts 2007 offentliggjort (SKM 2007.247.HR) og Vestre Landsrets dom af den 7. oktober 2002 (SKM 2002.525.VLR).

Det gøres heroverfor gældende, at de to domme ikke kan anvendes til støtte for Skatteankenævnets afgørelse.

Til støtte herfor skal der henvises til, at det direkte af Højesterets dom offentliggjort (SKM 2007.247.HR) fremgår, at den i sagen omhandlede arbejdsgiver ikke havde afsat medarbejdere til at kontrollere, hvorvidt betingelserne for udbetaling af skatfrie godtgørelse var opfyldt,

Højesteret lægger således ved dommen afgørende vægt på, at der ikke har været ført en kontrol for grundlaget ved skattefriheden, hvilket kommer til udtryk ved den af arbejdsgiver indeholdte A-skat, hvorved arbejdsgiver således ikke har taget stilling til, hvorvidt de udbetalte godtgørelser var skattefrie. Hertil kommer, at arbejdsgiver har udbetalt godtgørelserne med et fast beløb pr. dag, hvorfor den pågældende sag væsentligt adskiller sig fra nærværende sag vedrørende udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse fra [virksomhed2].

Den pågældende Højesteretsdom har således ingen præjudikatværdi i forhold til nærværende sag, idet faktum i relation til kontrollen og udbetalingen adskiller sig i så væsentlig grad, at sagerne på ingen måde er sammenlignelige.

Tilsvarende gør sig gældende for Vestre Landsrets dom offentliggjort i SKM 2002.525.VLR., hvoraf det fremgår af Landsrettens begrundelse og resultat, at der reelt ikke var fort nogen kontrol, idet der henvises til følgende fra præmisserne:

“Efter overenskomsten på området har sagsøgeren haft krav på befordringsgodtgørelse beregnet efter afstanden fra [virksomhed5] A/S til [virksomhed6], uanset hvor han havde bopæl. Arbejdsleder [person9] har da også forklaret, at de ansatte, der arbejdede i [by9] blev behandlet lige med hensyn til kørselsgodtgørelse, uanset hvor de boede. [virksomhed5] A/S har derfor ikke haft anledning til at føre kontrol med de kørte antal kilometer, og det kan efter bevisførelsen ikke antages at værftet har ført en sådan kontrol.”

Skatteankenævnet har endvidere i sine øvrige afgørelser anført, at det er udokumenteret og ikke sandsynliggjort, at visse spillere/trænere trænede i en by (f.eks. [by4]), mens andre spillere/trænere på samme hold trænede i en anden by (f.eks. [by6]) samme dag.

Det forekommer uklart, hvorfor Skatteankenævnet har været af den opfattelse, at dette ikke skulle være muligt. Det gøres heroverfor gældende, at dette er helt almindeligt, og der skal i den forbindelse henvises til en redegørelse udarbejdet til brug for sagen af [virksomhed2].

Videre har Skatteankenævnet anført, at de ud fra en udtalelse fra selskabets bogholder må antages, at der er påført attestation med flueben eller lignende på de kørselsrapporter, der er kontrolleret af klubben. I den forbindelse har Skatteankenævnet anført følgende:

Dette har Skatteankenævnet anført til trods for, at det under sagen er oplyst for Skatteankenævnet, at praksis vedrørende det såkaldte ”flueben” har været afhængig af, hvilken bogholder, der har foretaget kontrollen. Det ”manglende” flueben ikke kan tages til indtægt for, at der ikke er ført kontrol ved udbetalingen af befordringsgodtgørelse.

Endelig skal det fremhæves, at Skatteankenævnets generelle beskrivelse af forhold, der efter Skatteankenævnets opfattelse dokumenterer en mangelfuld kontrol, forekommer direkte usaglig, idet beskrivelsen i det hele er baseret på nogle løse overordnende betragtninger, som ikke har nogen realitet.

Det gøres i forlængelse heraf overordnet gældende, at kravet om kontrol er opfyldt, hvorfor den af [virksomhed2] udbetalte befordringsgodtgørelse er skattefri, jf. dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, jf. § 9 B.

Til støtte for den nedlagte påstand gør repræsentanten også gældende, at klubben og klageren har en berettiget forventning om, at betingelsen om kontrol konkret er opfyldt, idet SKAT i 2007 foretog en kontrol af [virksomhed2], herunder det materiale der fandtes om befordringsgodtgørelse i selskabet.

Denne kontrol gav ikke anledning til forhøjelser fra SKAT tilbage i 2007, hvilket fremgår af notat fra [Skattecentret] dateret 21. september 2007.

Den forretningsgang, der var i [virksomhed2] tilbage i 2007, hvor SKAT lavede et kontrolbesøg, har været den samme efterfølgende. I 2007 var denne kontrol tilstrækkelig, idet SKAT ikke i forbindelse med stikprøverne problematiserede udbetalingen af befordringsgodtgørelse i klubben. SKAT fremhævede kun, at antallet af de kørte kilometer skulle kontrolleres i forbindelse med udbetalingen.

Derfor forekommer det meget usagligt, at SKAT efterfølgende opstarter de mange sager om befordringsgodtgørelse på grundlag af – efter SKATs opfattelse – manglende kontrol af fremmødeved træning og kampe.

I et tilfælde som dette, hvor SKAT har et stort regnskabsmateriale til kontrol, herunder de mange udfyldte skemaer om befordringsgodtgørelse, uden at dette medfører bemærkninger eller kritik, har [virksomhed2] selvsagt en berettiget forventning om, at klubben havde tilstrækkelige kontrolforanstaltninger. Den af SKAT anvendte fremgangsmåde, hvorefter et set-up først anerkendes, hvorved klubben ikke får mulighed for at ændre procedurer, og SKAT efterfølgende ikke anerkender samme set-up med meget store omkostninger til følge for de implicerede spillere m.fl., er retssikkerhedsmæssigt meget problematisk.

Som følge heraf gøres det gældende, at [virksomhed2] og klageren har en berettiget forventning om, at den såkaldte kontrolbetingelse er tilstrækkelig med den følge, at der opnås medhold i sagen.

Egen bil

Endelig har repræsentanten anført, at den omstændighed, at klageren i en del af den i sagen omhandlede periode har anvendt en bil, som han har fået stillet til rådighed af selskabet [virksomhed1] ApS ikke fører til, at betingelsen om at befordring skal ske i ”egen bil” i ligningslovens § 9 B, jf. § 9, stk. 5, ikke er opfyldt.

Til støtte herfor er der for det første henvist til Den Juridiske Vejledning 2014-1, afsnit C.A.4.3.3.3.2

”Godtgørelse og erhvervsmæssig befordring”, hvoraf følgende fremgår:

”Egen bil, motorcykel m.v.

Erhvervsmæssig kørsel er kørsel, der er omfattet af LL § 9 B, når denne kørsel sker i/på lønmodtagerens eget befordringsmiddel. Som eget befordringsmiddel anses også ægtefællens eller en samlevers befordringsmiddel, når de samlevende har fælles økonomi.

Dele-bil og leasede biler

Ligningsrådet har i fire konkret beskrevne situationer taget stilling til begrebet "egen bil" og mulighed for godtgørelse af erhvervsmæssig benyttelse heraf i relation til delebil-ordninger, leasede biler og bil-sameje mellem ikke-samlevende personer. Afholder lønmodtageren de reelle, faktiske udgifter ved en delebil-ordning eller selv leaser en bil, vil kørslen kunne sidestilles med kørsel i egen bil. Samme gælder, hvor en person er faktisk medejer af bilen, uanset ejerne ikke er samboende. Ved en delebil-ordning, hvor arbejdsgiveren medvirker til, at bilen udover den erhvervsmæssige kørsel også står til rådighed for privat kørsel, skal der ske beskatning efter regler om fri bil. Se TfS 2000,1020 LR.”

For det andet er der henvist til den omtalte TfS 2000, 1020 LR. Ligningsrådet traf i sagen afgørelse om, at den omstændighed, at lønmodtageren benytter sin samlevers bil, men i øvrigt afholder udgifter til bilen, kan sidestilles med kørsel i egen bil. Det forhold, at den ansatte ikke formelt set er ejer af den pågældende bil, ses derfor at være uden betydning, såfremt den ansatte afholder halvdelen af samtlige omkostninger til bilen og dens benyttelse.

Dette synspunkt støttes endvidere af pkt. 16.1.1. i cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 til ligningsloven, hvori det hedder, at ”som egen bil anses også ægtefællens eller samleverens bil.”

Når klageren har ladet sig beskatte af værdi af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, har han ligeledes indirekte afholdt omkostningerne til bilen.

Befordringsfradrag

Repræsentanten gør i anden række gældende, at hvis Landsskatteretten finder, at klager skal beskattes af den udbetalte befordringsgodtgørelse, så har klager ret til kørselsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Til støtte herfor henvises der til Landsskatterettens kendelser af den 13. december 2011, j.nr. i 11-00578 og -79. I forbindelse med sagsbehandlingen ved Skatteankenævnet fandt nævnet ikke, at betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse var opfyldt. Skatteankenævnet godkendte i stedet et ligningsmæssigt fradrag. Landsskatteretten stadfæstede nævnets afgørelser. Det fremgår således, at det efter Landsskatterettens egen praksis er muligt i stedet at tildele befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 C, i det omfang betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse ikke er opfyldt.

Repræsentantens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling.

”Helt overordnet fastholdes det i samtlige sager, at [virksomhed2] i de i sagerne omhandlede indkomstår har ført en tilstrækkelig og effektiv kontrol ved udbetaling af befordringsgodtgørelse, hvorfor det er forkert, når Skatteankestyrelsen i hovedparten af de fremsendte forslag til afgørelser har anført, at det forholder sig anderledes.

Til støtte herfor skal der helt overordnet henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 5. november 2014 og Landsskatterettens afgørelse af den 13. august 2015. Sidstnævnte afgørelse vedrører netop udbetaling af befordringsgodtgørelse fra [virksomhed2].

Endvidere skal der henvises til, at Skatteankestyrelsen i sagen for så vidt angår A har indstillet til, at det er godtgjort, at [virksomhed2] har foretaget kontrol med udbetalingen af befordringsgodtgørelse i indkomståret 2009, og at den udbetalte befordringsgodtgørelse i det pågældende indkomstår derfor ikke er skattepligtig.

Det er således både Landsskatterettens og Skatteankestyrelsens opfattelse, at de rutiner, som har været anvendt af [virksomhed2] i forbindelse med udbetaling af befordringsgodtgørelse i de pågældende indkomstår, har været korrekte. Der er således heller ikke grundlag for at tage det afsæt, at [virksomhed2] ikke generelt har varetaget sin kontrolforpligtigelse i forbindelse med udbetaling af befordringsgodtgørelse.

Landsskatterettens afgørelse af den 13. august 2015 og Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse i sagen vedrørende A kan derimod tages direkte til indtægt for, at [virksomhed2] generelt har varetaget sin kontrolforpligtigelse i forbindelse med udbetaling af befordringsgodtgørelse.

Dette kan også konstateres derved, at der for langt hovedparten af de fremlagte kørselsbilag er angivet et flueben, som selskabets tidligere bogholder [person2] satte i forbindelse med udbetalingen af befordringsgodtgørelsen.

Som oplyst i de supplerende indlæg i de enkelte sager, anvendte den efterfølgende bogholder i selskabet ikke samme fremgangsmåde, hvilket SKAT har taget til indtægt for, at der således ikke er foretaget kontrol i relation til de kørselsbilag, hvorpå der ikke er sat et flueben.

Dette er ikke korrekt og har således heller ikke støtte i Landsskatterettens afgørelse af den 13. august 2015.

Desuagtet bliver Skatteankestyrelsen ved med at hæfte sig ved, at der ikke er foretaget attestation på kørselsbilagene i forbindelse med udbetaling af befordringsgodtgørelse fra [virksomhed2]. Skatteankestyrelsen forsøger således at opstille et krav om, at kørselsbilagene skal være attesteret.

Dette er imidlertid en remissens tilbage fra sagernes behandling ved SKAT, som på ingen måde har støtte i praksis. De steder, hvor Skatteankestyrelsen henviser til den manglende attestation, er således også særligt i de sager, hvor det er oplagt, at betingelserne for skattefrihed er opfyldte.

Det synes således umiddelbart også at have karakter af et underfundigt forsøg på at fastholde beskatning desuagtet, at betingelserne for skattefrihed utvivlsomt er opfyldte.

Med en sådan fremgangsmåde synes der således heller ikke at være sket en tilstrækkelig individuel sagsbehandling i forhold til hver enkelt sag. Dette uanset, at Skatteankestyrelsen er blevet pålagt dette i forbindelse med det afholdte retsmøde den 29. maj 2015.

I den forbindelse skal det i øvrigt bemærkes, at det efter vores helt klare opfattelse er en selvfølge, at der skal ske en individuel sagsbehandling i hver enkelt sag, og at det derfor også forekommer mærkværdigt, at Skatteankestyrelsen fortsat blot vedbliver med at henvise til nogle generelle betragtninger, som ikke er relevante for de enkelte.

Skatteankestyrelsens indstillinger er således heller ikke på nogen måde i overensstemmelse med praksis på området, idet der igen skal henvises til de to nyere afgørelser afsagt af Landsskatteretten i henholdsvis 2014 og 2015.

(...).”

Landsskatterettens afgørelse

Godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter omfattet af § 9 B. Dette følger af ligningslovens § 9, stk. 4, 1. og 2. pkt. (fra indkomståret 2010, ligningslovens § 9, stk. 4, 1. og 2. pkt., jf. § 18, stk. 2 i lov nr. 1278 af 16. december 2009).

Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil, jf. § 2, stk. 1, 1.pkt., i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.

For at arbejdsgiveren kan føre denne kontrol er det en forudsætning, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2, at bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel indeholder:

1)Modtagerens navn, adresse og CPR-nr..

2)Kørslens erhvervsmæssige formål.

3)Dato for kørslen.

4)Kørslens mål med eventuelle delmål.

5)Angivelse af antal kørte kilometer.

6)De anvendte satser.

7)Beregning af befordringsgodtgørelsen.

Af bekendtgørelsens § 2, stk. 3, fremgår, at udbetales befordringsgodtgørelse med et højere beløb end Ligningsrådets (nu Skatterådet) satser, anses hele beløbet for personlig indkomst.

Klageren har haft fri bil til rådighed i de påklagede indkomstår. Landsskatteretten lægger til grund, at i hvert fald en del af den kørsel som er godtgjort af [virksomhed2] i 2010 og 2011 er sket i firmabilen, idet klagerens private bil, Ford Mondeo, ifølge synsrapporterne alene har kørt 9.000 km. i samme periode, som klageren har fået godtgjort 22.561 km. Det forhold, at klageren er beskattet af rådighed over firmabil til privat kørsel kan ikke sidestilles med egen eller leaset bil, jf. Østre Landsrets dom i TfS 2004, 373 samt byrettens dom i SKM2008.823, hvor de begge fastslår, at der ikke kan udbetales skattefri godtgørelse for kørsel i en firmabil. Når klageren har firmabil til rådighed er der en formodning for, at denne er anvendt, jf. SKM2008.823.

De fremlagte bilag opfylder i mere eller mindre omfang ikke de krav, der stilles i § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, herunder angivelse af kørslens mål, modtagerens adresse og CPR-nr., de anvendte satser eller beregningen af godtgørelen. De angiver endvidere ikke hvilken bil, der er benyttet i forbindelse med den erhvervsmæssige kørsel, hvilket er en forudsætning i tilfælde, hvor der kan være tvivl, jf. eksempelvis Vestre Landsrets dom, gengivet i SKM2005.19, samt byretternes domme, gengivet i SKM2008.823 og SKM2015.378. Bilagene er endvidere først fremlagt for skatteankenævn og Landsskatteretten, hvilket skærper kravet til bevis for, at betingelserne for skattefrihed har været til på udbetalingstidspunktet, herunder de på bilagene anførte oplysninger.

Bilagene angiver endvidere mere kørsel end der godtgjort, uden at det af bilagene fremgår, hvilken kørsel, der er godtgjort, eller hvorfor kørslen ikke er godtgjort. Således har klageren ifølge det udaterede bilag i januar og maj måned 2009 fået godtgjort 10.110 km., men ifølge bilaget har han kørt 15.083 ”mulige” kilometer. Ifølge et andet bilag, har han endvidere i sidste halvdel af 2009 kørt 7.282 km., som han ikke er godtgjort.

På det foreliggende grundlag har klageren således ikke godtgjort, at arbejdsgiveren, [virksomhed2], har ført en effektiv kontrol ved udbetalingen af den skattefri kørselsgodtgørelse, således som arbejdsgiveren er forpligtiget til i medfør af § 2, stk. 1, 1.pkt., i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, eller at han i øvrigt opfylder betingelsen om kørsel i egen bil. Godtgørelsen er derfor skattepligtig, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, 1. pkt., henholdsvis stk. 4, 1. pkt. samt eksempelvis Østre Landsret i SKM2003.317.

Det af repræsentanten anførte vedrørende Landsskatterettens praksis kan ikke medføre andet resultat.

For så vidt angår klagerens anbringende om berettiget forventning bemærkes, at SKAT ved kontrollen i 2007 anførte, at der ikke var ført tilstrækkelig kontrol med udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse i 2005 og 2006. Selskabet ses ikke at have fulgt op på SKATs kontrol. Klageren har dermed ikke godtgjort, at arbejdsgiveren [virksomhed2] har haft en berettiget forventning om, at godtgørelsen kunne udbetales skattefrit.

Landsskatteretten stadfæster således skatteankenævnets afgørelse vedrørende dette punkt.

Udbetaler arbejdsgiveren ikke hel eller delvis skattefri godtgørelse, kan fradrag for befordring foretages efter § 9 C, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 5, 2. pkt., henholdsvis stk. 4, 2. pkt., såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Der gives således klageren medhold i den subsidiære påstand, idet Landsskatteretten dog overlader det til SKAT at træffe afgørelse om i hvilket omfang klageren er berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9 C.