Kendelse af 30-03-2016 - indlagt i TaxCons database den 07-05-2016

SKAT har imødekommet anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for 2009 og 2010, men har ikke fundet grundlag for at ændre afgørelsen af 1. november 2011, hvor SKAT forhøjede klagerens skattepligtige indkomst med udbetalt skattefri godtgørelse på henholdsvis 71.105 kr. og 54.718 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren var i de påklagede år ansat som kontraktspiller i håndboldklubben [virksomhed1] A/S, (CVR-nr. [...1]).

Klageren modtog følgende i løn og skattefri kørselsgodtgørelse:

Løn

Skattefri kørselsgodtgørelse

2008

29.000 kr.

37.616 kr.

2009

17.000 kr.

71.105 kr.

2010

13.500 kr.

54.717 kr.

2011

9.700 kr.

27.393 kr.

Ifølge CPR har klager været tilmeldt folkeregisteret [adresse1], [by1], i perioden fra den 13. august 2007 til 24. marts 2011. På samme adresse har i perioden fra den 13. august 2007 til 1. november 2015 boet [person1].

Kørselsrapporter

Som grundlag for udbetaling af kørselsgodtgørelse har de ansatte (spillere, trænere m.fl.) udfyldt og afleveret kørselsrapporter til [virksomhed1] A/S.

Klageren har i mail af 12. september 2011 til SKAT i forbindelse med ansættelsen for 2009 og 2010 indsendt kørselsrapporter for henholdsvis december 2008 og januar 2009 samt 9 kørselsrapporter for perioden 5. januar 2010 – 17. december 2010. Der er oplyst dato, mål for kørslen, antal kilometer, takst, samt beregning af godtgørelsen. Der er ”flueben” på 2 af rapporterne.

For Landsskatteretten er der fremlagt yderligere 1 rapport for august 2008, 11 (standard) kørselsrapporter for ”2008/2009”, hvoraf der er sat et ”flueben” på de 9, (der er to enslydende for april måned, samt to forskellige for september) samt de 9 kørselsrapporter, som er fremlagt for SKAT. Dog er der ikke overensstemmelse mellem rapporterne for oktober, november og december. Af SKATs rapporter fremgår der kørsel den 6., 8., 20. og 22. oktober, 3., 5., 17. og 19. november, samt 1., 3. 15. og 17. december. Af rapporterne fremlagt for Landsskatteretten er der kørsel den 6., 9., 13., 16. og 20. oktober, 3., 6., 10., 13. og 24. november samt 1., 3., 8., 11. og 15. december.

For alle kørselsrapporterne gælder, at den godtgjorte kørsel vedrører kørsel til hallen i [by2] og [by3] hallen, henholdsvis 3 gange og 2 gange pr. måned. Fornavn er påført med håndskrift. Klagerens CPR-nr. og adresse fremgår ikke, formål med kørslen eller hvilken bil, der er kørt i, er ikke anført.

Klagers rådighed over biler

Klageren har været registeret som ejer af en bil af mærket Hyandai Coupe, registreringsnummer [reg.nr.1], fra den 29. oktober 2010.

Klageren har i forbindelse med SKATs oprindelige ansættelse oplyst, at han har kørt i sin tidligere ægtefælles bil ([reg.nr.2]).

SKATs afgørelse af 1. november 2011

SKAT har ved afgørelse af 1. november 2011 forhøjet klagerens indkomst i 2009 og 2010 med udbetalt skattefri godtgørelse på henholdsvis 71.105 kr. og 54.718 kr. Som begrundelse er anført, at klageren ikke har været registreret ejer af en bil i den pågældende periode, samt at klageren ikke har dokumenteret, at han har afholdt udgifter for kørsel i sin daværende ægtefælles bil.

Som konsekvens heraf er der i stedet godkendt fradrag efter ligningslovens § 9 C med 63.104 kr. pr. år, svarende til 4 dage ugentlig – 2 dage til [by2] og 2 dage til [by3] i 46 uger efter aftale med klageren.

Klagerens repræsentant har i mail af 30. april 2013 anmodet om genoptagelse af skatteansættelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 26 med henvisning til at betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse er til stede.

SKATs kontrol i [virksomhed1] i 2007

Arbejdsgiverkontrollen i [Skattecentret] har udarbejdet følgende notat af 21. september 2007 om SKATs kontrol i [virksomhed1] A/S i 2007:

Arbejdsgiverkontrol den 20. september 2007.

Der blev foretaget arbejdsgiverkontrol i ovennævnte virksomhed efter forudgående varsling pr. brev den 5. september 2007.09.21

Kontrolbesøget omhandlede udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse for indkomståret 2006.

[person2] oplyste, at han havde overtaget jobbet som forretningsfører efter [person3] den 1. januar 2007. Det blev ligeledes oplyst, at der er valgt ny revisor nemlig [virksomhed2] ([person4]).

[person2] oplyste, at der er forsvundet en mappe med bilag for den sidste halvdel af 2006, mappen er formentlig forsvundet i forbindelse med generelforsamlingen.


Der blev foretaget stikprøvevis kontrol af de bilag der fandtes, og arbejdsgiverkontrollen påtalte ved denne lejlighed, at der ikke var ført tilstrækkelig kontrol med udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse bl.a. fordi der ikke fandtes nogen former for attestation eller rettelser på bogføringsbilag.

Yderligere blev det konstateret, at de afleverede køresedler (bogføringsbilag) fra to spillere der kørte fra [by1] området ikke altid havde sammenfald på datoerne for, hvornår der var kørt. Vi må formode at der trænes af alle spillere på samme datoer. [person2] oplyser, at de spillere der får udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse har forpligtet sig til at medtage andre spillere fra [by1] området.

Det blev af referenten forklaret, at de spillere, der får udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse,
skal føre et korrekt regnskab (bogføringsbilag) der skal indeholde:


1. Modtagerens navn, adresse og CPR-nr..
2. Kørslens erhvervsmæssige formål
3. Dato for kørslen
4. Kørslens mål med eventuelle delmål
5. Det faktiske antal kørte erhvervsmæssigt kørte kilometer
6. De anvendte satser
7. Beregning af befordringsgodtgørelsen


[person2] blev gjort bekendt med, at det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af erhvervsmæssigt kørte kilometer.


Arbejdsgiveren skal yderligere sikre sig, at udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse kun sker for kørsel med lønmodtagerens eget køretøj.


Befordringsgodtgørelse er skattepligtig A-indkomst for lønmodtageren, hvis ikke alle betingelser for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse er opfyldt. Det gælder også, hvis arbejdsgiveren ikke har ført den fornødne kontrol.

Det er derfor vigtigt at udbetalingen af skattefri godtgørelse og arbejdsgiverens kontrol af samme er ordentligt dokumenteret. En sådan dokumentation forudsætter, at de nævnte oplysninger fremgår af arbejdsgiverens bogføringsbilag, og at disse bærer præg af, at arbejdsgiveren har ført den fornødne kontrol, eksempelvis i form af attestation og eventuelle fejlrettelser.

Det er derfor meget vigtigt, at lønmodtageren leverer de oplysninger, der skal til, for at arbejdsgiveren kan føre den fornødne kontrol.

Skattefri befordringsgodtgørelse kan kun udbetales efter Ligningsrådets satser.

[person2] blev orienteret om Skats muligheder for efterfølgende kontrol med udbetalingerne af skattefri befordringsgodtgørelse bl.a. med hensyn til 60 dages reglen, herunder kontrol af turneringsplaner, træningsplaner, træningssted- og tider.

Der vil på det foreliggende grundlag ikke blive foretaget videre for så vidt angår 2005 og 2006.”

SKATs afgørelse

SKAT har fastholdt ansættelsen af 1. november 2011, idet der ikke i anmodningen om genoptagelse foreligger nye oplysninger til sagen.

Som begrundelse for afgørelsen har SKAT anført følgende:

Som begrundelse for anmodning om genoptagelse gøres det overordnet gældende, at betingelserne for at opnå skattefri befordringsgodtgørelse, jf. ligningslovens § 9, stk. 4 jf. § 9B, er opfyldte.

Advokatfirmaet oplyser blandt andet at spillere i [virksomhed1] A/S, der får udbetalt befordringsgodtgørelse, har brugt en skabelon hertil, der er udarbejdet af klubbens tidligere revisor. Når skemaet er udfyldt, er det returneret til klubbens bogholder, der inden udbetalingen af godtgørelsen har foretaget kontrol af hvert skema for at påse, at alle relevante oplysninger er medtaget.

Endvidere anfører Advokatfirmaet, at formålet med kontrollen er, at det skal kunne undersøges om de oplysninger, der danner grundlag for betaling af godtgørelsen, er til stede. Det er derfor ikke en del af kontrollen at undersøge, om en lønmodtager ejer den pågældende bil, som der udbetales godtgørelse i relation til.

Skattefri befordringsgodtgørelse er et beløb, som udbetales af arbejdsgiveren med en km.-sats til dækning af udgifter, som lønmodtageren har afholdt til erhvervsmæssig befordring i egen eller ægtefælles bil.

Du er tidligere blevet bedt om at dokumentere dine faktiske biludgifter. Du har telefonisk oplyst, at du ikke kan dokumentere dine driftsudgifter, og du har ikke på anden måde mulighed for at dokumentere antallet af kørte kilometre. Bilen er blevet solgt i februar 2011.

Det er en endvidere en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af erhvervsmæssige kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil. Jf. Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 skal bilaget, hvorefter der udbetales skattefri befordringsgodtgørelse indeholde følgende oplysninger:

1) modtagerens navn, adresse og CPR-nr..

2) kørslens erhvervsmæssige formål.

3) dato for kørslen.

4) kørslens mål med eventuelle delmål.

5) angivelse af antal kørte kilometer.

6) anvendte satser.

7) beregning af befordringsgodtgørelsen.

Det er konstateret at dine kørselsbilag ikke opfylder disse krav og at [virksomhed1] A/S ikke har ført den fornødne kontrol med om betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse er opfyldt.

Da du ikke har dokumenteret dine biludgifter og [virksomhed1] A/S ikke har ført den fornødne kontrol med om betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse er opfyldt, kan befordringsgodtgørelsen ikke udbetales skattefri, men anses for skattepligtig løn, jf. Skatteforvaltningslovens § 4.

Advokatfirmaet oplyser, at SKAT i 2008 har foretaget et kontrolbesøg hos [virksomhed1] A/S, hvor SKAT ikke i den forbindelse problematiserede udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelser i klubben, og mener derfor at klubben har en forventning om, at klubben fører de tilstrækkelige kontrolforanstaltninger.

SKAT har været på arbejdsgiverkontrol i 2007 hos [virksomhed1] A/S vedrørende tidligere indkomstår.

En uformel forhåndstilkendegivelse er ikke bindende for SKAT, fordi [virksomhed1] A/S ikke efterfølgende har fuldt retspraksis. Det er konstateret, at [virksomhed1] A/S ikke har ført den fornødne kontrol med om betingelserne for skattefri befordringsgodtgørelse er opfyldt, derfor kan klubben ikke udbetale befordringsgodtgørelse skattefrit.

Da der ikke i anmodningen om genoptagelse foreligger nye oplysninger til sagen fastholdes ansættelsen således:

(...)”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt principal påstand om, at klagerens skatteansættelse i 2009 og 2010 nedsættes med henholdsvis 71.105 kr. og 54.718 kr.

Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til befordringsfradrag, jf. ligningslovens § 9 C, med henholdsvis 47.390 kr. og 46.720 kr.

Repræsentanten har fremført, at spillere og andre ansatte i [virksomhed1] A/S, der har fået udbetalt befordringsgodtgørelse, har påført de kørte kilometer på et skema, der er udarbejdet af klubbens tidligere revisor. Hver spiller har fået tilsendt skemaet elektronisk, hvorefter spilleren selv har udfyldt dette og returneret skemaet til klubbens bogholder. Klubbens bogholder har herefter inden udbetaling kontrolleret hvert skema for at påse, at den pågældende spiller eller ansat ikke har medtaget for mange kørsler.

Repræsentanten fremhæver, at det administrative personale i [virksomhed1] A/S, herunder selskabet bogholder, har et indgående kenskab til klubbens træningsfaciliteter, træningstider, spillere, kampprogram m.v. De ansatte i [virksomhed1] A/S har alle håndhold som interesse og følger klubbens 1. og 2. divisionshold, hvorfor de i sagens natur har stor indsigt i spillernes kørselsbehov m.v. Selskabets bogholder har derfor også - når der sammenlignes med en normal bogholder - haft en særlig god forudsætning for at kontrollere, om de i skemaet anførte kilometer var i overensstemmelse med de faktisk kørte. Denne særlige gode forudsætning har naturligvis sammenhæng med, at selskabets bogholder følger spillerne ved ofte at være til stede i forbindelse med træning og kampe.

Om spilleres og træneres kørselsbehov som led i deres aktiviteter i klubben kan det oplyses, at alle hold træner cirka tre gange om ugen. I 1. division spilles der 26 turneringskampe pr. sæson, og i 2. division spilles der 22 turneringskampe pr. sæson.

Når de forskellige håndboldhold har spillet udekampe, har klubben lejet en bus af [virksomhed3] I/S. Bussen er primært anvendt til transport af spillere og trænere, idet bussen altid vil afgå, således at spillerne er fremme på kampstedet cirka 2-3 timer før selve kampen. Endvidere vil bussen først køre tilbage til klubben 1-2 timer efter kampen. Hvis andre fra klubben end spillere og trænere skal med til kampe, kører de typisk selv ud til det sted, hvor kampen spilles. Så er de ikke er afhængig af spillernes omklædning m.v., som medfører, at bussen afgår henholdsvis til og fra stedet lang tid før kampstart og efter kampen er slut. Endvidere kører enkelte spillere nogle gange selv af personlige årsager, hvilket er muligt efter konkret aftale med klubben.

Administrativt personale og bestyrelsesmedlemmer har som led i deres hverv et ansvar for at følge kampene, hvilket er årsagen til, at de ofte har kørt til udekampe m.v.

Som konsekvens af at klubbens kamp- og træningsfaciliteter geografisk er placeret langt fra hinanden, er der også en del kørsel mellem faciliteterne, både for spillere, trænere og det administrative personale. Det har været ganske almindeligt, at spillere og trænere samme aften eller weekend har ladet sig befordre mellem de forskellige faciliteter tilhørende klubben eller til udekampe.

De forskellige hold vil typisk træne på forskellige lokaliteter, uanset om de måtte træne på samme tidspunkt. Ligeledes vil spillerne og de forskellige hold også veksle mellem klubbens træningsfaciliteter, dvs. hallen i [by4], hallen i [by3], hallen i [by2] og hallen i [...]. Træningstidspunkt og sted vil derfor også kunne variere fra uge til uge, afhængig af rådigheden over de forskellige træningsfaciliteter.

Flere af klubbens spillere har i weekender eller samme dag spillet mere end én kamp for klubben, hvorfor de har haft behov for at lade sig befordre flere gange indenfor relativ kort tid.

Udover kørsel i forbindelse med udekampe og træning har der endvidere været behov for kørsel, når eksempelvis spillere har ladet sig befordre til fysioterapeuter og kiropraktorer i forbindelse med gen-optræning som følge af skader pådraget som led i deres aktiviteter for klubben. Endvidere har der været behov for kørsel, når trænere eller trænerassistenter har kørt til diverse kampe for at betragte kommende modstandere med henblik på efterfølgende at lægge en strategi for de kommende kampe i sæsonen. Det er således ikke ualmindeligt, at eksempelvis en træner for 1. divisionsholdet har kørt ud til forskellige udekampe og filmet kommende modstandere forud for kampe, hvori klubbens eget 1. divisionshold har deltaget. Til denne kørsel har klubben udbetalt befordringsgodtgørelse.

Når [virksomhed1] A/S har udbetalt befordringsgodtgørelse til mange af spillerne, skyldes det, at klubben var nødt til at holde spillerne udgiftsneutrale i forhold for de udgifter, som spillerne selv afholdte til kørsel. Dette var særligt udtalt for de spillere som var rejst til eksempelvis [by1] for at læse som led i et studieforløb eller tilsvarende. Disse spillere kunne med fordel spille i en klub nærmere deres bopæl, hvorved de ville spare en masse udgifter til afskrivning på bil og køb af brændstof. Det har således været og er fortsat nødvendigt, at [virksomhed1] A/S holder disse spillere udgiftsneutrale, idet klubben ellers ikke er i stand til at fastholde talenterne i [...] området.

Det er i øvrigt væsentligt at have for øje, at befordringsgodtgørelse udbetalt efter statens takster dækker de estimerede udgifter til kørsel, hvorfor spillere ved den udbetalte befordringsgodtgørelse kun er holdt udgiftsneutrale og ikke har haft fordele forbundet hermed. Det fremhæves, at mange spillere - særligt på de yngre hold - ikke får udbetalt befordringsgodtgørelse for deres kørsel til træning og kampe.

Kørselsgodtgørelse

Repræsentanten gør gældende, at betingelserne for at opnå skattefri befordringsgodtgørelse, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, jf. § 9 B, er opfyldt.

Det følger af ligningslovens § 9, stk. 4 (tidligere § 9, stk. 5), at godtgørelse, der udbetales af en arbejdsgiver for udgifter som en lønmodtager påføres som følge af arbejdet, skal medregnes ved indkomstopgørelsen – dog ikke godtgørelse af befordringsudgifter omfattet af lovens § 9 B.

Helt overordnet er det en forudsætning for, at der kan udbetales befordringsgodtgørelse skattefrit, at ligningslovens betingelser herfor er opfyldt, at godtgørelsen bliver udbetalt for det faktiske antal kilometer, som lønmodtageren har kørt, og at kørslen foregår i egen bil.

Det fremgår af ligningslovens § 9 B, stk. 1, at befordringen skal være erhvervsmæssig, førend der kan ske godtgørelse skattefrit. Det fremgår endvidere, at der ikke kan modtages skattefri godtgørelse i tilfælde, hvor udgifterne til den erhvervsmæssige befordring allerede er dækket på anden måde af arbejdsgiveren, eksempelvis hvis den ansatte har fri bil til rådighed. I bestemmelsen er det angivet, hvad der konstituerer erhvervsmæssig befordring, herunder befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage indenfor de forudgående 12 måneder.

Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 5, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol og administration af godtgørelsesreglerne. Lovforarbejderne har ikke taget stilling til de nærmere retningslinjer for, hvordan kontrollen og administrationen af de udbetalte befordringsgodtgørelser skal praktiseres af arbejdsgiveren.

Disse regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Ifølge bekendtgørelsen og SKATs egne vejledninger er det en forudsætning for, at udbetalingen af befordringsgodtgørelse er skattefri, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, at bogføringsbilag om den erhvervsmæssige kørsel skal indeholde nærmere bestemte oplysninger i form af modtagerens navn, adresse og CPR-nr., kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med eventuelle delmål, angivelse af antal kørte kilometer, de anvendte satser og beregning af befordringsgodtgørelsen.

Som betingelse for godkendelse af skattefri befordringsgodtgørelse kræves det ikke ifølge bekendtgørelsen eller retspraksis, at der er ført et egentligt kørselsregnskab. Men der stilles krav om, at udbetalingerne og dermed de kørte erhvervsmæssige kilometer kan kontrolleres, eksempelvis ved udfyldelse af et skema for befordringsgodtgørelse, hvor ovennævnte oplysninger fremgår.

Det er SKATs opfattelse, at [virksomhed1] A/S ikke har udøvet fornøden kontrol i forbindelse med udbetalingen af befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B. Dette som følge af mødet den 25. oktober 2011 med [virksomhed1] A/S, hvor selskabet bl.a. var repræsenteret ved selskabets tidligere bogholder.

Selskabets tidligere bogholder udtalte ifølge SKAT, at der ikke blev ført kontrol med, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse var opfyldt. Dette bestrides. Det er repræsentanternes, herunder selskabets tidligere bogholders, helt klare opfattelse, at SKAT spurgte ind til, om selskabets tidligere bogholder var til stede hver gang, når spillerne mødte til træning og kampe, således at han kunne kontrollere, hvilken bil spillerne kørte i. Dette svarede selskabets tidligere bogholder selvsagt benægtede til, da det overordnet er trænerne og holdlederne, der kontrollerer, hvem der møder til træning og kampe. Det blev ikke drøftet på mødet, om denne kontrol var i relation til befordringsgodtgørelse.

Spillere i klubben, der har fået udbetalt befordringsgodtgørelse, har brugt et skema hertil, udarbejdet af klubbens tidligere revisor. Når skemaet er udfyldt, er det returneret til klubbens bogholder, der inden udbetaling af godtgørelsen har foretaget en kontrol af hvert skema. Dette med henblik på at kontrollere, at alle relevante oplysninger er medtaget.

Det er ganske væsentligt at holde sig for øje, at formålet med kontrollen alene er, at det skal kunne undersøges om de oplysninger, der danner grundlag for betalingen af godtgørelse, er til stede. Det er derfor ikke en del af kontrollen at undersøge, om en lønmodtager ejer den pågældende bil, som den erhvervsmæssig kørsel er foretaget i.

Det fremgår således ikke af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren skal føre en selvstændig kontrol af, hvorvidt lønmodtageren de facto har anvendt egen bil.

Repræsentanten mener, at det i øvrigt må have formodningen for sig, at klubben førte en effektiv kontrol med, om klager har deltaget i træning og kampe, idet klubben har betalt løn til klager, hvorfor klubben selvsagt også vil sikre sig, at klager lever op til sine forpligtigelser overfor klubben.

Det bestrides, at klubben ikke har haft en interesse at føre en effektiv kontrol med, om betingelserne for skattefri befordringsgodtgørelse var opfyldt. Det hænger i sagens natur sammen med, at klubben ikke har haft interesse i at udbetale mere i godtgørelse, end hvad spillere og trænere faktisk har været berettiget til i kraft af deres kørsel for klubben. Klubben er naturligvis ikke interesseret i at udbetale mere i godtgørelse, end den er forpligtet til.

Når SKAT helt overordnet har lagt til grund, at klubben burde have kontrolleret, at hver enkelt kørsel de facto er foretaget, og at klubben burde have kontrolleret, at kørslen er sket i spillerens egen bil, er dette at gå langt videre, end hvad der efter en klar og righoldig praksis kræves af kontrollen ved udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9.

[virksomhed1] A/S har en meget almindelig og effektiv forretningsgang, der udgør udfyldelse af skemaerne til brug for udbetaling af befordringsgodtgørelse og kontrol heraf. Der er således medarbejdere i selskabet, som har ansvar for at påse, at der kun udbetales befordringsgodtgørelse ifølge de indleverede skemaer. Dette ligeledes som der i selskabet er sikkerhed for, at disse medarbejdere har mulighed for at kontrollere, om de i skemaerne anførte oplysninger er i overensstemmelse med de faktiske erhvervsmæssige kørte kilometer. Klubben har således foretaget en ganske effektiv kontrol.

Skatteankenævnet har i flere afgørelse i samme sagskompleks henvist til Højesterets dom af den 21, marts 2007 offentliggjort (SKM 2007.247.HR) og Vestre Landsrets dom af den 7. oktober 2002 (SKM 2002.525.VLR).

Det gøres heroverfor gældende, at de to domme ikke kan anvendes til støtte for Skatteankenævnets afgørelse.

Til støtte herfor skal der henvises til, at det direkte af Højesterets dom offentliggjort (SKM 2007.247.HR) fremgår, at den i sagen omhandlede arbejdsgiver ikke havde afsat medarbejdere til at kontrollere, hvorvidt betingelserne for udbetaling af skatfrie godtgørelse var opfyldt,

Højesteret lægger således ved dommen afgørende vægt på, at der ikke har været ført en kontrol for grundlaget ved skattefriheden, hvilket kommer til udtryk ved den af arbejdsgiver indeholdte A-skat, hvorved arbejdsgiver således ikke har taget stilling til, hvorvidt de udbetalte godtgørelser var skattefrie. Hertil kommer, at arbejdsgiver har udbetalt godtgørelserne med et fast beløb pr. dag, hvorfor den pågældende sag væsentligt adskiller sig fra nærværende sag vedrørende udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse fra [virksomhed1] A/S.

Den pågældende Højesteretsdom har således ingen præjudikatværdi i forhold til nærværende sag, idet faktum i relation til kontrollen og udbetalingen adskiller sig i så væsentlig grad, at sagerne på ingen måde er sammenlignelige.

Tilsvarende gør sig gældende for Vestre Landsrets dom offentliggjort i SKM 2002.525.VLR., hvoraf det fremgår af Landsrettens begrundelse og resultat, at der reelt ikke var fort nogen kontrol, idet der henvises til følgende fra præmisserne:

“Efter overenskomsten på området har sagsøgeren haft krav på befordringsgodtgørelse beregnet efter afstanden fra [virksomhed4] A/S til [virksomhed5], uanset hvor han havde bopæl. Arbejdsleder [person5] har da også forklaret, at de ansatte, der arbejdede i [by5] blev behandlet lige med hensyn til kørselsgodtgørelse, uanset hvor de boede. [virksomhed4] A/S har derfor ikke haft anledning til at føre kontrol med de kørte antal kilometer, og det kan efter bevisførelsen ikke antages at værftet har ført en sådan kontrol.”

Skatteankenævnet har endvidere i sine øvrige afgørelser anført, at det er udokumenteret og ikke sandsynliggjort, at visse spillere/trænere trænede i en by (f.eks. [by2]), mens andre spillere/trænere på samme hold trænede i en anden by (f.eks. [by4]) samme dag.

Det forekommer uklart, hvorfor Skatteankenævnet har været af den opfattelse, at dette ikke skulle være muligt. Det gøres heroverfor gældende, at dette er helt almindeligt, og der skal i den forbindelse henvises til en redegørelse udarbejdet til brug for sagen af [virksomhed1] A/S.

Videre har Skatteankenævnet anført, at de ud fra en udtalelse fra selskabets bogholder må antages, at der er påført attestation med flueben eller lignende på de kørselsrapporter, der er kontrolleret af klubben. I den forbindelse har Skatteankenævnet anført følgende:

Dette har Skatteankenævnet anført til trods for, at det under sagen er oplyst for Skatteankenævnet, at praksis vedrørende det såkaldte ”flueben” har været afhængig af, hvilken bogholder, der har foretaget kontrollen. Det ”manglende” flueben ikke kan tages til indtægt for, at der ikke er ført kontrol ved udbetalingen af befordringsgodtgørelse.

Endelig skal det fremhæves, at Skatteankenævnets generelle beskrivelse af forhold, der efter Skatteankenævnets opfattelse dokumenterer en mangelfuld kontrol, forekommer direkte usaglig, idet beskrivelsen i det hele er baseret på nogle løse overordnende betragtninger, som ikke har nogen realitet.

Det gøres i forlængelse heraf overordnet gældende, at kravet om kontrol er opfyldt, hvorfor den af [virksomhed1] A/S udbetalte befordringsgodtgørelse er skattefri, jf. dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, jf. § 9 B.

Til støtte for den nedlagte påstand gør repræsentanten også gældende, at klubben og klageren har en berettiget forventning om, at betingelsen om kontrol konkret er opfyldt, idet SKAT i 2007 foretog en kontrol af [virksomhed1] A/S, herunder det materiale der fandtes om befordringsgodtgørelse i selskabet.

Denne kontrol gav ikke anledning til forhøjelser fra SKAT tilbage i 2007, hvilket fremgår af notat fra [Skattecentret] dateret 21. september 2007.

Den forretningsgang, der var i [virksomhed1] A/S tilbage i 2007, hvor SKAT lavede et kontrolbesøg, har været den samme efterfølgende. I 2007 var denne kontrol tilstrækkelig, idet SKAT ikke i forbindelse med stikprøverne problematiserede udbetalingen af befordringsgodtgørelse i klubben. SKAT fremhævede kun, at antallet af de kørte kilometer skulle kontrolleres i forbindelse med udbetalingen.

Derfor forekommer det meget usagligt, at SKAT efterfølgende opstarter de mange sager om befordringsgodtgørelse på grundlag af – efter SKATs opfattelse – manglende kontrol af fremmødeved træning og kampe.

I et tilfælde som dette, hvor SKAT har et stort regnskabsmateriale til kontrol, herunder de mange udfyldte skemaer om befordringsgodtgørelse, uden at dette medfører bemærkninger eller kritik, har [virksomhed1] A/S selvsagt en berettiget forventning om, at klubben havde tilstrækkelige kontrolforanstaltninger. Den af SKAT anvendte fremgangsmåde, hvorefter et set-up først anerkendes, hvorved klubben ikke får mulighed for at ændre procedurer, og SKAT efterfølgende ikke anerkender samme set-up med meget store omkostninger til følge for de implicerede spillere m.fl., er retssikkerhedsmæssigt meget problematisk.

Som følge heraf gøres det gældende, at [virksomhed1] A/S og klageren har en berettiget forventning om, at den såkaldte kontrolbetingelse er tilstrækkelig med den følge, at der opnås medhold i sagen.

Egen bil

Endelig har repræsentanten anført, at den omstændighed, at klageren i perioden anvendte en Peugeot 206, som han ejede i fællesskab med sin daværende ægtefælle, ikke fører til, at betingelsen om at befordring skal ske i ”egen bil” i ligningslovens § 9 B, stk. 5, ikke er opfyldt.

Til støtte herfor er der for det første henvist til Den Juridiske Vejledning 2014-1, afsnit C.A.4.3.3.3.2 ”Godtgørelse og erhvervsmæssig befordring”, hvoraf følgende fremgår:

”Egen bil, motorcykel m.v.

Erhvervsmæssig kørsel er kørsel, der er omfattet af LL § 9 B, når denne kørsel sker i/på lønmodtagerens eget befordringsmiddel. Som eget befordringsmiddel anses også ægtefællens eller en samlevers befordringsmiddel, når de samlevende har fælles økonomi.

Dele-bil og leasede biler

Ligningsrådet har i fire konkret beskrevne situationer taget stilling til begrebet "egen bil" og mulighed for godtgørelse af erhvervsmæssig benyttelse heraf i relation til delebil-ordninger, leasede biler og bil-sameje mellem ikke-samlevende personer. Afholder lønmodtageren de reelle, faktiske udgifter ved en delebil-ordning eller selv leaser en bil, vil kørslen kunne sidestilles med kørsel i egen bil. Samme gælder, hvor en person er faktisk medejer af bilen, uanset ejerne ikke er samboende. Ved en delebil-ordning, hvor arbejdsgiveren medvirker til, at bilen udover den erhvervsmæssige kørsel også står til rådighed for privat kørsel, skal der ske beskatning efter regler om fri bil. Se TfS 2000,1020 LR.”

For det andet er der henvist til den omtalte TfS 2000, 1020 LR. Ligningsrådet traf i sagen afgørelse om, at den omstændighed, at lønmodtageren benytter sin samlevers bil, men i øvrigt afholder udgifter til bilen, kan sidestilles med kørsel i egen bil. Det forhold, at den ansatte ikke formelt set er ejer af den pågældende bil, ses derfor at være uden betydning, såfremt den ansatte afholder halvdelen af samtlige omkostninger til bilen og dens benyttelse.

Dette synspunkt støttes endvidere af pkt. 16.1.1. i cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 til ligningsloven, hvori det hedder, at ”som egen bil anses også ægtefællens eller samleverens bil.”

Klagerens kørsel i den omtalte Peugeot 206 anses dermed for kørsel i ”egen bil”.

Befordringsfradrag

Repræsentanten gør i anden række gældende, at hvis Landsskatteretten finder, at klager skal beskattes af den udbetalte befordringsgodtgørelse, så har klager ret til kørselsfradrag efter ligningslovens § 9 C med henholdsvis 47.390 kr. og 46.720 kr.

Til støtte herfor henvises der til Landsskatterettens kendelser af den 13. december 2011, j.nr. i 11-00578 og -79. I forbindelse med sagsbehandlingen ved Skatteankenævnet fandt nævnet ikke, at betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse var opfyldt. Skatteankenævnet godkendte i stedet et ligningsmæssigt fradrag. Landsskatteretten stadfæstede nævnets afgørelser. Det fremgår således, at det efter Landsskatterettens egen praksis er muligt i stedet at tildele befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 C, i det omfang betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse ikke er opfyldt.

Klagerens repræsentants bemærkninger til forslag til afgørelse

”I den ovennævnte sag har Skatteankestyrelsen indstillet til, at den udbetalte befordringsgodtgørelse fra [virksomhed1] A/S er skattepligtig.


Som begrundelse herfor har Skatteankestyrelsen henvist til, at klager ikke har haft egen bil, uanset at Skatteankestyrelsen er bekendt med, at klagerens ægtefælle har haft bil i den i sagen omhandlede periode, og at det er denne bil, som er blevet anvendt til den kørsel, for hvilken [virksomhed1] har udbetalt befordringsgodtgørelse.


Da det følger af en helt klar praksis, at en ægtefælles bil
sidestilles med “egen bil”, er der således ikke grundlag for at anse den udbetalte befordringsgodtgørelse for skattepligtig med henvisning til, at klageren i den konkrete sag ikke havde “egen bil”, jf. Den juridiske Vejledning 2015-2, afsnit C.A.4.3.3.3.2 og TfS 2000,1020.


Endvidere har Skatteankestyrelsen henvist til, at 60-dages-reglen i henhold til ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a ikke er opfyldt, idet klageren har fået godtgjort henholdsvis 3 ture til hallen i [by2] og 2 ture til hallen i [by3] pr. måned. Skatteankestyrelsens lægger således til grund, at klageren har haft flere ture til hallerne i [by2] og [by3] i løbet af én måned henset til oplysninger om træningssteder og træningsfrekvens, samt at der derfor er en
formodning for, at kørslen hertil ikke længere er erhvervsmæssig.


Det kan således konstateres, at Skatteankestyrelsen ikke konkret har påvist, at 60-dages-reglen ikke er opfyldt, men at Skatteankestyrelsens indstilling alene er funderet på en formodning. Det gøres i forlængelse heraf gældende, at 60-dages-reglen er opfyldt, og at Skatteankestyrelsen ikke konkret har påvist, at det skulle forholde sig anderledes.”

Landsskatterettens afgørelse

Godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter omfattet af § 9 B. Dette følger af ligningslovens § 9, stk. 4, 1. og 2. pkt. (fra indkomståret 2010, ligningslovens § 9, stk. 4, 1. og 2. pkt.).

Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil, jf. § 2, stk. 1, 1.pkt., i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.

For at arbejdsgiveren kan føre denne kontrol er det en forudsætning, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2, at bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel indeholder:

1)Modtagerens navn, adresse og CPR-nr..

2)Kørslens erhvervsmæssige formål.

3)Dato for kørslen.

4)Kørslens mål med eventuelle delmål.

5)Angivelse af antal kørte kilometer.

6)De anvendte satser.

7)Beregning af befordringsgodtgørelsen.

Af bekendtgørelsens § 2, stk. 3, fremgår, at udbetales befordringsgodtgørelse med et højere beløb end Ligningsrådets (nu Skatterådet) satser, anses hele beløbet for personlig indkomst.

Af ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a, fremgår modsætningsvist, at kørsel udover 60 gange mellem den sædvanlige bopæl og arbejdspladsen indenfor en 12 måneders periode ikke anses for erhvervsmæssigt.

Landsskatteretten lægger til grund, at klageren har foretaget kørsel i sin daværende ægtefælles bil, hvorfor betingelsen om egen bil er opfyldt.

Det følger af sagens oplysninger, at klageren har fået godtgjort henholdsvis 3 ture til hallen i [by2] og 2 ture til hallen i [by3] pr. måned i 2009 og 2010. Det fremgår ikke af bilagene eller af den beskrevne kontrol i [virksomhed1] A/S, at der er foretaget kontrol med 60-dages reglen.

Det kan ikke uden videre lægges til grund, uden anden dokumentation, at kørslen til [by2] og [by3] er erhvervsmæssig efter ligningslovens § 9 B, litra a, i 2009 og 2010, henset til oplysninger om træningsfrekvens og træningssteder, samt det forhold, at klageren tillige var ansat i [virksomhed1] A/S i 2008.

Det er klageren, der har bevisbyrden for, at betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse er opfyldt, jf. byrettens dom, gengivet i SKM 2013.136.BR. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Det er således med rette, at SKAT har fastholdt ansættelsen af 1. november 2011, hvorefter den udbetalte godtgørelse er skattepligtig, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, 1. pkt., (stk. 4 for 2010) samt bekendtgørelsens § 2, stk. 1.

For så vidt angår klagerens anbringende om berettiget forventning bemærkes, at SKAT ved kontrollen i 2007 anførte, at der ikke var ført tilstrækkelig kontrol med udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse i 2005 og 2006. Selskabet ses ikke at have fulgt op på SKATs kontrol, idet der blandt andet ikke ses at være ført kontrol med 60-dages reglen. Klageren har dermed ikke godtgjort, at arbejdsgiveren [virksomhed1] A/S har haft en berettiget forventning om, at godtgørelsen kunne udbetales skattefrit.

For så vidt angår den nedlagte subsidiære påstand bemærkes, at SKAT allerede ved afgørelsen af 1. november 2011 har godkendt fradrag for befordring mellem hjem og arbejde efter ligningslovens § 9 C med 63.180 kr. i begge år.

SKATs afgørelse stadfæstes.