Kendelse af 16-11-2016 - indlagt i TaxCons database den 07-01-2017

Klagepunkt

Skatteankenævnets afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2009

Personlig indkomst

Overskud af virksomhed

210.000 kr.

0

210.000 kr.

2010

Personlig indkomst

Overskud af virksomhed

381.711 kr.

0

381.711 kr.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] ApS er stiftet den 30. juni 2003. Klageren var ejer og direktør i selskabet. Selskabet blev opløst efter konkurs den 25. oktober 2012. Konkursdekret blev afsagt 7. december 2010.

Klagerens anpartsselskab drev murervirksomhed. Selskabet havde bankkonto i [finans1], som blev overtaget af Finansiel Stabilitet under finanskrisen. Bankkontoen var oprettet som en kassekredit. Grundet overtagelsen fra Finansiel Stabilitet blev selskabets bankkonto fastlåst, og klageren kunne herefter ikke tilgå selskabets bankkonto. Klagerens repræsentant har forklaret, at klageren, grundet fastlåsning af selskabets bankkonto, herefter anvendte sin personlige konto til selskabets indtægter og udgifter.

Repræsentanten har forklaret, at transaktionerne herefter indgår som en del af mellemregningen mellem klageren og selskabet. Klageren skulle herefter have indgået et forlig med Finansiel Stabilitet vedrørende restgælden på kassekreditten.

Det er oplyst, at selskabet efterfølgende blev erklæret konkurs efter begæring fra selskabets eneste kreditor, SKAT. Det er oplyst, at der i forbindelse med konkursbehandlingen ikke blev gjort krav gældende mod klageren.

Der er fremlagt en af repræsentanten efterfølgende udarbejdet mellemregning mellem klageren og selskabet.

Indsætninger 2009

Der er foretaget en række indsætninger på klagerens private konto i 2009. Der er på konto [finans2] [...61] indsat:

Dato

Tekst

Beløb

22-07-09

FAKT. 496

37.500,00 kr.

25-08-09

FAKTURA 00094 [person1]

12.500,00 kr.

09-11-09

1. RATE [person2]

200.000,00 kr.

10-11-09

1. RATE [person2]

43.750,00 kr.

I alt

293.750,00 kr.

Udover kontoudskrifter, er der ikke fremlagt dokumentation for indsætningerne. Det fremgår ikke af selskabets årsregnskab for 2009, at indsætningerne er blevet beskattet i selskabet. Der er ikke udarbejdet årsregnskab for selskabet i 2010.

Klagerens tidligere repræsentant har fremlagt kontoudskrift, hvor revisor har markeret en række udbetalinger fra klagerens private konto. De markerede udgifter skulle være afholdt i relation til klagerens erhvervsmæssige virksomhed. I overførselsteksten for de markerede beløb fremgår, at der er foretaget udbetalinger til benzin, pc, internet, telefoni m.v. Der er desuden foretaget en enkelt udbetaling på 140.000 kr., som, ifølge det forklarede, skulle vedrøre et varekøb i trælasten i [by1]. Udover kontoudskrifter, er der ikke fremlagt nærmere dokumentation for udbetalingerne.

Der er i øvrigt ikke på klagerens bankkonto afholdt udgifter til varer eller materialer i forbindelse med murerarbejde. SKAT har anset klageren for at have drevet murervirksomhed i personligt regi.

SKAT har skønnet, at der må have været et vareforbrug i forbindelse med klagerens murervirksomhed på 25.000 kr. SKAT har på baggrund heraf foretaget følgende opgørelse for klagerens overskud i indkomståret 2009:

Opgørelse

Beløb

Samlede indsætninger

293.750,00 kr.

- Moms

58.750,00 kr.

Samlet omsætning ex. moms

235.000,00 kr.

Varekøbet skønnes at udgøre

25.000,00 kr.

Årets overskud for 2009

210.000,00 kr.

Indsætninger i 2010

Der er foretaget en række indsætninger på klagerens private konto i 2009. Der er på konto i [finans3] [...51] indsat:

Dato

Tekst

Beløb

21-10-2010

414

37.107,50 kr.

Endvidere er der på klagerens private konti [finans2] [...61]9 indsat følgende:

Dato

Tekst

Beløb

01-03-10

Overførsel

100.000,00 kr.

08-04-10

Indsætning

18.000,00 kr.

27-04-10

Overførsel

40.000,00 kr.

17-08-10

Faktura 408

50.757,50 kr.

19-08-10

[virksomhed2]

63.100,01 kr.

26-08-10

[virksomhed2]

6.531,25 kr.

03-09-10

Faktura 410 A/C

100.000,00 kr.

24-09-10

Netbank overfør.

37.867,50 kr.

29-09-10

[...]

108.774,38 kr.

I alt

525.030,64 kr.

Indsætningerne på 100.000 kr. den 1. marts 2010 og 40.000 kr. den 27. april 2010 er overført direkte fra klagerens anpartsselskab til hans personlige bankkonto. De resterende indsætninger hidrører fra murervirksomhed, som er blevet udført af klageren. Der er fremlagt fakturaer for indsætningerne. Alle fakturaerne fremgår som udstedt af klagerens anpartsselskab.

Det fremgår ikke af klagerens bankkonto, at der er afholdt udgifter til varer eller materialer i forbindelse med murerarbejde.

SKAT har anset klageren for at have drevet murervirksomhed i personligt regi. SKAT har skønnet, at der må have været et vareforbrug i forbindelse med klagerens murervirksomhed på 50.000 kr. SKAT har på baggrund heraf foretaget følgende opgørelse for klagerens overskud af indkomståret 2010:

Opgørelse

Beløb

Samlede indsætninger

562.138,14 kr.

- Moms

- 112.427,63 kr.

Samlet omsætning ex. moms

449.710,51 kr.

Varekøbet skønnes at udgøre

50.000,00 kr.

Årets overskud for 2009

399.710,51 kr.

Skatteankenævnet har nedsat med 18.000 kr., da skatteankenævnet har fundet det dokumenteret, at indbetalingen var en gave fra klagerens mor.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs forhøjelse af klagerens indkomst for så vidt angår 210.000 kr. for indkomståret 2009 og med 381.711 kr. for indkomståret 2010.

Som begrundelse, har skatteankenævnet anført følgende:

”Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 4. Klager skal selvangive sin indkomst og skal kunne dokumentere sine indtægts- og formueforhold.

Til revisors påstand om, at når det er selskabet [virksomhed1] ApS der har udstedt faktura, kan indtægterne på ingen måde vedrøre [person3], men alene selskabet, skal skatteankenævnet bemærke, at når det kan konstateres, at indtægterne fra diverse faktura indgår på klagers konto, og der ikke er dokumentation for at indkomsten er medregnet i omhandlende selskab, så er det at anse som klagers indkomst.

Når der ikke er fremlagt dokumentation for, at indtægterne rent faktisk er indtægtsført i selskabet er det korrekt, at antage, at det er kontoholders indtægt.

SKAT har forhøjet klagers indkomst med 210.000 kr. for indkomståret 2009 og 399.711 kr. for indkomståret 2010.

Det er uomtvistet, at klager ved flere overførsler og indsættelser på hans bankkonto har modtaget beløbene.

Der er ikke fremlagt fyldestgørende dokumentation for, at de omhandlende beløb er beskattet andetsteds, eller at beløbene er anvendt til driftsomkostninger, der derfor formodes afholdt af selskabet.

Efter retspraksis gælder det for både erhvervsdrivende og ikke erhvervsdrivende, at hvis ligningsmyndigheden kan påvise, at klager har en ikke selvangiven indtægt fra en given indtægtskilde, kan skatteansættelsen korrigeres hermed efter reglerne i skattekontrolloven § 5 stk. 3..

Det følger af fast praksis, at SKAT kan forhøje klagers indkomst, hvis der kan påvises yderligere indtægtskilder i form af eksempelvis kontantindbetalinger til klagers bankkonto, jf. eksempelvis SKM2008.905.HR (Landsrettens dom gengivet i SKM2007.214.ØLR).

Videre følger det af den nævnte afgørelse, at klager har bevisbyrden for, at de pågældende kontantbeløb stammede fra allerede beskattede midler. Denne bevisbyrde har klager ikke løftet.

Efter en gennemgang af sagen og de med klagen fremsendte dokumenter, er Skatteankenævnet enige i SKAT`s vurdering af, at der er tale om uregistreret virksomhed, som er holdt i personligt regi.

Der er fortsat ikke fremsendt dokumentation for, at indtægterne skulle være beskattet i selskabet, og der er ikke dokumentation for, at eventuelle udgifter skulle kunne relatere sig til indsættelserne.

Det skal bemærkes, at den fremsendte posteringsoversigt fra [finans4], som rådgiver sender 15. august 2013, hvor [person4] 17. oktober 2012 erklærer, at hun 7. april 2010 har givet sin svigersøn [person3] en skattefri gave på kr. 18.000, ikke kan godkendes som dokumentation, idet efterfølgende erklæringer ikke anerkendes som dokumentation.

Af det fremsendte kontoudtog, som der henvises til i klagen side 5, fremgår at der 1/3-2010 foretages en bankoverf ”hus leje rest / sne r” 100.000 kr. og 27/4-2010 bankoverf ”tilbage betaling” 40.000 kr.

Skatteankenævnet anser ikke dette som dokumentation for, at beløbene skulle være beskattet i selskabet.

Til de fremsendte faktura, skal skatteankenævnet bemærke, at når det kan konstateres, at indtægterne fra diverse faktura indgår på klagers konto, og der ikke er dokumentation for at indkomsten er medregnet i omhandlende selskab, så er det at anse som klagers indkomst.

Til klagers påstand om, at der kan opgøres et tilgodehavende i selskabet på 884.387 kr. skal ankenævnet bemærke, at der til denne påstand ikke er fremsendt behørig dokumentation således, at samtlige bevægelser kan følges på klager mellemregningskonto med selskabet, hvorfor der ikke kan lægges vægt på denne påstand.

Der er hermed taget udgangspunkt i, at selvom klager foretager indskud i selskabet over mellemregningskontoen, viser dette ikke, at indsættelser på klagers konto skulle være beskattet i selskabet.

Det kan konstateres, at 31. december 2009 har klager et hovedanpartshaverlån i selskabet på 119.601 kr.

Der er fremlagt kontoudtog der viser at der overføres 150.000 kr.8/2-10 og 264.918,66 kr. 11/2-10 til selskabets konto, disse overførsler er bare en del af klagers mellemregning med selskabet og dokumentere ikke at indsættelser på klagers konto er beskattet i selskabet.

Skatteankenævnet indstiller derfor, at SKAT´s ansættelse af overskud af virksomhed som følge af udeholdte indtægter, med 210.000 kr. for indkomståret 2009 og 399.711 kr. for indkomståret 2010, skal fastholdes, idet det skønnede varekøb findes passende ansat.

Klagers rådgiver [virksomhed3] har afholdt møde med skatteankenævnet 10. oktober 2013.

Skatteankenævnet anerkender at selskabet er den retsmæssige ejer af indkomsten, men noterer sig at selskabet`s indtægter i forbindelse med indgivelse af konkursbegæringen bevidst er dirigeret udenom selskabets konto og ind på klagers konto, hvorved nævnet ikke mener, at dette kan betragtes som en hævning på klagers mellemregningskonto i selskabet.

Herved bemærkes, at klager ikke har ført et særskilt regnskab over den drift, der er udført i selskabets navn, men som på denne måde er foregået i privat regi.

Skatteankenævnet finder det dog, trods den efterfølgende erklæring, sandsynliggjort, at indsættelse på 18.000 kr. den 8. april 2010 har udgjort en skatte- og afgiftfri gave fra klagers svigermor.

Skatteankenævnet finder herudover ikke, at der er fremlagt nye dokumentationer, der kan ændre på det fremsendte forslag.

Skatteankenævnet anser alene, at indsættelse på 18.000 kr. 8. april 2010 kan anerkendes som ikke skattepligtig, hvorfor SKAT´s ansættelse af overskud af virksomhed som følge af udeholdte indtægter, med 210.000 kr. for indkomståret 2009 skal fastholdes, og SKAT´s ansættelse på 399.711 kr. for indkomståret 2010, skal nedsættes med 18.000 kr. til 381.711 kr. som derfor vil være at fastholde, idet det skønnede varekøb fortsat findes passende ansat.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens skattepligtige indkomst nedsættes med 210.000 kr. for indkomståret 2009 og med 381.711 kr. for indkomståret 2010.

Til støtte herfor er gjort gældende:

#3 Påstand

SKATs forhøjelse bør tilbageføres, da der ikke er noget grundlag i lovgivning eller i andre retskilder for at “opfinde” en personligt drevet virksomhed.

Der er i den konkrete situation ingen som helst tvivl om at rette indkomstmodtager vedrørende de omhandlede indtægter er selskabet “[virksomhed1] ApS.

Forhøjelsen er baseret nøjagtigt på indbetalinger i henhold til konkrete fakturaer udstedt af selskabet “[virksomhed1] ApS.

[person3] har på intet tidspunkt drevet en personligt ejet murervirksomhed.

Alle kunder har kontraheret med selskabet “[virksomhed1] ApS” og har betalt med frigørende virkning til den bankkonto, som selskabet har anvist.

Da bankkontoen ikke tilhører selskabet, men [person3] personligt, har selskabet i forbindelse med indbetalingerne opnået et tilsvarende tilgodehavende på [person3] personligt.

Dette tilgodehavende er indgået sammen med andre tilgodehavender på [person3]s mellemregning med selskabet.

Mellemregningen er endeligt afklaret i forbindelse med selskabets konkurs.

Bogføringen i selskabet har ikke været udført korrekt siden det stod klart at selskabet ville gå konkurs, da ingen havde interesse i at ofre yderligere omkostninger til revisor m.v.

[person3] havde ved udgangen af 2008 en gæld til selskabet på kr. 239.539 ifølge regnskabet. Af det sidst udarbejde regnskab for 2009 fremgår det at lånet er nedbragt til kr. 119.601.

SKAT har hverken for 2008, 2009 eller 2010 fremsat påstand om at [person3] skulle beskattes af det ulovlige aktionærlån. Det forudsættes at dette skyldes, at [person3] for de pågældende år var solvent, hvorfor beskatning af aktionærlån efter dagældende praksis ikke kunne gennemføres.

Sammenfattende bør indkomsten for begge nedsættes til det selvangivne.

#4 Subsidiær påstand

SKATs afgørelse er ugyldig, idet denne ikke er behørigt begrundet. Der er i afgørelsen ingen henvisninger til andre retskilder end rammebestemmelsen i statsskatteloven om at alle indtægter er skattepligtige.

Der er foretaget en henvisning til Højesterets dom SKM2008.905.HR, som vedrører en helt anden situation end i den konkrete sag.

I den konkrete sag er der ingen tvivl om hvorfra indbetalingerne kommer og hvorfor de foretages, idet disse skyldes fakturaer udstedt af min kundes selskab.”

Landsskatterettens afgørelse

Som skattepligtig indkomst betragtes med undtagelse af særligt fastsatte begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi. Det fremgår af statsskattelovens § 4, stk. 1.

Det lægges til grund, at indsætningerne på klagerens personlige konto i indkomståret 2009 og 2010 stammer fra murerarbejde, som er udført af klageren.

Det kan ikke ud fra selskabets årsregnskab for 2009 konstateres, at indsætningerne er blevet beskattet i selskabet. For 2010 er der ikke udarbejdet regnskab for selskabet. Det er ikke dokumenteret, at der løbende er ført en mellemregningskonto. Det er herefter ikke dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at indsætningerne er indgået i selskabets indkomst og i den løbende mellemregning med klageren. Indsætningerne anses herefter at være tilgået klageren som skattepligtige indtægter.

Udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst som driftsomkostninger. Dette fremgår af Statsskattelovens § 6, litra a. SKATs skønsmæssige ansættelse af fradragsberettigede udgifter kan tiltrædes.

Det er uden betydning, at klageren efterfølgende har overført beløb til selskabet. Det er ligeledes uden betydning, om selskabets konto var fastlåst.

SKATs afgørelse kan ikke anses for at være ugyldig efter forvaltningslovens § 24, som følge af begrundelsesmangler.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.