Kendelse af 11-01-2016 - indlagt i TaxCons database den 12-02-2016

Faktiske oplysninger

SKAT har af klagerens kontroloplysninger konstateret, at han står registreret med en virksomhed, branchekode Databehandling, webhosting og lignende serviceydelser. Virksomheden er startet den 01-04-2006.

Klageren har ikke selvangivet resultat af virksomhed i indkomståret 2012, og SKAT har derfor ansat resultatet skønsmæssigt ud fra et beregnet gennemsnitligt privatforbrug på 201.000 kr., som er fastsat efter sammenligning med oplysninger fra Danmarks Statistik om gennemsnitlige privatforbrug. SKAT har på den baggrund forhøjet indkomsten skønsmæssigt med 110.000 kr., hvilket SKAT har meddelt klageren i et forslag den 04-10-2013. SKAT har den 03-11-2013 indberettet ændringen, således at der er dannet årsopgørelse. Klageren har rettet telefonisk henvendelse til SKAT den 04-11-2013, hvor han blandt andet har oplyst, at han ikke havde adgang til internettet med koder m.v.

Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren ikke har drevet virksomhed i indkomståret 2012. Klagerens cvr-nr. er fortsat aktivt i 2015 ifølge opslag på cvr.dk.

Klagerens repræsentant har til Skatteankestyrelsen indsendt klagerens bankkontoudtog for indkomståret 2012. Hun har endvidere indsendt dokumentation for klagerens indlæggelser på psykiatrisk center [by1] i perioderne fra den 12-01-2013 – 12-03-2013 og igen den 28-06-2013 – 06-08-2013 samt den 20-11-2013 – 29-01-2014, og der er desuden indsendt en behandlingsplan for klageren. SKAT har på baggrund heraf frafaldet skattetillæg for indkomståret 2012 for klagerens overskridelse af selvangivelsesfristen. Det fremgår af den fremsendte behandlingsplan for klageren blandt andet, at han blev tvangsindlagt den 12-01-2013 og bor alene og modtager kontanthjælp.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst for indkomståret 2012 skønsmæssigt med 110.000 kr. vedrørende overskud af virksomhed.

Overskud af virksomhed/udlejningsejendom er skønsmæssigt ansat ud fra klagerens personlige skatteoplysninger. SKAT har især lagt vægt på, at resultatet giver plads til et passende privatforbrug. Som passende privatforbrug har SKAT fastsat 201.000 kr. ud fra oplysninger fra Danmarks Statistik, som viser, at et gennemsnitligt forbrug for en person for 2010 prisfremskrevet til 2012 udgør 201.070 kr.

SKAT har oplyst til klageren, at han kan se Danmarks Statistiks beregninger på statistikbanken.dk/fu10. Der er ikke taget hensyn til eventuelle øvrige personer i husstanden.

SKAT sendte forslag vedrørende skønsmæssig ændring af indkomsten til klageren den 04-10-2013. Forslaget er udarbejdet på grund af manglende indsendelse af selvangivelse, og der blev indrømmet frist med indsendelse heraf til den 28-10-2013. Klageren er digitalpligtig på grund af hans virksomheds registrering. Som følge af at klageren ikke reagerede på dette forslag, blev der dannet en årsopgørelse den 03-11-2013.

Den 04-11-2013 ringede klageren til SKAT på baggrund af forslaget. Det blev oplyst til klageren, at der var dannet årsopgørelse på baggrund af forslaget grundet manglende reaktion inden tidsfristens udløb. SKAT aftalte med klageren, at SKAT sendte en blank selvangivelse samt servicebrev, som han blev bedt om at returnere i udfyldt stand. Klageren blev vejledt i, hvordan selvangivelsen skulle udfyldes. Klageren blev endvidere orienteret om at der nu var tale om en anmodning om genoptagelse, da der var dannet årsopgørelse.

SKAT kan på foreliggende grundlag ikke vurdere om årsopgørelsen skal ændres ud fra advokatens oplysninger og altså hvorvidt 0 kr. i overskud er korrekt.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har principalt fremsat påstand om, at forhøjelsen er ugyldig.

Repræsentanten har subsidiært fremsat påstand om, at forhøjelsen skal nedsættes til 0.

Klageren er registreret med en virksomhed, [...]. Klageren har ikke for indkomståret 2012 haft overskud af selvstændig virksomhed, hvorfor denne skal ansættes til 0 kr.

Repræsentanten har til støtte for sine påstande anført følgende:

”Det fremgår af klagers skattemappe, at han i en længere årrække har været på kontanthjælp.

Det følger af sædvanlig praksis, at det er SKAT, der har bevisbyrden for, at klager har haft yderligere indkomst en det, som er selvangivet.

Af forslag til afgørelse af 4/10 2013 fremgår, at overskud er skønnet ud fra klagers personlige skatteoplysninger. I den forbindelse har SKAT lagt vægt på, at der skal være plads til et passende privatforbrug og i den forbindelse henviser SKAT til tal fra Danmarks Statistik. SKAT anser et passende privatforbrug til at være kr. 201.000. Ud fra denne begrundelse foretager SKAT en skønsmæssig forhøjelse af klager på kr. 110.000.

Det må være SKAT bekendt, at det ikke er muligt at få kontanthjælp, hvis der samtidig drive virksomhed.

Det må også være SKAT bekendt, at borgere på kontanthjælp aldrig vil have det, som SKAT anser for at være “et passende privatforbrug”, der lever op til tal fra Danmarks Statistik, der omfatter også personer med høje indkomster.

Folketingets Ombudsmand har i afgørelse 2014-6, sag 12/0310, af 19/5 2014 fastslået at samtlige afgørelser truffet af forvaltningsmyndigheder (om det er SKAT eller Landsskatteretten) som følge af legalitetsprincippet skal have støtte i lovgivningen, dvs., at der skal være lovhjemmel, ligesom det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at fremskaffe fornødne oplysninger til belysning af sagen således, at der kan træffes en materiel rigtig afgørelse.

Det fremgår af aktindsigtsmateriale fra SKAT, at klager har rettet henvendelse til SKAT og derfor må det lægges til grund, at klager telefonisk til SKAT har oplyst, at han ikke har haft nogen overskud af virksomhed - og dette som følge af, at han er på kontanthjælp.

SKAT har været forpligtet til jf. officialmaximen at foretage tilstrækkelige undersøgelser til verificering af det af klager oplyste, og SKAT ville i denne forbindelse have kunnet konstatere, at det af klagers skattemappe fremgår, at klager i hele 2012 har været på kontanthjælp.

Ved at fastholde den og ikke realitetsbehandle henvendelsen fra klager den 4/11 2013, er den af SKAT trufne afgørelse i realiteten en remonstrationsafgørelse, som SKAT selv har været forpligtet til at indbringe for Landsskatteretten, idet det må have stået SKAT klart, at klager ikke var enig i SKATs forslag.

I Folketinges Ombudsmandsberetning for 1981 s. 73, er der fremsat kritik af SKATs fremgangsmåder ved skønsmæssig forhøjelser, idet der er SKAT, der har bevisbyrden for, at klager ikke kan leve af den selvangive indkomst, og at der er grundlag for at foretage en skønsmæssig forhøjelse af klager ud over det selvangivne.

Det er et grundlæggende princip, at SKAT ikke må anvende taksation som et middel til at gennemføre en urealistisk høj ansættelse. Skal der ske taksation, skal det være ud fra en realistisk bedømmelse af hvad der svarer til klagers virkelig skattepligtige indkomst, hvilket også følger af SDCIR 1988-4 af 3l/l 1988.

SKAT skal ved forhøjelser kunne løfte bevisbyrden for, at der er yderligere indtægter, som skal beskattes, og skal yderligere sikre, at der sker korrekt høring jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 1 jf. § 16, stk. 3, og at der gives en korrekt begrundelse jf. Skatteforvaltningslovens § 20 jf. Forvaltningslovens § 22. Herudover skal SKAT jf. Forvaltningsloven § 24, når afgørelsen beror på et administrativt skøn, tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, og give en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Er ovenstående forhold ikke iagttaget, er der tale om tilsidesættelser af garantiforskrifter, der ud fra gældende praksis medfører ugyldighed. Det gøres gældende, at SKAT ikke - trods henvendelser fra klager - har fremsendt afgørelse til klager, der opfylder Forvaltningslovens og Skatteforvaltningslovens regler, hvorfor garantiforskrifter er tilsidesat. Yderligere burde SKAT selv have oversendt sagen til afgørelse hos Landsskatteretten, da SKAT i bedste fald efter klagers henvendelse har truffet en remonstrationsafgørelse.

SKAT skal iagttage samtlige lovregler, herunder krav til oplysning af sagen og begrundelse, uanset, om klager har selvangivet eller ej.

Af praksis vedrørende skønsmæssige forhøjelser følger, at nok kan et regnskab muligt blive tilsidesat som uegnet for indkomstansættelsen, hvorved der kan ske et skøn, men det er IKKE ensbetydende med, at skønnet skal munde ud i en forhøjelse i forhold til den selvangivne indkomst. Resultatet – evt. som følge af et muligt skøn - kan meget vel være, at den selvangivne indkomst er rigtig og passende jf. f.eks. TfS 1986.408, hvor Landsskatteretten trods mangelfuldt regnskab ud fra en konkret vurdering fra skatteyderens nøjsomme levevis ikke fandt grundlag for at antage, at skatteyderens skattepligtige indkomst oversteg det selvangivne. Tilsvarende godkendte Landsskatteretten i TfS 1968.81, den selvangive indkomst, da privatforbruget ikke var kritisabelt. I TfS 1989.439V fandtes selve skønnet ganske urimeligt, ligesom skønnet i TfS 1999.724Ø fandtes åbenbart urimeligt.

Østre Landsret fandt i SKM2015.201.ØLR at (objektive) fejl fra myndighedens side begrunder genoptagelse, og yderligere hjemviste retten i SKM2015.175.BR en sag til fornyet prøvelse hos Landsskatteretten.

I sagen SKM2015.246.BR (BS R5-1218/2012) fandt byretten efter en samlet konkret vurdering, at der var godtgjort sådanne omstændigheder ved SKATs sagsbehandling og opgørelse af sagsøgerens momstilsvar, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling.

I sagen SKM2015.310.BR fandt byretten, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling hos SKAT bl.a. fordi SKAT har været besiddelse af regnskabsmateriale m.v., der burde have været inddraget i sagsbehandlingen. Sidstnævnte som led i SKATs opfyldelse af officialmaximen, hvorefter SKAT er pligtig til af egen drift at sikre, at alle forhold tilstrækkelig belyst til, at der kan træffes en materiel korrekt afgørelse.

Yderligere forbeholdes.

Da sagen skal afgøres af Landsskatteretten ønskes der møde med sagsbehandler således, at der kan modtages kopi af kontorindstilling.

Anbringender:

Til støtte for de nedlagte påstande gøres gældende,

At - SKAT ikke har iagttaget officialmaximen og belyst sagen tilstrækkeligt til, at SKAT har kunnet træffe en materiel korrekt afgørelse jf. Folketingets Ombudsmands afgørelse 2014-6, sag 12/0310, af 19/5 2014,

At - SKAT som det mindre i det mere ved klagers henvendelse 4/11 2013 burde have foretaget yderligere undersøgelser, idet klager oplyst, at der ikke er overskud af virksomhed,

At - hvis SKAT ikke ville anse klager henvendelse som en begæring om genoptagelse, skulle SKAT ex officio have oversendt klagen til Landsskatteretten, da SKATs afgørelse i bedste fald kan anses for at være en remonstrationsafgørelse,

At - krav til klager er mindre som følge af SKATs pligt til at oplyse sagen jf. SKM2015.246.BR,

At - bevisbyrden for, at klager skal beskattes af øvrige indtægter påhviler SKAT, og at SKAT ikke har løftet bevisbyrden for, at klager har haft indkomst ud over sin kontanthjælp,

At - SKAT ikke har foretaget tilstrækkelige undersøgelser vedrørende klagers økonomiske forhold, ej heller efter at klager rettede henvendelse til SKAT,

At - SKAT afgørelse om en skønsmæssig forhøjelse på kr. 110.000 er åbenbart urimelig, idet klager som følge af at have været på kontanthjælp i flere år er tvunget til en sparsommelig livstilførelse,

At - SKATs afgørelse lider af begrundelsesmangler, hvorfor afgørelsen er ugyldig,

At - SKAT har haft mulighed for at kontrollere, at momsangivelser for 2012 var nulangivelser,

At - SKATs afgørelse lider af flere myndighedsfejl, hvorfor der indtræder ugyldighed,

At - klagers indkomst skal være som selvangivet, dvs. med en indkomst på kr. 122.940,

At - klager ikke har haft overskud af virksomhed, hvorfor klagers skatteansættelse skal nedsættes med kr. 110.000 til kr. 0 (nul).”

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Skatteydere skal selvangive deres indkomst og kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold. Det følger af skattekontrollovens § 1, § 6 og § 6 B.

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Agter told- og skatteforvaltningen at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat på et andet grundlag end det, der er selvangivet, skal den selvangivelsespligtige og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Det samme gælder, i det omfang en selvangivelsespligtig har undladt at selvangive og ansættelsen som følge deraf skal ske skønsmæssigt. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1.

Kan en part ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse. Det fremgår af forvaltningslovens § 19.

En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Det fremgår af forvaltningslovens § 22.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Det fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 1.

En skønsmæssig forhøjelse af indkomsten forudsætter normalt, at regnskabet kan tilsidesættes. Indkomsten kan dog forhøjes uden tilsidesættelse af regnskabet, hvis det selvangivne privatforbrug er usandsynligt lavt. Det følger af en fast praksis, der er tiltrådt af Højesteret i domme af 21. juni 1967 (Ugeskrift for Retsvæsen 1967.635) og 5. februar 2002 (SKM2002.70.HR). Indkomsten kan forhøjes til et beløb, der giver mulighed for et rimeligt forbrug.

Klageren har ikke selvangivet fyldestgørende eller indsendt regnskabsmateriale til SKAT for indkomståret 2012, og på den baggrund kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt.

Det fremgår at skattemyndighedens privatforbrugsberegning, at klagerens privatforbrug kan opgøres til 90.384 kr. før SKATs ændringer for indkomståret 2012. Skattemyndighedens beregning af klagerens privatforbrug kan tiltrædes.

Klageren har ifølge R75 kontroloplysninger modtaget kontanthjælp med 122.940 kr. i indkomståret 2012, og der er indberettet 0-angivelser vedrørende moms for hele året.

Det skønnede overskud af virksomhed på 110.000 kr. er ifølge SKATs forslag af 04-10-2013 fastsat på baggrund af det beregnede privatforbrug på 90.384 kr., således at der fremkommer et acceptabelt forbrug på ca. 201.000 kr. i henhold til gennemsnitsberegninger fra Danmarks Statistik.

Det fremgår af SKATs forslag blandt andet, at klageren ved at indberette tal til selvangivelsen inden den 28-10-2013 kan se bort fra forslaget. Da SKAT ikke har hørt fra klageren inden fristen, og klageren ikke har indberettet resultat af virksomhed, har SKAT den 03-11-2013 foretaget indberetning af overskud af virksomhed med 110.000 kr.

Klageren har efter det oplyste henvendt sig telefonisk til SKAT den 04-11-2013, hvorefter SKAT forklarede klageren, at der var udarbejdet årsopgørelse, men at SKAT sendte en blank selvangivelse til klageren, som han blev bedt om at udfylde og indsende. Han har efter det oplyste fortsat ikke indsendt selvangivelse.

Klageren har indsendt bankkontoudskrifter til Skatteankestyrelsen, og det fremgår heraf, at der er yderst beskedne indsætninger og hævninger på kontoen. Indsætningerne består af månedlige beløb fra [by2] Kommune på 7.804 kr. og enkelte mindre overførsler. Klagerens virksomhed er en internetbaseret virksomhed, og en eventuel omsætning anses derfor at fremgå af klagerens bankkonto.

Skønnet over overskud af virksomhed er foretaget med udgangspunkt i privatforbrugstal fra Danmarks Statistik, men efter en konkret vurdering af klagerens samlede økonomiske og helbredsmæssige forhold, herunder tvangsindlæggelser på psykiatrisk hospital samt bevægelserne på klagerens bankkonto, anses klageren ikke at kunne opretholde et privatforbrug i den størrelsesorden, som den skønsmæssige ansættelse giver ham.

Landsskatteretten nedsætter derfor afgørelsen med 110.000 kr. til 0.