Kendelse af 02-11-2015 - indlagt i TaxCons database den 20-11-2015
Der klages over, at SKAT har givet afslag på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2002 – 2008.
SKAT har ikke imødekommet anmodningen om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2002 – 2008 inkl.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.
Klageren, der er født i 1957, er ifølge Det Centrale Person Register indrejst i Danmark (fra Tyrkiet) den 31. december 1972. Den 10. februar 1980 er klageren registreret som udrejst til ukendt adresse. Den 4. april 1980 er klageren indrejst. Den 9. august 2007 blev der givet meddelelse til Det Centrale Person Register om, at klageren var udrejst til Tyrkiet den 15. august 2001. Klagerens seneste bopælsadresse forud for sin udrejse var [adresse1], [by1]. Ændringen fremgår som ”Ajourført”.
Af vejledning fra Det Centrale Person Register fremgår:
”Er det en adresseregistrering, der angiver at personen er/har været udrejst, viser ”udrejst” udrejsedatoen, ”Til” viser hvilket land personen er/har været udrejst til og ”Ajourført” hvornår udrejsen er blevet registreret i CPR.”
Klageren blev ved en trafikulykke i Tyrkiet i 1988 invalideret og fik på et ikke nærmere oplyst tidspunkt tilkendt førtidspension, ligesom han fik udbetalt en løbende privat pension fra [virksomhed1] og [virksomhed2] (arbejdsgiverordninger). Klageren er gift. Klagerens ægtefælle har efter det oplyste ingen indkomst. Klageren har 2 børn, som er født i 1981 og 1987. Klageren er dansk statsborger.
For indkomståret 2002 er der udskrevet én årsopgørelse nr. 1 i april 2003, der viser pensioner på 113.342 kr. og en skattepligtig indkomst på 113.738 kr. Den 30. maj 2003 er der udskrevet en årsopgørelse nr. 1, der viser pensioner på 210.670 kr. og en skattepligtig indkomst på 210.670 kr. Der er beregnet og betalt skat som om, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i hele året.
For indkomståret 2003 er der udskrevet en årsopgørelse nr. 1 i marts 2004, der viser pensioner på 210.178 kr. og en skattepligtig indkomst på 210.616 kr. Der er beregnet og betalt skat som om, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i hele året.
For indkomståret 2004 er der udskrevet en årsopgørekse nr. 1 i marts 2005, der viser pensioner på 194.405 kr. og en skattepligtig indkomst på 194.418 kr. Der er beregnet og betalt skat som om, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i hele året.
For indkomståret 2005 er der udskrevet en årsopgørelse nr. 1 i marts 2006, der viser pensioner på 224.209 kr. og en skattepligtig indkomst på 224.697 kr. Der er beregnet og betalt skat som om, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i hele året.
For indkomståret 2006 er der udskrevet en årsopgørelse nr. 1 i marts 2007, der viser pensioner på 226.785 kr. og en skattepligtig indkomst på 227.381 kr. Der er beregnet og betalt skat som om, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark hele året.
For indkomståret 2007 er der udskrevet en årsopgørelse nr. 1, som er lagt i klagerens skattemappe den 10. marts 2008. Årsopgørelsen viser pensioner på 228.471 kr. og en skattepligtig indkomst på 229.076 kr. Der er beregnet og betalt skat som om, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark hele året.
For indkomståret 2008 er der udskrevet en årsopgørelse nr. 1, som er lagt i klagerens skattemappe den 12. marts 2009. Årsopgørelsen viser pensioner på 222.150 kr. og en skattepligtig indkomst på 222.166 kr. Der er beregnet og betalt skat som om, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark hele året. Den 17. oktober 2013 er der lagt en årsopgørelse nr. 2 i klagerens skattemappe. Årsopgørelsen viser en skattepligtig indkomst på 222.166 kr. Der er foretaget en manuel beregning af skatten. Årsopgørelse nr. 1 viser en beregnet skat på 52.534 kr. Årsopgørelse nr. 2 viser en beregnet skat på 36.316 kr.
Årsopgørelserne for 2002 – 2006, hvor der ikke er en skattemappedato, er sendt til klagerens bopælsadresse ifølge Det Centrale Person Register, dvs. til [adresse1], [by1].
SKAT har den 14. september 2015 til Skatteankestyrelsen oplyst, at SKAT ved en fejl har indberettet nedslag i skatten med 50 % for 2008.
Af årsopgørelserne for 2002 – 2008 fremgår:
”Selvangivelse skal kun indsendes, hvis de har ændringer eller tilføjelser til selvangivelsen. Hvis De har spørgsmål til årsopgørelsen, kan De rette henvendelse til slutligningskommunen. Efter skattekontrollovens § 16 har De pligt til inden 4 uger fra modtagelsen af denne årsopgørelse at underrette skattemyndighederne, hvis ansættelsen af Deres indkomst er for lav. Undladelse heraf kan medføre strafansvar. Skatteberegningen er foretaget på grundlag af oplysningerne på forsiden. Ved skatteberegningen er der taget hensyn til overførsel af uudnyttet personfradrag mellem ægtefæller. Der kan senere ske ændringer, og De vil så modtage en ny årsopgørelse.”
Den 9. marts 2012 modtog SKAT en henvendelse fra Pensionsstyrelsen, som på klagerens vegne bad om, at klageren blev fritaget for dansk beskatning af sin sociale pension. SKAT sendte den 9. marts 2012 et forslag til klageren om, at klageren ikke er berettiget til fuldt nedslag for dansk beskatning. SKAT har henvist til, at det fremgår af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyrkiet, at der kun kan indrømmes 50 % nedslag i den beregnede skat, når den pågældende har både sociale og private pensioner, og at skatten skal beregnes manuelt. SKAT traf afgørelse den 12. april 2012 i form af en forskudsopgørelse nr. 2 for 2012.
I en e-post af 29. september 2012 bad klagerens bror SKAT om genoptagelse af klagerens skatteansættelser (skatteberegning) mindst 5 år tilbage. Den 5. oktober 2012 bekræftede SKAT i en e-post modtagelsen af anmodningen. SKAT bemærkede, at skatteansættelserne kun kan ændres med tilbagevirkende kraft fra og med indkomståret 2009.
Der er fremlagt en attest om bopælsforhold, som er underskrevet af én person (ikke to personer) i Tyrkiet den 9. februar 2012. Det tyrkiske dokument er ikke stemplet. Der er ikke fremlagt skatteattest for, at klageren skattemæssigt er hjemmehørende i Tyrkiet, og at han var og er hjemmehørende i Tyrkiet.
SKAT har efter anmodning genoptaget og ændret klagerens skatteansættelser for 2009 – 2012 for så vidt angår beskatning af pensionsindtægter.
Det er lagt til grund, at klageren er dansk statsborger og, at klageren har modtaget social pension siden 1988. SKAT modtog den 9. marts 2012 en henvendelse fra Pensionsstyrelsen, som oplyste, at Pensionsstyrelsen havde vejledt klageren om, at han i henhold til art. 18 i dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Tyrkiet kunne indrømmes et nedslag i den beregnede skat af sine pensioner med 50 %
Klageren har den 29. september 2012 anmodet SKAT om at genoptage skatteansættelsen for 2012 og mindst 5 år tilbage.
En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, skal senest den 1. maj i det fjerde indkomstår efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Når forholdene i særlig grad taler derfor, vil der kunne ske ekstraordinær genoptagelse efter udløbet af denne frist. Efter praksis vil der kunne ske ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, når der foreligger ansvarspådragende fejl fra skattemyndighedens side eller andre ekstraordinære forhold, der vil gøre opretholdelse af beskatningen åbenbart urimeligt. Der henvises til skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27.
Anmodningen om ekstraordinær genoptagelse skal efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, som udgangspunkt fremsættes inden 6 måneder fra det tidspunkt, hvor skatteyderen bliver bekendt med det forhold, der kan begrunde genoptagelse.
Anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for årene før 2009 er modtaget efter fristen for ordinær genoptagelse. Der foreligger ikke sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen.
Af årsopgørelserne for 2001 og frem fremgår, at SKAT har anset klageren for fuldt skattepligtig her til landet. Klageren reagerede ikke på årsopgørelserne. SKAT har af ressourcemæssige grunde ikke mulighed for at foretage en ligningsmæssig gennemgang af samtlige årsopgørelser.
SKAT har efterfølgende udtalt, at klagerens udrejse af Danmark til Tyrkiet i 2001 først er registreret i det Centrale Person Register den 9. august 2007. Klageren blev i øvrigt selv bekendt med de forhold, der kunne begrunde en ekstraordinær genoptagelse den 9. marts 2012, men rettede først henvendelse til SKAT den 29. september 2012.
Klageren har nedlagt påstand om, at SKAT skal pålægges at genoptage klagerens skatteansættelser for 2001 – 2008 inkl. ekstraordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.
Klageren anmodede den 29. september 2012 SKAT om at ændre klagerens skatteansættelser og indrømme klageren et nedslag i den beregnede skat af hans pensioner med 50 % i henhold til dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Tyrkiet.
Klageren har været invalidepensionist siden 1988, hvor han var udsat for en voldsom trafikulykke i Tyrkiet. Klageren har siden ikke haft anden indkomst end sin pensionsindkomst. I 2001 valgte klageren, der i øvrigt er dansk statsborger, at flytte til Tyrkiet, hvor han siden har taget fast bopæl.
Klagerens ægtefælle er ikke i arbejde, hvorfor familien forsørges af klagerens pensionsindtægter. Derfor er det livsnødvendigt for klageren og hans familie, at han oppebærer pensionsindtægterne og, at skatten bliver beregnet korrekt.
Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, at tilladelse til ekstraordinær genoptagelse kan ske, når det vurderes, at forholdene i særlig grad taler derfor.
Bestemmelsens anvendelsesområde er tilfælde, hvor SKAT har begået fejl, som har medført en materiel urigtig ansættelse, og hvor det efter en konkret vurdering må anses som urimeligt at opretholde ansættelsen. Ved vurderingen af, om der foreligger særlige omstændigheder, der kan give anledning til ekstraordinær genoptagelse, kan det tillægges vægt, om skatteansættelsen har væsentlig betydning for den skattepligtige.
Det er en klar og væsentlig fejl, at SKAT ved klagerens skatteansættelser for 2001 – 2008 ikke har beregnet skat i overensstemmelse med dobbeltbeskatningsoverenskomsten. SKAT må antages at have været i retsvildfarelse vedrørende eksistensen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten, hvilket har resulteret i SKATs urigtige retsanvendelse. Det fremgår af overenskomstens artikel 18, at skatten, der pålignes i Danmark skal nedsættes med 50 %.
Fejlen har medført en materiel urigtig ansættelse, idet klageren er blevet pålignet en skat på mere end 50 % end det, reglen foreskriver. Der er tale om en markant forskel, som allerede derfor har væsentlig betydning for klageren.
SKAT har ikke foretaget en konkret vurdering af de forhold, som gør sig gældende for klageren.
Klageren kendte ikke, forinden han blev kontaktet af Pensionsstyrelsen medio 2012, til eksistensen af dobbeltbeskatningsaftalen. Klageren ville naturligvis have kontaktet SKAT på et tidligere tidspunkt, hvis han havde kenskab til overenskomsten på et tidligere tidspunkt.
SKAT kan ikke med henvisning til manglende ressourcer fraskrive sig ansvaret for at foretage en korrekt skatteansættelse.
Af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 fremgår, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.
Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 fremgår, at told- og skatteforvaltningen uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26 efter anmodning fra den skattepligtige kan give tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder.
Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, fremgår, at en anmodning om genoptagelse skal fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor.
Af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 10 og 11 fremgår, at der er begrænset skattepligt af private og sociale pensioner.
Af art. 1 i dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Tyrkiet fremgår, at overenskomsten finder anvendelse på personer, der er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.
Af art. 18 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyrkiet fremgår, at såfremt en person er hjemmehørende i en anden medlemsstat og modtager såvel pension for tidligere ansættelsesforhold som sociale pensioner, kan de samlede ydelser beskattes i den stat, hvorfra de udbetales, men skatten skal nedsættes med 50 %.
Landsskatteretten lægger til grund, at SKAT ved en fejl har nedsat skatten fra pensionskilder her i landet fra og med indkomståret 2008 og ikke fra og med indkomståret 2009, som det fremgår af SKATs afgørelse.
Det fremgår af årsopgørelserne for 2002 – 2007 (samt årsopgørelse nr. 1 for 2008), at klageren hele året er anset som fuldt skattepligtig her til landet. Årsopgørelserne for 2002 – 2006 er sendt til den bopælsadresse, som klageren var registreret på ifølge Det Centrale Person Register indtil adresseændringen den 9. august 2007. Der er ingen oplysninger om, at årsopgørelserne er kommet retur til SKAT. Årsopgørelserne for de efterfølgende år er ikke fremsendt, men er lagt i klagerens skattemappe.
SKAT kunne derfor tidligst den 9. august 2007 være kommet til kundskab om, at klageren var udrejst fra Danmark til Tyrkiet. SKAT har ikke haft pligt til at rette henvendelse til klageren for at undersøge, om der var grundlag for at nedsætte beskatningen af pensionsindkomsten med 50 %.
Det må i øvrigt anses som en forudsætning for, at Danmark er forpligtet til at nedsætte skatten af pensionsindkomsten i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyrkiet, at der fremsættes en anmodning herom vedlagt dokumentation i form af en skatteattest for, at skatteyderen er hjemmehørende i Tyrkiet i de år, hvor dansk skat af pensionsindtægten ønskes nedsat med 50 %. Som sagen er oplyst, er der ikke fremlagt en skatteattest eller en behørig bopælsattest.
Klageren bad først den 29. september 2012 SKAT om at nedsætte den pålignede af pensionsindkomsten med 50 % den 29. september 2012. Den 29. september 2012 var fristen for ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2002 – 2008 sprunget.
Der er enighed om, at en forudsætning for, at SKAT kunne imødekomme klagerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for 2002 – 2008, er, at betingelsen for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, jf. stk. 2 er opfyldt. Det er den skattepligtige, der skal dokumentere eller sandsynliggøre, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for 2002 – 2008 er opfyldt. Den skattepligtige bærer således risikoen for, at bevisbyrden kan være tungere jo ældre år, der er tale om.
Landsskatteretten lægger til grund, at klageren den 9. marts 2012, hvor Pensionsstyrelsen rettede henvendelse til SKAT var bekendt med muligheden for at søge om skattefritagelse/nedslag. Klageren bad først den 29. september 2012 SKAT om genoptagelse af skatteansættelsen. Klagerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse er derfor ikke fremsat inden 6 måneder efter, at klageren kom til kundskab om det forhold, der begrunder en fravigelse af fristen i skatteforvaltningslovens § 26. Det er ikke godtgjort, at der er særlige forhold, der begrunder, at SKAT skal dispensere fra fristen.
SKAT har ikke i øvrigt i forbindelse med ansættelserne for 2002 – 2008 haft grundlag for at tage stilling til, om klageren har opgivet sin bopæl her i landet og om, hvorvidt klageren er samtidigt er blevet hjemmehørende i Tyrkiet. SKAT har derfor ikke begået en ansvarspådragende fejl, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for de omhandlede indkomstår.
Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse for 2002 – 2008.