Kendelse af 15-12-2014 - indlagt i TaxCons database den 27-02-2015

Faktiske oplysninger

Vedrørende indkomstårene 1997 - 2000 har skatteankenævnet og senere Landsskatteretten truffet afgørelse om, at der ikke er fradragsret for renteudgifter på henholdsvis 152.512 kr., 152.512 kr., 143.762 kr. og 162.017 kr.

Den 13. februar 2009 afsagde [byretten] dom for de anførte indkomstår, der stadfæstede skatteankenævnets og Landsskatterettens afgørelser.

Retten fandt, at klageren ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at nogle betalinger var sket til opfyldelse af en retlig forpligtelse til at betale renter af gæld og med en ret til rentefradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Ved brev af 17. juli 2010 bad klagerens daværende revisor i den anledning om genoptagelse af skatteansættelserne for 1997 - 2000 med henblik på tilladelse til at ændre af- og nedskrivningerne for at udligne ændringen af skatten helt eller delvist. Reglerne står i Skatterådets bekendtgørelse nr. 1287 af 13. december 2005.

Den 9. september 2010 bad klagerens daværende revisor om ændring til maksimale afskrivninger for indkomstårene 1997 - 2000 og 2001 - 2003.

Ved afgørelse af 2. december 2010 blev anmodningen imødekommet. Som en følge af ændringer af saldoværdien for indkomstårene 1995 og 1996, som der ikke var taget højde for i de efterfølgende år, betød det dog, at afskrivninger for indkomstårene 1997 - 2000 blev godkendt med mindre beløb end oprindeligt selvangivet. For indkomstårene 2001 - 2003 var der tale om yderligere afskrivninger.

Den 22. september 2010 blev der afsagt dom ved [byretten] for indkomstårene 2001 - 2003 i henhold til brev fra klagerens daværende repræsentant om, at sagen skulle hæves.

Den 23. maj 2011 sendte klagerens daværende repræsentant et brev til SKAT, hvori det var anført, at klagerens revisor havde konstateret, at afskrivningsgrundlaget var opgjort fra og med 2004, men at han på grund af travlhed med andre klienters regnskaber endnu ikke havde nået at foretage beregning for tidligere år. Det fremgår af brevet, at der var tale om anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2004 - 2009.

Den 9. juli 2012 blev anmodet om genoptagelse af skatteansættelserne for 1999 - 2003 med udgangspunkt i regnskaber udarbejdet den 16. februar 2012.

Skatteankenævnets afgørelse

Den 13. februar 2009 er der afsagt dom ved [byretten] vedrørende indkomstårene 1997-1999. Dommen medfører forhøjelse af de skattepligtige indkomster, og som følge heraf ret til efterfølgende af- og nedskrivninger, jf. bekendtgørelse nr. 1287 af 13. december 2005.

Ved brev af 17. juli 2010 anmoder klagerens daværende revisor om ændringer i de skattepligtige indkomster for årene 1997-2000. Efterfølgende har den daværende revisor afholdt møder med SKAT, hvor det aftales, at der skal indsendes nye regnskaber og oplysninger vedrørende virksomhedsordningen.

Den 1. juli 2010 påbegynder SKAT korrektionerne for indkomstårene 1997 - 2000 og tidligere. Ved en skriftlig henvendelse til SKAT den 9. september 2010 anmoder den daværende revisor om ændring til maksimale afskrivninger for indkomstårene 1997 - 2000, 2001 - 2003 og 2006 som følge af dommen fra [byretten]. Ved afgørelser af 2. december 2010 imødekommer SKAT fuldt ud den daværende revisors anmodning, men som en følge af ændringer af saldoværdien for indkomstårene 1995 og 1996, der ikke er taget højde for i de efterfølgende år, betyder det dog, at afskrivninger for indkomstårene 1997 - 2000 godkendes med mindre beløb end oprindeligt selvangivet. For indkomstårene 2001 - 2003 er der tale om yderligere afskrivninger.

Nævnet fastholder derfor, at den daværende revisors anmodning er imødekommet efter de oplysninger, der forelå på daværende tidspunkt. Nævnet bemærker også, at SKATs afgørelse af 2. december 2010 ikke er påklaget.

Efter nævnets opfattelse medfører efterfølgende ændringer af regnskabsoplysningerne ikke, at der igen kan ske genoptagelse af skatteansættelserne. Nævnet lægger vægt på, at en anmodning om efterfølgende af- og nedskrivninger, ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 5 og 6, skal indgives senest 3 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen har orienteret klageren herom, at SKATs afgørelse af 2. december 2010 ikke er påklaget og at den daværende revisors anmodning er imødekommet i fuldt omfang.

Efter nævnets opfattelse er der ikke tale om en ændret bedømmelse af et afskrivningsgrundlag, og forholdet er derfor ikke omfattet af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 3.

Den fornyede anmodning er indsendt ca. 1 1/2 år efter, at den første anmodning er imødekommet. Anmodningen er således indsendt mere end 6 måneder efter, at klageren er kommet til kundskab om de to afgørelser. Der henvises i den forbindelse til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at indkomstansættelsen for indkomstårene 1999-2003 skal genoptages, og det beregningsmæssige grundlag for de opgjorte afskrivninger skal korrigeres i overensstemmelse med revisors opgørelse herfor.

Der er beløbsmæssigt tale om følgende ændringer af det beregningsmæssige grundlag for de skattemæssige afskrivninger:

De af revisor udarbejdede regnskaber er udarbejdet på baggrund af resultatet af [byretten]s dom af 13. februar 2009.

Klagerens revisor bad efter forudgående drøftelser den 9. september 2010 SKAT om, at klagerens afskrivninger skulle ændres til maksimale afskrivninger for 1997-2003.

SKAT traf herefter afgørelse om afskrivninger i december 2010.

Revisorens efterfølgende gennemgang viser imidlertid, at der langt fra blev tilladt ”maksimale afskrivninger”.

Repræsentanten har til støtte for den nedlagte påstand principalt gjort gældende, at betingelserne for genoptagelse af de påklagede indkomstansættelser som følge af ændring af afskrivningsgrundlag fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 3, jf. Den juridiske vejledning 2013-1, afsnit A.A.8.2.1.3. Anmodningen er fremsat rettidigt i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 3.

Det er gjort gældende, at der ved genoptagelse af indkomstansættelserne efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 3, ikke skal iagttages de forudsætninger, der gælder for ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27 eller i medfør af Skatterådets bekendtgørelse nr. 1287 af 13. december 2005. Til sidstnævnte er henvist til, at bekendtgørelsen ikke er udstedt med hjemmel i skattestyrelsesloven/skatteforvaltningsloven og derfor ikke kan tilsidesætte skattestyrelseslovens/skatteforvaltningslovens regler.

Subsidiært er det gjort gældende, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af indkomstansættelserne for indkomstårene for de fem indkomstår er opfyldt i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 og 2.

Det er videre bemærket, at der er enighed mellem SKAT, skatteankenævnet og klageren om, at ingen del af kravet er forældet, idet der ikke er tale om et pengekrav men det beregningsmæssige grundlag for den skattemæssige opgørelse af afskrivningsgrundlaget. Et sådant krav forældes ikke efter forældelsesloven, jf. TfS 1993, 177 Ø.

Repræsentanten har efterfølgende fremlagt forskelle i SKATs opgørelse og i regnskaberne af 16. februar 2012.

Af SKAT opgørelse fremgår:

Af regnskaberne fremgår:

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 3, at en ansættelse, der beror på en ændret bedømmelse af et afskrivningsgrundlag for et indkomstår, der ligger uden for fristerne efter denne paragraf, kan foretages eller ændres efter stk. 1, medmindre ansættelsen beror på et skøn.

Det fremgår bl.a. af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Allerede fordi de indkomstår, der er anmodet om genoptagelse af, er indkomstår, der ligger ud over den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, kan genoptagelse og ændring for disse indkomstår ikke ske i medfør af bestemmelsen i § 26, stk. 3. Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 3, vedrører således ansættelsesændringer inden for fristen i § 26, stk. 1, der beror på en ændret bedømmelse af et afskrivningsgrundlag for et indkomstår, der ligger uden for de ordinære frister.

Af bekendtgørelse nr. 1287 af 13. december 2005 om efterfølgende af- og nedskrivninger m.v. fremgår af § 1, stk. 5, at hvor en ansættelse ændres ved en administrativ afgørelse eller dom, har den skattepligtige adgang til at ændre af- og nedskrivninger. Ansøgning herom skal senest indgives enten 3 år efter udløbet af det indkomstår, som ansøgningen vedrører, eller senest 3 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen har orienteret den skattepligtige om adgangen til at ændre af- og nedskrivninger.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 og 2, fremgår bl.a., at uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomstskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige, hvis:

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, fremgår, at en ansættelse kun kan foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen, eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.

Da der er tale om indkomstår, der ligger ud over den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, finder reglerne om ekstraordinær ansættelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27 anvendelse.

Vedrørende skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 og 2, finder Landsskatteretten, da skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 og 2, er undergivet en 6 måneders frist i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at klageren ikke anses for at have overholdt denne frist, uanset om fristen regnes fra tidspunktet for regnskabsudarbejdelsen den 16. februar 2012 eller fra SKATs afgørelser af 2. december 2010, idet bemærkes, at disse afgørelser ikke blev påklaget.

Landsskatteretten finder endvidere, at 3 måneders fristen i § 1, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 1287 om efterfølgende af- og nedskrivninger m.v. ikke er iagttaget.

Det er herefter rettens opfattelse, at klageren ikke opfylder betingelserne for genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 1999-2003 inkl., og den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.