Kendelse af 12-11-2014 - indlagt i TaxCons database den 10-01-2015

Faktiske oplysninger

Klageren er litauisk statsborger og indrejst i Danmark fra Litauen den 15. februar 2007.

Klageren har ved henvendelse til SKAT den 9. juni 2008 oplyst, at hun har været ansat hos [virksomhed1], [ø1], fra den 1. juli til den 31. oktober 2007. Derefter blev der ifølge klageren lavet en ny kontrakt gældende fra den 1. november 2007 til den 31. marts 2008.

Ifølge lønindberetning m.v. er der udbetalt løn for perioden 11. april – 31. december 2007. Der er i indkomståret 2007 foretaget fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter med 136.403 kr. svarende til 217 dages fradrag for kost og logi efter ligningslovens § 9 A.

Klageren er ansat på en ny kontrakt hos samme arbejdsgiver for perioden 25. marts til den 31. august 2008. Kontrakten er tidsbegrænset til den nævnte periode, og klageren er ifølge kontrakten ansat som sæsonarbejder.

Den 3. september 2008 har klageren indgået en ny kontrakt med den samme arbejdsgiver. Denne kontrakt er ikke tidsbegrænset.

Det fremgår af kontroloplysninger, lønindberetninger, at klageren har været ansat hos den samme arbejdsgiver i hele 2010, og at der i 2011 er udbetalt løn indtil den 31. maj 2011, hvor klageren er fraflyttet landet.

SKAT har for indkomstårene 2008 og 2009 nægtet fradrag for udgifter til kost og logi efter bestemmelserne i ligningslovens § 9 A.

Afgørelsen blev påklaget til skatteankenævnet, der den 6. oktober 2011 stadfæstede SKAT´s afgørelse.

Den 26. marts 2013 har klageren indsendt anmodning om fradrag for udgifter til kost og logi for indkomståret 2010 og 2011.

SKAT har ved afgørelse af 13. juni 2013 afvist anmodningen.

Den 8. juli 2013 er fremsendt anmodning om genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse vedrørende indkomståret 2009 og klage over SKAT´s ansættelse af 13. juni 2013.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har nægtet at genoptage klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2009 – 2011 inkl. med henblik på afgørelse af, om klageren kan anses for berettiget til fradrag for rejseudgifter i henhold til ligningslovens § 9 A.

Skatteankenævnet har behandlet klagerens anmodning om genoptagelse af nævnets afgørelse vedrørende indkomståret 2009 i henhold til skatteforvaltningslovens § 37 (nu skatteforvaltningslovens § 35 g), samt SKATs afslag på genoptagelse vedrørende indkomstårene 2010 og 2011 i henhold til bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 26.

Skatteankenævnet har ikke imødekommet anmodningen. Nævnet finder ikke, at der er fremkommet nye oplysninger til sagen, der begrunder, at nævnet kan genoptage sagen vedrørende indkomståret 2009, ligesom det ikke pålægges SKAT at genoptage sagen vedrørende indkomstårene 2010 og 2011.

SKAT har i ”SKAT-meddelelse” offentliggjort i SKM2008.853, præciseret regelsættet i ligningslovens § 9 A vedrørende fradrag for rejseudgifter. Af meddelelsen fremgår bl.a.:

”Efter bestemmelsen i ligningslovens § 9 A anses en lønmodtager at være på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Det kan udledes af forarbejderne til ligningslovens § 9 A og praksis på området, at ”et midlertidigt arbejdssted” forudsætter en tidsbegrænsning. Da denne tidsbegrænsning ikke er objektivt defineret i loven eller dens forarbejde, må dens udstrækning derfor afgøres konkret ud fra en vurdering af den pågældende lønmodtagers ansættelses- og arbejdsforhold.”

Videre fremgår det:

”Korterevarende sæsonarbejde – som f.eks. plukning af æbler på en æbleplantage – anses som udgangspunkt også for at være arbejde på et midlertidigt arbejdssted. Det følger af arbejdets karakter, at det ophører, når den konkrete sæson er forbi, f.eks. ophører arbejdet på førnævnte æbleplantage, når æblerne er plukket.

Er der derimod tale om et arbejdssted, hvor der skal udføres et arbejde, der i princippet lader sig udføre på dette sted dag ud og dag ind – f.eks. arbejde på en fabrik, et slagteri eller et gartneri – er det nødvendigt at undersøge, om der er særlige arbejdsmæssige forhold i forbindelse med forlængelse eller gentagelse af en persons tidsbegrænsede ansættelse, for at kunne vurdere om arbejdsstedet stadig kan anses for midlertidigt for den pågældende.

Det er ikke muligt at gøre et arbejdssted, hvor arbejdet normalt kan udføres det samme sted år efter år, til et midlertidigt arbejdssted i relation til ligningslovens § 9 A, stk. 1, ved at ansætte en medarbejder på tidsbegrænsede kontrakter af f.eks. 12 måneders varighed den ene gang efter den anden.”

Som det fremgår, afhænger det af en konkret vurdering, om et arbejdssted kan anses for midlertidigt. Henset til at klageren siden 2007 og fortsat i 2011 er fuldtidsbeskæftiget hos [virksomhed1] og arbejder på det samme geografiske arbejdssted med den samme slags arbejdsopgaver i relation til gartneri m.m., er det nævnets opfattelse, at arbejdsstedet ikke kan anses for midlertidigt i indkomståret 2009, 2010 og 2011. Som følge heraf kan fradrag for rejseudgifter efter bestemmelserne i ligningslovens § 9 A ikke finde anvendelse.

Som følge af ovenstående afvises anmodningen om genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse vedrørende skatteansættelsen for indkomståret 2009.

SKATs afgørelse vedrørende indkomstårene 2010 og 2011 stadfæstes.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at skatteankenævnets afgørelse vedrørende hendes skatteansættelse for indkomståret 2009 genoptages, samt at hendes skatteansættelser for indkomstårene 2010 og 2011 genoptages med henblik på afgørelse af, om hun er berettiget til fradrag for rejseudgifter i henhold til ligningslovens § 9 A.

Den 7. marts 2013 fik klageren meddelelse fra det statslige skattekontor i Litauens Finansministerium om, at hun skulle betale 29.922,97 Lt ifølge meddelelse fra Danmarks skattevæsen.

Klageren er uenig i afgørelsen af følgende årsag:

Fra april 2007 kom klageren til Danmark for at tjene til sit underhold, for i Litauen fik hun ikke noget arbejde. Klageren arbejdede på [virksomhed1] virksomhed som sæsonarbejder, jf. den indsendte aftale. Arbejdet var temporært, og der var ingen garanti for fremtiden.

Efter aftalen arbejdede klageren med pakningsarbejde. Arbejdet var meget hårdt. Klageren havde overtimer, som ikke var betalt af virksomheden med den begrundelse, at for sæsonarbejdere betales overtimer ikke efter loven. Virksomheden afbrød aftalen meget tit, og skulle hun vende tilbage til Litauen, så skulle hun komme tilbage til Danmark og underskrive en ny aftale, så hun kunne arbejde videre. Det faktum kan bekræftes af alle virksomhedens medarbejdere. Klageren var enig i arbejdsgiverens krav, fordi hun var bange for at miste arbejdet.

Fra SKAT fik klageren skattekort, hvori det var anvist, hvor mange skatter hun skulle betale, og hvilke fradrag hun havde. Når hun underskrev sin ansættelseskontrakt, forklarede virksomhedens bogholder hende, at arbejdet er sæsonarbejde, at alle skatter vil blive betalt af virksomheden, at deklarationen også skulle udfyldes af virksomheden, og at hun selv ikke skulle betale nogen skatter. Klageren skulle kun give deklarationen til virksomhedens bogholder. Hvert år fik klageren en blanket om skatten fra skattekontoret, som skulle udfyldes og sendes tilbage til skattekontoret. Blanketten blev udfyldt af virksomhedens bogholder på internet (www.skat.dk). I 2009 har skattekontoret beregnet, at klageren betalte for meget i skat, og hun fik 9.675,00 kr., som blev indsat på hendes bankkonto. Den 14. april 2010 beregnede skattekontoret igen klagerens skatter, og hun fik igen penge tilbage (overbetaling). I 2011 fik klageren meddelelse om gæld fra skattekontoret. Den gæld har klageren ikke betalt, fordi virksomhedens bogholder og hendes advokat forklarede hende, at deklarationen var udfyldt rigtigt. Gælden var forkert og ville blive annulleret.

Klageren er uenig i den beregnede sum 29.922,00 Lt og SKATs forslag. Klageren forstår ikke, hvorfor hun skal betale. Skattekontoret har overført overbetalinger, men ikke udregnede penge til klageren. Hele tiden har klageren betalt den skat, som hun skulle. Hun arbejde som sæsonarbejder. Derfor har hun ikke fået overtidsbetaling.

I dag bor klageren i Litauen. Hun har ikke noget arbejde, hun har et mindreårigt barn (født den 1. marts 2012), og hun får støtte på 466,24 Lt. Den sum er deres indkomst, så hun har ikke nogen mulighed for at betale gælden, fordi hun i praksis ikke er solvent. Hvis klageren ikke betaler gælden på 29.922,97 Lt, vil sagen blive overgivet til en stævningsmand i Litauen, det vil sige, hun skulle erklære sig bankerot. Da hun arbejdede i Danmark, forstod hun ikke dansk, men opfyldte alle [virksomhed1]s krav om skattebetalinger. Klageren havde ingen grund til at bedrage SKAT.

Under henvisning til sin begrundelse beder klageren om, at gælden på 29.922,97 Lt annulleres eller formindskes, og at tvangsinddrivelsen af gælden på 29.922,97 Lt standses.

Landsskatterettens afgørelse

Godtgørelse for rejseudgifter, der påføres en lønmodtager som følge af, at vedkommende ikke kan overnatte på sin sædvanlige bopæl på grund af afstanden mellem bopælen og et midlertidigt arbejdssted, kan modtages skattefrit, forudsat godtgørelsen holder sig inden for visse satser.

Dette fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 1.

Skattemæssigt anses en lønmodtager for at være på rejse, når den pågældende på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen.

Det skattemæssige rejsebegreb forudsætter således for det første, at den pågældende lønmodtager har en sædvanlig bopæl og er så langt hjemmefra, at det er nødvendigt at overnatte i nærheden af arbejdsstedet i stedet for i eget hjem.

En skatteyder anses for at have sædvanlig bopæl på det sted, som er centrum for den pågældendes livsinteresser. Hvor dette er, beror på en konkret, individuel vurdering.

Rejsebegrebet forudsætter for det andet, at der arbejdes på et midlertidigt arbejdssted.

Ud over at der skal være tale om et midlertidigt arbejdssted, er det en betingelse for, at bestemmelsen kan anvendes, at rejsen varer mindst 24 timer. I forhold til standardsatserne for kost og småfornødenheder kan et arbejdssted som udgangspunkt højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder. Denne begrænsning finder dog ikke anvendelse, når arbejdsstedet i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flyttes over en strækning på mindst 8 km. Endvidere påbegyndes en ny 12-måneders-periode ved arbejdsstedsskifte. Et arbejdsstedsskifte forudsætter,

Dette følger af ligningslovens § 9 A, stk. 5 (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Når tilbagevenden til et arbejdssted ikke var upåregnelig, er det en betingelse for arbejdsstedsskifte, at der er forløbet 20 arbejdsdage, siden den pågældende sidst har været på arbejdsstedet.

Dette følger af ligningslovens § 9 A, stk. 6 (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Med virkning fra og med indkomståret 2010 er ligningslovens § 9 A, stk. 5 og 6, ændret ved lov nr. 519 af 12. juni 2009, jf. lovbekendtgørelse nr. 1365 af 29. november 2010.

Ifølge det nye stk. 5 finder 12-måneders-begrænsningen ikke anvendelse, når arbejdsstedet er mobilt eller i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flytter sig over en strækning på mindst 8 km.

Ifølge det nye stk. 6 påbegyndes en ny 12-måneders-periode, når lønmodtageren skifter til et nyt midlertidigt arbejdssted, der ligger mindst 8 km ad normal transportvej fra det tidligere arbejdssted, eller når lønmodtageren har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted før tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted.

Er der ikke udbetalt godtgørelse for rejseudgifter, har lønmodtageren mulighed for at foretage fradrag for rejseudgifterne efter standardsatserne i ligningslovens § 9 A, stk. 2, eller med de faktiske udgifter. Udgifterne kan dog ikke fradrages, i det omfang de er godtgjort efter ligningslovens § 9 A, stk. 1 – 4.

Dette følger af ligningslovens § 9 A, stk. 7 (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Med virkning fra og med indkomståret 2010 er ligningslovens § 9 A, stk. 7, ændret ved lov nr. 519 af 12. juni 2009, jf. lovbekendtgørelse nr. 1365 af 29. november 2010. Udgifterne kan herefter ikke fradrages, i det omfang de overstiger et grundbeløb på 50.000 kr. (2010-niveau).

I nærværende sag må det lægges til grund, at klagerens ansættelse hos [virksomhed1] ikke er midlertidig, jf. ansættelseskontrakterne. Klagerens arbejdssted kan derfor ikke anses for midlertidigt. Der er ikke grundlag for at genoptage skatteankenævnets afgørelse vedrørende indkomståret 2009 i henhold til den dagældende skatteforvaltningslovs § 37, ligesom SKAT med rette har givet afslag på at genoptage klagerens skatteansættelser vedrørende indkomstårene 2010 og 2011 i henhold til bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 26.

Afgørelserne stadfæstes derfor.

Landsskatteretten har alene kompetence til at behandle klagen over skatteankenævnets afgørelse, jf. den dagældende skatteforvaltningslovs § 11.

Ansøgning om eventuel eftergivelse skal sendes til SKAT.