Kendelse af 16-08-2016 - indlagt i TaxCons database den 25-09-2016

Faktiske oplysninger

Klageren stiftede den 7. december 2005 [virksomhed1] ApS (tidligere [virksomhed2] ApS). Klageren var ejer og direktør i selskabet. Selskabet blev tvangsopløst den 20. december 2013.

Selskabet ejede halvdelen af anparterne i [virksomhed3] ApS. Den anden halvdel var ejet af [virksomhed4] ApS.

Den 18. marts 2009 indgik [virksomhed1] ApS en aftale med [virksomhed4] ApS om at sælge sine anparter i [virksomhed3] ApS til [virksomhed4] ApS. Der er fremlagt anpartsoverdragelsesaftale underskrevet den 18. marts 2009.

Det fremgår af aftalen, at anparterne blev solgt for 1 kr. og at overdragelsen var betinget af, at [virksomhed1] ApS indbetalte et beløb på 250.000 kr. til [finans1] til nedbringelse af [virksomhed3] ApS’ kassekredit, og at sælger herefter blev frigjort for sin kautionsforpligtelse overfor selskabets pengeinstitut, jf. anpartsoverdragelsesaftalens pkt. 5.7.

Det fremgår videre af aftalen, at kassekreditten for [virksomhed3] ApS i [finans1] fortsatte, men på ændrede vilkår, nu med en trækningsret på 500.000,00 kr. og at aftalen var betinget af bankens godkendelse, jf. anpartsoverdragelsesaftalens pkt. 8.3.

Det er oplyst, at det ikke var [virksomhed1] ApS, men klageren personligt, som havde stillet kaution overfor banken på 250.000 kr. og at han den 9. marts 2009 var blevet frigjort herfor.

Dette skete ved en indbetaling på 250.000 kr. fra [virksomhed1] ApS direkte til [virksomhed3] ApS. Den 12. marts 2009 har [virksomhed1] ApS optaget et lån på 250.000 kr. Lånet er indbetalt direkte på kassekreditten for [virksomhed3] ApS i [finans1]. I kvitteringen for overførslen er anført: ”inddækning af kredit i [virksomhed3] ApS i forbindelse med udtrædelse af selskabet”.

Klageren har forklaret, at i forbindelse med at [virksomhed3] ApS ønskede at optage et lån i [finans1], stillede banken krav om, at klageren personligt kautionerede for lånet. Banken ville ikke acceptere, at kautionen blev stillet af [virksomhed1] ApS.

Derfor blev det mellem klageren og [virksomhed1] ApS aftalt, at selskabet skulle friholde klageren for ethvert krav, som klageren måtte blive mødt af i anledning af kautionsforpligtelsen. Der er ikke fremlagt nogen skriftlig aftale mellem klageren og selskabet herom.

Det fremgår af årsrapporten for 2008, at [virksomhed3] ApS havde et negativt resultat på 1.397.903 kr. I årsrapporten for 2009 havde selskabet et resultat på 193.417 kr.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs afgørelse, hvorefter klagerens aktieindkomst for indkomståret 2009 er forhøjet med 250.000 kr.

Som begrundelse herfor, har nævnet anført følgende:

”Med udgangspunkt i anpartsoverdragelsesaftalens ordlyd i punkt 5.7 anses betalingen af de 250.000 kr., at dække betaling for frigivelse af kaution i [finans1]. Da selskabet [virksomhed1] ApS har indbetalt 250.000 kr. på datterselskabets konto i [finans1] og [person1] samtidig frigøres for sin kautionsforpligtelse, anses udgiften ikke at vedrøre selskabet, men derimod [person1], hvorfor udgiften anses at være en privat udgift.

Udgiften på 250.000 kr. anses for at være en maskeret udlodning til [person1], jf. ligningslovens § 16A, stk. 1, jfr. stk. 2.

Det anses ikke at have betydning, at [person1] påtager sig en ny kautionsforpligtelse på et nyt lån, da der er tale om 2 uafhængige forhold. Herudover er det også konstateret, at kautionsforpligtelsen nedsættes fra 500.000 kr. til 250.000 kr.

Det er korrekt, at kautionsforpligtelsen ikke er gjort aktuel af [finans1], men indbetalingen anses at være grundlaget for, at banken vil frigøre [person1] for sin kautionsforpligtelse. [finans1] har ikke oplyst grundlaget for at frigøre [person1], men af anpartsoverdragelsesaftalens punkt 8.5 fremgår det, at aftalen er betinget af [finans1]s godkendelse.

[person1] har selv pr. telefon oplyst, at det ikke er selskabet, men ham personlig, som har kautioneret for selskabets lån. Dette har [finans1] pr. mail 13.6.2012 bekræftet.

Det er efter nævnets opfattelse også ganske normalt i låneforhold mellem pengeinstitutter og selskaber, at hovedanpartshaveren indgår som personlige kautionister for selskabernes lån.

Der foreligger ikke oplysninger eller dokumenter der tilsiger, at selskabet har haft en kautionsforpligtelse overfor [finans1], hvorfor der ikke foreligger dokumentation for denne påstand.

På baggrund af ovennævnte fastholder skatteankenævnets således SKATs indkomstansættelse for 2009 vedrørende dette punkt.

Det i klageskrivelse og i mail af 22. oktober 2013 fremførte ses ikke at kunne begrunde et andet resultat.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens aktieindkomst bliver nedsat med 250.000 kr. for indkomståret 2009.

Der er til støtte herfor gjort gældende:

”Det er i sagen omtvistet, hvad [virksomhed1] ApS’ betaling af kr. 250.000 til [finans1] er betaling for.

Det gøres gældende, at selvom det måtte blive lagt til grund, at der er tale om betaling af min klients kautionsforpligtelse, så er der ikke grundlag for at anse betaling for at være en maskeret udbytteudlodning til min klient.

Det anerkendes for så vidt, at det er min klient, der – over for [finans1] - hæfter for lånet. Det gøres imidlertid gældende, at min klient i kraft af friholdelsesaftalen med malerfirmaet [person1] ApS har været berettiget til at afkræve selskabet et beløb svarende til det, som han selv har afholdt over for [finans1].

[virksomhed1] ApS betaling af kr. 250.000 til [finans1] er således ikke udtryk for, at selskabet har betalt en privat udgift for min klient, hvorfor der ikke er grundlag for at anse betaling for at være en maskeret udbytteudlodning til min klient.”

Landsskatterettens afgørelse

Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer medregnes som udgangspunkt til den skattepligtige indkomst som udbytte af aktier. Det fremgår af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1.

Det må lægges til grund, at [virksomhed1] ApS den 12. marts 2009 optog et lån i [finans1] på 250.000 kr. for at nedbringe datterselskabets kassekredit. Det må ligeledes lægges til grund, at klageren i relation til datterselskabets kassekredit havde kautioneret personligt overfor banken for eventuelle forpligtigelser, der måtte påhvile datterselskabet.

Bortfald af en påtaget kautionsforpligtelse, der på grund af gældens indfrielse ikke blev aktuel, kan ikke anses at være et skattepligtigt gode for klageren, jf. UfR 1984.558/2H.

Landsskatteretten nedsætter den maskerede udlodning til 0 kr.