Kendelse af 10-09-2014 - indlagt i TaxCons database den 17-10-2014

Der er bedt SKAT om et bindende svar. Der er stillet følgende spørgsmål:

”Er [person1] berettiget til et fradrag på 13.575,19 kr. i den skattepligtige indkomst for 2013, jf. kursgevinstlovens § 14, stk. 1 ?”.

SKAT har besvaret spørgsmålet således:

”Ja – under forudsætning af, at den skattepligtige del af kravet indtægtsføres med samme beløb”.

Skatteankenævnet har besvaret spørgsmålet med:

”Nej”.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse for så vidt angår erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og renter og godkender fradrag for så vist angår erstatning for svie og smerte.

Faktiske oplysninger

Ved mail af 4. februar 2013 fra [fagforening] er der på klagerens vegne bedt om et bindende svar.

Vedrørende baggrunden for anmodningen om bindende svar er det oplyst, at klageren var ansat som murer hos [virksomhed1], der er gået konkurs. Den 10. maj 2011 var klageren udsat for en arbejdsulykke og har i den forbindelse et erstatningskrav mod arbejdsgiveren på 13.575,19 kr., der er opgjort således:

Den 19. juli 2011 rettede Fagligt Fælles Forbund henvendelse til klagerens arbejdsgiver med anmodning om at oplyse, hvorvidt arbejdsgiveren kunne anerkende erstatningspligten. Efter det oplyste an-

meldte arbejdsgiveren den 2. august 2011 sagen til sit forsikringsselskab, der imidlertid afviste kravet, der herefter blev gjort gældende over for arbejdsgiveren.

Af de foreliggende oplysninger fremgår, at arbejdsgiverens virksomhed er taget under konkursbehandling den 8. februar 2012.

Erstatningskravet er anmeldt over for konkursboet ved skrivelse af 22. februar 2012. Det er i forbindelse hermed oplyst, at arbejdsgiveren i efteråret 2011 havde anmeldt forholdet til sit forsikringsselskab, der imidlertid afviste sagen, da der ikke var tegnet forsikring, der dækkede forholdet. Kravet var efterfølgende rejst direkte overfor arbejdsgiveren.

Konkursboet er afsluttet den 4. februar 2013 i medfør af konkurslovens § 143, idet der ikke var midler i boet udover, hvad der medgik til dækning af omkostninger i forbindelse med bobehandlingen. Af redegørelse og statusoversigt fra boets kurator af 6. juni 2012 fremgår, at der på grund af manglende midler i boet ikke er sket fordringsprøvelse.

SKAT har anset erstatningen for svie og smerte for skattefri. Erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste træder i stedet for en arbejdsindtægt og er derfor skattepligtig som personlig indkomst. Renter af erstatningen er skattepligtig som kapitalindkomst.

Da der er tale om et beløb, som klageren via sin ansættelse har krav på, er beløbet efter SKATs opfattelse skattepligtigt, jf. statsskattelovens § 4.

I den foreliggende situation er det SKATs opfattelse, at det beløb, som klageren har til gode, når boet er endelig afsluttet, først bliver skattepligtigt hos ham på det tidspunkt, hvor der eventuelt sker udlodning fra boet/på det tidspunkt, hvor klageren fratrækker et eventuelt ikke udbetalt beløb som “tab på fordring”.

Det er herefter SKATs opfattelse, at der efter kursgevinstlovens § 14, stk. 1, er fradrag for tab under forudsætning af, at den skattepligtige del af kravet indtægtsføres med samme beløb.

Jura i SKAT har den 3. juni 2014 udtalt sig i sagen.

Skatteankenævnets afgørelse

En erstatning, der udbetales som et engangsbeløb, er skattepligtig, hvis den erstatter en indtægt, der ellers ville være skattepligtig enten løbende eller som kapitalgevinst. Erstatningen beskattes i så fald

som den indtægt, den erstatter. Beskatningstidspunktet vil dog afhænge af, hvornår der erhverves ret til selve erstatningen, jf. Den juridiske vejledning 2013-1, pkt. C.C.2.5.3.2.9, pkt. C.A.1.2.1 samt pkt. CA.3.7.

Retserhvervelsesprincippet indebærer, at beskatning som udgangspunkt sker på det tidspunkt, hvor en skattepligtig person får ret til et formuegode. Er der en retstvist om retten til en indkomst, der ikke allerede er overdraget, vil indkomsten normalt først være endeligt erhvervet, når rettens eksistens er fastslået ved dom eller forlig, jf. Den juridiske vejledning 2013-1, pkt. C.A.1.2.1 og den heri refererede praksis.

I det omfang, der ikke sker betaling af erstatningen samtidig med, at der erhverves endelig ret til denne, opstår der et tilgodehavende og en fordring lydende på betaling af et beløb svarende til den opgjorte erstatning.

Hvis erstatningen ikke betales opstår der således et tab på en fordring, der skattemæssigt skal behandles efter bestemmelserne i kursgevinstloven, der jf. I bl.a. omfattet tab vedrørende penge-fordringer.

Ifølge kursgevinstlovens § 14, stk. 1, har personer som altovervejende hovedregel fradrag for tab på fordringer, hvor adgangen til fradrag er betinget af, at tabet ikke ligger under bagatelgrænsen på 2.000 kr., og at fordringen er erhvervet den 27. januar 2010 eller senere. Tabet kan fratrækkes på det tidspunkt, hvor tabet faktisk kan konstateres, jf. kursgevinstlovens 25, stk. 1. Efter praksis er der således fradrag for tab, når fordringen kan anses for uerholdelig, og uerholdeligheden er konstateret ved forgæves udlæg eller andre retsmidler.

På baggrund af ovenstående kan det derfor konstateres, at det tab klageren påføres som følge af, at der ikke sker betaling af erstatningen, og som klageren mener er fradragsberettiget, jf. kursgevinstlovens § 14, stk. 1, er direkte afledt af en bagvedliggende indtægt i form af den selvsamme erstatning.

Nævnet er derfor også enigt med SKAT i, at der som udgangspunkt ikke kan foretages fradrag for tab efter kursgevinstlovens bestemmelser, uden at den bagvedliggende indtægt samtidig indtægtsføres, i det omfang der er tale om en skattepligtig erstatning.

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt erstatningen er skattepligtig, må erstatning for tabt arbejdsfortjeneste anses at træde i stedet for en lønindtægt og vil derfor være skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, litra a.

Erstatning for svie og smerte må anses at være en kompensation for en retsstridig krænkelse af immateriel karakter, der træder i stedet for en del af indkomstgrundlaget og derfor vil være skattefri, jf. statsskattelovens § 5.

Rentegodtgørelsen anses for skattepligtig som kapitalindkomst, uanset erstatningens eller godtgørelsens art, jf. statsskattelovens § 4, litra e, og personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1. Der henvises i denne forbindelse til Den juridiske vejledning, afsnit C.A.3.7.

På baggrund af ovenstående er nævnet derfor enigt med SKAT i, at erstatningen for svie og smerte må anses for skattefri, mens erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste og rentegodtgørelsen må anses for skattepligtige.

Med hensyn til retserhvervelsestidspunktet foreligger der ikke oplysning om, hvorvidt arbejdsgiveren har anerkendt erstatningskravet efter, at han er blevet bekendt med, at forsikringen ikke ville dække

forholdet, hvilket må lægges til grund er sket i forbindelse med modtagelsen af skrivelsen fra arbejdsgiverens forsikringsselskab. Det kan imidlertid konstateres, at arbejdsgiveren ikke har betalt erstatningen, og at hans virksomhed efterfølgende er taget under konkursbehandling den 8. februar 2012, hvorfor kravet er anmeldt overfor arbejdsgiverens konkursbo, da det ellers ville fortabes.

Umiddelbart er det derfor også nævnets opfattelse, at retserhvervelsestidspunktet og dermed beskatningstidspunktet udskydes tilsvarende, dvs. til det tidspunkt, hvor der modtages meddelelse om, at konkursboet anerkender kravet.

Af de foreliggende oplysninger fremgår det, at der grundet manglende midler i boet ikke var sket fordringsprøvelse, dvs. at de anmeldte krav i konkursboet lægges til grund ved bobehandlingen, uden nærmere prøvelse af disse.

Da konkursboet endvidere afsluttes i medfør af konkurslovens § 143, dvs. at der ikke var midler i boet, udover hvad der medgik til dækning af omkostningerne i forbindelse med bobehandlingen, er det nævnets opfattelse, at værdien af erstatningskravet på retserhvervelsestidspunktet må anses at have været lig 0, da det allerede på dette tidspunkt har været klart, at det ikke ville være midler i boet til dækning af kravet. I denne forbindelse er henvist til Højesterets dom i TfS 1998, 526 vedrørende udskydelse af beskatningstidspunkt for løntilgodehavender.

Værdien af det tilsvarende krav på betaling må således også anses at være lig 0, og der vil derfor heller ikke være grundlag for fradrag for tab på nogen del af fordringen, jf. kursgevinstlovens bestemmelser.

Det bemærkes i denne forbindelse, at tab på fordringer i medfør af kursgevinstlovens § 26 opgøres som forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen, hvor anskaffelsessum som udgangspunkt sættes til kursværdien på erhvervelsestidspunktet og afståelsessummen er den værdi, som fordringen realiseres til. Da kursværdien på erhvervelsestidspunktet er lig 0 kr., jf. ovenstående, og fordringen realiseres til 0 kr. vil tabet opgjort efter kursgevinstlovens § 26 derfor også være lig 0 kr.

På baggrund af ovenstående finder nævnet, at værdien af erstatningskravet på retserhvervelsestidspunktet må anses at udgøre 0 kr. - både for så vidt angår den skattepligtige del vedrørende tabt arbejdsfortjeneste og rentegodtgørelse, men også hvad angår den skattefri del vedrørende godtgørelse for svie og smerte - hvilket betyder, at der ikke vil være noget beskatningsgrundlag, men heller ikke noget grundlag for tabsfradrag efter kursgevinstlovens bestemmelser, da fordringen mod arbejdsgiver/konkursboet også er 0 kr. værd.

I indsigelserne til nævnets forslag til afgørelse er det anført, at der må anses at være erhvervet ret til erstatningen på det tidspunkt, hvor skaden er sket, og kravet på godtgørelse for svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste kunne gøres op. Der henvises i denne forbindelse til, at kravet var anmeldt overfor arbejdsgiveren i juli 2011, og at det følger af erstatningsansvarslovens § 16, at godtgørelse og erstatning kan kræves betalt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der var nødvendige for at kunne fastsætte erstatningens størrelse.

I og med at arbejdsgiveren sender erstatningskravet videre til forsikringsselskabet finder nævnet også, at retserhvervelses- og dermed beskatningstidspunktet udskydes indtil det tidspunkt, hvor der

foreligger oplysning fra forsikringsselskabet om, hvorvidt man anerkender kravet. I dette tilfælde har forsikringen ikke ville dække skaden, og kravet må derfor i stedet gøres gældende direkte overfor arbejdsgiveren, der dog i mellemtiden var gået konkurs. Nævnet mener derfor, at fordringens værdi på dette tidspunkt har været lig 0 kr., og at der derfor allerede af den grund ikke er grundlag for at indrømme fradrag for noget tab efter kursgevinstlovens bestemmelser.

Skatteankenævnet har derfor besvaret spørgsmål med et “Nej”.

Klagerens opfattelse

Klageren har påklaget skatteankenævnets afgørelse.

Klageren har gjort gældende, at skatteankenævnet kunne og burde have taget stilling til de tre skitserede alternativer i klagen til nævnet over SKATs bindende svar:

- At klageren har ret til fradrag for den fulde fordring på 13.575,19 kr., uden først at skulle beskattes af den del af fordringen, alternativt

- At klageren har ret til fradrag for den del af fordringen, som han ville have haft tilbage (nettofordringen), såfremt fordringen var blevet betalt af skyldner på normal vis, hvorved en del af fordringen (erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og renter) = var blevet beskattet og tilbageholdt af skyldner, alternativt

- At klageren har ret til at foretage en opdeling af fordringen og alene søge fradrag for en del af fordringen, f.eks. den skattefri del af fordringen (godtgørelse for svie og smerte).

De skitserede alternativer har en naturlig tilknytning til den oprindelige anmodning om bindende svar.

Det er endvidere gjort gældende, at fordringen er erhvervet på det tidspunkt, hvor skaden skete, og kravet på godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kunne opgøres i henhold til erstatningsansvarsloven. Fordringen havde således en værdi på tidspunktet for arbejdsgiverens konkurs.

Klageren har anført, at hverken arbejdsgiveren eller forsikringsselskabet har bestridt fordringen, hvilket ville have været naturligt at gøre, såfremt det var tilfældet.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af kursgevinstlovens § 14, stk. 1, at gevinst og tab på fordringer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Af statsskattelovens § 4 fremgår, at al indkomst skal medregnes i indkomstopgørelsen, medmindre dette et særkilt undtaget.

Det fremgår, at klageren har fremsat et erstatningskrav over for sin arbejdsgiver opgjort til i alt 13.575,19 kr., der består af tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte samt renter. Kravet er anmeldt i arbejdsgiverens konkursbo, der blev afsluttet i 2013 uden prøvelse og uden dækning af klagerens krav.

Landsskatteretten finder, at klagerens arbejdsgiver ved at anmelde forholdet til sit forsikringsselskab har anerkendt erstatningskravet forud for hans konkurs. Da klageren således anses for at have erhvervet ret til et erstatningsbeløb på 13.575,19 kr., skal beløbet som udgangspunkt medregnes i klagerens skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 4, dog ikke erstatningsbeløbet på 3.500,00 kr. vedrørende svie og smerte, da erstatningen ikke træder i stedet for en skattepligtig indkomst.

For så vidt angår tabt arbejdsfortjeneste, der sidestilles med lønindkomst, er klageren berettiget til fradrag for 9.814,12 kr., såfremt han medregner beløbet som lønindkomst. Ifølge Skatterådets afgørelse af 25. marts 2014 (SKM2014.242.SR) kan klageren vælge at følge den praksis, som var gældende før vedtagelse af den nye kursgevinstlovs 14, hvorefter der blev givet fradrag i den personlige indkomst, for den del af lønnen, som klageren ikke fik fradrag for i sin arbejdsgivers konkursbo. Herved vil såvel beskatning i medfør af statsskattelovens § 4 som fradrag ske i den personlige indkomst.

For så vidt angår renter har klageren fradrag for 261,07 kr. i medfør af kursgevinstlovens § 14, såfremt han medregner renterne i indkomstopgørelsen, jf. statsskattelovens § 4.

I medfør af Højesterets dom af 29. juni 1998 (offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1998,

526) skal beskatning først ske på det tidspunkt, hvor klagerens arbejdsgivers konkursbo afsluttes. Da konkursboet afsluttes i 2013 er beskatningstidspunktet er derfor udskudt til indkomståret 2013.

I øvrigt og særligt for så vidt angår erstatningskravet vedrørende svie og smerte er det Landsskatterettens opfattelse, at der er opstået en pengefordring på klagerens arbejdsgiver på det tidspunkt, hvor han har anerkendt erstatningskravet og ikke betalt klageren.

Fordringens værdi opgøres i henhold til kursgevinstlovens § 26, stk. 3, på erhvervelsestidspunktet, dvs. på det tidspunkt, hvor klagerens arbejdsgiver har anerkendt erstatningskravet. Tabet skal opgøres som forskellen mellem anskaffelsessummen på erhvervelsestidspunktet, der udgør 3.500 kr., og afståelsessummen, der udgør 0 kr. Klageren er derfor berettiget til et tabsfradrag på 3.500 kr.

Retten stadfæster derfor skatteankenævnets afgørelse for så vidt angår erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og renter og godkender fradrag for erstatning for svie og smerte.