Kendelse af 10-05-2016 - indlagt i TaxCons database den 24-06-2016

Indkomståret 2008

Klagepunkt

Skatteankenævnets afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Udgift til supervision

0 kr.

13.275 kr.

0 kr.

Udgift til kiropraktor

0 kr.

1.932 kr.

0 kr.

Skønsmæssig ændring

165.842 kr.

100.268 kr.

100.268 kr.

Indkomståret 2009

Klagepunkt

Skatteankenævnets afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Udgift til supervision

0 kr.

11.616 kr.

0 kr.

Skønsmæssig ændring

91.309 kr.

65.053 kr.

65.053 kr.

Faktiske oplysninger

SKAT havde modtaget indtil flere anmeldelser på, at klageren udførte sort arbejde. På den baggrund indkaldte og gennemgik SKAT klagerens regnskabsmateriale for blandt andet indkomstårene 2008 og 2009.

Klageren har over for SKAT indrømmet, at hun har udført sort arbejde.

Klageren har drevet enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1], cvr. nr. [...1]. Virksomheden startede 1. januar 2008 og ophørte 31. december 2011. Virksomheden var en konsulent- og coachingvirksomhed, der bl.a. havde opgaver inden for sangundervisning, stemmedannelse, personlig fremtoning, stresshåndtering, kropsbevidsthed og yderligere beslægtede emner.

Klageren gennemførte i perioden august 1997 til december 2002 den 4-årige musiklæreruddannelse inden for klassisk musik med musiklærereksamen ved [...]. Hun gennemførte herefter i perioden januar til december 2003 den 1-årige musikpædagogiske diplomuddannelse inden for klassisk musik med musikpædagogisk diplomeksamen samme sted. Hun har modtaget eksamensbevis fra [...] for at have gennemført ovennævnte samlede diplomuddannelse.

Det er endvidere oplyst, at klageren i perioden 2005 til 2008 gennemførte en efteruddannelse i kropsorienteret kommunikativ psykoterapi hos [...], [...], [adresse1], [by1], med [person1] som uddannelsesleder. Klageren modtog et diplom for at have gennemført ovennævnte uddannelse. Ifølge dette diplom har der blandt andet været undervist og trænet i psykologi og karakterforståelse, grundlæggende terapeutiske redskaber, kropsorienteret psykoterapi, kommunikation og konfliktløsning, samarbejdsmodeller samt coaching og personligt lederskab. Klageren modtog ikke et eksamens- eller kursusbevis for uddannelsen i Kropsorienteret Kommunikativ Psykoterapi. [person1] har dog udstedt en erklæring til "Hvem det måtte interessere" dateret 24. april 2013, hvori han bekræfter klagerens deltagelse i efteruddannelse i kropsrelateret psykoterapi, coaching og personligt lederskab i perioden 2005-2008.

I indkomstårene 2008 og 2009 har klageren deltaget i uddannelsen til coach.

Supervision

Klageren har fratrukket udgifter til supervision med 13.275 kr. i 2008 og 11.616 kr. i 2009.

Klageren har den 24. november 2011 til SKAT oplyst:

"Jeg har dels fået sparring til det faglige indhold, fx ift. det didaktiske forløb og ift. at udvikle øvelser og materiale (både praktisk og teoretisk funderet) ifm. coaching og undervisning/konsulentarbejde hos [virksomhed2] og undervisningen i kirkerne, og dels fået sparring på min egen rolle - dvs. hvordan jeg agerer som autoritet, håndterer "vanskelige" personer osv. Det har ikke haft noget med min privatperson som sådan at gøre, og jeg mener derfor at denne udgift er erhvervsrelateret."

Den 7. december 2011 oplyste klageren til SKAT:

"Jeg har haft timer i [virksomhed2] i coaching (ifm. konflikthåndtering og stress) og personalepleje, og det er i den forbindelse, jeg har brugt supervisionen, da jeg jo var ny i feltet, og havde brug for noget sparring, da det jo var et stort ansvar at stå med medarbejdernes personlige og sårbare ”historier” og hjælpe dem. Desuden har jeg brugt det ifm. min undervisning i kirkerne, hvor jeg også har haft brug for sparring på mit eget lederskab og min rolle som underviser for bedre at kunne tackle modstand i de grupper jeg underviste."

Kiropraktor

Der er selvangivet et fradrag i 2008 på 1.932 kr. Kiropraktor [person2] mail af 4. juni 2012:

Hej [person3]

Jeg kan af min journal se at du blev behandlet hos mig i perioden 1.9-6.10.08.

Jeg kan af forløbet se at der var tale om nakke spændinger, forårsaget af ledlåsninger. De samme nerver der styrer nakkemusklerne styrer også de muskler der styrer/strammer stemmebåndene. Jeg er derfor helt overbevist om at behandlingerne var nødvendige, for at du kunne passe dit arbejde.

Hilsen [person2]

Skønsmæssig ændring 2008

SKAT har beregnet en udeholdt omsætning på 165.842 kr. Ifølge repræsentanten skal dette beløb nedsættes med i alt 65.574 kr. til 100.268 kr.

Ændringen fremkommer således:

SKATs ændring af godkendt kørselsfradrag fra 32.818 kr. til 6.000 kr.

26.818 kr.

SKATs oplysninger om udgifter til web-design

12.500 kr.

SKAT har ikke taget højde for modtagne børnepenge

26.256 kr.

Ændringer

65.574 kr.

Kørselsfradrag:

Klageren har accepteret, at det selvangivne kørselsfradrag er ændret fra 32.818 kr. til 6.000 kr. Da SKATs beregnede ligningsmæssige privatforbrug tager udgangspunkt i den selvangivne skattepligtige indkomst, skal differencen på 26.818 kr. efter repræsentantens opfattelse resultere i en nedsættelse af den skønsmæssige ændring af indkomsten.

Web-design:

Ifølge SKAT har klageren oplyst, at hun har afholdt ikke fradragsberettigede udgifter til web-design på 12.500 kr. Oplysningen fremgår ikke af SKATs sagsmateriale/notatark, og repræsentanten påpeger, at beløbet ikke er hævet på klagerens bankkonti.

Børnepenge:

SKAT har ikke i sin beregning taget højde for, at klageren har modtaget 26.256 kr. i børnepenge fra børnenes far.

Skønsmæssig ændring 2009

SKAT har beregnet en udeholdt omsætning på 91.309 kr. Ifølge repræsentanten skal dette beløb nedsættes med 26.256 kr. til 65.053 kr. kr.

Ændringen på 26.256 kr. udgør børnepenge fra børnenes far, som SKAT ikke har taget højde for.

Skatteankenævnets afgørelse

Nævnet har - på de påklagede punkter - stadfæstet SKATs afgørelse.

Som begrundelse for afgørelsen vedrørende de påklagede punkter har skatteankenævnet anført:

"Indkomståret 2008

Udgifter til supervisor

Nævnet finder ikke, at kravene til fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a) er opfyldt. Nævnet finder ikke, at udgiften til supervision kan henføres til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst, men i stedet ønsket om en optimering af kundernes udbytte, øget indtjening og øget fastholdelse af kunderne i videre omfang end ellers, ændrer ikke på dette udgangspunkt.

Nævnet finder derfor, at supervision vedrører den enkelte skatteyders personlige udvikling, hvorfor den vedrører selve indkomstkilden.

Nævnet anerkender derfor ikke fradrag for udgifterne til supervision. Til støtte herfor kan henvises til afgørelsen TfS 2001, 797.

Udgift til kiropraktor

Efter den daværende ligningslov § 30 A var der fradragsret for selvstændigt erhvervsdrivendes udgifter til egne sundhedsbehandlinger m.m. [person3] falder under denne personkreds, jf. oplysningerne fra CVR og bestemmelsens stk. 1. Det er samtidig en betingelse, at den selvstændigt erhvervsdrivende deltager i virksomhedens drift med en personlig arbejdsindsats af ikke uvæsentligt omfang. Denne betingelse anses også for opfyldt.

Paragraffen omfatter ydelser, som afholdes til lægefaglig begrundet behandling ved sygdom eller ulykke. Herunder omfattes også kiropraktorbehandlinger.

Det er en betingelse for fradragsretten, at der foreligger en lægehenvisning til behandling, jf. bestemmelsens stk. 4. Ved kiropraktorbehandlinger er det betinget af, at der foreligger en skriftlig erklæring om, at personen har behov for behandlingen. Erklæringen skal være fra en kiropraktor, der har autorisation efter dansk ret.

Se i det hele den dagældende ligningslov § 30 A og Ligningsvejledningen, Erhvervsdrivende, E.B.3.1.9.

I dette tilfælde forelå der ikke nogen erklæring fra en autoriseret kiropraktor om, at der var behov for behandlingen. Efter en ordlydsfortolkning af teksten i bestemmelsens stk. 4 skal der forud for behandlingen – og dermed fradragsretten – foreligge denne erklæring. En sådan erklæring er først efterfølgende indsendt i forbindelse med klagebehandlingen, og erklæringen er dateret 4. juni 2012, dvs. næsten 4 år efter behandlingen er sket. Nævnet finder, at erklæringen derfor ikke har foreligget rettidigt.

Nævnet finder ikke, at der er fradrag efter dagældende ligningslov § 30 A for udgiften til kiropraktor, da betingelserne for fradragsretten ikke har været opfyldt.

Den skønsmæssige ansættelse/privatforbrugsopgørelsen

Nævnet finder, at SKAT har opgjort det ligningsmæssige privatforbrug korrekt, jf. opgørelsen under SKATs begrundelse. Heraf ses, at den skattepligtige indkomst og den indeholdte A-skat er beregnet korrekt, hvorfor det ligningsmæssige privatforbrug er på 69.060 kr.

Nævnet er enigt med SKAT i, at opgørelsen skal tillægges gaven fra [person3]s far.

Nævnet er enigt med SKAT i, at der ikke skal tillægges fratrukket kørselsfradrag, da betingelserne, jf. SKATs begrundelse og Bekendtgørelse af Skatterådets satser for 2008 vedrørende fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads og udbetaling af skattefri godtgørelse for erhvervsmæssig befordring, ikke opfyldt. SKATs skønsmæssigt godkendte fradrag på 6.000 kr. er allerede korrekt indregnet i opgørelsen, jf. opgørelsen under SKATs begrundelse.

Opgørelsen skal endvidere ikke tillægges beløbet for ”anvendt til webdesign”. Nævnet anser dette som værende en udgift henhørende under [person3]s virksomhed, hvorfor hun ikke har haft dette beløb til rådighed privat.

Nævnet finder derfor, at SKATs opgørelse samlet er korrekt. På dette grundlag finder nævnet derfor, at SKATs skønsmæssige ansættelse af privatforbruget er sket korrekt.

Indkomståret 2009

Udgifter til supervisor

Der henvises til anbringenderne under denne fremstillings punkt 6.1. for behandling heraf. Samme forhold gør sig gældende.

Fradrag anerkendes derfor ikke.

Den skønsmæssige ansættelse/privatforbrugsopgørelsen

Nævnet bemærker, at i SKATs opgørelse er børnefamilieydelse og -tilskud allerede indregnet i deres privatforbrugsopgørelse.

Børnefamilieydelse og -tilskud udgør rigtigt:

Skattefrit børnetilskud

kr. 14.172,00

Skattefrit børnefamilieydelse

kr. 20.464,00

kr. 34.636,00

Nævnet er ikke enigt med repræsentanten i, at SKAT ikke har taget højde for disse beløb, da det netop er indgået i SKATs opgørelse. Beløbet kan ikke fragå to gange, hvorfor nævnet er enig med SKAT i denne opgørelse.

Nævnet finder derfor, at SKATs opgørelse samlet er korrekt. På dette grundlag finder nævnet derfor, at SKATs skønsmæssige ansættelse af privatforbruget er sket korrekt."

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at skatteankenævnets afgørelse vedrørende de påklagede punkter skal nedsættes med i alt 80.781 kr. i 2008 og i alt 37.872 kr. i 2009.

Det er til støtte for påstanden anført:

ANBRINGENDER

Indkomståret 2008

Supervision

Der er efter statsskattelovens § 6 fradragsret for udgifter, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst.

Min klient drev i 2008 konsulent - og coachingvirksomhed med bl.a. sangundervisning, stemmedannelse og personlig fremtoning.

Min klient har under visse dele af undervisningen m.v. antaget en erhvervskonsulent (supervisor) til at deltage med henblik på at optimere kundernes udbytte af undervisningen m.v.

Ved at forøge udbyttet af undervisningen har min klient haft en forventning om at kunne fastholde sine kunder i videre omfang end ellers.

Udgiften til antagelse af en erhvervskonsulent (supervisor) er således sket med henblik på at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst, idet udgiften er afholdt med henblik på fastholdelse af eksisterende kunder.

Det gøres følgelig gældende, at udgiften hertil under disse omstændigheder utvivlsomt er fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6.

Kiropraktor

Det omtvistede i sagen er, hvorvidt det er en betingelse for fradragsret efter dagældende ligningslovs § 30 A, at der på tidspunktet for behandlingernes påbegyndelse forelå en skriftlig erklæring afgivet af en autoriseret kiropraktor.

I den foreliggende sag har min klient først indhentet ovennævnte erklæring efter behandlingernes udførelse.

Skatteankenævnet anfører i sin afgørelse, at ligningslovens § 30 A, stk. 4 - på baggrund af en ordlydsfortolkning - må forstås således, at erklæringen skal foreligge inden behandlingerne påbegyndes.

Bestemmelsen i ligningslovens § 30 A, stk. 4 har følgende ordlyd:

"Fradragsretten for udgifter til kiropraktorbehandling er alene betinget af, at der foreligger en skriftlig erklæring fra en kiropraktor, der har autorisation efter dansk ret eller, hvis kiropraktoren er etableret i udlandet, tilsvarende kvalifikationer, om, at personen har behov for behandlingen."

Det gøres gældende, at det ikke fremgår af bestemmelsens ordlyd, at erklæringen skal være afgivet forud for at behandlingen påbegyndes. Skatteankenævnet har således heller ikke i afgørelsen redegjort for på hvilken måde en ordlydsfortolkning fører til det, der er nævnets opfattelse.

Lovforarbejderne til bestemmelsen taler heller ikke til støtte for skatteankenævnets opfattelse. I L 77 fra folketingsåret 2002/2003-1 anføres det således blot:

“Endvidere gælder kravet om lægebehandling ikke ved kiropraktorbehandling, idet der ikke er praksis for, at læger henviser til kiropraktorbehandling. I stedet kræves der en skriftlig erklæring fra en autoriseret kiropraktor om, at der foreligger et behandlingsbehov.”

Det gøres på baggrund af det ovenanførte gældende, at hverken bestemmelsen ordlyd eller lovforarbejderne taler til støtte, at fradragsretten er betinget af, at erklæringen foreligger inden behandlingerne påbegyndes.

Realgrunde taler for, at det ikke er tilfældet. Det synes ikke at tjene noget sagligt formål, at erklæringen skal foreligge inden behandlingerne påbegyndes. Det afgørende er derimod blot - i forhold til opnåelse af fradragsret - at behandlingsbehovet er dokumenteret i form af fremlæggelse af en skriftlig erklæring fra en autoriseret kiropraktor.

Det er velkendt, at skattemyndighederne er underlagt et skærpet hjemmelskrav. Skatteministeriet har således på baggrund af en analyse af en række Højesteretsdomme i TfS 1998.137 udtalt:

"Den væsentligste hovedkonklusion er, at Højesteret synes at have indskærpet kravet om klar hjemmel til beskatning i lovgivningen. Synspunktet er formentlig, at er der tvivl om hjemmelsgrundlaget, er dette ubetinget myndighedernes problem. Heri ligger ikke blot, at der ikke kan fortolkes i skærpende retning, ud over hvad lovens tekst - og eventuelt klare lovmotiver - berettiger til; men tillige, at usikkerhed om rækkevidden af en hjemmel trækker i retning af en udvidende fortolkning, hvor dette er til gunst for skatteyderen."

I den foreliggende sag er det usikkert, hvorvidt fradragsretten efter ligningslovens § 30 A er betinget af, at erklæringen forelå inden behandlingerne påbegyndes. Denne usikkerhed skal komme min klient til gunst, således at det lægges til, at fradragsretten ikke er betinget heraf.

Det gøres herefter gældende, at det er med urette, at min klient er blevet nægtet fradragsret for udgiften til kiropraktorbehandling.

Skønsmæssig ansættelse - Privatforbrugsberegningen

Min klient har for indkomståret 2008 i virksomhedens resultat fratrukket "skattefri kørselsgodtgørelse" med kr. 32.818.

Fradraget har medført, at min klients virksomhedsoverskud er reduceret med fradragsbeløbet, uden at der er afholdt en specifik udgift.

Havde overskuddet i min klients virksomhed før kørselsfradragets foretagelse udgjort kr. 132.818, så ville det efter have udgjort kr. 100.000. Det ændrer imidlertid ikke ved, at min klient har kunnet finansiere husstandens privatforbrug med kr. 132.818, idet der IKKE er afholdt en specifik udgift til opnåelse af fradraget.

Min klients overskud ville med andre ord have været kr. 32.818 større end det, som hun har selvangivet.

Disse kr. 32.818 - som i princippet er tilgået min klient, men ikke indgå i virksomhedens overskud, således som det er selvangivet - har min klient i sagens natur kunnet anvende til dækning af husstandens privatforbrug. Det er imidlertid ikke taget højde for beløbet i SKAT’s privatforbrugsberegning. Det burde der have været, idet posten “skattepligt indkomst” burde have udgjort kr. 129.849 i stedet for kr. 97.029. Alternativt burde beløbet (kr. 32.818) have været anført som en “skattefri” indtægt.

Det gøres gældende, at SKAT’s skønsmæssig ansættelse følgelig skal reduceres med kr. 32.818.

webdesign

Det fremstår fortsat som en gåde, hvad der ligger til grund for, at der i SKAT’s skønsmæssig ansættelse indgår en post benævnt “anvendt til webdesign.” Beløbet udgør kr. 12.500.

Det gøres gældende, at SKAT’s skønsmæssig ansættelse følgelig skal reduceres med kr. 12.500, idet det er udokumenteret hvilken relevans posten har for privatforbrugsberegningen.

Børnepenge

Min klient har i indkomståret modtaget børnetilskud og børnefamilieydelse. Det er af SKAT og tilsyneladende ligeledes af skatteankenævnet anerkendt, at disse tilskud/ydelser skal indgå i privatforbrugsberegning som skattefri indtægter, jf. skatteankenævnets sagsfremstilling side 7 - 9.

I indkomståret 2008 har min klient imidlertid ligeledes modtaget kr. 27.000 i børnepenge fra faderen til hendes 2 børn. Dette beløb indgår imidlertid ikke i SKAT’s privatforbrugsberegning. Det burde det, idet min klients i sagens natur har kunnet anvende beløbet til at dække husstandens privatforbrug.

Det gøres gældende, at SKAT’s skønsmæssig ansættelse følgelig skal reduceres med kr. 27.000.

Indkomståret 2009

Supervision

Der er efter statsskattelovens § 6 fradragsret for udgifter, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst.

Min klient drev i 2008 konsulent - og coachingvirksomhed med bl.a. sangundervisning, stemmedannelse og personlig fremtoning.

Min klient har under visse dele af undervisningen m.v. antaget en erhvervskonsulent (supervisor) til at deltage med henblik på at optimere kundernes udbytte af undervisningen m.v.

Ved at forøge udbyttet af undervisningen har min klient haft en forventning om at kunne fastholde sine kunder i videre omfang end ellers.

Udgiften til antagelse af en erhvervskonsulent (supervisor) er således sket med henblik på at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst, idet udgiften er afholdt med henblik på fastholdelse af eksisterende kunder.

Det gøres følgelig gældende, at udgiften hertil under disse omstændigheder utvivlsomt er fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6.

Børnepenge

Min klient har i indkomståret modtaget børnetilskud og børnefamilieydelse. Det er af SKAT og tilsyneladende ligeledes af skatteankenævnet anerkendt, at disse tilskud/ydelser skal indgå i privatforbrugsberegning som skattefri indtægter, jf. skatteankenævnets sagsfremstilling side 7 - 9.

I indkomståret 2009 har min klient imidlertid ligeledes modtaget kr. 27.000 i børnepenge fra faderen til hendes 2 børn. Dette beløb indgår imidlertid ikke i SKAT’s privatforbrugsberegning. Det burde det, idet min klients i sagens natur har kunnet anvende beløbet til at dække sit privatforbrug.

Det gøres gældende, at SKAT’s skønsmæssig ansættelse følgelig skal reduceres med kr. 27.000.

Efter telefonmøde den 16. februar 2016 er der fremkommet korrektioner til følgende af ovenstående beløb:

Kørselsgodtgørelse ændres fra 32.818 kr. til 26.818 kr.
Børnepenge ændres fra 27.000 kr. i 2008 og 2009 til 26.256 kr. begge år.

Repræsentantens bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse:

"Det fastholdes, at de afholdte udgifter til supervision udgør fradragsberettigede udgifter efter statsskattelovens § 6.

For så vidt angår udgiften til kiropraktor havde det været ønskeligt, om skatteankestyrelsen udtrykkeligt havde tilkendegivet, hvorvidt fradragsnægtelsen har sammenhæng med, at erklæringen fra kiropraktoren ikke forelå på tidspunktet behandlingernes udførelse. Det fastholdes, at udgiften er fradragsberettiget statsskattelovens § 6.

Anmodningen om afholdelse af retsmøde fastholdes henset til skatteankestyrelsens synspunkt i forhold til kiropraktorudgiften. Jeg skal opfordre skatteankestyrelsen til at genveje sit synspunkt, idet jeg kan oplyse, at min klient på forlangende er indstillet på at indhente en supplerende/uddybende udtalelse fra den pågældende behandler."

Landsskatterettens afgørelse

Supervision

Udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, kan fradrages. Det følger af statsskattelovens § 6, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke har dokumenteret, at modtagelse af supervision har haft en sådan konkret og direkte tilknytning til hendes løbende indkomsterhvervelse, at udgiften kan anses for fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Supervisionen anses for at have karakter af personlig udvikling og generel inspiration.

Skatteankenævnets afgørelse for 2008 og 2009 stadfæstes vedrørende dette punkt.

Kiropraktor

Af dagældende ligningslovs § 30A, stk. 1 fremgår, at skattepligtige personer der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrage udgifter til egne sundhedsbehandlinger mv.

Generelt er én af betingelserne for fradrag for udgifter efter denne lov, at der foreligger en lægeerklæring om, at den pågældende har behov for behandlingen.

Dog fremgår det af § 30A, stk. 4, at fradragsretten for udgifter til kiropraktorbehandling er betinget af, at der foreligger en skriftlig erklæring fra en kiropraktor, der har autorisation efter dansk ret eller, hvis kiropraktoren er etableret i udlandet, tilsvarende kvalifikationer om, at personen har behov for behandlingen.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at det forhold at kiropraktorerklæringen i nærværende sag er dateret 4 år efter, at behandlingen har fundet sted, bevirker, at der ikke er fradragsret for udgiften.

Skatteankenævnets afgørelse for 2008 stadfæstes vedrørende dette punkt.

Skønsmæssig ændring

Som skattepligtig indkomst betragtes som udgangspunkt den skattepligtiges samlede årsindtægter, jf. statsskattelovens § 4.

Skattepligtige skal selvangive deres indkomst og kunne dokumentere indtægts- og formueforhold. Dette følger af skattekontrollovens § 1 og § 6 B.

Foreligger en selvangivelse ikke på ansættelsestidspunktet, eller er den mangelfuld, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 6 B, stk. 4.

Klageren har i 2008 og 2009 drevet selvstændig virksomhed, og har erkendt, at der er udeholdt indtægter i virksomheden.

SKAT har opgjort klagerens privatforbrug og har beregnet, at de udeholdte indtægter udgør 165.842 kr. i 2008 og 91.309 kr. i 2009.

Klagerens repræsentant er fremkommet med konkrete bemærkninger til SKATs opgørelse, og som har indflydelse på det beregnede privatforbrug, og dermed også på de udeholdte indtægter.

Landsskatteretten giver klageren fuldt medhold vedrørende disse konkrete bemærkninger, hvilket betyder, at den skønsmæssige ændring af indkomsten nedsættes til 100.268 kr. i 2008 og 65.053 kr. i 2009.