Kendelse af 20-10-2016 - indlagt i TaxCons database den 09-12-2016

Vedrørende ejendomsværdiskat

Faktiske oplysninger

Ved skrivelse af 10. februar 2013 til [Skattecentret] har klageren oplyst, at hendes lejlighed, beliggende [adresse1], [by1], i en årrække har været alvorligt angrebet af skimmelsvamp og derfor har været delvis ubeboelig og stadig er det for en del af rummenes vedkommende. Ifølge klageren kunne hun i alle årene fysisk mærke, at der var skimmelsvamp i lejligheden, men først i 2012 fik hun papir på ubeboeligheden fra kommunen.

Der er på denne baggrund anmodet om nedsættelse af ejendomsværdiskatten, da en delvis ubeboelig lejlighed ikke kan belastes med fuld ejendomsværdiskat.

Ved skrivelse af 22. april 2013 har klageren endvidere anført:

“Vedrørende årsopgørelse 2012

Undertegnede [person1] skal med dette klagebrev gøre Dem opmærksom på følgende klagepunkter.

1. nedsættelse at ejendomsværdiskat

2. rentefradrag 2010/11

Jeg vil gøre Dem opmærksom på tidligere henvendelse fra undertegnede vedr. nedsættelse af ejendomsværdiskatten.

Derfor skal jeg venligst anmode Dem snarest om, at besvare min tidligere henvendelse vedr. nedsættelse af ejendomsværdiskat for årene 2007/2008/2009/2010/2011/2012.

Årsagen er beskrevet i det tidligere elektroniske brev som er sendt til Dem.”

Oplysninger om lejligheden på [adresse1], [by1]

Ifølge de registrerede ejendomsoplysninger i vurderingssystemet har klageren købt ejendommen [adresse1], [by1], i sameje med [person2] med en ejerfordeling på 50 % til hver. Der er ifølge vurderingsoplysningerne tale om en lejlighed på 53 kvm. Ejendommen er købt med overtagelse pr. 15. november 2006.

Ejerfordelingen er ifølge ejendomsoplysningerne ændret pr. 1. august 2010, hvor klageren registreres som eneejer. Det er i denne forbindelse registreret, at overdragelsen er sket ved endeligt skøde med handelsdato den 18. februar 2011.

I forbindelse med en tidligere sag vedrørende fradrag for renter for indkomstårene 2008 og 2009 har klageren i mail af 30. maj 2012 oplyst følgende:

“År 2006

15. november 2006 køber jeg en bolig med min daværende kæreste [person2]. I samarbejde med banken laves der en aftale, som kaldes solidarisk hæftelse. Dette er bankens sikkerhed for, at hvis den ene part lige pludselig ikke kan betale terminen, så hæfter den anden part.

Vi opdager hurtigt at lejligheden har en del fejl og mangler og retter henvendelse til sælger, hun vil ikke lade købet gå tilbage. Desværre for os, for det her starter en kamp for os.

Ar 2008/2009

I slutningen af 2008 lejer [person2] vores fælles lejlighed ud. Han modtager 6.000 kr. om måneden. [person2] har hverken betalt skat af disse eller betalt regningerne nede i banken. Altså vores fælles boliglån som vi har pligt til at betale. [person2] skifter bank uden at orientere mig og [finans1] herom. Dec. 2008 skal der betales termin. Hverken jeg eller [finans1] kan få [person2] til at betale. Jeg fortæller [person2] at han ikke skal leje vores bolig ud, når han ikke har min accept (dette har jeg på skrift).

Fra slut 2008 til april 2009 forsøger både jeg og banken at få [person2] til at samarbejde om at han overholder betalingen til banken. Dette sker ikke. [person2] har ikke betalt til banken siden sept. 2008. Jeg melder [person2] til politiet for at leje vores lejlighed ud og oven i købet modtage penge for det. Penge som han skulle betale skat af, samt penge som han skulle betale til [finans1].

Der fortsætter nu en kamp med advokater, bank, [finans1], [person2] m.m.

År 2011

I starten af dette år overtager jeg hele gælden samt lejligheden efter en lang og hård kamp.”

Klageren har ifølge folkeregisteroplysningerne været tilmeldt adressen [adresse1], [by1], i perioden 15. november 2006 - 15. december 2008 og er igen tilmeldt adressen pr. 19. januar 2010, hvor hun fortsat er tilmeldt.

[person2] har været tilmeldt adressen i perioden 15. november 2006 - 1. februar 2009.

I perioden 1. februar 2009 - 19. januar 2010, hvor hverken klageren eller [person2] har været tilmeldt adressen, har der løbende været tilmeldt andre personer på adressen.

For indkomstårene 2007-2012 indgår ejendomsværdiskat vedrørende lejligheden med følgende beløb i klagerens skatteansættelser:

I årene 2007-2010 svarer ejendomsværdiskatten til 50 % af ejendomsværdiskatten for hele lejligheden i overensstemmelse med klagerens ejerandel, mens ejendomsværdiskatten indgår med 100 % for årene 2011 og 2012.

Skatteankenævnets afgørelse

Nævnet har sendt forslag til afgørelse den 26. september 2013. Der er ikke reageret på forslaget.

Klageren har anført, at hun først har modtaget SKATs forslag og afgørelse samme dag som e-mailen til SKAT er sendt, dvs. den 28. juli 2013. Hertil skal det bemærkes, at både forslag og afgørelse har været sendt via hendes skattemappe henholdsvis den 17. juni 2013 og 4. juli 2013, og at SKAT i forbindelse med fremsendelse af forslaget via skattemappen har forlænget fristen for at komme med indsigelser til forslaget.

Nævnet finder derfor ikke, at der er forhold omkring SKATs fremsendelse af forslag og afgørelse, der har betydning for afgørelsens rigtighed, idet det må anses at være klagerens ansvar at sørge for at være registreret med navn på adressen, således at posten ikke sendes retur med besked om, at modtager er ubekendt på adressen, og sørge for at læse den post, der lægges i skattemappen.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af den skatteansættelse, der ønskes genoptaget.

Hvis fristen for ordinær genoptagelse er udløbet, vil der dog alligevel kunne ske genoptagelse efter bestemmelserne om ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, hvilket kræver, at der foreligger forhold/omstændigheder, som er omfattet af en af bestemmelserne i § 27, stk. 1, nr. 1-8, og at anmodningen om genoptagelse skal være fremsat senest 6 måneder efter det tidspunkt, hvor den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der kan begrunde genoptagelsen, hvilket fremgår af § 27, stk. 2.

For at der kan indrømmes genoptagelse efter bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 26 og § 27, er det i begge tilfælde en forudsætning, at der fremlægges oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af de skatteansættelser, der ønskes genoptaget.

Klagerens anmodning om genoptagelse vedrørende ejendomsværdiskat er begrundet med, at der er skimmelsvamp i lejligheden, [adresse1], [by1], og at lejligheden derfor må anses for at være ubeboelig, hvorfor der ikke skal betales ejendomsværdiskat.

Ifølge ejendomsværdiskattelovens § 4 skal en ejer af fast ejendom betale ejendomsværdiskat af boligværdien af egen ejendom, der er omfattet af ejendomsværdiskatteloven, jf. § 1 og § 2, og udgangspunktet er således, at ejeren skal betale ejendomsværdiskat, uanset om ejeren udnytter sin rådighed til beboelse eller ej.

Ifølge ejendomsværdiskattelovens § 11 nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat forholdsmæssigt, hvis ejendommen ikke kan tjene til bolig for den skattepligtige eller dennes husstand i hele indkomståret.

På baggrund af retspraksis på området kan det konstateres, at der skal meget til for, at en ejendom anses for at være ubeboelig i ejendomsværdiskattelovens forstand. Dette fremgår også af de afgørelser, som SKAT har henvist til, idet der i de nævnte tilfælde blev statueret ubeboelighed, hvor samtlige installationer og ruder var ødelagt, og ejendommens forsyning af elektricitet, gas og vand var afbrudt. Derudover lægges der ligeledes vægt på, om boligens tilstand skyldes ejerens forhold, f.eks. hvor ejendommen gennemgår større ombygninger, eller der foretages større reparationer som følge af manglende vedligeholdelse.

I relation til spørgsmålet om nedsættelse af ejendomsværdiskatten er det ejeren, der skal dokumentere, at ejendommen er fraflyttet midlertidigt, fordi den er ubeboelig, f.eks. ved hjælp af forsikringsdokumenter.

Nævnet er på baggrund af de foreliggende oplysninger enigt med SKAT i, at der ikke ses at være grundlag for en ændring af den opkrævede ejendomsværdiskat, da lejligheden ikke kan anses at have været ubeboelig i ejendomsværdiskattelovens forstand. Ved denne vurdering er der henset til:

- At det forhold, at der er konstateret skimmelsvamp i en ejendom, ikke i sig selv er nok til at anse denne for ubeboelig i ejendomsværdiskattelovens forstand, jf. blandt andet Landsskatterettens afgørelse af 27. august 2010. Det bemærkes i denne forbindelse, at klageren selv har oplyst, at skimmelsvampen i dette tilfælde må antages at have udviklet sig over årene på grund af manglende vedligeholdelse af taget.

- At det ifølge det oplyste først er konstateret, at der er skimmelsvamp i lejligheden i 2013 i forbindelse med, at klageren konsulterer en speciallæge, men at dette ikke ændrer ved, at lejligheden rent faktisk har været beboet i årene 2007-2012, jf. Folkeregisterets oplysninger om tilmeldte personer på adressen.

- At klageren ifølge folkeregisteroplysningerne har været tilmeldt adressen [adresse1], [by1], i perioden 15. november 2006 - 15. december 2008 og igen fra den 19. januar 2010 og frem til d.d., og at det derfor umiddelbart må lægges til grund, at lejligheden rent faktisk har været benyttet som bolig i denne periode.

I relation til ovenstående bemærkes det i øvrigt, at der ikke foreligger dokumentation for, at der er skimmelsvamp i ejendommen og omfanget af denne i form af rapport fra bygningssagkyndig eller lignende.

På baggrund af ovenstående ses der derfor ikke at være fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af den beregnede ejendomsværdiskat for de indkomstår, der ønskes genoptaget.

Derudover skal det bemærkes, at nævnet i øvrigt er enigt med SKAT i, at fristen for ordinær genoptagelse af indkomstårene 2007 og 2008 udløb henholdsvis den 1. maj 2011 og den 1. maj 2012, dvs. før fremsendelse af anmodningen om genoptagelse, og at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse ikke er opfyldt af de grunde, som er anført af SKAT.

Det er derfor nævnets opfattelse, at der ikke er grundlag for genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2007-2012 vedrørende den beregnede ejendomsværdiskat.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2007 – 2012 inkl. genoptages.

Repræsentanten har fremlagt fugt- og skimmelundersøgelse af 15. december 2011 fra [virksomhed1] A/S, hvoraf fremgår, at der er alvorlige problemer med skimmelsvamp i klagerens lejlighed.

Der er nu indgået forlig i en sag mellem klageren og Ejerforeningen [...], hvor ejerforeningen har repareret taget og påtaget sig renovering af to af klagerens værelser for skimmelsvamp.

Endvidere er fremlagt udtalelse af 25. april 2013 fra speciallæge [person3], hvoraf bl.a. fremgår, at klagerens blodprøver ligger inden for normalområdet, hvorimod klagerens lungefunktion er noget påvirket, idet hendes diffusionskapacitet ligger på omkring 60 %.

Repræsentanten mener, at ejendomsværdiskatten burde fjernes eller nedsættes betydeligt, da skimmelsvamp uden hendes skyld har gjort hendes lejlighed værdiløs og farlig for hende. Der er henvist til ejendomsværdiskattelovens § 11, der forudsætter, at ejendommen kan tjene til ejerens bolig. Er ejendommen reelt ubeboelig – som i klagerens tilfælde – skal ejendomsværdiskatten nedsættes forholdsmæssigt, jf. ligningslovens § 15 A, og kommentarer til ligningsloven (Klingsten og Peytz, s. 592).

Landsskatterettens afgørelse

I henhold til ejendomsværdiskattelovens § 1 skal ejeren af ejendomme som nævnt i § 4 herunder ejendomme, som kun indeholder én selvstændig lejlighed, betale ejendomsværdiskat af boligværdien af egen ejendom til staten i stedet for skat af lejeværdi af bolig i egen ejendom efter statsskattelovens § 4, litra b, 2.

Af ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 1. og 2. pkt., fremgår, at ejendomsværdiskatten for en ejendom opgøres på helårsbasis efter §§ 5 – 10. Hvis ejendommen ikke kan tjene til bolig for den skattepligtige eller dennes husstand i hele indkomståret, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat forholdsmæssigt.

Efter Landsskatterettens praksis, offentliggjort i LSRM 1982, 23 og LSRM 1981, 20, kan en ejendom være uanvendelig som bolig, hvis samtlige installationer og ruder er ødelagt og ejendommens forsyning af elektricitet, gas og vand har været afbrudt. Endvidere kan en ejendom være uanvendelig som bolig, hvis ejendommen har været genstand for gennemgribende reparationer som følge af f.eks. vandskade på ejendommen, og årsagen hertil ikke skyldes klagerens forhold.

Uanset det anførte om, at klagerens ejerlejlighed var angrebet af skimmelsvamp, og at ejerforeningen ved et forlig har påtaget sig for egen regning at udbedre visse skader, kan lejligheden ikke anses for ubeboelig i ejendomsværdiskattelovens § 11’s forstand. Der er herved lagt vægt på, at der i henhold til den foreliggende praksis stilles store krav til en ejendoms ubeboelighed, og at genhusning ifølge det indgåede forlig af 22. oktober 2013 ikke anbefales. Tillige er der tillagt vægt, at lejligheden i hele den omhandlede periode har været beboet.

Idet klageren herefter vil være pligtig til at svare ejendomsværdiskat efter ejendomsværdiskattelovens §§ 1 og 4, stadfæstes skatteankenævnets afgørelse om nægtelse af genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2007 – 2012 inkl.

Vedrørende rentefradrag

Faktiske oplysninger

Ifølge registrerede ejendomsoplysninger i vurderingssystemet har klageren i indkomstårene 2008 og 2009 været ejer af 50 % af ejendommen [adresse1], [by1]. Ejendommen har været ejet i sameje med [person2].

Ejerfordelingen er ifølge ejendomsoplysningerne ændret pr. 1. august 2010, hvor klageren registreres som eneejer. Det er i denne forbindelse registreret, at overdragelsen er sket ved endeligt skøde med handelsdato den 18. februar 2011.

For indkomståret 2008 er der indberettet renteudgifter vedrørende gæld til realkreditinstitutter m.v. på 38.673 kr. og renteudgifter vedrørende bankgæld på 24.912 kr. Klageren har selvangivet renteudgifter for 2008 svarende til det, som er indberettet.

For indkomståret 2009 er der indberettet renteudgifter vedrørende gæld til realkreditinstitutter m.v. på 39.398 kr. og renteudgifter vedrørende bankgæld på 21.186 kr.

Årsopgørelse nr. 1 for indkomståret 2009 er dannet den 10. marts 2010 på baggrund af de indberettede oplysninger fra banker m.v. Fristen for at selvangive ændringer til de fortrykte beløb var den 2. maj 2010.

Den 25. maj 2010 fremsendte klageren bilag til SKAT med angivelse af, at disse fremsendes efter telefonisk aftale og vedrører dokumentation for renteudgifter vedrørende [adresse1], [by1], hvor hun har betalt afdragene, hvilket kan bekræftes af banken.

Der er fremsendt kopi af en mail dateret den 20. april 2010 sendt fra [finans1] til klageren med følgende indhold:

“Pt. og i det seneste år er det [person1] CPR-nr.. ... der har betalt begge lån i deres fælles bolig.

Venlig hilsen

[person4]

[finans1].”

Endvidere er der vedlagt kopi af kontoudskrifter vedrørende klagerens konto i [finans1] for perioden 26. januar 2010 til 26. april 2010, hvor følgende posteringer er markeret:

Ved skrivelse af 25. maj 2010 returnerer SKAT bilagene og anfører følgende:

“Vedrørende betaling af lån i [finans1] og [finans1].

Bilagene returneres til dig, idet SKAT ikke kan ændre på dine renteudgifter. Du skal kontakte din bank og dit kreditinstitut for at få dem til at ændre gældsforholdene.

For at kunne få fradrag for alle renteudgifterne skal gælden kun påhvile dig, selvom banken lægger rentebetalingen over på dig, bevirker det ikke, at fradragsretten videreføres til dig.”

Det fremgår af logbogen (oversigt over hændelser) i TastSelv, at klageren den 22. september 2010 foretager en genoptagelse af skatteansættelsen for 2009 via TastSelv, hvor der indberettes følgende rentefradrag:

Renteudgifter vedr. gæld til realkreditinstitutter 78.796 kr.

Renteudgifter vedr. bankgæld på 21.186 kr. 40.545 kr.

På baggrund af de indberettede ændringer dannes der samme dag en ny årsopgørelse for 2009 (nr. 2), hvor skatteberegningen foretages på baggrund af de ændrede rentebeløb.

Klagerens skatteansættelse for 2009 er efterfølgende udsøgt til gennemgang på grund af differencer mellem de indberettede og de selvangivne renter, og den 19. januar 2011 sender SKAT forslag til ændring af skatteansættelsen med følgende indhold:

“Renteudgifter pengeinstitutter m.v. kontroloplyst 21.186 kr.

Fratrukket 40.545 kr. 19.359 kr.

Renteudgifter af gæld til realkreditinstitut kontroloplyst 39.398 kr.

Fratrukket 78.796 kr. 39.398 kr.

Det bemærkes at din ejerandel i ejerlejligheden [adresse1] er registreret med 50 %.

Ved eventuel indsigelse udbedes fyldestgørende dokumentation, herunder eventuel ny ejerandel og overtagelse gælden.”

Fristen for at komme med indsigelser til SKATs forslag var fastsat til den 11. februar 2011. Da der ikke var reageret på SKATs forslag indenfor den fastsatte frist, blev sagen afsluttet med udsendelse af ny årsopgørelse, hvor de selvangivne renteudgifter blev ændret i overensstemmelse med SKATs forslag til afgørelse.

Ved mail af 13. februar 2012 til SKAT oplyste klageren, at hun havde fratrukket det fulde rentebeløb, da hun havde betalt samtlige renter vedrørende ejendommen. Der blev i denne forbindelse henvist til, at hun pr. telefon havde fået at vide, at hun kunne gå ind og ændre sit fradrag, da ekskæresten, som på papiret ejede 50 % af lejligheden, ikke havde overholdt sine betalinger til banken. Hun havde derfor måttet betale al gælden, og hun henviste til, at der tidligere var fremsendt dokumentation for dette. Det blev endvidere oplyst, at hun havde betalt tinglysningsafgift for overtagelse af lejligheden.

Ved SKATs mail af 15. februar 2012 anmodedes der om, at der blev indsendt dokumentation i form af skøde/slutseddel eller købsaftale vedrørende overtagelsen af lejligheden og den tilhørende gæld samt dokumentation for en eventuel aktuel kautionsforpligtigelse.

Der blev i samme forbindelse henvist til, at gælden skal påhvile den skattepligtige, hvor der kun foreligger et gældsforhold for så vidt angår den debitor, der hæfter direkte for gælden overfor kreditor, jf. ligningsvejledningen, afsnit A.E.1.1.4. Desuden blev der henvist til, at en kautionist kun kan fratrække de renter, der påløber og er forfaldne efter, at kautionsforpligtigelsen er blevet aktuel, jf. ligningsvejledningen, afsnit A.E.1.2.

Der ses ikke at være fremsendt yderligere dokumentation til SKAT.

Klageren sendte en mail til SKAT den 30. maj 2012, hvori det blev anført, at mailen skulle betragtes som en klage over SKATs afgørelse, jf. ovenfor.

Som begrundelse for klagen til nævnet henviste klageren til, at der var modtaget to forskellige budskaber fra SKAT, da det ved telefonisk henvendelse var blevet oplyst, at der kunne opnås fradrag for samtlige renteudgifter, hvilket fradrag efterfølgende blev underkendt. Derudover var der henvist til, at det efter klagerens opfattelse var urimeligt, at ekskæresten kunne slippe afsted med at leje den fælles bolig ud, uden at betale skat af de penge, han havde modtaget, mens hun modsat ikke kunne få fradrag for betaling af renterne, hvilket måtte anses for at være en urimelig forskelsbehandling.

Nævnet fastholdt SKATs afslag på genoptagelse med følgende begrundelse:

“Vedr. spørgsmålet om fradrag for renter

Jfr. skatteforvaltningslovens 26, stk. 2, skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, fremlægge nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændret skatteansættelse.

Renteudgifter er fradragsberettigede jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

For at der kan anses at være tale om renteudgifter omfattet af denne bestemmelse, er det en forudsætning at der er indgået en låneaftale vedr. den underliggende gæld, der dels indeholder en retlig forpligtigelse til at tilbagebetale gælden og dels en forpligtelse til at forrente denne.

Det er endvidere en betingelse, at et sådant gældsforhold kan dokumenteres.

I relation til ovenstående anses der kun at foreligge et gældsforhold for den debitor, der hæfter direkte for gælden over for kreditor.

[person1] har overfor SKAT oplyst, at der har været tale om solidarisk hæftelse for de lån, der var optaget i forbindelse med ejendommen [adresse1] i [by1] og, at hun som følge af den tidligere samlevers manglende betaling af sin del af renterne derfor også havde måttet betale hans andel af renterne.

Det forhold, at hele rentebetalingen er lagt over på [person1] som følge af den solidariske hæftelse medfører ikke i sig selv, at retten til at foretage fradrag for renter overføres tilsvarende, da både [person1] og den tidligere samlever fortsat hæfter for gælden så længe den solidariske hæftelse består.

Hvor der er tale om fælles lån med solidarisk hæftelse har hver af parterne derfor fradrag for den del af renteudgifterne, der kan henføres til den enkeltes andel af gælden. Det bemærkes i denne forbindelse, at der for samlevende eller tidligere samlevende ikke findes særlige regler vedr. fordelingen af renteudgifterne som det er tilfældet for ægtefæller.

En solidarisk hæftelse medfører således som udgangspunkt, at hver af parterne vil kunne fradrage 50 % af renteudgifterne, hvor det er uden betydning, hvem af de ugifte samlevende, der ejer den ejendom, som lånet er brugt til at købe og som er stillet til sikkerhed.

For at der kan godkendes en anden fordeling af renteudgifterne kræves det derfor, at det kan dokumenteres eller sandsynliggøres, hvorfor hæftelsen på et fælles lån med solidarisk hæftelse ikke er med 50 pct. til hver.

Der kan i denne forbindelse henvises til Landsskatterettens afgørelse af 29/11 1990 (TfS 1991, 60), der er gengivet under sagsfremstillingens pkt. 5.2.

I relation til samlivsophævelse mellem ugifte fremgår det endvidere af Den juridiske vejledning, afsnit C.A.11.2.2.4, at Skatteministeriet har udtalt, at man finder at det er en forudsætning for at den som bliver boende i huset/lejligheden kan fradrage hele renteudgiften, at der indgås en bindende aftale om dette mellem de tidligere samlevende. Aftalen skal være skriftlig og underskrevet af begge parter.

Da [person1] ikke har fremlagt dokumentation for, at der skulle være indgået en sådan aftale med den tidligere samlever i 2008 eller 2009, ligesom der ikke er fremlagt dokumentation fra banken eller realkreditinstituttet for, at der skulle være indtrådt en ændring i den solidariske hæftelse for lånene er nævnet derfor enig med SKAT i, at der ikke kan anses for at være fremlagt nye oplysninger, der kan begrunde en ændret skatteansættelse for indkomstårene 2008 og 2009.

På det foreliggende grundlag er nævnet derfor også af den opfattelse, at betingelserne for genoptagelse jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 ikke kan anses for at være opfyldt.

Vedr. SKATS sagsbehandling

Et afslag på anmodning om genoptagelse er en afgørelse omfattet af bestemmelserne i forvaltnings- og skatteforvaltningsloven.

Da det har været SKATs opfattelse, at der ikke var grundlag for en genoptagelse af skatteansættelserne for 2008 og 2009, følger det herefter af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 3, at der skulle have været foretaget høring i overensstemmelse med bestemmelserne i § 20, stk. 1 og 2.

SKAT ses ikke at have sendt noget forslag til afgørelse og der ses således ikke at være foretaget høring i overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelser.

Derudover ses SKATs afgørelse ikke at indeholde en henvisning til relevante lovregler, hvorfor kravene til begrundelse jf. forvaltningslovens § 24 ligeledes ikke kan anses for opfyldt. Ved denne vurdering er der henset til, at der i SKATs afgørelse alene er henvist til tidligere korrespondance samt et bilag til afgørelsen, hvori regelsættet på området beskrives, hvor der hverken i den tidligere korrespondance eller bilaget til afgørelsen er henvisning til den relevante lovhjemmel eller retspraksis på området.

På baggrund af de foreliggende oplysninger finder nævnet derfor at der er begået væsentlige fejl i forbindelse med SKATs sagsbehandling.

Efter nævnets opfattelse tjener det dog ikke noget formål, at anse afgørelsen for ugyldig og returnere sagen til SKAT med henblik på at der træffes en ny afgørelse, da der er tale om en genoptagelsessag og den manglende overholdelse af kravet til høring og begrundelse ikke umiddelbart ses at have haft betydning for afgørelsens materielle indhold eller [person1]s mulighed for at varetage sine interesser i sagen.

Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at SKAT tidligere har oplyst, hvilket betingelser der skulle være opfyldt for at kunne få fradrag for det fulde rentebeløb og hvilke bilag, der skulle fremsendes som dokumentation for, at disse betingelser var opfyldt.

At erklære afgørelsen for ugyldig ses således alene at ville medføre en forhaling af sagen for [person1]s vedkommende, da det ville betyde at SKAT skulle foretage en ny behandling af spørgsmålet om genoptagelse, uden at dette ses at ville føre til et andet resultat end det som er påklaget, da betingelserne for genoptagelse af skatteansættelserne for 2008 og 2009 ikke er opfyldt jf. ovenstående.

Det bemærkes i denne forbindelse, at det forhold, at SKAT evt. har givet fejlagtige oplysninger i forbindelse med en telefonisk henvendelse ikke har kunnet give [person1] en retsbeskyttet forventning, der medfører at der skal godkendes fradrag for renteudgifterne, da telefonisk vejledning fra SKATs side må anses for en uformel forhåndstilkendegivelse, der som udgangspunkt ikke er bindende for SKAT.

I det omfang der ønskes en bindende forhåndstilkendegivelse om et skattemæssigt spørgsmål, vil der derfor skulle anmodes om et bindende svar fra SKAT efter de bestemmelser, der gælder for dette område.

Derudover er det en forudsætning for at støtte ret på en forventning, at den omhandlede tilkendegivelse har været egnet til at påvirke den skattepligtiges dispositioner og, at den skattepligtige er blevet påført et tab som følge af, at vedkommende har handlet i tillid til en sådan tilkendegivelse. Betalingen af den tidligere samlevers andel af renteudgifterne er sket som følge af den solidariske hæftelse og det tab som [person1] har lidt ved at måtte betale disse renter uden at få fradrag for dem, kan derfor heller ikke tilskrives en fejlagtigt vejledning fra SKATs side.

Forventningsprincippet kan derfor ikke gøres gældende, da SKATs vejledning alene har haft indflydelse i forhold til udfyldelsen af selvangivelsen og [person1]s opfattelse af, om det var muligt at få genoptaget skatteansættelserne. Der henvises i denne forbindelse til den Juridiske vejledning, afsnit A.A.4.3.4.

På baggrund af ovenstående er det derfor nævnets opfattelse, at den påklagede afgørelse skal fastholdes.”

Skatteankenævnets afgørelse

Nævnet har sendt forslag til afgørelse den 26. september 2013. Der er ikke reageret på forslaget.

Efter bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 37, stk. 1, kan nævnet efter anmodning genoptage egne afgørelser, når der forelægges nye oplysninger, som ikke har været fremme under nævnets tidligere behandling af sagen, og det skønnes, at disse oplysninger ville have ført til et væsentligt ændret udfald af sagen, hvis de havde foreligget tidligere.

Efter nævnets opfattelse ses der ikke med anmodningen om genoptagelse at være fremlagt nye oplysninger i sagen af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af de skatteansættelser, der ønskes genoptaget.

Anmodning om genoptagelse skal i øvrigt ske indenfor de almindelige frister for genoptagelse i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 eller indenfor fristen for klage til Landsskatteretten.

Jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af den skatteansættelse, der ønskes genoptaget.

Det bemærkes i denne forbindelse, at fristen for ordinær genoptagelse af indkomståret 2008 udløb 1. maj 2012, og at ingen af betingelserne for ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, umiddelbart kan anses for opfyldt.

Derudover kan det i øvrigt konstateres, at 3 måneders fristen for klage til Landsskatteretten regnet fra nævnets afgørelse af 22. november 2012 er overskredet.

På baggrund af ovenstående finder nævnet derfor ikke, at der er grundlag for at imødekomme anmodningen om genoptagelse af nævnets tidligere afgørelse.

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse genoptages vedrørende rentefradrag for indkomstårene 2008, 2009 og 2010.

For indkomstårene 2008, 2009 og 2010 har klageren på baggrund af den solidariske hæftelse, der var aftalt med såvel bank som kreditforening, måttet betale de fulde terminer - både renter og afdrag - på lånene.

Samtidigt indkasserede hendes tidligere kæreste, [person2], de fulde lejeindtægter fra udlejning af lejligheden i en periode.

Selv om klageren først siden overtog hele lejligheden alene, er realiteten således den, at hun alene i henhold til en direkte aftalt forpligtelse betalte de fradragsberettigede renteudgifter.

[person2] har i modsætning til klageren hverken vist evne eller vilje til at betale sin del.

Efter ligningslovens 5, stk. 8, har han derfor ikke haft ret til fradraget, men SKAT har alligevel givet det, fordi klageren på grund af den solidariske hæftelse har måttet betale det hele.

Der er med § 5, stk. 8, indført et objektivt betalingskriterium, jf. Klingsten og Peytz “Ligningsloven med kommentar” (2000) s. 109.

Tilsyneladende bygger skatteankenævnet på praksis fra før lovændringen, jf. UfR 1980 s. 566 H. Den afgørelse er på grund af ændringen af og indsætningen i ligningsloven af nu § 5, stk. 8, ikke længere relevant.

Klageren har derfor været berettiget til at ændre sine årsopgørelser for 2008, 2009 og 2010 med fulde rentefradrag.

Det skal i forbindelse med rentefradraget påpeges, at henvisningen til kaution ville føre til det samme resultat, jf. LSRM 1968.118 og Klingsten og Peytz ”Ligningsloven med kommentar”, s. 100.

Når en kautionsforpligtelse bliver aktuel, er der rentefradrag.

Jf. TfS 1986, 5 LSR kunne en skatteyder få fradrag for rent faktisk dækkede renter, og Jf. TfS 1988, 29 H (UfR 1988.136 H) kunne en skatteyder ikke få fradrag for ikke faktisk dækkede renter.

I klagerens situation har [person2] intet betalt, mens klageren har betalt alt.

Situationen kan derfor sammenlignes med tidsubestemt henstand uden fradrag til [person2], jf. TfS 1999, 99 Ø.

Afgørelsen fra Landsskatteretten af 29. november 1990 (TfS 1991, 60) synes enten at bygge på den skattepraksis, der refereres til i UfR 1980.366 H, og som Højesteret underkendte som uden støtte i hverken loven eller dens forarbejder, eller 1980-dommen selv.

Hverken afgørelsen eller den gamle praksis er længere vejledende efter, at ligningslovens § 5, stk. 8, kom i sin nugældende udformning og fortolkning.

Det må i den forbindelse nævnes, at der også i forhold til 1990-afgørelsen findes modstående - og endnu nyere – landsskatterets- og domspraksis, der støtter klageren.

I TfS 1993, 51 Ø havde et ægtepar i lige sameje erhvervet en ejendom pr. 1. juni 1988. Samlivet blev ophævet i oktober 1988, skilsmisse i 1989 og ejendommen udlagt til manden i 1990. Han fik fuldt fradrag for renter i 1988.

I TfS 1995, 640 LSR, der vedrørte et ugift par, fik manden, der havde betalt alle prioritetsrenter, fuldt fradrag for 1991-92, selv om en kreditforening ikke ville anerkende gældsfrigørelse ved tilskødning i 1990.

I TfS 1995, 787 LSR optog et ægtepar solidarisk andelsboliglån i 1988. Den ene ægtefælle fik fuldt fradrag 1988-89. De separeredes 1990. Manden fortsatte lejemålet og fik fuld fradragsret for renter

1990-92, uanset at banken ikke fik meddelelse.

Den juridiske vejledning, der henvises til fra SKAT, har hverken støtte i loven eller dens forarbejder.

Den giver alle muligheder for en illoyal tidligere samlever - som her - at ødelægge økonomien for den anden solidarisk medhæftende ved ikke at betale sin del, så den ansvarsfulde skal betale det hele, men uden rentefradrag.

Det opfordrer den illoyale til at trække sagen i langdrag, så han så længe som muligt får rentefradrag for den andens betalinger og måske kaster ejendommen på tvangsauktion med økonomisk katastrofale følger for den ansvarsfulde.

Er retstilstanden virkelig, som skatteankenævnet anfører, så er den samfundsmæssigt så uhensigtsmæssig, at den ikke er holdbar.

Det fremgår af 2008-2009-afgørelsen, at afgørelsen er truffet i strid med såvel skatteforvaltningsloven som forvaltningsloven, og at der er begået væsentlige fejl ved SKATs sagsbehandling.

Det er i sig selv en begrundelse for genoptagelse.

At ankenævnet ikke tror, at det ville give klageren en ny og anden afgørelse og man derfor ikke af den grund vil ændre den og sende den retur, er forkert.

Det siger, at de forvaltningsmæssige garantier, der er skabt for en bedre sagsbehandling, er værdiløse.

Henvisningen i begge sager til den juridiske vejledning viser, at skøn under regel fjerner skønnet.

Det kan ikke antages at være tilladeligt, men viser at begge sager skal tilbage til fornyet behandling, allerede fordi skatteankenævnets godkendelse af, at forvaltningsretlige overtrædelser er ligegyldige, gør dets medlemmer inhabile.

Vedrørende den telefoniske vejledning, som klageren fik af en medarbejder ved SKAT, er denne væsentlig og viser en anden vurdering af retten til faktuelt rentefradrag end skatteankenævnets.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår bl.a. af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at renter af prioriteter og anden gæld er fradragsberettigede.

Det bemærkes, at som udgangspunkt hæfter to solidarisk hæftende debitorer begge for gælden, idet de begge er forpligtede over for kreditor, jf. gældsbrevslovens § 2.

Klageren er alene berettiget til fradrag for halvdelen af de samlede renteudgifter svarende til de selvangivne renter. Der er lagt vægt på, at klageren og hendes daværende kæreste ejede den omhandlede ejerlejlighed i lige sameje, hvorfor de begge hæftede for lånene som solidarisk medhæftende debitorer med halvdelen til hver, jf. gældsbrevslovens § 2. Det bemærkes, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at klageren forud for den 1. august 2010 har overtaget hæftelsen fra sin daværende kæreste. Uanset, at klageren har betalt samtlige renteudgifter af gælden, medfører dette ikke, at hun er berettiget til fradrag for samtlige renteudgifter. Klageren kan overfor sin daværende kæreste forfølge sit krav for så vidt angår de renteudgifter, som hun har betalt for ham. Det bemærkes endvidere, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at klagerens krav må anses for uerholdeligt.

Skatteankenævnets nægtelse af genoptagelse af skatteansættelse for indkomstårene 2008 – 2010 inkl. stadfæstes derfor.