Kendelse af 21-02-2017 - indlagt i TaxCons database den 08-04-2017

SKAT har ikke imødekommet en anmodning fra [virksomhed1] I/S om yderligere betaling af rentegodtgørelse af affaldsafgift.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse. Se nedenfor.

Faktiske oplysninger

[ToldSkat] foretog den 12. februar 2002 efteropkrævning af affaldsafgift af 12.183 tons jord leveret i perioden 1. januar 1997 til 17. februar 2000 til [virksomhed1] I/S (herefter benævnt selskabet). Affaldsafgiften udgjorde i alt 6.917.635 kr., heraf 1.330.000 kr. vedrørende afgift for feje- og ristesand og 5.587.635 kr. vedrørende afgift for olieholdig jord tilført selskabets miljøbehandlingsanlæg.

Selskabet påklagede ToldSkats afgørelse til Landsskatteretten den 7. marts 2002 (sagsnr. [...]). Ved kendelse af 27. november 2009 stadfæstede Landsskatteretten ToldSkats afgørelse.

Efter Landsskatterettens kendelse opgjorde SKAT et beløb til opkrævning på i alt 11.863.145 kr. Beløbet omfattede affaldsafgiften og påløbne morarenter i perioden fra februar 2002 til december 2009. Renterne, der blev opkrævet efter opkrævningslovens bestemmelser, udgjorde 6.280.932 kr.

SKAT havde i 2008 og 2009 foretaget modregning i udbetalinger til selskabet med i alt 1.335.423 kr. fordelt således:

Selskabet indbetalte opkrævningsbeløbet på 11.863.145 kr. til SKAT den 23. december 2009.

Den 11. februar 2010 tilbagebetalte SKAT afgift af fejesand med 1.428.000 kr. samt rente heraf med 880.310 kr. Det fremgik af bilag til sagsnr. [...], at fejesandet var udvejet igen i november 2003. Selskabet skulle således have haft tilbagebetalt afgiften allerede i 2003. Forskellen mellem det oprindelige beløb på 1.330.000 kr. og det udbetalte beløb på 1.428.000 kr. skyldtes, at den udvejede mængde var større end den indvejede mængde samt en afgiftsstigning i 2003.

Opgørelsen af renterne på 880.310 kr. var ikke nærmere specificeret af SKAT, men det fremgik af bankmeddelelsen fra SKAT til selskabet, at der var tale om rentegodtgørelse vedrørende affaldsafgift, og at rentegodtgørelsen var oplysningspligtig.

Selskabet indbragte Landsskatterettens afgørelse for Vestre Landsret, der ved dom af 18. april 2013 fritog selskabet for betaling af affaldsafgift, idet landsretten fandt, at der ikke var hjemmel til at opkræve affaldsafgift af den omhandlede jord.

SKAT tilbagebetalte herefter afgiften på 5.587.635 kr. og 4.497.681 kr. i renter af de 5.587.635 kr. for perioden fra 26. februar 2002 til 31. juli 2013. SKAT tilbageholdt herudover 804.942 kr., der først blev udbetalt den 31. december 2013.

Forrentningen skete efter rentelovens bestemmelser, jf. cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 og bekendtgørelse nr. 896 af 21. december 1990, da kravet var gjort gældende før 1. august 2002.

Selskabet anmodede den 21. august 2013 SKAT om udbetaling af yderligere 3.824.915,50 kr. i renter. Selskabet henviste til en opgørelse af beløbet foretaget af selskabets repræsentant. Selskabets repræsentant havde endvidere udarbejdet følgende notat af 31. juli 2013 til selskabet:

”Jeg har modtaget kopi af den korrespondance, som du har ført med [[person1]] hos Skat i relation til opfyldelsen af dommen fra Vestre Landsret i ovennævnte sag. Der er her nogle uafklarede temaer vedrørende selve opgørelsen og beregningen heraf, hvorfor jeg er blevet bedt om at give mine bemærkninger hertil, som - på dette foreløbige grundlag - er følgende:

Denne renteberegning foretages i henhold til rentelovens regler, jf. lovens § 8. Man kan diskutere den såkaldte "intertemporale" problemstilling, nemlig renteloven pr. hvilken dato, der skal finde anvendelse. I Skats juridiske information tales der om "forfaldsdatoen" i forhold til tilbagebetalingskravet. Det samme kriterium anvendes i rentelovens tekst.

Denne forfaldsdag må antages først at være indtrådt med Landsrettens dom, nemlig domsdatoen, da sagen ikke er blevet påanket, idet der uden en dom med det anførte resultat ikke var opstået et tilbagebetalingskrav.

Ud fra dette synspunkt skal man foretage beregningen af forrentningen af det samlede tilbagebetalingskrav ud fra de renteregler, der var gældende den 18. april 2013. Men under alle omstændigheder kan der ikke indtræde en forfaldsdato af noget tilbagebetalingskrav på noget tidligere tidspunkt, end selve betalingen har fundet sted, altså tidligst pr. den 23. december 2009. Der var her en rentesats svarende til den i loven angivne referencerentesats med et tillæg på syv procent.

Det er derfor konkluderende vigtigt at sondre mellem de to tilbagebetalingskrav - nemlig bestående i enhver krone, der er blevet betalt den 23. december 2009, uanset om betalingsgrundlaget har været hovedstol eller morarenter - og forrentningskravet af dette betalte beløb frem til tilbagebetaling finder sted.”

Selskabet indsendte desuden en mail til SKAT den 6. november 2013 med følgende indhold:

”Vores udgangspunkt er, at idet vi har fået i Landsretten har fået medhold i, at vi ikke skal betale afgift af det behandlede jord skal vi som udgangspunkt have hele vores indbetaling tilbage.

Det er vores synspunkt, at vi skal have det forkerte indbetalte beløb forrentet fra det tidspunkt, hvor AVV har indbetalt beløbet og til tilbagebetalingstidspunktet.”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet selskabets anmodning om yderligere tilbagebetaling af 3.824.915,50 kr. for perioden fra 26. februar 2002 til 31. juli 2013.

Som begrundelse har SKAT anført:

”SKAT forrenter i henhold til gældende praksis tilbagebetalte afgifter.

Krav, der forfaldt før den 1. august 2002 forrentes efter de tidligere gældende regler, jf. cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb med senere ændringer, jf. lov nr. 379 af 6. juni 2002 med ikrafttrædelse fra 1. august 2002.

Se hertil SKATs Juridiske Vejledning afsnit A.A.12.3 der findes på www.skat.dk

Skats bemærkninger og begrundelse

Som følge af Vestre Landsretsdom af 18. april 2013 tilbagebetales afgiften på 5.587.635 kr. af olieforurenet jord.

Beløbet forrentes med diskontoen med et tillæg på 5 % fra den 26. februar 2002 og til udbetalingsdagen, jf. cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 og bekendtgørelse nr. 896 af 21. december 1990, da kravet oprindeligt vedrørte afgiftsperioden 1. januar 1997 til 17. februar 2000 og dermed var forfaldent før 1. august 2002.”

SKAT har i en udtalelse til Skatteankestyrelsen bemærket, at SKAT har forrentet tilbagebetalingsbeløbet i henhold til cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987, idet beløbet vedrører afgiftsperioden 1. januar 1997 – 17. februar 2000 med forfaldsdag 26. februar 2002.

Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse har været forelagt SKAT, der tiltrådte indstillingen med den anførte begrundelse den 11. januar 2017.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at anmodningen om udbetaling af et rentebeløb på 3.867.222 kr. imødekommes.

Til støtte for påstanden har selskabets repræsentant anført:

Sagsfremstilling:

1.1 Sagen angår et restbetalingsbeløb fra Indklagede til Klager for uberettiget opkrævede affaldsafgifter og morarenter heraf samt for opgjorte procesrenter som resultatet af en af Vestre Landsret den 18. april 2013 afsagt dom. En kopi af domsudskriften vedlægges som bilag 1.
1.2 Dommen er ikke påanket af Indklagede og også delvist opfyldt i form af tilbagebetalinger fra Indklagede som nedenfor beskrevet. Der er imidlertid ikke enighed om den beløbsmæssige opgørelse af denne tilbagebetalingsforpligtelse, som derfor skal beskrives nærmere, jf. afsnit 1.3 - 1.7, for så vidt angår Klagerens opgørelse, og afsnit 1.8, for så vidt angår den indklagede afgørelse med indeholdt opgørelse ud fra Indklagedes standpunkt.

1.3 Der er blevet opkrævet følgende betalinger under sagsforløbet mod Klager:

1.4 Dette samlede beløber blevet betalt/berigtiget af Klager på følgende måde:

1.5Der er efterfølgende sket følgende tilbagebetalinger fra Indklagede til Klager:

Tilskrivning af procesrente fra AVV’s betalingstidspunkt den 23. december 2009 af dette restbeløb kr.10.890.256 indtil betalingen fra Indklagede finder sted:

1.8 Indklagedes afgørelse af 16. oktober 2013 fremlægges som bilag 5, hvor Indklagedes opgørelser og beregninger af tilbagebetalingspligten er beskrevet.

2 Klagers juridiske argumentation

2.1 Det fremgår Indklagedes afgørelse, bilag 5, at der er principiel enighed om den talmæssige opgørelse af henholdsvis opkrævede/indbetalte beløb og tilbagebetalte beløb, herunder om de centrale datoer.

2.2 Uenigheden angår følgelig den principielle virkning af dommen i relation til tilbagebetalingsforpligteisen i forhold til de pålagte og opkrævede samt indbetalte morarentebeløb.

2.3 Det er Klagers standpunkt, at det er et resultat af landsretsdommen, at Indklagede skal tilbagebetale ikke alene selve det uretmæssigt opkrævede afgiftsbeløb, jf. afsnit 1.3, punkt 3), kr. 6.917.635, men tilsvarende det fulde, ligeledes med urette opkrævede morarentebeløb beregnet af afgiftsbeløbet, jf. afsnit 1.3, punkt 4), kr. 6.280.932, eller en samlet tilbagebetalingspligt af kr. 13.198.567. Dette beløb er fuldt betalt af Klager, jf. afsnit 1.4. Klager skal som et resultat af dommen stilles, som om den uberettigede opkrævning ikke havde fundet sted. Dette gælder naturligvis både det direkte afgiftsbeløb og det indirekte, afledte morarentebeløb. Begge summer skal tilbagebetales krone for krone. Berettigelsen af en morarenteopkrævning er direkte betinget af berettigelsen af det hovedkrav, hvis manglende betaling en morarenteberegning en konsekvens af. En morarenteopkrævning kan ikke eksistere uafhængigt af hovedkravet. Dette er et morarentekravs juridiske natur. Falder hovedkravets berettigelse væk, falder morarentekravets berettigelse naturligvis tilsvarende væk. I henseende til en tilbagebetalingsforpligtelse har et sådant morarentekrav således ikke karakter af et rentebeløb, som kan undergives en fornyet beregningsmetode i relation til opgørelsen af en tilbagebetalingsforpligtelse. Der er tale om et beløb af tilsvarende juridisk natur i relation til tilbagebetalingen som selve den uberettiget opkrævede afgift, nemlig at der skal ske en fuld nominel tilbagebetaling af det samlede, uberettiget opkrævede beløb.

2.4 Indklagede har af egen drift erkendt dette princip, nemlig da Indklagede i 2010 - formentligt som en følge af den interne sagsgennemgang som et led i den da verserende proces - opdager, at man ikke har godskrevet/tilbagebetalt Klageren den allerede i 2003 tilbageførte afgift af fejesandet forbindelse med, at disse materialer blev fraført [...] og derfor i medfør af affaldsafgiftslovens § 12, stk. 1 skulle fragå i afgiftsregnskabet. Da man fandt ud af denne fejl - på et tidspunkt, da Klager i den foregående måned, december 2009, havde betalt differencen - tog man den eneste logiske konsekvens heraf. Man tilbagebetalte ikke blot denne del af afgiften, men også den samlede andel af morarenterne tilbage fra fraførselstidspunktet i tredje kvartal 2003. Begge beløb blev udbetalt kontant til Klager den 11. februar 2010. Af denne årsag udgik denne del af den oprindelige tvist af sagen. Ved denne tilbagebetaling har Indklagede således anerkendt opgørelsesmetoden for og omfanget af sin tilbagebetalingsforpligtelse. Ved den i denne sag indklagede afgørelse ændrer Indklagede - uden nærmere at redegøre for årsagen hertil - på det både anerkendte og naturlige princip, nemlig at et uberettiget opkrævet morarentebeløb skal tilbagebetales fuldt ud, krone for krone.

2.5 Indklagede har således under samme sag anerkendt retsprincippet om, at det fulde morarentebeløb skal tilbagebetales, når det må konstateres, at det grundlæggende afgiftskrav ikke har været opkrævet med rette. Af denne grund skal ikke kun selve afgiften af den forurenede jord, kr. 5.489.635, men også de herfra afledte morarenter - kr. 6.280.932 med fradrag af det refunderede beløb for fejesandet, kr. 880.310 = kr. 5.400.622 - tilbagebetales. Det samlede beløb heraf udgør kr.10.890.257, jf. afsnit 1.5, punkt 3).

2.6 Herudover skal der betales sædvanlige procesrenter af de beløb, som skal tilbagebetales. Disse procesrenter er beregnet under afsnit 1.6 fra betalingstidspunktet frem til de respektive tilbagebetalingstidspunkter, henholdsvis til den 31. december 2013 for den ubetalte dels vedkommende. Der skal derfor betales en supplerende rente frem til betalingstidspunktet.

Selskabets repræsentant har endvidere bemærket følgende til SKATs udtalelse af 24. februar 2014:

”Jeg har modtaget brev af 3 marts 2014 fra Skatteankestyrelsen bilagt kopi af mail fra Skat som udtryk for Skats besvarelse af mit klageskrift af 8. januar 2014. Denne mailbesvarelse giver anledning til følgende bemærkninger.

Landsskatterettens afgørelse

Selskabet modtog den 12. februar 2002 en opkrævning på 6.917.635 kr. fra SKAT vedrørende affaldsafgift m.v. Selskabet indbetalte ikke det opkrævede beløb på opkrævningstidspunktet. I årene 2008 og 2009 blev selskabets restance til SKAT reduceret med i alt 1.335.422 kr. i form af modregninger. Efter Landsskatterettens kendelse af 27. november 2009 indbetalte selskabet den 23. december 2009 den daværende restance, der ifølge SKATs opkrævning af 8. december 2009 udgjorde i alt 11.863.145 kr., heraf 6.280.932 kr. vedrørende renter.

Renterne var pålagt efter den dagældende bestemmelse i opkrævningslovens § 7, stk. 1, der havde følgende indhold:

”§ 7. Betales et beløb ikke rettidigt, eller er der ydet henstand med betalingen, skal der betales en månedlig rente som fastsat efter stk. 2 med tillæg af 0,8 procentpoint for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales. For indeholdelsespligtige omfattet af § 2, stk. 6, betales renten efter 1. pkt. vedrørende A-skat og arbejdsmarkedsbidrag dog for hver påbegyndt måned regnet fra den første i måneden efter sidste rettidige indbetalingsdag. Renten kan ikke fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.”

Efterfølgende fandt Vestre Landsret ved dom af 18. april 2013, at der ikke havde været hjemmel til at opkræve affaldsafgiften, hvorefter SKAT tilbagebetalte affaldsafgift med 5.587.635 kr. den 31. juli 2013 og 804.942 kr. den 31. december 2013. Den tilbagebetalte affaldsafgift blev forrentet med henvisning til det dagældende cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 og bekendtgørelse nr. 896 af 21. december 1990. Renten udgjorde 4.497.681 kr.

SKAT tilbagebetalte ikke den del af selskabets indbetaling den 23. december 2009, der vedrørte morarenter.

Forrentning efter opkrævningslovens § 7, stk. 1, må forudsætte, at opkrævningen er sket med rette.

Vestre Landsret har fastslået, at der ikke var hjemmel til at opkræve den affaldsafgift, der lå til grund for SKATs afgørelse om, at afgiften ikke var indbetalt rettidigt. Da opkrævningen ikke er sket med rette, har der ikke været hjemmel til at opkræve renter af affaldsafgiften. Tilbagebetaling af renter skal herefter ske på samme måde som for affaldsafgiften.

Affaldsafgiften må anses for indbetalt efter påkrav. Efter reglerne i punkt 7 i det dagældende cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 skal tilbagebetalingen herefter forrentes fra indbetalingsdagen til udbetalingsdagen, dvs. fra den 23. december 2009 til den 31. juli 2013.

De indbetalte renter på 6.280.932 kr. må på samme måde som affaldsafgiften anses for indbetalt efter påkrav. Forrentning af de indbetalte renter skal derfor ske på samme måde som for affaldsafgiften.

Forrentningsperioderne kan på grundlag af SKATs oplysninger om indbetalinger m.v. opgøres således:

På baggrund heraf finder Landsskatteretten, at selskabets krav på tilbagebetaling omfatter de foretagne indbetalinger, herunder indbetalinger foretaget ved modregning og ved indbetaling af pålagte renter. Til dette beløb skal lægges renter efter punkt 7 i cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 fra indbetalingstidspunktet til udbetalingstidspunktet for de enkelte indbetalinger, som ovenfor anført.

Herfra trækkes de beløb, der allerede er udbetalt af SKAT.

SKATs merudbetaling af 98.000 kr. vedrørende fejesand skal ikke indgå i beregningerne, da beløbet ikke har været en del af det oprindelige krav på 6.917.636 kr. eller det senere opgjorte krav på 11.863.145 kr.

Det overlades til SKAT at foretage de fornødne beregninger, jf. bekendtgørelse nr. 1428 af 13. december 2013, § 12, stk. 4.

Landsskatteretten træffer afgørelse i overensstemmelse hermed.