Kendelse af 16-06-2015 - indlagt i TaxCons database den 10-07-2015

Indkomståret 2011

[Skatteankenævnets] har ikke godkendt fradrag for kost og småfornødenheder, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 2, nr. 1, eller fradrag for logi, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 2, nr. 4, på i alt 50.000 kr.

Landsskatteretten giver delvist medhold i klagen, således at der godkendes et fradrag for logi på 37.830 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren har siden 2008 haft forskellige ansættelser ved [virksomhed1] i [virksomhed2], [adresse1], [by1] [virksomhed1] følger [virksomhed2]s åbningstider, og der er åbent tre sæsoner på et år, henholdsvis sommer, Halloween og jul. Mellem sæsonerne er der lukket.

Der er kun fremlagt ansættelseskontrakter fra 2010 og 2011. Ansættelseskontrakterne er tidsbegrænsede og viser, at klageren havde ansættelse som inspektør ved [virksomhed1] i følgende perioder:

Der er blevet godkendt fradrag for rejseudgifter for indkomståret 2010. Klageren havde i dette år også ansættelse ved [virksomhed3], hvorved det blev vurderet, at betingelsen i ligningslovens § 9 A, stk. 6 om arbejde i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted før tilbagevende til det tidligere arbejdssted var opfyldt, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 6.

Klageren har ikke i indkomståret 2011 haft ansættelser andre steder end ved [virksomhed1].

Klageren har bopæl på adressen [adresse2], [by2], hvor han bor i eget hus med sin kæreste og søn. Når klageren befinder sig i [by1], lejer han en bolig og kører ellers hjem til sin bopæl, hvis han har to sammenhængende fridage.

[Skatteankenævnets]s afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs afgørelse om, at der ikke kan godkendes fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A.

Det er til støtte for begrundelsen anført:

”Skatteankenævnet finder, at klagen er sammenlignelig med Landsskatterettens kendelse af 16. maj 2012, da den vedrører indkomståret 2011. Den Landsskatteretskendelse af 16. december 2010 som klager henviser til vedrører indkomståret 2009.

Ligningslovens § 9A, stk. 6 er ændret med virkning fra 2010 som et led i regerings forårspakke 2.0, jf. ovenfor under punkt 5.2.

Den gamle affattelse af Ligningslovens § 9A, stk. 6 lød således:

”Når tilbagevenden til et arbejdssted ikke var upåregnelig, er det en betingelse for arbejdsstedsskifte, at der er forløbet 20 arbejdsdage, siden den pågældende sidst har været på arbejdsstedet.”

Den nye affattelse af Ligningslovens § 9A, stk. 6 lyder således:

”En ny 12-måneders periode påbegyndes, når lønmodtageren skifter til et nyt midlertidigt arbejdssted, der ligger mindst 8 km ad normal transportvej fra det tidligere arbejdssted, eller når lønmodtageren har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted før tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted.”

Skatteankenævnet må derfor være enig med SKAT i deres afgørelse. Da klager i 2010 har arbejdet på [virksomhed3], har han i dette indkomstår haft en afbrudt perioden af 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted, jf. Ligningslovens § 9A, stk. 6. Dette er ikke tilfældet i 2011.

Fra 2013 ændres Ligningslovens § 9A, stk. 6 i øvrigt igen, således, at der maksimalt vil kunne fratrækkes 25.000 kr. i stedet for 50.000 kr. i rejseudgifter.

Nævnet kan give klager ret i, at 12 måneders reglen ikke gælder for fradrag af logi, jf. Ligningslovens § 9A, stk. 5, 2. pkt. Det er dog stadig en grundlæggende betingelse i relation til dækning af logiudgifter efter Ligningslovens § 9A, stk. 2, jf. stk. 1, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted.

Da skatteankenævnet ikke længere har anset klagers arbejde for at være af midlertidig karakter, kan nævnet derfor ikke godkende fradrag for logi.

Reglerne om, at et arbejdssted kun kan være midlertidigt i op til 1 år, gælder kun i forhold til standardsatsen for kost og småfornødenheder. Hvad angår satsen for logiudgifter, må der foretages et konkret vurdering af, om arbejdsstedet er midlertidigt.”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om godkendelse af et fradrag på 37.830 kr. for udgifter til logi samt et fradrag for udgifter til kost og småfornødenheder, i alt 50.000 kr., jf. ligningslovens § 9 A, stk. 2.

Det er til støtte for påstanden anført:

”Sagens emne.

Klagen drejer sig om, hvorvidt der kan godkendes fradrag for kost og logi (Rejsefradrag) jf. Ligningslovens § 9 A i forbindelse med klagers arbejde i restaurant ”[virksomhed1]” i [virksomhed2] i [by1]. Dette har [Skatteankenævnets] sagt nej til. Denne afgørelse ønskes ændret til et ja.

SKAT mener, at den eneste måde hvorpå en ny 12 måneders periode kan påbegyndes jf. Ligningslovens § 9 A, stk. 6 er ved bl.a., når lønmodtageren har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted før tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted. SKAT mener at vinde ret på dette synspunkt med henvisning til Landsskatterettens afgørelse af 16/5 2012 journalnr. 11-03554, hvor Landsskatteretten afgjorde, at 40 dages reglen skal tages bogstaveligt, hvilket skal forstås på den måde, at lønmodtageren rent faktisk skal have arbejdet på et andet arbejdssted i mindst 40 dage, for at 12-måneders reglen kan anses for afbrudt og der igen kan godkendes fradrag efter rejsereglerne.

Klager er uenig i Skats fortolkning af reglen. Klager mener, at reglen skal fortolkes, som den blev før lovændringen fra de 20 arbejdsdage til de 40 arbejdsdage, blot med den forskel, at nu er der tale om 40 dage.

Klager vil henvise til Landsskatterettens afgørelse LSR af 16/12-10 journalnr. 09-03151. Denne sag er den sag, som er mest sammenlignelig med klagers sag.

Subsidiært drejer klagen sig om, at klager kræver at få fradrag for logi jf. Ligningslovens § 9 A stk. 5. 2. punktum jf. § 9 A stk. 2. nr. 4. Betingelsen for fradrag for logi er blot, at klagers arbejdsplads er midlertidig. Når klagers arbejdsplads anses for at være midlertidig, kan klager blive ved med at få fradrag for logi år efter år. Klagers arbejdsplads i [virksomhed1] i [virksomhed2] i [by1] må efter en konkret vurdering anses for at være en midlertidig arbejdsplads. Dette ønsker klager, at Landsskatteretten skal give klager medhold i.

[Skatteankenævnets] har givet klager medhold i, at 12 måneders reglen ikke gælder for fradrag af logi, jf. Ligningslovens § 9 A stk. 5. 2. punktum. Men, Skatteankenævnet har ikke anset klagers arbejde for at være af midlertidig karakter, hvorfor [Skatteankenævnets] ikke kan godkende fradrag for logi.

Klager mener, at når [Skatteankenævnets] ikke vil give klager medhold i, at klager befinder sig på en midlertidig arbejdsplads med ret til fradrag for logi, så har [Skatteankenævnets] truffet en åbenlys ulovlig afgørelse.

Klager mener, at Landsskatteretten skal træffe en afgørelse med det indhold, at [Skatteankenævnets] den 11.12.2013 har truffet en åbenlys ulovlig afgørelse. Landsskatteretten skal anvende alle for hånden værende midler til at sanktionere mod [Skatteankenævnets].

Klager mener endvidere, at Landsskatteretten skal træffe afgørelse om, at Landsskatteretten i LSR af 02-09-11 Journalnr. 11-00531 har truffet en åbenlys ulovlig afgørelse. I denne sag burde Landsskatterettens medlemmer af egen drift, have truffet en beslutning om at give klager ret til fradrag for logi jf. Ligningslovens § 9 A stk. 5. 2. punktum. Af sagen fremgår det med al tydelighed, at efter en konkret vurdering i denne sag så befinder klager sig i midlertidig beskæftigelse jf. § 9 A stk. 5. 2. punktum med ret til at få fradrag for logi i ubegrænset tid, dvs. ud over flere år.

Derudover mener klager endvidere, at Landsskatteretten skal træffe afgørelse om, at Landsskatteretten i LSR af 16-05-12 Journalnr. 11-03554 har truffet en åbenlys ulovlig afgørelse. I denne sag burde Landsskatterettens medlemmer af egen drift, have truffet en beslutning om at give klager ret til fradrag for logi jf. Ligningslovens § 9 A stk. 5. 2. punktum. Af sagen fremgår det med al tydelighed, at efter en konkret vurdering i denne sag så befinder klager sig i midlertidig beskæftigelse jf. § 9 A stk. 5. 2. punktum med ret til at få fradrag for logi i ubegrænset tid, dvs. ud over flere år.

Klager vil her, gøre opmærksom på, at Landsskatterettens dommere i de to sager, hvorpå, at SKAT forsøger at støtte ret på reglen om 40 arbejdsdage, har gået meget langt over stregen for, hvad de kan tillade sig. Men specielt når man ser på, hvad Landsskatteretten har bemyndigelse til at træffe afgørelser angående, så er Landsskatteretten i disse to sager ude, hvor der ikke er juridisk belæg for deres afgørelser. De har ikke hjemmel i nogen lov eller dom, til at træffe disse forkerte afgørelser. Landsskatterettens to afgørelser LSR af 02/09-11. Journalnr. 11-00531 og LSR af 16/05-12. Journalnr. 11-03554 er to åbenlyse ulovlige afgørelser, som ingen kan støtte ret på.

Klagers krav vedrørende fradrag for logi for 2011 beløber sig til 194 dage gange satsen på 195 kr. i alt 37.830 kr. Derudover kræver klager at få fradrag for kost og småfornødenheder. Dette skal ligges oveni fradraget for logi, hvorved fradraget vil komme op på de maksimale 50.000 kr.

Sagens oplysninger.

Det kan ligges til grund, at klager har alle sine livsinteresser i [...] i [adresse3]. Klager har således sin faste bopæl her. Klager købte for ca. 9 år siden hus her sammen med kæresten, med hvem klager har en søn. Når klager befinder sig i [by1], lejer klager sig ind forskellige steder. Klager rejser hjem til [...], når der er to sammenhængende fridage.

Her vil klager opfordre til, at man læser Landsskatterettens afgørelse LSR af 16/12-10. Journalnr. 09-03151. Denne kendelse vil klager bruge, som et partsindlæg til klagers sag. Grunden til dette er, at denne sag netop omhandlede restaurant [virksomhed1] i [virksomhed2], hvor klager også er ansat. Klager kender til denne sag fordi, at klager i den pågældende sag er en af klagers nuværende kollegaer. Den pågældende Landsskatterets afgørelse er mere eller mindre identisk med klagers nuværende sag. I denne sag vandt klager og fik derved medhold i, at klager havde ret til fradrag for kost og logi jf. Ligningslovens § 9 A.

De to eneste forskelle er, at klager har titel og funktion som inspektør og ikke som tjener. Endvidere så er klager ikke ansat i Halloween sæsonen. Klager ville gerne og søger hvert år, men desværre så er klagers stjerne hos arbejdsgiveren ikke stor nok til, at det kan lade sig gøre.

Uddrag af Landsskatterettens afgørelse LSR af 16/12-10. Journalnr. 09-03151.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrer skatteankenævnets afgørelse, således at svaret på spørgsmålet er "ja".

Når klageren ifølge tidsbegrænsede ansættelseskontrakter alene bliver ansat i [virksomhed1] i de enkelte perioder, hvor [virksomhed1] har åben, der bliver lavet særskilt ansættelseskontrakt fra år til år for de enkelte ansættelsesperioder, og der forløber mere end 20 arbejdsdage mellem ansættelsesperioderne, må klageren anses for at have midlertidig ansættelse.

[Skatteankenævnets] skriver under punkt 4. Klagers opfattelse citat: ”Klager gennemgår herefter i klagen Landsskatterettens afgørelse af 16. december 2010 som han læser og fortolker den. Der kan i det hele henvises til klagen i bilag 1”. Dette er lodret forkert. Det klager gør, er at sammenligne sin egen sag med Landsskatterettens afgørelse af 16. december 2010.

Ovenstående betyder følgende: Klager er kun ansat i sommersæsonen og julesæsonen, hvor restaurant [virksomhed1] har åbent, dvs. når [virksomhed2] i [by1] har åbent, hvilket varer henholdsvis ca. 5 måneder og 6 uger. Dette er ens for begge klagere. Blot med den forskel at klager ikke blev ansat for Halloween sæsonen.

Klager har for hver ansættelsesperiode en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, som indeholder en begyndelses- og en slutdato. I disse kontrakter er der intet, som indikerer en genansættelse. Klager må derfor søge om arbejde på ny efter hver sæson. Dette er ens for begge klagere. Se som eksempel vedlagte bilag med en ansættelseskontrakt. Derefter må klager rejse hjem til [...] og gå på dagpenge.

Endvidere slog Landsskatteretten fast, at da det ikke var påregneligt, at klager ville vende tilbage til arbejspladsen, så var klager i midlertidig beskæftigelse. Derfor finder der et arbejdsstedskifte sted efter hver ansættelsesperiode. I klagers nuværende sag må det samme være gældende. Nemlig, at da det ikke kan anses for at være påregneligt, at klager vil vende tilbage til arbejdspladsen, så må klager anses for at være i midlertidig beskæftigelse.

Derudover slog Landsskatteretten fast, at der skal være mere end 20 arbejdsdage mellem ansættelsesperioderne. Men, hvad der er vigtigt her er, at klager ikke skulle arbejde i 20 dage, hvorimod, at der blot skulle forløbe 20 arbejdsdage mellem perioderne. I LSR af 16/12-10. Journalnr. 09-03151 havde klager ikke arbejdet i 20 dage. Med ændringen af Ligningslovens § 9 A, stk. 6 fra 20 dage til 40 dage var kravet derfor, at der forløber 40 arbejdsdage i mellem ansættelsesperioderne, i hvilke der ikke skal arbejdes. Dette krav opfylder klager, da der er mere end 40 dage mellem, at julesæsonen slutter den 30. december og sommersæsonen går i gang ca. den 17. april.

Med hensyn til undertegnedes primære påstand om at få fradrag for både kost, småfornødenheder og logi, hvilket skatteankenævn [adresse3] har sagt nej til, vil klager sige, at det ikke er kommet bag på klager. Det var, hvad man måtte forvente, da nævnet derved ville gå direkte imod en landsskatteretsafgørelse. Klager har hele tiden været indstillet på at være nød til at klage til landsskatteretten over dette punkt. Klager vil senere kommentere på dette punkt.

Regler, teori og praksis

(...)

Klagers påstande og argumentation

Herunder klagers henvisning til regler, teori og praksis.

Fradrag for logi.

Ordlyden af bestemmelsen er måske lidt kringlet. Men, der kan ikke herske nogen tvivl om, at en lønmodtager kan få fradrag for logi i ubegrænset tid, ja, ud over flere år så længe, at lønmodtageren er ansat på en midlertidig arbejdsplads jf. § 9 A stk. 5. 2. punktum. Fordi, i dette punktum, der nævnes det helt specifikt, at der er en grænse på 12 måneder for, hvor længe en lønmodtager kan få fradrag for kost og småfornødenheder. Bestemmelsen henviser helt specifikt til stk. 2. nr. 1, som omhandler kost og småfornødenheder.

Men, vigtigst af alt så er det, at der i Ligningslovens § 9 A stk. 5. 2. punktum ikke står noget om stk. 2. nr. 4, som omhandler fradrag for logi. Stk. 2. nr. 4 begrænses derfor ikke af en tidsbegrænsning på 12 måneder, men kan fortsat fradrages år efter år. Betingelsen er blot, at arbejdspladsen er midlertidig. Når arbejdspladsen er midlertidig kan lønmodtageren blive ved med at få fradrag for logi år efter år.

At lønmodtageren kan blive ved med at foretage fradrag for logi i ubegrænset tid, så længe arbejdspladsen er midlertidig, er gældende ret og en urokkelig ret.

En fejl, som man kan begå, når man ikke har gjort sig den ulejlighed at læse bestemmelsen grundigt og den øvrige litteratur på dette område, er at læse stk. 6 og at tro, at der gælder en 12-måneders periode for både fradrag for kost, småfornødenheder og logi. Men dette er en fejl. Den 12-måneders periode, som stk. 6 henviser til, er den 12-måneders periode, som gælder for fradraget til kost og småfornødenheder se § 9 A stk. 5. 2. Punktum jf. § 9 A stk. 2. nr. 1.

Klager vil gøre opmærksom på, at indtil Ligningslovens § 9 A, stk. 6 blev ændret og Påregnelighedsreglen faldt ud af bestemmelsen. Der var det uden juridisk betydning, at der var forskel på at få fradrag for kost og småfornødenheder og så at få fradrag for logi. Hvis betingelserne var opfyldt for det ene fradrag, fik lønmodtageren automatisk fradrag for det andet.

Men, med lovændringen af Ligningslovens § 9 A fik det nu en betydning, at der gælder to sæt regler for at få fradrag. Et sæt regler for kost og småfornødenheder og et andet sæt regler for logi.

Klager vil dog for at underbygge påstanden om, at der gælder to sæt regler, henvise til gældende ret. Dette er, hvad man må kalde for sparsomt. Klager må endnu engang henvise til Landsskatterettens afgørelse LSR af 16/12-10. Journalnr. 09-03151.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ud over, at der skal være tale om et midlertidigt arbejdssted, er det en betingelse for, at bestemmelsen kan anvendes, at rejsen varer mindst 24 timer. I forhold til standardsatserne for kost og småfornødenheder kan et arbejdssted som udgangspunkt højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder. Det fremgår af LBKG nr. 1061 af 24.10.2006, ligningslovens § 9 A, stk. 5.

Derudover findes der, hverken kendelser fra Landsskatteretten eller domme, som siger, at reglen er med hensyn til standardsatserne for kost og småfornødenheder, at et arbejdssted som udgangspunkt højst kan anses for midlertidigt i de første 12 måneder. Klager har i hvert fald ikke kunne finde dem. Men, der findes et Cirkulære og to Skrivelser fra Skatteministeriet, som, hvad der er vigtigt at fremhæve, er gældende.

CIR nr. 77 af 30/05/2000 Gældende

Offentliggørelsesdato: 08-06-2000
Skatteministeriet

2. Satser og regler for skattefrie rejsegodtgørelser samt skattefritagelse for sparet hjemmeforbrug til kost i forbindelse med tjenesterejser m.v.

Standardsatsen for kost og småfornødenheder er omfattet af en tidsbegrænsningsregel på 12 måneder. Logisatsen er i modsætning hertil ikke omfattet af tidsbegrænsningsreglen på 12 måneder. Logisatsen er således kun tidsbegrænset af kravet om, at arbejdsstedet skal være midlertidigt, jf. bestemmelsen i § 9 A, stk. 1.

Vi kan af ovenstående læse, at siden år 2000 har det været gældende ret, at der gjaldt en tidsbegrænsningsregel for kost og småfornødenheder. Men tidsbegrænsningreglen gjaldt ikke for logi, så længe arbejdspladsen var midlertidig.

SKR nr. 9726 af 28/10/2008 Gældende

Offentliggørelsesdato: 08-11-2008
Skatteministeriet

Skrivelse om SKATs præcisering af regelsættet i ligningslovens § 9 A om fradrag for rejseudgifter til kost og logi i relation til to centrale problemstillinger

Regelsættet i ligningslovens (LL) § 9 A, de såkaldte "rejse-regler" giver lønmodtagere adgang til enten at modtage en skattefri godtgørelse eller tage fradrag ved indkomstopgørelsen for de udgifter til kost og logi, der påføres dem, når de ved arbejde på et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på deres sædvanlige bopæl på grund af afstanden herfra til det midlertidige arbejdssted.

Udgifter til kost og logi er grundlæggende private udgifter, som alle må formodes at afholde. I den situation, hvor en lønmodtager arbejder på et midlertidigt arbejdssted og som følge heraf ikke kan nå hjem og overnatte, finder man det dog ikke rimeligt at forudsætte, at lønmodtageren flytter sin sædvanlige bopæl hen i nærheden af det midlertidige arbejdssted for derved at undgå rejseudgifter til kost og logi.

Derfor giver rejsereglerne i denne situation lønmodtageren mulighed for at kunne få skattefri godtgørelse eller at tage fradrag for disse rejseudgifter med enten standardsatserne for kost og logi eller med de faktiske, dokumenterede udgifter hertil. Der er dog også den mulighed, at arbejdsgiveren i stedet dækker lønmodtagerens rejseudgifter efter regning eller stiller fri kost og logi til rådighed på rejsen.

Hvis standardsatserne for kostudgifter benyttes til udbetaling af skattefri godtgørelse eller til fradrag, kan dette dog kun ske i de første 12 måneder, lønmodtageren arbejder på det midlertidige arbejdssted. Det skyldes, at man regner med, at lønmodtageren i løbet af det første år har lært det nye lokalområde så godt at kende, at den pågældende herefter kan indrette sig mere økonomisk med hensyn til sine udgifter til kost og småfornødenheder. Det samme gør sig ikke gældende for så vidt angår rejseudgifter til logi. Derfor er der ingen 12 måneders-begrænsning for benyttelse af standardsatsen for logiudgifter. Denne standardsats kan anvendes så længe, lønmodtageren arbejder på et midlertidigt arbejdssted.

Det af klager fremhævede i Skrivelsen, giver klager ret i, at siden år 2008, hvor Skrivelsen er fra og Skrivelsen er fortsat gældende. Derfor er det fortsat gældende ret, at der er en begrænsning på 12 måneder for fradrag til kost og småfornødenheder, men med hensyn til fradraget for logi, så gælder der ingen tidsmæssig grænse for fradrag. Den eneste betingelse er, at arbejdspladsen er midlertidig.

SKR nr. 9135 af 05/03/2009 Gældende

Offentliggørelsesdato: 19-03-2009
Skatteministeriet

Skrivelse om Skattefri godtgørelse til dækning af rejseudgifter, gældende fra og med 1. januar 2009

I medfør af ligningslovens § 9, stk. 4-5, og § 9 A, jf. lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006, gælder nedenstående regler og satser for skattefri rejsegodtgørelse fra og med den 1. januar 2009.

1. Betingelser for udbetaling af skattefri godtgørelse for udgifter ved rejse

1.1. Rejse

1.1.1. Der kan udbetales skattefri godtgørelse for udgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor lønmodtageren midlertidigt er ansat direkte på den pågældende arbejdsplads.

1.2. Tidsbegrænsning for udbetaling af skattefri godtgørelse

1.2.1. Der kan udbetales skattefri rejsegodtgørelse, når der arbejdes på et midlertidigt arbejdssted. Ved udbetaling af skattefri godtgørelse for udgifter til kost og småfornødenheder kan et arbejdssted højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder.

I ovenstående Skrivelse fra Skatteministeriet fra år 2009 og som fortsat er gældende. Der fremgår det tydeligt, at kost og småfornødenheder er omfattet af en tidsmæssig grænse på 12 måneder. Men, der står ikke et ord om, at fradraget for logi, er omfattet af den tidsmæssige grænse på 12 måneder. Fradraget for logi kan derfor fortsat foretages i ubegrænset tid, så længe, at arbejdspladsen er midlertidig.

LSR af 02/09-11. Journalnr. 11-00531 og LSR af 16/05-12. Journalnr. 11-03554

Nu vil klager beskæftige sig med de to kendelser fra Landsskatteretten, hvor man har stadfæstet reglen om de 40 arbejdsdage.

I LSR af 02/09-11. Journalnr. 11-00531 har vi for det første at gøre med en arbejdsgiver, som klager på vegne af nogle ansatte. Dette slipper arbejdsgiveren ikke så godt fra, da arbejdsgiveren har misforstået reglerne i Ligningslovens § 9 A. Men hvad værre er, at SKAT også har misforstået reglerne. SKAT påstår derfor fejlagtigt, at der gælder en tidsmæssig grænse på 12 måneder, for både kost, småfornødenheder og logi. Hvilket i hvert fald er forkert med hensyn til logi.

Der opstår derfor den juridisk interessante situation, at Landsskatterettens dommere har skulle vælge i mellem, at følge SKATs indstilling eller af egen drift at give klager medhold i, at klagers ansatte har ret til fradrag for logi, men dog ikke ret til fradrag for kost og småfornødenheder.

Vi må antage, at Landsskatterettens dommere har kendskab til følgende cirkulære og to skrivelser fra Skatteministeriet CIR nr. 77 af 30/05/2000 Gældende Offentliggørelsesdato: 08-06-2000 Skatteministeriet, SKR nr. 9726 af 28/10/2008 Gældende Offentliggørelsesdato: 08-11-2008 Skatteministeriet og SKR nr. 9135 af 05/03/2009 Gældende Offentliggørelsesdato: 19-03-2009 Skatteministeriet. Derved har Landsskatterettens dommere også kundskab om, hvordan Ligningslovens § 9 A skal anvendes og fortolkes.

Landsskatterettens dommere har haft viden om, at SKATs indstilling var forkert, fordi SKAT fejlfortolkede Ligningslovens § 9 A og ikke fra begyndelsen, havde givet klager medhold i, at klager havde ret til fradrag for logi.

Da Landsskatteretten vælger at følge SKATs indstilling, tilsidesætter de samtidig deres pligt til at afsige kendelser, som i deres indhold overholder gældende ret. Da kendelsen er i direkte modstrid med Ligningslovens § 9 A, stk. 5. 2. Punktum jf. § 9 A, stk. 2. nr. 4 er kendelsen en åbenlyst ulovlig afgørelse.

LSR af 16/05-12. Journalnr. 11-03554. Denne kendelse er meget lig den forrige. SKAT påstår fejlagtigt, at der gælder en 12-måneders grænse for logi. SKAT henviser direkte i ordlyden til stk. 6.

Klager er repræsenteret ved formentligt en advokat. Advokaten argumentere på glimrende vis for sine klienters sag. Desværre så begår advokaten den fejl, ikke at se og derfor påpege i sin argumentation, at der ikke gælder en 12-måneders begrænsning for fradrag til logi. Derfor har Landsskatterettens dommere også i denne sag, af egen drift, skulle vurdere, hvorvidt de skulle følge SKATs fejlagtige og ulovlige indstilling eller træffe afgørelse om, at klager fik fradrag for logi, men selvfølgelig ikke for kost og småfornødenheder.

Landsskatteretten fulgte SKATs indstilling. Derved traf dommerne en åbenlys ulovlig afgørelse, som ingen kan støtte ret på. Beslutningen om, at 40 arbejdsdagsreglen jf. stk. 6 skal tages bogstaveligt, er derfor ugyldig og har ingen retskraft.

Klager vil slutte dette punkt af med at konkludere, at klager på den mest udførlige og grundige måde har argumenteret for, at klager har ret til at få fradrag for logi jf. Ligningslovens § 9 A, stk. 5. 2. Punktum jf. § 9 A, stk. 2. nr. 4. for år 2011.

Den eneste yderligere betingelse klager skal opfylde, er at bevise, at klager befinder sig i en midlertidig ansættelse, så længe, at klager bliver ved med at søge om genansættelse i [virksomhed1] i [virksomhed2] i [by1]. Klager har argumenteret udførligt for, at klager befinder sig i midlertidig beskæftigelse sæson efter sæson med henvisning til Landsskatterettens afgørelse LSR af 16/12-10. Journalnr. 09-03151.

Udover ovenstående vil klager påstå, at den gamle Påregnelighedsregel anvendes til at foretage en konkret vurdering af, hvorvidt, at klager befinder sig i midlertidig beskæftigelse eller ikke.

Den gamle Påregnelighedsregel anvendes i sin form fortsat i Ligningslovens § 9 A stk. 5. 2. punktum.

Den gamle affattelse af Ligningslovens § 9 A, stk. 6 lyder således:

”Når tilbagevenden til et arbejdssted ikke var upåregnelig, er det en betingelse for arbejdsstedskifte, at der er forløbet 20 arbejdsdage, siden den pågældende sidst har været på arbejdsstedet”.

Klager mener, at Påregnelighedsreglen fortsat må være gældende, selvom den er røget ud af lovteksten. Dette har sin baggrund i, at klager kan se og erkende, at når der skal foretages en konkret vurdering af, hvorvidt en arbejdstager befinder sig i midlertidig beskæftigelse eller ikke, med hensyn til at opnå ret til fradrag for logi, så er det en meget vigtig regel, et meget vigtigt instrument, til at vurdere, hvorvidt, at det er påregneligt, at en medarbejder vil vende tilbage til arbejdspladsen i en fast stilling eller, at det er upåregneligt, at medarbejderen vil vende tilbage til arbejdspladsen i en midlertidig stilling.

Klager bliver nød til at påstå, at Påregnelighedsreglen altid vil blive anvendt til at foretage den konkrete vurdering af, hvorvidt medarbejderen befinder sig i midlertidig eller fast beskæftigelse.

I Landsskatterettens afgørelse LSR af 16/12-10. Journalnr. 09-03151.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrer skatteankenævnets afgørelse, således at svaret på spørgsmålet er "ja".

Når klageren ifølge tidsbegrænsede ansættelseskontrakter alene bliver ansat i [virksomhed1] i de enkelte perioder, hvor [virksomhed1] har åben, der bliver lavet særskilt ansættelseskontrakt fra år til år for de enkelte ansættelsesperioder, og der forløber mere end 20 arbejdsdage mellem ansættelsesperioderne, må klageren anses for at have midlertidig ansættelse.

I denne kendelse fremhæver Landsskatteretten, at det, at der bliver lavet særskilt ansættelseskontrakt fra år til år for de enkelte ansættelsesperioder, det vil sige, at det faktum, at det er upåregneligt, at medarbejderen vil vende tilbage til arbejdspladsen, det er helt afgørende for, at Landsskatteretten vil acceptere og har ladet sig overbevise om, at klageren anses for at have midlertidig beskæftigelse.

Såfremt Påregnelighedsreglen ikke var gældende, men, at det afgørende kriterium for alene at befinde sig i midlertidig beskæftigelse, var, at en medarbejder kun var ansat i sæsonerne, hvor virksomheden er åben. Dette ville medføre rent logisk, at medarbejderen kunne lade sig fastansætte for de enkelte sæsoner, med de goder en fastansættelse ville kaste af sig. Klager vil her gøre opmærksom på, at det at være midlertidigt ansat. Det er ingen dans på roser. Klager ville ønske at have en hel del mere sikkerhed i sin ansættelse. Men, det kan klager ikke få under de nuværende forhold.

Det er et afgørende kriterium at anvende Påregnelighedsreglen i forhold til Ligningslovens § 9 A, stk. 5. 2. Punktum, i vurderingen af, hvorvidt en medarbejder befinder sig i midlertidig beskæftigelse eller ikke, med henblik på at opnå ret til fradrag for logi eller ikke. Ja, Påregnelighedsreglen er slet ikke nævnt i § 9 A, stk. 5. 2. Punktum. Ikke desto mindre så anvendes Påregnelighedsreglen hele tiden i vurderingen af, hvorvidt en medarbejder befinder sig i midlertidig beskæftigelse eller ikke, i forhold til at opnå ret til fradrag for logi.

Klager forventer, at Landsskatteretten, efter at have læst denne skrivelse fra klager, vil ændre [Skatteankenævnets]s afgørelse om, at klager ikke skulle befinde sig i midlertidig beskæftigelse, til, at klager befinder sig i midlertidig beskæftigelse, hvormed, at klager får ret til fradrag for logi.

I LSR af 02/09-11. Journalnr. 11-00531 og LSR af 16/05-12. Journalnr. 11-03554 er det megetklart, at alle de ansatte i begge sager efter en konkret vurdering må siges, at de alle befinder sig i midlertidig beskæftigelse og derfor har ret til at få fradrag for logi.

Med hensyn til klagers krav om også at blive tilkendt ret til fradrag for kost og småfornødenheder,vil klager knytte følgende bemærkninger:

Klager mener, at der skal foretages en formålsfortolkning af Ligningslovens § 9 A stk. 6. Den lyder nu således:

Stk. 6.En ny 12-måneders-periode påbegyndes, når lønmodtageren skifter til et nyt midlertidigt arbejdssted, der ligger mindst 8 km ad normal transportvej fra det tidligere arbejdssted, eller når lønmodtageren har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted før tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted.

Når Påregnelighedsreglen fortsat må antages at være gældende i forhold til § 9 A, stk. 5. 2. Punktum, så vil det være en krænkelse af retsbevidstheden, ikke at anvende Påregnelighedsreglen i forhold til Ligningslovens § 9 A, stk. 6 i vurderingen af, hvorvidt, at medarbejderen befinder sig i midlertidig beskæftigelse og, at der derfor begynder en ny 12 måneders periode for medarbejderen med ret til fradrag for kost og småfornødenheder.

Påregnelighedsreglen er fortsat gældende for vurderingen, som skal foretages i forhold til Ligningslovens § 9 A, stk. 5. 2. Punktum af, hvorvidt en medarbejder befinder sig i midlertidig beskæftigelse, med henblik på at opnå ret til fradrag for logi. Derfor må det antages, at Påregnelighedsreglen også fortsat er gældende for Ligningslovens § 9 A, stk. 6 i vurderingen af, hvorvidt, at der finder et arbejdsstedsskifte sted, hvormed, at medarbejderen påbegynder en ny 12-måneders periode med ret til på ny at fradrage for kost og småfornødenheder.

Hvis vi læser de to kendelser, som SKAT forsøger at støtte ret på. LSR af 02/09-11. Journalnr. 11-00531 og LSR af 16/05-12. Journalnr. 11-03554. Der kan vi se, at de første, som tilsidesætter Ligningslovens § 9 A, stk. 5. 2. Punktum og et cirkulære og to Skrivelser fra Skatteministeriet, som giver en medarbejder, der befinder sig i midlertidig beskæftigelse år ud og år ind, ret til fradrag for logi i ubegrænset tid. Det er SKAT. SKAT påstår, som de første, at den nye bestemmelse i Ligningsloven § 9 A, stk. 6 skal tages bogstaveligt. Hvilket vi nu ved er en grov overtrædelse af gældende ret i Ligningsloven § 9 A, stk. 5. 2. Punktum. Ja, SKAT har forsætligt overtrådt gældende ret og fået Landsskatterettens dommere med på ideen. Desværre. Derfor bør man i det hele tilsidesætte de to kendelsers gyldighed. De er i deres helhed to åbenlyst ulovlige afgørelser.

Men, vi bør læse i LSR af 16/05-12. Journalnr. 11-03554.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

To retsmedlemmer herunder retsformanden er enig med SKAT i besvarelsen af spørgsmålet, således at dette besvares med et nej.

To retsmedlemmer finder, at det i en situation som denne, ikke giver noget fornuftigt resultat. De voterede derfor for, at i en situation, hvor der forløber så lang tid før arbejdstageren igen bliver ansat på en ny midlertidig kontrakt, gælder reglen om 40 arbejdsdage ikke. Retsmedlemmerne voterede derfor for at svaret blev ændret til et "ja".

Da retsformandens stemme er udslagsgivende stadfæstes besvarelsen af spørgsmålet, således at dette besvares med et "nej".

Det interessante og vigtige her. Det er, at der i denne sag var der 4 dommere. Men, 2 af dommerne fulgte SKATs ulovlige indstilling. Hvorimod, at 2 af dommerne var imod SKATs indstilling og mente, at Påregnelighedsreglen i den gamle affattelse i Ligningslovens § 9 A, stk. 6 fortsat måtte være gældende. De gik ind for, at klager i denne sag fortsat kunne få fradrag for både kost, småfornødenheder og logi år ud og år ind. Men, retsformandens stemme var afgørende. Derfor blev resultatet, at SKAT fik medhold i deres ulovlige påstand om, at 40 dages arbejdsreglen skulle tages bogstaveligt.

Nu kan vi i ovenstående sag godt læse, at klager formentligt ikke har haft alt for mange penge. Derfor har klager ikke haft råd til at anke kendelsen til byretten, hvor klager meget vel kunne have vundet sagen.

Hvis vi læser i LSR af 02/09-11. Journalnr. 11-00531. Der kan vi se, at der er rigtig mange lighedspunkter med sagen i LSR af 16/05-12. Journalnr. 11-03554. Ja, der er så mange lighedspunkter, at man roligt kan påstå, at hvis advokaten fra LSR af 16/05-12. Journalnr. 11-03554 havde ført sagen, så er det endog meget sandsynligt, at enten så havde der været et mindretal, som var gået imod SKATs indstilling eller klager havde vundet sagen, hvormed, at klager havde fået ret til fradrag for kost, småfornødenheder og logi år ud og år ind.

I LSR af 16/05-12. Journalnr. 11-03554 fulgte retsformanden og en anden dommer SKATs ulovlige indstilling. Deres stemmer bør man fratage al gyldighed og følge mindretallet, da de overholdt gældende ret.

Klager vil afslutningsvis konkludere, at da Påregnelighedsreglen fortsat vil blive anvendt til at foretage en konkret vurdering af, at klager fortsat befinder sig i midlertidig beskæftigelse år efter år med ret til at foretage fradrag for logi jf. Ligningslovens § 9 A, stk. 5. 2. Punktum, så må Påregnelighedsreglen i så henseender også fortsat være gældende med hensyn til, at klager er berettiget til at foretage fradrag for kost og småfornødenheder jf. Ligningslovens § 9 A, stk. 6. Da det må antages, at der finder et arbejdsstedsskifte sted efter hver sæson og, at klager derfor påbegynder en ny 12-måneders periode jf. Ligningslovens § 9 A, stk. 6 med ret til at foretage fradrag for kost og småfornødenheder.

Klager mener at have argumenteret udførligt for, at klager skal have ret til fortsat at fradrage for kost og småfornødenheder i år 2011. Dette ønsker klager, at Landsskatteretten skal give klager medhold i.”

Landsskatterettens afgørelse

Hvis betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A, stk. 1 er opfyldt, men udbetaling ikke er sket, har lønmodtageren mulighed for at foretage et fradrag for rejseudgifter enten efter standardsatserne i stk. 2 eller med de faktiske udgifter, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 7.

Det følger af ligningslovens § 9 A, stk. 1, at det er en betingelse, at lønmodtageren kan anses for at være på rejse. Rejsen skal desuden have varet mindst 24 timer, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 5, 1. pkt.

Rejsebegrebet forudsætter for det første, at lønmodtageren har sin sædvanlige bopæl så langt væk fra det midlertidige arbejdssted, at det er nødvendigt at overnatte i nærheden af arbejdsstedet i stedet for på den sædvanlige bopæl.

Klageren boede i 2011 på adressen [adresse4], [by2], sammen med sin kæreste og deres søn, og han har derved bevaret sin sædvanlige bopæl på denne adresse.

Rejsebegrebet forudsætter for det andet, at der arbejdes på et ”midlertidigt arbejdssted”.

Hverken ligningslovens § 9 A eller forarbejderne til bestemmelsen indeholder en objektiv definition af, hvornår et arbejdssted kan anses for at være midlertidigt i relation til rejsebegrebet. Det må derfor afgøres ud fra en konkret vurdering af lønmodtagerens ansættelses- og arbejdsforhold.

Praksis viser at korterevarende sæsonarbejde, som f.eks. plukning af æbler på en plantage, som udgangspunkt anses for at være arbejde på et midlertidigt arbejdssted. Det følger netop af arbejdets karakter, at det ophører, når den konkrete sæson er forbi. Modsat hertil er ansættelse på tidsbegrænsede ansættelseskontrakter på arbejdssteder, hvor arbejdet normalt kan udføres samme sted år efter år, f.eks. arbejde på fabrik, landbrug eller gartneri.

Det enkelte arbejdssted kan ved anvendelse af standardsatserne for kost og småfornødenheder som udgangspunkt kun anses for midlertidigt i de første 12 måneder, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 5, 2. pkt. Når der er tale om flere ansættelser ved samme midlertidige arbejdssted, følger det af ligningslovens § 9 A, stk. 6, at lønmodtageren skal have arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted før tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted. Her vil så begynde en ny 12-måneders periode.

Ligningslovens § 9 A, stk. 6 blev ved lov nr. 519 af 6. december 2009 med virkning fra indkomståret 2010 ændret til sin nuværende form. Det fremgår af bestemmelsens ordlyd, at det er en betingelse, at lønmodtageren skal have arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted. Der findes ikke fortolkningsmomenter, som giver anledning til at fravige den rene ordlydsfortolkning af bestemmelsen.

For så vidt angår fradrag for logi gælder der ingen 12-måneders begrænsning for benyttelse af standardsatsen for logiudgifter. Denne standardsats kan anvendes så længe, at arbejdspladsen anses for at være et midlertidigt arbejdssted.

Ud fra sagens oplysninger lægges det til grund, at klageren i 2011 var ansat på to tidsbegrænsede ansættelseskontrakter ved [virksomhed1] af ca. 6 måneder og 6 ugers varighed, henholdsvis sommersæson og julesæson. Ansættelserne skal ses i sammenhæng med tidligere års ansættelser ved samme arbejdssted. Ansættelserne vedrører to ud af tre sæsoner, hvor [virksomhed1] har sæsonåbent.

I relation til fradrag for kost og småfornødenheder opfylder klageren i 2011 ikke betingelserne herfor.

Klageren har ikke haft andre ansættelser i 2011, hvorfor betingelserne i ligningslovens § 9 A, stk. 6 om arbejde i 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted således ikke er opfyldt.

I relation til fradrag for kost opfylder klageren i 2011 betingelserne herfor.

Ud fra en konkret vurdering af ansættelses- og arbejdsforholdene findes det, at arbejdspladsen også i 2011 må betegnes som midlertidig for klageren. Der lægges særlig vægt på, at arbejdsstedet kun har åbent i tre sæsoner på et år, at klageren blev ansat på tidsbegrænsede ansættelseskontrakter uden mulighed for forlængelse, og at ansættelserne kun vedrørte to ud af tre åbningssæsoner i 2011. Arbejdsstedet anses således for klageren for at være en sæsonarbejdsplads.

Klagerens arbejdssted i 2011 anses derfor for midlertidigt i relation til fradrag for logi jf. ligningslovens § 9 A, stk. 1 og 5.

Landsskatteretten giver delvist medhold i klagen, idet betingelserne for fradrag for logi efter ligningslovens § 9 A er opfyldt.

Fradrag efter ligningslovens § 9 A, stk. 2, nr. 4 ansættes til 37.830 kr.

Landsskatteretten har ikke taget stilling til, om tidligere afgørelser er ulovlige, da det ligger uden for Landsskatterettens kompetence, jf. skatteforvaltningslovens § 11.